Allmost fullmoon

[Deleted]

Det var start på aftenen, mørket havde næsten lige lagt sig, det var ikke mere end en halv time siden tusmørket havde bredt sig og givet plads til nattens børn. Vinden var blid, kølig, men ikke noget som påvirkede ham. Ruinerne stod smukt i skæret fra månens lys, den var næsten fuld og gav sit blege skær til alle omgivelserne, det var smukt. Heldigvis havde han fri denne nat, han kunne slappe lidt af og bare nyde stilheden for en gangs skyld. Der havde været meget fest, og selvom han kunne virke til ikke at blive træt af det, havde det faktisk været tilfældet denne nat. Lige nu, ville han have fred og ro, måske en bid blod og en at lege med, men ingen fester i nat. Dereck kørte en hånd igennem det pjuskede sorte hår, han sad på en ruin væg som lænede op langs en anden som et T, hvilket gjorde han havde ryglæn og kunne side afslappet, med et ben på væggen, et andet ned langs, dinglende. Han så afslappet ud og ganske fredelig som han sad der. Denne nat havde han bar overkrop og et par løse sorte bukser, han kunne godt finde på at træne, så han gad ikke at have mere på og det var ikke nødvendigt, da han ikke rigtig kunne fryse. Der var sjældent folk ved ruinerne, det mindede mange om tab af historie og tragedie i forfædrenes eller deres egne historier. På fødderne havde han heller intet, de var bare, men hans sko lå nede foran væggen som han sad ved. Et par sorte lædersko, som var lavet i praktisk stil og ikke i fornem. Der lå også en kortærmet bluse, da han havde forladt sit hjem i bare nogenlunde civiliseret tilstand. 

[spurv]

Liv gik igennem ruinerne med funklende øjne. Hun have været væk så længe at hun næsten ikke havde styr på det. Men efterhånden havde hun fået et billed af at hun måtte have været væk i mere end ti år. De folk hun havde kendt før, havde virket meget overrasket over at se hende og flere havde ikke kunnet gekende hende. I hvertfald ikke før hun tog fløjten frem eller begyndte at synge. Når det skete kunne de allesamme huske hende, for hendes musik var ikke noget noget andre kunne efterligne, og den var svær at glemme. Liv havde meget svært ved at få sig selv til at forstå hvad der var skete, og hvor lang tid der var gået, hun havde ikke særligt mage mindre fra de sidste mange år, og hun så stadig sig selv som en pige. Liv havde ikke ændre sig meget, og så alligevel, da hun forsvandt havde hun været en ung pige der ikke var noget særligt i udseendet, det havde aldrig været det der fik hende til at skille sig ud, men nu havde hendes krop udviklet sig til en ung smuk kvinde. Hendes hår var stadigt gyldet og krused løst ned til hendes talje, og øjnende var den samme himmelblå farve. Hun gik i en enkelt gul kjole, men af okay kvalitet. Om livet sad der en bælte taske og et fløjte hylster, samt en lille dolk. Dolke kunne bruges til at forsvare sig med, men var mere til praktisk brug. Hun havde ingen kappe og heler ingen sko. Lv havde altid foretrukket at mærke jorden under sine fødder. Tegnene efter hendes sidste 10 år var næsten forsvundet, og der var kun enkelte svage blå mærker gemt under kjolen. Det var tydligt liv næd at gå gennem ruinerne, og at hun ikke var mange for dem. Hun nød den kølige aften luft og månelysets skær, mens hun vandrede på må og få.

