On the run

[Dalton White]

Dalton Løb af alt hvad han kunne, han kunne stadig høre folkene løbe efter ham, dog kunne han også høre hvordan de var ved at være helt døde, de havde løbet efter ham længe, men de var ikke i nær så god kondi som han var, det havde det da hvert fald vist sig og så havde de små snuple vinde måske også fået en helt del af dem til at falde i ny og næ, det var ikke noget han havde gjort mere end 2 gange, men det havde set sjovt ud. Han kunne dog stadig ikke forstå hvorfor de havde været så sure over at finde den kvinde sammen med ham, det var hende der var kommet til ham og det var ikke omvendt. Han havde arbejdet på kroen, gjort lidt bar arbejde og spillet på en lute de havde der, det havde været hyggeligt og han havde spred glæde til de fleste der var der, han var så gået i seng i laden, da det var hvad de havde haft tilbage og der var hun kommet. Det var en ung brun håret pige, hun havde holdt ham for munden og de havde brugt natten sammen, det havde været utrolig hyggeligt, men da hendes 3 brødre havde fundet dem næste morgen havde han nok været den værste mand i byen, det var vidst af en eller anden grund hele byens guldklump og han havde åbenbart besudlet hende, selvom han var ret sikker på han ikke var den første, ikke engang tæt på med det hun havde gjort.
Det havde været noget af et held at han var nået væk med alle sine ting og ikke mindst sit tøj på. Han havde snydt brødrene, så de troet han var hoppet ud af vinduet og havde ellers bare hængt der ude, til de løb ned af trappen og så løftet sig op igen før de havde fattet mistanke. De havde dog fundet ham og nu var han her, løbende med en masse folk efter sig, dog kunne han ikke lade være med at grine, han grinte af sine lungers fulde lyst, som han blev ved med at undgå dem, nogle gange var han også stoppet op og havde nok drillet dem lidt, men han var hadet allerede, der var ingen grund til ikke at havde lidt sjov.

Det havde dog snart været god tid de havde været efter ham og han gad endelig ikke mere, så han valgte at ryste dem af. Han kom over til nogle træer hvor vejen drejede, med floden på den ene side. Han løb rundt om træerne hvor de ikke kunne se ham og hoppede ind til siden og op i det højeste træ og gemte sig godt imellem grenene, vejen drejede igen og de ville ikke kunne se meget videre, da det begynde at gå ind i skoven. De 4 mænd der stadig var tilbage kom rundt om hjørnet, men for at få dem tila t tro at de var tæt på, løftee Dalton sin hånd og lavede et vindpush hen mod en busk, det fik bladene til at lyde fra sig, som om han var læbet ind i dem og mændene løb hurtigt videre efter lyden.

Dalton kiggede efter de 4 mænd som de løb videre og hoppede så ned på stien igen og stregte sig "note til mig selv, aldrig stole på en køn pige" sagde han og grinte let for sig selv, det havde godt nok været tæt på, men det skulle ikke være sidste gang han kom til den by, det ville være for kedeligt ikke at udnytte det sjov han kunne havde, måske kunne han også sige undskyld, efter noget tid kunne han vel på en måde gøre det godt igen, men han måtte vel lige finde ud af hvordan.

[Callisto Sepra Fireocean]

Det havde været en af de der lettere kedelige dage hvor hun bare havde slentret rundt og ikke rigtigt lavet noget, ligesom dagen før og dagen før den, så nu var hun begyndt at kede sig voldsomt. Det havde været kedeligt at bo på kroen for mændene kunne alligevel ikke lade være med at glo efter hende og hver gang måtte hun afvise dem for hun gad dem virkelig ikke.
Dagen i dag var dog anderledes hun havde besluttet sig for at hun skulle gå hen til sladdertræet for at se om der ikke var kommet nogle nye dusør op som hun kunne jagte, bare for at lave et eller andet. I starten havde hun dog gået lidt rundt i skoven og lige som hun kom ud på stien var hun næsten blevet rendt ned af 4 mænd, som hun så lettere forvirret efter for de havde næsten ikke anset hende, selvom en stoppede op men hun sendte ham sådan et advarende blik at han vendte rundt og løb efter hans brødre eller hvad det nu var. Efter han var smuttet rystede hun bare på hovedet før hun valgte at gå i modsatte retning for det var ikke noget hun egentlig gad at blande sig i, så hun begyndte bare at gå uden at give det mange tanker. Hun skulle hen til sladdertræet, det var det eneste som hun tænkte på for hun skulle have lidt sjov og hun skulle have nogle penge, selvom det ikke var fordi hun manglende dem men hun savnede nu en gang jagten og det der skete noget, som ikke betød en mand der forsøgte at få hende med i seng, for hendes synspunkt kunne de lige så godt lege med dem selv. Hun så sig ikke rigtigt rundt idet hun havde tankerne på noget andet, hvilket også betød hun ikke helt med det samme lagde mærke til Dalton, men hun endte dog med at se kort på ham før hun forsatte videre, for hun så ikke ligefrem en trussel.
Det lange røde hår bevægede sig bag hende for hun havde ladet det hænge mest løs, men lige bundet pandehåret op så det ikke kom i vejen for hende mens hun gik ude. Trøjen denne dag var brun og langærmet men stadig viste den maveskin og en god del af kavalergangen for hun følte sig nu bedst tilpas i sådan noget tøj og så kunne man se hendes piercing i navlen, den lille sølvpind med en diamant. Bukserne var ligeledes brune men hun havde det normale tykke bælte, med den store messing plade, på som mest af alt var til pynt. Sværdet havde hun efterladt derhjemme men på låret havde hun bundet en mindre dolk som hun kunne bruge til selvforsvar hvis det kom til stykket.

