How can it be?

[Deleted]

I et kort øjeblik havde han egentlig glemt hvor de var, her kunne han ikke ligefrem finde timing eller noget som helst korrekt. Han skar en grimasse da han fik øje på Odette, det passede ham bestemt ikke, men hans døtre kom dog i første række og en forklaring, det skulle hun så sandlig have. Roligt kiggede han mod Turo og drengene.
"Jeg kigger til jer senere, hvis der er noget, så råb endelig efter nogen." Lød det lavmeldt fra ham, han forstod godt tapre Gabriel var træt, det var sent for en lille dreng. Det smertede ham lidt at høre Damon sige som han gjorde, men Turo klarede det flot og selvom han selv ønskede at være der, behøvede hans datter ham. Så han krøb forsigtigt væk fra sengen og rettede på sit tøj, greb sin stok og gik mod Odette som han gjorde tegn til at de ikke skulle tage den her. Hans arm viste gestus mod døren, det var bedst at tage den i et andet rum og lade drengene og Turo få hvile. Herefter skulle han nok forklare alt og han ville være ærlig omkring det, for andet nyttede jo ikke rigtig noget, desuden skyldte han sine døtre dette. Det her var helt sikkert uacceptabelt, men han skulle nok tage hånd om det. Shade ville følge Odette ned i pejsestuen og få snakket ud om tingene, og afventede blot hendes træk.

[Odette Soul]

Et eller andet sted var Odette små irriteret for hun stod for en del ting her på herregården, selvom det nu var fat som bestemte hvem der kom og gik, men det kunne være temmelig rart at blive informeret omkring det sådan at hun vidste hvem de forskellige var og hvad deres funktion var her.
Hun så på drengene og ville egentlig gerne hjælpe til men det så dog ud til at det hele var under kontrol så hun behøvede vidst ikke at hjælpe, så hun undlod bare at sig noget selvom hun sendte den lille dreng et sødt smil for børn var nu søde. Da hendes far rejste sig gik hun selv ud på gangen for at vente på ham så han kunne sige hvad det hele handlede om, for han behandlede dem som gæster og det forstod hun da slet ikke noget af for de var ikke ligefrem nogen af de bekendte som hun kendte til. Hun ventede dog ikke længe før hun begyndte at gå imod pejsestuen som de normalt altid havde kunne snakke i under rolige omstædigheder og der var fred, så hun håbede de kunne få snakket ud for han havde egentlig bare at have en god forklaring for det her, det mente hun selv at hun fortjente efter alt hendes arbejde her på gården og så at hun var hans datter. Hun stoppede inde i pejsestuen, nogle meter fra døren og lagde armene over kors som hun så afventede på ham fordi hun ville have en forklaring, en forklaring på hvorfor de pludselig havde fået gæster og han havde været så..tæt? på dem som han nu en gang havde.

[Deleted]

Damon så på sin mor og nikkede stille ” ja mor ” sagde han og lagde sig forsigtigt om på siden, og nussede igen sin mors kind, ” jeg elsker dig mor ” sagde han stille og lukkede så træt sine øjne, Men han kunne ikke rigtig falde i søvn. Han åbnede dem igen og sagde ” mor vil du ikke fortælle en historie, ligesom du gjorde dengang vi var mindre og ikke kunne sjove ” spurgte han svagt og stille, og så på hende. Gabriel så på sin mor og kravlede hen over Shade og Damon uden at træde på den og lagde sig ned mellem Damon og sin mor, ” mor du skal fortælle den om dragen ” sagde Gabriel og så på sin mor og smilede. Han gabte og kyssede sin mor på panden og smilede ” du virkelig smuk mor ” sagde han og smilede til hende.