[Deleted]

Duften af en nyankommende, fik ham blot til at smile, han sad med lukkede øjne og bøjet hoved, der var ingen tvivl om han nød stilheden og roen, samt at sidde der afslappet i sin stilling. Armen ved samme side som benet lå hen over knæet der var bøjet og støttede til væggen, den anden lå afslappet på låret af benet der hang, stadig dinglende en gang imellem. Han fugtede sine læber lidt, tog sig den frihed og snuse for at finde ud af hvilket væsen der måtte være ham ved selskab i ruinernes oplyste gange. Dereck kom med et suk, et fredfyldt et og lod bare tankerne glide. Han havde haft en del drama for tiden, og han havde gjort ting som han aldrig havde troet han ville gøre, nu, nu vidste han var såret hans kære kusine ville blive, for han var jo ikke forelsket i hende, som hun var i ham. Der ville nok gå lidt tid før de mødtes igen, så han ville ikke tænke for meget over det, men blot nyde sin frihed lige nu og den smukke nat som var trådt ind. Da kvinden nærmere sig, endte han dog med at åbne det ene øje, blot for lige at se hvad han havde med af gøre, ganske køn, meget uskyldig af sig, det kunne han godt lide, det var altid sjovt at lege med. Han lagde hovedet tilbage og begyndte at fløjte en enkel lille glad melodi, bare for at lade hende vide at han sad der. Det skulle helst ikke komme som et chok og han ville ikke stemples som en lure.

[spurv]

liv lagde mærke til det smidte tøj nogenl7unde samtiddig med at hun hørte ham begynde at fløjte. hun smilede bredt og lagde hovedet på skrå. En normal reaktion fra en person ville være at lytte eller at afbryde hans fløjten, men liv gjorde ingen af delene. den lille sølvfløjte der altid var ved hendes side var nem og hurtig og få fat på, og uden at tænke over det løftede hun fløjten til læberne og begyndte at spille med på melodien. skønt mannen fløjtede en tilfældig melodi, var musikken livs helt store evne, og uden at ødelægge eller overdøve mandens fløjten, vævede hun en anden melodi ind i den, der skiftetvis fulgte og brød fri af hans melodi, i en perfekt samklag med den fremmede mand. livs øjne fuklede, og hun svjede i tak til musikken, som hun fortsatte til det øjeblik, manden skulle stoppe eller vise foragt for at hun spillede med hans musik. liv stod lige neden for manden, uden nogen form for angst.

[Deleted]

Det var ikke lige noget man så hver dag, en som hev en fløjte frem og spillede til ens melodi, han hævede overrasket det ene øjenbryn, men fløjtede til hans lille melodi var ovre. Han smilte svagt charmerende og lagde hovedet på skrå, inden han valgte at rotere rundt på siden og hoppe ned fra muren. Roligt landede han ved siden af hende, stadig ganske afslappet, men elegant i sine bevægelser. Han så nu lidt studerende på hende, hun var jo tættere på nu hvor de var i samme højde og ikke mere end en halv meter fra hinanden.
"Den mestre De jo pænt frøken." Sagde han så lavmeldt med et beundrende blik, han lagde igen hovedet på skrå og tænkte lidt på sine muligheder her. Så naiv som hun virkede, det var næsten for godt til at være sandt, men han skulle nok få det sjovt, hun var spændende og ikke en han havde set magen til før. Og Dereck havde set en del kvinder i sine over 2000 år på halen. Roligt rakte han hånden frem, som tegn på han ønskede hendes i sin, så han kunne kysse hendes håndryg som en hilsen.
"Dereck Corshee." Præsenterede han sig, han bar sit navn med stolthed og det kunne ses på ham.

[spurv]

liv pakkede roligt fløjten væk mens han hoppede ned til hende. hendes fingre var så van til mekanismen i hylstret at hun gjorde tingende uden at tænke over det. hun smilede bare roligt og så på manden da han hoppede ned. andre unge kvinder ville nok havde været generte, eller pinligt berørt oer hans kompliment, for ikke at snakke om at han nu stod ret tæt på hende. en fremmed mand ude bluse på. hun smilede bare venligt til ham
" mange tak skal de have, det var en fin melodi du flæjtede så kunne ikke lade være "
sagde hun som om det var det mest naturlige i verden at gøre når man hørte en fremmed fløjte en ukendt melodi på en væg, i en ruin by midt om natten. . da han ragte hånden frem gav hun ham sin uden tøven og nejede. hun var meget smiddig og god til at klatre, men af en eller anden grund var hun stadigt klodset, og hendes nej blev aldrig rigtig så godt som de fine hofdamer, hun havde set, men liv var ligeglad, de færeste folk forventede af hende at hun skulle opføre sig fint.
" Liv"
svarede liv venligt, uden at give noget efternavn. hun kiggede på ham, med rolige venlige øjne, og trak ikke hånden til sig før han slap den.

