On the run

[Dalton White]

Dalton lyttede roligt til hende, et smil sprede sig roligt og han var faktisk tæt på at grine igen, det var måske ikke ligefrem det han havde regnet med at hun ville sige, hun var faktisk værre, men hvorfor så blive her med ham, det var vel et mysterie, men helt sikkert ikke noget han ville komme så længe med at sige, dog var der stadig en nyskerighed indenfor emnet. "så jeg er værre end dem, men du fortrækker at blive her med mig, hvad er din plan, der må ligge noget bag, eller er det bare fordi der er så mange at jeg ikke er irriterende nok til at gå op for dem alle sammen" sagde han med et smil på læben, nu var det jo ikke fordi han ville gå hen og sige at hun fortrak ham, mest af alt fordi han vidste det bare ville irritere hende, det at han begynde at kigge efter en anden grund selv, ville forhåbenlig ikke virke så irriterende.
Han så hvordan hun ikke tog imod hans vand, så han trak det tilbage og lage det bare stille og roligt tilbage i hans taske, det var endelig meget sjovt at se at hver gang hanb rugte en ting i hans taske kom den altid tilbage når den ikke skulle bruges meget, han gjorde meget ud af altid at holde sig klar til at komme afsted, det gjorde det så meget letter at undgå problemer. Han kiggede dog ned i hans taske og så så en flaske, han tog den frem og holde den ud til hende, det var endelig bare brændevin, noget han tog en gang imellem når han lige skulle havde varmen, men det kunne jo godt være at hun drak en del. Han holde sig normalt ikke tilbage, men han brugte det ikke rigtig på sine rejser, kun når han var inde i byen. Han hørte hende dog begynde at snakke om at han var på træet, et stille og roligt smil kom op på hans læber og en let latter kom frem. "lad os bare sige jeg snakker af erfaring, men jeg tror bare jeg dropper undskyldningerne, jeg har sådan på fornemmelsen af at du ikke ville tro på mig, hvis jeg fortalte jeg var uskyldig" sagde han med et lille smil og kiggede op på hende, han vidste endelig ikke hvad hun ville gøre ved det, han ville jo nok ikke være særlig meget værd, så måske ville hun faktisk bare lade ham være, eller måske ville hun nyde at fange ham og få ham af vejen, det var endelig hendes valg, men han gik nu ikke bare frivilligt afsted bare fordi at det var hende.
Dalton sad lidt tænksom og tænkte over det som hun havde sagt, hun kunne ikke rigtig lig nogen, det lød som en sørgelig historie. "så der er intet i dit liv" sagd ehan bare stille og roligt og kiggede på hende. "jeg har lidt ondt af dig, jeg har på fornemmelsen at du har det godt sådan, men tror at du ville havde det så meget bedre hvis du fik nogen tæt på dig" sagd ehan og strækkede sig lige så stille, for lige at få sine led løse. "men jeg er jo også bare en irritende idiot, så du skal ikke høre på mig" sagde han og grinte.

[Callisto Sepra Fireocean]

