En dejlig lille sag

[Neimi Silvertung]

Neimi stod lidt og virkede til at være en der overvejede hendes næste ord grundigt for hun ville jo ikke pisse den ene eller anden af så hun måtte jo vælge med omhu. ”Jeg synes i officielt skulle præsenteres for hinanden. Gambit dette er min forlovede Markus, Markus dette er min eks forlovede Gambit”

[/color] startede hun stille ud med at sige men lagde dog en hånd om Markus for hun kunne nærmest mærke på ham at han var ved at blive rasende over at dette var den omtalte Gambit som hun tidligere havde snakket om. ”Rolig Markus, vi tilgav hinanden, jeg vil have ham Markus..Jeg bliver nødt til det, ligesom du vil have Valdemar”[/color] sagde hun dog lidt stille som hun så op på Markus og lagde en hånd over hans læber for at forhindre ham i at hidse sig op for man kunne jo tydeligt se at han ikke mente at Gambit havde behandlet Neimi ordentligt, noget der jo egentlig kunne hidse mange op men de var ikke ude på at dræbe nogen eller brænde hele huset ned så hun måtte jo forsøge at lægge en dæmper på ham, fordi Gambit ville jo nok ikke gøre større skade en Markus men når Markus først flippede så ville Neimi nok ikke kunne stoppe ham heller
[/blockquote]

[Deleted]

Hvordan man skulle tage situationen seriøst, vidste Gambit ærlig talt ikke, for inden i var han ved at brække sig af grin, da han fandt det morsomt at folk blev ved med at prøve at redde hende fra ham. Dog blev han faktisk helt lykkelig over at høre hende sige det var ham hun ville have, han smilte bare og stod roligt og så på dem. Præsentationen havde faktisk gjort lidt ondt, for det fik fortiden frem, noget han ikke ønskede at tænke på, det eneste han ville have var følelserne for hende og de gode minder og forlovelsen havde faktisk ikke været en af dem. Den havde kun bragt dem sorg og ulykke.
"Godaften." Kom det så roligt fra Gambit, men et triumferende smil måtte ligge sig svagt hen over hans smalle læber, da det nu engang morede ham ufatteligt at vide hvor uønsket han var af så mange. Neimi var jo det eneste der betød noget for ham. En rømmen kom fra ham, han gik roligt tættere på dem og man kunne se han skulle til at tale.
"Jeg har en tilståelse Neimi, den Gambit du kendte en gang, har faktisk ændret sig. Jeg er klar til at flytte fra Tortuga og slå mig ned med dig, starte en forretning så du kan få alt du peger på og så vi kan starte et liv sammen. Det er i hvert fald de tanker jeg har gjort mig, men jeg ved ikke om det ville skræmme dig væk." Forklarede han stille, han var faktisk meget rolig og seriøs, men der var ting han ikke helt forstod. Hvad lavede de to sammen hvis de begge elskede en anden? Det kom de vel til, nu lagde han sine kort på bordet og for en gangs skyld, bluffede han ikke eller snød. Noget som var ret stort gjort af ham, det var trods alt Gambit der var tale om.

[Neimi Silvertung]

Det kunne godt være at Gambit var ved at dø af grin men for både Markus og Neimi var det nu meget alvorligt, for Neimi ville jo gerne hjælpe ham på den bedste måde, og så det med hun ikke havde regnet med at støde ind i Gambit igen, så det var jo grunden til at hun jo havde indvilliget i det her, for så havde hun en til at sørge for hende økonomisk set, nu hvor hun var dårlig til at stjæle og bedrage kunne hun heller ikke rigtigt for bare tanken om fremmed rørte hende bestemte steder var ikke særlig lokkende.
Da han rømmede sig så hun lidt hen imod ham mens hun lyttede til det han sagde, selvom hun nu en gang havde svært ved at tro på det men igen han havde jo ikke haft meget chance for at bevise at det faktisk var sandt. Men hun kunne nu ikke lade være med at smile stille over at han gerne ville flytte fra Tortuga for at kunne være sammen med hende og give hende alt hun pegede på. ”Jeg har aldrig haft brug for at have alt, så længe jeg bare havde dig et sted væk fra Tortuga, for jeg kunne ikke lide den by”