[Deleted]

Med elegance løftede han hendes hånd til sine læber mens han bukkede, kyssede hendes håndryg blidt og slap den så forsigtigt igen. Han smilede roligt til hende, det her skulle nok blive sjovt og han så da sine muligheder, men først måtte han da vide lidt om hende og spørger ind til hende, for speciel virkede hun og han havde som regel ret i sine første indskydelser.
"Frøken Liv. Javel. Hvad laver en ung smuk kvinde alene i ruinerne om natten? Ved De ikke det kan være farligt?" Spurgte han med en bekymret mine og oprigtig nysgerrighed, han endte med at læne sig op af muren ganske afslappet og hvile den ene fod mod den, samt have sine hænder gemt bag sig op af væggen. Lige nu var der ikke andre end ham, men han var også farlig nok i sig selv, men hvor skulle hun vide det fra? Naive kvinder var altid de sjoveste, de blev så overrasket når tingene gik i en uventet drejning og ting skete som de aldrig i deres vildeste mareridt havde turde drømme om. Dereck lod sine lysegrønne øjne glide ned og op af hende, bare for at se hvordan hun var bygget og om hun skulle indholde nogle overraskelser der ville være knapt så behagelige. Men lige sådan nu og her, var der faktisk ikke det store at sætte finger på, andet end hun var smuk og ganske naiv anlagt, men det kunne sagtens være et spil fra galleriet.

[spurv]

Liv blinkedde et par gange som om hun ikke forstod ham, hun så bestemt ikke stedet som farligt det var her hun førhen havde søgt til siden hun var ganske lille.
"jeg ville enlig havde lagt mig til at sove, her er ret godt at sove om sommeren, men natten er så smuk i aften, så det havde jeg ikke rigtigt lyst til, så nu går jeg rundt og kigger"
svarede hun sødt. Hendes stemme havde en helt utrolig klag selvom hun kun talte, og hun så roligt på manden. Liv ar vodt til at se det smukke i alt ting, selv fenne ødemagte ruin der minnede de fleste om tab, og udgjorde en dårlig erindring. Liv syntes den var smuk, især i aften hvor månen lystet ned over de ødelagtemure, så alle de engang fine rum, var badet i månelys. I livs håved var der ikke noget sted der var farligere end andre det galt bare om at forstå stedet, og vide ar der ikke var noget andet ved stedet end en smukt oplyst ruin.

[Deleted]

Roligt rystede han på hovedet, den tøs måtte have været utrolig heldig så, for der var farligt i alle nattetimer, stort set alle steder i Darklia, det vidste han da, da han selv var en af farende. Dereck smilede venligt og charmerende til hende, han kunne nu godt forstå hende, natten var smuk, men valget af sovested var ikke ligefrem et han forstod sig på.
"Ville en seng ikke være mere passende for en køn skabning som Dem selv?" Spurgte han så roligt, han skød sig roligt ud fra muren og gik en halv omgang om hende mens han kiggede på hende, for så at rette blikket op mod himlen. Der var stort set ikke en sky på himlen, alle stjerner strålede mindst lige så klart som månen den lyste. Dereck ville jo gerne virke som en rolig og rar mand, med en bekymret mine for den naive kvinde som havde gjort ham med selskab i ruinerne. At tilbyde hende et sted at sove, bare mens fuldmånen ville være der en af de kommende nætter, det ville være bedst. Det var bestemt for farligt for hende at være ude ved varulvenes tuden, hun var jo en lille godbid, han snakkede af erfaring, da han selv fandt hende som en godbid, eller lækker snack måske, middag, hvem vidste. Dereck kunne høre hendes blod bruse, det gav altid et kick indeni, som gjorde man skulle beherske sig.