Calli var ikke i humør til at høre på kommentar eller folk som fløjtede efter hende, hvilket Dalton allerede havde fundet ud af, for hun havde ikke fået noget at drikke her til morgen så hun var ikke i humør til at lade dem komme tæt på. "Jeg tror du har hø i mellem ørene eller det er længe siden du har fået dem renset.. Jeg fortrækker ikke at blive her med dig, men det ser ikke ud til at jeg kan få lov til at slippe for dig så jeg må finde mig i det." sagde hun roligt for hun ville jo helst ikke blive her med ham, men han ville jo ikke skride så var det svært at være alene for hun havde ikke ligefrem et rum hun kunne lukke sig ind i og lukke døren til, så det var temmelig svært at få ham væk.
Hun sad roligt og ventede på de forskellige ville gå væk men de stod da rigtigt og tog deres tid der over men det var der jo ikke noget at gøre ved, for de stod og snakkede med hinanden og det kunne tage en evighed. Da han tilbød hende den nye flaske rystede hun bare på hovedet igen for hun ville nu ikke have noget at drikke lige nu, først når hun var tilbage på kroen eller havde virkelig brug for det men hun var jo kølet ned igen efter hendes mindre raseri anfald, så hun havde ikke brug for det men skulle hun slæbe på ham i længden så kunne det vel egentlig godt tænkes at hun havde brug for det. "Du har fuldstændig ret" sagde hun blot til det med at hun ikke ville tro at han var uskyldig, for allerede nu havde hun jo fået bevis for at han kunne være noget af en plage og så kunne han sikkert godt rode sig ud i problemer, også selvom det måske ikke var med vilje men han tiltrak det sikkert stadig. Hun så roligt på ham for han kunne næppe være meget uskyldig ikke når han kunne være noget af en plage og hun havde jo selv set ham blive jagtet tidligere på dagen.
"Du får det til at lyde som om mit liv er trist fordi der intet er i det.. Men jeg tror du mener jeg ikke har nogen i det.. For jeg har noget i mit liv" startede hun roligt ud med at sige for hun havde da noget i hendes liv som hun gik op og i og noget som gjorde hende glad, men det var sandt på det punkt hun ikke havde nogen i hendes liv, sådan foretrak hun det jo. "Jeg behøver ikke nogen tæt på mig, jeg har det fint som jeg har det og det er ikke trist, fordi jeg kan godt lide det" forsatte hun for hun havde det jo fint med at være alene, for hun havde jo en frihed til at gøre som hun ville det og ingen til at bestemme hvad hun skulle gøre og hvad hun ikke måtte gøre og sådan noget.

[Dalton White]

Dalton trak bare på skulderne, han havde stadig sådan lidt på fornemmelsen af at han nok ikek var lige så irriterende som de andre og så var der sikkert ikke nogen af de andre som endelig kunne få hende til at grine hendes barnlige grin, roligt viste der sig et smil over hans læber, dog var der intet der blev sagt omkring det, han ville nok bare irritere hende hvis han sagde hende imod, for et eller andet fik ham til at blive her og hun vidste han ikke gik hen til træet før at de var væk, da han ikke gad at gemme sig for så mange, så et eller andet gjorde ham bedre end dem, men resten var ikke nødvendig at fortælle om, han havde det helt fint med sin tanke, selv hvis det måske ikke var helt sandt, så var det da noget han værdsatte. "ja jeg har nok lidt hø i ørene" sagde han bare som et svar, bare så hun ikke følte han bare sad der med nogle skumle bagtanker, men dog stadig var hans smil på hans læbe større end det havde været før.
Han tog igen sin flaske ned i sin rygsæk og sørede for at den var pakket ordenligt ind, hun var vidst ikke rigtig interesseret i noget, men han skulle da ikke være den der tvang det ned i hende så. "jeg er lidt imponeret over du kan løbe så meget uden at drikke bagefter" sagde han bare stille og roligt og satte sig så roligt til jorden, han kiggede roligt på hende. solen strålede omkring hende som hun sad på stenen, hun var et utrolig flot syn, han kom til at tænke på at han endelig var rimelig misundelig på alle der havde været tæt på denne kvinde og mærket hendes blide hånd mod sig, men på samme tid var han ikke sikker på om der nogle sinde var nogle der var nået der til, faktisk var han ret sikker på at der ikke engang havde været en, men hvis en havde, så var de heldigere end man burde havde lov til at være. "ak ja, det tænkte jeg nok, men jeg er normalt dømt på noget der ikke er min fejl, jeg er dog en problem magnet, men det har vel meget at gøre med at jeg oftest får interesse i ting der kan være farlige" sagde han og lod sig falde tilbage og mærke græsset mod hans tynde trøje, det var utrolig behageligt og et smil brede sig mens han kiggede op i himlen, han var ikke sikker på om hun ville blive irriteret hvis han blev ved med at kigge på hende, så han ville ikke presse den for meget.
"jeg vil aldrig kunne udtale mig om dit liv er trist, men jeg vil indrømme at det at være alene har gjort mig trist og det fik mig til at opsøge andre, jeg tror at du vil miss noget af livet hvis du ikke lader andre komme tæt på" sagde han stille og rolig, han udtalte sig ikke om hendes liv men personlig erfaring, hun havde jo nok klaret sig sådan her en del tid, siden at hun endelig ikke rigtig havde det store problem lige nu. "du har det måske godt idag, du har det måske godt imorgen, men fremtiden kan få en til at mangle mere, interesser kan ikke udfylde alt i ens liv, hvert fald ikke i mit liv" han lukkede roligt øjne og lod solen roligt varme ham, mens vinden omkring dem afkølede ham, de to ting sammen var helt fantastisk.

