Den lange omvej

[Neimi Silvertung]

Solen stod højt på himlen dog på en himmel hvor grålige skyer truede med regn, selvom de ikke var så trykke eller mørke grå endnu så gav det tegn til at man skulle finde læ inden for de næste par timer. Skyerne skjulte solens varme som den havde gjort det sidste mange dage, så folk var begyndt at tage det varmere tøj på. Selv Neimi havde fået varmere tøj på, en helt hvid kappe der gik fra hendes skuldre og ned til hendes knæ og den store hætte dækkede hendes mørke hår. Under den hvide kappe havde hun et par hvide bukser og en brun trøje, men trøjen kunne ikke ses for kappen. De brune støvler med snøre gik næsten halvt op til hendes knæ. På hendes hænder var et par brune skin handsker til at holde varmen i denne kulde. Det var som om kulden var meget værre heroppe end den var nede ved bjergenes fod.
Skikkelsen som vandrede på en af stierne hang let med hovedet, så hun så ikke så langt frem, men på den anden side hun havde vel heller ikke noget at miste i sidste ende? Hun havde stort set mistet alt; Hendes bedste ven, hendes mand, hendes datter og hendes søn. Der var kun en ven tilbage og denne person var hun på vej hen til, men der var stadig en lang rejse men hun blev nødt til at vende til den dal hun havde forladt for et par år siden, for hun blev nødt til at hente noget og helst inden at sneen faldt så hun kunne se om hun kunne finde Vlad et eller andet sted. De var trods alt ikke gået hver til sidst på den bedste måde, så nu manglede hun hendes ven og beskytter nu hvor Su havde vidst sig at være tilbage så måtte hun se om hun kunne finde en til at holde øje med hendes datter, når hun nu selv havde lovet at holde sig væk.
Et stille suk sneg sig over hendes læber som hun sparkede til en mindre sten på vejen uden rigtigt at kunne se hvor den røg hen, men den røg nok over kanten på et eller andet tidspunkt. Der var rigelig plads til at en hest kunne gå på stien så hun var nu ikke bange for at falde ned da hun gik imod bjergvæggen.

[Gabriel Dragoens]

Stene knasede under den sorte hest hove som kom traskende hen af bjergstien, stene slog dog nogle gange smut ved hovstarten så de fløj rundt over det hele, vejret var trist meget trist, så hesten og dens rytter var på vej tilbage til den gamle nedslidte hytte, som rytteren havde arvet fra sin afdøde søster med alt den indhold, og hendes forbandede bidske hund, der burde aflives, livet havde ikke været lutter lagkage siden dronning zill døde, slet ikke for hendes søn gab, som stak af fra slottet på grund af kaoset det pluseligt opstod, og som den eneste arving, eller den eneste med viden omkring hvor hans afdøde søster gemte sig i alle de år hun levede inden hendes død, var det oplagt han påtog sig hendes hjem, og hendes kæledyr, dog havde han selv anskaffet sig en ny hest da den gamle for længst var gået bort,
det nye liv gik ham ubeskriveligt meget på! han havde kun det han selv kunne fremskaffe og det var bestemt ikke meget, og da han ikke gik op i sin undervisning da han var yngre fortrød han bitterligt, han ikke havde lyttet lidt efter sin mor, eller sine lærer inden det hele kaprede for ham, men han klarede sig dog heldigvis, nok mest på grund af det hans søster efterlod som han kunne benytte sig af, især de ting hun havde skrevet ned omkring bedste jagt områder, og rene drikke floder som han kunne overleve på, hesten vrinskede kort, da den opfangede en person på stien foran dem før han gjorde, det så ud til personen gik med ryggen til dem, dog var de tætte nok på til at personen selv ville kunne høre dem være bag ved,
Gab lignede næsten sig selv, hans hår var dog vokset lidt for meget og gik ham til skulderne, istedet for den passende korte længe han havde før han forlod slottet, men han kunne ikke alt selv, ikke endnu han tog ved lære for hver dag der gik, lige i den nærmeste fremtid fokuserede han på at blive bedre til at klare sig selv,
"pas på hest på vej,!" hans stemme brød stilheden der var ved stien, han skulle lige sikre sig personen foran ham, ikke ville blive chokeret når det gik op for personen der var en bag ved,