[Deleted]

Som de trådte roligt ind i pejsestuen som var noget varmere end nogen andre steder på herregården, gik det op for ham hvor træt han egentlig stadig var, nu hvor der var kommet bare lidt ro på og Damon var vågnet. Hvordan han lige skulle forklare dette, uden at være en forfærdeligt forbilled, det var ikke til at sige, han måtte vel bare være ærlig, han var trods alt kun en mand, han kunne forbinde det med at det var nogen af de farlige ting ved mænd. Han tog sig til panden og gned den lidt for at få tankerne til at virke. Roligt gik han hen til Odette og gav hende et kys i panden, hans smukke smukke datter, så alvorlig og tydeligt ikke tilfreds. Han havde altid fundet det helt igennem kært da hun var lille, men som voksen, bød det som regel på udfordringer der var lidt for store mundfulde. Shade sukkede og gik hen i en af stolene, brændevinen stod der stadig og han skænkede sig selv et nyt glas, som var stillet frem efter han havde smadret det andet.
"For lidt over 8 år siden min kære, var jeg sammen med Turo for en enkel nat. Kvinden som ligger deroppe med drengene." Startede han, der var ingen grund til at gå i detaljer og hun var jo voksen, så hun forstod nok hvad de havde lavet. Han tog glasset op til læberne og styrkede sig på de fantastiske dråber af brændevinen. Han satte sig på armlænet til stolen og kiggede ind i ilden.
"For ikke mere end et par timer siden, kom en af mine mænd frem med nyheden om jeg tilsyneladende er blevet ført bag lyset og har to sønner, tvillinger." Stemmen afslørede han i bund og grund stadig var vred, han knugede den frie hånd, men kørte den så opgivende igennem håret, tog lidt mere brændevin og sukkede. Han kiggede efter Odette for at se hendes reaktion, inden han efterfølgende forsatte.
"Det er dine halvbrødre som ligger med deres mor deroppe. Og Damon er alvorligt syg. Det er den eneste grund til Turo faktisk valgte at opsøge mig, at hun lod sig finde. I frygt for jeg ville skille hende og drengene." Shade skar i de sidste ord en smertefuld grimasse, Odette vidste han aldrig ville kunne finde på at skille mor og barn, ikke efter de havde undværet hendes det meste af tiden. Han kiggede roligt på hende, træt, udmattet og så faktisk slet ikke så ung ud som han ellers ville gøre på en god dag. Han var mærket af omstændighederne og nu afventede han sin datters flip, han forberedte sig mentalt, men ville nok ikke kunne magte det alligevel.

[Odette Soul]

Odette blev stående hvor hun havde stillet sig, ikke en centimeter rørte hun sig eller flyttede hendes arme efter hun havde lagt dem over kors selvom hendes far havde været henne og kysse hende på panden, sagde hun ingenting eller gjorde noget udover over at se afventende på ham med de brune øjne som fulgte hans bevægelser. Det første hun hørte var ikke ligefrem noget hun var særlig vild med, for hun havde jo aldrig troet på rygterne om hendes far selvom hun ind i mellem havde hørt nogen af dem men hun havde altid afvist fordi hun ikke troede på dem. Men hun foretrak ikke en mine men trumlede blot med fingerne som om hun ventede på han kom frem til en pointe med det hele, og om han kom med en sætning som hun faktisk forventede han ville komme med men med alt det han sagde kom den ikke. Det tog hende lige et minut eller 2 før hun endelig svarede ham for hun ville lige tænke tingene igennem inden hun åbnede hendes mund. Hun lod armene falde nærmest som om hun havde opgivet. "Åh far" sagde hun blot med lidt rysten på hovedet, som mindre tegn til at hun faktisk var skuffet over ham, at ligge med en kvinde for en enkelt nat, det var jo ikke værdigt for kvinden, så kunne han lige så godt have gået til en luder... En mand havde lyster det vidste hun godt, men alligevel havde hun altid troet han ville forsøge at finde et nyt forhold til en kvinde og det kunne man ikke på en enkelt nat.
"Men tag du dig af drengen.. Så vil jeg prøve at finde Regina, som jeg faktisk troede du var ude og lede efter, jeg anede ikke du var her, men du har vel ikke set brevet hun efterlod, har ikke læst det men kan gætte der står hun er rejst for jeg har ikke set hende i flere dage.. Jeg har mistet en mor og jeg vil ikke miste en mere" sagde hun roligt, men bestemt for hun var ikke vred eller glad, for lige nu anede hun ikke rigtigt hvad hun skulle føle udover hun ville efter Regina hvis hendes far ikke havde tid, for nok stoppede han hende i så mange ting, men den her ting fik han ikke lov at stoppe hende i, ikke alt efter det hun havde ofret for at blive her på herregården, hendes livs kærlighed, drømmen om børn, drømmen om at opleve noget uden for herregården og til tider ønsket om at få andre venner end dem hun havde på dette sted. Efter Regina var kommet ind billedet havde hun ligesom ikke haft brug for de ting, men lige nu var hendes forbillede af en mand jo ødelagt på grund af den nyeste opdagelse men så i det mindste kunne hun rende efter den kvinde som hun havde fundet værdi til at kalde mor, til trods for at Odette nok var ældre men det betød jo intet for hende. Hun vendte rundt og gik for hun skulle lige have pakket nogen ting, dog uden på gangen fik hun fat i en slave som hun bad sadle hendes hest for Regina havde allerede flere dages forspring men hun ville se om hun ikke kunne finde hende alligevel.

