How can it be?

[Deleted]

Vejret betød arbejde i stor stil for Shade's vedkommende, og som så mange grever bare lod andre gøre det, ville han selv stå for papirarbejdet. Begravet i papir med et par tomme flasker brændevin ved siden af bordet på gulvet, sad han vågen på time nummer 28, over et døgn havde han været dybt optaget af papirarbejde, fået lidt brød og frugt, samt lidt kød, men ellers brændevin i stor stil for at kunne slappe af og få fokus. Med en lang skriftrulle foran sig, sad han og læste et sidste afsnit om hvordan det gik vestpå. Og da han endelig var færdig, rystede han på hovedet og sukkede, så mange mennesker døde og måtte gemmes i lader for ikke at blive spist indtil jorden ville tø og de kunne begrave dem ordenligt. Mange lavede bål rundt omkring og brændte deres kære, det var som regel en stor ære at blive brændt og i dette vejr, var det næsten den eneste løsning. Alle de liv var gået tabt, hvilket også gjorde der blev mangel på arbejdskræft i markerne når de skulle nå at få sået så der ville komme bare en nogenlunde høst til næste vinter ramte. Han tog sig til hovedet og nikkede kort af træthed, han valgte at rejse sig og rulle skriften sammen for at ligge den på bordet med alt det andet. Når han engang var frisk nok ville han sortere og sætte i hylder i reolerne, men lige nu kunne han knapt nok kende forskel på op og ned.
Dørene blev lukket op nedenunder, han løftede øjenbrynet og gik roligt ud på gangen for at møde en af hans mænd på trappen ned, han så på ham afventende med stokken i hånden med begge hænder hvilende på. Han hviskede nogle ord som Shade aldrig ville have troet han skulle høre, han spærrede øjnene op og blev så frisk som havde han lige sovet i 10 timer.
"Det kan ikke være sandt!" Brølede han, overrasket og vred, for hvordan i al verden havde den kælling kunne tillade sig at skjule hans børn fra ham?! Denne mand som var kommet, var en vampyr, han havde undersøgt om Shade havde lavet nogle fuckups og det havde han tilsyneladende. At han havde to sønner, tvillinger på hele 7 år og Turo var deres mor, gjorde ham arrig, for ingen skulle skjule børn for ham og slet ikke når det var blevet sønner! Shade knugede sine hænder sammen.
"Hvor er de?!" Forlangte han at vide, han kørte en hånd ængsteligt igennem håret og rettede på sin sorte vest med brune mønstre. Under havde han en langærmet cremefarvet skjorte med puffet ærmer, samt et par bukser i samme brune farve som mønstrene på vesten. Et par blanke nypudset sko var altid på sin plads og hans stok var trofast i hans hånd, denne her var blot ny.

[Turo]

7½ år.. hele 7½ år! det var da utrolig som tiden var fløje afsted syntes turo, tænk hun for næsten 7½ år siden hade født sin to dejlig drenge i et fattig hus i Darklia. det var helt sygt og tænke på, og at hun kunne holde det hemmelig for Shade så længe ja det var mere overraskende for hun hade enlig regnet med han dukke op når som helst for at tage dem fra hende og efterlade hende i sorg og ensomhed uden at skulle se sin børn igen men sådan var det ikke gået. drengen var vokse og var bleven et par flotte unge mænd, drengen line shade men de hade dog turos øjne, Gabriel som var den tvilling der var komme først en tynd dreng men muller eller så mange mulder en drenge på næsten 8 kunne have, det samme med damon dog var damon mere spinkel og Gabriel hade kort pjuske hår og Damon hade lidt samme hår stil som Shade hade det. begge drenge var små høje af deres alder og bare død chamerne.