[Neimi Silvertung]

Neimi som havde gået i hendes egne tanker havde ikke rigtigt hørt Gabriel og hesten komme bag hende. Hendes tanker havde vandret fra det ene til det andet for livet havde ikke ligefrem været let for hende og igennem de sidste 20 år havde det slet ikke været en undtagelse. At tænke sig det var snart 20 år siden hun havde født hendes første datter i en tid der stadig hjemsøgte hende.
Det var først da Gabs stemme brød stilheden at hun blev hevet ud af hendes tanker, nærmest i chok, hvorefter hun uden at tænke over det, trådte til siden lige ind i bjergmuren men hun havde ikke lige set de små løse sten der lå helt inde ved kanten, så ved hendes hurtig skridt til siden, selvom hun næsten ikke kunne komme længere ind. Men hendes skridt resulterede i at de små sten gled under hende så hun faldt bag over og slog hovedet imod et mindre udspring i bagsiden, noget som helt slog hende ud inden hun faldt om på siden og lå i en lidt akavet stilling. Alt blev sort bag de lukket øjne. Hætten var røget lidt ned så det afslørede det lange mørke hår og hendes unge ansigt til trods for hun snart ville fylde 50 år, så lignede hun en som ikke var andet i starten af 20érne hvis ikke yngre.
Neimi lå så langt som hun var på side, langs bjergsiden uden rigtigt at røre sig men hullet hun havde fået i hovedet havde blødt lidt så hendes hår var klistret af det blod som begyndte at komme ud af det inden det langsomt begyndte at hele igen, selvom det ikke var til at se under det mørke hår. Det var kun den klistret masse som gav tegn til at noget var galt.

[Gabriel Dragoens]

som scenen foran ham tog sin ende, sad gab med hovedet let på skrå som han fulgte hver en detajle af det der skete med kvinden foran ham, han svang dog det ene ben hen over siden af hesten og lod sig glide ned, så han kunne gå hen og se hvor slemt det stod til med kvinden som lå så lang hun var hen af bjergsiden, han tøvede dog lidt som han nærmede sig hende, han havde ikke set hende før, hverken her eller på slottet, eller omkring byen hvor han færdes før i tiden, han knælede dog let ved hendes side da han kom hen til hende, han prikkede lidt til hende, men da han ikke regnede med hun ville reger, lod han sit blik vandre hen af hendes krop for at se om der var sket nogle synlige skader, han blev dog lettere opmærksom på at hendes hår så lidt mere fedtet ud end det skulle, med rolige arme trak han hende lettere op at sidde, så han kunne tjekke hendes hovedebund for sår, han regnede dog ikke med der var sket noget, men der tog han skam fejl, han anede intet omkring hvordan man ordnede sådan et sår, og at tage ned til byen var nok ikke den rette beslutning lige nu, da han ikke anede noget om hvor der var en der kunne hjælpe kvinden, han lod et frustreret suk glide over hans læber, som han rejste sig op og gik hen og trak hesten tætter på kvinden så han kunne få hende op på dens ryg, han ventede dog lidt med at gøre det, hvad nu hvis hun vågnede så slap han for at skulle løfte hende, jo mindre arbejde jo gladere var han jo.

[Neimi Silvertung]

Neimi var helt slået ud af slaget, så i første omgang reagerede hun ikke på at han var kommet tættere på hende eller rørte ved hende. Det var først efter at han var gået hen til hans hest at hun kort glippede med øjnene og satte sig op som hun tog sig til baghovedet. ”aww” mumlede hun kort for sig selv før hun fjernede hånden fra hovedet igen og så blodet på hendes hånd. Et suk gled over hendes læber. Det var jo lige hvad der skulle ske! Det var bare så typisk hende, men hun var nu ikke bekymret da hun ikke kunne dø af det i sidste ende, dog krævede det her jo et bad! Og hvor hun dog hadede vand.
På lidt usikre ben kom hun op og stå igen men måtte nu en gang støtte sig til bjergsiden med den blodige hånd. Hun forsøgte at vende hovedet så hun kunne kigge over skulderen. ”Det kunne være gået meget galt” sagde hun lidt irriteret inden hun sukkede og vendte hovedet den anden vej igen for hun blev svimmel af at se sig tilbage. Det havde altid været noget hun havde været inde ved bjergsiden så hun ikke var faldet udover bjergsiden for der var ret langt ned når det kom til stykket og det ville kommet til at gøre utroligt ondt i lang tid, selvom hendes sår og brækkede knogler ville hele forholdsvis hurtigt så ville det stadig gøre ondt i dagevis. Det sår i hendes hoved ville også være øm i noget tid og det klistrede hår ville være så svær at rede ud igen når hun ikke havde en kam eller en anden form for børste.

