|
Post by Brahm Admalic on Apr 29, 2012 21:17:59 GMT 1
Brahm betragtede hende indgående, mens han lyttede til hendes ord. Han var aldrig gået ind for lejemordere, ikke fordi det de gjorde var forkert. Det var mere den måde folk betalte andre for at slå nogen ihjel for dem. Skulle man endelig dræbe, så skulle man selv svinge sværdet. Det var ikke en betalt person der skulle få blod på hænderne over noget han intet havde med at gøre. En lavmælt latter lød mens han rystede en anelse på hovedet. Det morede ham at hører en kvinde snakke som var hun en mand. "Du kan godt styre dig selv. Det er jeg glad for, ellers havde jeg vel endt som et lemlæstet menneske, ikke?" Lød det ironisk og hårdt fra ham. Det var tydeligt at han ikke troede på hende: For Brahm var sikker på at denne kvinde ikke kunne slå ham ihjel, måske kunne hun give ham et par ar men ligefrem at tage livet fra ham var nok så meget sagt. Da hun pludselig ændrede emne og spurgte indtil hans race knyttede han hænderne. Det var ikke fordi han ikke var stolt af sin race, men vampyrracen havde altid været en forbandelse, og sådan havde Brahm det også. Det var ikke fordi han ikke kunne bærer at slå dyr ihjel, for at drikke deres blod - det var ikke så meget anderledes end folk på almindelig kost. Det var heller ikke menneskeblod der gjorde ham "flov." Men det at hans far havde givet ham genet. Han kunne ikke lide sin far, og derfor ville han ønske at hans far ikke havde givet dette gen videre. "Du har ret. Jeg er en dræber .. Og må jeg gætte på at det samme gælder for dig?" Lød det roligt fra ham.
|
|
|
Post by Maka De Silver on Apr 30, 2012 17:16:23 GMT 1
At han måske ikke var helt vild med ideen omkring lejemordere var hun jo ret ligeglad med for hun overlevede på den eneste måde som hun kunne finde ud af, fordi hun ville hade sig selv for at tøve rundt i et hus og passe børn, specielt når hun slet ikke ville have den slags unger for hendes blods linje skulle stoppe her med hende medmindre en mand virkelig kunne gøre hun faldt meget hårdt, men hun tvivlede dog meget på den del. ”Jeg lemlæster altså ikke folk, jeg går ind for en hurtig død.. Det er kun mænd der lemlæster, og så nogen kvinder uden hjerne eller hjerte” svarede hun både undrende og lettere irriteret for hun lemlæstede da ikke folk, var han virkelig sindssyg? For hun ville da ikke under nogen blodrus så hun gik mere ind for en hurtig og helst smertefri død for helt uden hjerte var hun da ikke, og desuden skulle familien jo gerne kunne begrave deres døde efterfølgende, altså inden de ikke ville kunne genkende personen mere ligesom hun selv gerne ville fortrække det men hun tvivlede dog på hendes mor nogensinde ville finde hende inden det var for sent og den kvinde ville sikkert ikke en gang begrave sin datter. ”Desværre ja” svarede hun blot men valgte dog at løse lidt mere i buen og sænke den en smule selvom hun var klar til at skyde ham hvis han kom tættere på men når de bare snakkede så hun ikke nogen videre grund til at stå konstant og sigte på ham, men igen så kunne hun også få lov til at hvile lidt i armen. Hun var dog stadig meget på vagt overfor ham fordi hun slet ikke stolede på ham.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on Apr 30, 2012 18:32:38 GMT 1