[Dalton White]

Dalton havde valgt at begynde at klæde sig ordenligt på, nu hvor han endelig havde tid, der var ikke rigtig nogle i nærheden, så han begynde lige så stille at lægge sine ting fra sig og kigge lidt på om han manglede noget. Det så vidst fint ud, så han begynde bare at tage sit tøj ordenligt på, det havde ikke været et helt kønt syn, som han var begyndt at løbe fra det hele, han havde ikke helt haft nok tid til det. Han fik hurtigt skiftet det meste af sit tøj, men som han fandt sin trøje frem hørte han en lyd, det var et stykke væk, men ville ikke tage en chance, det var en stille gang og holde sin trøje, mens han kiggede mod vejen, da det viste sig at være en kvinde fortsatte han bare med at tage sin trøje på, så han ikke stod i bar overkrop. Det var dog ikke fordi at han ikke var stolt af den, han så ingen fejl ved sig selv, men det var ikke noget han havde behov for at vise frem, så han tog en hvid trøje på med en lædersnor i starten som man kunne spænde hvis man ville havde den til at se mere formel ud, men han lod bare snoren være løs, så det var en rimelig stor v hals. Han havde allerede nogle brune bukser på der var meget normale og så var der ellers ikke det store at se, ud over hans læder haske på dene ene hånd hvor fingrene var fri og der ellers var noget læderbeskyttelse ned af hans overarm, så han ikke kom til skade hvis han nu fik strengen mod hans overarm. Han kigged elidt frem fra sin trøje, men kunne tydeligt se at han ikke var den eneste der var i form, for at være ærlig, ville han nok kalde hende en helt del mere atraktiv end ham selv, den kvinde der gik der så utrolig godt ud. Han lage meget mærke til hendes tøj, brunt, dog utrolig passende til hende, det var noget afslørende til hendes hud og viste at hun ikke havde noget at skamme sig over, ingen ar, faktisk utrolig pæn og vejplejet hud, han nåede også lige at få et glimt af hendes navle piercing, den passede til hende og viste sig flot frem med hendes flade, dog var det ikke fordi at hun ikke lage mærke til hendes våben, det var ved låret, et normalt sted hvis man var mere erfaren med den, en normal kvinde vil skjule den hvis de overhoved havde en, men hende her var anderledes især også med hendes udstråling, den var selvsikker og havde et fast mål, hun viste ingen nervøsitet, hvilket gjorde noget for sig selv. Der var selvfølgelig også hendes pæne barm og carvelergang der gav noget mere at kigge på, men der var to ting der fangede ham meget, en af dem var hendes utrolig flotte røde hår, det hang løst, men på samme tid så det ud til at være lige som det skulle være, det var som om det var det han kiggede utrolig meget på selv efter hun havde passeret, det andet han havde lagt mærke til var hendes øjne, de var brune, men der var noget i dem, noget der interesserede ham, som dog også gav ham et lille smil på læben, der var meget mere bag hende, ikke bare en køn kvinde, der var noget han ville vide, noget han ville lærer.
Han fløjtede let af hende, men ikke på den sædvanlige måde som fyre på en bar, noget man måske mere ville fløjte når der var noget der imponerede en, det var dybere. "hvad får sådan en kvinde til at drive sig så bevist frem, det må være noget af en opgave" sagd ehan, det var meget fordi han også godt ville stoppe hende, dog nåede han ikke at sige mere, der kom en eksta lyd et stykke væk fra den vej hun var kommet af, det var flere fødder der berørte jorden og et lille smil kom frem på hans læber, som han genkende stemmerne.

Daltons blik ændrede sig langsomt, det var let drillende, dog også noget overlegend. Han gik ned i knæ og tog sin bue i den ene hånd og en pil i den anden hånd, i samme bevægelse som han vende sig om, var pilen på strengen og man kunne se en konsentration uden lige, langsomt lavede han sin egen bane for pilen i hoved og slap den fuldt optrukket bue, der kom et shivs og pilen fløj afsted. Allerede nu var der lavet en bane for den og næsten som en vane havde han tage næsten alt vindmodstand fra den, han lod pilen flyve næsten uden modstand, nærmere til noget der hjalp den i farten hen imod et træ, der var lige før vejen drejede, det var der fra stemmerne kom og pilen fløj lige ud foran vejen, hvor man lige kunne ane de 4 mænd og man hørte så et brag på det træ der var foran dem, den havde ikke været meget mere end ½ meter væk fra dem. Der havde været en utrolig kraft på pilen og man kunne se på hvordan træet var blevet kraftigt skadet, men det var meget normalt når piler havde så let ved at flyve uden modstand, der var ikke noget til at stoppe den. 
Noget der minde om en hvin kom fra de 4 mænd og de vende sig rundt igen og løb alt hvad de kunne, der skulle dog ikke mere til, før han vende hoved, med et glædeligt smil mod kvinden der var gået forbi ham. "sorry, de fyre har været efter mig hele morgenen, hvor kom vi fra, nå ja, hvad du er så fokuseret på" sagd ehan og vende sig helt om imod hende og kiggede på hende, som om alt der var sket var det mest naturlige i verden.

[Callisto Sepra Fireocean]

Hun havde gået lidt i sine egne tanker, om hvad hun mon ville finde på sladdertræet denne gang for sidst havde hun ikke fundet særlig interessant men denne gang skulle hun tage et eller andet, bare fordi hun kedede sig noget så frygteligt og der havde ikke været nogle interessante at snakke med. Men igen hvem var egentlig interessant? Hun havde ihvertfald aldrig mødt en som var det, nok fordi hun skubbede alle væk allerede før de fik lov til at komme tæt på.
At manden hun gik forbi var ved at klæde sig på tog hun sig ikke af, for hun tog ikke meget notis af ham udover hun lige så han var der før hun gik videre så hun lod ikke mærke til nogle bestemte træk udover at han var en fyr så gad hun allerede der ikke bruge tid på ham, men igen hun ville hen til sladdertræet for at undersøge hvad der var. En fløjten fik hendes ellers bestemte gang til at stoppe op og vende sig rundt, mest for at se om det var hende der blev fløjtet af for det ville bare være så typisk! og irriterende uanset om han havde været bare for at få hendes opmærksomhed eller om det så var fordi hun var køn at se på. Da hun så fyren igen og han talte til hende satte hun hænderne i siden, og så lettere fornærmet på ham fordi hun blev forstyrret i hendes gang. Da han virkede til at være optaget af noget andet valgte hun at ligge armene over kors, fordi hun ville give ham sådan en skidebalde når han henvendte sig til hende igen.
Hun betragtede ham roligt som han nu en gang gjorde hans ting med pilen, som ikke virkede til at imponere hende på nogen måde men mere sur over at hun var blevet forstyrret. Så hun stod og trippede med fingrene over den ene arm som hun ellers virkede til at vente tålmodig på at han skræmte nogen væk, selvom det inderst inde morede hende lidt at høre det mindre hvin, dog gad hun ikke rigtigt vise det. Da han endelig var færdig stod hun stadig og trippede fingrene over armen. "Og hvad så? Det giver dig ikke ret til at fløjte af mig.." sagde hun temmelig irriteret for det gav ham ikke ret til at fløjte af hende, uanset på hvilken måde det var. "Desuden behøver du ikke blande dig i hvad jeg skal, for jeg deler ikke.." forsatte hun i samme toneleje før hun vendte sig rundt igen og begyndte at gå hen imod Sladdertræet og floden for hun ville da ikke dele hendes dusør, ikke igen og da slet ikke til en mand, de kom jo bare i vejen for hende når det kom til stykket.
"Man kan da heller ikke få lov at være i fred..?" mumlede hun lavmælt for sig selv for hun kunne da heller aldrig få lov at være i fred, folk ville altid det ene eller det andet. Fingrene blev let knyttet som hun igen gik med rolige og faste skridt selvom hun ikke selv var klar over at hendes bagdel vrikkede forførende for nogle men det var normal gang for hende.