men vinterne hade været hård, turo hade virkelig kæmpe med og søger for blod til drengen men der hade været småt med vild omkring gård og hende og drengene hade måtte søge længer og længer ud for at finde bytte. drengen hade hun søger for fik mest så hun hade levet på et minimum, så hun var en smule tynd i forhold til det hun burte være. hun hade flere gang overveje og søge til shade for at få hjælpe men hade altid endt med og stoppe sig selv og gennemføre det for hun ville ikke miste sin børn! aldrig de var det der betød meste for hende i denne verden og hun ville ikke lade shade tage dem fra hende, hun frygte sådan at hun aldrig kom til og se dem igen vis han så dem og tog dem fra hende, og hvad med damon han ville blive synderknust vist hun blev revne væk fra ham og Gabriel? tja han ville nok tage det pænere men hun vist hvor meget hun også betød for ham selv om han ikke ville indrømme det. men hun viste drengen nu var så stor at de selv kunne vælge hvad de ville, og drengen fortjent en uddannelse af en art og det kunne hun ikke give dem, hun hade lært dem og læse og skrive det var det, og så lidt kamp færdigheder men igen hun var ikke selv mester i den slags. men hun var stadig ikke glad for tanken om at søge til Shade men, de hade brug for beder og Demon hade været syg i 14 dag med feber og opkaste så hun hade brug for hjælp og hun ville ikke være til besvær for Sam mere, han hade tage sig så godt af dem de sidste 7½ år men, det var på tide drengen fik at vide hvem deres far var og hvorfor hun hade skjult dem der for var drengen på et værelse på kroen som hun nu stod kun få meter fra Shades hjem, hun hade ikke være her i 7½ år.. og hun mærke hvor meget hun fortrød hun var der, hun hade bedt vampyr fortælle shade om hans sønner så hun ikke behøve og se hans ansigt udtryk når han hørt det. hun var iklædt i en top og tæt siden kind bukser da det hade været mest behagelig og rejse i sådan en aften, de lang blondt hår der krølle hang løst over hendes skulder, hun vente enlig bare på vampyren fortalt hun stod uden for og regne med det værste alt fra grusom straf i form af smerte til ja at drengen blev taget.. hun sukke og pille ned en halskæde drengen hade givet hende i fødselsdages gave da de var 5 år inden i hade damon male små potrat billeder af ham selv og Gabriel så hun altid hade dem hos sig når de ikke var tæt på hinanden.

[Deleted]

Vampyren rømmede sig lidt, og forklarede situationen, Shade stod stift og stirrede ned mod hoveddøren hvor Turo et sted gemte sig. Hvordan kunne det ske, han så mod vampyren som havde haft en simpel opgave og havde været 7 år om at opdage han havde børn hvis start af barndom han var gået glip af!
"Det her er ikke acceptabelt! Mine sønner har flere gange kunne være døde på grund af årenes løb har været på ingen måde været blidt, jeg ved hvor fattig Turo er og det kunne have gået så galt! Du ved hvad din straf bliver, kom med...." Hans ord var kolde og hårde, han var vred, rigtig vred. Og det skyldte flere ting, han greb fat i manden og trak ham med, manden gjorde ikke modstand men fulgte blot med og kendte sin plads. Da dørene blev åbnet, stormede Shade ud, han kastede manden i sneen som lå denne nat i et tyndt lag. Han pegede mod en af stolperne hvor hestene normalt var bundet til. Manden gik med sænket hoved mod pælen, forbi Turo uden så meget som at kigge på hende og lod armene folde om pælen som nu mødte hans ryg. Med et sving med stokken, begyndte rebene at snog sig om hans hænder og hele hans krop efterfølgende, som slut lod han rebet blive til kæden med et hårdt smæld på stentrappen. Efter det, trak Shade en hånd igennem håret tydeligt udkørt og fustreret, inden han kastede et blik mod Turo og overvejede hendes situation.
"Kom med." Beordrede han bare, vendte rundt og begyndte at gå op af trappen igen. Han havde meget han gerne ville vide, men de skulle ind først. Da han nåede en af hans tjenere, hviskede han noget i hendes øre som fik hende til at stivne, hun nikkede blot og forsvandt. Lige nu var det vigtigt at få Turo indenfor i varmen, han stolede på at hans sønner var i god behold, ellers ville hun nok ikke vise sig, med mindre hun havde et dødsønske.