Der lød en brummen fra Brahm, mens han lyttede til hendes ord. Det virkede for ham ganske mærkværdigt at hører hvordan en kvinde fortalte ham, hvordan hun dræbte. Han rystede en anelse på hovedet, uden på nogen måde at skjule sin forundring og irritation ved dette. Det var som at disrespekterer mændens hverv ifølge ham. Men det var hun nok pænt ligeglad med, denne rødhårede Luini. "Du er imod mit syn på kvinder, og alligevel har du selv fordømmende syn på mænd - En smule dobbeltmoralsk synes du ikke?" Spurgte han, mens et provokerende smil gled hen over hans læber. De mørke øjne så udfordrende på hende, mens han hævede hånden for at stryge den igennem sit hår og trække det en anelse tilbage. Brahm's "metode" inden for drab gik ikke kun en vej. Det afhang meget af situationen, men foregik drabet i vrede var handlingerne som regel mere brutale. Det var ikke fordi han som sådan havde noget imod at skære halsen over på en, for så at rive hans strube ud, og han havde heller ikke noget imod at stikke sværdet dybt ned ind i maven på en anden. Så længe hans "mål" blev opfyldt, at vedkommende døde så var han tilfreds. "Er det din far eller mor du har arvet det fra?" Lød det fra ham, der var måske en lille snert af nysgerrighed. Men det var kun fordi han på en eller anden måde nød at hun var i samme bås som ham, at hun ikke elskede alt ved sig selv. Igen gled der et smil henover hans læber, det hang der en smule længere end det forrige. Det morede ham at kvinden langsomt begyndte at sænke sin bue. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, medmindre hun lagde op til noget, men noget inden i ham gav ham lyst til at give hende grund til at hæve buen igen. Han blev dog stående roligt og afventede hendes svar, med sit mørke blik hvilede hårdt på hende.
|
|
|
Post by Maka De Silver on Apr 30, 2012 18:54:42 GMT 1
Han til tider underlige brummen gjorde hende egentlig en anelse irriteret for hun anede jo slet ikke om han egentlig morede sig over hende eller hvad han havde gang i, for han var bare generelt svær at tyde for hende, også derfor hun foretrak hendes afstand fordi han sikkert godt kunne finde på at opføre sig ligesom så mange andre mænd ville prøve på fordi de ikke kunne tåle at et nej var et nej og man gerne ville have afstand. ”Hvis jeg er dobbeltmoralsk så er du det også.. Til forskel fra dig så tror jeg ikke dårligt om alle mænd i modsætning til dig der tror at alle kvinder er svage og ikke dur til noget som helst.” svarede hun blot irriteret for hun var egentlig tæt på at flippe på ham men hun nægtede dog at gøre det, for dum var hun altså ikke, hun kunne jo godt se at han var større og muligvis stærkere end hende selvom hun havde fordel med at hun ville kunne nå at dræbe ham inden han ville nå at komme for tæt på hende. Ellers plejede hun da at være hurtig til at tænke på en udvej for han skulle da ikke have den chance, så var det meget nemmere at stikke af og så angribe igen når han mindst ventede det, for hun havde intet imod at dræbe en person der lå ned eller en person der ikke bar våben. ”Den der kunne såre mig mest, så du kan selv gætte når du kender mine holdninger” svarede hun blot for han kendte jo hendes syn på mænd så de ville næppe kunne såre hende lige så meget som en kvinde kunne gøre det, men igen hendes mor var jo den der havde såret hende mest i verden nemlig der hvor hun havde efterladt Maka til en anden familie i stedet for at tænke på hvad Maka gerne ville, for havde hendes mor ikke forladt hende så ville hun ikke have det syn på vampyrer som hun havde.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on Apr 30, 2012 19:15:18 GMT 1