[Dalton White]

Dalton nåede kun lige at se hun vende sig rundt, han kunne se hvor irriteret hun var, han kunne dog ikke lade være med at smile. Det hele var bare lidt for komisk, han blev dog lige først færdig med sin opgave om at få mændene væk, der var en meget speciel ting han lage mærke til i det her, hun havde slet ikke bevæget sig i det der var gjort, Han havde skudt en pil afsted og han havde ramt med en kraft der ikke var normal, dog var resultatet for kvinden der nu stod foran ham, at hun slet ikke reagerede. Han lage hoved let på skrå ved resultatet, hun var endelig bzare sur på ham, der var slet ikke noget der viste at pilen havde så meget som overrasket hende og hun havde af en eller anden grund hele tiden været sikker på at den aldrig var blevet rettet mod hende. Lige så stille brede sig et smil på hans læber, længslen efter en krop, var nok ikke ligefrem noget han tænkte så meget over, det var ikke noget man sagde nej til, men der var noget ved en person som hende, hun var interessant på en anden måde, der var udfordring ved hende og på samme tid noget han ville vide.
Han lyttede lige så stille på den måde hun snakkede til ham, hun følte sig overlegen, hvilket endelig var meget sjovt, ikke noget han ville skyde ned, han vidste ikke nok til hende til at kunne sige noget andet, men det fik ham bare til at smile mere. "fløjte, så det er det der irritere dig, men lad mig spørge, hvad er det der irritere dig i form af jeg fløjter, fortæller jeg dig da noget ubehageligt ved det" spurgte han med et let drillende smil, bare fordi hun ikke ønskede sig at snakke med ham, så behøvede han da ikke at give hende den tilfredsstillelse og lige nu var hun nok det eneste interessante han så for sig, han vandre hele tiden og det var ikke så tit man møde en person der gemte på så meget, en person der var så tilbageholden. Det han endelig prøvede at sige til sig selv var at det ville være spild af sjov ikke at komme tæt på hende eller i det mindste prøve.


Da hun sagde meget bestemt at hun ikke delte, begynde hun bare at gå "men stadig svare du på mit spøgsmål, du vender dig ikke bare og går uden at skabe en interesse for mig" sagde han bare roligt med et smil for sig selv, han ville stadig gerne vide noget mere om hende, han så hvordan hun roligt bevægede sig væk fra ham, hendes bagdele var utrolig atraktiv, men han kunne ikke alde være med at grine let for sig selv, nej den her dags sjov var kun lige begyndt. Han tog sin taske på ryggen og begynde roligt at gå efter hende, raske skridt, han hørte hendes ord, det var måske ikke sagt ret højt og måske ikke meningen at han skulle høre det, men at undervurdere en vind dæmons hørelse kunne ikke betale sig, men nu vidste hun jo heller ikke hvem han var. "lad mig se, jeg gætter på de fleste mænd forstyre dig på grund af dit udseende, det kan man jo ikke klage over, så er jeg sikker på at de fleste kvinder gør det af misundelse, men det er nok noget der bare irritere dig, men jeg har på fornemmelsen at der også er en del der kan se mere end udsendet og se blikket i dine øjne, noget som mange vil se som en udfordring og de forstyrre dig nok for at udfordre dig direkte og så er der mig, jeg er underlig og stopper ikke en oplevelse bare fordi nogle siger nej" Han smilte bare for sig selv, han snakkede nok meget lige nu, men det havde nok meget at gøre med at han vidste hun ikke ville sige noget til ham, hvis han ikke skabte den meste interesse og det han gjorde lige nu var endelig bare at fyre hypoteser af, han vidste ikke hvem hun var, men ville finde ud af det, om så han skulle irritere hende nok til at finde ud af det.

[Callisto Sepra Fireocean]

Hun havde set utallige mænd forsøge at imponere hende, uden det rigtigt havde lykkes på nogen måde, selvom Dalton ikke ligefrem var en der gjorde det med vilje, eller det var hun ikke sikker på og det var lige meget. Hun var blevet forstyrret allerede før hun kunne nå at åbne munden ved at han skulle skræmme de andre væk, grunden til at de skulle væk behøvede hun ikke at vide for det var jo ikke hende de havde jagtet så de betød intet for hende.
Hun svarede ikke på hans mindre form for spørgsmål med hensyn til hans fløjten men hun var bare så træt af at folk fløjtede af hende for at få hendes opmærksomhed som en eller anden hund eller dyr, man ville have kontakt med, i stedet for at komme hen og snakke med det samme mens man stadig holdt sin afstand selvfølgelig, bare for at respektere hende en smule.
Da han sagde hun bare skabte en større interesse for ham sukkede hun for sig selv som hun gik, før hun kort førte den ene hånd op til hendes tinding og masserede den kort med lukket øjne "Pokkers.." mumlede hun bare for sig selv før hun lod hånden falde igen og øjnene igen blev åbnet, for han have jo ret. Pokkers til ham. Hun ville jo ikke skabe større interesse, så skulle hun bare have holdt hendes mund og gået videre uden at give ham mange tanker, men det var jo lidt for sent nu. Da hun begyndte at høre han fulgte hende og igen begyndte at snakke med hende igen, kunne hun ikke lade være med at rulle irriteret med øjnene. "Sikke du kan snakke, holder den mund aldrig lukket?" spurgte hun lettere irriteret for sikke mange ord der kom ud af den mands mund, han var jo lige så snaksaglig som kvinder. Hvis det ikke var fordi hun egentlig havde efterladt de fleste af hendes våben hjemme på hendes værelse så hun kunne heller ikke rigtigt gøre skade på ham, foruden den dolk hun havde på sig men det krævede jo hun skulle tæt på, tæt på ham.. "Må jeg foreslå at du holder kæft før jeg kommer til at gøre skade på dig" sagde hun irriteret for hun havde jo advaret ham på sin vis med at han skulle holde mund ellers kunne det ende med at hun ville komme til at slå ham, selvom det jo ikke var det som var meningen i dag ihvertfald ikke før hun fandt dem hun fandt dem som var efterlyst.

