Fortabt......... (åben)

[Deleted]

Man kunne bestemt ikke kende hende mere, hvordan var hun endt her? Tårene strømmede ned af hendes kinder, løb ned af hendes hals og videre ned af hendes bryst som var næten blottet i følge hende. De krøllede lokker hang bag hende, håret var sat tilbage med hår fra siderne og så fint ud. Hendes krop var iklædt noget hun aldrig ville kunne tage på selv og at en mand havde givet hende det på gjorde hende helt ude af sig selv! Ingen andre end Mathayus skulle se hende nøgen! Men det var for sent nu. Elvere var noget mange gerne ville have fat i, de var åbenbart rimelig nyttige for nogle væsner. Ørene afslørede hende bestemt.
Der var råberi i stor stil, der blev budt i stride strømme alle steder fra, mange blev solgt til meget ubehagelige typer og Okume stod og håbede inderligt at et væsen havde barmhjertigthed til at købe hende til hendes frihed. Stadig græd hun som mænd befamlede hende og så om hun var noget værd, kvinder gjorde det samme. Hun havde lyst til at kaste op! Dette her gjorde hende virkelig syg! Hvor var hendes elskede? Hun havde ikke set ham længe nu, han havde været som sunket under jorden. Alene, fortabt..... Kjolen hun havde på, var mørkegrøn, tætsiddende og meget udfordrende, den viste hele hendes ryg og hendes skuldre, formede hendes krop fuldstændig, sådan som hun ikke ville gå klædt nogensinde hvis det havde været hende valg. Men det var det ikke mere, her stod hun, som en anden luder og blev solgt som slave, men til hvem???

[Drazilla Dragoens]

Rygter gik hurtigt i Darklia og de nåede da også til slottet, denne gang gik rygterne om at en nyere sending med frisk indfanget slaver var ankommet til Black Mark og det var jo alligevel for fristende til at sidde hjemme for, eftersom Zill gik og manglede slaver så hun var straks rejst af sted og havde sendt ravne ud til nogle nærliggende godser om at de skulle have nogen folk som skulle mødes med hende i Black Mark fordi de skulle tage sig af de værdi ting hun købte og så skulle der være mindst en vogn klar til at bringe hende hjem for hun ville flyve til Black Mark, da hun ville sørge for at få nogle af de bedre slavere og derfor kunne hun ikke spilde tiden.
Så hun var fløjet fra slottet i hendes drageform og landet uden foran Black Mark for hun regnede ikke med at Ceri var der til at sørge for de gode slaver til hende, ikke hvad hun havde hørt om i hvert fald så hun måtte selv klare det denne gang og denne gang uden forklædning så som hun vandrede igennem det meste bukkede folk og gjorde plads for hende indtil hun var nået hen til en af standene med slaver, denne gang elvere som hun ikke havde ret mange af, så det ville være godt at få noget nyt ind og noget smukt at se på hvis de altså var blevet holdt i ordentligt stand. Der var en mindre gruppe mænd som ikke rigtigt havde opdaget hende og stod klynket om en elver, noget der fik Zill til at brøle op for hun ville have første ret, hun var trods alt dronning. Mændene skyndte sig også hurtigt at trække til side fordi de ikke ville komme i vejen for hende og et stykke bag hende kom hendes eskorte fra de nærliggende adelige som havde sendt nogle folk hun havde bedt om. Hun begyndte at gå rundt og kigge på de forskellige som var stilt op som slaver mens folkemængden var stille fordi de jo måtte håbe på hun ikke valgte dem de havde udset sig, hun stoppede først ved en blond elver og gjorde tegn til at denne unge mand ville hun have før hun kom hen til noget der lignede en ung kvinde i mørkegrøn kjole (Okume), som hun tog under hagen for at se bedre på. ”hende også.. og den anden kvinde derovre”

[/color] sagde hun bestemt inden hun slap Okume og pegede på en anden ung elverkvinde som hun også lige så godt kunne tage, men det måtte desværre også være nok for denne gang for hun var ikke vild med resten, de var blevet for ødelagt efter hendes smag. ”Bring dem til teltet”[/color] sagde hun roligt inden hun viftede dem væk og begyndte at gå hen til et telt som hun normalt brugte når hun var her, for der ville hun bedre kunne se dem. Da hun vendte sig væk kastede resten af mængden sig nærmest over de sidste for at få de bedste af dem.
[/blockquote]

[Deleted]

