Fortabt......... (åben)

[Drazilla Dragoens]

Vognene begyndte at køre imod slottet og turen var lang så undervejs blev der kun gjort et enkelt stop ved en herregård hvor en af de adelige havde gjort et værelse og en middag klar til hende hvor vognen med slaverne blev ført ind i stalden til alle dyrene og her blev den stadig bevogtet. Vognen forblev i stalden natten over mens Zill sov trygt og godt i sengen der var blevet udvalgt til hende efter en god middag og om morgen var hun frisk og klar til at skulle sidde i vognen i længere tid før de ville være kommet til slottet og de forskellige poster kunne blive fyldt af de forskellige slaver, selvom Okume nok allerede kunne bide sig sikker at hun ville havne i biblioteket medmindre Zill fandt noget andet hun også skulle lave imens for slaver havde jo flere ting de skulle passe hvis de ville forsøge at holde sig i live.
Vognene satte i gang dagen efter hvor det blæste en smule mere end dagen før men det var der jo ikke noget som kunne ændres på det selvom det ville være en kold fornøjelse for slaverne som sad i vognen hvor væggene kun var tremmer og derfor ikke kunne give dem noget ly. Det var først hen på aftenen at de var på slottet og kørte ind på gårdspladsen hvor der blev gjort holdt.

[Deleted]

Rejsen ville blive lang, for den gav hende tid til at tænke, så hellere være beskæftiget og på en måde glædet hun sig, for så behøvede hun ikke sidde og tænke. Når tanker først blev sluppet løs blev de jo farligere og hun følte allerede sig rimelig sikker på at blive sindssyg hvis de ikke snart kom frem. Okume vidste ikke hvor lang tids rejse der var til slottet, så hun måtte jo bare håbe på ikke alt for mange dage. Hendes fingre gled igennem det lange hår, hun nynnede smukt og håbede lidt på at berolige andre end sig selv. Egentlig var hun rædselslagen, men hun prøvede at holde hovedet koldt og også være der for de andre slaver, påtog sig næsten ansvaret for at få dem til at holde sig i ro og ikke give efter for den panik der egentlig var i dem alle.

[Drazilla Dragoens]

Da vognene rullede ind på slottets gårdsplads var Zill den første til at komme ud og stillede sig kort på trappen med blikket vendt imod vognen med slaver ”Bring dem ind til mig i tronsalen”

[/color] sagde hun lettere køligt inden hun selv gik inden for mens vagterne og nogle krigere gik hen for at slæbe de nyindkøbte slaver med ind til tronsalen hvor Zill havde sat sig til at vente på hendes trone forenden af den store sal med Kaos den sorte panter på den højre side og Genna den hvide tiger på den anden side, så hun så lidt mere frygtindgydende ud.
Hun så roligt på slaverne sammen med vagterne og da slaverne blev smidt nede foran tronen blev nogle af vagterne skiftet ud fordi de skulle tilbage til deres herre fordi deres job var sådan set overstået for nu. ”nuvel har i fundet ud af noget mere i dur til eller skal jeg bare sætte jer til et eller andet?”[/color] spurgte hun roligt som hun så udover slaverne og ventede på en eller anden ville starte eller bare føre ordet.
[/blockquote]

[Deleted]

Det virkede meget skræmmende, selve slottet, så da hun så op af de tårnhøje mure, sank hun en klump. Hvordan kunne hun virke så fortabt og alligevel tænke sig til at få det bedste ud af dette? Okume bed sig i læben og så nervøst rundt, her virkede så uhyggeligt! Ingen nat i skovene virkede uhyggelige mere, det her slog virkelig alt! Da de blev ført ind foran Drazilla, havde hun kort åndenød, hun var nød til at berolige sig selv, hun blev mere og mere panisk og havde svært ved det, så hun bed sig lettere hårdt i læben. Dog ikke nok til at bryde hul, ikke endnu i hvert fald. Hendes vejrtrækning var tung, hun så op mod hende som hun sad der, dronningen på sin trone. En underlig følelse af at have lyst til at spytte på hende kom frem i Okume, sådan havde hun aldrig tænkt før! Så det kom som noget af en overraskelse, hun rystede blot på hovedet til hendes spørgsmål, for biblioteket var vel det eneste rigtige sted for hende. Intet andet duede hun til. Det kunne dog være der var et skjult talent, det ville hun ikke nægte. Men intet hun kunne se lige nu og her. I stedet for at panikke, satte hun sig til at tænke på Mathayus og hvilken dejlig mand han var, hun endte med at fælde en tåre, fordi hun var bange for aldrig at se ham igen.