//OUT

[Turo]

Turo så roligt på Gabriel som han lage sig ned mellem hende og damon, hun fik roligt putte begge drengen og lage en armen over dem. "jeg elsker også jer " sag hun ganske stille og gave vær en dreng et kys på panden, og lage sig ellers til rette. at Gabriel roste hendes udsende smile hun blot af for det var da sødt af ham og sige. at han ville høre historien om dragen smile hun blot "okay men du skal forsøge og sove i mens jeg fortæller" hun tænkt så lidt for at huske den før hun fortalt om en ridder som skulle ud og fælde en meget stor og farlig drage som plage landt, ved og spise alle deres husdyr og brænde deres byer ned, hun søger for at gør det så spændene så muligt uden og skræmme livet af dem. hun forsatte med og fortælle til hun så drengen sove og da hun var helt sikker på de sov sukke hun stille og kigge op i lofte. nu var de fanget på gård, de kom nok aldrig til og se sam mere, eller gården i nerilia. hun savne det, plus hvem ved hvor mange problemer hun faktisk hade skabt ved og komme nu med to børn som var shades, hun sukke og viste det sikkert blev nemmeste for drengen og falde til i hans familie, men ikke hende men nu kendt hun så ikke shades piger eller at han faktisk hade fundet en kvinde, så uden at vide hvor meget ballade hun hade lavet døsse hun selv hen med en arm om drengene.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at han havde bragt skam over deres familie ved at der var beviser for hans handlinger, men der var intet at gøre ved det nu, andet end han måtte vise sig fra sin bedste side og ikke benægte alt, men tage ansvar. Shade skammede sig også, og at høre på Odette hun var skuffet, gjorde mere ondt end han faktisk havde forstillet sig. Der var sket så meget, at Regina helt havde forladt hans tanker, han forstod ikke helt hvad pokker der egentlig var sket og pludselig kom han i tanke om et brev han endnu ikke havde fået læst. Måske det ville være en ide at få læst det, han tog sig til hovedet som gjorde det ondt, for han følte næsten at det skulle falde af med alle de tanker der kørte.
"Odette..... Bring hende hjem, jeg kan ikke leve uden hende." Hviskede han så, på nippet til rent faktisk at græde, det gik op for ham at hun muligvis havde forladt ham for at blive væk, for altid. Hun måtte ikke give op på ham, ja han var en mand af fejl og et selvisk hjerte, han vidste ikke bedre siden hans kones død og det var jo mange mange mange år siden. Kvinders lokkende former og kunnen havde fortryllet ham, men hun havde tyvstjålet hans hjerte og han elskede hende så pokkers højt, alligevel fuckede han op i alting og nu sad han her. Tanken om at miste Regina gav ham lyst til at se sit billed i øjnene, han tvang tårene tilbage og rettede sig op, som var han faldet lidt sammen. Han trak vejret dybt og tog sig sammen til at lede efter brevet som han fandt i sit soveværelse, han læste det og nåede ikke langt før tårene igen pressede på, det her var alligevel mere end hvad han kunne tage. I udmattelse og forvirring, gik han kold oven på sengetæppe med brevet knuget ind til sig, der var tåre på brevet og spor af det på sengetæppet, men nu sov han dybt.