[Callisto Sepra Fireocean]

Hun sad roligt og slappede af mens hun bare lod solens stråler varme hende, hvor hun dog glædede sig til sommer når solen rigtigt kunne varme hende og hun kunne gå i det lette tøj som hun normalt bar for det her virkede til for meget tøj men det var jo stadig køligt i vejret, så ville hun hellere gå i noget varmere. Men når sommeren kom så kunne hun igen føle sig fyldt med energi og klare mere end hun kunne lige nu. Når man tænkte på det stadig kun var forår så var det nu en dejlig dag og blomstre var begyndt at blomstre forskellige steder.
"Jeg har ikke brug for så meget væske. Skal bare slappe af." sagde hun roligt for hun havde ikke brug for så meget væske, udover hun godt kunne trænge til en drink men det måtte vente til når hun kom på kroen igen, eller fandt et eller andet sted som tilbød det, så længe det ikke var ham som tilbød det, på det punkt stolede hun jo ikke på ham. Desuden følte hun godt at hun kunne vente og bare lade solen varme hende en smule, selvom den vind kunne irritere hende lidt for hun ville have ren og skær sol uden noget der kunne forstyrre den varme som solen kunne give hende. Hun så lidt imod himlen og op imod solen som hun lukkede øjnene en smule for at nyde varmen imod hendes ansigt, så hun lod ikke til at bemærke at han kiggede på hende, dog vendte hun hovedet imod ham da han begyndte at tale igen. "Nej det kan jeg ligesom gætte" sagde hun roligt for hun kunne da godt se ham som en der hele tiden kom i problemer, måske var det fordi som han sagde, at han var interesseret i farlige ting, det var vel derfor han blev ved med at rende efter hende? Hun kunne jo være en temmelig farlig kvinde hvis man pissede hende af, og det havde de jo bevis for at han sagtens kunne gøre.
"Vi har alle vores meninger.. Jeg vil hellere undvære nogen og miste noget af et ukendt liv end at miste nogen jeg holder af eller et liv jeg elsker." sagde hun roligt for hun ville hellere skubbe folk væk med det samme end at lade dem komme tæt på og så miste dem der. Til det kunne hendes hjerte ikke rigtigt bæger mere sorg, det var nok at hun havde mistet sin familie i en tidlig alder men på et plan frygtede hun også det var hendes skyld eller hade sig selv for ikke at dø ved deres side. En sorg hun aldrig fortalte til nogen. Hun kommenterede dog ikke det sidste han sagde for de havde jo begge deres forskellige holdninger på det punkt, og lige nu havde hun et godt liv og et liv som hun kunne lide så ville hun også gerne beholde det som det var. Hun vendte blikket over imod træet igen og betragtede folkene der over som hun ventede på at de bare ville skride så hun kunne komme derover og se om der var noget interessant foruden at se hvor mange penge der egentlig var på Dalton hvis han var derover, dog så hun kort på Dalton igen før hun helt vendte opmærksomheden imod mændene over ved træet. "Mystica" sagde hun roligt for hun mente ikke at hun havde præsenteret sig for ham, han havde jo noget at gøre hende vred inden og efter havde de leget så der havde heller ikke rigtigt været tid, men hvis de alligevel skulle hænge ud så måtte hun hellere sige hendes navn eller rettere give ham et navn han kunne bruge til at kalde på hende, selvom hun ville gemme hendes rigtige navn for ham.