[Drazilla Dragoens]

Drazilla sad roligt og nærmest tålmodigt og ventede på at nogen ville svare hende eller føre ordet men da det ikke virkede til at nogen ville sige noget rullede hun bare med øjnene. ”Det hjælper ikke at vise frygt.. Jo mere frygt i viser jo sjovere vil i være at gøre ondt.. Så en af jer skal føre ordet..”

[/color] sagde hun en smule irriteret men det var nu også et lille råd til ikke at vise for meget frygt for så ville de være de sjoveste ofre, specielt fordi de jo var omgivet af folk der elskede at se frygt så de måtte jo bare forsøge at virke stærke. ”Vagter tag halbien og smid hende i køkkenet sammen med menneskerne. Så kan de blive sat i arbejde derude.. Tag den mandlige elver ud i træningsgården og lad ham blive boksebolt..”[/color] sagde hun roligt for hun kunne lige så godt dele slaverne op med det samme dog inden slaverne blev slæbt væk sagde hun ”alle slaver sover under køkkenet.. Kvinderne til højre og mændene til venstre og bliver der stjålet noget mad så bøder i med livet, finder vi ud af mandlige og kvindelige slaver er i samme sovekammer koster det livet..”[/color] sagde hun advarende for det var noget hun ikke fandt sig i fordi de ikke skulle formere sig specielt fordi hun ikke kunne bruge spædbørn eller gravide kvinder til noget som helst.

Efter hendes ord blev de forskellige slæbt væk så det kun var Okume tilbage for Zill havde ligesom planer med hende så hun ville selv tage sig af hende, derfor rejste hun sig og gik ned til hende til trods for der stadig var nogle vagter tilbage for at hjælpe med Okume hvis det blev et problem. ”Kom så, nu skal du se biblioteket”[/color] sagde hun roligt for hun holdt da ord, hun havde tidligere sagt Okume kunne arbejde der fordi hun jo var en belæst elver, selvom det nu ikke var sjældent men Zill trængte til nogen flere der kunne passe bøgerne.
[/blockquote]

[Deleted]

Som de alle blev revet væk til deres nye liv, så hun efter dem, der var kun hende tilbage og sjovt nok selvom hun på en måde var alene før, følte hun sig mere alene nu. Da Drazilla rejste sig, vidste Okume ikke helt hvad hun skulle gøre, så hun bukkede sig bare for hende og afventede odre, kunne hun andet? Ganske ubemærket så hun rundt, hen mod vagterne og sank en klump, hun rettede sig op da Drazilla bad hende om at komme med til biblioteket. Det var da trods alt en lettelse! Okume ville passe meget på bøgerne, hun elskede jo bøger og behandlede dem som var det børn! Roligt med bøjet hoved, fulgte hun blot dronningens mindste vink, hun prøvede at forholde sig roligt, for hun kunne ikke rigtig se det gå godt hvis hun først gav efter for sin paniske følelser som hun så fint holdte indespæret. Selvom hun var slave, kunne man godt gå pænt, så hun gik som hun altid havde lært, flot og elegant, ganske roligt og det var her man kunne se hun kom af en finere familie. Attituden var der, selvom hun også var uden pral.

[Drazilla Dragoens]

Drazilla ventede roligt på at Okume ville følge hende, for hun skulle jo alligevel selv hen på biblioteket og finde en bog så hun kunne lige så godt følge med Okume og vise hende det næst største bibliotek i hele Darklia for tempelt havde nok det største gemt af vejen for de havde jo flere hemmelige ting og ældgamle bøger, nogle som Drazilla også havde kopier af som var gemt af vejen på biblioteket men de mest hemmelige sjældne og unikke fandtes ikke på biblioteket men i hendes eget private gemmested for der var visse bøger som folk ikke måtte læse.
”Du kan lige så godt lære det. Jeg hader tavshed, der findes kun 4 tidspunkter hvor jeg vil have stilhed og det er når jeg sover, spiser med mine børn, sidder og tænker eller læser bøger, så medmindre jeg siger noget til dig på de tidspunkter skal du holde mund.. Ellers skal du ikke være bange for at tale medmindre det er dårlige ting du vil sige så er det bedst at holde dem for dig selv”