Den forvirrende larm der var blev snart til en skræmmende stilhed, Okume var dog stadig småomringet og havde det ikke godt med det. Og selvom disse mænd ikke lod til at have opdaget en skid, lagde hun tydeligt mærke til der forgik noget omme på den anden side. Hendes hjerte bankede ufatteligt hurtigt, det måtte være en folket havde respekt for, og rigtigt nok som hun frygtede, så var det dronningen af Darklia. Inden ønskede hun brændende det ikke blev hende der blev valgt, for hvad kunne en kvinde af så meget ondskab i rygte ikke finde på at gøre ved hende?! Okume stoppede i ren frygt med at græde og stod bare helt opgivende, hun undgik at se på hende da hun kom frem og selvom hun så bedende indeni stod og håbede hun ikke blev valgt, mærkede hun i det samme Drazilla tage fat i hendes hage. En form for kort hulk kom fra hende, hun lukkede øjnene og prøvede at undgå al øjenkontakt. Alligevel, hørte hun det mareridt som blev til virkelighed, hun blev valgt.... Okume havde jo intet andet valg end at gå med, hun ville ikke skades, smerte havde hun aldrig kendt rigtig til som sådan og ønskede det heller ikke. Det var bare om at gøre som der blev sagt. Og nu måtte hun få det bedste ud af det. Normalt var hun van til at være den med tjenestefolk, dog frivillige. Nu var hun en usel slave, dette var intet liv for en elver!

[Drazilla Dragoens]

Nogen gange var det godt at være dronning og det var det da også denne gang for hun havde da nået at få nogen af de kønnere af slagsen, det kunne dog godt irritere hende at hun ikke havde fået nået at komme der før og være den der måtte vælge først, så hun måtte jo finde nogle slavefangere der kunne bringe deres fangst til hendes først før de kom til Black Mark og blev solgt til nogen andre. Undervejs til teltet stoppede hun en af dem hun vidste der normalt arbejdede og hviskede noget i dennes øre men denne rystede på hovedet som bare bragte et irriteret udtryk i Zills ansigt før hun forsatte videre og gik ind i teltet der var beregnet til hende, men der var nu ikke meget i det større telt udover en stolt og noget der kunne ligne en slags felt seng for de rige krigere der var i krig, nu ikke fordi hun brugte den til noget men det var nu meget rart hvis man skulle ligge lidt ned. Hun satte sig i stolen og ventede på at slaverne blev bragt ind til hende så hun bedre kunne se dem an, for hvis de ikke passede hende så blev de bare sendt tilbage og så kunne hun tage dem med som hun mente var værdige til hende selvom det jo ikke var sikkert at hun behandlede dem godt alligevel medmindre hun fandt et eller andet job hvor de ville blive passet bedre end de normale slaver hun ellers havde.

[Deleted]

Der var et stort problem i at Okume var fra en finere familie, hun var ikke van til at gøre noget som helst selv. Så hun var faktisk mere eller mindre ubrugelig med mindre man lærte hende op. Nogen fandt det selvfølgelig godt at hun stadig var jomfru, mange mænd elskede jo at tage mødomme, bare fordi de kunne. Okume gøs ved tanken, men hvis hun nu blev kasseret på ikke at kunne noget specielt, var det jo bare perfekt! Oven i var hun jo også vældig klodset, så måske ville hun bare blive smidt væk. Den eneste enskab hun havde var at hun var rimelig klog og vidste mange ting, som andre fandt ubrugelige. Og så sang hun vel okay, men det gjorde mange og en dronning skulle jo have noget ud over det sædvanlige og det mente Okume bestemt ikke at hun var. Så mere eller mindre ubrugelig var hun da, indtil hun kom på en ting som en hver idiot kunne bruges til og det fik hende til at falde lidt sammen bare ved tanken hvorpå hun begyndte at græde igen. Dog blev hun straks hevet op og først ind i telten hvor dronningen sad. Hun krøb næsten helt sammen og så så langt til siden hun kunne, næsten bagud.

[Drazilla Dragoens]

Zill sad roligt og betragtede dem da hendes nyfundne slaver blev ført ind i teltet og 3 vagter blev stående i teltet mens resten blev sat udenfor for at holde vagt og sørge for at ingen kom ind og forstyrrede hende medmindre det var meget vigtigt. Hun rejste sig fra hendes plads og gik hen til slaverne som blev løftet op af den vagt som havde stillet sig bag dem for at få den til at rejse sig når Zill var kommet hen for at kigge på dem. Den første hun gik hen til var Okume som hun igen tog under hagen med et godt fast tag ”Du er køn.. hvad kan du?”