[Dalton White]

Dalton var stadig lidt imponeret over det med væske for hun havde da løbet godt til, på trods af at han godt kunne havde fanget hende hvis de var blevet ved, men hastighed var så også en af de ting han var bedst til, det var hans store fordel og så kunne han altid få vinden til at hjælpe ham, men hun havde godt nok også været hurtig, han havde været nød til at løbe med fuldt kraft for at kunne op på hende, det var ret imponerende og stadig efter det ønskede hun ikke noget vand, men det skulle der så heller ikke være noget galt i. "du må endelig sige til hvis du skifter mening så, jeg har mere end nok" sagde han bare stille og roligt og roligt op i himlen, den var flot blå og der var ikke en sky at det, det var endelig en utrolig lækker forårs dag og det gav god tegn på at det nok ville være en varm sommer, det ville nok blive godt, det ville nok give ham en rig mulighed for at holde sig for det meste i skoven, han ville godt nok glæde sig til den del, så var der ikke så meget behov for at komme ind i byen ud over når han skulle havde det lidt sjovt med musik og noget at drikke, han kunne bo væk der fra, så han ikke havde et behov for at komme i de problemer der normalt opstod foran ham. Når han tænkte over det ville han heller ikke sætte sig selv til at være uatraktiv, tvært imod havde det tit vist sig at de fleste kvinder så ham som atraktiv, så det var noget af det der nok satte ham i problemer og så den forfærdelige del at han virkelig ikke var god til at sige nej til et kønt ansigt, det var jo endnu en oplevelse, noget han ville lærer noget af, selvom han oftest lærte noget han allerede vidste og så kunne det let blive kedeligt. Det var endelig også noget han havde lagt mærke til, hvis hans interesse ikke rigtig var med folk, så var at være sammen med dem ikke altid så spændende som første tanke, også selvom de så utrolig godt ud. Han kiggede lidt op på hende. "kommer du aldrig selv ud for nogle sjove problemer engang imellem" for at være ærlig, så syndes han oftest at det var sjovt at komme i problemer og finde en metode at komme igennem dem, men det var jo hans måde at se det på, han var jo også lidt anderledes og det var også en af de lidt negative ting ved at være vind dæmon, folk dømte altid en som balademager, det var måske også lidt rigtigt, men på samme måde kende han ikke nogen der kunne leve en fest eller bare mennesker op lige som meget som folk som ham. Det kunne godt være at han ikke sagde hvad han var til folk, men han ville aldrig i verden ændre det for noget.
"Heller havde elsket og mistet end aldrig at havde elsker, jeg skal ikke sige det er den rigtige måde at leve på, men hvis du havde fortalte mig jeg ville miste det jeg elskede ville fortælle den gang jeg havde det, ville jeg stadig havde nydt det så længe jeg havde det" han blev ved med at kigge op i himlen, han havde ondt af hende og hendes ord havde faktisk ramt ham lidt dybt, det var synd for hende at hun virkelig ikke havde noget som hun kunne holde af. "jeg siger ikke du skal finde den eneste ene, men jeg tror du ville værdsætte noget som kan holde af dig og som du kan holde af, det behøver ikke at være noget som du elsker, men noget der ser dig som en skøn person og ikke bare gør det på grund af hvor køn du er" sagde han stille og roligt, mens han smilte op imod himlen. "ingen fortjener at være alene, alle fortjener nogen at holde af" hans ord var måske lidt underlige, for han l'b faktisk selv lidt væk fra alt der hed at holde af og kærlighed, han var bange for at være bundet selv, han ønskede frihed og alle som endelig kom tæt på ham og begynde at føle ham som noget de elskede, ønskede at binde ham fast, i teorien kunne han vel godt finde noget fast, men han ville aldrig kunne blive hos dem 24/7, han havde behov for at rejse og han ville da med glæde se den person gøre det samme, for den sags skyld gerne med ham, men ellers bare lade ham tage væk nogle dage engang imellem, men alle havde en ide om at binde ham og få ham til at få en lille familie og så var det hele slut. Pludelig hørte han roligt hendes navn komme over hendes læber. "Dalton" svarede han bare rolig tilbage. "men bare kald mig Dal, det er letter at råbe når man er sur på mig og det går lige igennem" sagde han med et lille grin på læben, det var det folk altid havde gjort, Dalton var noget man brugte hvis man ville snakke seriøst med ham, Dal var mere venligt og så med den rigtige tone vidste han med det samme at han var på spanden, især med det tryk der kunne komme på navnet.

