Erstatning for sorgen ? (åben)

[Drazilla Dragoens]

Stemningen over slottet var mere dyster og dunkel end det normalt var, en trykkende og truende atmosfære lurede og folket var mere på vagt end de plejede når Zill havde en af hendes dage, denne gang havde de været længere end normalt, lige siden noget af det værste kunne ske var sket. En af de skabninger som kunne bringe smil over dronningens læber var ikke længere blandt dem og en anden var rejst, og den sidste var nedtrykt over tabet af sin ven.

Tronsalen som normalt var stille eller fyldt med liv men nu var der kun stilhed som havde hersket i nogle dage og ikke en gang slavere eller tjenere turde rigtigt at bevæge sig fra køkkenet og rundt i slottet, så tjeneste gangene blev brugt mere flittigt nu og folk forsøgte så vidt at være stille og lydløse fordi ville ikke vække vreden hos den sørgende dronning på hendes trone, til trods for det ikke lignede hende så kunne man mærke dette væsen havde betydet mere for hende end så mange andre væsner i hendes hverdag gjorde.

Et suk forlod Zills læber som hun så, med tomme øjne, på denne tomme plads ved hendes højre side, nede hvor et bestemt dyr havde lagt, leget og siddet i flere år og nu var denne skabning væk, død og begravet, den sorte skabning var væk og nu sad den hvide tiger på den venstre side som den havde gjort i en del år også efterhånden, lige siden Mira flyttede ind, men selv denne hvide skabning lå og så over på den tomme plads hvor den sorte panter plejede at ligge, men nu var der ikke nogen mere. Sorgen havde bredt sig over slottet og flere forsøgte at muntre hende op med at komme med andre dyr men hun havde afvist dem blankt hver eneste gang fordi ingen af dyrene tiltalte hende, de virkede for kedelige og almindelige eller så var de for magiske eller voldsomme til at hun gad at ville have dem, for hun manglede hendes trofaste følgesvend, den skabning hun i flere år havde forkælet, holdt af, respekteret og beskyttet var nu væk og intet følte som om de ville erstatte det hul som den havde efterladt. Et sted i hende begyndte hun at forstå hvordan folk måtte føle sorgen efter nogle de havde elsket pludselig var væk, dog havde hun ikke grædt blot sukket lettere opgivende som om der intet håb var for at glæden kunne vende tilbage i hende.

Tøjet: En sort lårkort kjole som er bundet i nakken, et par sorte lange støvler som næsten går til knæet. Håret løst og hænger

[Deleted]

Det havde været en meget lang kedsom tid for stakkels Kayton, så at Drazilla, dronning, frygtet og bestemt omtalt, også omkring grænsen, havde mistet sit højelsket kæledyr, fik ham på en opgave. Ingen havde bedt ham om det, men han ville skaffe hende det perfekte dyr, eller, i hans øjne ville det være perfekt og sagde hun nej, ville han bestemt selv beholde det. Han havde fundet en halbie, en kvinde som var mere løve end kvinde, dog med ynden derfra og bestemt også formen. Der var dog intet menneskeligt over hendes opførsel, hun var et vildt dyr, uden grænser, men det skulle Kayton nok få lavet om på og han synes også selv at det var gået fantastisk. Det tog ham kun en uge med pinsel, tortur, kærlighed eller noget der da mindede om det, at få denne kvinde til at lystre sin nye herre. Hun talte ikke, faktisk var han i tvivl om hun overhovedet kunne, hun havde intet sagt i den tid han havde eget hende. Dog vidste hun da hvordan man fornøjede en mand og han havde da brugt sin tid med at lege med hende, lære hende lidt forskellige ting og hun gjorde alt for at fornøje sin herre. Nu var det blot at forklare dyret at hun skulle have en ny herre. Kayton havde forklaret det om og om igen, at indtil Drazilla havde godtaget hende, var hun hans og ikke før han lod hende fri, var hun fri. Kælen var hun og han havde lært hende at elske det sure med det søde, tage sin straf uden nogen form for beklagelse og skulle hun beklager sig, tog hun de følger med. Alt i alt, en ganske fin og fantastisk skabning og køn! Også ganske effektiv. Turen havde været kedelig til tider, men også ganske fornøjelig når han benyttede sig af det fine køledyrs goder. Der var dog dage op til hvor han ikke rørte hende, for hun skulle være klar til sin nye herre og jo mere hun trængte til at kæle jo bedre? Eller det tænkte Kayton da. Mon han ville få noget ud af dette, projektet havde været sjovt og han glædet sig til at se udfaldet.

