On the run

[Callisto Sepra Fireocean]

Det var sandt, han kom nok ikke mange vegne med hende, for hun var stædig nogle gange for stædig at hun ikke kunne se udover hendes egen næse og ikke indse at folk ville hjælpe hende. Men hvorfor skulle hun også have hjælp når hun selv mente hun havde det fint? Hun havde det jo som hun ville have det, for hun ville helst leve alene og gøre som det passede hende, hun ønskede ikke at have nogen tæt på sig på nogen måde, de ville jo bare skade hende i sidste ende. Hun lyttede til det han sagde men valgte ikke at kommentere det for det lød som undskyldninger, og disse ting hjalp ikke lige nu for hun var stadig lettere irriteret på ham. Men det var da altid noget han selv indså eller påstod at han indså at han forsøgte at virke bedrevidende overfor hende, og det gad hun ikke finde sig i for der fandtes da ikke noget værre end folk der forsøgte at lærer hende noget som hun allerede vidste men ikke tog sig af, for i kamp havde hun ikke ligefrem tid til at tænke over en masse ting for hendes hoved blev normalt ikke holdt helt kold. Og hjælp var nu heller ikke noget hun havde bedt om, han skulle ihvertfald ikke komme her og tro han kunne være en ridder på en hvid hest som kom en skøn jomfru til undsætning eller sådan noget i den stil, hun kunne jo godt klare sig selv når det kom til stykket, det havde hun jo godt indtil videre.

Hun så roligt på ham som han mente de så had som forskellige ting. "Det kan godt være. Men for mig kræver had at man først har elsket nogle, ellers ville der ikke være en hår fin grænse mellem had og kærlighed.. Had ville ikke eksistere uden kærlighed, som mørke ikke ville eksistere uden lyset." sagde hun roligt for hun kunne ikke se hvordan had kunne eksistere uden kærlighed. I naturen fandtes der jo ikke had eller kærlighed blandt dyrene, det handlede bare om overlevelse og ens instinkter som fortalte en at det var dumt at komme tæt på noget bestemt. Lidt ligesom nu hvor hun ikke brød sig om ham fordi noget sagde hende at han bare ville gøre hende vred ved hans ord og ved hans handlinger. For nærmest bare lyden af hans stemme gjorde hende lettere irriteret for han ikke ville lade hende være fordi han konstant skulle spørge om ting eller belærer hende, så en stemme inde i hende sagde hun skulle langt uden om ham og forsøge at undgå ham fordi hun ville undgå vreden i hende.

Hun kunne ikke helt forstå hvorfor han gik og sagde sådan noget om hendes øjne, for hun mente jo ikke de fortalte en del, eller så var det fordi hun forsøgte at have dem så kolde så muligt bare for at folk ville holde sig væk hvis hun lignede en der var klar til at bide hovedet af dem. En ukendt varme kom op i hendes kinder og gjorde dem let røde før hun rystede på hovedet for det måtte være indbildning, men han forstod nu at charmere sig ind på hende, det måtte hun give ham, han havde da sin egen stil men hun ville ikke give sig. Hun så den anden vej og forsøgte så vidt muligt at tænke på noget andet for det her kunne næppe ende godt, der var lidt stilhed fra hende før hun gik hen og trak en af hans knive. Et lille smil kom over hendes læber da han sagde han gerne ville beholde hans hoved, "Er du nu sikker på det? ellers bruger du det ikke ordentligt" spurgte hun roligt med hensyn til om han nu brugte det i ny og næ, det var ikke ligefrem noget hun selv havde set eller hørt, men det måtte han jo også selv om, ellers ville hun gerne skille det fra hans krop. Hun lavede det første angreb, imod hans højre side, dog ikke for hurtigt så han ville kunne nå og reagere men mere for at de kunne komme i gang. "Første regel. Prøv ikke at forstå mig eller presse mig, jeg skal nok fortælle om mig selv på mine vilkår og når jeg føler for det" sagde hun roligt som hun trak sig tilbage og lavede et sving med sværdet imod hans hoved i stedet for hun skulle da nok fortælle ham hvad han nok gerne ville vide, men det blev når hun følte for det. Det ville ikke hjælpe at presse hende for det havde han jo oplevet, for hun blev bare mere og mere sur jo mere han pressede hende til at sige noget. Alt ting til sin tid og hun stolede jo ikke på ham til at ville fortælle ham noget, og hun var ikke ligefrem en der snakkede med fremmed mennesker om hendes problemer, for hvem vidste hvem der lyttede til det? det kunne jo være der var nogle i nærheden som ville hende det ondt, så de skulle ikke have noget de kunne bruge imod hende. "Regel nummer 2.. Lad være med at fløjte efter mig som et eller andet dyr. Jeg bryder mig virkelig ikke om det" forsatte hun roligt som hun gjorde klar til et tredje angreb imod ham selvom hun havde helt styr på hvad hun lavede, for hun var jo heller ikke ude på at skade ham. Selvom den her kniv var meget mindre end hendes fars sværd som hun ellers rendte rundt med, men den var jo gemt hjemme på hendes værelse og blev kun brugt når hun havde et job at udføre.

[Dalton White]

Dalton begynde lige så stille, at forstå hvad hun mente med had. I første omgang han havde nok misforstået det, hans tanker havde ført sig hen imod at hun kun kunne hade folk hun allerede havde elsket, men han begynde selv at føle at hun mente at der skulle være kærlighed til for at der kunne komme had, hvilket gav mere mening for ham, dog måtte han jo endelig høre det for hende for at vide hvad det betød. "så for dig, så ville det være muligt at hade en person som havde gjort noget ved en person du elskede" sagde han lige så stille og kiggede på hende, han prøvede endelig ikke at ramme noget i sig selv, han prøvede at forstå hvad had var for hende, for skulle han være ærlig, ville han gerne vide hvordan had virkede i hendes verden, men ville hun så ikke kunne hade ham, hvis han kun gjorde hende noget, eller var det med at elske også vendt imod hende selv, der var så mange spørgsmål, men han ville ikke presse det her, mest fordi at det her endelig var en rolig samtale, mere end han havde kunne få ud af hende før og hvis han tog det stille og roligt og kun stilte meget simple spørgsmål ville han måske kunne komme lidt videre og gøre det til en afslappende samtale, men det var vel bare et håb, for lige ned med hvert et udtryk i hendes ansigt, fortalte det ham at hun virkelig ikke ønskede at snakke med ham, men det var også som om at hun havde givet lidt op med at få ham væk fra sig, så hun snakkede bare med ham,s elvom hun gav lidt udtryk for ubehag i hendes stemme.

