|
Post by Leonora Lilaceae Silvertung on Mar 29, 2016 20:33:26 GMT 1
Alt inden i Leonora ønskede at skrige, og ikke bare skrige men angribe hendes mor, for hun nægtede at acceptere hvad hun sagde, og hun vidste ikke hvad Leonora havde lavet i alt sin tid væk, nogen af tingene var hun ikke stolt af, og mange af gangene havde hun været glad for at kunne efterlade Leo så han ikke vidste det heller. Hun valgte at nøjes med at sukke opgivende og sende hendes mor et koldt blik inden hun forlod hende. Leonora valgte at tage tilbage til kroen hvor den unge mand ikke længere var at se, hun bestilte sig noget at drikke, og som timerne gik fik hun mere og mere ind hvilket bestemt ikke var godt. Der gik lang tid før hun opdagede at hun manglede sin medaljon, faktisk så længe at solen nu var gået ned. hun efterlod sin hund på kroen i et værelse hun havde fået lov til at overnatte i før hun begav sig ud for at finde den, jo længere hun ledte jo mere desparart blev hun. gaderne var tomme og mørke, og selv om hun kendte byen så formåede hun alivel at fare vild efter et langt stykke tid hvor hun havde løbet forvillet rundt. det gik op for hende at Neimi måske havde taget den, noget der bestemt ikke behagede hende, men uanset hvor meget hun prøvede så kunne hun ikke finde færten af sin mor nogen steder, om det var fordi der var gået for mange timer, om det var fordi hun var for langt væk, eller om det var fordi det trak op til regn vidste hun ikke, men det pinte hende, for for første gang i mange år var hun for alvor helt alene, hun havde ingen til at hjælpe sig, hverken med at finde tilbage til kroen, eller til hvordan hun skulle finde sin mor. hun vandrede lidt rundt, og farede nu endnu mere vild end før, før det gik op for hende at nogen fulgte efter hende, hun førsøgte at løbe fra skyggen men uden held, for før hun vidste af det mærkede hun er sæt stærke hænder mod hendes ryg der skubbede så hårdt til hende at hun væltede ned på de kolde brosten, hun så de røde øjne fra en høj mand nærme sig og var ikke et sekund i tvivl om hvad det var for en race der havde jagtede hende, en vampyr, og en der var langt stærkere end hun selv var. hun skreg højlydt, håbende at nogen ville høre hende og komme for at hjælpe. manden sagde intet han hvæsede bare af hende og holde hende nede, og til hendes store overraskelse prøvede han ikke at bide hende, så hun gik ud fra at han vidste hvad hun var, eller måske endda hvem hun var, dog ændrede det ikke på hendes frygt da hun de seneste år ikke havde haft særlige gode oplevelser med vampyre, og slet ikke når introduktionen forgik på den måde.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Mar 29, 2016 20:36:01 GMT 1
Su havde gennem det sidste lange stykke tid forsøgt at finde Leonora han havde formået at finde hendes fulde navn hvilket gjorde det nemmere at opspore hende. han havde fået at vide fra en ældre herre at han havde set Leonora rejse mod Nirelia og han var derfor taget der til med håb om at opspore hende. han var faldet over hendes ven på kroen hvor han havde gemt sig i de lyse timer og havde, dog med nogen besvær, fået fanget den unges mand opmærksomhed, med en løgn om at han ledte efter sin datter, hans halvblods datter, en løjn den unge mand hoppede på, og efter nogen øl samt en uges arbejde havde han fået manden til at udpege Leonora da hun endelig dukkede op der. Han ventede tålmodigt til solen gik ned og da hun pludselig løb ud i mørket så han sit snit til at følge efter hende og tag hvad han var kommet efter. han var tålmodig i sin jagt, men da hun begyndte at løbe kunne han ikke længere stoppe sig selv, dog delvist fordi han også var umådeligt sulten. Leonora var hurtig og han havde svært ved at fange hende, men så snart han gjorde det slap han hende heller ikke, han greb hendes hænder med et fast greb og holde hende imod jorden, og selv om hun skreg gjorde han intet for at stoppe hende, han bed truende efter hende, og snerrede, for det var nu sjovt for ham at se den unge kvinde kæmpe under ham og prøve at komme fri. "mon du husker mig lille Leonora" sagde han med et koldt tryk på hendes navn, mest af alt for at skramme hende da hun ikke regnede med at Leonora ville kunne genkende en mand hun kun havde set meget meget få gange helt tilbage da hun var barn og Leo stadigt levede. han fik hurtigt bekræftede fra tøsens forsatte kamp og skrig efter hjælp at hun ikke genkendte ham, og han så derfor sit snit til at udnytte pige mens han kunne, for selv om de var midt i lysets by så regnede han ikke med at nogen ville komme for at hjælpe hende, og selv hvis de gjorde regnede han med at kunne komme væk, da natten stadig var ung.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 2, 2016 20:36:54 GMT 1