[/color] forklarede hun roligt på deres vej til biblioteket for Drazilla hadede jo tavshed noget så grusomt, det var jo derfor hun tidligere havde været kendt for at holde mange fester og middage samt inviteret folk op på slottet, selvom det var forandret efter dronning Anno havde vist sig som tyv så der var jo blevet fordobbelt af vagter og diverse andre sikkerhedsforanstaltninger så det ikke skulle ske igen, men derfor brød hun sig stadig ikke om tavshed medmindre det var på de tidspunkter hun havde nævnt for hende.
[/blockquote]

[Deleted]

Selvom det var triste og meget sørgelige omstændigheder, glædet hun sig lidt til at se et slots bibliotek, det måtte jo være rigtig stort! Så der var da lidt optimisme i hendes sjæl, men hun var nu også god til at skulle vende tingene rundt, selvom det var svært at forstille sig et liv her, og så uden hendes elskede Mathayus. Det var nok bare bedst hun glemte ham, satte sit hjerte i stå når det kom til at få et liv med kærlighed, børn, ja en fremtid. Okume sukkede og blev lidt forskrækket ved ordene, hun var jo generalt faktisk stille når hun var i uvandte situationer og det måtte man jo sige denne var.
[yellow]"Men..... Deres højhed, jeg aner ikke hvad jeg skulle sige."[/yellow] Lød det blot fra hende, næsten forpint, for hun var jo bange for at gøre noget forkert og hun kunne ikke ligefrem stille sig op og snakke om vejret som sådan. Okume så sig rundt som de gik, der var flot på sin helt egen dystre, uhyggelige, slet ikke hendes stil, agtige måde. Hun sank en klump og tog sig i at pille meget ved sit hår, nusle og pusle om det, for at berolige sig selv. At passe på bøger og holde styr på dem ville nu blive hyggeligt og når det var noget hun kunne lide, så blev det da ikke så slemt. Ud over tanken med at alle måtte gøre som de lystede fordi hun var en simpel slave, igen flakkede det lidt for hendes øjne bare ved tanken, den pokkers frygt havde virkelig krammet på hende.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt slottet var dystert men det var fordi Zill lod det meste af slottet være mørklagt så vampyrerne kunne rende rundt, selv om dagen lige som de gerne ville, dog var der dage hvor vinduerne fik lov at lukke lyset ind, men det kunne stadig virke dystert fordi billederne jo var mørke og personerne der på virkede onde i det, men det var jo blot familie billederne, hendes forfædre som var blevet malet eller så var det store krigere som også kunne findes på billederne.
”Sikkert ikke.. men du burde have spørgsmål om dit nye liv.. selvom du nok vil erfare at hvis du passer dit arbejde så sker der intet men trodser du mig eller ødelægger mine bøger så bliver du straffet.. Nok er jeg ond men lidt retfærdig er jeg dog”

[/color] sagde hun roligt som de gik igennem de mørke gange, selvom hun egentlig kom til at tænke på at nogle blomster i større vaser ville være smukt eller gøre stedet mere levende. Hun rystede dog de tanker ud af hovedet som de kom til en større tung trædør som Zill skubbede op og afslørede flere rækker af reoler som var fyldt med bøger fra gulvet og flere meter op så man måtte bruge en stige for at nå de øverste. Til forskel fra de mørke gange var her lyst fordi Zill ville lukke så meget sollys ind i rummet som muligt så de slap for at have levende ild herinde og skulle der endelig være ild så var det magisk ild der ikke kunne brænde. Rundt ved de store vinduer var der mindre sidde steder hvor man kunne sidde og læse i fred og ro. Bøger var dog ikke det eneste som fandtes på hylderne men der var også enkelte kranier og andre små nipsting som udstoppede mindre dyr, selvom bøger nu fyldte det meste for selve stedet var nok lige så stort som tronsalen, selvom det virkede mindre på grund af alle de reoler med bøger der gjorde det virkede lidt tungt, men hun mente stadig dette var hyggeligt sted at være.
[/blockquote]

[Deleted]