[Deleted]

Gabriel lod som han sov, og han blev liggende længe før han var sikker på hans mor og Damon sov tungt, før han forsigtigt kravlede ud af sengen uden at bevæge sig voldsomt så de vågnede for han var sulten og ville vide hvad Shade og den ukendte kvinde snakkede om. han stod uden for døren til rummet hvor de var inde i, døren var lukket ,han satte øret til døren og hørte hvad de sagde "Det er dine halvbrødre " dette hørte han tydeligt, han stivnede. Var shade deres far? NEJ! det kunne ikke passe, det var han ikke, det var SAM! sam var deres far.! og ingen andre, han mærkede vreden komme op i sig, han havde lyst til at stikke af og aldrig komme tilbage. han ville have Sam som sin far! det var jo ham der altid havde været der. Shade kunne ikke være hans far! det kunne ikke passe. hvorfor havde han så ikke været der! han knyttede hænderne, Da han hørte shade kom mod døren, gemte han sig hurtigt, han blev siddende lidt tid inden han flugte efter ham , det mørkt, men han nåede lige at se hvilken dør Shade gik ind af.  Han ventede lidt i inden han flåede døren op og råbte " DU IKKE MIN FAR! SAM ER MIN FAR !!!!! råbte han alt han kunne, han løb hen og gav Shade en lussing alt han kunne, inden han løb ud af rummet,  og ned af trapperne så hurtigt han kunne, han flåede hoveddøren op så den smækkede op i bagvæggen, han stod på trappen og skreg " DU IKKE MIN FAR!!!!" alt han kunne inden han begyndte at græde, han løb over mod en lille tæt bevoksning af træer, han løb alt han kunne, da han faldt over en stor gren han ikke havde set, han slog sin fod, og kunne ikke stå på den, han satte sig ned og tog sig til foden,  og græd bare. 

[Turo]

Turo så og sov enlig tunger ind hun pleje at gøre, men hun var så udmatte efter at have bekymre sig om Damon i så lang tid, og efter så hård en vinter trængt hun virkelig til hvile, så hun mærke slet ikke gabriel forlad sengen og der efter rummet, hun lå med en arm om damon for at sikker sig han vist hun var der, hun registeret kun ganske svagt da gabriel råbet af shade første gang, men da hun kunne høre lyden af små fødder der løb, og der efter en råben igen satte hun sig op. "mh..hvad.." mumle hun og så ned på damon og der efter hen hvor gabriel skulle have sovet, der gik et par sekunder før hun rigtig register at gabriel ikke lå på sin plads. hun kom ud af sengen og skynde sig ud af rummet dog uden og larme for at vække damon, hun så ned af gangen og kunne ikke se gabriel der. "Gabriel?" spurt hun en smule højt for at se om han var der men da han ikke svar skyndet hun sig ud af huset og så rundt ude i gård "Gabriel!" kaldt hun og kom ned af den lille trappe ved front døren, og snuse lidt jo hun kunne lugt ham så hun fuldt blot hans duft spor til hun fandt ham. hun kunne tydelig høre han græd og se han tog sig til hans fod "Gabriel skat... hvad i alverden laver du her ude! hvorfor forlod du værelset! det ved du godt du ikke bare må gøre!" hun satte sig ned på hug og tog om ham "så så hvad er der dog galt hvad er du så ked af min dreng" hun fik løft ham op i sin arme selv om han var en smule tung nu, løft hun ham stadig op og strøg ham i håret med en hånd.