[Dalton White]

Dalton kunne ikke lade være med at grine let af hende, mest fordi hendes udbrud tydeligt viste at hun selv også var utilfreds med hvad hun havde sagt, det var måske så også lidt ondt af ham at udtrykke det på den måde, han kunne jo godt lade hende være, men han havde ikke i sinde at lade det ligge helt, han var fast besluttet for at more sig lidt her og så var der endnu et mål mere, han ville få hende til at syndes om ham, ikke fordi det skulle være noget inponerende, hun skulle bare kunne se på ham med gode øjne og så længe det ikke var sådan, så ville hun ikke kunne skræmme ham væk. "ja det er noget værre noget når man svare bare fordi man er oprevet" sagde han og grinte lidt for sig selv, langsomt kom han op på siden af hende og gik ved siden af hende, han regnede endelig lidt med at hun ville begynde at vende hoved til ham, men han syndes nu også det var lidt for meget, hvis han gik bag ved hende og snakkede ved at kigge på hendes bagdel imens, men faktisk havde det også noget at gøre med hendes øjne, der var stadig tanken omkring den intensitet i dem, han ville se dem igen og se hvordan de ændrede sig som han snakkede.
Hun begynde pludselig at lyde som en forfinet adels kvinde, som var irriteret over en eller anden tjener, dog kunne Dalton ikke gøre meget andet end at smile af hende, det var måske ikke så pænt, men han skulle nok få hende ned på jorden igen, smilet lavede sig langsomt til et drillende smil. Han bukkede roligt for hende. "det må du undskylde deres højhed, men jeg regnede med at de ville havde svar på deres spørgsmål"  sagde han og kiggede op på hende med et drillende smil, hun fortjente det lidt når hun skulle bruge den. "eller er det bare fordi du vil bringe mere interesse for hvem du er du siger det" det ville nok ikke være smart at være så provokerende for hende, men han kunne ikke bare lade hende gå så let og bare tige stille og han kunne ikke tænke på andet end at se hende kigge direkte på ham, han ville se de øjne og se hvordan hun ville se på ham, måske kunne han endda få et lille smil frem fra hende.

Dalton løftede let øjenbrynet ud fra hendes udtale, hun ville skade ham, det her måtte han se. Han var helt sikker på han var farlig, ligemeget hvordan han ville møde hende, men han måtte se det. Han tråde et skridt ind foran hende og man kunne tydeligt høre hvordan han trak begge sine våben op af skeden, de var på ryggen af ham og var ikke let at se, faktisk i hans rygsæk, men det var ikke fordi han begynde at true hende med dem, han holde faktisk den ene i klingen og pejede skaftet imod kvinden foran ham, hans egen kniv blev hold nede. Kiggede man på dem kunne man se de ikke var lange nok til at være svær, men de var endelig også for lange til at være knive, man ville let kunne kæmpe ordenligt med dem og man kunne se på deres stabilitet at de også ville kunne virke som et våben mod et sværd. "tag den, tror den er bedre end hvad du har og lad os så få at se om vi kan få noget af den vrede ud" sagde han bare, han kunne let få nogle skræmmer hen, men han vidste hvordan han stod i en kamp, han havde brugt mange år af sit liv til at gøre det perfekt, men han var ikek en person der angreb, han var en person der forsvarede og tog fordel ved det. "lad mig se hvad du dur til, det kan være du kan få dit ønske opfyldt" sagde han stille og roligt og vende på at hun tog imod kniven. "vi kan måske lave det til en udfordring, vinderen får et eller andet, give det lidt spænding" sagde han og kom med et drillende udfordrende blik.

[Callisto Sepra Fireocean]

Han var dog utrolig! som en irriterende lillebror der bare ikke ville lade en værre, nysgerrig lille satan der tydeligvis bare var ude på at pisse hende noget så grueligt af, noget der efterhånden kunne ses i hendes ansigt for hun blev mere og mere rød af ren og skær vrede over ham. Så hun svarede ikke på det første han sagde for ja hun kunne jo ikke lade være med at svare når hun var vred, men denne fornøjelse skulle han ikke have. Et sted inde i hende selv begyndte hun langsomt at tælle til 10 men det hjalp ikke og hun gad ikke tælle højt for så skulle hun sikkert bare høre en kommentar på det og det gad hun da slet ikke.
Da han nærmest begyndte at drille hende ved at bukke for hende og kalde for højhed, knugede hun hænderne så hårdt sammen at hendes knoer nærmest blev hvide mens hendes ansigt næsten var samme farve som hendes hår. Hendes øjne virkede til at lyne af ren og skær vrede til ham men hun gjorde ikke noget, for han skulle virkelig ikke have den fornøjelse, han morede sig jo allerede tydeligt over hun var ved at blive vred. Havde der været noget ild i nærheden ville det havde udløst et flammehav men hun følte heldigvis ikke noget af den forførende ild i nærheden, ellers havde det muligvis endt som den gang.. den gang for mange år siden. Lige pludselig ændrede hendes ansigts udtryk sig fra at være lige ved at ekspolere til at blive helt træt og sørgelig som om intet betød noget. Vreden forlod lige så stille hendes krop ved tanken om den gang hun havde mistet hendes familie, hendes mor, far og bror. Det havde godt nok ikke været hendes skyld men hun huskede vreden fra den gang hvor vreden havde sat ild i huset og de livløse kroppe fra hendes mor og far var blevet brændt inde.
Hun så væk fra ham som han kom op foran hende og fik hende per automatik til at stoppe hendes gang, hvilket i starten ikke fik hende til at se på ham men det endte nu alligevel med hun gjorde det for at se hvad han havde gang i, nu med lidt mere ligegyldigt blik frem for at være irriteret. "Kan du ikke bare skide? jeg er ikke i humør til at slås med dig.. sagde hun lettere ligegyldigt selvom hun havde en mindre irriterende tone for hun var stadig lettere irriteret på ham over han havde fået hende op i det røde felt. Normalt ville hun ikke gå væk fra en udfordring men lige nu ville hun bare være alene, så hun trådte et par skridt til siden for at gå uden om ham så hun kunne forsætte hvad hun havde gang i men lige som hun skulle til at tage det første skridt ombestemte hun sig og vendte sig rundt for at gå tilbage i den retning hvor hun først var kommet fra. Hun trængte virkelig meget til et eller andet at drikke, et eller andet sprut bare for hun kunne få helt styr på sig selv.