Efter Neimi havde efterladt hendes datter, gik hun tilbage til det sted hun skulle lave mad for hun måtte hellere begynde. De havde allerede handlet alt til hende når hun nu skulle lave mad til et større selskab, for kokken var alligevel blevet syg så havde det været heldigt at hun var kommet forbi. Medaljonen hun havde samlet op tidligere havde hun lagt i en krukke med låg på for hun gad ikke at Leo ville komme frem og hun orkede virkelig ikke at diskutere med ham. Hun havde også andet at lave så hun gik i gang med at forbedrede sig til det større måltid som skulle laves og det brugte hun langt det meste af dagen på. Senere hen på dagen var selskabet godt i gang men de havde spist, så Neimi havde egentlig ikke mere hun skulle lave. De andre tjenestefolk havde styr på det så hun havde faktisk fri og hun havde selv spist, så hun havde besluttet sig at gå en tur, det var jo egentlig dejligt vejr og hun havde brug for at tænke lidt mere klart, nu hvor de fleste tanker havde været langt væk da hun lavede mad så var de kommet tilbage da hun intet havde at lave, så hun trængte til luft. Hun havde roligt vandret igennem gaderne og ind i mellem stoppet op for at se på stjerne oppe på himlen. Hvor hun dog længtes tilbage til hendes tid med frihed, hvor hun ingen sorger eller ansvar havde. Hendes tanker blev dog pludseligt forstyrret af et skrig i natten, noget som hun egentlig ikke havde tænkt sig at tage sig af, men pludselig gik der panik i hende. Var det ikke datterens stemme? Noget var ihvertfald ved at ske, så hun skyndte sig at løbe i retningen af skrigene og stoppede kort da hun kom frem til stedet først forsøgte hun at få sig et overblik men der var ikke nok tid, så hun trak hendes stav uden at tænke over det sendte hun en ildkugle afsted imod manden for at få ham væk fra kvinden som hun ikke rigtigt kunne se, for hun så kun mandens ryg men hun ville bare have ham væk uanset om han kom til skade eller ikke, så fortjente han det sikkert. Hun var klar til at lave en ildmur imellem ham og kvinden så snart han ville være kommet væk fra hende, lidt havde hun da lært fra deres år med Gamma. Den gamle dame havde lært hende så meget men desværre også at hun kun måtte bruge det til forsvar dog aldrig til angreb, men nogle gange var det bedste forsvar jo et angreb.
|
|
|
Post by Leonora Lilaceae Silvertung on Apr 2, 2016 21:22:16 GMT 1
Leonora vred dig for at komme fri, men havde ikke en chance overfor vampyren, "hold dig væk fra mig!" skreg hun da han nappede efter hende, og selv om hun forsøgte at lyde selvsikker var det tydeligt at høre at hun ikke var det. Hans ord gik i gennem hende som is og hun gispede i et sidste skrig, før hun stivnede. Leonora var sikker på at hvis ingen hjalp hende så ville manden blive hendes død, men kort efter hun havde tænkt det så hun et skarpt lys flyve imod dem, og hun mærkede at vægten fra manden forsvandt. hun kom hurtigt på benende og for hen imod lyset, dog stoppede hun lidt da hun så at det var Leonora, "skynd dig væk... vampyr" sagde hun stille men forpustede før hun så skramt tilbage imod de røde øjne, der for hende stod så kart som solen i mørket rettede imod hende. uanset hvor meget hun prøvede kunne hun ikke se hvem det var, men det måtte jo være en der kendte hende, for hvordan skulle han ellers vide hvad hun hed, det var jo ikke det hun kastede mest om sig med.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Apr 2, 2016 21:23:53 GMT 1
Su morede sig, meget mere end han endelig burde, og begrund af det hørte han ikke kvinden komme, men lyset fra ilden fik ham dog til at kaste sig væk så hurtigt at han selv blev en smugle overraskede. han så efter Leonora som hun løb. hans blod røde øje var rettede lige imod hende mens hans rejste sig roligt og elegant. "Leonoraaa" sang han i en slesk tone og bevægede sig langsomt imod hende "du har noget der tilhøre mig" hans tone var truende og det var tydeligt at han var opsat på ikke at opgive sin lille jagt så let. Han så mod kvinden ved hendes side, og stoppede kort, han så tankefuld ud i et øjeblik og smilede så igen "Neimi, ikke sandt ?" spurgte han tankefuldt og gik tættere på, dog med armene en smugle ud fra kroppen som tegn på at han ikke ville gøre dem noget, selv om det var en stor løgn når det kom fra ham. "bare rolig, så snart hun giver mig hvad der er mit, så skal jeg nok lade hende være" sagde han truende før han endnu en gang vendte øjne imod Leonora med en næsten sultent blik, selv om han på ingen måde havde tænkt sig at æde blod fra en Dræber.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 3, 2016 9:02:34 GMT 1
Neimi stod roligt efter hun havde sendt ildkuglen afsted, den ramte dog muren ved et hus og forsvandt efter den havde efterladt et mærke, men andet var der ikke sket. Hun så dog lettere overrasket da det vidste sig at hendes datter var ofret, men da Leonora kom hen til hende lagde hun en arm foran hende, nærmest for at skubbe Leonora lidt bagud, så Neimi stod imellem dem. Hun ville forsvare hendes datter, det havde hun jo tidligere sagt hun ville. "Løb min pige, gem dig." sagde hun stille for Leonora skulle ikke komme til skade, så var det bedre hun skyndte sig væk. Neimi havde ikke brug for pigen var her, det ville bare bekymre hende for meget.