[Turo]

Turo så op som Shade kom ud med vampyren han hade fat i og smed i sneen der lå tyndt på jorden, hun fik allerrede en rigtig grim fornemmelse i maven. hun så på som vampyren blev lænket til en pæl og vist godt hvad det kunne betyde vis hun da ellers regne rigtig. hun så mod shade som han sag hun skulle komme med, hun tøve kun kort før hun fuldt efter selv om hendes hjerne skreg stop og heller ville have hun smutte igen. hun ville også helst for drengen var på kroen sammen med en ven som holdt øje med Damons tilstand, hun fuldt med og så godt shade hviske til en tjener og kunne se kvinden blev meget overrasket. Turo kunne nemt kende stedet det line sig selv som den gang for 7½ år siden, hun kunne også huske den aften og tit hade hun så inderligt fortrudt hun hade ladet sig forføre til sengs af shade men så igen vis ikke hun hade ville hun aldrig havet fået tvillingerne, men nu stod hun måske til og miste dem for altid hun regne ikke med shade hade ænder sig det mindste gennem de 7½ år hun hade holdt drengen skjult for shade, hun lod hånden knuge om halskæde mens hun blot fuldt med, det var nu rart og komme ind i varmen i forhold til den kolde nat uden for. hun ville have det her overstået så hun kunne skynde sig tilbage til damon, hun vist han blev mor syg vis han hade det skidt men nu hvor drengen var alvorligt syg ville hun heller side hos ham, men Shade var hendes eneste mulighed for at sikker damon kunne blive raske igen. men hun vist godt at når først damon hade fået den hjælpe ville de ikke bare kunne rejse igen.. drengen ville blive tage.. det var hun sikker på og hun kæmpe med ikke allered nu og begynde og tude og tikke shade om ikke og tage hendes små elskede drenge fra hende! hun kunne ikke klar tanken om at leve uden de 2 de betød alt for hende, hun holdt dog følelserne inde og fuldt med shade hvor end han nu ville have hende hen og knuge bare om halskæde.

[Deleted]

De ankom ind i pejsestuen hvor der stod allerede nu to glas brændevin skænket, hans ansigt var så ungt som det hele tiden havde været, men markeret stærkt af den manglende søvn. Han gjorde tegn til hun skulle sætte sig i den ene stol som stod på gulvet, lænestolen stod tæt ved pejsen og der var kun de to stole, han mente der den gang stod en sofa der, men han havde skiftet det ud med tiden. Møbler blev jo slidte. Og han trængte til tider til en smule forandring. Der kom et suk fra ham, han kørte hånden fustreret rundt i panden og anede ikke hvordan han skulle reagere eller hvad pokker han skulle finde på at sige.
"Hvordan kunne du gøre det her mod mig?" Fremtvang han så ordene, han så mod hende, han havde endnu ikke sat sig, men glasset med brændevin var dog fundet til hans hånd. Hvad skulle han dog gøre uden sin elskede brændevin. Søvnen, fustrationen omkring landets fremtid, hans families fremtid, hans nye families fremtid, det hele kørte rundt og det gjorde ham yderst sårbar og let til følelsesmæssige udbrud, men om de gik til vrede eller tåre måtte tiden vide, lige nu var han bare så forbandet træt. Han tog en stor tår af vinen og nød smagen som han lukkede øjnene, han kunne næsten ikke få dem op igen, men tvang dem med tanke på hans sønner var der ude et sted og han ikke anede hvor.

[Turo]