[/color] sagde hun med det stille smil for hun kunne jo ikke lade være med at føle sig meget glad for det skræmte hende ikke ligefrem fordi han var jo det eneste hun rigtigt havde brug for, men det havde han vidst aldrig forstået og det havde hun nu heller ikke forstået før efter hun var rejst fra ham, men hendes største problem havde jo været Tortuga fordi byen havde kedet hende så meget, mens grænselandet tiltrak meget mere fordi her kom mange forskellige folk og så var her også skovene som man kunne rende rundt i. Hun slap kort Markus for at gå hen og ligge armene om Gambit med et sødt smil ”Jeg vil gerne flytte ind med dig igen, men jeg kan ikke love noget bliver for evigt. Men jeg kan love at jeg er din lige så længe min kærlighed til dig stadig er der”[/color] sagde hun roligt for hun kunne jo ikke love at noget ville være for evigt men hun kunne nu godt love at hun var hans lige så længe kærligheden bestod.
[/blockquote]

[Deleted]

Selvom han før havde krævet at hun var hans for evigt, så forlangte han ikke dette mere, han ville bare have hende så længe hun ønskede ham og den dag hun forlod ham, ville han forlade denne verden i støvsky ved synet af hans første solopgang. Gambit var virkelig faldet hårdt for Neimi og han ville ikke kunne klare at miste hende igen. Det var normalt noget han skamte sig over, at en vampyr lavede møbler, men hun måtte gerne vide det, han kunne jo producere så meget mere så meget hurtigere.
"Neimi hvis blot jeg er sammen med dig, er jeg ligeglad hvor i verden du ville have mig til at bo. Jeg er din, gør med mig hvad du vil." Hviskede han til hende som han begravede sit ansigt i hendes hår og duftede ivrigt til hende som han lagde armene om hende og pressede hende ind til sig i en kærlig knugende tilstand.

[Neimi Silvertung]

Neimi kunne ikke rigtigt lade være med at smile som hun stod med Gambit, så hun havde kort glemt alt om Markus og deres nuværende problem. ”Jeg vil gerne bo her i grænselandet sammen med dig, så vi kan starte på en frisk og ligge tiden i Darkila bag os”

[/color] hviskede hun igen for hun ville ikke forlange for meget, men hvis de skulle starte på en frisk så skulle det jo også gøres ordentligt, selvom de jo nok skulle flytte til Nirelia men Neimi hadede stadig det land så grænsen passede vidst bedst til dem begge med deres fortid og så det at det ville være svært at passe ind i Nirelianernes hverdag fordi de jo mest af alt skulle leve om natten og hun var ikke helt sikker på hvordan vampyrer ville blive modtaget i det land. ”Bare os to, i et lille hus lidt i nærheden af skoven”[/color] sagde hun stille lidt drømmende for det kunne jo være så hyggelig, så kunne hun gå og gøre de huslige ting om dagen og så pusle ham om natten.
[/blockquote]

[Deleted]

Som hun snakkede blev han blot mere og mere glad, han smilte charmerende og kyssede hende så fra panden og ned langs hendes smukke ansigt inden deres læber mødtes. Da han brød kysset, smilte han bare, han kunne ikke lade være og egentlig havde han slet ikke tænkt over at hendes såkaldte forlovede stadig stod i rummet med dem. Lige nu stod han bare helt væk i sin dejlige kvinde som stod i hans arme.
"Der er intet jeg hellere vil min elskede." Hviskede han stille, inden han igen kyssede hende roligt. Deres fremtid så faktisk ud til at have håb, men han ville sørger for at de ikke kunne blive gravide igen, der måtte være en eller anden mikstur hun kunne få som gjorde det umuligt. Gambit var nu sikker i sin sag, han gad ikke have et barn, for hun var ikke gjort af det stof og hans nye livsstil efter dengang, var heller ikke ligefrem børnevenlig.