Da hendes øjne rettede sig imod Su blev de mere hårde, for hun genkendte ham godt selvom han havde fået røde øjne siden sidst de mødtes. "Su." sagde hun bare køligt for hun havde nu ikke regnet med at skulle se ham igen. Han hørte jo fortiden til og hun mente nok at Leo havde nævnt at han var død, men det var han teknisk set jo også nu hvor han var blevet vampyr. "Du rør ikke min datter. Hun har ikke noget der tilhører dig, så skrid hjem hvor du hører til." sagde hun vredt for han skulle ikke rører hendes datter, det ville hun ikke finde sig i. Dog var hun ikke helt klar over hvad han snakkede om, for hvad kunne tilhører ham? Uanset hvad så måtte hun jo forsvare hendes datter, så hun sørgede stadig for at stå imellem dem, klar til at angribe Su, hvis han bare gjorde det mindste tegn til at komme tættere på.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Apr 3, 2016 12:57:22 GMT 1
//orker ikke lige at relog for Leonora XD// Leonora stod lidt overraskede, men forvirrede, hun hørte hvordan Neimi talte til manden, men selv da hun fik et navn var der intet i hende der genkendte ham. hun overvejede det kort "Jeg vil ha Leo tilbage, koste hvad det vil" snerrede hun før hun vendte rundt og løb ud i mørket, for nok var hun nød til at stikke af denne gang, men det betød ikke at hendes jagt efter Leo var overstået.
//og så kommer su XD// Han skulle lige til at løbe efter Leonora da hun løb, en blanding af jagt instinkt og og at han ikke ville lade hende gå så let, dog stoppede han og så mod Neimi i stedet, han lo, som om at han fandt det værende noget så underholdende at hun troede hendes datter ikke havde noget, men lige så meget at hun kunne skramme ham væk så let. "jo mere jeg har søgt efter hende jo flere gange er jeg kommet på historier om at hendes lille kæledyr svare hende, nu er jeg jo ikke dum, jeg ved hvad min bror havde i tankerne, så jeg går ud fra han stadig er med hende" han holde en kort pause og gik tættere på "bæstet begravede alle vores værdier før han døde, for din lille unge, så hun skal give mig det tilbage der tilhøre mig, om så jeg skal flå hende i stykker" hans tone blev koldere og koldere for hvert ord, og til sidst blottede han sine tænder blot for at understrege at han på ingen måde frygtede at skade hvad hans bror havde holdt så kært. han begyndte at gå i cirkler omkring Neimi, som et sultent dyr der bare ventede på sin åbning til at angribe "ved mindre du ved hvor mit guld er, så ser jeg desværre ingen grund til at lade hende slippe væk" det lød som om han morrede sig, og til dels gjorde han det også, for han elskede jo en god jagt. "frastødende lille halvblod" havde han hviskede kort efter sine sidste ord, som en svag bemærkning han dog ikke var bange for at Neimi skulle høre.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 3, 2016 14:06:22 GMT 1
Neimi valgte at overhøre Leonora, for hun havde selv glemt medaljonen i krukken i køkkenet, men den krukke havde været tom udover det salt hun havde puttet i for at sørge for han ikke kom nogle steder og hun havde desuden gemt den for at de andre ikke skulle finde den. Hun var dog tilfreds med at datteren valgte at løbe væk sådan at hun ikke skulle blande sig i det her. Hun flyttede ikke øjnene fra Su, for det var dumt at vende blikket væk fra ens modstander. Havde det været 20 år tidligere så havde hun gjort det, men hun havde lært af hendes fejltagelser den gang. "Han er ikke hos hende. Han er hos mig" snerrede hun for hun ville