[Callisto Sepra Fireocean]

Hun valgte ikke at sige noget til det med væsken, selvom han sagde hun altid kunne få noget så var der ikke ligefrem mere at sige på det punkt, for hun ville ikke have noget lige nu, også selvom hun var lidt tør i halsen så lod hun sig ikke mærke af det. Hun ville bare have lov til at slappe lidt af og få solens varme og energi så hun snart kunne være klar til en kamp mere eller bare klar til at kunne forsætte hen til træet bare for at se hvad der hang i dag. Hun så hen imod træet og så en af de mænd der var gik sin vej, men der var stadig for mange til at hun ville gå derhen, så hun rettede igen hendes opmærksomhed imod solen med lukket øjne, men måtte igen vende blikket imod Dalton da han talte, for sikke han kunne snakke, munden stod jo ikke stille på ham.
"Nej jeg skaber problemer for andre" sagde hun roligt for hun kom sjældent ud i problemer, det var altid hende der redde folk ud af det eller selv skabte den for andre bare fordi hun kedede sig. Så hun kom sjældent ud for problemer, men det var nu også fordi hun drak med måde når det var, hun drak sig aldrig fuld og hun kendte hendes grænse så hun vidste hvor meget hun kunne tåle før hun ikke kunne holde til mere. Så det var sjældent alkoholen der var skyld i noget og når mændene endelig troede de havde en chance hos hende så fik de bare en knytnæve i hovedet så de gik ud som et lys, og dermed var hendes problemer forsvundet for hun var som regel også forsvundet inden de kom til sig selv igen og dagen efter var tingene som regel glemt igen eller folk var kommet videre i deres liv.
"Som sagt så er vi forskellige. Jeg kan lide mit liv som det er og det skal ikke ændres" sagde hun roligt selvom der var en bestemt undertone der indikerede at hun ikke ville tale mere om dette emne for det irriterede hende bare at han blev ved med at hun burde finde sig en. Hvorfor i alverden skulle hun det når hun foretrak livet som enspænder? Hun havde jo ingen bindinger så hun kunne gøre hvad hun ville og hun havde ingen lænker omkring foden, i form af at skulle beskytte nogen eller følelser som tvang hende til at være anderledes end den hun var. Hun forsøgte dog at lade hans ord glide ind af det ene øre og ud af det andet, men det var temmelig svært når hans ord begyndte at irritere hende voldsomt, som hun sad lidt og knude den ene hånd lidt hårdt i et forsøg på at styrer hendes vrede så hun ikke pludselig gik på angreb på ham, hvilket hun nok kunne have fundet på. Selv hendes opmærksomhed blev fjernet fra Dalton for at se over imod træet for hun begyndte snart at være utålmodig over de ikke bare ville skride så hun kunne komme derover og væk fra Dalton. "Jeg har flere navne at kalde dig, så tror ikke det bliver nødvendigt at kalde dig Dal eller sige dit navn" sagde hun en smule irriteret over han nu igen skulle til at ødelægge den gode stemning med at gøre hende irriteret fordi han blev ved med at træde i det. Hun ville ikke have nogen at holde af og sådan var det, for de skabte bare problemer for hende, så hellere et liv i frihed uden nogen andre i det.
Hun rejste for at hoppe væk fra stenen og begyndte en rolig gang over imod træet for nu gad hun ikke vente længere og hvis det blev til kamp, så blev det til kamp og hun kunne få lov til at afreagere og komme af med hendes vrede som Dalton havde det sjovt ved at vække hende. Dermed efterlod hun bare ham ved stenen mens hun selv gik uden at sige noget til ham, som tegn til at hun ikke rigtigt gad ham lige nu.