Turo fuldt med til pejse stuen hun så på de 2 stole og de to glas med alkohol hun vist ikke lige hvad det var før hun kom tæt nok påå og kunne lugte brændevinen, hun satte sig ned men tog ikke glasset men så inde i ilden og hvad end han nu gjord. hun sad bare og vente på han begynde og råbe, true, spøger eller bare et eller andet hun ville bare have det overstået så hun kunne komme tilbage til damon og gabriel. da Shade så enlig spurte hvorfor hun hade gjort det så hun på ham, hendes øjne virke måske rolig men de var blanke og det var tydelig hun lige nu hade 1000 følelser og tanker i hovedet, hun så dog mod ilden igen. "simpelt..." sag hun stille og så ind i ilden. "jeg er ikke dum.. jeg ved hvad 2 drenge betyder for en greve.. og jeg ville ikke lade dig fra røve mig det eneste jeg hade kært bare fordi de er drenge.." hun så ned på halskædene og åbne den og så på de små søde forsøg på portrat billeder damon hade male af dem, hun smile svagt før det falme igen. "og stod det til mig.. hade jeg holdt dem skjult i nu.. men.." hun sukke og lage en hånden for øjne mens hun prøve ikke og græde men hendes stemme knække til sidste, hun måtte bruge lidt tid på lige og samle sig få styr på følelserne selv om de var kæmpe lig nu, hendes inder mor skreg jo på at hun skulle forlade stedet og skynde sig hen til damon. men den anden del af hende sag hun var nød til og bede om hjælpe for damons skyld! det var enten det eller risiker drengen død og det måtte ikke ske, hun trak vejre dybt og fik fjerne hånden fra ansigt og måtte dog side lidt i nu mens hun kæmpe for ikke at lade tåren stå ned af hendes kinder, plus hun ville høre hvad shade sag til det første hun hade sagt, for hun vist han ville gøre krave på dem den gang vis han hade vidst at hun hade været gravide og hade født hele to sønner til ham, selv om hun ikke så ham som deres far da hun jo hade holdt ham ude af drengenes liv ja de sidste 7½ år.

[Deleted]

Det kogte i ham, men han forholdte sig roligt og drak glasset ud, det tog ham megen styrke ikke at råbe af hende, i stedet kastede han glasset vredt ind i ilden som knurrede vredt tilbage af at have glas smadret ind i sig på den måde. Det ramte perfekt så glassene for ind mod pejsen og ikke ud, han kørte en hånd igennem håret og begyndte nu at vade lidt frem og tilbage, han måtte finde på noget af sige, han kunne ikke finde sig i det her, selvom hun vel på en måde havde ret. Den gang, havde udfaldet nok været sådan, men han vidste bedre nu, han forstod hvor meget familie betød.
"Jeg ville måske den gang have handlet sådan ja, men skønt vi kun tilbragte en nat sammen, kender jeg dig nok til at vide du ville have ført din sag fornuftigt og jeg havde eventuelt fået øjnene op for en god løsning. Men ærlig talt Turo, det er egoistisk at holde dem fra at vokse op i rigdom og dannelse." Kom det så roligt og utroligt fattet fra ham, han havde normalt ladet vreden gå ud over personen som var skyld i den, men ildet havde taget imod slaget. Da han så endelig stoppede for at kigge på hende, var han ikke dum, han opfangede godt noget var galt, der var en grund til hun var her frivilligt, hun var på nippet til at bryde ud i gråd, han kunne se og mærke det og alt i hans krop strammede sig op.
"Hvor er de?!" Spurgte han hende så skarpt, men med et bekymret blik og tydeligt påvirket i krop og sind. Han stirrede bare på hende nu, han kunne slet ikke lide tanken om hans sønner muligvis var i fare, det havde den åndssvage vampyr ikke sagt noget op. Måtte solen brænde ham ulideligt langsomt og smertefuldt i hans død som var straffen for at finde ud af han havde børn så sent!

[Turo]