gøre alt for at beskytte Leonora, også selvom det gjorde hun selv skulle være hjemsøgt af Leo, men han var gemt væk så hun regnede ikke med han kunne følge hende når hun nu gemte den i salt som hun havde lært af Gamma, var gode til at binde spøgelser."Hun ved ikke hvor det er.." sagde hun vredt tilbage bare for at beskytte Leonora, for hun regnede egentlig heller ikke med at Leonora vidste det når det kom til stykket. Ikke hvis hun kendte Leo ret, så havde han endnu ikke sagt det til hende. Hun lavede en beskyttende linje af ild imellem sådan at Neimi stod i den åbning hvor Leonora var forsvundet og hun ville vinde hendes datter tid, så hun ville sørge for han ikke kom den vej. "Selvfølgelig ved jeg hvor det er, men du finder det ikke her i Nirelia. Desuden skulle du nødig snakke din beskidte nyblods" vrissede hun tilbage for hun vidste godt at en sand fuldblods vampyr ikke ville regne Su for noget særligt, ikke når han blot var nyblods og ikke fuldblods. Den slags vidste hun godt de fleste rene vampyrer gik op i så han var på samme niveau som en dræber ville være det. "Du kan våge at krumme et hår på hendes hoved, ellers dræber jeg dig på samme måde som jeg dræbte Leo" forsatte hun vredt for han kunne lige våge på at gøre noget i den stil, så skulle hun da med glæde dræbe ham. Måske ikke ligefrem hun dræbte Leo, til trods for hun før i tiden havde kort fundet ham tiltrukket så var han det ikke rigtigt nu, ikke hvor han truede hendes datter. Ellers kunne hun muligvis godt have fundet på det.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Jun 3, 2016 23:02:09 GMT 1
Su fortrød ikke at han havde ladet Leonora løbe, eller jo det havde han lidt i starten, men da han hørte at Leo var hos Neimi og ikke Leonora havde han pludselig langt mindre grund til at følge den unge dræber, i hvert fald ind til videre. Han lagde hoved svagt på skrå, lige som Leo plejede at gøre det når det han hørte ikke gav mening, eller når han blev nysgerrig "og hvorfor skulle han så ikke havde fortalt hende det? han har jo tydeligvis gjort det for hende" sagde han køligt men undrende. Han lo over hendes ord "jeg valgte at forbedre mig, jeg valgte at tilslutte mig mørket så jeg bedre kunne udryde de frastødende bæster som min så kalde bror var en del af, din unge derimod" han trak en smugle på det "du skabte en skæbne for hende hvor hun aldrig vil nå vores styrke, aldrig få din magi, og være hadet af bæsterne for at få en af dem dræbt" han morede sig ved tanken, mest af alt tanken om at den søde uskyldige Neimi skulle have skabt et liv der var dømt til så meget modstand fra starten. Han lo igen "min bror var svag, og endnu mere når det kom til dig, havde du bedt ham om det havde han sikkert gjort det selv, jeg derimod vil ikke gå ned lige så let" sagde han selvsikkert. han holde pænt afstand til flammerne, for han havde trods alt lært at han skulle have respekt for ild nu mere end nogle sinde før. " hvis du sørger for at jeg får mit, så lover jeg dig at jeg aldrig vil røre din datter, ja faktisk kunne jeg måske overtales til at beskytte hende... så længe jeg får hvad der er mit" sagde han ærligt og stoppede med at kredse om hende men i stedet stod afventende foran hende. han turde ikke håbe på at der ville være så let at få sin formue tilbage, men han var en mand af ord, og han ville gøre hvad der skulle til for at få hvad der tilhørte ham, selv hvis han skulle være sød til Leonora, ja endda Neimi, selv om han ikke var meget for det.