[Dalton White]

Dalton begynde lige så stille at se hvordan hun blev mere og mere irriteret, det var som om at hun reagerede meget kraftigere end han havde regnet med, det virkede ikke kun som om, det gjorde hun virkelig, før havde hun virkelig vist at hun havde noget der gjorde hende farlig, en rigtig kriger der vidste hvad hun lavede, men denne vrede, den gav tegn på at hun kunne komme galt afsted, den viste at hun ville kunne gøre noget der ikek var klogt bare fordi hendes modstander tirrede hende, det var nok ikke helt sådan han havde regnet med det, han var jo ved at hyle hende helt ud af den, men han valgte ikke at sige noget, han kunne godt mærke at han ikke skulle gøre meget mere her, hun var ved at få for meget og han måtte indrømme og han ville være mere passiv nu for der var et eller andet i hende, noget han stadig gerne ville se, normalt var det enedelig let at komme tæt på folk med sjov hvis man vende det om på et tidspunkt, men sådan havde det endnu ikke været med hende.
Han var ved at tro hun ville slå ham ihjel lige om lidt, hans øjne var lidt store, som han så vreden komme frem i hende, han vende nærmest bare på at hun gik helt amok, han var faktisk bange for at havde gået for langt, nok meget dumt af ham, han skulle være stoppet lidt før, men lige pludselig, så kunne han se noget, noget helt anderledes i hendes øjne, der kom langsomt sorg frem og der var ikke skyggen af vrede tilbage, det hele var så opgivende i hendes øjne, det var næsten en smerte der kom helt ind i ham, ingen burde havde det så dårligt og han ønskede ikke andet end at få det væk fra hende, dog vidste han ikke hvad det var, men at se denne kvinde sådan, det var som om de brune øjne som han før havde været så imponeret af pludselig havde mistet alt der var en livsglød, ja det fik selv hendes hår til at se ud som om det falmede.

Dalton følte sig næsten som en slyngel lige nu, han havde det virkelig dårligt med hvordan han lige var blevet det var han ikke sikker på, mest fordi han ikke vidste hvad der skete med hende lige nu, det var som om at hun lige var blevet ødelagt, men der var en ting han blev helt sikekr på som han så hende, hun ville ikke bare havde det godt ved at gå fra det her. Han ønskede at hjælpe, han så hende først prøve at gå væk fra ham, men så vende hun om for at gå væk, dog kom hun ikke langt han greb hendes håndled som hun vende sig væk fra ham, han skulle ikke bare fortælle hende hvor ondt han havde af hende, hun ville være ligeglad, han skulle få hende på den rette vej om det gjorde ham til en skurk eller om det gjorde ham til en helt, han ville hjælpe hende. Hans blik var dog helt anderledes, der var sympati i dem, men også bevisthed om hvad han gjorde lige nu "Du er måske ikke glad lige nu, men hvem løber du fra, mig eller dig selv" spurgte han og havde fået begge sine knive i deres skeder, så der ikke var mere end det, han havde helt sikkert ikke brug for dem lige nu. "jeg er måske ikke den du ønsker tæt på dig lige nu, men jeg kan fortælle dig at lige nu graver du dit eget sår dybere" han kunne helt sikkert havde været sød mod hende, sige at hun skulle få hjælp, men det ville hun ikke høre fra ham, han var faktisk ret sikker på at hun ikke ville havde glæde af at nogle sagde det, for at få hende videre måtte han tvinge hende ind i det, han blev måske skurken her, men det kunne være at hun på et tidspunkt ville kunne se hvad han gjorde.

[Callisto Sepra Fireocean]

At hun virkede til at falme, var på sin vis rigtig for hun følte sig mere eller mindre opgivet, noget hun hadede ved sig selv for hun følte det til tider holdt hende tilbage. Hun ville ikke holdes tilbage, det var jo blot fortid når det kom til stykket, ikke noget der kunne ændres selvom hun havde fået hendes hævn over den der havde gjort det, så kunne det jo aldrig erstatte savnet som stadig blev der.
Da han tog hendes håndled knyttede hun hånden temmelig hårdt for hun gad ham virkelig ikke, hvorfor kunne han ikke bare lade hende være sådan som hun var? hun var jo glad for hendes enspænder liv hvor hun ikke behøvede at snakke med nogle omkring følelser eller noget, for hun kunne jo bare rejse op i bjergene og skrige så højt hun overhovedet orkede det. Hun vendte sig halvt rundt og så igen på ham med lettere irriteret øjne, for han skulle da bare lade hende være. "Hvem jeg løber fra er ikke noget jeg vil fortælle dig.. Og om jeg gravere mine egne sår dybere er også lige meget for dig.. Gå ud og find et eller andet pigebarn som er villig til at sige alt, før du selv kan løbe fra hendes brødre, onkler eller fader" sagde hun lettere irriteret for han kunne jo lige så godt finde et eller andet pigebarn som med glæde ville dele alt hvis han virkelig gerne ville stå og snakke konstant eller så skulle han da finde en døv som alligevel ville slippe for at høre på ham.
"Desuden ved jeg du gerne vil slås, men det bliver ikke mens jeg er vred" sagde hun mere roligt for hun ville ikke slås med ham mens hun var så vred, for hendes far havde altid sagt at det måtte man ikke fordi så ville man bare give fjenden en fordel de ikke skulle have. Hun ville da med glæde slås med ham men ikke når hun var så meget op i det røde felt, det var jo heller ikke sundt men det gjorde også hun sjældent flippede helt ud fordi minderne endte altid med at stoppe hende til sidst, en fordel for nogle men til lettere irritation for hende fordi hun ville jo gerne lærer at styre hendes fulde kræfter når hun var vred, det var der hun fandt mest styrke.

[Dalton White]

Der var ikke noget der fik ham til at slippe hendes håndled, det han ville dog ikke at få hende til at give ham alle hendes problemer, det var der ingen chance for ville ske, hun var jo endelig utrolig ret sur på ham og det hele var startet med et fløjt, hvor det eneste der var ment med det var at hun var imponerende, men det var vel i sidste ende endelig bare hans skyld, han burde havde forudset at det langt fra var alle der var glade for at blive tiltalt på den måde og så blive drillet, men nu var det vel så også noget at han ville gøre det godt igen og han kunne lige så godt prøve sig frem. "jeg tror ikke helt du ved nok til at udtale dig om min hensigt, men jeg forstår din vrede og jeg vil være ærlig, jeg ved ikke hvad der plager dig, men jeg ved at ideen om at du vende om sådan er fordi du har givet op på noget og fordi det plager dig, med andre ord, du løber væk fra et problem, fordi du ikke vil prøve at stå imod det" lige så stille kiggede han bare på hende, det var måske at gå lidt for meget ind i hoved på hende og nok også en måde at blive lidt upopulair på , det var jo nærmest påstand på påstand, som om han kende alt til hende, selvom han på samme tid sagde han ikke gjorde, men hvis han kunne få hendes til at se mere på ham, kunne han måske få hende til at kigge på hendes probæem på samme tid, for hele ideen med at hun havde prøvet at komme forbi ham og derefter pludselig ville tilbage, hun flygtede, hun kunne ikke håndtere problemet hun havde, men det måtte han jo bare få hende til at kigge på, hvis han var heldig nok til at forstå ham, selvom det i sig selv var et problem, især når hun så så dårligt på ham lige nu. Hans blik var roligt, men mere seriøst lige nu, der var ikke det drillende smil på læben som hun havde set på ham før.