Da de ankom, forklarede han vagterne grunden til hans komme, og blev fulgt til tronsalen. Ved hans side kravlede denne tigerkvinde yndefulgt ved hans side, hun var ikke van til at gå på to ben, da hun hovedsagligt var et dyr. Hendes hår var sort og bølget, sad vildt på det kønne ansigt, bag de fyldige læber gamte sig skarpe tænder som var designet til at dræbe og spise råt kød. Det eneste Kayton faktisk havde kunne få i hende. Hendes hud var delvist dækket af pels med fine mønstre, hvorpå mave, bryst, overarme og fronten af hendes ben var hud som et alment menneske. Ved lænden, hang hendes hale fint og svingede en smugle, hun virkede nysgerrig og snuste til sin egen fornøjelse og så sig om med de katteagtige øjne, som var en blandning af gul og orange. Hendes hænder var ikke de mest feminime, der var lange klør, skarpe og solide, bygget på en hånd fyldt med kraft og muskler. Kayton havde valgt at behandle hende som det dyr hun var, så hun var nøgen, noget som nok fik en del af vagterne til at tabe underkæben lidt, det morede Kayton, men han forstod dem. Selv nød han dog synet i det skjulte, han havde en knyttet hånd som var tegn på hun skulle holde sig nær ham og forholde sig i ro, hvilket hun så gjorde. Da han nåede frem for Drazilla's trone, knælede han, bøjede hovedet og slog kort hånden i gulvet hvorpå løvekvinden lagde sig ved hans side. Afventende på en reaktion fra denne dronning, smilte hans indre, dette her skulle nok være en oplevelse han aldrig havde oplevet lignende. Kayton havde en lang jakke på, mørk i stoffet, næsten sort, hans lange hår var sat i en hestehale som blev hang skjusket bag ham, lidt finere læderstøvler og et par jeans som var ligeså mørke som jakken. Jakken stod åben og under den var en kortærmet skjorte som sad oppe af hans bukser og han så mere afslappet ud end som en som faktisk skulle imponere dronning, men det var jo heller ikke hans udseende som skulle imponere, men hans fine ven ved hans side.

<---- mulige nye kæledyr/legetøj

[Drazilla Dragoens]

Det havde ikke været nogle særlig interessante dage, intet spændende havde sket, så det virkede til at intet kunne vække hendes glæde til trods for der havde været et utal af folk som var kommet med deres ideer til at gøre hende glad igen, men hver gang havde hun bare rullet med øjnene og sendt dem væk for de var ikke særlig interessante deres valg af gaver for enten havde hun dem eller så var der bare ikke noget som skreg at hun måtte eje det for når det kom til stykket havde hun jo nok et eksemplar af alt, eller næsten alt.. Hendes elskede panter var jo død og nu havde hun kun en tiger tilbage og den var ikke ligefrem så interessant men det var jo nok fordi hun havde haft Kaos i mange år, lige siden han var killing og det havde hun ikke med tigeren, til trods for de havde små skabninger der var halvt tigere og halvt pantere rendende rundt på slottet, 3 styks så vidt hun kunne huske, en til hver af hendes 2 børn og den sidste var vidst også et eller andet sted men hun havde glemt hvor henne af, muligvis fangekælderen hvor den blev brugt til at torturere fangerne men hun var ikke sikker.

I disse dage tænkte hun ikke meget over de andre dyr hun havde men stirrede for det meste bare på den tomme plads ved hendes side når hun ikke smed tomme flasker efter de folk der var i nærheden. Hun vidste godt alkohol ikke hjalp særlig meget men hun trængte lidt til at drikke hjernen ud, men det var alligevel som om hun holdt igen til kun et par flasker som holdt hele dagen, når man vidste hun kunne drikke flere flasker på få timer. Så det virkede heller ikke til at hun havde interesse for alkoholen, eller for de folk som bevægede sig rundt omkring hende og forsøgte at passe deres pligter bare meget mere lydløse end de normalt ville gøre det.
Da den fremmed kom ind så anede hun ham kun kort ud af øjenkrogen som endnu et suk forlod hendes læber for hun gad ikke det her, alle de folk med deres dyr og andre ting der skulle til for at muntre hende op som alligevel ikke gjorde noget for hende. Det var først da den fremmed havde været på knæ i et halvt snes sekunder at hun endelig vendte hovedet dovent imod ham inden blikket vendte over imod skabningen der lå ved hendes side, først der kom der et skær af undren over hendes øjne inden de igen blev tomme som før. "rejs dig" sagde hun med en ligegyldighed tonefald der også kunne virke truende, men lige nu var hun bare ligeglad. "Og hvad bringer du mig så? hvad får dig til at tro du kan få et smil over mine læber?" spurgte hun roligt men med den ligegyldig tone som om verden ikke længere interesserede hende og det gjorde han just heller ikke, selvom det var et stykke tid siden hun havde set en sort elver, ikke siden hendes general var rejst til de nordlige dele af bjergene for at styre riget for sort elvere i hendes navn. Hun rettede sig mere op og lagde den ene albue imod armlænet før hun lagde hovedet imod hendes håndflade for at holde hovedet oppe mens hun så på ham. "Og hvem er du egentlig?" spurgte hun roligt for hun mindede ikke hun havde set ham før men igen det kunne hun godt have og så bare ikke huske ham.