//sorry det tog så lang tid, og at det var kort, men har været svært at tænke med en mormor på hospitalet
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jun 4, 2016 21:41:33 GMT 1
Neimi var inderst inde rasende over at Su valgte at angribe hendes datter, for ikke nok med de havde bøvlet med Leo så kom Su nu også efter dem. Der var åbenbart ingen ro for dem før de alle var døde og deres sjæle gemt væk. "Hvis han nåede at fortælle hende det, tror du så virkelig at hun var nødsaget til at leve på gaden?" sagde hun irriteret for hendes datter ville da vide bedre end det. Nok ville datteren ikke smide om sig med penge men hun ville nok bruge dem fornuftige nok til ikke at bo på gaden. "Du vil stadig være en beskidt nyblods for de ægte vampyrer, du vil aldrig blive accepteret. Mens min datter behøver ikke ekstra styrke eller magi for at kunne klarer sig. Desuden er hun beskyttet af andre vampyrer... Fuldblods vampyrer.." sagde hun med et lettere hånligt smil på hendes læber for han skulle ikke tro han var noget når han nu var en beskidt nyblods. Hun mente selv han ville have været stærkere hvis han var forsat som magiker, de kunne trods alt flere besværgelser som kunne dræbe en vampyr på få minutter ligesom de kunne dræbe andre væsner så nemt. "Din bror ville ikke gøre noget for mig, han ville ikke lytte til mig.. Hvis han ville det så ville han ikke være sådan en tom hjertet plage i døden. Ligesom du er. På det punkt er i meget lig hinanden." sagde hun køligt for de var nu meget lig hinanden, både i live og i døden selvom ingen af dem ville indse det. "Dine ord er tomme. Du holder ikke hvad du lover alligevel, det gjorde du ikke overfor mig. Så hvorfor skulle jeg tro på dig denne gang?" sagde hun køligt for hun stolede ikke på ham. Ikke når han aldrig havde holdt sig løfte til hende, selvom det efterhånden var mange år siden det blev afgivet. "Men bare rolig, jeg har lært nye tricks" sagde hun med et køligt smil før hun endnu en gang svang tryllestaven og brugte noget af ilden til at skabe en ulv af flammer som hun sender imod Su samtidig med at hun bakke stille og roligt baglæns i den retning hvor Leonora var forsvundet.
//Det er helt i orden
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Aug 20, 2016 21:49:40 GMT 1
Su betragtede hende med det kølige blik der bar et svagt spor af vrede men kun så dybt inde at han dårligt mærkede det selv. "jeg forsøger ikke at gøre mig klog på hvad din lille Northus går og laver" sagde han og vrængede på næsen i afsky. "jeg behøver ikke være accepterede af nogle, frygt er nok for mig, og så længe ulvene kender deres plads så kunne jeg ikke være mere ligeglad med hvad oldningerne tænker om mig" sagde han og smilede skævt, tydeligt tilfreds med at han ikke behøvede nogle accept. da Neimi sagde at han var lig Leonardo var det tydeligt at det vende i ham, ja ligefrem frastød ham mere end tanken om at han var ulv, "jeg er intet lig ham, han var svag, et bæst, intet mere værd end det støv der samlede sig i hans pels" han tav kort næsten som om han forsøgte at forhindre sig selv i at kaste op "jeg har altid været alt det han aldrig kunne blive, og det vil jeg blive ved med" sagde han bestemt og stod med rank ryg, næsten en smugle for stolt når han stod overfor en der huskede mere om hans menneske side end han selv gjorde det. Han lagde endnu en gang hoved på skrå og så undrende på ham, og det blev hurtigt tydeligt at uanset hvor meget han prøvede at huske det så kunne han ikke komme på hvad det var hun refererende til "hvornår har jeg brudt et løfte til dig?" hans stemme var lav og i et kort øjeblik lød han næsten menneskelig igen før hans hoved rettede sig "fordi jeg nu har noget at frygte som du burde have lært" sagde han bestemt og referere til at han var sikker på hun måtte have lært at fremmane sollys, om ikke andet så bare en smugle, og selv om ild var farligt for ham så var det intet sammenlignet med den sol han ikke havde set længe. Han sprang hurtigt bagud da ulven kom til syne og hvæsede koldt, før han igen vendte øjne mod Neimi "sørg for jeg får hvad der tilhøre mig, eller jeg skal sørge for de mareridt din unge havde bliver til virkelighed" truede han koldt før han hoppede op på det nærmeste hustag. han huskede ikke meget om sine dage som menneske, men han huske bekymringen i sin brors stemme da han havde bedt om en besværgelse der kunne fjerne mareridt fra den unge Leonora, også selv om mareridtene var falske og magien aldrig ville virke selv hvis Leonardo havde kunnet finde ud af at bruge det. han hvæsede en sidste gang for at understrege sin trussel før han løb væk i mørket, fast besluttede på at få fat på Leonora igen, om det blev denne nat eller en anden, nu var han i byen og han skulle nok lave så meget revage som muligt for at lokke hende ud, hvis Neimi ikke ville give ham det så ville han tvinge det ud af Leonora, koste hvad det ville.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Aug 21, 2016 11:02:39 GMT 1
