Escape.

[Hajime Marol]

Det var gået så lang tid. han havde ikke engang styr på hvor lange det var siden. Han huskede knap nok hvor gammel han var mere. Han var træt af livet som slave for en ond vampyr kvinde. Han havde gået mod labyrinten og stod nu uden for den og tog sin stav frem og så mod den. 
"Lys mig vej, lys mig fri.
Lys mig vej igennem labyrintens sti"
Staven lyste op og sendte et svagt skær afsted som svævede langsomt så han kunne følge med. Han gik igennem labyrinten langsomt, det tog dog dage før han kom til udgangen da hans stavs lys svævede langsomt pga manglene kræfter. Fyren der stak af hed Hajime og havde været slave det meste af hans liv. Da han endelig kom ud var han udmattet, sulte, og tørstig.
Han gik igennem byen ved grænsen men ingen så ud til at ligge mærke til ham. Alle var ligeglade med at en beskidt og såret fyr gik igennem byen. Han kom til floden og satte sig ned på knæ for at tage noget at drikke da han lige nu var ligeglad med at det var beskidt vand.
han rejste sig op og så op på himlen, der gik ikke mere end 2 minutter før han besvimmede af udmattelse.

[Anastasia]

En elegant skikkelse fløj over himlen mens solen ramte dette væsen, der til tider virkede til at forsvinde i solens lys når hun foldede vingerne samme for endnu en gang at folde dem ud og skabe en skygge over det hun ramte på jorden. En smuk formiddag virkede det til at være i det solen stod højt på himlen og nærmest ingen skyer, tydeligt at sommeren var på vej, så den elegante skikkelse på himlen ville ud og se hendes Gudindes værk blive sat i værk endnu en gang og så snart ville det blive endnu smukkere.
Skikkelsen på himlen spejdede udover landskabet, dog ikke helt af fri vilje, men hun var blevet sendt væk fra slottet af selveste dronningen der havde bedt hende holde fri og forlade slottets område, ikke noget der helt passede hende, men hun kunne ikke modsætte sig en direkte ordre. Hun var nået til floden ved grænsen og fulgte selve floden fra himlen, fordi hun ikke ville krydse grænsen og komme over i det land de var i krig med. De kongeblå øjne fulgte livet nær floden, der skete nu ikke meget men nogle få dyr og folk var dog i nærheden, som hun fløj var der dog noget som fangede hende ud af øjenkrogen, en ung mand der faldt hvor han stod, noget der kort undrende hende men hun fløj videre før hun vendte om og landede nogle få meter fra ham med en elegant landing med den ene fod først før hun foldede vingerne bag sig og landede helt ned. De blå øjne betragtede overvejende skikkelsen om han var død eller han bare sov, til sidst satte hun den ene fod foran den anden før hun var henne ved ham og satte sig på hug som hun betragtede den unge skikkelse, uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre, før hun igen rejste sig og gik ned til floden hvor hun fylde hendes ene hånd med vand som hun gik tilbage med og smed i hovedet på ham, eller den smule vand der var tilbage for at se om dette ville hjælpe.

Tøjet er det samme som på billedet

[Hajime Marol]

Vandet ramte Hajime lige i hovedet og noget af det ned i munden på ham som det gled ned i hans lunger. Hostene vendte han sig om på siden for at få vandet ud af lungerne. Han satte den ene arm ned i jorden med albuen først og tog den anden hånd til munden for at hoste. Hajime åbnede langsomt de havblå øjne og så sig om og opdagede denne smukke skikkelse. Med et trak han sig baglæns fra skikkelsen da den sidste smukke kvinde han havde set var ude på at gøre ham til slave og bruge ham som levene mad. Han trak sig så langt at han kom op af et træ. Det var dog ikke mere end 1½ meter væk fra dem.
"Ho...hold dig væk... eller jeg... jeg"
Han så ned i jorden. Ja hvad ville han gøre? han var jo fortabt, kunne ikke noget forsvars magi, havde ingen våben. Så hvad kunne han endelig gøre. Med et faldt hans skuldre sig sammen. Han opgav. Det blonde hår faldt ned over øjnene på ham da han opgav helt. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Men han anede jo heller ikke hvor han var. Om han var kommet væk fra Darklia? Han vidste ikke om denne kvinde var ond eller god, for han havde ikke opdaget vingerne på hendes ryg endnu.
Hajime prøvede at rejse sig men faldt sammen igen ned af træet. Skulle han bare bede om at få en ende på det hele eller skulle han igen begynde at be om nåde som slave?