Et roligt smil kom over hans læber, som han så den lette røde farve komme op i hendes kinder, der skete dog ikke meget før der kom en rysten på hoved, det var vidst noget hun ikke var helt tilfreds med, men det skabte bare lige så stille også et lidt større smil hos ham. Han var vidst ikke helt galt på den, men han skulle bare ikke køre meget i den, så han kiggede bare imod hende, denne gang prøvede han ikke at få øjenkontakt, det kunne ikke betale sig når hun forsøgte så ferbilsk at holde sine øjne væk fra ham. "bare  rolig, jeg skal nok lade det være, men glem ikke hvad jeg har sagt" sagde han med en utrolig blid stemme, hans smil var venligt og roligt, måske en andelse charmerende, men hvis han lod det her køre meget videre ville effekten lige så stille forsvinde og det ville være synd ved et så fantastisk syn, han ville lade hende tro på hvad han sagde, for selvom han måske var irritende for hende, så havde han endnu ikke løget overfor hende, alt var sandt og hvis han kunne holde det ville hun måske også begynde at tro på hans komplimenter og han ville helt sikkert nok fortælle hende noget om hendes øjne igen en gang.
Han løftede øjne lidt og kiggede på hende, det var måske et godt svar men ikke noget han havde regnet med "jeg har irriteret dig i lidt tid og allerede ved du om jeg bruger mit hoved eller ej, du er noget af en menneske kender var" sagde han og grinte let, det var jo ikke fordi han havde noget imod at gøre lidt grin med sig selv, selvom den måske også var rettet lidt imod hende, men denne gang ikke på en ond måde, det var roligt sagt og han havde stadig et smil på læben, der ville kunne fortælle hende at han intet ondt mente med det, han sagde jo heller ikke hun ikke havde ret, selvom der måske var lidt eroni i det. Da det første angreb kom lod han kniven falde lidt og vende sig, klingen var nu vendt ned af og han kom let frem og blokerede roligt hendes angreb, hun holde tilbage, men det var også fint nok, dog ville den måde han holde kniven på vise at han lige nu holde sig til forsvar, det her var ikke en praktisk måde at angribe på, men det passede ham fint, da han altid havde været en der beskyttede og normalt ikke en som angreb, det kom oftest kun når folk allerede havde angrebet. "forstået, ingen pres, så må jeg se om du en dag vil lærer mig noget af egen lyst, jeg kan jo ende med at være heldig" sagd ehan med et smil, der var ingen grund til at han gik hen og sagde noget imod hendes regler, hun lavede dem og så kunne han se om det nogle sinde ville ændre sig, men lige nu ville han bare holde sig til dem, det andet angreb kom imod ham, denne gang var det hans hoved, men han valgte ikke at bruge sit våben bevægede han sit hoved væk, med et lille skridt tilbage, så han ikke blev ramt, en hver der normalt kæmpede ville også vide at hvis han parrede der oppe så ville han miste syn for næste angreb og det kunne være fertalt. Hendes anden regl gav ham et lille smil på læben, men det var dog ikke fordi han syndes den var dum eller sjov, det var mere fordi han pludselig fik at vide hvorfor hun hade fløjten, det med hunden gav god mening. "det er forstået og vil du acceptere at jeg laver en, selvom det måske lyder lidt underligt" sagde han lige så stille og mærkede det tredje angreb komme, hun ville nok begynde at kede sig hvis han ikke snart gjorde noget, så han viste hende hvad hans angrebs stil var, han tråde imod hende, i stedet for at træde væk og brugte kniven til at parrere hendes angreb, men det hun nok ikke tænkte på var at han endelig brugte begge knive normalt, begge hans hænder bæev brugt til kamp, så efter trudslen var væk, blev kniven ført over i den anden hånd og lavede et angreb mod hende, nu meget tættere på end før, han havde endelig overvejet at tage fat i hende og prøve at lave sådan et anbreb, men for det første vidste han at det her var en rolig kamp, så det var måske en lille udfordrig for hende, men ikke voldsom og han angreb stadig med bagsiden af kniven hvor den ikke var skarp. For det andet ville hun helt sikker blive irriteret hvis han rørte hende, selv hvis han havde en sød eller smirende kommentar der efter, så han holde sig til at sparre, det var endelig også behageligt at hun ville snakke med ham nu, selvom det var om regler.

[Callisto Sepra Fireocean]

Et stille suk undlod hendes læber for han fattede vidst stadig ikke hvad hun mente med had. "Nej.. For at hade en person skal jeg have elsket personen først.. At en person skader en jeg holder af gør ikke jeg hader dem, jeg bryder mig bare ikke om dem" forsøgte hun at forklare ham selvom det ikke virkede til at forstå det.. Uanset hvad så hadede hun ham, hun fandt ham bare højst irriterende fordi han kunne pisse hende af på den måde bare ved hans ord og væremåde. Dog besluttede hun sig for at hun ikke gad stå og forklare ham mere når han ikke ville forstå det, lidt ligesom han virkede til at have opgivet med at få hende til at forstå, måske var de bare så forskellige og burde ikke forstå hinanden. Det var måske ikke det værd. Det kunne også være lige meget, hendes opfattelse af had og kærlighed var hendes opfattelse. Hun elskede jo ikke selv nogle og med hendes egne ord hadede hun derfor ikke nogle, selvom de kunne være højst irriterende når det kom til stykket. Så hadede hun dem ikke selvom hun med glæde ville skille deres hoved fra deres kroppe fordi de enten overtrådte hendes grænse eller behandlede andre hun kunne lide på en måde som hun ikke ville acceptere, selvom det mest var hende som normalt skabte spild mellem folk, fordi hun kedede sig.
Nej, hun havde ikke været specielt tilfreds med hun rødmede, det var jo kun hvad generte eller forelskede kvinder gjorde. For hende var det bare et tegn på svaghed, den første af mange før man selv fandt sig selv i seng med en mand som bare ville knuse ens hjerte i sidste ende. Derfor ville hun jo også helst holde afstand til mænd for hun ville ikke gå de sidste skridt og ligge med sådan en, eller en kvinde for den sags skyld. "Det har jeg skam tænkt mig at glemme det helt.." sagde hun roligt som hun lidt mere roligt så mod hans øjne for hun havde skam tænkt sig at glemme det helt når det kom til stykket, det var ikke de tanker værd og ikke de hjertesorger heller. Det var bare endnu en svaghed og hun ville ikke ned med nakken! så ville hun meget hellere dø når det kom til stykket.
At han drillede hende lidt gjorde ikke så meget, eller hun gik ud fra det var lidt drillende for hun havde jo sin holdning om ham, og det var at han bestemt ikke brugte hovedet medmindre han selvfølgelig var ude på at pisse hende noget så grusomt af, for hvis det var hans plan så overholdt han den bestemt til punkt og prikke, men det ville jo bare være dumt i sig selv, så hun lod bare med at svare på den, udover at gjorde tegn til et mindre skævt smil før det igen forsvandt.
Hendes angreb var rolige for hun var ikke ude på at skade ham og lige nu holdt hun hendes vrede nede så den ikke bare kom brusende frem så hun ville angribe hurtigt og hårdt som hun plejede, men det var mere som øvelse runder som hun ind i mellem havde taget sammen med hendes far eller storebror. "Hvis du er heldig og ikke pisser mig af" sagde hun roligt til hans kommentar omkring den første regel, for hvis han var heldig så ja, så ville hun måske fortælle om sig selv så han kunne lærer noget, som han kaldte det selvom hun ikke ligefrem kunne se hvordan han kunne lærer noget af det. Men igen hun var jo heller ikke ligefrem typen der lyttede til folk. "Det kommer helt an på reglen, men jeg har stadig en tredje regel" sagde hun roligt for hun havde da en tredje regel som skulle overholdes selvom hun ikke ligefrem havde nævnt den endnu men hun ville lige se hvordan han tog de første par regler og det så ud til han forstod dem. At han selv begyndte at angribe hende var nu også lidt sjov så hun ikke altid selv var den der angreb, for hendes forsvar kunne godt bruge noget træning når hun normalt selv var angriberen i hendes kampe. Egentlig havde hun ikke set hans måde at angribe på komme, men hun fik parrede hans angreb med kniven ved at træde væk fra det, temmelig hurtig for det var komme lidt som en mindre overraskelse så hendes instinkt sagde hun skulle træde væk fra den spidse ting i hans hænder. "Tredje regel er at hvis du rører mig igen uden tilladelse så risikere du at miste din manddom" sagde hun roligt men en del bestemt for han skulle ikke bare tro at han kunne få lov at røre hende uden der ville være konsekvenser for det. Og nu var han blevet advaret så kunne hun godt tillade sig at straffe ham hvis han gjorde det.