Solen var efterhånden ved at gå ned, og luften var blevet koldere blandt stammerne. Der var ikke nær så meget lys i denne lille lysning, men det gjorde ikke Brahm noget. Han fungerede ligeså godt i lys som i mørke, omend bedre i mørke da hans sanser var mere skærpet end almindelige mennesker. Selvom luften var blev køligere og Brahm ikke havde meget tøj på, så frøs han ikke. Det var sjældent han frøs, for trods der var meget krop at opvarme så havde han altid haft nemt ved at holde varmen. Det kom sig nok af, at han kom fra et af de køligere lande, hvor det gjaldt om at holde kroppen varm. "Kvinde." Lød det fra ham, mens han bed tænderne en anelse sammen. Han brød sig ikke om den tone hun talte til ham med og det fik hun også af vide nu. "Jeg ved at kvinder ikke duer til noget, jeg har set det med mine egne øjne. Jeg har endnu ikke mødt en kvinde gennem mit liv der nogensinde ville blive til andet end en simpel skøge for en større og mere magtfuld mand. Og jeg er sikker på, at det er der dine veje fører dig!" Svarede han hende, og så hårdt ned på hende. Han knyttede sine hænder en anelse og trådte et skridt frem mod hende. Brahm var bedøvende ligeglad om kvinden blev gal på ham nu eller om hun begyndte at græde. Det kunne ikke bekymre ham mindre, for som sagt før: denne kvinde foran ham var blot en lille medspiller i hans store spil. Han var så ligeglad med hende, så om hun skvattede om nu eller blev dræbt i morgen ville ikke få ham til at vakle. Hun sagde ham intet og han gad ikke bekymre sig om hende. - Hvorfor skulle han også det? "Jeg spilder ikke min tid på simple gættelege, tøs. Så svaret må ligge i det uvise indtil du formår at fortælle mig det." Lød det brummende fra ham inden han trådte en anelse tilbage igen og vendte om for at træde hen mod et træ nær ham. Han lænede sig en anelse op af det, men stadig var hans opmærksomhed rettet mod den lille lidt spinke kvinde foran ham.
|
|
|
Post by Maka De Silver on Apr 30, 2012 19:37:49 GMT 1
Det kølige vejr virkede ikke til at påvirke hende for hvorfor skulle det? Hun havde så mange gange sover under åben himmel i køligere vejr end dette uden andet end en kappe til at varme hende fordi et bål ville blive for opsigtsvækkende at tænde bål for hun gad jo ikke ligefrem ryge i baghold hverken her i skovene eller i bjergene men det skete da hun tændte bål fordi hun skulle ordne et eller andet men et bål var ikke ligefrem vigtigt for hvis det blev for koldt søgte hun bare ind nogen lune steder. Hun skulle lige til at kommentere noget bestemt til det han sagde men hun bed den ting i sig for at sige noget andet, som nok ikke var helt så smart men stadig bedre end det første. ”Jeg har sagt mit navn så brug det i stedet.. Jeg har ikke tænkt mig at blive sådan en og hvis jeg nogensinde bliver sådan en så må du gerne slå mig ihjel.” sagde hun irriteret for han skulle da ikke tale sådan til hende, men igen hun kunne jo bare gå men det ville nærmest kræve hun vendte ryggen til ham så det havde hun bestemt ikke tænkt sig at gøre, så dum var hun ikke. Da han trådte tættere på hende igen så spændte hun buen endnu en gang men hævede den ikke ligefrem, ikke før han havde trådt tættere på hende. Men hun var nu klar til kamp selvom hun virkelig havde lyst til at skyde ham, så havde hun ikke i sinde om at gøre det før han blev alt for truende eller bare ikke helt holdt den afstand som hun ønskede at have det. For han betød jo intet for hende og hun ventede egentlig bare på at han smuttede så hun kunne få fred til at jage for han skræmte jo alle dyrene væk. ”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig det, for det er min hemmelighed hvis du ikke selv kan gætte det” svarede hun irriteret selvom hun virkelig havde lyst til at sige meget mere så bed hun det i sig for ikke at sige noget der var alt for dumt, men det var jo tydeligt at den her mand ikke kendte til noget som helst sjov så hvorfor blev han dog hængende her? Hun havde godt overvejet at det var fordi hun morede ham på et eller andet punkt, noget der gjorde at hun havde lyst til at skælde og smælde over ham.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on Apr 30, 2012 20:00:09 GMT 1