[/color] spurgte hun roligt for det kunne jo være at deres egenskaber kunne bruges til noget andet end almindelig slavearbejde, og hvis de var ærlige nu så kunne de jo slippe for nogen tæsk eller hvad hun ellers kunne finde på at gøre ved dem, for det var jo ikke helt skjult at hun til tider kunne finde på at gå i seng med tjenere, dog havde hun ikke været i seng med en slave, for de var alligevel under hendes rang, men en gang kunne jo være den første hvis hun altså fandt dem interessante nok. Men lige nu var deres navne ubetydelige for hende, ligesom det var om de var adelige eller bønder, selvom elvere jo sjældent var bønder når det kom til stykket.
[/blockquote]

[Deleted]

Det var ikke skjult at hun var bange, hun skælvede og da hun først blev tvunget til en øjenkontakt ved Drazilla's greb i hendes hage, sank hun en klump. Først skite hun læberne svagt, men havde svært ved at få noget som helst sagt. Hun sank endnu en klump og fik taget sig sammen.
[yellow]"Jeg beklager, jeg, jeg kan intet. Jeg har kun en masse viden fra de mange bøger jeg har læst, ellers intet. Undskyd."[/yellow] Hendes stemme var smuk og yndefuld trods hun var bange og den rystede en anelse som hendes krop. Hun havde hænderne fumlende nede foran sig. Okume havde de værste tanker, men prøvede at berolige sig selv, det hele skulle vel nok gå.

[Drazilla Dragoens]

Zill var ligeglad med deres frygt, for det gjorde hende jo bare en smule tilpas for hun mente frygt nu også fik folk til at gøre tingene ordentligt, det nyttede ikke noget at være blødsøden overfor dem for så kunne det jo være en evighed før de ville lære. ”Sludder alle kan bruges til noget. Men så kan du jo så fint hjælpe til i biblioteket nu hvor jeg har halshugget min leder af biblioteket”

[/color] sagde hun bare køligt for det kunne Okume da bare starte indtil Zill fandt en anden nytte for hende, men det måtte vel heller ikke være et særlig slemt job dog var det jo ikke mindre udsat end de andre for de kunne lige så godt få kappet hovedet af som de andre. Hun slap Okume og gik videre til den næste hvor hun stillede samme spørgsmål til de 2 andre men den anden kvinde som var blevet slæbt der ind sendte hun dog væk igen til en ukendt skæbne, pigen skreg og bad men der var ikke noget at gøre ved det for Zill ville ikke have hende i denne omgang. ”Meddel slavefangeren at jeg tager de her 2 og han kan få 20 sølvmønter for hver og hvis han har noget at brokke sig over så kap hans hoved af.. og se om der er andre slavefangere med nye sendinger”[/color] sagde hun roligt før hun sendte den ene vagt ud af teltet selvom hun ikke var helt tilfreds med kun at få to når hun egentlig manglede flere. Så hun satte sig hen på hendes stol igen og betragtede bare de 2 hun havde i tavshed mens jagten gik ind på flere slavefangere med nye fanger.
[/blockquote]

[Deleted]

Frygten blev kun værre da hun hørte ordet halshugget, hun blinkede lidt og kæmpede for ikke at besvime, hendes hjerte pumpede alt for kraftigt og hurtigt. Dog lod hun tankerne gå lidt, et bibliotek var et godt sted for hende at være og hun fik chancen for endnu mere viden og nye bøger. Hvilket faktisk muntrede hende en smule op, dog kun meget lidt, for titlen som slave var ikke ligefrem drømmen. Okume så dog skræmt efter den anden elver, hun sendte hende et opgivende blik for hun kunne jo intet gøre, selvom hun ønskede det så brændende! Det var uhyggeligt at møde Drazilla i person, for hun var lige så skræmmende som hun havde hørt, Okume så på hende med frygt i øjnene men også en smule vrede. Dog så hun hurtigt væk igen og så mod manden som var i fangeskab med hende. Hvordan var det her blevet hendes skæbne? Alt var gået galt efter tvangsægteskabet, dog var hun ikke gift mere, men hun havde håbet på hende og Mathayus skulle være sammen. Men hun var taget ud for at finde ham da slavehandlerne fandt hende, han var helt forsvundet og hun nu i Darklia og tilhørte dronningen. Et ulykkeligt suk kom fra hende, det her kunne bare ikke være sandt!