Egentlig havde hun ingen spørgsmål for nu, for der flød kun tanker rundt som hun helst ikke ønskede svaret på, derfor var hun stille. Det bedste havde været hvis hun bare snakkede ligegyldig snak, for så var der noget at konsentrere sig om. Dog fandt hun lidt trøst i hendes ord, eller det valgte hun i hvert fald. Okume gik med hænderne foran sig, en hånd om det modsatte håndled, der dukkede faktisk lidt spørgsmål op nu. Og endnu flere da dørene blev lukket op til noget der uanset stemning var et drømmesyn for Okume. Hun prøvede dog ikke at vise for meget begejstring, selvom hun endte med at smile stort og fasineret. Hænderne blev samlet oppe foran hendes bryst som hun næsten glemte at trække vejret ved, hun var helt væk i den drømmeverden som hun var blevet præsenteret for.
[yellow]"Woaw!"[/yellow] Var det eneste som lige nu forlod hendes læber, uden så meget som tilladelse, endte hun med at tag et par skridt længere ind i det smukke lokale. Hvilket kun var bøgernes skyld hun havde dette syn på det.
[yellow]"Er det tilladt, at læse dem?"[/yellow] Spurgte hun så forsigtigt, for hun ville jo ikke overtræde nogle grænser, men lige dette spørgsmål var fuldstændig uundgåeligt. Hvordan skulle hun kunne lade være? Det kriblede faktisk allerede nu! Hun havde ikke læst i evigheder, Mathayus havde ikke mange bøger og de var færdige ret så hurtigt, ganske kedelige, men hun læste dem alligevel. Her måtte da være noget spændende, på trods af det nok mest omhandlede mørke og dystre ting.

[Drazilla Dragoens]

Tavsheden der kom gjorde bare at Zill ikke regnede med at Okume egentlig havde nogle spørgsmål men egentlig bare accepterede hendes skæbne ret nemt, hvilket var sært når man tænkte på at nyindfangede slaver havde det med at gøre ret meget modstand så der skulle gerne bankes fornuft ind i dem først men når det gik så let her så var der jo ikke noget at brokke sig over fra Zills side, for så slap hun for at banke hende først, det ville jo være en skam med sådan en køn elver.
Zill stod roligt i døråbningen som Okume trådte nogle skridt ind i rummet, dog kunne et lille grinende smil ikke lade være med at komme over Zills læber over hendes reaktion, for til trods dette var normalt for Zill så var dette jo noget stort for Okume selvom hun nok ville tro her kun fandtes mørke og dystre ting i bøgerne, hvilket jo ikke var sandt på nogen måde, jo i nogle fandtes der noget som hørte Darklia til men her var jo også meget andet. ”Selvfølgelig.. biblioteket her er åben for alle på slottet som kan læse.. Dog må det være når der ikke er noget at lave her eller du ikke bliver sat til noget andet.. arbejdet skal passes”

[/color] sagde hun roligt for hun måtte da godt læse i det til trods for hun var slave, men hun kunne jo læse og så skulle hun også have lov til det fordi her var ikke nogen bøger om Darklia eller kongefamiliens hemmeligheder, de var jo gemt godt af vejen i et andet rum. ”men igen blot fordi folk siger jeg er ond, så er det ikke ens betydning med at jeg intet værdsætter.. Her finder du Landenes historie, deres kongerækker, beskrivelser af kendte racer, beskrivelser af dyr og planter, kort over øen såvel som nogle af de nærliggende øer, her er besværgelser af alle forskellige arter, eventyrer, beskrivelser af store krigere fra både Nirelia og Darklia og så meget andet som et hjerte kan begære.. Alt er delt ind i forskellige kategorier og derefter i titler på bøgerne så det er let at finde det man skal bruge”[/color] hendes stemme lød nærmest varm som hun talte om bøgerne fordi de betød meget for hende, specielt fordi hun havde brugt mange timer herinde på at læse i bøgerne om alle mulige ting, selvom hendes undervisning af lærermestre havde foregået et andet sted i slottet bare så hun ikke kom til at sætte noget i brand fordi hun blev vred eller noget.
[/blockquote]

[Deleted]

Det var jo ganske forståeligt at hun skulle gøre sine pligter først, det var jo vigtigt, det var derfor hun var der. Desuden så havde hun det slet ikke svært ved at skulle omgåes bøger, hun ville gerne lære at gøre rent, støve af og sådan, så kunne hun bare blive der og gøre alt dette. For hvis hun endelig skulle være her, ville hun ikke forlade biblioteket, det var jo godt nok ikke hendes valg, men havde det stået til hende, så lå det klart. Hun fik store øjne som hun lyttede til alle de ting der fandtes her, hun havde helt tryllebundne øjne, strållende øjne, som et lille barn som var ved at springes af spænding. Hvordan skulle hun kunne få tiden til at læse disse vidunderligheder? Okume så lidt drømmende rundt, men lod sig vende tilbage til virkeligheden igen, huske sin status, hvilket var bunden af fødekæden. En slave.
[yellow]"Er der noget specielt tøj Deres majestæt ser mig i?"[/yellow] Spurgte hun så, for det kunne da godt være hun skulle i noget andet end det hun havde på nu, hun lignede jo ikke en slave som sådan. Nu hvor hun var der, måtte hun jo se om der var andre spørgsmål hun kunne komme i tanke om. Det var ret vigtigt jo, hun kunne jo ikke bare opsøge hende som sådan, det regnede hun i hvert fald ikke med.