Den muskuløse mand betragtede hende indgående, mens han ventede på endnu et selvsikkert svar fra hende. Det lignede en anelse at der var noget hun holdte inde. Ikke at det gjorde ham noget, for uanset hvad hun lukkede ud ville det ikke have en betydning for Brahms videre færden her i grænselandet. Brahm løftede øjenbrynet og en fnøs lød, som en lille overlegen latter. "Du giver mig simpelthen lov til at dræbe dig? Lød det en anelse overrasket fra ham. Han forsøgte ikke at skjule det for han var i sandhed overrasket over at hun gav ham denne ret. Selvfølgelig vidste han godt et eller andet sted at hun ikke mente det. Men det kunne jo være at han fik den ret.. Han ville ihvertfald gøre brug af den, bare for sjov ikke? Brahm betragtede hende da hun spændte buen igen, efterhånden som tiden gik i hendes selskab blev han mere og mere sikker på at hun ikke ville gøre brug af den. Dette var grunden til at kvinder ikke skulle bærer våben: de brugte dem ikke, de serverede kun tomme trusler med dem. Brahm trak en hånd gennem håret, og rettede kort på den store ulvetand han havde hængende i en lædersnor om sin hals. Hans knæ bøjede sig langsomt inden han satte sig ned op af træstammen. Han betragtede kvinden med hovedet en anelse på skrå. Et lille lusket og udfordrende smil gled hen over hans læber. "Hey kvinde... Skaf os noget mad!" Beordrede han så, mens han udfordrende kiggede på ham. Han havde på fornemmelsen at dette umiddelbart ville stille hende i et dilemma: Enten kunne hun bevise hvad hun kunne med buen og fange et dyr, men dermed også adlyde ELLER hun kunne nægte, og vise sig som en stærkere kvinde men omvendt give ham ret i at kvinder ikke skulle bærer våben, i og med hun ikke ville bruge det.
|
|
|
Post by Maka De Silver on Apr 30, 2012 20:21:38 GMT 1
Ved hans spørgsmål om han fik lov til at dræbe hende hvis hun nogensinde gik hen og blev sådan en skøge der bare var legetøj for de rige og magtfulde, altså i sengen for på nuværende tidspunkt så hun ikke mange problemer i det for hun havde jo ikke ligefrem meget fysisk kontakt med folk så det talte vel ikke. ”Hvorfor ikke? Altså kan det jo være lige meget hvordan jeg dør og hvem der dræber mig til den tid.. hvilket betyder ikke nu” sagde hun lettere ligegyldigt for hun var egentlig ligeglad med når hun døde, det var jo uundgåeligt så det var sgu lige meget hvordan man døde, så længe hun ikke døde som en gift kvinde i en fornem seng for det var et liv hun aldrig nogensinde ville vende sig til, for hun havde jo fået rigeligt af det når hun skulle lege fin dame til fester blot fordi hun skulle tæt på hendes mål og det kunne hun jo med lethed til fest. Da han gav hende en ordre så hun lettere undrende på ham for kunne han virkelig mene det? Efter hun lige havde sagt ikke ville adlyde nogen mand og ikke ville blive sådan en kvinde. Hun kunne ikke tage ham særlig alvorligt men alligevel listede der sig et mindre lusket smil over hendes læber som hun rettede buen op og tog kort sigte efter en mindre folk fugle som virkede til at skulle til at lande men en af dem faldt hurtigt til jorden, så hun gik bare hen og samlede den op inden hun gik hen til bjergvæggen og placerede sig let op af væggen og tog en bid af fuglens hals som hun roligt sugede resterne af blodet i sig uden at tænke på fjerene som hun fik i munden men dem pillede hun roligt ud, inden hun smed resterne hen imod ham efter