[Gabriel Dragoens]

Hans blik blev atter retter imod hende som hun begyndte at bevæge sig, han rykkede dog med det samme tættere på da han åbentbart havde besluttet sig for hun skulle op at stå, så han stod tæt nok på til hvis hun skulle falde, hans blik fulgte hver lille detajle hun tog, bare for at være sikker hun var nogen lunde stabil, men da det virkede til hun ikke helt var frisk på fødderne, skar han en grimasse, han vidste ikke om han kunne stole på at hun ville klare sig, og at tage sig af hende til hun var kommer helt på bene igen, var nok den bedste ide lige nu. men han havde ingen ide om hvordan pokker man tog sig af en kvinde, eller hvordan de fungerede, udover som hygge, han skar en grimasse som han nærmest stod og kæmpede med sig selv om hvad pokker han skulle gøre! dog havde der ikke været en grund til han skulle diskuter med sig selv om hvad det rette var da han allerede havde besluttet sig da han gik hen og hentede hesten, hurtigt som han var rykkede han helt hen til hende og tog fast i hendes arm da det så ud til hun var ved at falde,
"Jeg bor ikke så langt her fra. kunne de tænke dem at komme med? og komme til kræfterne?" hans stemme dirrede lidt da dette var nyt for ham, han tog sig aldrig af andre aldrig, det var dem der tog sig af ham,men han kunne da godt give lidt igen! han var jo ikke så umoden og forkælet som han plejede at være, og dette kunne være godt for ham at udvikle sig til et bedre menneske, da hans normale levestil nok ikke kom tilbage til ham igen.

[Neimi Silvertung]

Neimi hvilede hånden imod bjergsiden så hun kunne støtte sig op af noget, selvom verden ikke virkede til at ville stå stille for hende, det aftog dog lige så stille. Det havde dog været et hårde slag end hun lige havde regnet med men igen hun var også øm ned af siden efter den måde hun var landet på. Ikke ligefrem det bedste sted at tage sig en lur, på løse sten og sådan noget.
Hun stod lidt og overvejede hans tilbud om at komme med hjem til ham, det var ikke ligefrem fordi hun havde lyst til det men det kunne måske være en ide? Der var alligevel nok inden som kunne finde hende helt heroppe når det kom til stykket. ”Kunne være en ide. Men kun på 2 betingelser.” startede hun en smule irriteret ud på at sige, selvom hun ikke var sur på ham så meget som hun var sur på sig selv. Hun forsatte dog i en mere rolig tone ”Hvis du dropper det formelle pis og jeg ikke skal op på det kræ”. Hun hadede heste siden den dag hun var blevet lokket op på en og siddet bag en anden som havde sat hesten i galop. Hun foretrak hendes egne ben frem for at være afhængig af andre til at bære hende. Det krævede dog nok at han ville lede sådan at hun kunne komme derhen for hun anede jo ikke hvor han boede eller hvor lang tid det ville tage eller om hun overhovedet kunne holde til at gå hele den vej. Alle disse valg hjalp ikke ligefrem på hendes ømme hoved og det hvide tøj havde måske ikke været så praktisk da nogle dråber blod havde farvet hendes ene skulder lidt rød.