[Deleted]

Som Kayton roligt køftede sin knyttede næve fra gulvet, rejste løvekvinden sig op på alle fire igen, men satte sig om på sin læg og kiggede nysgerrigt på en kælen måde mod Drazilla, mens hun lagde hovedet på skrå og det vilde hår gled ind over ansigtet. Kayton så på hende med sit sædvanlige alvorlige ansigtsudtryk, han brummede lidt som tegn på en latter, eller, han måde at le på i hvert fald.
"Der er noget kønt at se på, ganske lydig, dog langt fra kedelig og respektere sin herre. Adeles kælen og ikke ufarlig. Alt i alt, et skønt kreatur at have ved sin side." Han gik direkte til sagen, han havde ikke planlagt at være der længe. Enten tog hun imod hans fine halbie, eller også lod hun være og han var den som var smuttet tilbage til græsen. Den store grove hånd gled hen over løvekvindens hår, eller manke om man ville, hun knurrede kælent og pressede hovedet op mod hans hånd som næsten dækkede toppen af hendes hoved. At det skulle have hendes interesse hvor han kom fra, overraskede ham faktisk, han så en smugle overrasket ud, men lod det ligge der og gik tilbage til sit udtryk.
"Blot en handlende fra grænselandet. Kayton Olunuro, til Deres tjeneste." Kom det roligt fra ham, han lignede altid en som var klar til at handle, uanset hvad det nu omhandlede. Roligt trak han hånden til sig og lod sin ene hånd gribe fat om det andet håndled bag hans ryg. Løvekvinden så en smugle skuffet og utilfreds ud, men trak så på skuldrende og vendte tilbage til at snuse lidt og kigge på sine omgivelser.

[Drazilla Dragoens]

Zill betragtede ham med hendes ligegyldige og nærmest uinteresseret blik som han rejste sig fra gulvet igen for at præsentere hans gave til hende, som hun måtte gå ud fra var katte kvinden ved hans side.
"Du har vel ikke hørt at jeg ikke bryder mig om halbier" sagde hun roligt for hun brød sig nu ikke rigtigt om de væsner, til trods for hun faktisk havde en del af dem som slaver og nogle enkelte var almindelige tjenere som stod for deres i forskellige dele af slottet. Hun vendte dog blikket imod kattekvinden igen men en smule interesse i hendes øjne til trods for hun forsøgte at skjule det, men det var bare fordi hun jo ikke helt havde set en som var mere dyr end menneske og kunne behandles helt som et almindeligt dyr uden alt det tuderi som de kunne komme med, de som tænkte mere som mennesker. Det var så ynkeligt at se på når det endelig kom til stykket, hun tålte ikke svaghed det gjorde hende rasende og irriteret.
"Hvorfor tror du denne halbie skulle være mere speciel end de andre?" spurgte hun som hun rejste sig fra hendes trone for hun ville virkelig gerne vide hvad der gjorde denne halbie så speciel frem for de andre, udover hun kravlede på benene og var nøgen, så lidt interesseret var hun da, hun skulle bare overbevises en smule mere.

[Rai Mirriko]

Nyheden om at Drazilla havde mistet sit elskede kæledyr, Kaos, havde ikke været længe undervejs, da det kom Rai for ørerne. Han vidste udmærket godt, at man muligvis ikke skulle forstyrre hende og eventuelt bare lade hende få ro i noget tid. Ikke at han ville give hendes uendelige former for tid, for det ville han bestemt ikke kunne holde ud, også selvom han havde al den tid han kunne ønske sig, nu hvor han var blevet malet. Det at han var blevet malet var også grunden til at han faktisk var draget til grænsen for nogle dage siden, blot for at opsøge en bestemt smed. En smed, som han muligvis skulle have vidst, var hans bror. Men de to fremmede havde ikke en gang udvekslet navne, da Rai først var kommet ind med sin ordre. Det var ikke en helt almindelig ordre dog. Han ville ikke have et simpelt smykke, det skulle være noget specielt, da intet andet ville overbevise Drazilla om hans loyalitet. Ethan, eller hvad den fremmede nu hed, ikke noget Rai var gået særlig meget op i, da han først havde opsøgt ham, det var bare endnu en opgave. Smeden havde været en anelse skeptisk for han opgave, også selvom det primært indebar to smykker, der skulle være lavet ud fra det helt samme materiale, de skulle stamme fra den samme kerne, ellers ville det ikke virke. Rai havde endda taget sig den tid at skaffe stenen selv. Obsidian var hoved ingrediensen i smykket foruden sølv, som skulle holde det hele sammen.
"Er De sikker på, at De ønsker noget lignende? Hvis Deres magi kan udføre det De har tiltænkt Dem, så vil jeg råde Dem til at holde smykkerne tæt ind til kroppen en sådan forbindelse kan være yderst farlig."
Ethan var tydeligvis ikke overbevist om at det overhovedet ville kunne lade sig gøre, dog lod Rai ikke til at være interesseret i hans ord. Han kunne godt fornemme på smeden, at han tydeligvis ikke havde lige så meget vilje, som Rai selv havde. Han valgte blot at blive tålmodigt stående i forretningen, imens at han lod smeden gøre sit. Hans blik gled flere gange ud mod gaden, som var han bange for noget, men endte dette med at virke, så skulle han ikke frygte noget mere. Der gik nogle timer, før at Rai endelig havde de to halskæder i hånden og betalte manden for hans tid, da han havde beordret ham til at kaste alt fra sig og bare tage sig af hans bestilling. Rai var ligeglad med at det kom til at koste ekstra, han blev nød til at bruge noget tid på at få det til at fungere. Rai forlod uden tøven grænsen med hætten trukket langt ned over hans ansigt, så ingen ville kunne genkende ham. Det var efterhånden længe siden at han havde bevæget sig udenfor slottet, så det sidste han ønskede var at blive genkendt.