Turo sad bare og prøve og samle sig, men at han i vrede smed glasset ind i ilden hjalp ikke! det fik hende bare til og blive mere bange for hvad han ville gøre ved hende, og det gjorde det svær for hende og fald til ro for at tale vider. at han så begyndt og snakke om hvordan han den gang ville have reageret og om selv den gang ville have fundet en løsning, "så prøve du og stå i mit sted! vel viden at vis jeg kom til din dør og fortalt det! ville du tage det eneste familie jeg lig hade fået fra mig! du har en familie så lad mig have min! " sag hun i en højre tonefald mens hun slog i stolen og så fusteret på ham, "de har haft et godt liv på gården i nerilia! de hade ikke brug for dig! og det hade jeg heller ikke!.. ikke før nu" hun så ned på halskæden igen, hun kørt hånden over panden, hun vist det var egoistisk men hun ville ikke miste dem.. de var hendes dyre bare skat.. hendes liv.. han hade børn han burte da kunne se det fra hendes side.. selv om hun tvivle på han ville prøve da han spurt til hvor de var svar hende ikke "de er i god behold.. men jeg siger ikke hvor de er.. ikke før du lover du ikke tager dem fra mig! ellers forlader jeg huset her og så ser du dem ikke!" hun så fast på ham, hun vil have et løft på han ikke tog dem fra hende hendes øjne blev igen fuld med tåre som begyndt og piple ned over hendes kinder, hun så kort ned mens hun knuge om hals kæden den betød meget for hende, næsten så meget som drengen selv "du må ikke tage dem!... pleas Shade.. jeg ber dig.. de mit liv..!" hendes stemme knække som hun mærke tåren stå ned af kinderne og hænderne ryste for hun forvente ikke han ville lade hende beholde dem, hun forvente ikke han ville vise barmhjertighed over for hende og hendes bøn men hun ville forsøg! hun måtte forsøg!

[Deleted]

Med al den beherskelse det krævede, trak han vejret dybt og så ind i ilden, han kørte som så mange gange før, sin hånd igennem håret og sukkede opgivende, han lukkede øjnene og huskede de mange gange hans døtre havde spurgt efter deres mor. Mindet skar ham lige i hjertet og han blev til tider vred over hun ikke levede til at være der for dem. Nu svigtede han, selvom han var i live og i god behold, sine sønner og den tanke brød han sig ikke om. Han forstod hvor vigtig en rolle både mor og far havde for sine børn og han ville på ingen måde tvinge Turo fra hendes drenge og et sted smertede det ham hun ikke havde højere tanker om ham end dette.
"Jeg er ked af du ser så forfærdeligt et væsen foran dig, jeg troede du havde set jeg faktisk allerede er en far og ved hvad børn har behov for. Jeg opfostrede mine døtre uden en moder, ikke med velvilje, de skreg efter en mor og forstod ikke de ikke havde nogen, når andre børn havde. Jeg nægter at svigte mine børn, om de så er urene uden for ægteskab, så elsker jeg mine børn ubetinget og vil give dem alt.." Han holdte en kort pause, denne gang var det ham som faktisk tog mod til sig i at trygle, han gik ned på begge knæ foran stolen hvor hun sad, her begravede han sit ansigt ved hendes knæ og sukkede dybt. Her gik det op for ham han faktisk rystede.
"Hvordan kan du tro jeg vil tage mine sønners mor fra dem, når mine døtre manglede deres og jeg så hvilken smerte det forvoldte dem? Jeg vil gerne have i bosætter jer her, og leve jeres liv. Jeg får bygget en tilbygning til dig privat, så du ikke behøver se på mig andet end når vi tilfældigt støder på hinanden. Jeg vil forsøger jer til den dag i ikke trækker vejret mere. Men Turo, jeg er ikke dum, jeg ved der er noget galt og jeg bønfalder dig, træk mig ind i det og lad mig hjælpe." Roligt lod han blikket vende op mod hende, her så man en mand der havde været igennem lidt af hvert, en mand der troede han havde mistet alt, men kom tilbage igen og endelig ville vise hvor meget hans familie betød og trække alt til sig der var hans og passe på det som aldrig før, ikke mindst sig selv. Øjnene var blande, hans stemme lav og bønfaldende, hans hænder ømme som greb blidt ud efter hendes, han kunne mærke hun kæmpede en brag kamp og alt han ønskede lige nu, var han opløfte hans sønners moder og tage sig af dem alle tre.