[Anastasia]

Et roligt køligt skær hvilede over Anas ansigt som hun betragtede skikkelsen på jorden, der endelig kom liv selvom hun måske havde ramt forkert med vandet siden han hoste, men hun ikke selv at hun havde nogen grund til at undskylde for at vække ham, fordi han ikke kunne ligge og flyde der hele dagen, der kom jo flere forskellige slags dyr og væsner som ikke var af den sødeste slags, han ville jo virke som et let offer. Hun rettede sig roligt op som han trak sig væk fra hende, det var vel en normal reaktion for disse dødelige? Hun var dog ikke sikker på om det var den normale reaktion eller hvordan folk reagerede i sådanne situationer.
"eller hvad? Du har ingen våben, du kan knap nok stå og der er ikke mange sten i nærheden" sagde hun med en lettere kølig tone, som om hun intet varme ejede i livet, men i sjælen ejede hun nu ingen varme, det var der ikke plads til når man var en af gudindens engle. Vingerne blev foldet ud endnu en gang men ikke for at lette, kun for at strække dem kort inden hun samlede dem bag ryggen igen og begyndte med rolige og elegante skridt at gå hen imod ham. "Du er træt og sulten, lad os nu finde et andet sted til dig så de vilde og onde væsner ikke gør dig til deres næste måltid" forsatte hun i samme toneleje indtil hun stod foran ham, satte hænderne i siden lige over hendes sværd mens hun betragtede ham med de kongeblå nærmest kølige øjne.

[Hajime Marol]

Hajime hørte hvad hun sagde. Ja eller hvad? Hvad ville han dog gøre. Da hun sagde han ingen våben havde og der ingen sten var i nærheden så han rundt. Hun havde ret. Hajime så så ned mod sin lomme hvor hans stav var, den var vel en slags våben. Han så op idet hun foldede vingerne ud. så han forbavsert på hende. Han havde aldrig, og han mente aldrig set en engel. De elegante skridt hun kom mod ham med gjorde ham både nervøs og rolig. Dog forvirrede hendes kølige stemme ham.
Da hun sagde han var træt og sulten undrede det ham at hun vidste det. Hun stod nu foran ham, Han håbede ikke hun snyd ham som den sidste kvinde havde gjort. Han studerede hendes kongeblå øjne og så ned af hendes hænder og så sværdet. Han sank en klumb. Hun kunne jo hugge ham ned nu vis hun ville.
"Hvor... Hvordan vidste De det? Alsår at jeg var sulten og træt?"
Han tog fat i træet og hev sig langsomt og rystene op og stå. han holdte sig dog stående takket været træet. Hans blå øjne søgte hendes kongeblå øjne for at se om hun var god eller måske en af de onde væsner hun talte om. Dog havde han svært ved at se hende i øjnene da han jo stadig havde en slaves sind.