[Dalton White]

Dalton tænkte lige så stille over hendes ord, han var ikke sikker på om hun havde denne mening fordi hun ikke havde prøvet det som han havde, eller om det var fordi han ikke havde prøvet det som hun havde, det var endelig en sjov tanke, dog om et emne som desværre ikke var det bedste, had var vel endelig noget der var bedst ude af verden, men stadig noget der fik dele af den til at køre rundt, han syndes dog ikke hendes svar skulle gå spildt, "jeg har en forståelse for hvad du mener, jeg kan se det, men også at vi er forskellige på det punkt, lige som alle er forskellige, faktisk tror jeg at jeg ville ønske at jeg kunne havde det på samme måde som dig, det ville fjerne meget had fra min verden" sagde han og smilte lidt, det var vel en idealistisk måde at tænke på, det var nok ikke sådan han kunne vende det måtte han indrømme, men som han havde tænkt før, det kunne være hun havde oplevet et had der var mere end han kunne forstille sig og nogle sinde ville kunne, men kærlighed havde heller aldrig rigtig kunne komme tæt på ham, der havde været noget og han ville indrømme at han ønskede at finde noget en dag, men han hastede aldrig på det, han blev ikke forelsket i noget, bare sådan uden videre, han ville lærer det at kende, så han lod sig fasinere af det.

Som hun sagde hun ville glemme det helt, kunne han ikke lade være med at grine let, det ville han ikke lade hende, ikke så let, måske var det her ikke noget hun ville tænke over nu, men han havde i sinde at få hende til at huske hans ord, på samme måde som han ville få hende til at huske sine egne øjne, hver gang hun så ham. Hans blik fangede hans og kiggede ind i hendes brune øjne, det var som en flame af det der irriterede hende, mest fordi hun i det sekund ikke brød sig om ideen om at hun havde rødmet, men han ville indrømme at den lette røde farve havde været sød til hende, men han ville aldrig sige det, da han var ret sikker på hun ville gå amok over det og prøve at tage hans hoved som hun havde snakket om. "det gør stadig ingen forskel på det her, jeg kommer til aldrig at glemme disse øjne, om jeg så kommer til at gå 100 år uden at se dig, vil jeg stadig huske dem som et godt minde, men jeg sværger på en ting, du kan sende mig igennem ild og vand, jeg skal nok lærer noget om de øjne som allerede nu har vendt min verden." det var måske at presse lidt, men han havde ikke sagt til hend eat hun skulle forstælle ham det, kun at han ville finde ud af det, men sandheden var at selv hvis hun var villig til at fortælle ham det ville hun nok ikke vide hvad der skulle siges og han ville ikke kunne forklare hende det, nej det var noget der ville komme af sig selv. Hun ville nok endelig se ham som en person der bare ønskede at finde hende i hans seng i nat, men endnu en gang vidste hun ikke meget om ham, han ønskede at kende hende, hvis det ende med at han kom i seng med en var det oftest fordi de var ret besatte på det, men det han var mest interesseret i var at lærer noget om folk, at vide hvad der stod foran ham og selvom hun nok var utrolig interessant, så var det hendes øjne der gjorde hene mere interessant end nogen anden lige nu.
Hun var meget besat på at han ikke skulle pisse hende af igen, dog kunne han ikke med sikkerhed sige at det ikke skete igen, jo det skete jo nok, men ikke på den her måde, højst sandsynligvis ved et uheld, med mindre hun flygtede fra ham fra nu af. "jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg vel være heldig at du en dag ikke er pissed på mig mere" sagde han med et lille smil og grinte, ja den var vel ikke helt gal at gå ud fra at hun stadig ikke var helt glad for ham, men siden han var nået så langt her, så var det vel ikke helt galt. Han nikkede roligt til hende som hun sagde "lad mig endelig høre den så, så kommer jeg med min" sagde han lidt afvende, hun fik parreret hans slag med kniven, men så let slap hun ikke, nu var han i gang og der ville ikke bare komme et, han kunne også se at det var noget nyt fra hende, da det ikke var en standart parrereing, eller så snød hun ham bare, det måtte han finde ud af. Han skiftede igen kniven over i den anden hånd, som det så ud som om han trak tilbage, men i stedet tråde han et skridt frem og roterede, så slaget kom mod hendes side, med den modsatte hånd, stadig var kniven med den stumme side mod hende, så han ville ikke kunne skade hende og det hele var i et roligt tempo, havde han kørt fuldt på var det her sket utrolig hurtigt, men han ønskede at hun så det, det vr måske et tegn på at hun kunne lærer noget her, men nu kende han ikke hendes styrke, men han vidste hans måde at kæmpe på var de færeste der kunne, en dobble langkniv teknik, var unik og mange gange ikke engang kendt. Han hørte dog imens den tredje regl og smitle lige så stille. "selvom det kunne være interessant at se hvordan du er når du folder dig helt ud med fuld styrke, skal jeg nok tage det til hjertet" han var dog ikke helt sikker på det her, han ville nok være i problemer, før han kom her fra, men mest fordi at hvis han ende med at stå som overmand i den her sparrekamp, så var hans metode at vinde på ved at røre modstanderen, men det måtte han vel tage der, hvis det kom så langt. "godt, fjerde regl, det kan godt være at du ikke vil sige noget, det respektere jeg, men ingen løgne, jeg tager heller imod intet, end en løgn. Jeg siger ikke du har gjort dette, jeg vil bare vise dig at jeg ikke har i sinde at lyve, så heller ingenting end løgn, håber det er ok" nu havde han jo også sagt til hende at han ikke ville presse hende ud med ting, men hvis hun endelig sagde noget ville han ikke havde en løgn. det kunne han ikke bruge til noget.