Da det endelig lykkedes Rai at ankomme til slottet igen, kunne han tydeligvs mærke den triste stemning og hvordan det hele havde ændret sig. Han havde ikke forventet at det ville gå så hurtigt, specielt ikke nu hvor han næsten forventede at folk ville forsøge at lette hendes humør. Han sukkede lavt for sig selv og skubbede hætten bort, som det mørke hår blev skubbet til siden og lod hans øjne spejde igennem atmosfæren. Han valgte dog ikke at sætte kursen mod tronsalen, da han bestemt ikke skulle forstyrre Drazilla før at han i det mindste var klar til at teste sin teori. Han gik direkte mod sit kammer, ikke at det var stort og prægende, men der var plads nok til at han kunne arbejde.
Han gik hen til sengen og åbnede den lille læderpose, som han hældte halskæderne ud på sengen og betragtede dem for en kort stund. Han skulle lige sikre sig at de ville kunne rumme magien og ikke knække halvvejs, heldigvis for ham havde han valgt obsidian ud fra dens styrke og kraft til at suge magien dybt ind i sig. Så ingen ville kunne bryde den, end ikke med råstyrke. Så kunne han også tåle at lade Drazilla kaste med den, hvis hun ikke brød sig om smykket. Rai skubbede sig væk fra sengen og gik hen til et bord, hvor der lå en bog, en bog, som han selv havde skaffet sig, da han ikke var sikker på, at han kunne låne bøger fra slottet, så hellere være sikker på, at han ikke ville få problemer senere. Smykket havde en underlig glød, som han ikke kunne lagde vær med at kigge mod dem. Han slog op i bogen og gav sig til at læse, før at han lagde hænder over hver smykke. Hans eget i højre hånd og det til Drazilla i venstre. Rai's øjne gled roligt i, som han koncentrerede sig om magien inde i ham. Helt automaisk begyndte han at mumle nogle utydelige ord, som hans hænder lyste op, eller nærmere smykkerne lyste op og slugte magien råt. Der gik noget tid før at han kom til sig selv igen og bare kiggede på smykkerne, som havde en svag blå glød over sig, det gled dog langsomt i sig selv, som magien blev lukket inde. Han nikkede for sig selv. En beskyttelsesbevægelser var vel også på sin plads, bare så ingen ville forsøge at smadre dem..

En latter fyldte gangene, som en noget så tilfreds Rai bevægede sig direkte mod tronsalen. Han var ikke bange af sig, ikke nu hvor han var blevet udødelig, så kunne Drazilla gøre hvad som helst imod ham, hans krop ville ikke tage skade, det ville blot forværre hans maleri. Han ventede ikke på at Drazilla reagere på hans banken, som han blot lod døren glide op med en simpel bevægelse med hånden. "Min kære dronning, jeg kan se at De har gæster, men lad Dem endelig ikke forstyrre af mig." lo han lettere lumsk, som hans blik gled mod Kayton, ikke at han kendte denne mand, men han kunne faktisk også være ligeglad, det var ikke det der interesserede ham, som hans blik dog gled på kvinden eller dyret. Hans indre dyr reagerede pludseligt, som han kom til at slikke sig om munden, inden at han rettede blikket mod Drazilla, som han bevægede sig op på siden af Kayton og bukkede for hende. "Jeg bringer en gave uden lige, som tegn på min loyalitet overfor Dem. Jeg vil aldrig forlade Deres side og håber at De tager imod dette" hans stemme var frydelig, som han rakte hånden ned i sin lomme og lod smykket ligge i hans hånd. Det forlod dog roligt hans hånd, før at de ville kunne kigge alt for nøje på det. Det svævede hen mod Drazilla, som Rai bare så lettere afventede på hende. Ikke at han regnede med noget specielt, han ville bare gerne se hendes reaktion. Han havde endnu ikke tænkt sig at forklare smykket, som hans eget gled ud over hans krave i den hvide skjorte. De sorte bukser rørte ikke gulvet, som han ikke var gået helt på knæ foran hende. Han behøvede ikke presse sig selv for meget, vel? Hans eget smykke afgav et glimt, som hendes faktisk også gjorde, noget der kunne gøre det klart for hvem som helst, at de var forbundet igennem magi.