[Deleted]

I sin dybe søvn blev han vækket af en meget vred Gabriel, han satte sig op forvirret og kiggede efter drengen som hurtigt var ude igen, han tog sig til hovedet og rystede på det. Knægten måtte have overhørt ham, han kunne slet ikke håndtere noget af det her lige nu. Turo burde have kontaktet ham! Han blev hidsig og knugede sine hænder sammen i vrede, forbandede kvindemenneske! I det samme, rejste han sig og kiggede ud af sit vindue, her så han Turo udenfor med drengen, han så koldt ned mod dem, men blikket blev mere bekymret, Damien var alene, han skyndte sig ind på værelset til ham og klargjorde noget af det medicin han havde fået til ham, dyreblodet det blev blandet med var frisk og så gik Shade til sengen og satte sig igen.
"Damien, lille ven? Du skal lige have lidt blod i dig igen så du kan blive frisk igen." Lød det roligt og blidt fra ham, han strøg barnet over panden og så tydeligt sig selv i knægten, skræmmende som det var, men der var også stolthed i ham. Der var intet han kunne gøre for at lade Gabriel føle anerledes, havde Shade valgt, skulle han ikke have undværet dem, han havde ikke frarøvet dem deres far, det havde deres mor!

[Deleted]

Gabriel så på den kolde jord alene og så rundt omkring sig han var faktisk ret bange, det gjorde ondt i hans fod, men det var blot slaget fra faldet, men det viste han ikke, den gjorde bare ondt. Da hans mor kom bryd han helt sammen ” han er ikke min far ” sagde han og så på sin mor ” manden er ikke min far,” sagde han og så på sin mor, ” mor vi skal finde far, ” sagde han og så dybt ulykkeligt op sin mor.

Damon var vågnet da han mor havde forladt sengen ,men han havde ikke haft krafter til at råbe efter hende. Da Shade kom ind i rummet og så på Damon, og gjorde blodet klar, så Damon på ham, og lod sig drikke af bæret. ” hvor min far ?” spurgte han meget svagt og så på Shade. Han kunne ikke slet holde kruset med blodet, men han prøvede, han var langsomt ved at komme til krafterne, men der var stadigvæk lang vej igen.

[Turo]

Turo så på Gabriel der tydeligvis var dybt ulykkelig, hun så på ham og holdt ham bare ind til sig. hun hade ingen ide om hvor han dog hade hørt hvem hans far var og han tog det tydelig vis ikke særlig pænt, og det var det hun hade frygte aller meste var at drengen ikke ville kunne håndtere det men de var jo også kun børn, hun så på ham "gabriel skat rolig træk vejre dybt!" sag hun lidt strenger og så på drengen. hun så på ham og vente på hans faldt ned, "jeg ved ikke hvor du har fundt ud af det.. men det også lige meget lyt godt efter og tag det roligt." hun så på ham og kysse ham på panden og gik hen og satte sig på trappen op til hoved døren, hun strøg drengens tåre væk fra hans kind, "Din far.. er ikke sam Gabriel...kan du huske i altid fik og vide i skulle kalde ham Onkel sam.. aldrig far" hun så på ham og strøg ham over ryggen og lod drengen komme med sit vis han hade noget og sig eller hade brug for at råbe eller noget. hun hade dog godt om ham så han ikke kunne stikke af. "din far.. er shade.. og det kan mor ikke ænder.. det noget du og damon måtte tage stille og roligt " hun så på ham og rejste sig igen og løft ham op. hun nusse ham på ryggen, "gør din fod meget ondt" hun løft ham roligt tilbage til soveværelset hvor hun fik øje på Shade give damon blod, hun lod ham bare og bar Gabriel hen og satte ham på sengen og begyndt og kigge på hans fod.

[Deleted]