[Neimi Silvertung]

Hvis det ikke var fordi Markus havde været i rummet så havde hun nok allerede hoppet i seng med Gambit, fordi hun kunne mærke lysten til at være tæt på ham konstant steg og han hjalp jo heller ikke ligefrem med at få den ned igen på grund af hans kys som hun ikke kunne lade være med at smile over selv da hun gengældte kysset og efterfølgende.
”Vi må desværre bare løse dette problem først”

[/color] hviskede hun stille som hun hentydede til hendes forlovelse med Markus, selvom hun dog ikke ligefrem nåede at se hen på ham før hun igen gengældte kysset og nærmest mærkede hvordan hun blev helt blød i knæene, noget der kun var 2 mennesker i denne verden som kunne have gjort og han havde altid været en af dem, mens Leo havde været den anden men det havde jo ændret sig da Gambit var kommet ind i billedet. Da hun igen brød kysset kunne hun ikke lade være med at smile og lade hænderne glide om på hans brystkasse hvor hun stille begyndte at pille ved hans trøje ”Det her går ikke, problemet skal løses først”[/color] mumlede hun stille som hun lod blikket glide ned på hendes fingre som ikke rigtigt ville stoppe selvom hun forsøgte, men hun håbede da på han forstod hentydningen til at der var noget der skulle gøres først før hun kunne flå tøjet af ham.
[/blockquote]

[Deleted]

Egentlig anede han jo ikke hvad hun snakkede om, han kunne intet problem se, så han stod bare og drømte sig lidt væk i hendes skønne duft. Han duftede åbenlyst til hende ved hendes hals, bare for at småtirre hende lidt. Nok ikke så pænt gjort, men for pokker, hun var jo pisse dejlig, det var svært at lade være. Desuden var vampyrer jo ikke kendt for at opfører sig pænt. Gambit havde lyst til at flå tøjet af hende og gennemkneppe hende lige her og nu, men det måtte jo vente, selvom hendes åbenlyse lyst tirrede ham nok så meget.
"Hvad er det nu lige vi skal have løst? Jeg ser ingen problemer." Sagde han bare lidt fjoget og begærede hendes krop alt alt for åbenlyst, hvilket hans bukser tydeligt kunne fortælle. Så bare for at lade hende vide han var ekstra glad for at se hende, tog han fat om hendes røv og pressede hendes underliv ind mod hans.

[Neimi Silvertung]

Hans åbenlyse tirren fik hende til at grine sødt for hun kunne jo ikke lade være andet end at ligge hovedet lidt på skrå nærmest for at udfordre ham til at bide i hende så han kunne huske smagen af hendes blod og så var hun jo vild med når han bed hende selvom det føltes som evigheder siden, og det føltes stadig som om de havde meget der skulle indhentes inden hun kunne få noget ro.
Et mindre host fra Markus fik hende dog til at koncentrere sig en smule om det hun skulle fortælle i stedet for at være helt væk i Gambit. ”Markus familie er indviklet, men vigtigst er at de ser han skal skiftes med en kvinde enten under tvang eller under det frie valg, men han vil helst have en mand.. Hvis ikke han bliver gift med en kvinde så vender familien enten ryggen til ham eller så ender de muligvis med at dræbe ham.. og så den detalje at den mand han vil have ikke er til mænd”

[/color] forklarede hun så roligt som hun kunne selvom hun stadig var utroligt fristet af at pille tøjet af ham, hvilket var grunden til at hun endnu en gang kom til at grine da hun blev presset mere ind i mod ham og også mærkede hans lyst.
[/blockquote]

[Deleted]

