Øjne i natten (Åben)

[Ranja Garcia]

Ranja himlede med øjnene og tog en slurk af flasken igen. ”Wauw, du er pirlig i dag..[/b]” sagde hun let fraværende, som hun lod blikket glide rundt om i lokalet. Hun var tæt på at havde tilføjet; Men det er du selvfølgelig altid. Men det var der selvfølgelig ingen grund til. At puste til ilden var ikke smart! Specielt ikke når der var tale om Maka. Godt nok kendte Ranja langt fra alt til den rødhårede hidsig prop, men nok havde hun opfanget.
”Det er slang, Maka.. Ganske normalt her i Grænselandet.” sukkede hun, og rystede let på hovedet. Ranja havde altid talt sådan. Det var normalt for hende, men det var åbenbart ikke normalt for andre. Dertil virkede hun ærlig talt ret utilfreds og træt. Igen, heller ikke så unormalt.
Ranja lod blikket ramme vampyrens som havde smadret et glas. Hun løftede et øjenbryn og mærkede hvordan fordomstanker nåede hende. Ja, hun kunne virkelig ikke lide dem, og det var vel naturligt. Men hun vidste også at ikke alle var sådan. Hun rettede dog hurtigt opmærksomheden tilbage til Maka, da denne svarede. ”Jep, det er forbandelse.” sagde hun let henkastet og måtte indrømme at hun var ved at opgive. Maka var speciel, og i stedet drejede hun kort hovedet mod den nyankommende. Det var svært at opdage noget som helst nyt i lokalet nu, da der var proppet med mennesker.

[Maka De Silver]

Pirrelig, det kunne man vidst godt kalde hende eller bare virkelig asocial men det var jo en vane for hende, at skubbe folk væk så de ikke kom for tæt på hende og endte med at såre hende som hun havde oplevet nærmest alle gjorde i sidste ende, så derfor var det bedst kun have overfladiske venskaber. Hun gik jo normalt også altid alene eller ihvertfald tilbragte meget tid alene i skoven.
"Og du er snaksaglig.. Ved ikke hvad der er værst" sagde hun lettere henkastet men der var nu noget drilleri i hendes stemme også for hun måtte jo godt være lidt efter hende, bare fordi krudtet i hende nærmest var ved at være væk, den energi fra dansen tidligere begyndte at fordufte lige så stille. Hun satte flasken for læberne og begyndte at drikke igen, bare nogle slurke før hun fjernede den fra munden og satte den på bordet ved siden af sig. Hun droppede at kommentere på det Ranja sagde for hun havde just ikke hørt den tale måde særlig meget her på grænsen, og hun skulle da ellers mene hun tilbragte meget tid her, men igen hun anede jo ikke om Ranja måske tilbragte tid ved havnen og opfangede noget der, men det var jo hendes sag og den ville Maka ikke blande sig i. Hun vendte i stedet opmærksomheden imod en ung mand var kommet hen til hende med 2 krus hvor den ene vidst var til hende så hun smilede bare sødt til ham og tog imod kruset for hun ville da ikke sige nej til mere alkohol selvom hun nok ikke burde drikke det lige nu når der var en som blødte i hendes nærhed.
Hendes opmærksomhed vendte sig imod Ranja igen, for den kvinde snakkede da utroligt meget. "Det siger du ikke, og hvordan foreslår du så vi ophæver den?" spurgte hun roligt men vendte dog kort opmærksomheden imod den unge mand som hun tog det andet krus fra bare for at række det imod Ranja som tegn til at hun snakkede for meget og drak alt for lidt.