[Turo]

Turo snøfte og prøve at få styr på sin følelser og sit hoved for lige nu var hun et stort nerve vrage hun hade været så bange for det her at skulle komme til shade for at få hjælpe og måske miste drengen blot for at få den hjælp. hun så ikke på ham som han snakke, hun vist godt han hade børn men hun hade aldrig set ham sammen med dem, hun hade jo kun være der den ene aften der var endt med en elskov i sengen med ham, som hade resultere i tvillingerne. at han brændt sådan for hans børn både dem ind og uden for ægteskabe hade hun aldrig regnet med, det kom virkelig bag på hende. hade hun vist han hade haft det sådan hade hun måske overvejeret og komme og fortælle ham hun var gravid. "jeg..det..det viste jeg ikke" svar hun stille og så ned og fik enlig styr på sin stemme og tåren som hun fjerne med en hånd flade og så ned i gulvet mens hun bare lytte, hun kendt ikke til at hans børn hade haft det sådan hun hade enlig slet ikke regne med at han ville have haft så hård en tid og ren faktisk måtte have følt det samme som hun den gang vis ikke følt mere ind hun hade. "jeg.. jeg ved ikke hvad jeg så dig som.. jeg var bange.. men jeg ved jeg ikke så dig som et forfærdlig menneske.. heller ikke efter den nat" svar hun blot for hun ane virkelig ikke hvad hun dog skulle sig til ham, hun var forvirret nu og vist ikke hoved eller hale i hvad hun hade tænkt den gang. hun så på ham som han kom hen til hende, satte sig på knæ og gemt hovedet mod hendes knæ. hun blev en smule nervøs men kunne mærke han ryste lig som hende da han spurt om hvordan hun kunne tro han ville tage hende fra drengen så hun ned i sit skød, ja hvorfor hade hun enlig troet det.. hun hade jo ingen beviser fra nogle at han ville gør sådan vis han hade hørt om det før nu. hun så ned måske hade han ret, måske hade hun bare være egoistisk og ville have drengen for sig selv fordi hun frygte igen og være alene. "jeg ved ikke hvad jeg tror længer" svar hun muse stille og lukke øjne. at han bønfaldet dem om at flytte ind og bo hos ham og lade ham blive en del af deres liv hade hun ikke regnet med, hun så på ham at han lige frem ville lave en tilbygning så hun slap for at se på ham.. det var nu lidt voldsomt. "du behøver ikke bygge noget til mig shade.. det ikke fordi jeg ikke vil se dig.. jeg.. jeg ved ikke.. " hun så på ham, hun vist det ville være bedste for drengen at bo her og de var begyndt og spøger ind til deres far ind i mellem. hun vist ikke hvad han hade været igennem og et sted var det vel naturlig når hun ikke hade været i nærheden i 7½ år hun så på ham som hun mærke han ømt tog om hendes hænder, hun sank en klumpe og så ned som hun stille sag. "Damon er syg.. meget syg.. han har spist af et sygt dyr så vidt jeg har kunne finde frem til.. vinterne har være slem og vi har måtte spise det vi kunne finde.. Gabriel har det fint.. men jeg er bange for Damon ikke bliver raske vis ikke snart jeg skaffer ham hjælpe" hendes stemme knække over som hun lukke øjne og tåren igen pile ned af kinderne mens hun klemt om shades hænder, "du må hjælp ham Shade... jeg vil ikke se min baby dø fordi jeg var egoistisk og blive væk" hulke hun og ryste i hænderne.

[Deleted]