[Anastasia]

Roligheden som altid hvilede over hende kunne både virke skræmmende for nogle men også betryggende for andre, selvom det mest var fordi hun ikke var forstyrret af alle disse dødelige følelser som vidst kunne være lige så forvirrende for dødelige som de kunne være for hende, men mest fordi hun ikke forstod dem, og der var jo heller ingen grund. Som hun kom hen til ham rakte hun hænderne ud nærmest som til et kram, selvom hun ikke kom tættere på ham men ville se om han turde komme til hende, for hun kunne hjælpe ja, men her var intet at spise for ham og intet ordentlig trygt leje at ligge på for hans trætte krop.
"Jeg har studeret jer dødelige i flere hundrede år. I falder ikke bare om medmindre det er i kamp, og siden her ikke er nogle til at få dig ned så det måtte være udmattelse" forklarede hun med denne kølige stemme, som på ingen måde var forførende, selvom den var venlig dog var der intet smil til at bakke det op, for hvad havde hun at smile over? "Kom nu med mig, jeg kan føre dig til Nira hvor du kan få noget mad til kroppen, pleje til sjælen og et leje at sove på. Hvor du intet har at frygte og fri til at gå når kroppen er klar" forsatte hun med rolig og kølig stemme, stadig med armene åbne ud imod ham så han altid kunne lade hende omfavne hende og hun kunne flyve afsted med ham for han var nok for træt til at gå. Det var egentlig med vilje hun talte med en mere uformel tone til ham, til trods for det stak imod hendes natur, men han havde nok mere brug for det end hvis hun begyndte at virke som en af de mere højtstående folk.

[Hajime Marol]

Han trak en arm over sit hoved da hun pludselig slå hænderne ud som i et kram. Men da der intet skete tog han armen ned igen. Han havde bide mærker og sår på armene. Han lyttede til hvad hun sagde, han så op på hende og var lettere forskrækket over at hun ville gøre sådan noget. Føre ham til De godes land. Han så tilbage fra hvor han kom fra. Hajime sank en klumb og så så på hendes åbne favn. Han gik roligt over til hende og faldt ned i hendes arme da han faldt over hans egene ben.
"Undskyld. Må jeg spørger Dem om hvorfor De vil gøre dette mod en De ikke kender"
Det at være formel var han trænet til at være. At det så ikke ble gengældt var han van til da slaver ikke skulle bruges et De til dem. Hajime så op på hendes øjne og rettede sig ordenligt op og stå og så på hendes arme som han var faldet ind i.
"Jeg er Hajime Marol, Hvem er De"
Han ville lige præssentere sig for vis nu det endte galt.

[Anastasia]

Den åbne favn var der stadig da han virkede til at tøve men da han faldt ind i hendes favn lukkede om ham for at holde ham oppe og nærmest sørge for at han var så tryg så muligt, selvom hun ikke lettede lige med det samme men ventede lidt til hun var sikker på at han ville med hende, for det kunne jo være han fortrød det på et tidspunkt.
"Jeg er en af Gudindens engle, det er min pligt at hjælpe de som er i nød, også selvom de personer ikke er grunden til at jeg er her på jorden" sagde hun med en kort antydning af et smil og en smule varme i stemmen som hun nævne gudinden, for den kærlighed hun følte for gudinden var virkelig til trods for det var som et barn elskede sin mor, den kærlighed forstod hun ihvertfald, selvom hun ikke kunne udvise den for andre end hendes gudinde.
"Lig armene om min hals Hajime, det gør det nemmere for mig at flyve med dig." sagde hun med hvis kølighed i stemmen og igen uden smil, selvom stemmen var rolig og fattet så det var ikke en ordre men mere noget så det blev nemmere for hende at flyve. "Mit navn er Anastasia, jeg er dronning Julies beskytter" forklarede hun roligt som hun kort bredte sine vinger ud, men ventede kort med at lette før hun var sikker på han havde armene om hendes hals og hendes greb blev mere fast og bestemt for hun skulle jo ikke tabe ham.