Der kom et let suk fra Dalton, allerede her kunne han høre at hun havde misforstået hans intention, slås, skade, det var slet ikke det han var inde i, målet med kampen var at få hende til at falde ned, få hende til at reagere på hendes følelser, så hun komme slippe dem ud, han havde regnet med at det virkede for hende, mest på grund af hendes blik. "der er stor forskel på at slås og sparre" sagd ehan roligt og kiggede ind i hendes brune øjne. "for lever du med et våben er der ikke letter måde at forstå en person på end ved at sparre med dem, det fortæller mere" han kiggede hende stadig ind i øjne, hans blik var låst fast i hendes øjne, de fleste med deres erfaring ville nok vide hvad han mente, men var hun for ung til det, eller havde hun bare ikke prøvet det før, det var det store spørgsmål. "et våben er ikke nødvendigvis noget der dræber, det beskytter og det lærer os ting som ingen andre kan" Han slap roligt hende hånd og kiggede bare afvende på hende, for at se hvordan hun ville se på ham, der ville nok stadig være vrede og irritation i hendes øjne, men nu havde han i det mindste fået nogle ord ud, som hun kunne vende i hoved, det eneste tab ville være hvis hun endelig slet ikke lyttede.

[Callisto Sepra Fireocean]

Det irriterede hende en smule at han troede han kunne tage den frihed og røre hende, når han vidste hun bare blev irriteret over han fløjtede af hende. Men hun kunne vel ikke andet end at ryste på hovedet af ham? for han måtte jo ikke være rigtigt klog når det kom til stykket eller måske bare temmelig uvidende om hvordan en kvinde skulle håndteres når hun ikke var en af de der løse kvinder som jo var villig til alt ting. "Du forstår ingenting. " sagde hun mere køligt end irriteret for han kendte intet til hende eller hendes fortid, så han skulle ikke komme og sige en masse. For nok havde hun hendes problemer, men hvilken person havde ikke et problem eller 2 når det kom til stykket? Hun havde nærmest konstant mødt personer som havde problemer med det ene eller det andet, eller så brokkede de sig bare en del, helt sikker var hun vel ikke.
Da han slap hendes hånd gik hun helt tæt på ham, truende for nogle men til irritation for andre for hun stillede sig helt tæt på så de kunne mærke hinandens ånde og hun satte hænderne i siden. "Kom ikke og belærer mig om våben og kamp. Jeg er datter af en kriger, jeg kender de øvelser med sparring.. Du er kun ude på at få mig til at snakke en masse som en hver anden kvinde ville gøre det, men det får du mig ikke til.. Så drop det dog" lød det lettere irriteret fra hende for han skulle ikke komme og belærer hende om det. Selvom hun godt vidste nogle brugte det på den måde så var det ikke ligefrem den bedste måde for hende, det havde hun da lært for hun havde altid haft svært ved at styrer hendes temperament, det havde hele familien sådan set selvom hendes forældre var bedre til at håndtere det end hende og forsøgt at hjælpe hende med øvelser så hun kunne udnytte hendes vrede på en god måde. Men hvilket barn ville lytte når de havde alt muligt andet i hovedet? Det havde jo aldrig rigtigt interesseret hende at lærer visse ting når hun den gange havde troet at hele livet var foran hende og hendes forældre, det kunne hun dog godt tage sig selv i at smile af en gang i mellem for hvor var hun dog naiv den gang.
Atter trådte hun væk fra ham for hun havde sagt hvad hun ville sige, for hun ville ikke snakke om hendes problemer eller om hende selv, for hende ville det bare være en svaghed og det ønskede hun ikke at fremvise, noget han tydeligvis ikke forstod men det var jo så hans problem, de kunne jo ikke være snaksaglige kællinger alle sammen og lige nu mente han var mere kvinde end hende, men igen det var vel fordi han ville snakke om følelser og problemer mens hun bare ville videre i hendes liv. De brune øjne så lettere irriteret på ham for han mindede hende sådan om en lille bror eller en storebror men hun kunne jo ikke sige meget om det, kun det hun huskede fra før tragedien skete.

[Dalton White]

Dalton sukkede lige så stille for sig selv, hun ville nok gå imod alt hvad han sagde, han blev nok nød til at sætte det lidt i lys hvor det også virkede som om at han gav hende ret og det blev han jo også lidt nød til, det var ikke fordi det hun sagde ikke var rigtigt, han havde sagt noget om noget han ikke var 100% på, han gættede. "du har ret, jeg forstår ingenting om det her, jeg siger kun hvad jeg ser, men det siger stadig ingenting, men vil du så sige jeg har helt fejl" spurgte han, at lyve lige nu ville være latterligt for hende, hun havde ikke fokuses til det ville han hvert fald selv sige. Han kunne ikke vide det, men hvis hun intet sagde ville han gå ud fra at han havde ret i en helt del af det han sagde, for det var de eneste to ting han kunne forstille sig hun ville sige, hun var stadig ikke interesseret i at fortælle ham sandheden.
Han virkede ikke påvirket af hendes truende øjne, alt det fortalte ham var at hun var ved at være desperat, hun var ved at komme for langt ud, hun hang imellem smerte fra en hændelse og vreden ved ham, men han var ved at tro at hadet fra ham var ved at være tvivlende, hvis han spurgte hende lige nu over hvad hun hade ham så meget for var han faktisk ikke sikker på at hun ville kunne give et svar, men det ville være dumt at spørge om sådan noget, det ville kun gøre det hele værre, men det kunne være han kunne bruge noget hendes far havde lært hende, eller han kunne håbe hun havde lært det. "du siger det som betyder det alt, men en hver kriger ved at den klogeste er den der acceptere at personen intet ved, det er den måde en kriger bliver stærkere, har jeg ikke ret, alle ved noget du kan lærer" det var selv den måde han lærte på, han vidste at selvom han var meget ældre end de fleste mennesker, så han ville nok blive set som utrolig klog, men han vidste at hvis han ville lærer noget nyt kunne han spørge alle og de skulle nok vise ham noget han ikke vidste. Hans var dog ikke vred i det han sagde det, han var bestemt og seriøst, han ønskede at hjælpe hende, han ville gerne åbne hendes øjne lidt.

