frosty time

[efrantis]

efran rejste sig igen og tog sin trøje på så han havde fået det hele på igen han stod lidt og kikkede inden han vendte hovedet mod io igen "jeg må vel gå ud fra det betyder du skal videre kan jeg i det mindste følge med til enden af byen ? så kan jeg smutte videre der fra selv ?" spurgte han lidt det ville da være rart og gå med nogen i hvertfald til de skulle skilles ad igen

efran bevægede sig mod sit udstyr og tog sin jakke og sko på igen inden han satte sværdet fast til ryggen igen det var næsten halvt hans egen størrelse men var ikke særlig tungt for ham han kikkede tilbage på io og tænkte lidt tilbage han havde jo ikke trukket ud efter aftenens lille leg i slutningen mon det ville betyde problemer ? argh ligemeget han kunne ikke tænke på de ting lige nu

"det begyndt og blive lyst igen skal du med ud ?" sagde han og kikkede mod hende og ventede et svar

[Deleted]

Stadig helt nøgen, lå hun og slangede sig, som var hun en gudinde. Hendes blik hvilede mod ham, efter at have spist, var hun mere og mere vågen og i den grad klar på en ny dag. Tøj under hendes brynje fik hun ikke rigtig, så hun måtte rende rundt bundløs, tanken morede hende, det skulle nok blive interessant. Roligt satte hun sig op.
"Det lyder ganske fornuftigt, hvis du vil, kan du følge mig helt til vores skib. Tøserne er enten dernede eller på vej." Lød det roligt fra hende, hun havde intet imod at bruge lidt ekstra tid med ham. Io rejste sig, og begyndte at iklæde sig sin rustning, lidt grinende over hendes ødelagte læderklæder. Hun strakte sin krop på ny, og var snart klar.
"Skal vi?" SPurgte hun muntert, inden hun valgte at sætte resten af sine ting på plads, klar til at tage videre. Der var en del som skulle ordnes på øen med de nyankomne, og så måtte hun jo håbe på at der var gevinst ved dette her. Og at det måtte blive en pige, for en dreng ville blive druknet og kastet i havet eller for de vilde dyr.

[efrantis]

efran åbnede døren og gjorde klar til og gå med io da de bevægede sig gennem byen kikkede han lidt rundt den så da lidt mere spændene ud på denne tid af dagen istedet for som det var om natten han besluttede sig for at stoppe hurtigt og købe noget mad til sin tur efter han havde sagt farvel til io
det tog dem da lidt tid at komme der ud men efter en times tid var de da endelig nået til enden af skoven
her ude kunne efran se en flot og smuk sø træerne var grønne og efterhånden godt vokset frem med blade sneed smeltede hurtigt på denne tid

og rigtigt nok som io havde sagt ude ved havet stod et stort skib klar til og tage imod hende med et par kvinder der garanteret ventede på hende
han besluttede sig for at gå ned med hende inden han stillede sig foran hende gav hende et hurtigt kys som afsked "det må vel s¨å være det for denne gang vi kommer nok til og ses en anden gang " sagde han og kikkede diskret ned mod hendes mave dog meget stille han ville ikke få hende til og tro han vidste noget endnu det var jo ikke engang sikkert endnu aligevel
efter dette bakkede efran lidt tilbage inden han i en rolig og kraftig transformation forvandlede hele sin krop til en stor flot rød drage hans størrelse var ret meget hans ene hånd var trods alt næsten på størrelse med et ungt barn han strakte sine kløer kikkede op i luften inden han vente sig mod io smilte til hende og hendes venner og løftede de store tunge vinger viftede et par gange med dem inden han endelig fik løftet sig fra jorden
vinden fra dem var næsten stærke nok til og give et lille skub til folk i nærheden han var nu fløjet af og på vej mod nirelia sikke en tur han havde haft her i vinteren

//out

[Deleted]

Det var en god tur at bare gå med ham, hun var sikker i sin sag i at hun ville se ham igen. Selvom ribbenet bestemt gjorde ondt, havde det været det værd, hun smilede stort og var ved godt mod. Endelig måtte de nå havnen hvor skibet var parat, med enhver kvinde om bord, kun ventede på deres leder. Hun rakte hånden i vejret og vinkede ivrigt mod dem, hun smilede stort.
"Vi kommer bestemt til at ses." Forsikrede hun, med et frækt smil, inden hun lod sine fingre glide over hans underliv og forlod ham. Op på skibet sprang hun, inden hun vente rundt og så hans forvandling, kvinderne var begejstret og før hun vidste af det var der dømt hønsegård, det ville vide alt. Hun måtte rulle med øjnene og se efter ham som han fløj afsted. Fast måtte hun stå, som en sten, men hun mærkede håret flavre grundet vingeslag. Det var et smukt og unikt væsen, hun håbede sådan at liv ville danne sig i hendes mave, og at en smuk lille pige ville komme til verden. For hun skulle lede folket når hun blev stor ude på øen, hun skulle formes til at blive perfekt, større og stærkere end sin moder.

//out