"En klog person ville studere sine ofre inden de begynder på noget" sagde hun køligt bare for at stikke en smule mere til ham end hun vidst allerede havde gjort i forvejen. Hun mindes nemlig at han gerne ville virke så klog og selv Leo havde ment han var klog men det virkede han nu ikke som lige nu. En hånlig latter kom over hendes læber da han snakkede om frygt var godt nok for ham. "Det kan du da ikke mene.. Hvem ville frygte dig?" sagde hun hånligt for hun kunne virkelig ikke se hvem der kunne frygte sådan en som ham, men igen der var sikkert nogle men ikke ligefrem en som hende eller nogle af dem hun kender. Hun var ude på at stikke en del til ham sådan at hun selv kunne gøre et modangreb der enten ville dræbe ham eller bare skade ham en del. Hun kommenterede ikke på det andet han sagde for hvad han ville være i forhold til Leo var vidst hans eget problem og ikke ligefrem hendes, selvom det kolde hjerte i døden vidst hørte til den familie. Der kom sikkert deres sande natur frem for hun havde da mødt andre både af spøgelser og vampyrer som ikke havde ændret sig da de døde. Igen var det ikke hendes problem, selvom det var en smule for de kom jo efter hendes og hendes datter og det ville hun altså ikke tillade. "Du lovede at lærer mig magi sådan at jeg kunne forsvare mig selv i mod vampyrer.. Det løfte brød du.. Men så er det godt der er andre som kan lærer mig ting når du ikke kan min fine herre" sagde hun køligt for han havde i hvert fald lovet hende at lærer nogle magiske besværgelser og de havde vidst også været i gang med undervisningen da alt ligesom gik i stå.. Grunden kunne hun ikke helt huske men det var sikkert fordi hun var blevet uvenner med Leo den gang for længe siden eller fordi hun rejste eller hvad end nu grunden havde været, men bare fordi hun var blevet uvenner med Leo så havde det jo ikke betydet at Su blev nødt til at afbryde undervisningen af hende. Så hun følte ikke at hun havde lært noget som helst af ham på den magiske form. "Du får aldrig hvad der tilhører min datter. Skaf din formue på anden vis.. Og næste gang du truer hende på livet så dør du " hvæste hun af ham for han kunne bare tage og bestille noget i stedet for at gå og true hendes datter og hende selv, det skulle han nemlig ikke slippe godt fra en anden gang. Desuden hvis han talte om mareridtene Leonora havde omkring Gambit så var det jo længst forbi for Gambit var jo død for længe siden og det havde Leonora også fået at vide. Men igen hun havde ikke hørt de i detaljer hvad de mareridt havde handlet om så hun kunne aldrig være helt sikker. Men hun skulle nok overtale Leonora til at få noget hjælp på en eller anden måde. Da han stak af over tagryggen sendte hun en enkelt ild kugle efter ham bare for at vise at hun ikke var bange for ham. Derefter lod hun ilden forsvinde omkring hende og begyndte at gå i retningen af den hvor Leonora var forsvundet, dog regnede hun egentlig ikke med at støde ind i hendes datter, for pigebarnet ville jo nok ikke snakke med hende alligevel når det kom til stykket, så det kunne være lige meget, men hun ville forsvare hendes datter til det sidste uanset hvad. For hun havde jo ikke ret mange tilbage i hendes liv, ikke af dem som rent faktisk betød noget for hende.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Aug 21, 2016 12:44:00 GMT 1
Su lo kort, "ofre ja, men din lille Northus er intet andet end et bump på vejen" sagde han selvsikkert, of selv om han mente det fuldt ud så vidste han også at det ikke ville blive så let som han havde håbet. Han trak selvsikkert på sit smil, "eksempel nummer et, din horeunge" han frydet sig ved tanken "hun var så skramt jeg er overraskede over end ikke du kunne lugte det" det var tydeligt at det morede ham, og han havde ikke i sinde at ligge skjul på det. hans blik mildnede, ikke meget men dog nok til at det kunne ses, "jeg brød løftet fordi jeg intet valg havde, du var aldrig til at finde, leo ville ikke have mig i nærheden af dig og min søster... selv hun stolede ikke på mig sammen med dig så hvordan skulle jeg kunne holde dig sikker med hvad jeg før har gjort" sagde han i en bestemt tone. "hvis ulven ikke allerede har fortalt det, så spørg ham hvorfor vi stadig hader hinanden, hvorfor jeg ikke måtte være alene med dig" hans tone var en smugle henkastede, og dog med et svagt hint af ligegyldighed. "det tilhøre ikke hende, hun er ikke vores blod, og hun fortjener intet af hvad vores familie har arbejde på siden før du blev født" snerrede han før han forsvandt i mørket, utilfreds med ikke at have afsluttede hvad han kom efter.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