hun havde fjernet hendes pil. Hun vidste godt at den fugl ikke ville være meget værd for ham eftersom de jo drak blodet fra både dyr og mennesker, men hun skulle lærer ham at hun ikke adlød nogen medmindre hun blev betalt for det, og på det punkt var det kun for at dræbe nogen og det handlede ikke om at skaffe mad eller tage sig af andre. ”Jeg skaffer dig ikke noget mad før du lærer at tale ordentligt til mig, så du kan lige så godt skaffe dit eget” sagde hun blot med det lusket smil for han måtte altså arbejde for det eller i det mindste bare tale ordentligt til hende hvis han skulle gøre sig håb om hun gad dele sin mad med ham, for hun var stadig sulten, eftersom fuglen havde været lille og dermed ikke mættede meget.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on Apr 30, 2012 23:59:05 GMT 1
Som han sad der fra jorden og betragtede hende, så han egentligt ganske fredelig og afslappet ud. Men man måtte ikke tage fejl, selvom han sad ned og så afslappet ud var han altid parat til kamp og altid opmærksom på sine omgivelser. Med to lette ryk til hver side, knækkede han hurtigt nakken inden han lænede hovedet bagover mod den ru bark. Han nød naturen, trods den konstant blev afbrudt af kvindens stemme, men det var egentligt ikke fordi han tog sig synderlig meget af det. Hvis han ville kunne han sikkert få hende til at holde sin kæft efter meget få sekunder. Brahm betragtede roligt Luini, med sit mørke alvorlige blik. Der var ingen varme at sporer i hans øjne, ingen glade træk at se i hans ansigt. De ar der løb ned over hans venstre øje bidrog ligefrem heller ikke til noget blødt over hans ansigt. Han var i sandhed en mand, en mand med selvtillid og styrke: Og han var ikke bare en af de adelige mænd der havde en hær i ryggen som de fik til at slå ihjel. Han var den der slog ihjel, han var sin egen hær, og det skulle ingen tage fra ham. Slet ikke en lille rødhåret tøs som hende der stod foran ham. Han betragtede hende som hun skød pilen afsted efter den lille fugl, og hans blik veg ikke fra hende, han sad blot stille og betragtede hende som hun samlede den op og trak sig tilbage for at drikke dens blod. Men da hun med et lusket smil kastede den udmarvede fugl mod ham og irettesatte ham, fløj op fra jorden og hen mod, med tænderne bidt hårdt sammen og en dyb knurren lød fra ham. Han var lynhurtigt over ved hende, og standsede lige foran hende. Der var ikke mere end 30 centimeter imellem dem. Dog rørte han hende ikke, han stod blot der og stirrede hende ind i øjnene. Begge hans hænder var knyttede hårdt sammen, og senerne på hans underarm trådte tydeligt frem. Musklerne var spændte i hans overarme og henover hans bryst, og det var som om han voksede et par centimeter i højde og drøjde. "Din død vil muligvis indtræffe før du venter det, hvis du nogensinde snakker til mig, på den måde igen. Forstår du, Luini?" Lød fra vredt fra ham. Hans stemme var dyb, nærmest som en rumlen i brystet. Den var vred og advarende, og der var ikke et gram usikkerhed at spore hos manden. Han stod stærkt som en klippe og kiggede ned på hende. I hans øjne var hun ikke andet end en simpel skøge, og personer som hende havde ingen rettigheder til at snakke sådan til ham. Hans vejrtrækning var hurtig, men stadig dyb. Det brede bryst hævede sig en anelse hurtigt op og ned, mens sener i hans hals trådte frem fordi han stod og spændte. Han bøjede sig en anelse indover hende, kun for at virke større. Selvom hun havde sin bue var han ikke bange for hende, hans fornemmelse sagde ham at denne kvinde, trods hendes røde hårfarve, var harmløs. Hendes mistillid gjorde hende svag.