Drazilla's smykke og Rai's smykke

[Deleted]

Det var ham ikke kendt at hun ikke brød sig om halbier, men denne halbie var bedre end alle andre, netop fordi hun var så meget dyr og så lidt menneske. Med et knips fik han fanget dyrets opmærksomhed igen, hun rettede sig og så afventende med ham.
"Jeg har selv trænet hende, Deres højhed. Hun er villig til at gøre alt hvad hendes herre beder hende om. Kæmpe, hore, hvad det nu end måtte være." FOrklarede han roligt, inden han blev afbrudt af en som bare lod til at vade ind. Han gik stærkt ud fra vedkommende endte dronningen godt og egentlig godt kunne tillade sig dette? Ikke lige noget som passede Kayton, han brummede utilfreds, trådte dog tilbage og knyttede hånden som tegn på løvekvinden skulle følge med ham. Hun kravlede villigt efter, slikkede på sin hånd som havde det været en pote og sukkede lidt i kroppen som hun lagde sig lidt ned igen ganske dovent, men med sin ynde i behold. Kayton gik på det ene knæ og kælede lidt for kvinden som spandt som var hun kun en killing, hun små hoppede op af ham og slikkede ham sensuelt op af kinden. Det fik ham til at brumme fornøjet, men han rystede på hovedet og slog hånden ned i gulvet, hvorpå hun endnu engang lagde sig efter ordre.

[Drazilla Dragoens]

Hvad Rai havde lavet de sidste par dage vidste Zill intet om og ærligtalt så tænkte hun nu heller ikke meget over det fordi noget andet havde plaget hendes sind, nemlig tabet af hendes højt elsket og værdsatte kæledyr som hun havde haft lige så længe hun kunne huske nærmest, men det var også løgn men han var ihvertfald blevet meget gammel, måske overraskende gammel for han havde været der ved begge hendes børns fødsel og før hen, så hun regnede faktisk med han var over de 20-30 år hvis ikke mere for han havde også levet under Dronning Cecs styre af Nirelia, hvilket var udsædvanligt at der kun måtte have været magi bag det når almindelige katte kun blev mellem 10 og 15 år. Tanken havde godt slået hende at Kaos måske havde været en animagus som havde valgt at forblive panter i hele personens liv men så kom spørgsmålet hvorfor havde personen ikke forvandlet sig til menneske? Netop Kaos havde jo været den som hun havde behandlet bedst igennem årene, aldrig havde hun hævet hånden over dyret og konstant forkælet ham. Det gav jo ikke meget mening det her.
Da Rai pludselig kom ind i højt humør kunne hun ikke lade være med at se undrende imod ham for der var da ingen som havde turde at grine eller være glade i disse dage fordi Zill selv var i sorg. Blikket blev dog forvandlet til lettere irriteret da han kom tættere på og nærmest afbrød hendes samtale med Kayton som ellers stod og præsenterede hans gave til hende. "Rai.. jeg har altså gæster.. Du opføre dig yderst ubehøvlet, uhøfligt og burde vente til det er din tur.. " sagde hun en anelse hårdt for det her var yderst uhøfligt og det satte hende i dårligt lys at hun ikke kunne styre hendes folk, og sådan noget ville hun ikke være når hun mødte folk for første gang. Han kunne i det mindste vente eller gøre opmærksom på sig selv på en mindre tydelig måde i stedet for at komme brasende og forstyrre det hele, men igen det var jo Rai i en nøddeskal og det vidste hun udmærket godt men det hjalp jo ikke ligefrem opdrage på ham, så et mindre opgivende suk undslap hendes læber før hun så en smule opgivende på det smykke som svævede i hendes nærhed før hun rakte ud efter det og tog det i hendes hånd som hun sendte Rai et lettere irriteret blik der nærmest sagde han kunne vente sig senere, så skulle hun nok give ham en skidebalde. "Det har bare at være godt det her.. men skrid jeg har travlt inden du får en straf" sagde hun lettere irriteret og viftede kort med hånden med halskæden i som tegn til at han skulle smutte nu inden hun blev sur på ham, så kunne han komme tilbage senere og forklare hvad i alverden hun skulle med et smykke, det var jo ikke ligefrem første gang en mand havde givet hende et smykke og lovet evig loyalitet og de aldrig ville forlade hende og de havde gjort det alle sammen gang på gang, så det havde bare med at være et godt smykke før han ville slippe for straf.
Hun vendte blikket tilbage til Kayton som om Rai ikke længere var spændende og hun orkede ikke ligefrem at skælde ud eller straffe ham lige nu, så det bedste hun jo kunne var at ignorer ham, det havde da virket en smule tidligere når hun ignorerede ham men igen der havde han været lænket til væggen. "Kan hun snakke?" spurgte hun mere roligt selvom det var som om der var noget opgivende over hende, for det ville jo bare være bedre hvis tingen ikke kunne snakke, hun sendte endnu et irriteret blik efter Rai som tegn til at han snakkede for meget så hun ville godt have nogle der var tavse, eller bare næsten tavse. Endnu et mere roligt blik gled over på Kayton og denne kattekvinde som havde fået lidt af Zills interesse men indtil videre var det stadig ikke noget som skreg på at hun skulle eje, men hun vidste jo heller ikke meget om denne skabning, udover hun skulle være loyal og gøre som der blev sagt, hvilket i sig selv egentlig var nogle egenskaber hun godt kunne bruge, selvom det altid var sjovest selv at knække dem og få dem til at blive loyale men hun var ligesom blevet opgivende og følte sig træt i krop såvel som sjælen.

