|
Post by Neimi Silvertung on Dec 3, 2018 18:36:48 GMT 1
Neimi sukkede af hans svar. "Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være sjovt." sagde hun stille for sig selv som hun kort så ned af sig selv inden hun rejste sig fra sengen og gik over til skabet. "Når du bor på gaden uden nogen for beskyttelse hverken af magi, kamp færdigheder eller andre til at beskytte dig, så gør man det ikke for sjov" mumlede hun for sig selv som hun åbnede skabet og gik i knæ for at åbne kassen i bunden, hvor hun tog et rødt æble ud af til trods for vinteren havde sat ind for flere uger siden og alle æbler uden for var rådne, hvis de ikke var opbevaret ordentligt. Hun lukkede kassen igen og gik hen til sengen hvor hun satte sig med fødderne oppe på sengen. "Så tag ud til nymferne ude ved søerne. De gør det for sjovt. " kommenterede hun roligt før hun tog en bid af æblet for der var nok kvinder, som gjorde det for sjovt. Nymferne gjorde det i hvert fald fordi de ikke kunne lade være og så havde de fleste da det sjovt med det, det vidste hun da. Hun sad roligt og spiste af æblet og egentlig forventede hun ikke at han svarede hende, men det kunne jo være han ikke var så berejst som hun nu var, dog havde hun aldrig været sammen med en nymfe, for selv ikke de kunne vække sådan en trang i hende.
|
|
|
Post by Griffith Falconsoul Den 13 on Dec 3, 2018 20:23:36 GMT 1
Han trak let på skuldrene og sagde ”fordi den slags arbejde jeg kan finde ud af gøre stort set aldrig i det område plus den ene gang jeg var der kunne jeg ikke finde nogen som helst nymfe eller ej” det var rigtig nok han havde været ude ved deres sø en gang for længe siden men han kunne slet ikke finde nogen som helst og han begyndte at glide på en af hans tindinger han var begyndt at få en hovedpine som han plejede at få når han ikke havde været sammen med en kvinde for et par dage så han rejste sig op og gik hen til trappen og sagde ”når jeg må videre så har du brugt din magiske pind af gemme døren igen eller kan jeg bare gå ud” han kunne ikke rigtig se en grund til at være der mere så han kunne lige så godt tage videre for at blive betalt for hans opgave
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Dec 3, 2018 20:58:15 GMT 1
"Det er fordi du leder de forkerte steder. Kig oppe i træerne næste gang. De har deres hytter over jorden" kommenterede hun blot for hun vidste at de var derude. Hun havde set dem og set deres metoder at arbejde på, men hun havde aldrig nærmet sig særlig meget for hun ville ikke i nærheden af sådanne væsner. Hun så blot roligt på ham inden hun blev forstyrret af et hvidt lys som skinnede igennem den nederste sprække af hendes skab. "Jeg lader dig kun gå, hvis du lover ikke at gøre en bestemt person fortræd" sagde hun roligt og ventede lidt for at høre hans svar, men hun hørte nu ikke rigtigt efter hvad han sagde men så bare på lyset som blev lidt klare i hendes tys mørke, som fandtes i hendes rum. "Der går lige nu en ung kvinde i ruinerne. Hende må du love ikke at gøre fortræd på nogen måde. Hvis du hører en ulv knurre, så gå den anden vej. Bare lad dem være.. Og hvis nogen spørg så har du ikke mødt mig" forsatte hun mens hendes øjne var på det hvide lys, selvom hun kort havde set over på ham.
|
|
|
Post by Griffith Falconsoul Den 13 on Dec 5, 2018 22:31:47 GMT 1
”Det skal jeg nok prøve at huske til næste gang jeg er der” sagde han roligt og han så forvirret på hendes skab han ville ikke spørge hvad det var som gav lyset inde i skabet han var ret sikker på det var noget magisk ting han nok ikke ville forstod hvad det var så han sagde ”så længe den ung kvinde ikke angriber mig så vil jeg ikke angribe hende og men den anden del kan jeg ikke love dig for jeg er en lejesoldat så hvis nogen vil have fat i dig vil jeg stadig tage den opgave med mindre du giver mig noget for ikke at gøre det men lige meget hvad vil jeg ikke fortælle nogen om det her sted det er det bedste jeg kan love dig” og han lagde en hånd på lemmen skubbede let på den for at få en ide hvor meget vægt på den
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Dec 12, 2018 19:29:43 GMT 1
Neimi så atter på det hvide lys i revnerne fra skabet, som nærmest hypnotiserede hende, som den flakkede ligesom der havde været en lille flamme inde i skabet, der dansede rundt, men hun var ikke nervøs for det. Det virkede nærmest som om hun tænkte grundigt over tingene. "Hun vil ikke angribe medmindre du giver en grund. Spøgelses ulven er hendes beskytter. Den vil kun angribe mig for han hader mig fordi jeg tog hans liv efter at han havde taget alt hvad jeg havde kær fra mig, min datter, min mand, mit hjem, min frihed, mit lys, min lyst og min kærlighed" sagde hun nærmest fortabt i hendes tanker, mens en tårer lige så stille gled ned af hendes kind. Hun lod ikke mærke til hvor han var henne af, men i stilhed rakte hun ned efter staven ved siden af hende og lod den svinge, så han kunne komme ud. Spøgelsesulven fortjente at lide og jo mere hun tænkte over det jo mere vred blev hun så hun begyndte at rokke stille frem og tilbage. Et lumsk smil gled over hendes læber, da hun begyndte at tænke på den søn som ulven aldrig kom til at kende.
|
|
|
Post by Griffith Falconsoul Den 13 on Dec 12, 2018 20:16:26 GMT 1
”Okay så jeg vil gå nu farvel Neimi” sagde Griffith han var slet ikke sikker på hvad hun sagde var sandt eller ej det lød lidt for langt ude så han åbnede lemmen op og lille smule af solens første lys kom ned i rummet og gik op ad trappen og lukkede lemmen efter sig og begyndte at gå væk fra ruinerne han overvejede kort at lede efter hendes datter i en forhåbning at hun måske var interesseret i hav lidt sjov med ham men han besluttede sig for at lade være han havde på fornemmelsen at hun nok ville reagere på samme måde som hendes mor og hun var nok også for ung til den slags ting
//out
|
|