[Callisto Sepra Fireocean]

Calli valgte ikke at kommentere mere omkring det med kærlighed og had for ja, de havde begge deres forskellige synspunkter på det og hun havde ikke oplevet det han havde, ligesom han ikke havde oplevet det hun havde, så de ville nok aldrig kunne nå til enighed om en fælles mening. Dette var nok heller ikke meningen, så hun stoppede bare samtalen der.
På en måde kunne hun godt gætte han ikke ville stoppe med noget af hans drilleri eller måden han snakkede på, for det lå vel bare til ham? Mens det lå til hende at skubbe folk væk allerede før de var kommet tæt på hende fordi hun ikke ville ende med at savne eller sørge over folk igen også selvom hun måske ville kunne ende med at smile over minderne men ligesom smilet kunne komme frem så kunne tårerne også gøre det. "En skam vi ikke kan teste det" sagde hun roligt selvom det virkede lidt drillende for hun ville da gerne se om han kunne komme igennem hendes ild, hvis hun altså fik lov til at folde sig rigtigt ud men lige nu kunne de ikke afprøve det fordi hun ikke følte en ild i nærheden. Det kunne ellers være sjovt at vise ham at han ville brænde sig på hende hvis han kom for tæt på eller havne i et flammehelvede hvis han stod og bildte hende løgne ind for sådan noget fandt hun sig ikke i, selvom hun nogle gange ville lyve selv men det var da mest fordi hun kedede sig eller havde lyst til at splitte et par ad, enten fordi hun ikke brød sig om den ene eller den anden.
"Måske hvis du er heldig. Jeg kan ikke love noget" sagde hun roligt for hun kunne jo intet love med at hun ikke ville være pist på ham hele tiden, det kom jo an på om han virkelig gjorde noget der pissede hende mere af, det var jo ikke til at sige selvom han havde klaret det ret godt indtil videre, der var jo bare noget ved ham som gjorde hun blev sur på ham konstant. Hun forsatte deres mindre kamp, selvom de begge tydeligvis ikke var ude på at skade den anden men bare hygge sig lidt med langsom træning mens de snakkede stille og roligt til hinanden. Denne gang var hun dog lidt mere beredt på at han skiftede hånd undervejs så hun kunne parrede med den kniv hun havde, med et lille smil på hendes læber for hun var jo parat når det kom i sådan et stille tempo, noget der egentlig ikke gjorde hende meget for det var jo lidt sjovt alligevel. Hun trådte et skridt bagud op trak på skuldrene af hans regel, for det kunne hun vel godt overholde, det var jo ikke fordi hun løj særlig tit alligevel. "Det burde jeg kunne overholde. Medmindre jeg keder mig så kan jeg ikke love noget, selvom jeg nu ikke ville lyve overfor dig" sagde hun roligt for hun kunne ikke love noget omkring det, men hun ville nok alligevel sige sandheden langt hen af vejen i stedet for at lyve. Det lå jo ikke til hende at lyve medmindre det var i udfordringer hvor man skulle få andre til at tro på noget eller hun kedede sig og bildte folk løgne ind bare for at se hvordan de ville reagere. Hun blev roligt stående tilbage med god afstand til ham "Har du flere regler eller er den her træningstime forbi? Jeg havde faktisk noget jeg skulle" sagde hun roligt som hun lod sværdet pege ned mod jorden som tegn til at hun egentlig ikke gad den her slags kamp mere for hun ville jo hellere hen til sladdertræet og se om der ikke var noget som var lidt mere udfordrene.

[Dalton White]

Dalton kunne ikke lade være med at grine lige så stille, den ene ting han dog var lidt glad for, var at det med at glemme ham nu nok ikke ligefrem var en mulighed for hende. Han gad ikke at sige det, for hun ville helt sikkert benægte det og prøve på det så, det var han i hvert fald ret sikker på, men han havde det fint med at være i troen at hun faktisk ville huske hans ord. På toppen af det hele ville hun gerne se det, måske var det hendes måde at lave en joke, men på et eller andet punkt kunne han godt forstille hende være interesseret i at se ham gøre det hele, men lige nu var det eneste der var ved siden af dem en flod og nu var det ikke ligefrem fordi at han ville blive nød til at krydse den for at komme hen til hende, det var rimelig simpelt, men derfor skulle hun da ikke miste helt troen. "det kan være du er heldig en dag" sagde han bare med et blik der nærmest var udfordrende, ikke fordi han lige nu havde lyst til at gå igennem ild og vand, han stod jo og allerede nu kunne se hendes øjne, men der lå mere i det, hvis hun ville se ham gå igennem ild og vand, så ville han også se en ny ting i hende og han ville se noget nyt i disse øjne, men endnu engang holde han tingene for sig selv, for hvis hun vidste det hele, så ville det her nok kun blive meget svære for ham ville han nok indrømme, han ville havde alt for meget besvær med at finde en anden vej. "men fortæl mig endelig når du finder ud af noget" sagde han og blinkede til hende med et lille grin, det var jo ikke ligefrem fordi han regnede med at hun sådan lige kunne skaffe flammer han skulle komme igennem, men selv efter det troede han ikke på at han ville springe fra, han havde sagt det og det var ikke fordi han ville virke som en løgner overfor hende, han ville holde alt det han lovede og det her var vel en form for et løfte.

Han kiggede på hende som hun udtalte sig omkring at hun ikke ville love det, "det er nu også meget smart ikke at gøre, det kan bide en sådan bag i" sagde han med et lille smil, som de kæmpede kunne han godt se hvordan hun lige så stille blev bedre og bedre, dog var der en ting han lage lidt mærke til, hendes kamp stil og pareringer, det virkede lidt som om hun var van til et længere våben, hun brugte nok ikke rigtig den kniv hun havde optimalt, selvom, det av ham sådan lidt en ide om at den kniv hun havde på sit lår, ikke var hendes rigtige våben, men meget mere end det kunne han ikke rigtig sige, dog skulle det ikke være noget han ville pralle for meget om, hvis det var noget han skulle finde ud af, så skulle det jo nok ske. Hendes valg af parrering var dog god og hun fik let blæst angrebet væk, så de igen stod på afstand af hinanden igen, det var helt sikkert ikke noget hun var dårlig til, hun havde vel noget erfaring indenfor kamp og han ville endelig gerne vide hvor god hun var og hvor langt hun kunne gå, men det her var vidst hverken tid eller sted og han var slet ikke i en position til at kunne bede om det. Der kom dog pludselig noget fra hendes mund som han ikke helt kunne lade være med at undre sig over. "hvorfor lyver du når du keder dig og hvad gør mig til en forskel" det var måske to meget hurtige spørgsmål, men ud fra den sidste regl havde han jo sagt at hvis hun ikke svarede på hvad han sagde accepterede han det, han ville bare ikke havde hun løj for ham, det var det eneste han ikke ønskede fra hende, så hun kunne endelig bare lade det ligge, dog ville det ikke være noget han ville glemme, især delen hvor han pludselig ikke ville bliver løjet for, hvad var grunden endelig til det. Dog kunne han se at hun var færdig med at kæmpe og han rettede sig op og svingede sin kniv lidt, så den nu pegede imod skeden og satte den på plads. "nej det skulle vidst være det, men vil du så fortælle mig hvor du skal hen, eller skal jeg selv finde ud af det" sagde han og rakte sin hånd frem, for at tage imod hans kniv, han var endelig lidt ligeglad hvordan han fik den, han skulle nu nok få den på en eller anden måde.