|
|
|
Post by Maka De Silver on May 2, 2012 19:07:43 GMT 1
Det var meget irriterende at han ikke ville gå men bare sad der som om han ejede det hele for det gjorde han i hvert fald ikke ifølge hende, men det troede han vel selv, så han kunne bare vente sig for han skulle ikke tro han kunne kommandere med hende på den måde og så ikke selv lave noget som helst. Vreden boblede i hende så den kom frem i form af hendes provokation med at hun nægtede at jage til ham men skød bare fuglen til sig selv og smed resterne til ham, som om han var hendes slave for det var jo altid herskeren der spiste først og slaven senere hen. Men så kunne han jo også bare lade være med at tro han var herren og den der bestemte over hende, blot fordi hun var kvinde og han var en mand, for hun frygtede ham ikke og det mente hun nu at hun viste ret tydeligt, for en hver anden ville nok havde gjort som han havde sagt men ikke hende, nej ikke hende for hun skulle absolut udfordre fremtiden og udfordre en mulig død. Hun vidste godt at dette ville pisse ham meget af så denne gang var hun forbedret med en pil, som hun fyrede af sted mod hans fod i håb om at sænke ham bare en smule inden hun smed buen fra sig og hev dolken op fra hendes støvle, så da han var tæt på hende havde hun spidsen af dolken imod et meget privat sted, dog ikke helt så den rørte men nok til at hvis han kom tættere på hende så ville hun skære nogle meget ædle dele af ham. Et selvsikkert smil spillede stadig over hendes læber som han bare stod og stirrede på ham for han skulle da ikke tro han at hun var bange for ham på nogen måde bare fordi han var en stor mand, der egentlig var en smule tiltrækkende men hun holdt sig væk fordi han talte sådan til hende som han nu havde gjort hele tiden. ”Så tal ordentligt til mig og så taler jeg ordentligt til dig.. Hvis du vil have jeg fanger noget mad så spørg pænt for ellers må du sgu selv fange noget for du skræmmer mig ikke” svarede hun lettere provokerne igen, for hun var irriteret over han hele tiden troede han bestemte over hende for det gjorde han bestemt ikke, og hun skulle da nok snakke ordentligt til ham hvis han selvfølgelig gjorde det samme, men det var vel for stort krav til denne mand? Det var jo åbenbart svært for ham mens det slet ikke var svært for nogen andre mænd. I hendes hoved begyndte han at opføre sig som en adelig vampyr for de troede da også de ejede hele verden og så de knurren han kom med, som et eller andet dyr dog var det vampyr racen der faldt i hendes hoved først, så han måtte jo ligne sin ene vampyr forældre mere end han lignede mennesket.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on May 2, 2012 19:34:49 GMT 1
Mandens hurtige reflekser kom ham til gav, da hun skød pilen efter ham. Han nåede kun lige at flytte foden, så pilen snittede hans lædersko. Hans øjne var mørke af raseri som han stod der og betragtede hende. Brahms muskler var spændte, men han forholdte sig i ro. Da hun så pludselig havde en lille dolk i hånden, peget mod hans private område bed han tænderne sammen og skulle lige til at træde et stykke frem da han mærkede spidsen mod læder bukserne. Længe stod han og overvejede hendes ord. Ville det være så forfærdeligt at slippe noget af mandschauvinismen, og tiltalte hende en anelse pænere? Der gik en skælven igennem hans krop ved tanken, men omvendt lod hun ikke til at blive skræmt af hans størrelse og kræfter. Han bed atter tænderne hårdt sammen inden han med et suk, fyldt af vrede trådte et halvt skridt tilbage. Han stod stadig med spændte musklerne. Selvom han nødigt ville indrømme det, så vidste hun alligevel en form for værdighed som hun stod der, uden tøven og pegede en lille dolk mod ham. Han havde selv sin egen hængende på siden, men han havde ikke taget den op da han farede mod hende. Hvorfor anede han egentligt ikke, det burde han nok have gjort. "Luini." Startede han, med sin mørke nærmest dyriske stemme fuld af afdæmpet og indespærret vrede. "Vil du fange mig et dyr, med din bue og pil?" Han kæmpede med at få ordene sagt, og selvom der stadig var vrede i hans stemme var det betydeligt mere neutralt end før. Der var ingen venlig tiltale, men stemmen var mere rolig og knap så overlegen. Han så dybt ind i hendes øjne, uden at blinke, uden at smile. Han ventede blot på hendes svar.