[Drazilla Dragoens]

Da Zill havde sat sig til at betragte dem begyndte hun at tænke sig lidt om, for disse var jo frisk indfanget så det var ikke sikkert at de kendte til reglerne omkring at være slave så hun måtte hellere forklare dem det, så derfor satte hun sig bedre til rette ved at læne sig mere tilbage. ”Fordi i nok ikke kender reglerne omkring at være slave, så lad mig forklare”

[/color] startede hun roligt ud for de kunne lige så godt få det grundlæggende på plads. ”som slaver er i under mig, mine dyr, under mine børn, mine krigere, mine vagter og mine tjenere.. med andre i er nederst i hierarkiet hvilket betyder at alle en hver kan udnytte jer og give jer ordre.. medmindre”[/color] her holdt hun en mindre pause for at lade det sive ind at der var en måde at kunne undslippe en del tæsk, voldtægter og andre grumme ting som kunne ske på slottet lige så snart mørket faldt på, tja det kunne vel også ske om dagen men det var værst om natten når natvæsnerne vågnede fra deres søvn.. ”Behag mig, overrask mig eller imponere mig og i kan blive fredet, og hvis jeg bliver glad for jer så er frihed ikke langt væk.. men vil lige sige at det ikke er lykkes for mange at vinde friheden så i skal være meget specielle for at få den…”[/color] hvorfor hun indgav dem håb blot for nærmest at tage det fra dem igen ved at sige at det var meget sjældent at en slave havde fået friheden, var ikke helt til at sige, måske var det bare for at få deres reaktion på det.
[/blockquote]

[Deleted]

At høre hende snakke gjorde ikke tingene lettere, hende ord var så skræmmende og Okume fandt det hele håbløst. Dog at høre om et håb gjorde hun kort lyste op, men fik tåre i øjnene igen, hvordan pokker imponerede man en dronning? Hun havde jo intet at byde på. Okume havde bare lyst til at falde sammen og græde, ligge sig i fosterstilling, eller prøve at løbe ud i friheden, ud i skovene. Bare tanken om frihed fik hende til at tage sig lidt sammen igen, hun tog en dyb indånding og spredte sine læber kort for at sige noget, men måtte tænke sig godt om. Her måtte hun vel huske sine manere, hun nejede pænt og så ned i jorden under hende, hun ville ikke se på hende, det havde hun vel heller ikke ret til som slave som sådan.
[yellow]"Hvorledes ville en slave kunne gøre dette?"[/yellow] Hendes stemme rystede og hun var lige så bange som hun lød, men også opgivende, for hun vidste virkelig ikke hvad en som hende havde at byde på og frygten for at blive udnyttet af alt og alle på det slot gnavede i hendes hjerte og sind. De smukke øjne slog dog op mod hende kort, med et bedende udtryk om svar.

[Drazilla Dragoens]

Det her morede Drazilla meget mere end det måske burde, men det var nu godt at føle og se at nogen frygtede hende og ikke bare svarede igen som så mange andre kunne finde på at gøre det fordi de ikke frygtede hende eller bare respekterede hende nok til at svare ordentligt igen. Hun så som den unge elverkvinde rejste sig, selvom hun jo nok var meget ældre en Zill så virkede hun jo stadig und og nærmest uskyldig.
”Godt spørgsmål.. Jeg har ingen ide.. men det mest normale er at bukke når jeg eller mine børn går forbi ligesom hvis andre adelige går forbi.. Lad være med at svare igen medmindre det forventes af jer.. og lad være med alle de flugtforsøg, det gør mig bare irritabel”

[/color] sagde hun roligt efter hun kort havde trukket på skuldrene som hun ikke rigtigt vidste hvad der skulle til før nogen fik deres frihed eller bare blev fredet, for det skete jo ikke så tit og den sidste som var blevet fredet var jo Rai men han havde været tjener før han blev slave før han så blev tjener igen inden han blev rejsekammerat og elsker. ”Nu hvor jeg har tænkt mig om så tror jeg aldrig jeg har fredet en slave.. den sidste jeg husker som blev fredet var Regina som i vil lære at kende.. Hun er min livvagt og tidligere barnepige, min far gav hende friheden fordi hun havde et talent for musik… Så hvis i har et andet talent der er for godt til livet som slave så kan det også hjælpe jer” sagde hun lidt tænksomt efter hun havde siddet og tænkt en smule over hvilke slaver hun egentlig havde benådet, men hun kunne ikke en gang huske det for dem hun normalt havde givet frihed var ved at dræbe dem så de ikke længere skulle leve sådan et liv.
[/blockquote]

[Deleted]