[Callisto Sepra Fireocean]

Hun ville gerne glemme ham, og måske skete det også med tiden men det krævede at hun rejste væk fra ham og han holdt med at plage hende som hun nu mente at han gjorde, dog kunne hun ikke se muligheden for at det blev lige med det samme for han blev jo ved. Måske hvis hun virkelig lod ham gå igennem ild og vand for at nå hende, at han så ville stoppe? Det virkede helt tåbeligt at han havde sagt det for hun følte bestemt ikke på samme måde, der var ingen hun ville gå igennem ild og vand for, jo måske ild men bestemt ikke vand! Nærmest alt andet end vand. "Vi får at se" sagde hun roligt for hun mente jo det kunne være temmelig sjovt at se ham gøre det, men igen hun havde fået at vide før at hun havde en sær form for humor når det kom til stykket, det morede hende jo når andre kom til skade eller folk skændtes på grund af hende. "Det skal jeg nok" svarede hun blot kort til med hun skulle sige til når hun fandt noget, det skulle hun da nok, hun skulle nok få ham til at lide så meget at han ville fortryde det. Og alt det bare for at lærer noget af hendes øjne? Det virkede bare endnu mere tåbeligt end det burde, men hvis han kunne lide dem så kunne han jo lide hendes øjne og det kunne hun ikke ligefrem bestemme han ikke måtte.
Et stille skævt smil kunne anes i hendes mundvig som han snakkede om det kunne bide en bag i, for ja det kunne det jo godt men der var ingen og intet som skulle bide i hendes bagdel, derfor lovede hun aldrig rigtigt noget medmindre hun var temmelig sikker på at hun kunne overholde det. Smilet forsvandt igen for hun ville ikke smile meget af det, men en sjov tanke havde slået ned i hende som hun valgte at glemme igen for den var ikke det værd, men morsom havde den da været.
Det var sandt hun var vant til et meget længere sværd, men hun havde nu også en smule forstand på de korte, selvom hun foretrak hendes faders sværd for det var den hun var blevet oplært med og den som hun havde bedst styr på. Resten af træningen med andre våben var hovedsaglig i kamp hvor hun havde set sig nødsaget til at efterlade sværdet og så bruge hvad der nu kunne bruges til at slå modstanderen i jorden. Et stille smil gled igen over hendes læber som hun morede sig lidt over hans spørgsmål. "Det er igen en af mine grunde.. Men grunden til jeg ikke gør det ved dig er fordi du er alene og jeg keder mig ikke helt mere" sagde hun roligt selvom hendes toneleje gjorde antydning af hun ikke ville forklare mere end det, for så skulle hun jo gå og fortælle hvorfor hun løj og det var hendes grunde, det var hendes lege når det kom til stykket, så det skulle han ikke vide, men hvem ved måske ville hun udsætte ham for det en dag?
Da hun trådte væk og afsluttede kampen på den måde, uden rigtigt at folde sig ud, stod hun roligt og betragtede ham selvom kampen for hende var overstået så kunne det godt være han ville forsætte, men det så just ikke sådan ud. "Du kan jo prøve at finde ud af det" sagde hun roligt med en mindre latter i stemmen før hun hurtigt jog hans kniv ned i jorden, så langt ned hun kunne inden hun begyndte at løbe væk fra ham i den retning hun i første omgang havde været på vej hen, nemlig sladdertræet. Hun ville dog lige se om det med kniven i jorden ikke kunne give hende et mindre forspring, selvom hun ikke spurtede afsted men mere i lidt hurtig løb så hun kunne holde til at løbe længere for hun ville jo have det lidt sjovt og på en måde så regnede hun faktisk med at han ville følge hende hvis han virkelig var så nysgerrig som han virkede til at være. Hun løb dog med afstand til floden da hun havde vandet noget så frygteligt så hun ville ikke risikere at falde i, det ville for det første bare pisse hende af og hun ville føle sig svag bagefter og var der noget hun virkelig hadede var det at føle sig svag. Så hun løb med god afstand til vandet uden rigtigt at se sig tilbage for hvis han ikke fulgte med så fik hun jo bare det motion ud af det, selvom hun dog lyttede intens efter om hun kunne røre hurtige skridt bag hende. Det kunne også være det var det hun gik og manglede, noget at lave i stedet for at sidde og glo.

[Dalton White]

Dalton måtte indrømme en ting, han kunne ikke rigtig gennemskue hende her, men han havde sådan lidt på fornemmelsen af at hun nok ikke ligefrem var en varmhjertet person, hvilket endelig ikke gjorde ham noget, en af de få ting han havde lært i sit liv var at man ikke kunne bedømme en person på få handlinger, faktisk så ville ideen om ild og vand ikke rigtig røre ham. Smerte var noget han ikke rigtig havde taget sig af længe, det var noget han kende og noget han undgik og fik så lidt af som muligt, men som sit liv som bodyguard, så havde han lært at tage imod smerte, selv hvis han vidste den kom, mest af alt fordi han blev nød til det nogle gange, så han ville nok kunne vise hende at han mente hvad han sagde. "jeg kan næsten ikke vende" sagd ehan med et lille grin, nej det var ikke fordi han så frem til det, faktisk mere på grund af hendes lille glæde der kom frem i hende hver gang hun nævnte ideen om at han skulle gå igennem ild, han begynde at tænke om hun endelig var vild med at se folk i smerte, endnu engang ville han ikke dømme hend epå det, men tanken var der endelig, det kunne jo godt være og han måtte endelig se om det viste sig, men det var bare endnu en ting det fik ham til at blive interesseret i hvem hun endelig var. Hun havde ret i at det var hendes øjne der betagede ham, men det var hende selv der ville beskrive hendes egne øjne og åbne det hele for ham hvis han kunne komme så langt.
Han så hendes korte smil da han snakke om at løfter kunne bide en, det kunne være at hun endelig pegede det lidt imod ham, men hun skulle nok lærer at han ikke var en person der holde løfter til det sidste, han var ikke en der gav sig så let.

Han lyttede til hende, alt infomation kunne være guld, men lige i starten virkede det som om han ikke ville lærer noget nyt, før hun svarede på at der var en grund til at han ikke var et mål, han var alene, et roligt smil formede sig på hans læber, han begynde roligt at tænke på at denne krop blev brugt utrolig meget på nogel punkter, noget med niks pille, men hun brugte den til at skabe splid, iblandt mænd og deres koner eller kærester eller nogle gange mellem to mænd der begge fandt hende atraktiv og troede de havde en chance med hendes misvisende ord, bare for at hun fik det sjovt. Smilet blev på hans læbe, hvorefter han rystede på hans hoved. "så noget som nogle tror er en engel, kan i virkeligheden være en en djævel i forklædning" sagde han bare og kiggede ind i hendes øjne, han havde ikke sagt hvad han gjorde, men han havde givet preg af at han nok forstod hvad hun havde fortalt ham i sidste ende, hvilket også gav ham lidt svar på hvad hun endelig var for en, dog var det langt fra meget infomation, men stadig var det eneste det gjorde at han blev mere interesseret i at vide mere, han ville kende til denne kvinde og skulle nok finde ud af noget mere end dag.
Kniven blev placeret i jorden og derefter forsvant hun, som et lyn, hun vilel virkelig udfordre ham der, men han kunne ane noget ved hende, han var ikke længere en byrde, lige nu virkede det næsten som om hun havde det lidt sjovt, mest ved at prøve at irritere ham, hvilket endelig bare fik ham til at smile som han så hende løbe forbi ham. han havde jo ikke selv sin taske på, så hun havde et forspring, dog var hastighed en af de ting, som han helt sikkert kunne tage en udfordring op på. Han kom hurtig hen til sin kniv, selvom hendes placering af kniven havde været hård, så fik han den hurtig op af jorden og ned i sin skede, derefter løb han hen til sin taske og greb den på vejen og havde den med sig med det samme, hun havde et godt forspring, så han satte tempoet op, hun havde et godt tempo, men han havde heldigvis hastigheden med sig. 
Han blev ved med at sætte farten op, som han stille og roligt kom tættere og tættere på hende, en ting hun nok ville ligge mærke til, var at selvom at han faktisk løb hurtigt, så var hans fodtrin meget letter, hovedsageligt fordi at det havde han været nød til før i tiden, hans skulle jo normalt ikke rigtig høres, så hvis han virkelig forsøgte, så ville han nok kunne være mere stille, men for hans skyld måtte hun godt høre ham, da han vidste han var tæt på til at hun kunne høre ham kom der en kommentar. "hvem spiller du kostbar overfor" sagde han og grinte let, dog måtte han indrømme at hun selv var adræt, der skulle godt nok noget til at kunne følge med hende, men selv efter en helt dag fyldt med løb, så kunne han godt blive ved.