[Dalton White]

Dalton kunne forstille sig hvordan hun hurtig kunne skabe problemer for mange, han smilte lidt for sig selv, han ville ikke sige for meget til det, det kunne være at hans tanker ikke passede hende lige nu og han var ret sikker på han var på en hård fin grænse, hvor han ikke kunne tillade sig for at sige alt for meget omkring hende, hvilket også gjorde at han normalt holde sig lidt på afstand til alt der var et alt for flabet svar.
Der var dog en ting han pludselig lage mærke til i hendes tone, som han begynde at snakke omkring det med at få folk tæt på sig, hun var sur, det havde han ikke lige vendet, han havde jo endelig bare sagt at han ikke ville kunne kalre sig helt uden og at han ønskede det bedste for hende, men det med at der pludselig kom en så stor vrede frem i hende var slet ikke noget han lage mærke til, hvad gik det ud på, var det fordi hun var meget fast besat på at hun ville være alene, eller fordi han havde sagt noget som hun endelig ønskede, men var bange for. Lige så stille rettede han sit hoved op og kiggede over imod hende, hvad var det lige som havde fået den her vrede frem, dog var der en ting han var sikker på, han var ikke interesseret i at få hende op i det røde felt som før og da slet ikke omkring noget som der ikke var ment noget med, han valgte derfor ikke at sige et ord, han lage bare hoved ned igen, for ikke at presse noget af det hun sagde, hvis han var heldig, så kunne det være at hun fik lov til at køle lidt af, mens han selv bare tænkte over hvad det her kunne være, hun virkede som om hun isolerede sig selv, men et eller andet fortalte ham at det ikke var fordi hun ikke ønskede at havde nogle, men hvorfor hun så skubbede folk væk var et mysteorie for ham, han kende ikke til hendes fortid, han vidste ikke hvad der var sket som kunne havde resulteret i dette.
Ideen om hans navn fik ham bare til at smile lige så stille. "jeg reagere på Dal, så hvis du nogle sinde får behov for at råbe af mig eller kunne bruge noget hjælp, så prøv at kalde, jeg er måske i nærheden" sagde han og hørte hende så rejse sig, hun ville åbenbart hen til træet nu. han satte sig selv stille og roligt op og kiggede imod træet, nej der var for mange til han kunne gå der over lige, så han lod hende endelig bare gå i lidt tid, han så lidt flere menensker gå og kunne se bare nogle få mennesker omkring træet, Cali var vidst et godt stykke der henne af, men han tog ingen chancer. Han gik ned i sin taske og fandt en kappe som lå der, den var endelig ikke helt pæn, men der var en del forskellige farver, brune, grå og mørke grøn. De fleste som så denne kappe ville nok bare se en grim kappe, men en hver som kende til at være i skoven meget vidste at disse farver ville skjule dig bedre end nogen sort farve, det ville meget enkelt skabe et helt andet sted for dig, en ren sort ville med det samme vise dig i mærket, men disse ville skjule dig bedre end noget andet.
Han rejste sig og begynde at pakke sine ting lige så stille og kiggede imod træet. Kappen blev lagt godt omkring ham så man endelig ikke kunne se hans ansigt eller krop og derefter tog han sin taske og begynde at gå hen imod træet. han blev nød til at se hvor godt billede lignede og han blev virkelig også nød til at vide hvor meget han var værd, mest for at se hvor mange folk der ville forsøge, de bedste dusør jægere tog sig nemlig ikke så meget af de små priser, der skulle mere til, men bønner og meget andet kunne let finde på at skabe problemer.
Han kom lige så stille hent il træet og kunne se at Cali havde stået der i lidt tid, hun havde måske fundet noget, men han sagde ikke noget, faktisk var han ikke sikker på om hun endelig havde fundet hans og måske ville hun selv forsøge at tage prisen på ham. igen tænkte han på da de havde kæmpet, nej hun havde ikke været gået helt ind i den kamp, men hendes erfaring med kniv troede han ikke var nok til at kunne klare ham her, måske hvios hun havde sit rigtige våben, faktisk var han ret sikker på hun ville kunne tage ham i nærkamp der, hans fokus var jo buen, men han ville nok godt kunne slippe væk hvis hun kun forsøgte med kniven.