Shade kiggede drengene i øjnene, han fik igen tåre i dem som han sad der og hjalp drengen med at få blodet, støttede ham, men lod ham gøre det han kunne selv, bare for at lade ham vide at han allerede nu kunne mere og nok skulle få det godt igen. Da han spurgte efter sin far, smilede han blidt og lod igen en hånd glide over hans pande for endnu engang at rette på hans hår.
"Jeg er din far Damon." Sagde han stille, han lod sit faderlige ansigt glide over og så medfølende mod ham. Der var så meget længsel efter at mærke drengene være glade for de endelig havde fået deres rigtige far, og rent faktisk se hvem syndebukken var, for det var Turo og hvis der intet var at hente og han skulle kæmpe meget for det her, ville hans vrede bestemt gå ud over hende. Det var hendes skyld han først kom ind i deres liv nu, det var på ingen måde fair og han var ved at eksplodere indeni. Alt hun var skyld i lige nu, han så ned mod drengen og hjalp ham færdig, mens han så Turo kom tilbage med Gabriel som han sendte et strengt blik. Han valgte at rejse sig og putte Damon, for så at gå ud af værelset igen, han magtede ikke knægten brokke sig mere eller tude mere. Shade kunne ikke klare mere. Med en hånd igennem håret, sendte han et blik mod Turo som viste hvor meget smerte han faktisk var i, inden han forlod værelset, for at få noget rigtig søvn. På vejen bad han sine folk holde øje med dem og skete der noget alvorligt skulle han vækkes, men ellers skulle alle holdes væk fra hans værelse.

[Deleted]

Gabriel så på sin mor og prøvede virkelig at trække vejret dybt. Og slappe af. det lykkes også lidt efter. ” jeg hørte, shade og damen tale mor ” sagde han stille og så på hende. ” jamen mor, Sam har altid været der, det har shade ikke, så kan shade ikke være min far, for så ville han jo være der ” sagde han stille og så på sin mor, han faldte mere til ro og så på hende, Da hun sagde at Shade var hans far og hun ikke kunne ændre det. ” men mor, hvorfor har han så ikke været der ?” spurgte han stille og tørrede sin snot næse af i sin trøje, og lod hende løfte ham op, han sad helt stille da han blev båret af hende. da de kom op på værelset var han faldet helt til ro og var lige ved at falde i søvn. ” nej mor ” sagde han stille og kunne vrikke med foden. Det var bare slaget. Damon så på ham som han blev hjulpet med blodet, da han var færdig med at drikke, vendte han sig mod Shade og sagde lavt ” jeg har savnet min far ” sagde han stille og så på shade, han prøvede at give Shade et kram, men det var svært fordi han var svag. Da Shade gik prøvede damon at sige ” nej bliv ” men det var ikke højt nok til at han kunne høre det.

[Turo]

Turo så på Gabriel som hun kom ind med ham, hun hade godt set Shades blik men hade ikke lade det gå på sig for hun kunne ikke ænder det hun hade gjort den gang hvor end meget hun så ville, vis hun da ville for hun fortrød ikke det hun hade gjort, hun hade gjort det i sin overbevisning om det var det rigtig og gør den gang og hun holdt fast på det. hun fik placer gabriel i sengen og så på damon der snakke til shade men selv hun kunne ikke hør hvad han sag men hun kunne skimte hans mund bevæge sig. hun tog damons hånd og så på ham og sag stille "han kommer igen imorgen damon.. rolig" hun brød sig et sted ikke om damon tog shade til sig og hun gætte på han hade selv sagt til damon at han var deres far. hun ville sådan ønske han ikke var deres far, men sket var sket og hun satte da pris på hun hade fået så to dejlig drengen tros shade var deres far. hun så på gabriel og fik drengen putte, "Gabriel.. du må forstå.. mor tog nogle valg.. og" hun tav for hun tur næsten ikke forstille sig hvad gabriel og damon ville sig vis de vist hun hade holdt shade væk fra dem. hun var på nippe til og tude men holdt tåren inde og stemmen i ro. "Mor valgt ikke og lade jeres far vide.. at i var bleven født.. så.. det mors skyld at i ikke har set ham før nu.." hun så ned i sengen mens hun sad der på sengen kanten og måtte vente på drengens reaktion vis der ellers var nogle, "mor gjord det.. for at beskytte jer.. for ikke og risiker.. at mor skulle miste jer" nu kunne turo snart ikke holde på sin hulken og hun mærke tåren trille men hun holdt stemmen i ro, og kigge bare ned på sin hænder mens hun prøve og få styr på sig selv igen. hun forvente ikke at de to drengen ville kunne forstå hvorfor hun hade gjort det, de var kun børn og det her var jo voksen ting men hun ville ikke lyve og ville heller være ærlig og tage det der kom med så vidt mulig oprejst pande for hun kunne ikke gør andet mere.