[Gabriel Dragoens]

en grimasse viste sig på hans ansigt over den måde hun snakkede til ham på, han havde ikke gjort andet end at være høflig, men dog kunne han godt forstå hende, han er en fremmede der tilbød hende at komme et sted hen hun ikke kendte, dog kunne han ikke lade vær med at nikke, han trak kort i hestens tøjler og hjalp den forbi dem og smækkede den så bag i så den red i forvejen da den godt kunne vejen hjem, der var ikke så langt fra hvor de var og hen til den gamle hytte der mere eller mindre lå skjult fra alt, den kunne kun ses ovenfra, fortryllelsen der havde lagt over den forsvandt sammen med hans søster så den lå stadig skjult, men vidste man hvor indgangen var, ville man nemt kunne finde den hvis man så sig om, han rakte sin arm ud til hende så hun kunne støtte sig op af den hvis nu der skulle ske noget, for de gik bestemt ikke det bedste sted, og han ville ikke risiker at hun skulle falde ned fra kanten og slå sig mere. eller endnu værre, "Jeg kan godt droppe det fornemme pis, hvis du bare snakker lidt pænere, jeg har intet gjort dig udover at tilbyde dig hjem, de fleste ville nok havde skuppet dig udover kanten da du er i vejen på stigen, undskyld hvis jeg forskrækkede dig, "sagde han så, hans tone var mild og ikke anklagende eller på noget måder hånlig, han var ikke den bedste til at ville tilbyde folk noget, eller fortælle dem ting, han gav jo normalt kommandoer, og grinte af folk, det gjorde de fleste der boede på det gamle slot, som dog ikke var tjenere dog var de højere stående tjenere også modbydelige imod dem der var lavt stående, uden at vente på hun ville tage hans arm begyndte han at gå hen af stien de ville begge godt kunne gå der uden han ville falde ud fra kanten med mindre hun skuppede til ham, som han bestemt håbede på ikke blev tilfældet.

[Neimi Silvertung]

Neimi så bare mistroisk efter hesten da den blev sendt i forvejen, hvor hun dog hadede de heste, men ikke ligefrem hun kunne gøre noget ved, hun havde jo aldrig fået en opdragelse hvor de indgik, så hun havde aldrig lært at omgås dem udover de gange hvor hun hovedsagelig kom til skade. Hun tog imod hans arm for hun var godt klar over de første skridt ville være usikre men efter nogle stykker ville hun forhåbentligt gå bedre selv. ”Se hvis du havde sagt undskyld efter du gav mig et chok så havde jeg nok snakket pænere” sagde hun roligt for en undskyldning havde da været på sin plads, det var trods alt havde givet hende et chok til at starte med som kunne have gået noget så grueligt galt. ”Lad med gætte du er fra Darklia, når du siger det sådan” sagde hun roligt og trak lidt på smilebåndet for når han snakkede om at skubbe nogle udover kanten så kunne man kunne være fra Darklia, da en niralianer ikke ville tænke på sådan en måde, deres første tanke ville ikke være at skubbe en udover kanten.
Hun begyndte at gå sammen med ham efter hun havde taget hans arm. Hvor hun hadede at være afhængig af andre men lige nu var det lidt vigtig, for hun havde det specielt ikke godt og hvor var hun da træt, noget så grusomt. ”I de næste par timer må jeg ikke falde i søvn selvom jeg helst skal være et nogenlunde mørkt sted” forklarede hun roligt for det var nok en vigtig ting. Ikke at hun ville ende med at dø af det så ville det tage længere tid om at blive helt frisk igen og jo hurtigere hun vil frisk jo hurtigere kunne hun komme videre og hen til den dal som stadig lå et godt langt stykke vej væk herfra, så hun burde ikke spilde disse timer for der var stadig flere timers sollys endnu men det blev hun nok nød til at droppe i sidste ende.