[Callisto Sepra Fireocean]

At de ikke snakkede videre omkring de forskellige ting hjalp lidt på at vreden forsvandt lige så stille igen for hun havde ikke lyst til at snakke om de ting, hun havde sine holdninger og han havde sine, og hun gad da slet ikke have hans medlidenhed, da slet ikke høre på at han havde ondt af hende. Men det hjalp hende nu også at hun gik, selvom hun godt hørte hvad han sagde, så havde han tydeligvis ikke forstået hvad hun havde snakket om. For hun kunne finde på mange andre ord, ikke ligefrem kønne ord men det ville da være andre ting at kalde ham end Dal, desuden ville hun nok hurtigt glemme det igen, men det skulle hun jo ikke til at snakke højt om.
Med rolige skridt gik hun hen til træet, uden at tænke over om han fulgte med eller ikke, for det var jo alligevel op til ham om han ville følge hende eller ikke, så længe han ikke gjorde det så fik hun jo fred. Med rolige og elegante skridt gik hun hen til træet og i starten gjorde hun sit bedste for at ignorere mændene og så længe de ikke rørte hende så gjorde hun heller ikke noget, men gik bare forbi dem og stillede sig til at se på sladdertræet og alle de sedler som var sat op, men igen mange af dem var hun sikker på at de var overstået så hun gav sig til at hive nogle af dem ned og foldede dem sammen for de duede ikke mere, dem havde hun klaret. "Dem må de ikke rive ned lille dame" sagde en af mændene med et grin, hvilket bare fik Calli til at vende sig med armene over kors og et lettere irriteret blik. "Det må jeg da bestemt, eftersom jeg har klaret dem" sagde hun køligt hvilket bare fik mændene til at grine højlydt som om de ikke troede hende. Hun vrissede lidt før hun bare vendte sig rundt og forsøgte at se om hun kunne finde Dal på listen, bare for sjov skyld fordi hun alligevel skulle have tankerne væk selv mændene virkede til at vende deres opmærksomhed fra hende for et lille stykke tid som de begyndte at snakke med hinanden igen. Hun lagde ikke rigtigt mærke til dem for de var jo ikke interessante, hun så bare over de forskellige sedler og fandt et som lignede Dalton men det var lidt svært at sige for hun mente heller ikke det lignede helt, ellers havde hun bare ikke kigget ordentligt på ham, selvom hun skulle mene hun havde gjort det. Hun rystede bare på hovedet for folk tegnede da heller ikke ordentligt selvom beskrivelsen passede meget godt, så gjorde tegningen det ikke helt. Hun så kort ud til siden da Dalton var i nærheden men vendte bare opmærksomheden tilbage til træet før hun endelig gav op, der var ikke nogle sjove jobs og de bedst betalte var nogle som krævede lange rejser eller at kæmpe imod en hær, og det havde hun ikke videre lyst til.

[Dalton White]