[Augustus L.S. Bloodfire]

han fnøs kort over hendes ord og så ned på sin hånd hvor han begyndte at trække glas ud af den så sårene kunne begynde at hele. han trak en pose op af lommen med den rene hånd og lagde på bordet uden at røre blodet " dine kunder er ubrugelige hvis de ikke kan klare noget blod" saggde han og lavede en gestus til posen der var fyldt med guldmønter som tegn til at hunn bare skulle tage den. han så op til baren med et kort næsten anklagende blik på en af dem der arbejdet der som om han gav dem skylden for blandingen af blodet og alcoholden der langsomt men sikkert gled ned på gulvet. han kiggede igen på sol med staidgt irreterrede øjne "når man har en evighed til at lære er der ingen grund til at lære alt på en dag" sagde han en smugle kort for hoved "så hvis jeg err så langsom må du jo hellere gøre det klart for mig" sagde han i en næsten krævende tone "men som jeg husker det nyder du jo også den oprigtige mig" sagde han med et skævt smil, næsten som om at tanken i sig selv skuppede ham tættere på det hun vidste han kunne være.

[Sol Angelika]

Sol virkede nu en gang ligeglad med ham, hun var ikke ligefrem den slags elver som ville hjælpe folk, medmindre de var familie og det var Lukas just ikke, så hun kunne ikke være mere ligeglad med hans sår dog gik det udover hendes arbejde så det gjorde hende lettere irriteret. "Så passer du jo godt ind med dem, jeg kan ikke bruge dit blod når det er beskidt.. Du kan beholde dine penge, jeg finder noget der er bedre" sagde hun køligt for han var ubrugelig for hende, så ubrugelig at hun ikke en gang kiggede på den pose med mønter han lagde på bordet, dem værdigede hun ikke et blik til trods for hun manglede penge så var hun ikke ligefrem så desperat efter dem.
"Nej men du burde have lært af at betragte de svagere racer i stedet for at blive en af dem ved at falde ned på deres plan.. Følelser er for de dødelige" sagde hun køligt for det var hendes holdning og sådan havde det været i mange år, selvom hendes egen familie gik meget op i kærlighed og alt det sludder så var det bare det som gjorde dem svage, selv mente hun at hun var hævet over det fordi hun ikke følte andet en loyalitet overfor familien, selvom hun holdt sig på afstand fra dem fordi de jo ikke rigtigt passede sammen. "du mener nød.. Når en person først er blevet svag forbliver de det indtil de dræber den som gjorde dem svag.. Fordi lige så snart du finder hende igen vil du ikke være andet end en skødehund". Det var tydeligt at hun ikke lagde skjult på noget, fordi hun fandt ham svag og det skulle han bare vide og hvis det var han begyndte at spille med musklerne skulle hun nok sørge for han fortrød det igen, for hun skulle ikke være sammen med en svag mand..

[Augustus L.S. Bloodfire]

han hvæsede meget lavt og så lettere truende på hende "mit blod vil altid være renere end dit" sagde han kort for hoved, for uanset hvad folk sagde eller gjorde ville han altid holde fast på at vampyrblod, så længe det var fra en fuldblods, var det reneste der var, selv om sol's slægt sikkert var ældre end hans. han fnøs kort ved hendes næste ord "så du vil påstå at du aldrig har haft en svagheds tid ? selv hvis man tager din unge alder i betragtning" sagde han tydeligt overbevist om at uanset hvad hun sagdee så ville hun have været mindst lige så svag som ham på et tidspunkt. han forsøgte at holde sig stadigt rolig men ved hendes ord hvæsede ham højt, ligeglad med om andre ville finde ham sær, for mange ting fanddt han sig i men at blive kaldt en hund og tanken om at for alvor at skulle dræbe Kathy, en ting han vidste han ikke kunne efter hvor hårdt det havde været for ham bare at forvandle hende i sin tid. han overvejede kort at ligge en hånd om sol's hals men han valgte ikke at gøre det "jeg har allerede taget solen fra hende, og jeg har ingen planer om at skulle se hende igen" sagde han kort for hoved, stadigt tydeligt sur "desuden har jeg ikke behov for at dræbe hende for at blive mig selv igen, dett ordner du jo helt fint" sagde han og fnøs igen inden han hev det sidste stykke glas ud af sin hånd og lagde det på bordet inden han igen vendte øjne imod hende. "jeg kan sagtens være det jeg var den første gang vi mødtes men sådan som du nyder at gøre mig vred ville det ende med at blive din død" sagde han i en tone der fik det til at fromstå som om at hendes død var noget er morede ham, selv om det nok ikke var "gør hvad du vil med dem, jeg har rigeligt" sagde han og lavede en gestus mod posen med penge inden han rejste sig, han så ud som om han skulle sige noget med valgte ikke at gøre det. han så rundt i rummet på de andre der var til stede, eller retteree dem han før havde lagt mærke til, han så på lycan pigen og smilede truende med blottede tænder inden han vendte sig mod sol igen "næste gang jeg render ind i dig skal du få at se at der intede hund er i mig, mere end der er nymfe i dig" sagde han næsten som en ugfordring inden han gik ud af døren. dog forsvandt han ikke helt men hev sig lydløst op på taget hvor han lagde sig så han kunne høre nogen af samtalerne indeni kroen hvis han lyttede til dem. han lå og kiggede op i himmelen, den himmel han kendte så godt efterhhånden at den som minimum for denne nat ville holde på det mørke i ham han havde fået tilbage.