[Gabriel Dragoens]

Gab skar en grimasse over den måde hun snakkede til ham på, ja han var fra drakelia, men det betød ikke han var en ond person! han var faktisk ganske underholdende, til tider når han ikke havde et prinse flip, han valgte dog ikke at sige noget til hendes kommentar om han ikke havde sagt undskyld, for det mener han bestemt han havde,! han kunne da ikke gøre for hun faldt og slog hovedet, men dette måtte han skubbe til side for lige nu ville han bare få hende hjem så hun kunne slappe af, han tog dog et bedre greb i hendes arm for at vise han støttede hende hvis nu hun var ved at falde, hvilket ikke ville være for godt slet ikke der hvor de gik for han gik ikke langt fra kanten af, og bare synet ned gjorde ham omtåget, han fattede stadig ikke hvordan hans søster kunne bo sådan et sted! okay nu lå hendes hjem jo et godt sted, men turen der hen var stadig forfærdelig, spicelt for ham når han ikke brød sig om at færdes så tæt på døden,
"Jeg skal nok søgre for du ikke falder i søvn de næste par timer," sagde han så endeligt og fortsatte hen af stien indtil han kom til en sprække inde i vægen hvor han stoppede op, man kunne heldigvis ikke se hytten igennem sprækken, men det betød intet, der var plads nok til en hest kunne komme igennem så at bevæge sig igennem begge to på samme tid ville ikke være et problem, han holde dog stadig godt fast i hende da han begyndte at gå ind, sprækken var en temmelig lang gang, inden man kom til en lille lysning eller sprække i bjerget hvor solen kunne trænge igennem, der var massere med plads, og der var lå da der kun var en vej ind til lysningen som man kunne kalde den, på grund af sollyset og det jord crys havde fået lagt, og og ting hun havde fået plantet inden sin afgang var der en lille urtehave og græs her og der, dog var det hele ved at forfalde da han ikke holde det igang efter hans søsters død, nok mest fordi han vidste ikke hvordan man ordnede sådanne ting,'

[Neimi Silvertung]

Hvor hun dog hadede at være i denne situation hvor hun var afhængig af en anden, eller det var hun egentlig ikke for havde det bare været hende selv ville hun have sat sig hvor hun havde faldet og ventet på at det gik over og det var uanset vejret. Men lige nu ville hun dog helst være et sted der var mere mørkt så det kunne dulme den dunkende hovedpine hun havde som bare virkede til at være ekstra stærk på grund af lyset. Hun fulgte ham dog roligt som han viste hende vej og hun valgte ikke at kommentere på noget af det han havde gjorde for hun kunne jo egentlig ikke være det bekendt.
Da de kom ind i den lille lysning eller sprække eller hvad man nu ville kalde det heroppe i bjergene, så hun sig roligt omkring på de planter der havde vokset vildt og alt det andet som virkede som om det ikke var vedligeholdt ordentligt. Hendes blik faldt over hvor der stod en masse urter og andet grønt. ”En skam” mumlede hun før hun vendte blikket i den retning som de gik for hun måtte vidst ville være lidt opmærksom på hvor hun gik henne af så hun ikke faldt over flere ting efter det hun havde oplevet ude på bjergsiden på grund af ham. Hun kunne dog egentlig ikke være bekendt at kommentere noget for hendes eget hjem var også i forfald i hvert fald i det hus hun ikke havde været i, i over 10 år, det hjem der en gang havde gjort hende lykkelig, hvor ingen bekymringer kunne påvirke det.

[Gabriel Dragoens]

Han kunne godt mærke hun ikke var helt tilfreds med det der var sket, men han kunne ikke ændre på det, hvordan kunne han også vide der ville rende en kvinde rundt på denne tid på stierne, han sukkede kort, men førte hende blot hen til huset dør og fik skubbet den op med en fod da han jo holde godt fat i hende med begge hænder for hun ikke skulle falde, den gamle hund hans søster havde haft lå foran pejsen og så meget bedrøvet ud som om den blot ventede på at få fred men ikke kunne. han anede ikke hvor gammel den var, og han undrede sig også over den stadig levede, men hans søster havde sagt dengang han mødte den, at den var en gave hun havde fået,
"Jeg kan godt varme noget vand til dig, der er noget the her et sted, " sagde han så endeligt og førte kvinden hen til det bord der stod tættest ved pejsen, inde i selve hytten var der kun et rum, det var dog delt op i stue sove værelse og køkken, stuen var ved pejsen sammen med køkknet og i den anden ende af rummet var sengen, der var dog 2 ekstra værelser. men de var låst af, og han havde aldrig overvejet at prøve at bryde ind da han mente hans søster måtte havde gemt noget der inde som ingen skulle se, han slap dog kvinden, for at finde en kedel frem, der var en lille brønd bag huset som han kunne tappe vand fra, brønden fik vand fra en ren kilde der lød inde i bjerget, af hvad han vidste af var der nok det reneste vand man kunne komme i nærheden i området, han skyndte sig at hente noget vand og fylde kedlen op og satte den over, han puffede dog til hunden, som kom på bene og sjokkede hen til sengen hvor den hoppede op og lagde sig, og så lige så trist og bedrøvet ud som den havde gjort foran pejsen.