[Drazilla Dragoens]

Egentlig kunne hun godt forstå Okumes drømmende blik for dette var jo et fortryllet sted som kunne jage tankerne væk fra ens triste og kedelige liv, noget som Zill selv havde benyttet en del gange også som hun havde ledt efter svar som hun troede fandtes i bøgerne men det var ikke altid at hun fandt svarerne hun søgte hun måtte jo lede andre steder men stadig et godt set at glemme ens liv efter hendes hoved.
”Egentlig ikke. Dit tøj bliver selv slidt med tiden og ellers bliver der ind i mellem smidt efterladt tøj ned i slavernes kvarter hvor i kan slås om det.”

[/color] sagde hun roligt for hun var da egentlig ligeglad hvad slaver rendte rundt i, for deres tøj blev meget sjældent vasket og det blev jo slidt fordi hun ikke gav dem noget ordentligt tøj at rende rundt i, det var allerhøjest hvis nogle krigere var rejst og havde efterladt noget tøj så kunne det ryge derned og så måtte de slås om det ellers beholdte de jo bare det de var kommet i medmindre det var hendes dansere for de fik ind i mellem noget finere tøj og blev behandlet bedre for de skulle jo se godt ud nå de dansede for hende og for hendes gæster.
”For resten så må folk ikke tage bøger med ud af biblioteket udover mig.. ikke en gang mine børn må tage bøger med ud, så sørg for de bliver læst her medmindre jeg selv er med”[/color] sagde hun roligt for hun ville jo helst have bøgerne samlet og selv læste hun jo normalt selv i biblioteket så der ville jo ikke blive det store problem der.
[/blockquote]

[Deleted]

Det passede hende ikke så godt hun skulle beholde denne kjole, den var alt for sjofel og udfordrende synes hun. Tænk ikke hvad sådanne kjoler kunne sætte af tanker i folks hoveder, hun følte sig som en luder, virkelig, Okume kunne slet ikke have sådan noget tøj, uanset hvor smuk og flot og tiltrækkende hun måtte være. Så skulle det da lige være for hendes mands skyld, men sådan en havde hun jo ikke mere. Roligt gik hun stille frem og tilbage for at se lidt på bøgerne, hun stoppede dog så snart der blev talt til hende igen.
[yellow]"Forståeligt. Bøgerne bør blive her i sikkerhed."[/yellow] Lød det så roligt fra hende, hun gik mod en reol og lod fingrene glide blidt over bøgernes rygge, hun var virkelig fasineret. Det her blev jo slet ikke så slemt hvis hun bare tog den med ro og tænkte positivt, måske levede sig lidt ind i bøgerne hun læste med tiden. Måske skulle hun bare tage det som en oplevelse, som et stop på vejen, holde tanken om at hun nok skulle komme videre og ud igen.

[Drazilla Dragoens]

”Du vil måske gerne ud af det tøj?”

[/color] spurgte hun roligt for hun kunne nok godt finde noget hvis det endelig var, selvom Zill da ikke ville klage over den kjole den ville jo være meget frækt hvis det endelig var hvis den bare blev gjort lidt mere i stand. Men hvis det var så var der efter nogle efterladte kjoler, bluser eller bukser som hun kunne vælge imellem som endnu ikke var smidt ned til slaverne.
”Rigtigt”[/color] sagde hun roligt som tegn til at Okume havde forstået det rigtigt for dette sted var det der var mest sikkert for disse bøger udover dem som hun havde i et af de mange hemmelige rum. Zill gik roligt med hende som hun begyndte at gå rundt til reolerne og så på bøgerne, hvilket Zill lod hende gøre for hun kunne jo lige så godt blive bekendt med arbejdet. ”Her er 4 andre som arbejder herinde.. Du lærer hurtigt rangorden men du er stadig den nederste”[/color] sagde hun roligt som hun fulgte hende for Okume kunne lige så godt lærer at hun var nederst i orden, selvom dette jo ikke ville være det slemmeste sted at være.. hun kunne jo være blevet sendt som underholdning til hendes krigere for det ville da være en skæbne værre end døden.
[/blockquote]