[Callisto Sepra Fireocean]

Det var sandt hun nød at skabe splid mellem folk eller se folk kæmpe for noget de ikke kunne have, lidt ligesom Dalton forsøgte at få hende til at tale og forsøgte at lærer hende at kende men hun nægtede at sige meget om sig selv så for hende kunne han lige så godt have opgivet men det gjorde han ikke, så derfor morede hun sig en smule selvom hun gjorde sit bedste for ikke at gøre meget antydning af det. "Jeg har aldrig påstået at være eller ligne en engel, det må være din egen mening.. Men en djævel er jeg nu heller ikke helt" sagde hun roligt for hun havde jo aldrig påstået sådan noget, for hvorfor påstå noget som man vidste man var forkert eller ikke passede? For hun kunne jo alligevel ikke forblive sød i længden så hun ville tabe masken længe før legen ville være ovre. Men igen helt ond var hun nu heller ikke, ikke efter hendes eget hoved for hun myrdede da ikke på må og få eller gik i seng med hvem som helst, faktisk gik hun ikke rigtigt i seng med nogle men derfor kunne hun jo godt have lidt sjov ved at få folk til at tro det.
Et mindre grin af barnlig latter kom over hendes læber som hun løb fra ham for det her var jo en sjov og uskyldig leg indtil videre, men igen hun kunne jo godt være barnlig når det kom over hende, det gjorde det dog bare meget sjældent. Men lige nu var det lidt sjovt os fordi hun jo alligevel skulle hen til sladdertræet og han ville jo alligevel ikke lade hende være så nu skulle hun have lidt sjov med at få ham til at jagte hende, bare som en lille prøvelse. Det var nu rart at mærke vinden imod hendes ansigt og mærke hvordan det gled igennem hendes hår som bevægede sig efter hende mens hun løb. Da han kom tættere på, tæt nok til at hun kunne høre hans kommentar smilede hun bare overfor sig selv. "Jeg spiller ikke kostbar" sagde hun med et mindre grin for hun spillede da ikke kostbar, eller jo men det var jo meningen at hun ikke ville have folk tæt på. Hun ville have dem så langt væk så muligt hvis hun kunne være så heldig. Igen satte hun farten mere op selvom hun ikke ligefrem var så adræt som hun godt kunne ligne, men hun kunne sagtens til at give den en tand mere, bare fordi hun godt ville hen til træet for at se om der var noget der kunne ligne en udfordring for hende. "Kan du følge med?" spurgte hun lettere drillende mens hun kort så sig over skulderen før hun hurtigt rettede blikket frem ad igen fordi hun ville ikke risikere at falde på noget tidspunkt. Selvom hun kunne ane træet i det fjerne men den brusende lyd fra vandet gjorde hun ikke ligefrem særlig tryk selvom hun havde en god afstand og ikke kunne se hvordan hun skulle ryge derud.

[Dalton White]

Dalton kunne ikke lade være med at smile, han havde faktisk ikke en ide om at hun mente at hun legede rundt med ham, der var dog en ting hun ikke vidste, hun ville lege et farligt spil, hvis hun troede hun styrede det her. Allerede nu havde han set hende rødme, hvilket var en reaktion hun helt sikkert ikke havde været glad for, men det havde været noget der viste ham at han kunne styre det her, han skulle bare handle stille og roligt, lade det gå efter hans bog, men uden at hun troede at hun mistede kontrollen, for han var ret sikker på at når hun begynde at føle hun mistede den, så ville hun med det samme stoppe det og gøre det så meget svære, han skulle tage det lidt af gangen, selvom det på ingen måde var sikkert at han ville opnå det han gerne ville havde, hvilket nok også var hendes tanke, faktisk var det nok han aldrig ville komme der til, men nu var det vel tid til at bevise det modsatte, hvert fald for sig selv.
Som hun udtalte sig om hvor meget hun endelig ikke var en engel eller at hun hvert fald ikke havde sat sig selv op som en engel, hvilket han helt sikkert var enig med hende i, faktisk havde det bare været en talemåde, Faktisk så han hende næsten mere som en friste djævel end som noget andet, det passede hvert fald til hende, utrolig godt, hvis hun gjorde det som han troede hun gjorde ved mænd, hun lod dem slås om hende og når der var en vinder, så ville hun helt sikkert bare skride og lade ham drømme om det han alligevel aldrig ville få. "du har ret, jeg er ret sikker på du er noget så meget mere interessant end det, hvis du endelig er noget, engle er så kedelige" han grinte let, det var måske ikke ligefrem den fedeste ting at sige om et af lysetsvæsner, men for at være ærlig, så var det nok sådan han så dem, de var kedelige, de passede så meget på at være gode og ville ikke falde og så var der de faldende, det var næsten værer, følelsesløse og meget mere, nej han kunne helt ærligt ikke se noget interessant ved det. Men hende her, hun var noget helt særligt, nok også fordi hun holde ham på så lang afstand, ja hun mente endelig at det at hun legede ham frem ville være det der ødelage ham når hun lukkede det af, men det var ideen om at hun var lukket der havde gjort ham så bevist omkring at han ville tæt på hende.

Som han kunne høre den lette barnlige latter kunne han ikke lade være med at få sit smil til at blive lidt stører, det viste jo næsten en barnlighed i hende, noget hun måske gemte normalt, men det var nu stadig ikke noget problem for ham, det viste at der var større mysterier til hende end der var til nogen anden han havde mødt, men det var stadig hendes øjne der ramte ham, lige nu var det eneste han kunne se det lange røde hår der flagerede bag ved hende. Han gik igang med at sætte tempoet op igen, han kunne også godt mærke at hun havde gjort det, men det virkede ikke som om at løb var hendes stærke side som det var hans. Stille og roligt kom han tættere og tættere på, men som han kom tættere på blev hans skridt lettere og lettere, hvilket ville gøre at man nok ikke ville ligge mærke til ham, hvis hun ikke lyttede rigtig godt efter. Han besvarede ikke da hun sagde hun ikek var kostbar, lige nu kunne han faktisk ikke forstille sig at hun spillede andet, hun havde lige nu sat sig på en petistal, som hun tydeligvis ikke mente han nogle sinde ville kunne nå. Første efter hendes andet spørgs omkring, hvor hvidt han kunne følge med skulle han til at reagere, men hun kiggede bagud, hun vende hoved, mod søen ved siden af dem, så han løb over på den anden side, hendes lange røde hår, håbede han ret meget på ville dække ham, for så ville det se ud som om at hun var løber fra ham, dog lage han mærke til at hun hele tiden virkede tvivlende, hver gang hun så det mindste mod floden, var hun mon bange for vand.
Han tænkte ikke mere på det, han løb i stedet over på hendes anden side, meget tæt på, men med lette skridt, i håb om at hun ikke ville ligge mærke til det, måske kunne han give hende et lille shok, det fortjente hun lidt efter bare at havde løbet væk. Hun fik sit ansigt så tæt på hende som han kunne, dog var der dog et stykke endnu, han stod nu med henne mellem ham og floden. "bare rolig, jeg er lige her" sagde han ud af det hele, ud fra den stilhed som han hele tiden havde holdt, der var et stort smil, han var lidt spændt på hvordan hun reagerede, faktisk kunne han forstille sig at der snart ville komme en kniv imod ham, så selv et angreb var han klar på.