|
|
|
Post by Maka De Silver on May 2, 2012 19:59:19 GMT 1
Egentlig var hun ikke helt tryg ved ham men det havde da virket at han havde stoppet da hun havde fundet dolken frem og peget den imod hans private område, for han skulle endelig ikke tro hun ikke ville gøre det for hun havde altid haft lyst til at gøre det men hun havde bare aldrig gjort det, så den lille drøm var aldrig gået i opfyldelse men det kunne jo være den gjorde det nu? Det virkede dog ikke rigtigt til at ske noget for han var jo nærmest gået i tomgang da han mærkede spidsen af dolken, så hun stod bare lettere provokerne og så på ham, selvom smilet nu var forsvundet for hun ventede oprigtigt talt på hvad hans næste reaktion ville blive eller hans næste ord for han skulle vælge sine ord med omhu for ellers ville han miste noget bestemt. Da han trådte væk fra hende ville hun egentlig havde sænket hånden, men afstanden var ikke stor nok til at hun faktisk ville gøre det, fordi den jo passede fint i højde eftersom han var en del større end hende. Da han startede med at sige navnet hun havde givet ham spændte hun kort musklerne for hun tænkte at han måske ville angribe men hans næste ord fik dog et stille mildt smil til at glide over hendes læber, ikke for at provokere men fordi det klædte ham lidt at spørge pænt. ”Se det var bedre.. og ja det vil jeg gerne nu hvor du spørg så pænt, så bare gå hen og sæt dig igen så finder jeg noget spiseligt” sagde hun roligt som en slags ros for at han ikke beordrede hende til at gøre forskellige ting, for han havde jo lige lært at hun bare ville modsætte sig hvis hun fik en ordre, det galt jo ikke i alle situationer for nogen gange var det bedst at følge en ordre men lige nu var det altså ikke og han skulle ikke tro han kunne knække hende på nogen måde, for det havde andre prøvet før hen og det var ikke ligefrem lykkes dem. Grunden til at hun sagde hun godt ville gøre det var sådan set også fordi hun ikke forventede det helt store med om hun ville være venlig eller sød at gøre de ting, for man kunne vel ikke forvente meget i starten? Men det her var i hvert fald en start.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on May 2, 2012 20:13:39 GMT 1
Brahm stod en anelse stille, mens han overvejede hvad han skulle gøre i denne situation. Det var som om han var blevet sat ud af spil, som om han havde opgivet og havde givet hende sværdet så hun kunne svinge det videre for ham. Selvom hun selvfølgelig snakkede til ham venlig, måtte han alligevel se vredt på hende ved hendes ord. Han trådte fremad mod hende, og rynkede i panden mens han sagde: "Jeg kan godt selv finde ud af at sidde mig ned. Du behøver ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre.... kvinde." Lød det fra ham. Det sidste blev tilføjet, en anelse lavere end alt det andet. Det var jo selvfølgelig meget rart at hun jagede for ham, men det var egentligt noget han holdte af at gøre selv. Brahm trådte hen til træet igen, og satte sig roligt ned. Han trak sin dolk frem, hans store brede hænder fyldte hele skaftet, som de greb om dolken og drejede den. Han betragtede den skarpe klinge, med et opmærksomt blik inden han lagde den fra sig igen.