En misfornøjet rynke dannede sig i hans pande og på næsen, han så over mod Markus og smilte svagt. Det var da fuldstændig ligegyldigt hvordan hans kærlighedsliv egentlig var problemfyldt, men Neimi lod jo til virkelig at ville hjælpe ham. Et kort grin kom så fra ham da han hørte at den lilel rødhåret ikke kunne få den han elskede.
"Altså at manden ikke er til mænd må være hans eget problem, men har du så tænkt dig at gifte dig med ham og jeg så skulle være din elsker?" De første ord var sagt i ligegyldighed, for det kunne da rage ham hvorvidt han fik manden han elskede. Det vigtigste var at Gambit fik Neimi. Det sidste var sagt i en lokkende og fræk tone som han så begærene og ned af hendes herlige krop. At have titlen som hendes elsker ville vel være perfekt for deres vedkommende, på den måde holdte det måske mere liv i deres glød end hvis de havde en normal hverdag i den forstand. Ja ærlig talt gjorde det ham faktisk ikke noget hvis hun blev gift med ham Markus, slet ikke når han viste sig at være en selv samme køn han havde. Gambit havde det fint med titlen som elsker da det egentlig ville være ret frækt.

[Neimi Silvertung]

Egentlig kunne Neimi også være ret ligeglad med Markus liv, men hun havde jo brug for nogen til at sørge for hende og hun regnede ikke ligefrem med at Gambit ville have været mere i hendes liv, så hun havde jo bare sagt ja til det med forlovelsen fordi hun blev betalt for det og ja så behøvede hun jo aldrig at mangle noget mere.
”Det var ikke ligefrem planen da jeg sagde ja til forlovelsen”

[/color] indrømmede hun gerne med et lille uskyldigt smil men på det tidspunkt havde hun jo ikke ligefrem tænkt at Gambit ville komme tilbage i hendes liv. ”Og jeg havde altså ikke tænkt mig at rejse rundt med dem.. Vi ville finde en løsning inden de skulle rejse videre eller bare finde en anden tøs som ville være villig til at gifte sig med ham så han stadig vil kunne være med andre mænd… Du mener den elsker du er nu? ”[/color] sagde hun lidt tænksomt for det var jo en slags normader hun havde slået sig ned med for nu, men hun havde altså ikke tænkt sig at rejse rundt med dem hele tiden for de skulle jo ud og sejle om vinteren og der havde hun skam ikke tænk sig at tage med da hun stadig ikke var vild med ideen om at være på en båd.
Men Gambit var jo allerede en slags elsker eftersom hun ikke selv rigtigt havde lagt med nogen mænd og hun var jo forlovet med en anden så en hemmelig elsker var Gambit jo allerede blevet selvom det var utroligt svært at holde det hemmeligt for hun kunne ikke holde fingrene fra ham.
[/blockquote]

[Deleted]

Med et fast greb vendte han hende rundt og ned af, holdende i sine arme, han smilte frækt og kyssede hende dybt.
"Præcis lige som nu." Hviskede han så, inden han rejste hende op igen og slap hende blidt. Tanken om at han var hendes elsker var jo fræk, det gjorde ham intet og hvis hun blev gift med en anden som oven i købet var bøsse, ja så kunne han jo ikke klage når han vidste hendes hjerte tilhørte ham. En tanke der var det eneste som gjorde han kunen accetere alt dette, fik han en dag af vide hun ikke elskede ham mere, ville han finde hendes maleri og få hende slået ihjel. Det ville være den eneste måde han ville kunne leve videre i sit evige liv. Det eller han selv mistede livet. Roligt trak han sig væk fra hende og rettede sig lidt rank op.
"Hvad finder vi ud af så? Det må være op til jer, bare du altid vil være min Neimi." Kom det stille, men alvorligt fra ham, han tog hendes hånd blidt og kyssede håndryggen som en gentleman, mest for at vise han skam var god nok. Sådan da.......