[Callisto Sepra Fireocean]

Engle virkede kedelige bare af beskrivelse, selvom dog aldrig havde mødt en så havde hun da hørt rygter om folk der havde eller folk der havde hørt om folk også sådan noget. Så intet var jo sikkert af de rygter hun havde hørt udover at de var Gudindens budbringer og de skulle være smukke men igen fandtes der ikke så mange smukke væsner? De var sikkert ikke så specielle som nogle sagde det. Kedelige var de sikkert også, så hellere være en af dæmon racen så havde man da lidt mere sjov. Selvom det kunne en hver smuk kvinde jo gøre hvis de følte for det. Hun kommenterede dog ikke det han sagde for hvad skulle hun sige? Hun var jo enig i det for hun mente selv hun nok var lidt mere interessant end det selvom hun ikke kunne snakke så meget omkring det gude snak, for hun interesserede sig ikke rigtigt for dem.
Som hun forsatte hendes løb kunne hun ikke lade være med at smile eller komme med en mindre latter ind i mellem, for hun morede sig. Det var jo dejligt med disse barnlige lege ind i mellem, selvom mange mente det var for børn, så passede den vidst meget godt til en leg med Dalton for han opførte sig jo som et barn, efter hendes mening. Hun havde sat tempoet næsten helt op for at han skulle jo ikke have det helt let alligevel, men hun ville heller ikke udmatte sig selv alt for tidligt så blev legen jo ikke særlig sjov og hun ville jo ikke virke som en der ikke kunne holde til noget, dertil var hendes stolthed og stædighed for overmande til altid at lytte til kroppen når den gerne ville have det modsatte, som et hvil eller mad.
Mens hun løb lyttede hun intens efter ham, men jo længere de løb jo højere virkede hendes hjerte til at banke, så hun fik et mindre chok over hun pludselig hørte ham ved hendes side, men i stedet for at vise det for meget vendte hun rundt så hun løb lidt af den modsatte vej før hun løb længere væk fra floden og lidt tættere på de træer der var i nærheden. Det var jo lettere at lave forhindringer i skoven end her ude på åben land, men efter hun kommet i stykke længere ind i landet drejede hun rundt igen og forsatte i den retning hun egentlig var på vej hen, men det var for hun kunne løbe lidt rundt om Dalton før hun ville forsætte i den rigtige retning, stadig med et smil på hendes læber for hun var jo stadig ude på at lege en smule. Hun løb så hurtigt hun kunne før hun pludselig satte sig ned ved en større sten, selvom hun dog satte sig ved siden af den med armene over kors som hun ventede på han ville komme, for de var efterhånden tæt på Sladdertræet, hun kunne se det fra hvor hun sad og der var ikke andet end et par hundrede meter derhen. Hun sad bare og ventede på han ville komme til hende, for han skulle da heller ikke helt vide hvad hun ville, men igen hun havde skimtet der var andre ved træet og så gad hun ikke gå derhen før de var lidt på afstand.

[Dalton White]

Dalton blev ved med at løbe, han kunne godt mærke på hende at hun måske ikke kunne køre lige så længe som ham, hun løb meget, men hendes max tempo virkede som noget under hans, men det betød dog langt fra hun var i dårlig form. Hvis han skulle kigge på sig selv var han nok på noget som de fleste folk nok aldrig ville se når det galt udholdenhed og hastighed, det var jo det han brugte til at overleve, dog havde han ikke lige regnet med at hun pludselig skiftede retning, selvom han holde det samme tempo som hende lige nu, så skulle han stadig lige reagere og det fik hende til at få et nyt forspring.
Han skiftede så hurtigt han kunne retning og kom efter hende, det tog hende dog ikke lang tid før hun løb direkte ind imod træerne, hendes træk var gode, hun tænkte sig faktisk om hvordan hun skulle få forspringet, men for ham var en af de mest intrasante ting at hun belv ved emda t grine, der var den gode barnelatter som kom fra hende, hun morede sig, hun havde det sjovt. Det kunne godt være at hun ikke var helt glad for ham før, men ligemeget hvordan hun så på det, så havde hun det godt med ham lige nu, selvom det var ved at løbe efter ham, det fik dog også ham til at grine.

Han måtte indrømme det var svært at følge efter hende i starten, han kunne nemlig ikke rigtig se hende blandt træerne i starten, han gik efter lyd, hendes forspring havde jo været der og hun gik igennem mange dele af skoven hvor han mistede synet af hende, men lyden var nok, det gjorde dog at han var lidt bagud, dog kom han lige så stille op på hende, han var jo endelig van til at løbe igennem skoven, men problemet var jo også at det her bare ville være en evig jagt, der var ikke så stor en slutning, mest fordi han ikke rigtig kunne røre hend eog stoppe hende, han sørede bare for at være efter hende. Han havde faktisk et kort øjeblik i hoved at han ville stoppe hende og vælte hende om kuld i sjov, men de forrige regler havde fået ham til at prøve at lade være, så han måtte vel tænke på noget andet, for det var jo ikke ligefrem fordi han ikke kunne holde sig tilbage og hvis han pludselig brød noget omkring 1 minut efter det var blevet sagt, så ville det nok være rimelig trist, dog tænkte han det kunne være sjovt hvis han gjorde noget andet. han begnde at lytte og kigge meget efter hende, han ville se om han ikke kunne komme op foran hende, han begynde roligt at se hvordan hun blev ved med at søge i en retning, det var nok et sted hun ville hen, så han begynde at prøve at cirkle hende, men dog på afstand, så hun nok ikke helt ville høre ham, dog lage han pludselig mærke til noget da hun var udenfor syne, der blev stille. Hun var løbet ud af skoven, de var jo også ved kanten, men hun var stoppet, han begynde at gå ud imod kanten af skoven, han var kommet længere frem end hende og han kunne se hun kiggede ud imod hvor hun nok var kommet ud, han var en del tættere på hende end det sted og var også tættere på sladdertræet end ham, dog gik han ud af skoven stille og roligt og kiggede over imod hende, han var ret sikker på at hun ville se ham hurtigt, hun kiggede jo imod skoven, så selvom han kom ud et andet sted, var han godt synlig. "her troede jeg lige at jeg kunne fange dig ved at cirkle dig" sagde han og grinte lidt og kiggede over på hende med et smil, han kunne dog godt se at hun havde noget hun godt ville sige, han kiggede over mod sladdertræet. "er det så dit mål" sagde han og begynde at overveje om der var nogle fra byen der kunne havde været der henne, det skulle ikke være første gang der var blevet sat en lille dusør på ham af folk der var pisset. Han kiggede derfor over mod sladdertræet og kløede sig lidt bag hoved, med et lille grin, det kunne være dumt af ham at gå der hen, men hvad skulle han ellers gøre, heller se om han var ved at blive eftersøgt af de små jægere end bare at finde ud af det på den dårlige måde måske.