Dalton fik dog hørt hvordan mændene grinte, men det var nu heller ikke noget han tog sig ret meget af, det var jo ikke noget der ragede ham, men der var ikke kommet nogle yderligere problemer, så han kunne vel forstille sig at der kunne være stille go roligt, dog var der en del der kiggede på ham, som han kom gående, men det var nu heller ikke normalt at folk dækkede sig helt til, så folk ikke kunne se dem, det virkede lidt som om at der ville ske noget skummel, men uden et ord, kom han bare hen til træet og kiggede efter sig selv. Der gik noget tid og han kom så på noget som det virkede som om Cali havde studeret, han kom hent il området og så med det samme et billede, det var virkelig dårlig tegnet, men han var ret sikker på det var ham, det var den by der havde været efter ham, dog var der ikke det store i det, lidt sølv og så ville de holde en fest til ære for personen der kom med ham, dog var der virkelig noget han ikke kunne lade være med at grine over, det var alle de ting de havde beskyldt ham for, det lød jo nærmest som om han var et monster. Voldtægt, tyveri, magi som forførte folk og så selvfølgelig vold. Han kunne ikke alde være med at grine lige så stille. Som de dog kunne sige det, men for ham var det ren komik, han havde været sammen med en pige som nærmest havde overfaldet ham til at starte med og så havde han fået folk til at falde som de løb efter ham, men helt ærligt, det her var en joke, ingen var kommet til skade overhoved.
Det tog ikke lang tid, før der kom en mand over til ham og tog hårdt fat i hans skulder. "hvad tror du det er sjovt, det her er forbrydere, det er ikke noget du skal lave sjov med" der blev revet i ham og han blev vendt rundt og kiggede så imod manden, det var en rimelig stor mand, ikke lige så høj som Dal, men han var virkelig pumpet og næsten på højde med ham, der var en vrede i hans blik, dog kunne Dal ikke lade være med sin rolige latter, det havde jo været helt skørt med alle de ting. "undskyld, men de billeder ser nogle gange sjove ud." sagde han og holde stadig sin hætte over sit hoved, lige så stille stilte der sig flere mænd omkring ham, lige så stille begynde han at indse hvad de endelig ville, de havde været lige glade med at han grinede, de kede sig og ville endelig bare skabe problemer. "jeg tror du skal lærer hvad vi endelig laver, for det har du tydeligvis ikke respekt for"  kom det fra manden foran ham, han lage igen en hånd på hans skulder, men sekundet før at den lå på hans skylder trak han en af sine knive og lage den imod håndledet på manden, den blev ikke presset imod håndledet så det skar manden, men den var klar. "skal vi ikke blive enige om at hvis du rør min skulder igen, så forsvinder din hånd" sagde han med en rolig stemme, som hætten roligt faldt ned over hans hoved og ned, så man kunne se ham, han smilte men der var noget helt nyt ved det her smil, det var frygtende, der var intet der fortalte han var venlig, det var truende og selvsikkert, han var ikke interesseret i at disse mennesker skulle tro han var bange for dem, for det var ikke rigtigt, de ragede ham, han gad dem endelig ikke og det her var ikke hans favorit måde at styre det på han var ikke til nærkamp og gad ikke løbe mere, han var ret sikker på at de nok ville kunne få givet ham nogle slag, der var omkring 6 mænd omkring ham og han var oppe imod træet, måske kunne han lige slippe omkring dem, måske over dem, hvis han udnyttede træet til at træde af på og sine evner, vinden kunne nok få ham til at flyve en del mere og over dem, men det hele var bare skud, dog nåede han ikke at tænke meget mere før end af de 6 mænd kiggede på billede bag ham. "vendt, er det ikke ham der, han er ikke farlig, bare et par sølv" et roligt suk kom far Dalton, nej det var bare ikke lige det der skulle ske lige nu.

[Callisto Sepra Fireocean]

Calli havde stået lidt og set på billedet, det lignede ikke særlig godt, der måtte hun jo indrømme at Dalton var kønnere i virkeligheden, dog ikke noget hun ville sige højt, den fornøjelse skulle han ihvertfald ikke have. Tingene der stod omkring ham var dog noget hun tvivlede på, nok kunne nogle finde ham temmelig charmende men en forbryder var han næppe, kun en plageånd i hendes hoved. Så han fortjente vel ikke at blive indfanget? Måske hvis han irriterede hende længe nok så kunne det godt være hun overvejede det, bare for at vise hun ikke fandt sig i alt. Hun valgte dog bare at se videre på andre opslag før hun kort så ud af øjenkrogen hvordan de nu begyndte at irriteret Dalton, men hun valgte ikke at blande sig, selvom hun i stilhed fulgte med i hvad der skete og temmelig glad for at opmærksomheden nu var taget fra hende af.
Da det virkede til at komme en større kamp ud af det valgte hun i stedet at rette hele hendes opmærksomhed imod gruppen af mænd, mens hun lænede sig med siden op af træet og havde armene over kors, som hun stille og roligt stod og betragtede det hele, dog uden smil men med en mindre interesse. "Det er ikke for at blande mig.. Men sedlen er forholdsvis ny kan jeg se, den var der ikke for få dage siden.. Og eftersom min mand har været i nærheden af mig hele tiden for de sidste 4 dage så kan det næppe være ham.. Så er i søde at slippe min mand?" sagde hun roligt for hun gad egentlig ikke lige det store ballade lige nu, hun havde fået noget motion for i dag så hun behøvede ikke at de skulle havne i kamp. Selvom det ville blive underholdende så var det bedre at de bare gik deres vej og lod dem være. "Hvis det endelig er så skal jeg nok betale de få sølvmønter for i lader os være i fred" forsatte hun roligt stadig uden at rykke sig ud af feltet, fordi hun ville jo ikke virke truende overfor nogle af dem men igen hun var jo kun en kvinde? De ville næppe finde hende truende, så de var bare heldige der ikke var noget ild i nærheden så skulle hun nok sætte dem på plads og brænde meget ned ved siden af.