[Rai Mirriko]

Det lod ikke rigtig til at påvirke Rai, at stemningen på slottet var så nedtrykt, ikke nu hvor han endelig var blevet udødelig, så havde han bestemt tænkt sig at nyde hvert øjeblik han kunne, uanset hvor meget tid han havde. Også selvom det var tydeligt for Rai, at fornemme stemningen, så lod han det ikke påvirke ham, som blikket gled mod Kayton, som bestemt ikke var tilfreds med hans ankomst. Noget han bare trak let på skulderne af, som hans opmærksomhed hvilede mod Drazilla. Han kunne godt fornemme på hende, at hun ikke var særlig glad for hans ankomst og da slet ikke at han havde forstyrret hende, men hun kendte ham jo, han vidste ikke hvornår han skulle træde til siden og hvornår han skulle være der for hende. "Udmærket min dronning, så vil jeg trække mig" smilte han lettere lumsk for sig selv. Inden at han trak sig en smule væk fra Kayton og Drazilla, hans blik hvilede dog mod smykket, som fortsat bevægede sig mod hende. Han forventede ikke at hun tog imod det, og regnede faktisk først med at hun ville tage i mod det, når han på et tidspunkt ville få chancen for at forklare sig selv. Han var lettere ligeglad med hvad der ville ske med ham senere, han havde stadig en del at bevise overfor hende, hvilket han havde fundet en mindre løsning på nu, hvis hun tog imod det. "Det er godt.." forsikrerede han hende, som han blot smilte. Hans blik gled en sidste gang hen mod Kayton og halbien, hans halskæde lyste svagt op, før at han rystede på hovedet og vendte ryggen til dem. Det var alt for afslørende, selv hans tanker ville aktivere halskæden. Rai lod dem værre, som han bevægede sig hen til en af de mange søjler i rummet og gled ned af denne for at sætte sig på gulvet. Det var jo ikke fordi han manglede tid eller noget? Desuden så vidste han godt at Drazilla ville straffe ham, noget han måske bare så frem til? Så længe han ikke blev lænket endnu en gang til muren.. Udenfor rækkevidde eller selskab.

[Deleted]

ROligt stod Kayton blot og så til at denne Rai, fik sin skæld ud og blev bedt om at forsvinde, hvilket fik en tilfreds brummen til at lyde fra Kayton. Så kunne han lære at vente og respektere sin dronning, selvom Kay godt nok ikke lige havde så megen respekt, nærmere lidt ærefrygt. Endelig kunne han lade sig nærme igen, som han stille forsatte med at sælge sit produkt. Kattekvinden fulgte efter ham, hans hånd var nemlig stadig knyttet.
"Hun har ikke sagt et eneste ord, under min varetægt vel og mærket. Hvilket vil sige, i hvert fald i nogle måneders tid." Kom det roligt fra ham, hans alvor havde sin helt egen charme. Kattekvinden sad roligt og svang halen fra side til side, hun var stadig nysgerrig og ikke helt klar over hvad hun egentlig lavede der. Hun lod ikke til at forstå et kvæk af hvad der blev sagt, hun var der ligesom bare. Roligt slap Kayton sin knyttede hånd, som tegn på at hun kunne gå lidt frit rundt. Men først virkede hun lidt tøvende, men kravlede så Drazilla lidt nærmere.
"Jeg ved ikke om hun har et navn, jeg tror det ikke. Jeg har ikke selv givet hende et, så det er helt op til Dem hvad De vil kalde hende." FOrsatte han så roligt, for i og med hun ikke kunne tale, havde hun intet at sige om et navn. Løvekvinden lod til at finde interesse i både Drazilla, men ikke mindst det andet kattedyr som var i salen. Det vækkede jo lidt nysgerrighed frem, men hun var også varsom, og gik roligt fra side til side for at undersøge hvor tæt hun kunne komme på inden der blev sagt noget til det.