//okay halvt om halvt for leonora og Su nu, bare fordi jeg er for doven til at logge om XD //
Der var gået mindre end 3 døgn, solen var endnu en gang gået ned og Leonora sad igen i baren ved den lille kro, hun var nervøs, ikke bange bare usikker, for hun huskede ikke en tid i sit liv hvor hun havde været væk fra leo så længe, og jo mere hun tænkte over det jo være blev det. hun havde tilladt sig selv at drikke disse nætter, også selv om hun endelig ikke havde råd til det nu når leo ikke var der til at vise hende hvor den næste mængde penge var gemt. den første drink fra en fremmede i et mørkt hjørne nåede hende, og før hun havde set sig om var timerne gåede og hendes sanser var blevede slørede. Hun rejste sig og gik med sin drink ned gennem baren og ned til manden som hun satte sig tæt op af "nååå hvorfor forsøger du at gøre mig fuld hr. ?" spurgte hun roligt, dog gispede hun højlydt da armen der havde været om hendes skulder pludselig gik til et tæt græb om hendes hals "jeg gør dig ikke noget Leonora, men vi bliver nød til at snakke, og jeg kan ikke have dig alt for hurtig på fødderne" hviskede Su i hendes øre. Leonora's øjne flakkede rundt i baren i håb om at nogle ville hjælpe hende men hun så ingen hun kendte og nikkede derfor stille. Su lod sin hånd løsne sit greb, og lod armen glide ned på hendes hofte. "det er simpelt, du sørger for jeg får fat i Leo, og jeg gør lige hvad du ønsker i bytte" hviskde han lokkende "om det er at dræbe, eller forføre, eller noget helt andet" forsatte han før han tog en tår af sit eget glas "jeg kan være lige hvad du ønsker Lilaceae" hviskede han lokkende, forførende i hendes øre. han fjernede sin hånd og lod en finger guide hendes hage så hun så ham i øjne "se mine øjne, husk på leo... jeg er hans storebror, jeg vil dig intet ondt" han havde ingen hypnose evner, men han håbede dog på at den unge halvfulde pige ville være let at manipulere. Leonora var ikke tryg ved hvad der skete, men hun ville heller ikke skabe panik ved at råbe vampyr og skrige efter hjælp, så hun lod ham gøre hvad han ville. Leonora forsøgte ikke at lade ordne nå hende men da hun så ham i øjne kunne hun trods alt se ligheden, og det blandet med hendes slørede sanser fik hende overbevist, om ikke andet for nu, så hun lænede sig ind til ham og hviskede "så lad os finde Leonardo sammen kære" før hun kyssede ham, dog kun kort og til hans store overraskelse, før hun kort efter falde i søvn. han tog hende op i armene og holde hende som var hun mere død end hun endelig var før han bevægede sig ud af det mørke hjørne og ud gennem lyset fra de små lamper for at få hende op på værelset, dog vidste han at det ville blive umuligt uden at alle så ham, hvem han var, noget han ikke var helt tilfreds med da han ellers havde tænkt sig at holde lav profil i håb om at Neimi ikke var i nærheden
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Aug 21, 2016 13:21:07 GMT 1
"Du rører hende ikke uanset hvad" hvæste hun for hun ville forsvare pigen til sidste ende også selvom datteren ikke ville have det. Men han skulle stadig ikke tro han kunne få lov til det så hun måtte jo nok have en snak med Leonora på et tidspunkt om at hun ikke måtte udvise frygt overfor ham fordi han morede sig over det. Det var det sidste hun skulle gøre. "Du brød det stadig væk.. Sådan en som dig burde hurtigt kunne finde folk enten med kontakter eller så magi.. Jeg har aldrig lagt skjul på hvor jeg har været.." sagde hun køligt for hun havde jo egentlig ikke rejst langt væk, bare langt nok væk til at Leo og Leonora kunne få lov til at leve i fred, men ellers havde hun altid befundet sig i nærheden. "Han vil ikke snakke med mig" sagde hun mere sammenbidt til at Su mente hun skulle spørge Leo om det for hun kunne jo ikke tale ordentligt med Leo mere for han gik nærmest altid til angreb på hende også selvom hun kom med fred. Hun så køligt efter ham i den retning han var forsvundet, selv efter hun havde skudt ildkuglen afsted. Hun kunne sagtens have kommenteret på det med at Leonora ikke fortjente noget fordi hun ikke var i familien, men det var der jo en anden som var og denne havde nok mere ret til det end Leonora men det var jo Neimis hemmelighed.