[Hajime Marol]

Hajime lyttede til denne smukke engel. gudinde. Fandtes hun virkelig? efter så mange års slaveri havde han troet hun ikke fandtes. Men her stod et ægte bevis på at hun fandtes. Han så forbavseret på hendes smil der kom frem og nikkede. Han så på hendes hals og lagde armende om hende og låste sine hænder fast i sig selv.
"Er denne Dronning god? En der forstår?"
Spurgte han da han jo ikke kendte hende da han havde været slave siden sin unge alder. Nu var han jo i denne Dronnings beskytters hænder. Han sank en klumb over at skulle flyve men han ville gerne væk fra Darklia, så langt væk som muligt. han ville gerne prøve frihed. lede efter sin bror og måske få en familie samlet igen.
"Undskyld jeg spørger, men hvordan er Nirelia?"
Han ville gerne vide lidt om landet. Om HAn kunne flytte ind i landet. få et sted at bo og måske et arbejde selv det mindste ville blive værdsat.

[Anastasia]

Anas smil var hurtigt forsvundet igen, som dug der forsvandt ved solens lys, idet der igen ikke var meget at smile over, men roligheden var der stadig selvom det kunne tolkes på mange forskellige måder men lige nu var den ment som betryggende, selvom hun vidst ikke klarede det helt så godt.
"Hun er en af de bedre og tror hun kan sætte sig ind i dit sted, men det må vi jo spørge hende om når du er frisk nok til at møde hende" sagde hun roligt som hun tryggede ham lidt mere ind til sig fordi han måtte jo endelig ikke falde. Hun lod vingerne folde helt ud og gik lidt ned i knæ før hun lettede fra jorden med et enkelt hårdt vingeslag, som blev efterfulgt af mindre hårde idet hun kom længere og længere op. "Folkene er gode og rare. Landet er så smukt om sommeren selvom alle væsner har travlt med deres gøremål til at kunne nyde den så meget. Men er man ikke bange for at tage fat så er der altid arbejde at få" forklarede hun roligt som hun koncentrerede sig mere om at lette og flyve højere og højere op men hun måtte endelig ikke komme for højt op, idet hun gerne ville have han skulle blive ved med at kunne få vejret, for de dødelige kunne vidst ikke holde så meget til den tynde luft som hun kunne.

[Hajime Marol]

Hajime holdte godt fast i det hun lettede. HAn så ned og sank en klumb mere, dog var det betryggende at hun holdte så godt fast i ham og fløj modsatte vej end hvor han var kommet fra. Så Dronningen ville kunne forstå hans situation. Men Anastasia havde jo ikke engang hørt den så hvordan kunne hun vide det. han bed sig i læben og håbede inderligt at hun havde ret.
Kunne han virkelig få et arbejde? han tog jo altid fat undtagen med madlavning, det duede han ikke til. Måske kunne han få et rengørings arbejde. Ligegyldigt hvor.
"Tak, det lyder rart i forhold til mit liv"
Hajime holdte godt fast og kunne godt mærke hun fløj højt op, for han var som hun nok allerede vidste, dødelig, han kunne godt dø. Hvilket jo kunne være godt. Når man mistede modet til livet.

[Anastasia]

Alt nede på jorden blev mindre og mindre som hun fløj højere op og da hun var i mere passende højde satte hun den endelige retning imod det vide slot Nira selvom der var en del land de skulle over, så gik det meget hurtigere end hvis de skulle ride eller gå den afstand for hun havde ingen forhindringer heroppe i denne højde.
"Vi har stadig en god flyvetur foran os, så du kan bare begynde at fortælle om det" sagde hun med ro i stemmen for de havde jo en god flyvetur foran sig så hvis der blev tid til at fortælle en længere historie hvis det var, så han kunne altid bare begynde, hun lyttede gerne når der alligevel ikke var meget andet at lave end at koncenterede sig om at flyve og sørgede for hun ikke ville tabe ham, selvom hen hånd måske gled lidt for langt ned imod hans bagdel men hun følte lidt han var tæt på at glide en smule, dog var det mere som når en moder bar på hendes barn end der skulle tænkes noget forkert. "Hvis du kan så sving benene om mine hofter og lås dem bag min ryg" sagde hun med ro i stemmen, for det kunne hjælpe lidt mere på at holde ham oppe og hvis han ikke selv kunne så måtte hun jo hjælpe hans ben derop.