Han smilte dog en lille smule da hun tog et skridt væk fra ham, det var et roligt smil som han brugte, men han kiggede stadig på hende. "så det er hvad du ser, det du tror jeg leder efter er en kvinde som er mere fysisk end noget andet, hvis det var det jeg var efter, så ville jeg ikke bruge tid på en der allerede bare ved et fløjt hader mig." Han vende lidt med at fortsætte, han vilel lige lade hende tænke over det. "lad mig fortælle dig lidt om hvorfor jeg stoppede dig, det er meget enkelt, det er dine øjne, der er en historie i dem, der er erfaring, der er noget der interessere mig, noget jeg vil vide mere om. Det er måske ikke en god grund til at fløjte imponeret af dig, men sæt mig ikke i bås som de fordrukkende mænd der står i en kro og drømmer om din krop og intet andet, du er køn, ja du er smuk, men det ville aldrig være noget der fik mig til at være så interesseret i en person, alt jeg er her for er at vide mere om hvad der gemmer sig i de øjne" han var langt fra sikker på at han sagde noget godt her, faktisk så kunne det nok virke som en kræligheds erklaring, men det var langt fra hvad det var, som han havde sagt, hun var smuk, mere end nogen anden han havde set, men det var stadig hendes øjne der gjorde ham betaget og han ønskede endelig at søre for han ikke blev sat i bås med så mange andre dumme mennesker som hun møde, derfor var der også en hvis alvor i hans blik, men på samme tid, så smilte han, han var ikke påvirket af hvordan hun behandlede ham, der var ingen vrede at se i ham, ikke det mindste.

[Callisto Sepra Fireocean]

Et suk forlod også hendes læber for han blev da ved med at køre i det samme og det samme spor, uden at få noget ud af det for hun ville jo ikke sige noget men det var tydeligt at han ikke fattede det som han hele tiden forsøgte at gætte sig til ting, i stedet for bare at holde sin mund og lade hende være sådan som hun foretrak det. "visse ting skal man ikke blande sig i, og det her er en af dem så var din tung og lad være med at prøve at forstå noget.. Du pisser mig bare mere af fordi du er så respektløs og ikke lader mine problemer være mine problemer" sagde hun irriteret for hun mente det var respektløs at han ikke bare lod hende være og han hele tiden ville prøve at forstå hende, for de kunne jo stå her i flere dage uden hun ville give sig men det forstod han åbenbart heller ikke, så hun mente det var ham som havde det største problem.

At han troede hun hadede ham kunne hun ikke tage sig af, for nej hun hadede ham ikke, for hun kendte ham ikke. Hun brød sig ikke om ham når det kom til stykket, men hadet kom kun hvis man havde elsket nogen en gang og siden det var første gang hun havde mødt ham så kunne hun ikke hade ham selvom han pissede hende noget så grusomt af. "Du skal hele tiden belærer mig om ting jeg godt ved.. Men har du overhovedet overvejet jeg ikke gider lærer noget eller lærer fra mig? jeg har det fint som jeg har det så lad være med at blande dig" sagde hun irriteret for hun sagde åbenbart ikke tingene tydeligt nok siden han hele tiden skulle belære hende, men alt det gjorde var at pisse hende mere af og lige så snart det skiltes ville det alligevel blive glemt for hun fandt ham bare irriterende og sådan nogle ting blev lagt bagerst i hovedet så hun ikke skulle gå rundt og være sur hele tiden. Så til sidst ville han bare blive endnu et dårligt minde, dog et som ikke ville påvirke hende det store for hun ville ikke tænke på ham, ikke så meget som hun gjorde med hendes egen familie.

Hun lyttede til det han sagde men kunne ikke lade være med at rulle med øjnene af ren og skær irritation til ham. "At hade nogle kræver man har elsket dem først.. Så nej jeg hader dig ikke for det.." sagde hun en smule irriteret for nej hun havde da ikke hadet ham, men fandt ham bare ganske irriterende og hun havde haft en vældig lyst til at bare smække ham en på hovedet for derefter at komme videre i livet , men det virkede ikke til at han ville tillade det, så hun måtte jo hellere stå og snakke færdig med ham.

Da han begyndte at snakke om hendes øjne forsvandt irritationen lige så stille og hun lade hovedet en anelse på skrå mens hun lyttede, for sådan en mindre tale havde hun ikke hørt før, så den undrende hende en del. "Mine øjne?" mumlede hun stille for sig selv som hun så væk efter han var færdig med at tale for den var ny, specielt fordi mændene plejede at fløjte på grund af hendes krop eller når hun gik for hun måtte jo åbenbart gå på en måde hun ikke selv tænkte over. Hun endte med at ryste på hovedet for det her virkede tåbeligt at han kunne lide hendes øjne og de åbenbart sagde en del mere end det var meningen. Og han så mente hun var smuk gjorde nu ikke meget for at hjælpe ham i hans situation for hun ville ikke give sig hen til nogle alligevel og egentlig gjorde hun ikke meget for at holde sig smuk for hun var jo ligeglad med hendes udseende, men gik i det tøj der passede hende og satte håret som det passede hende.
Hun stod lidt og tænkte over tingene men det var bare for tåbeligt, men alligevel hun med at se på ham med lidt mere bestemte og alvorlige øjne nærmest som hun egentlig var klar til at smække ham en eller få ham ned med nakke, som hun trådte tættere på ham, helt tæt på igen men denne gang tog hun bare en af hans knive ud af den skede, en af dem han havde rettet imod hende tidligere for at sparre med hende. Hun tog den og trådte et skridt tilbage igen med en mindre antydning af et smil på læberne og med armen på den ene hofte og præsenterede hans kniv som man ville gøre i en duel. "Hvis vi skal forsætte med at snakke sammen så lad os have nogle grund regler.. Så jeg ikke ender med at skille hovedet fra din krop og omvendt" sagde hun roligt som hun ventede på at han gjorde klar til at lave en mindre kamp med hende, uden nogen af dem kom til skade, men det var jo det her han ville gøre før og hvis de kunne lave nogle grund regler omkring deres samtaler så kunne det være hun endte med ikke at blive for vred.