[Neimi Silvertung]

Neimi sagde ikke noget som Gabriel førte hende ind i huset, selvom hun havde fået nogenlunde styr på hendes gang igen så skulle tingene ikke gå alt for hurtigt for så ville hun falde endnu en gang eller bare blive svimmel. Hun så sig roligt rundt i huset og så hunden hvilket fik hende til at rynke kort på næsen for hun havde ikke et særlig godt forhold til nogle former for dyr i sidste ende.
”Bare jeg har noget vand er det fint. Jeg skal have vasket blodet væk inden der begynder at komme dyr i det” sagde hun roligt for hun skulle bare have vasket hendes hår så der ikke gik mider i det eller hvad der nu ville tiltrække andre insekter og det havde hun ikke ligefrem brug for. Hun havde ikke brug for at se sjusket ud, i hvert fald ikke mere end normal. Hun satte sig ved bordet med et lille suk for hun havde brug for at sidde end og slappe af. Hun sad roligt og studerede rummet som hun var blevet placeret i, det lignede en fin lille hytte men det var nu ikke blevet særlig velholdt, så det kriblede lidt i fingrene på Neimi om at få det til at se pænt ud men hun havde ikke hoved til at gøre det lige nu. Hun så Gabriel forsvinde igen efter vand men hendes øjne fald dog på hunden igen, for hun brød sig ikke om dyr, det havde hun aldrig rigtigt gjort, dog landede hendes øjne på Gabriel igen da han kom ind. ”Hvor gammel er det kræ?” spurgte hun roligt for hun var nu ligeglad om den var trist og bedrøvet det måtte den jo selvom i sidste ende. Det var ikke ligefrem hendes problem.

[Gabriel Dragoens]

Gab fik hældte noget af vandet over i en lille skål og satte foran hende, forefter hans blik faldt hen på hunden der lå isengen, han havde ingen ide om hvor gammel den var. men den måtte være gammel for det var noget tid siden han søster døde, og den havde opført sig sådan der lige siden, "Dunno, det var min søsters hund, hun efterlod den da hun døde for nogle år tilbage" svarede han så endeligt, han regnede ikke med hunden havde mange år igen, men han kunne ikke vide det, for han vidste ingengang hvad race den var, men det fangede ham heller ikke han havde aldrig selv følt sig knyttet til hunden, den havde hvist kun brug for en herre, og hun var død og kom ikke tilbage, han gik dog hen til kommoden der stod for enden af sengen og fandt en klud han gik hen og lagde i baljen med vand foran hende, han kunne ikke tibyde hende meget mere da han ikke havde så meget at gøre godt med, slet ikke lige på denne tid, for han havde ikke været på markedet og hentet de ting han var ved at mangle i hytten,

[Neimi Silvertung]

Neimis brune øjne hvilede igen på hunden for hun stolede ikke ligefrem på den, til trods for den virkede noget så trist og uskyldig, men det havde også været et trick hun brugte den gang hun havde stjålet fra folk så det var ikke noget som påvirkede hende. ”Er du sikker på det egentlig er en hund?” spurgte hun roligt selvom hun kunne være ligeglad men hun slog bare tanken hen da han kom med skålen med vand. Hun gjorde kluden våd i vandet og begyndte at rengøre tot efter tot i hendes hår i nærheden af det sted hun vidste havde hun havde haft hul i hovedet, selvom hun ikke rigtigt kunne se om hun fik det hele med. ”Kan du ikke tjekke om jeg har fået alt med?” spurgte hun roligt efter noget tid som hun rakte kluden imod ham efter hun havde vredet den op igen.