Mange anså ham for at være et uhyrer og han havde da også sine stunder hvor han levede op til dette, men når det kom til familie, var han en mand af krælighed og omsorg for sine børn. Han havde aldrig haft gjort en anden kvinde gravid ud over sin kone, ikke før Turo og hvem vidste hvor mange flere børn der måtte være der ude når den pokkers mand ikke kunne finde ud af at gøre hans arbejde korrekt. Det gjorde ondt på ham at vide hun egentlig var gået så meget igennem, når han kunne have givet dem alt, givet dem så meget mere. Og den manglende omsorg da de var små, fra deres far, og hende som havde knoklet for at holde dem alle i live og gjort sit bedste til det ikke længere var godt nok. Han ønskede ikke en skæbne som den for moderen til hans sønner, ej heller hans sønner, da slet ikke hans sønner. Shade kyssede forsigtigt hendes hænder som han lyttede, egentlig blot for at lade hende mærke hun kunne være tryg, det var også nu han lagde mærke til hun ikke selv havde det store på kroppen mere, den velformet kvinde havde mistet sin glød. Igen måtte han mærke trætheden strømme over sig, han sank lidt mere sammen på gulvet og skar en grimasse da han hørte navnene på hans børn i samme sætning som den ene faktisk var dødhamrende syg.
"Clarine!" Råbte han, med faste handlinger, rejste han sig på sin aller sidste energi. En tjenestepige kom løbende og var nær væltet på snotten ind af døren, hun så helt forskrækket på ham og stod afventende.
"Kvinden her, Turo, vil fortæller dig hvor et par små drenge befinder sig, send bud efter dem hurtigst muligt og få en lægekyndig med oven i. Det skal gå stærkt!" Kom det fra ham i en streng ordre, hun så på ham med ærefrygt og nejede så, hun lod et hurtigt snigenede blik glide ned og op af greven inden hun trådte tættere på Turo for at få sine informationer og derefter skynde sig videre. Shade måtte læne sig op af dørkarmen, han lukkede øjnene og mærkede trætheden snige helt ind på livet af ham, han tog sig til hovedet og gik hen til en sofa som stod oppe af væggen mellem to reoler hvor alverdens specielle ting stod. Her lod han sig næsten falde ned og gik ud som et lys.

[Turo]

Turo snøft og prøve ikke og græde men det var nu temmelig svært for hun var virkelig så ked af det lige nu, det hele føltes bare umuligt og frygten for at miste en af sin børn var ved og tage livet af hende. at shade hade kysse hendes hænder for at vise hende hun kunne være tryg fik hende til og stoppe en smule med og græde, hun så på ham og kunne nu fornemme han var virkelig træt plus hun kunne se det på ham han så utrolig træt ud. da han råbt måtte hun selv giv et lille hop i chok og så mod døren da en kvinde nærmest kom væltene inde. hun så på shade der snakke til kvinden før kvinden kom hen til hende for at få at vide hvor drengen var. "de er på kroen inde i byen.. værelse 4 der er en kvinde hos dem som passer på dem, hun ved godt jeg er her " sag hun roligt og så på kvinden som kigge på shade før hun var hurtig ude af døren. turo så på shade hun vist der ville gå lidt tid før hendes drenge ville være hos dem, hun fuldt ham med øjne som han først støtte sig til karmen og kom hen til sofaen hvor han gik ud som et lys da han ramt den. hun rejste sig og forsigtig gik hen til ham, det var nu synd han var så træt han måtte have haft nok og se til og nu kom hun og maste sig på. hun så rundt og fik fundet et tæppe og forsigtig lage på ham så han ikke frøs, hun stod ellers bare og så lidt på ham. hun hade hørt så mange rygter om ham, at han skulle være et helt monster men alt hun hade set var bare modsat det. hun kunne ikke længer huske hvorfor hun var flygte med drengen den gang, og hun fortrød det også men sket var sket og det eneste der var vigtig lige nu var at få damon raske så måtte hun tænke på alt andet sener. hun gik lidt væk fra shade igen så han kunne få lov og sove, hun satte sig i stedet på gulvet ved pejsen og nød varmen og mærke selv hvor træt og udmatte hun var, turo hade jo selv en gang være alvorligt syg da hun kom til sams gård, og hendes krop var aldrig helt bleven raske der efter, og hun frygte at hun ville få et tilbage fald med hvad en hun fejle. hun måtte dog ikke give efter hun var nød til og holde sig i gang for drengens skyld, hun så ind i ilden og endt med selv og side og små sove mens hun sad ved ilden dog på afstand så hun ikke brændt sig på varmen.