[Dalton White]

Dalton kunne hører at han ikke kom nogle vejne, i starten havde håbet været at han endelig havde kunne blive fjenden der fik hende til at tænke, men det havde på ingen måde virket for ham, så nu var det vel hans opgave at søre for han ikke blev noget hun heller så død end en person hun endelig kunne snakke med. Han tog lige så stille en rolig vejrtrækning og kiggede på hende, hun skælde ham jo nærmest ud lige nu, endnu engang måtte han indrømme at han ikke mente det han havde gjort var helt galt, men det var vel ikke det det gik ud på lige nu, han var måske fri af sjæl og blev ikke påvirket af de ting der skete omkring ham og det at han troede andre var lige som ham, det var jo endelig også det der altid fik ham i problemer og hans eraring med problemer lige nu fortalte ham at det var på tide at bruge en ny taktik, så hun ikke bare isolerede sig fra ham helt. "du har ret" blev der sagt, nok meget ud af det hele. Det var nok ikke lige det hun havde troet han ville sige til hende. "Jeg lod min bedrevidenhed tag over, jeg har ingen ret til at blande mig i dine problemer" orderne kom lige så stille ud med hans læber, det var vel endelig også fordi han selv endelig gerne ville hjælpe, men ligemeget hvor meget erfaring man havde i ens liv ville man aldrig kunne finde svaret på alt, bare lige ved at se problemet og stoltheden med alder gjorde at man nok endelig troede man vidste mere om personen foran sig end personen selv. Han var måske gammel i forhold til normale væsner i denne verden, men som dæmon var han stadig ung. "jeg prøvede at belærer dig og jeg snakkede som om jeg vidste alt om dig, selvom du er en af de mennesker jeg har flest spørgsmål til, undskyld det var min fejl" hans tone var rolig, men det var gjort meget tydeligt at han ikke søgte ynk og han søgte heller ikke tilgivelse, han ønskede bare at hun så at han kunne se hans egen fejl. "jeg tror ønsket om at hjælpe, bare blev til en byrde" der var et roligt smil på hans læber, mens han kiggede på hende, han ville aldrig sige hun ville kunne forstå, men nu havde han da i hvert fald vist at han ikke ville gå mere ind i hendes problem, men det var ikke fordi han havde givet op på hende. "men ligemeget hvor meget fejl jeg har taget, er der stadig noget ved dig jeg bliver nød til at finde ud af" det hjalp ham måske ikke, men der var stadig det der interesserede ham og det var sandheden, han ville gå væk fra sin egen vej, hvis han bare gav op og han var så utrolig dårlig til at give op, han ville jo også gerne hjælpe hende, men han vidste han aldrig ville hjælpe hende med hendes problem på den måde han havde gjort før.

Han kiggede dog lidt overrasket på hende, som hun begynde at snakke om at hade, det kunne man ikke med mindre man havde hadet dem før, man kunne næsten se at han var ved at tænke sig om, det havde han aldrig hørt før, endelig underligt syndes han selv. "jeg tror enden at vi ser had som to forskellige ting, ellers så har du oplevet noget, som jeg ikke engang kan forstille mig, som vil få det had jeg har haft for andre til at blegne" sagde han og kiggede på hende, han ville ikke belærer hende om had, for det kunne han ikke, der var meget få mennesker han ville sige han havde hadet i sit liv, men hvis han skulle være helt ærlig, så havde han aldrig i sit liv prøvet at lade dem leve længe, da han havde haft nok grund til at få dem til at forsvinde, der skulle nu også utrolig meget til at få ham til at hade folk, det skete næsten ikke, men han havde aldrig elsket en eneste af dem han havde hadet.

Dalton smilte lige så stille som han så hvordan noget af irritationen forsvant, det var da altid noget at han på denne måde ikke helt blev set som alle de andre fyre som hun havde mødt. det var måske igen ord han ikke burde høre, men han hørte det stadig, han var ret sikker på hun blev ved med at tage ham for et normalt menneske, men hvordan skulle hun tro andet. "ja dine øjne, den brune farve lyser i solen, på trods af den blide vind, men der er en historie i dine øjne, en jeg aldrig ville kunne læse uden at lærer dig at kende, jeg har mødt 1000 af folk på min vej" sagde han stille og kiggede ind i hendes øjne, som han kunne få et glimt af dem. "men ingen øjne har vist mig noget så spændende og interessant som dig, jeg ville gerne kende mere til dig, jeg er sikker på det ville være noget der ville lærer mig noget nyt om livet, det er nok ikke noget jeg har ret til, men alle har vel lov til at drømme og så er jeg utrolig dårlig til at give op, som du nok har lagt mærke til" sagde han lige så stille, stadig med et venligt smil på hans læbe, ja han var vel skør, han var vel underligt, man kunne kalde ham mange ting, men han stod ved det og accepterede det som det nu endelig var og de her øjne havde taget sit tag i ham, faktisk ville hans ord nok ikek være lette at forstå, men nu var det jo heller ikke fordi det var let at forklare, han havde bare gjort sit bedste forsøg.

Dalton så hvordan hun kom helt tæt på ham, han valgte ikke at reagere, selvom hun havde et meget alvorligt udtryk over hende, så var der intet der sagde hun ville angribe ham, så hun kom helt tæt på, unden han gjorde noget og han mærkede hende nærmest imod sig, som hun tog fat i en af hans knive, intet stoppede hende og det næste sekund stod hun foran ham med kniven klar til kamp, dog mere afvende end truende. Lige så stille formede der sig et smil på hans læber og han trak den anden kniv. Han stilte sig klar, men vende kniven i sin egen hånd, så han nu altid ville angribe med bagsiden. Disse lange knive var kun skarpe på den ene side og han gjorde det her for at sikre sig at han ikke ville ende med at hun ville blive skadet fordi en af dem misforstod en bevægelse, det var nok ikke fordi nogen af dem var dårlige til det her, men heller sikker end at være dum. "fair nok, så er det vel også fair at jeg lader dig lave de første krav på regler, da det vidst er mig der har trådt for langt frem" Han kiggede lige så stille afvende på hende, for at se om hun ville angribe, eller om hun ville snakke først, for hans skyld kunne hun gøre begge dele, han ville godt kunne klare det "jeg sætter også pris på at beholde mit hoved, jeg bruger det i ny og næ" sagde han med et lille nok lidt drillende smil, det var nok bedst at han holde sjov ind imod sig selv lige nu, men han ville godt se hvordan hun reagerede på det, det var jo stadig ikke fordi han var i hendes gode bog, men han måtte vel prøve sig frem og ikke på den måde han havde brugt før.