[Draknie Dragoens]

Kilia kom gående ganske roligt mod tronsalen, hun vist zill hade vær trist efter hendes højt elskede kæledyr var dø, hun hade hurtig lært hvor meget den panter hade betydet for zill. men hun hade ikke haft så meget tid til at tjekke til hende, hun ville gerne gør zill stolt og hun håbe at hun kunne munde hende op med hendes forbedring med hendes forvandling for nu kunne hun blive en halv drage uden smerte! hvilke var dejlig for hvor hade det gjord nas vær gang når hun træne men nu kunne hun da gør det uden at det gjorde ondt, hun var i klædt en mørke rød kjole som hade dække hendes skulder, men med bare arme. kjolen gik ned til kjolen og gik lidt skrot i den ene side, så for and kunne man se under stoffet og det var sort som også gik ned til fødderne så der var et skrot snit mod venstre og så kunne man se under stoffet, hun hade en simple sølv halskæde på og hun hade høje sko på, for nu hade hun enlig lært at gå i de forbande sko og det gjorde hun lig blev en lille tant højre.
hun kom til døren ind til trone salen hvor hun banke på og pænt vente på svar, hvor efter hun tråde ind i salen. hun så først mørke elverne og et eller andet dyr? eller kvinde? ja køn var den ikke! og så en anden mand, som hun fik en følelse af var ren ballade. hun gik op mod trone i en rolig gang det var tydelig hendes træning med holdning og gang gav pote. hun stoppe da hun kom op ved siden af Kayton på hans anden side hvor efter hun neje pænt for zill. "jeg kan se de har gæster deres nåde, jeg var komme for at vis dem min frem skridt i min træning men jeg kan se det må vente til sener" hun snakke ganske roligt og med en fast men ikke ubehøvlet tone. for hun ville ikke vær til skamme over for zill det var aldrig hendes mening, hun kigge heller ikke på hendes gæster med minder de snakke til hende, hun lag roligt hænderne for and maven og stod ganske roligt og vente på hvad zill ville sig eller om hun måske hade noget hun ville bede hende om at gøre ellers ville hun bare trække sig tilbage og komme igen sener.

[Drazilla Dragoens]

Et irriteret blik blev sendt efter Rai for han var godt nok uhøflig og troede han kunne gøre som det passede ham, men det var godt nok svært at pille den detalje af ham, men så måtte det jo også vente for hun havde besøg af Kayton som havde en interessant skabning med sig, ikke ligefrem en hun havde set før. Så efter Rai var blevet sendt væk og åbenbart selv gået i skammekrogen vendte hun opmærksomheden imod Kayton og den fremmed skabning som hun hele tiden fulgte med øjnene da kvinden fik lov at gå rundt så hun kunne se hvordan Genna regerede på den nye skabning, det var ikke ligefrem fordi den hvide tiger var videre begejstret men igen i de sidste mange år havde hun jo haft Kaos som partner så hun sørgede jo lige så meget som Zill gjorde det. "Kakis" sagde hun lidt for sig selv men alligevel højt nok til at andre kunne høre det, men det var lige det navn som faldte hende ind når hun så på den kattekvinde, som hun stadig overvejede at have men om hun blev den højre hånd var hun ikke så sikker på lige nu, men hun kunne jo altid komme på prøve i noget tid.
Hun tog og betragtede skabningen indtil hendes tankegang blev brudt ved lyden af Kilia som hun så over imod da hun begyndte at tale. "Stop dog med at snakke til mig på den måde.. Du er en af dem der ikke skal tale sådan til mig" sagde hun lettere irriteret for det var jo familie og de måtte godt tale normalt til hende, bare ikke snakke ned for så blev hun sur ellers så ville hun ikke have nogle fornemme titler imellem dem. "Sæt dig over til Rai og vent til Kayton er færdig" sagde hun let irriteret for hun blev da hele tiden forstyrret når hun snakkede med Kay. Hun viftede til en af slaverne som tegn til at personen skulle bringe en stol til Kilia som blev sat ved siden af Rai, til trods for han måtte nøjes med gulvet så skulle Kilia ikke sidde på gulvet, ihvertfald ikke i det tøj.
Hun vendte igen opmærksomheden imod Kayton "Hun spiser vel kun kød og hvordan er hendes jagt instinkt?" spurgte hun roligt som tegn til at hun stadig var interesseret i kattekvinden, men hun skulle jo lige vide de basis ting for hun havde aldrig rigtigt haft en halbie på den måde. Hun vendte opmærksomheden imod kvinden og gik ned i hug for at være mere i øjenhøjde med kattekvinden så hun bedre kunne betragte hende og se om hun ville angribe hende for det ville da heller ikke være særlig smart hvis hun gjorde det.