[Callisto Sepra Fireocean]

Denne leg var nu sjov men hun have ikke i sinde at lade sig blive fanget, ikke frivilligt ihvertfald så derfor løb hun så godt hun kunne ind og ud mellem træerne, lavede sving som ikke helt var forventet, mens hun hele tiden lyttede efter Dalton for hun ville jo ikke fanges. Det ville også bare ødelægge legen for han ville bryde en af reglerne og så var det ikke sikkert hun ville forblive denne barnlige og glade jeg som hun havde lige nu. Men dette havde jo været en af legene hun havde savnet fra den gang hun var barn og her i voksenlivet var det mest når hun jagede dem som skulle dræbes eller fanges, så der var jo ikke meget sjov i det.
Efter hun havde placeret sig ved stenen ventede hun bare på ham, men det var tydelig han havde forsøgt at enten overhale hende eller forsøge på at stoppe hende, så hun smilede bare lettere grinende til ham som han kom frem og sagde han havde forsøgt at cirkle hende for at fange hende for den havde hun lidt regnet ud, derfor havde hun gjort det lidt svære for ham også fordi hun jo tidligere havde set han sagtens kunne overhale hende hvis han ville, derfor måtte hun forsøge at gøre det svære for ham.
Lige nu sad hun afslappet og forsøgte at få vejret og hjertet under kontrol, som bare blev lettere med tiden for de havde jo ikke travlt og hun havde kunne sidde ned lænet på af stenen mens hun ventede på ham, så hun kunne være helt afslappet. "På et tidspunkt måske.. Jeg gider bare ikke når der er så mange fjolser derover" sagde hun roligt for hun gad ikke når de var der over, men det var mest fordi som kom alt den der fløjten over hendes krop og alle de kommentarer og det gad hun ikke rigtigt høre på lige nu, så der var ikke rigtigt andet i det end det. Ikke at hun kendte dem men hun vidste bare mænd havde det med at komme med sådan nogle kommentarer. "Så tænkte jeg vel kunne få lov til at sidde og slappe af, mens jeg venter på de er væk.. Og så kan du altid gå andre steder hen og irritere andre folk" forsatte hun roligt for han måtte med glæde gå nu hvor hun ikke rigtigt gad at afslutte nogle af de mindre lege, for hun havde jo bare stoppet fangelegen og hun havde stoppet hans sparrekamp før det egentlig var færdig. Godt nok var jorden en smule kold at sidde på men alligevel blev hun siddende for hun havde det alligevel lidt varmt efter den mindre jagt.

[Dalton White]

Dalton kunne se på hende at hun var godt tilfreds med at han ikke havde kunne fange med hende, dog kunne han se noget på hende der viste at hun havde moret sig, endnu engang var han helt sikker på at han intet vidste om denne kvinde, dog også at han nu mere end nogle sinde ville han finde ud af mere om hende, men alt ting til sin tid. Han kom bare helt hen til hende og lage sin taske fra sig, det havde nok ikke gjort det meget letter for ham at skulle løbe med sit udstyr, men ellers havde det vidst gået meget godt, han havde da kunne klare det uden problemer. Han kiggede igen over mod sladdertræet med et lille smil og lage hoved let på skrå, han prøvede lidt at se hvem der var der, men selv med hans øjne kunne han ikke se så godt, men der var da en del mænd, men var de 3 mænd der, det var det store spørghsmål eller måske var der nogle andre fra byen. Dog gad han ikke fokusere for meget på folkene der over, han lyttede i stedet for til hendes ord, hun gad ikke mændene. "jeg ved ikke om jeg skal føle mig beæret over jeg er bedre selvskab end de mænd, eller skal vi vi sige jeg er mindre irriterende end dem" sagde han bare kort, han var ret sikker på at hun ikke ville indrømme at hun havde moret sig med ham, mest fordi hun nok i hendes syn på tingene ville sige at han stadig bare var røv irriterende og at hun ikke gad at være i nærheden af ham, men på et eller andne punkt virkede det ikke så slemt nu.

Det tog ikke så lang tid og så lage Dalton hans taske fra ham og kiggede over på hende, han begynde at rode lidt i sin taske og trak et vandskin op af tasken, han måtte indrømme at han var tørstig og tog en tår af den, et tilfreds ahhh kom fra ham og han kiggede igen på Cali som hun sad der. "vil du havde noget vand" spurgte han og tilbød hende vand skinnet, med en rolig tone, hun havde været igang længe, det ville vel bare være logisk at få noget at drikke for hvem som helst lige nu, dog måtte han indrømme at det med at få ham til at gå lige nu ikke var så tiltalende. "nah, jeg skal også der hen for at tjekke noget, men lad os bare sige at det kunne gå lidt galt" orderne kom med et lille smil på læben, hvorefter han tog et skin frem og kiggede lidt på hende, han lage det bare på jorden, hun ville i teorien kunne løbe fra ham lige nu og han ville ikke fange hende med alt det der var fremme. "er det endelig kun mig, eller kan du ikke rigtig lig mænd" spurgte han og kiggede lidt på hende.

[Callisto Sepra Fireocean]

Det var nu lidt rart at kunne og slappe lidt af selvom hun nok havde fortrukket noget som ikke ligefrem var så koldt imod hendes bagdel, men hun kunne jo ikke klage for hun havde selv sat sig ned når det kom til styket. "Faktisk mere irriterende.. De stopper som regel når jeg har givet dem et par slag eller sagt nogle ord, men du blev ved.. Så du er mere irriterende for du forsætter og følger mig selvom jeg har sagt du skulle skride" sagde hun roligt med et let skuldertræk for han var jo bare lige så irriterende som dem, hvis ikke mere fordi han konstant fulgte efter hende selvom hun havde bedt ham om at skride så langt væk så muligt. Godt nok havde de aftalt nogle spilleregler til når de mødtes, men det havde jo ikke nødvendigvis betydet at han skulle blive sammen med hende hele dagen for det kunne tænkes hun blev træt af ham i længden.
Hun rystede bare på hovedet da han tilbød hende vand, for nok var hun lettere tørstig men det var ikke ligefrem det der hun drak for at slukke hendes tørst, så han måtte meget gerne beholde det vand for sig selv. Hun ville jo tidligere tilbage til kroen og have en drink men selv det havde han forhindret hende i og irriteret hende med fordi hun ikke måtte få det. "Jeg går da ud fra du vil kigge efter dig selv på sladdertræet." sagde hun roligt for den kunne hun godt regne ud at han ville hænge der, han virkede jo som typen som kunne havne der fordi han havde gjort noget forkert eller lagt i med den forkerte kvinde. Så det ville da ikke undre hende på noget punkt. "Mænd, kvinder og dyr.. Jeg bryder mig ikke om noget af det" sagde hun roligt med et skuldertræk for hun kunne jo ikke rigtigt lide dem for hun ville ikke have dem tæt på, ikke når man kunne miste dem igen. Så var det lidt lettere med planter for der var man sikker på det var naturen og de levede som regel ikke særlig længe alligevel og man kunne ikke rigtigt blive knyttet til dem på samme måde som de andre levende væsner.