Der var gået 3 døgn siden Neimi havde set hverken Leonora eller Su, hvilket bekymrede hende lidt for hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget. Tit havde hun set på krukken hvor hun havde gemt Leo nede i men hun kunne ikke få sig selv til at lukke ham ud, men lige nu var det først på aftenen og hun havde lavet aftensmad for dem hun boede hos, så hun havde fri. Hun var så træt, så forbandet træt af at hendes liv ikke var som det var en gang. Hun følte ingen glæde i dette liv, det havde hun ikke rigtigt følt siden Gambit var blevet myrdet af Leo og hans kumpaner. Alt gik bare ned af bakke for hende det var som at være spærret inde om igen og hun brød sig ikke om det. Til sidst havde hun dog sukket en smule, nærmest opgivende før hun fandt krukken frem med saltet og tog halskæden op som Leo var forbundet til og hun lagde den på bordet ganske kort. "Jeg ved du kan hører mig Leo.. Jeg ved vi ikke er de bedste venner som den gang.. Men jeg er bekymret for vores datter og hvis du virkelig har gemt en formue til hende så må jeg hellere levere dig tilbage. Selvom jeg har mange spørgsmål kan det være lige meget, det er hende som betyder mest" sagde hun roligt for hun kunne nu heller ikke lide at datteren gik uden forsvar selvom hun havde sin ulv, så havde hun jo ikke rigtig Leo eller penge til at betale noget for. Hun så på halskæden og forventede egentlig ikke noget svar men hun tog den op og rundt om halsen inden hun gemte den under kjolen som hun havde på, en rød mat kjole, som faldt godt i med hendes hud og hvis ikke gjorde hende forførende uden at være for frembrusende. Kjolen gik til hendes knæ fordi hun var ikke ude på at lokke nogle men havde fået den af huset frue som ikke længere kunne passe den men det kunne Neimi nu godt. Hun forlod huset og gik imod kroen hvor hun sidst havde fundet hendes datter men hun kom kun lige for at se at Leonora ikke var til at se. Så hun gik hen til bartenderen for at spørge efter hende, og fik at vide hun var blevet båret op oven på af en mand og beskrivelse af manden fik Neimi til at spærre øjnene op og bede om vej før hun lød efter dem for han skulle dælme ikke slippe af sted med det her endnu en gang. Kun lige for at se skyggen af Su før hun stoppede op. "Su... Du rører hende ikke.. Jeg slår dig ihjel hvis du gør" råbte hun vredt, uden at tænke over at andre måske ville hører hende men han kunne lige vove på at røre hendes datter eller gøre hende ondt på noget punkt for så skulle hun personlig slagte ham eller brænde hele kroen ned hvis det blev nødvendigt.
|
|
|
Post by Su Han La Rosura on Aug 21, 2016 13:57:16 GMT 1
Leonardo hørte hende godt, men valgte at blive inde i krukken for han kunne mørke at Leonora ikke var der, og han var godt og grundigt utilfreds med at have være lukkede inde så længe, særligt når han intet kunne gøre overhoved. *hvorfor skulle jeg nogle sinde besvare spørgsmål fra min morder, og så endda en der ikke kan holde sin datter i sikkerhed når hun tager mig* tænkte han surt, dog forblev han inde og håbede på at kunne komme tilbage til Leonora, da han endnu ikke vidste at det var Su der var dukkede op, for havde han vidst det ville han nok være lidt mere villig til at snakke med Neimi, om ikke andet så for Leonora's skyld.
Su vendte sig på gangen da han hørte Neimi, han smilede stort, og en smugle for selvtilfredst, "shyyy" tyssede han og så ned på Leonora "du ender med at vægge hende" tilføjede han før han smilede sultent og så tilbage på hende. døren foran ham var åben og han gik ind af den med rolige skridt. han gik om på den side af sengen der var længst væk fra døren og lagde Leonora ned i den. "vi har besøg sovetryne" hviskede han så lavt at kun Leonora ville kunne høre det hvis hun da var nok ved bevidsthed selv om det ikke virkede sådan. han rettede sig op og så selvsikkert på Neimi "vil du nu også tage mig fra hende? først hendes ulv, og så det sidste hun har tilbage af ham, du er virkelig en forfærdelig mor" sagde han hånefuldt men dog lavt for ikke at vægge Leonora der dog langsomt var ved at komme til sig selv igen. "ved mindre du har noget til mig så tror jeg jeg bliver her og sørger for hun er okay" han så igen sultent på Leonora dog kun for at tirre Neimi, for han vidste at hvis hun satte ild til hytten nu, så var han tæt nok på Leonora til at det også ville gå ud over hende meget hurtigt. Leo kunne godt mærke at Leonora var nær, men han var ikke sikker på hvor tæt hun var, og Su's stemme var for lav til at han kunne høre hvad der forgik ordenligt, og når det kom til stykket så hørte han heller ikke helt efter. Su satte sig på sengen og nussede Leonora's hår, igen blot for at markere for Neimi hvor tæt han havde formåede at komme på datteren, og hvor svært det ville blive at skade ham med magi uden at det kom til gå ud over Leonora også
|
|