[spurv]

Liv trak lidt ligegyldigtpå skuldrende og så på manden. Hun havde ikke noget imod at sove i en seng og nogen gange savnede hun da en, men det var ikke noget hun gik og tænkte på og sandheden var at hun hurtigt følte sig indelukket nnår hun sov i et sted for længe af gangen.
" tjoo nogen gange isærn om vinteren er de rare, om sommeren kan jeg bedst lide at sove under himlen, det lidt forskelligt"
Svarede liv oprigtigt, tit kunne hun også finde på at gå hele natten eller svøme og så sove om dagen i varmen. Liv bed sig kort i læben hun var ikke genert anlagt ved næsten alle ting, men hun var ikke van til at nogen sagde hun var køn på den måde. Liv virkede rolig da han gik rundt om hende, hun var van til at være en folk kiggede på, dog godt nok ikke for hendes udsenende. Selvom liv virkede og var naiv kunne man stadig svagt ane, især hvis man havde gode øjne, nogle næsten forsvundet blå mærker rundt omkring på hendes krop, og det var tydligt for dem som så dem at de ikke var uheldsnmærker, men at nogen havde gjordt hende ondt på et tidspunkt.

[Deleted]

Det havde ikke været svært som vampyr at bemærke hendes tidligere skræmmer gemme på sig, sådan noget lå jo gerne dybere inde og sådan noget bemærkede vampyrer. At hun bedst kunne lide at sove under himmel som sommeren kunne han nu godt forstå, det var skønt og smukt, selvom han nu ikke sov, kunne han da godt ligge en hel nat og bare nyde naturen på sin helt egen måde. Det havde jo faktisk været det han havde været igang med da hun kom gående forbi. Dereck lagde en hånd ved sin hage lidt tænkende og lod den så falde igen, den gled hurtigt ned i lommen på bukserne.
"Natten herefter vil være fuldmåne og min samvittighed kan ikke lade en ung kvinde spankulere rundt i dødens gab. Lad mig tilbyde Dem et af mine ekstra værelse så De kan være i sikkerhed. Det ville være en fornøjelse med musikalsk og yndefuldt selskab." Kom det stille fra ham, han så eftertænksomt på hende og nikkede så lidt, som om han godkendte sin egen beslutning. Dereck var jo egentlig ligeglad, men hans bekymring virkede oprigtig. Måske fordi ingen andre end ham skulle have hendes blod indeborde? Lidt grådig var man vel, for ikke at snakke om hans ejerfornemmelse når han først kom rigtig i gang.

[spurv]

liv smilede og en lille uskyldig latter som små klokker kom fra hende, hun smilede sødt til ham, og lagde kort en hånd på hans brystkasse, før hun tog den til sig, han var kold, men det var ikke noget der gik ind i Livs bevidsthed.
" du er sød"
sagde hun konstaterende og så på ham med de blå øjne.
" og som de dog kan udtrykke dem"
hun smilede stort og kiggede op på månen, hun forstod ikke hans advarsler og ord om fare, men han virkede interasant, og liv elskede selskab,
" Jeg er sikker på jeg vil nyde dit selskab også, månen kommer igen så jeg kan nok godt undvære den i morgen"
sagde hun sødt. Liv hev sig selv op på dene ene væg. den var kun ca en meter høj og da hun sad på den var hun stadig ca i hovedhøjte med Dereck. hendes bare føder dinglede ud over kanten.
" hvor bor de hr Dereck, og hvad bringer dem til runinerne, når de mener de er farlige ?"
der var ikke noget nedladende i Livs tone, blot en nysgerighed og interasse. hun ville gerne forst¨å. over årene havde hun mødt flere der talte om hvor arlige de steder hun opholdt sig var, og liv kunne i sandhed ikke forstå, hvorfor personerne så selv søgte der hen hvis de følte det på den møde.