[Neimi Silvertung]

Et højlydt grin kom over hendes læber da han vendte hende rundt for det havde været en sær ide at gøre men det var nu meget sjovt, så hun kunne ikke lade være med at smile som hun gengældte kysset indtil det blev brudt. Men efter kunne hun ikke lade være med at smile til ham fordi han stadig havde de der sære ideer der gjorde det sjovt at være sammen med ham, ligesom hun til tider kunne have sære ideer men dem havde han jo bare været med på. At han så ville slå hende ihjel hvis hun stoppede med at elske ham var så ikke noget hun tænkte over for hun havde jo alt i denne tid troet at han var stoppet med at elske hende, men hun havde ikke søgt hævn for det knuste hjerte.
”Jeg har aldrig været andres”

[/color] sagde hun stille med et lille smil for det havde hun ikke i hendes hoved eftersom Leo havde altid været en nær ven, og hun havde jo aldrig haft det så godt med ord og følelser så det havde altid været lettest at udtrykke sig med kroppen for hendes vedkommende, også selvom det ikke betød noget videre udover det at hun var glad for en person. Men hjertet havde nu altid tilhørt Gambit efter han havde lært hende så mange ting, det kort at føle lykke efterfulgt af en masse sorg og knust hjerte. ”Vi kunne vel også finde et eller andet sted han kunne være beskyttet fra sin familie? Eller kender vi en kvinde som er til kvinder?”[/color] foreslog hun som hun kort så hen på Markus for at se om han var med på ideen, hvilket han ikke helt var, i hvert fald ikke den første for han ville gerne blive ved sin familie men ved den anden ide trak han bare på skuldrene for han kendte just ikke nogen kvinder der kun var til kvinder.
[/blockquote]

[Deleted]

Selvom det var svært, valgte han ikke at tage hendes ord på sig, for han mente bestemt hun havde været hans da de var forlovet. Gambit var ret ligeglad med den rødhåret, men Neimi lod til virkelig gerne at ville hjælpe ham, så det måtte vel bare være sådan. Dog vidste han ikke helt hvad de skulle gøre og det måtte vel egentlig være op til dem, for Gambit havde vel egentlig ikke så meget at skulle sige. Andet end at han ville have Neimi for sig selv når det kom til sex og kærlighed.
"I må finde ud af hvordan og hvor ledes i får det til at hænge sammen, bare jeg ender op med Neimi." Kom det roligt fra ham som han trak lidt på skuldrende. Herefter gjorde han klar til at skulle gå, for han ville sælge huset i Tortuga, pakke ladet med de vigtigste ting og søge efter ny bolig. Det skulle jo ikke være hvilket som helst sted, gerne nær byen, et godt sted at sælge hans ting. Måske en dobbelt bygning, både butik og et hjem ovenpå eller nedenunder. Det måtte han finde ud af, men først skulle han sælge det gamle som nok var blevet en del mere værd nu hvor han havde gjort lidt ved det.

[Neimi Silvertung]

Der var egentlig mere på spil end bare Markus liv generelt og hans liv med familien i billedet, for selv Neimi havde noget at tabe ved det foruden en ven, den slags der normalt kom og gik for hende, men hun havde en del penge og ting på spil som hun kunne miste for det havde hun ikke tænkt sig at miste selv efter Gambit var kommet tilbage i billedet, men hun havde jo haft brug for noget der holdt hende oppe og materielle ting havde altid hjulpet på det selvom hun var en af dem der godt kunne undvære det når der var brug for det, men igen hun var jo kvinde så hun kunne nærmest aldrig få nok selvom hun dog ikke krævede meget hvis hun ikke havde plads til noget sted eller rejste rundt eftersom hun foretrak at rejse meget let.
Hun kunne dog ikke lade være med at smile ved hans kommentar ”Tja når du så gerne vil have mig, så skal jeg se hvad jeg kan gøre”

[/color] sagde hun lettere drillende for hun kunne bare ikke lade være med at drille med den del, selvom hun intet ville have imod det men det var svært at modstå lidt drilleri. Hun så igen på Markus ”Det er vidst på tide vi kommer ind i vores eget værelse”[/color] sagde hun roligt for det gik jo ikke at hun blev væk igen alt for lang tid igen ellers blev folk nok meget mistænkelige.
[/blockquote]