|
Post by Rai Mirriko on Apr 12, 2013 21:43:40 GMT 1
Egentlig vidste han godt, hvornår man skulle holde mund, men han var egentlig sjældent særlig god til at gøre det. Han kunne ofte komme til at snakke over sig eller måske endda ende med at tale før han havde tænkt over sine ord. Dermed kom han også ofte i problemer, også selvom han havde været der i flere år, så var han ikke rigtig blevet klogere på det område, men noget havde han dog lært. Rai var knap så klodset mere og havde faktisk mere kontrol over sine bevægelser igennem slottet, men det kunne også have noget at gøre med, at han ikke længere var en del af slottets personale. Han skulle ikke længere stå til rådighed for Drazilla, medmindre at hun stod og manglede en rejsekammerat, så var han der. Det var bare ikke særlig tit at tiden var der til det. Derfor havde han ikke længere muligheden for at opføre sig klodset, som der var mere frihed til at slappe af og være sig selv. Han var jo egentlig meget flink og kunne sagtens være en gentlemen, som var han opvokset i et rigmands hjem. Også selvom dette ikke var tilfældet. "Jeg ved nu heller ikke, om jeg vil foreslår Dem at gøre et forsøg. For De har ret med hensyn til Drazillas smag, den kan være meget svær at ramme" forklarede han roligt, som han godt kunne se at det ville være dumt at gøre et forsøg, hvis hun så ikke brød sig om det. Medmindre at hun selvfølgelig kom til at høre det ved en fejltagelse eller noget, så kunne det jo være at det var bedre? Medmindre at det var skrækkelig, også selvom Rai bestemt ikke regnede med dette. Dog kunne han tage fejl. Men på den anden side, så virkede hun også til at føle sig godt tilpas i nærheden af bøgerne, så hvorfor søge en anden stilling?
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Apr 13, 2013 9:02:48 GMT 1
Det var fristende at rejse sig op, hun gad virkelig ikke vente på foden og det ville nok tage længere tid end bare det hun fik lov at sidde lige nu. Stille prøvede hun at vrikke med den og skar endnu en grimasse, øv! Hun var bestemt ikke van til at komme til skade, så hendes smertetærske havde ikke rigtig været på prøve før. I det mindste var hun ikke et tudefjæs, det turde hun ikke. Hvis hun kunne havde hun nok grædt, men det var af mange grunde, afmagt af at være fanget her, smerten og savnet. Et lille smil var dog på hendes læber, hun nød faktisk at snakke med nogen som ikke var bange og var lidt mere nede på jorden, det hjalp en til at slappe mere af. [yellow]"Jeg passer bedst her mellem bøgerne, så jeg håber da det er her jeg bliver og gør mig mest nyttig. Jeg ønsker ikke at komme i flere problemer end jeg allerede er."[/yellow] Kom det stille fra hende, hun flyttede foden ned mod gulvet og prøvede at stille sig op, bare for at se hvordan det ville gå. Men det var måske dumt gjort, hun endte i hvert fald med at tilte forover fordi hendes knæ gav efter for ikke at støtte for meget på foden. Det krævede meget ikke at komme med et hvin som hun var ved at falde. Stædig var hun altså, for hun turde ikke tænke på hvad der ville blive gjort af hende når hun var så klodset.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Apr 15, 2013 10:45:26 GMT 1
Det var tæt på, at Rai var begyndt at grine af hendes grimasser, men han endte i stedet med at hoste let for at skjule det mindre latter, der var sluppet ud. Det så en anelse komisk ud og lidt for meget til at han kunne holde masken helt, dog håbede han ikke at hun havde lagt mærke til det mindre grin, som var blevet kvalt i hans hosten. Alligevel endte han med at se lettere undskyldende på hende, enten fordi han havde larmet, de var jo på et bibliotek, eller også fordi hun kunne have hørt grinet. "Problemer, siger De? Hvilket problemer snakker vi om?" spurgte han en smule undrende, da han ikke helt kunne