[Sol Angelika]

"Det var måske renere, men du har selv forpestet det med de der følelser og ved at gøre dig selv svag, så dit blod er nyttesløs og ubrugeligt, så kunne jeg lige så godt finde en lycan at få noget blod fra som jeg kunne lege med" sagde hun køligt og lettere hånligt for virkelig at pille ham ned fra den pedistal som han nu havde sat sig selv op på, for han skulle vide han ikke var særlig meget værd i forhold til en ægte fuldblods eller bare en lycan som nu også kunne være et interessant projekt, måske hun skulle finde nogle frivillige? Hun stod kort og lignede en som overvejede steder hvor man kunne finde noget specielt henne, denne gang var det en lycan.
"Nej, jeg kunne ikke se hvem det skulle være der gjorde mig svag.. Der er ikke nogen som har kunne gøre det og der er heller ikke nogen som kan det" sagde hun mere roligt for hun kunne virkelig ikke se hvem der skulle kunne gøre hende svag eller at hun bare havde en svaghed foruden hendes familie men de trak hende ikke ligefrem ned fordi hun jo holdt sig på afstand fra dem men der var vel mange som holdt meget af deres familier så det kunne ikke ligefrem kaldes en.
"Man kan sagtens leve uden solen, så kunne ikke se det var nogen straf.. Og desuden verden er lille så du ser hende igen, og hun vil gøre dig blød igen og sådan forsætter det.. Kærlighed er sådan en ond cirkel som man ikke kan komme ud af før den ene dør" sagde hun bare for hun var ligeglad om han mente at det gamle af han jeg var ved at komme tilbage for hun troede ikke ligefrem på det, fordi han var svag og ynkelig som en eller anden skødehund der altid ville kravle tilbage til sin herre når den begyndte at føle savnet længe nok.
Da han sagde at næste om at næste møde ville blive hendes død fik hende til at le hånligt af ham for han havde vidst ikke fattet pointen med at hun tilbad døden, så det morede hende at han ikke forstod at hun ikke var bange for ham heller noget. Hun lagde hånden på brystet fordi hun måtte le så meget og derfor måtte have styr på sig selv inden hun igen talte. "Men kæreste skat da.. Du vil altid forblive en skødehund så længe hun lever.. og nymfe ville være synd at kalde mig når det er flere år siden jeg har haft en mand" sagde hun roligt for hun var jo heller ikke ligefrem bundet af kødelige lyster som nogen væsner var. Hun tog posen med mønten bare for at drille ham noget mere så hun udover forsamlingen "LUKAS GIVER EN OMGANG" råbte hun højt før hun smed posen hen imod folkemængden, endnu en gang for at bevise hvor lidt hans penge var værd for hende. Derefter gik hun bare en anden vej rundt om bordet fordi hun kunne lige så godt smutte oven på for hendes forretninger var vidst ødelagt for i aften.