Som hun lyttede, følte hun at hun fik en mavepuster, hun tabte helt vejret og så bare tomt på Drazilla, som forsvandt alt håb fra hendes smukke brune øjne. Der gik noget tid før hun mindede sig selv om at trække vejret, hun skjulte dog dette meget godt, selvom man tydeligt kunne se hvor anspændt hun var. Okume gik tilbage af og bukkede hovedet som havde hun forstået, selvom dette egentlig ikke var tilfællet. At forstille sig nogen så ond, var svært når man kom derfra hvor hun kom fra, selvom hun fandt sine forældre onde da de tvang hende i ægteskab med den dumme gris. Dog var hun nu fri for ham og havde Mathauys, eller, han var jo væk og nu var hun væk og hun bedte til han aldrig nogensinde ville prøve at spille helt og finde hende, for det ville bare koste ham livet. Okume havde for alvor set lidt til den magt Drazilla havde og turde ikke tænke på hvor stor en magt det var og hvor rædsomme ting der kunne ske. Måske kunne hun finde nogle gode bøger at læse for børnene på slottet, hvis der altså var nogle. Okume ville gøre sit for at være en god slave, for det betød vel hun var en smugle i helde? Desuden var det jo ikke fordi så mange mænd besøgte et bibliotek nu om dage, i hvert fald ikke mænd her fra, de havde vel travlt med at hore og svindle, kæmpe og drikke. Ja, Okume havde fordomme for dette land, men kunne man bebrejde hende efter de historier hun havde hørt?

[Drazilla Dragoens]

Helt døren gik op og vagten fra tidligere kom ind og bukkede for Drazilla ”Deres højhed, der er fundet en enkelt slavefanger mere som har en ny forsyning af slaver.. Vi har stoppet hende i at sælge nogen før de har kigget på dem”

[/color] fortalte vagten og Drazilla nikkede kort til ham før hun rejste sig fra hendes stol og så på de andre slaver. ”Før disse til vognen som er til slaverne og hold øje med dem.. så kommer jeg når jeg har udvalgt de sidste”[/b][/color] sagde hun roligt og så kort på hendes nye slaver før hun forlod teltet sammen med vagten men de der kom yderligere 2 vagter ind for at hjælpe de 2 andre vagter med at føre slaverne til vognen som også brugte til fanger så der var gitter for. Her ventede flere vagter som skulle bevogte vognen for deres dronning mens hun fik udvalgt sig nogle flere slaver til hendes slot.
Der gik lidt over en time før hun var tilbage med nogle af vagterne og yderligere 3 slaver, 2 mandlige mennesker og en kvindelig katte halbie som blev sendt ind i vognen til Okume og den anden mandlig elver. ”Det er vidst nok indkøb for i dag.. Så pas godt på dem ellers ruller der hoveder og det er ikke slavernes hoveder jeg snakker om”[/color] sagde hun roligt men lidt advarende til vagterne som tegn til at hvis der skete slaverne noget så ville vagterne miste deres hoveder ligesom deres overordnets hoveder nok ville rulle. Efter hendes ordre gik hun hen og satte sig i en anden vogn der var stillet til hendes rådighed. Rejsen hjem ville nok tage nogle dage, men det var der ikke noget at gøre ved for nu havde hun fået nye slaver som hun havde ønsket sig og så kunne hun sidde og overveje hvad hun skulle bruge dem til.
[/blockquote]

[Deleted]

At der skete noget rundt om hende lagde hun slet ikke mærke til, hun stirrede bare ned mod jorden, fortabt og hjælpeløs. Dog måtte hun nok hellere til at tage sig lidt sammen, så hun ikke bare blev slået ihjel, det var hendes plan at holde ud og holde sig i live, få det bedste ud af det her. Selvom det var svært at se lyset for enden af denne tunnel. Okume lod vagterne fører hende til vognen hvor hun for alvor følte sig fanget og efter noget tid, sad hun og rokkede frem og tilbage, bange og svag i sindet. Med en rolig blid syngen, næsten hviskende, beroligede hun sig selv, sang om forårsskoven, duftene, dyrerne, freden. Hun prøvede at lade tankerne lande på alt andet end at hun var på vej til det som skulle kaldes hendes nye såkaldte hjem, for det var det jo ikke, det var nærmere et fangehul og arbejdsplads, eller.... Okume kom til at synge lidt kræftigere for at bryde sine tanker, mens hun vuggede frem og tilbage. Dog stoppede hun brat da timen var ovre og nye slaver var fanget, hun så bare skræmt på dem og sank en klump endnu en gang.