se, hvordan en så uskyldig sjæl skulle være kommet i problemer. Men så igen, det havde sikkert noget at gøre med Drazilla, så det kunne betyde hvad som helst. Rai vidste jo heller ikke ligefrem hvordan hun var endt på slottet, men han havde da lidt på fornemmelsen af, at det ikke var frivilligt. Han rettede sig dog op, som hun valgte at flytte foden ned på gulvet, som han rystede på hovedet, da det kun kunne gå galt. Han blev også nød til at reagere hurtigt, som hun væltede forover og hvinede op, det blev sikkert hørt i hele biblioteket, men det kunne de altid koncentrere sig om på et andet tidspunkt. Rai valgte faktisk at fange hende med ryggen, som han blot tog fat om hendes ben og sikrede sig at foden ikke stødte ind i noget, som han løftede hende op. Nu sad hun faktisk på hans ryg.. Et svagt grin forlod hans læber, som han gik hen til bordet og forsøgte at sætte hende ned på bordpladen. "Hvis De ikke snart bliver siddende så må jeg finde en anden måde, at holde Dem nede på.." sagde han lettere truende, dog med et drilsk smil på læben, som han skubbede en stol hen foran hende, hvis hun nu hellere ville sidde på en stol, som bordet. Han satte sig dog lige hen ved siden af stolen, så han kunne holde et vågent øje med hende. Hun skulle nødigt gøre endnu et forsøg på det.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Apr 20, 2013 18:02:27 GMT 1
Heldigvis var problemerne ingen som hun havde med Drazilla, for så var hun sikkert glad for de andre hun havde hvis det havde været tilfældet. Hun havde sukket da hun forklarede ham hvilke problemer, for det var jo sørgeligt og gjorde ondt på hende. Selv i hendes øjne kunne man se det. "Jeg har været flygtet fra min mand som jeg ufrivilligt blev gift med, for at være sammen med min elskede. Han havde næsten kun lige fået mig adskilt fra dette ægteskab og så bliver jeg fanget af slavehandlere. Jeg ved ikke hvor min elskede er, om han overhovedet leder efter mig. Det her, mit liv, er et stort problem." Kom det opgivende fra hende, hun var nød til at prøve sig frem med foden jo. Der var jo nød til at ske et eller andet! Desuden kunne hun jo ikke blive siddende der hele tiden. Hun blev dog overrasket over at han sådan fik taget hendes fald med at ryg, for så at løfte hende op og hen på bordet. Okume blev lidt målløs, hun sad lidt forstenet og så så ned mod stolen, hvordan i al verden skulle hun dog komme derned uden at støtte på sin fod? Hun besluttede sig for at blive siddende på bordet. Endnu et suk kom fra hende, for selvom han prøvede at drille hende og løfte hendes humør lidt, så virkede hun stadig opgivende. "Jamen hvad nytter det? Min fod bliver ikke god om et par timer, det tager dage og jeg tror næppe du ønsker at sidde her med mig i flere." Først lød hun lidt træt af livet, men til sidst formåede hun dog at smile lidt og smågrine af det hun havde sagt til sidst. Okume lukkede kort øjnene og prøvede at huske skoven, huske hvordan det føltes at løbe hen over det bløde mos i på skovbunden. Den varme sol som kærtegnede hendes opløftet ansigt imens hun nød alt omkring sig. Da hun åbnede øjnene igen, så hun lidt rundt, hvor hun dog savnede det, dette her gjorde hende ondt, at være fanget her. Hun havde næsten glemt smagen af nyplukkede bær og frugter. "Jeg ved ikke hvor længe jeg holder til dette her, jeg har jo alligevel mistet alt. Han har sikkert opgivet at finde mig, han tror nok jeg er død eller stukket af. Hvordan gør de andre slaver det her? Lever i fangeskab? Jeg tror døden er meget blidere og skønnere." Hun lød meget afklaret og sikker i sin sag, hun så lidt mod bøgerne, at holde håbet oppe virkede egentlig umuligt, ingen havde flygtet herfra, det var hun sikker på. Og havde de, var de sikkert blevet fundet igen og fået en smertefuld død eller livslang tortur.
|
|