[Hajime Marol]

Hajime så ned og så verden blive mindre og mindre. Det var skræmmende og flot på samme tid. Han så på Anastasia da hun talte og tænkte sig om. Det var jo ikke nogle sol stråle historie. Han sukkede lidt og skulle til at fortælle da hun bad ham om at svinge benene om hende. Han nikkede og gjorde det så godt han kunne. Det lykkedes da også i andet forsøg. Hajime så mod det slot de fløj mod og så ned af for at huske helt præsis.
"Vi var 14, min tvilling bror og mig. Vi legede med magi da vi startede en brand, vores forældre døde af det, men vores liv og vores lille søsters liv blev redet."
Hajime sank en klumb for ikke at grade. Han kom til at tænke på da de skar halsen over på lille søsteren. Ikke noget syn en 16 årig ønskede.
"Derefter arbejdede vi flittigt for at forsørger vores lille søster. Men unge drenge er jo nysgerige af natur, hvilket ikke altid er så smart. Vi kom til at trade i en fælde og da der endelig kom nogle var det slave handlere. De piskede og slog os alle tre, men da vores lille søster ikke kunne mere en dag skar de.... skar de halsen over på hende, for øjnene af os. Min tvilling bror og mig blev solgt til slaver siden da, og da jeg endelig troede jeg var fri blev jeg fanget igen. Jeg har ikke set min bror siden den gang vi blev solgt til hver sin slave ejer."
Hajime vidste ikke om han havde glemt noget. men det var jo i store træk det der var sket. Hajime var jo en slave knægt og hans sind ville aldrig blive normalt igen. Han ville altid ha en frygt i sig over at blive slå eller fanget igen.

[Anastasia]

Uanset om hun bar på nogle eller ikke, så mente hun stadig gudindens værk i form af naturen, var stadig utroligt smuk selvom hun ikke ville anbefale ham til at kigge for meget ned, mest fordi hun ikke vidste hvordan han havde det med højder og hvis han besvimede så kunne hun ikke garantere at hun kunne blive ved med at holde ham. Hun lyttede til ham som han begyndte at fortælle sin livshistorie, men for hende lød det til at han havde da haft nogle gode år før de havde været uheldige med magi, hvorfor nogle skabninger kunne magi forstod hun ikke, de var for unge og uerfarne til at de overhovedet burde have det, men Gudinden havde vel en mening med alt i sidste ende?
"Måske kan dronningen ikke helt forstå din smerte, men det er hendes pligt at hjælpe de som har brug for det og beskytte de som skal bruge beskyttelse imod dem selv, deres fortid eller andre" sagde hun med samme stemme som hun hele tiden havde talt med, helt uanfægtet af hans historie som ikke bragte nogle følelser frem hos hende, men hun kunne jo heller ikke forstå hans situation og hun forstod ikke sorg, smerte eller andet, selvom hun kunne læse det i de dødeliges ansigter og i deres stemmeleje.
Kraftige vingeslag blev lavet som de fløj tættere og tættere på det hvide slot der bare virkede større og større jo tættere de kom på.

[Hajime Marol]

Hajime var ikke højdeskræk, men han var bange for at falde til jorden. Hajime så op på Anastasia og kunne ikke forstå at hun var så køllig. men det var vel sådan hun var. Hun var måske bare en der ikke viste hvad hun følte. Han så mod slottet og forstod godt hvad Anastasia mente med at dronningen skulle hjælpe men ville hun hjælpe en der havde boet så længe i Darklia? Det håbede han for ellers var han efterladt til sig selv. Og det ønskede han ikke at prøve igen.
"jeg håber De har ret"
Sagde han roligt og lidt trist. For hvad vis hun ikke ville hjælpe ham? Hvad gjorde han så, skulle han så tilbage på slavemarket? Eller skulle han så bo på grænsen hvor de stadig kunne få fat på ham. Han var så forvirret lige nu, men håbede at Nirelia var et sted han kunne komme til at kalde hjem. Men det ville tiden jo vise.