[Deleted]

Der blev straks sendt bud efter drengene og en lægekyndig, og ikke mere end lidt under en time senere, ankom en karret med fuld fart ind i gården, her blev der taget imod drengene som blev vist op på et gæsteværelse, Damon blev lagt i sengen og den lægekyndige var hos ham. Roligt kom samme tjenestepige som tidligere ind, hun kiggede over mod Shade og sukkede, han var langt væk så det ud til. Roligt trådte hun over mod Turo.
"Dine sønner er ankommet." Hviskede hun blidt, for ikke at vække greven eller forskrækket hende. Dog var ordet sønner nok til at Shade farede op fra sofaen som en der lige var flygtet fra en løve, han så sig forvirret omkring og var egentlig ret svimmel af den hurtige tur op. Han så sig rundt og kom i tanke om alt som var sket, den time havde gjort underværker, han virkede som om han havde sovet en hel nat og var fuldstændig klar i hovedet. Med et par elegante handlinger, rettede han tøjet og kørte en hånd igennem håret, denne gang for at sætte det. Han så over mod Turo og studerede hende lidt, hun trængte til føde. Med en fast bevægelse i form af en arm og finger mod døren, forsvandt tjenestepigen utilfreds.
"Du har brug for mad, kan jeg bruges?" Tilbød han med en bekymret mine, han lod sig nærme stille, der var mange ting som kunne siges om ham, men han var faktisk en mand med et okay hjerte. Selvom han var grådig og ville have det hele på en gang, og endte som regel med at såre og knuse hjerter.

[Turo]

Turo gave et lille hop da tjener snakke til hende, hun så på kvinden så glad for at vide hendes dreng nu var der. hun så på hende og smile træt "tak" hun så der efter på en temmelig opfaren shade der kom op af sofaen i noget af et ryk. "er du okay?" hun kom selv op og stå og vakle kort men fik da styr på sin bene og så ellers på shade som han gjord sig lidt i stand inden han sendt kvinden væk. hun så ellers på ham, med de stor brune øjne hun ryste på hovedet. "tak men jeg drikker ikke menneske blod.. kun dyr" sag hun "det samme med drengen." hun så på ham og ville enlig heller være hos dem ind og stå der for hun var bekymret og viste jo damon var noget så mor syg og hun ville nødig høre ham græde efter hende, det hadet hun! hun så på shade og pille lidt ved sin finger det føltes lidt sært og snakke med ham på denne måde efter så mange år. hun så på ham og bed sig bare i læben før hun så lidt ned og skamme sig over ikke at være komme før hun hade det skidt med det. "jeg... er ked af jeg ikke kom og sag jeg var gravid den gang.. jeg burte have vist beder.." sag hun stille hun var ikke meget for at give ham ret men han hade jo ret og så måtte hun bare erkende det, hun sukke bare og håbe lægen kunne gøre noget for damon for han hade kaste op og haft høj feber og virkelig haft ondt i maven og ned så¨hun frygte det var dødeligt.

[Deleted]

"Jeg har det fint, men det har du tydeligvis ikke!" Hans ord var strenge, han var stædig og vedholden, han havde intet dyreblod og selvom det sikkert var hende en principsag, så havde hun brug for styrke nu og her, for drengenes skyld! Men nuvel, så skaffede han hende blod. Med et knips stod en ældre mand ved siden af Shade og lyttede til hans befalling og forsvandt stille igen, han kiggede så mod Turo og sukkede. Hendes undskyldning fik hans mave til at slå knuder.
"En forsigtig unge kvinde, mister sin mødom til en greve efter en hed nat og er praktisk talt ikke mere end et knald, finder ud af hun er gravid og er straks bange for hun er uden betydning, men sønnerne er ikke. Jeg forstår godt din handling Turo. Og at undskylde ændre ikke historiens gang, lad os nu bare få det bedste ud af situationen og håbe på Damon er til at redde." Lød det så roligt fra ham, Shade var som sådan en fornuftig mand og nu hvor han var mere klar i hovedet, tog han også alting mere med en rolig hånd som sædvanlig. Den korte tids søvn havde gjort ham godt. Den ældre man kom tilbage med et fad hvor en halvstor karaffel med frisk dyreblod, stadig varmt og 3 glas stod, Shade gjorde tegn til at de ville gå op til drengene nu. Han gjorde tegn til at Turo skulle gå med og sammen kunne de stå til ansigt med svar på hvordan deres sønner havde det, ikke mindst lille Damon.