[Rai Mirriko]

Det lod ikke rigtig til at have nogen effekt på Rai, også selvom han tydeligvis var blevet sendt væk, så lod han ikke til at tage det særlig tungt. Han lo bare en anelse for sig selv, føre at han vendte blikket mod Kayton for til sidst at bevæge sig hen til en af søjlerne, hvor han blot satte sig ned for at vente. Hans blik fulgte dog kvinden, eller dyret på gulvet, som tydeligvis var ude på at teste sine grænser af. Rai rystede på hovedet af hende, før at han langsomt hvilede hovedet mod søjlen og lukkede øjnene, som han bare slappede af i kroppen. Det var næsten lige før at han var faldet i søvn, hvis det ikke havde været for den nye gæst, der kom ind.
Hans blik blev rettet mod kvinden, som han trak en anelse på skulderne og så hende bevæge sig mod Drazilla og Kayton. Han lod ikke til at gøre det helt store, som han trak det ene ben op og hvilede den ene arm mod sit knæ og bare fulgte kvindens bevægelser. Rai tog roligt fat om sin halskæde, før at han skubbede den ind under blusen igen. Det at Kilia fik en stol at sidde på, rørte ham ikke. Det var bestemt ikke nødvendigt med en stol og ville bare virke yderst underligt, som Rai blot ville føle sig udstilt på den måde, så han var ganske tilfreds med gulvet, alligevel rykkede han sig en anelse, som stolen blev stillede hen ved siden af ham og han sukkede let, da han endelig havde fundet sig til rette igen. "Sikke mange gæster på en dag, som denne" lo han let for sig selv, som hans blik gled hen mod døren igen, det kunne jo godt være, at der ville dukke flere op? I så fald, så ville han gerne se hvordan det ville påvirke Drazilla at blive forstyrret hele tiden.

[Deleted]

ENdnu en forstryllelse fik Kayton til at brumme lidt utilfreds endnu engang, det var dog som pokker som alle skulle afbryde. Roligt undersøgte han dog lidt kvinden som kom ind, han havde en svaghed for blonde kvinder, så der skulle da kigges kort. Kvinden kravlede stadig rundt på alle fire, snuste rundt omkring sig, der var mange nye indtryk for et dyr. Da Drazilla valgte at sætte sig på hug, tog kvinden det som tegn på at nu skulle hun kæles, da hun havde været skuffet over Kaytons korte nussen før. Roligt stod Kayton bare og kiggede på, for dyret måtte jo klare sig selv. Kvinden gned hovedet ind mod hendes knæ, for så at lægge sin vægt ind til hende og gnide sig op af hende. En lidt munter brummen kom fra Kayton, det var nu lidt underholdende.
"Det er korrekt, råt kød og hun jæger gerne selv, som alle andre rovdyr, finder hun det som en del af hendes overlevelse og den har jeg ikke ville tage fra hende. Hvad er et rovdyr uden dets instinkt?"Svarede han roligt, som han stadig holdt øje med den meget kælne kvinde der ihærdigt prøvede at få Drazilla til at nusse hende.

[Draknie Dragoens]

Kilia stod roligt som zill svaret hende, og tydelig hade hun kvajet sig.. igen. hun kunne altså ikke finde rundt i hvordan hun skulle tiltale zill når der var gæster eller privat men tydelig var der ingen forskel og kilia tog det som en ret skafferne skæld ud, hvor efter hun blot gav zill et roligt nik, og gik hen mod væggen hvor hun så Rai sad op af. hun så kort på Kayton da hun gik forbi, blikket kunne opfattes som en indbydelse til en flirt sener, da hendes blik virke lokkende og mystisk noget hun hade læst nogle mænd kunne lig og hun hade aktet at prøve at vær bare lidt søder ved fremme mænd, selv om hun stadig så de helst bare brændet op hele bundet! hun gik roligt hen og satte sig på stolen ganske roligt tydelig med rette ryg og hænderne i skødet, hendes træning med holdning hade virkelig givent pote, hun kigge på dette væsen der skulle forstille en kvinde. måske skulle hun selv skaffe sig et kæle dyr, måske en mandlig udgave af sådan et væsen så kunne hun få tilfreds stillet sin følser omkring mænd skulle behandle som dyr, tanken var nu fristene men hvor skulle man skaffe sådan et væsen, hun kunne jo spøger denne gæst Kayton om hvor han hade skaffet den kvinde, men nu måtte hun vente til zill var færdig med ham så kunne hun altid spøger om et privat møde med ham vis han hade travlt og ikke kunne med det samme.