|
|
|
Post by Maka De Silver on May 2, 2012 20:29:10 GMT 1
Da han trådte nærmere hende igen knugede hun lidt hårde omkring dolken, så hun var klar til at bruge den i tilfælde af at han alligevel angribe hende, for det skulle han ikke ligefrem have lov til at gøre. ”Kald mig kvinde en gang til og jeg dropper jagten.. Jeg gav ikke nogen ordre men det var en hentydning til at du kunne gøre det” svarede hun blot men hun hadede virkelig at han kaldte hende kvinde når han var vred på hende, for der var jo ingen grund til at han skulle være vred på hende når hun jo gjorde som han nu gerne ville have det, hvorfor han ikke jagede selv anede hun ikke for han havde jo selv sagt at en mands job var at jage og en kvindes var at gå derhjemme, og nu var rollerne jo byttet rundt? Det gav jo ikke ligefrem meget mening men igen så slap hun for at føle sig set ned på konstant for hun kunne altså godt finde ud af at jage. Det var først da han havde sat sig ned at hun satte dolken på plads og samlede hendes bue og pille op igen, men selvfølgelig var pilene kommet i uorden og lå lidt forskellige steder så hun måtte hele tiden bøje sig ned for at samle nogen op, men hun samlede dog ikke alle op for hun havde jo ikke brug for så mange. Men da hun havde samlet dem op hun mente hun skulle bruge så forsvandt hun mellem træerne for at gå på jagt efter det dyr han tidligere havde skræmt væk fordi han absolut skulle virke så frygtindgydende selvom det ikke havde bidt rigtigt på hende. Der gik dog ikke mere end en halv time inden hun vendte tilbage med et hjortekid over den ene skuldre, den trak stadig vejret og led tydeligvis men det gik jo ikke de drak fra et dyr der var dødt, for så blev blodet koldt og smagte alt for rædselsfuldt, så hun måtte desværre lade kiddet lide indtil hun kunne ligge det i lysningen, så det ikke kunne bevæge sig eller det gik i hvert fald ikke godt eftersom hun havde skudt den i det ene forben med pilen og senere såret det i det andet ved at stikke dolken halvt ind i det så den slet ikke kunne bruge forbene, så den lå og kaldte efter sin mor, men det nyttede ikke ligefrem for den skulle være deres næste måltid. Hun gik hen og lagde pilene og buen op af bjergsiden inden hun gik hen til dyret og satte sig ved det med dolken i den ene hånd. ”Så er der mad” svaret hun roligt for hun ville ikke dræbe dyret før de havde chancen for at drikke af dens blod, selvom den var lille var der rigeligt til dem og hvis de var heldig så ville mor jo forsøge at komme den til undsætning, selvom det her gjorde en smule ondt på hende men det var jo en nødvendighed at gøre det, hellere dyret end et menneske eller at hun selv skulle til at lide.
|
|
|
Post by Brahm Admalic on May 2, 2012 20:50:38 GMT 1
Brahm så vredt på hende, og trak irriteret en hånd gennem det mørke halv fedtede hår. Mørket var så småt ved at sænke sig i skoven, det var faktisk blevet ret mørkt og køligt, men frøs det gjorde han ikke. Da hun snakkede så han på hende, men valgte ikke at kommenterer det. I hans hoved havde hun givet ham en ordre og det skulle hun ikke. Han trak vejret dybt ned i lungerne for at få vreden ud af sin krop. Det irriterede ham at kvinden provokerede ham, det irriterede ham at hun ikke lod sig påvirke af hans højde og drøjde som andre ville. Da Luini var gået på jagt rejste han sig og samlede nogle grene sammen, som han stablede til et lille bål. Han antændte det ved hjælp af to flintesten, han havde på sig. Han satte sig atter tilbage mod træstammen og ventede på at Luini kom tilbage. Det virkede underligt blot at sidde der, men da hun så kom gående, med et levende hjortekid på sine skuldre kunne han ikke skjule et lille smil. Han betragtede hende som hun kom gående, og lod åbenlyst sit blik løbe ned langs hendes feminine krop. En sagte brummen lød fra ham inden han slap hendes krop med blikket og rettede det frem for sig. Han lukkede øjnene halvt i, og slappede en anelse af med armene hvilende på hans knæ. Dog åbnede han atter øjnene da hun smed kidet foran ham. Han så vurderende over på hende, men rettede sig så op og trak det hen mod sig selv. Med et opmærksomt blik rettet mod hende, bøjede han sig ned og lod sine tænder skærer igennem dens bløde hud. Blodet fyldtes hans mund og selvom han ikke ville, nød han alligevel den metalliske varme smag af blod. Han drak lidt under halvdelen og skubbede dyret over til hende, måske lå der en skjult gentleman i Brahm. Måske havde han bare svært ved selv at erkende det. Han takkede ikke for maden, eller kiggede på hende. Han stirrede bare ind i bålet mens han nød mætheden og visheden om at der nu skulle gå en uge inden han skulle spise igen.
|
|