Grænsen

[spurv]

liv så for undrende på ham " er er du okay " sagde hun ed den søde blide klokke stemme og lagde hovedet på skrå mens hun holdt blidt m sølv fløjn hun forstod ikke noget af hvad der var sket " jeg tænkte du ville kunne li den, det var en kvinde med sort hud der lærte mig den, men hun lgner ike helt jer" hun s undrene på ham og smilede stdaigt da hanr ettede armbrøsten mod ham hun fik en lille forundret rynk mellem brynende " var den så dårlig" hun smilede stadigt, men hun forstod ha ikke for " jeg er da ikke magiker ,jeg er bare en pige"

[Khaine]

Khaines vrede begyndte at vokse, han var ligeglad med at opretholde den forhenværende facade, og ville ikke finde sig i mere af hendes åndssvage glæde og uskyld. Hans blik var rettet febrilsk imod hende, og med blottede tænder trykkede han af for armbrøsten, og en meget lille pil snittede hendes overarm. Giften på pilen var ikke dødeligt, men ville mindst lamme hendes arm og måske skulder. "Hun er jo dummere end jeg troede. Klyng hende op." sagde han vredt og med sin mørke og medtagede stemme. De to andre var ligeledes fyldt med foragt overfor denne pige, og greb ud efter hende med al deres styrke, og en sortelvers styrke var ikke noget man skulle undervurdere. Khaine trådte til side så de ville kunne løfte hende op imod et af de mørke træer. Khaine ville have den fløjte, om så han måtte knække hendes fingre for at få fat i den.

[spurv]

liv smilede stadig man kunne se smærten skyde igennem hende da pilen snittede hendes arm. smilet blev kun mindre men forsvandt ikke " hvorfor gr du det her, er der noget i vejen" spurgte hun sødt men meget forviret og hendes øjne så undrene på de to andre der hev hendeop, det sved i hednes arm og hun kunne ikke længere mærke sin ene arm. hun kiggede undrende på den mens hun holdt om fløjten som om det gav hende styrke..

[Khaine]

Khaine ville have respons, en reaktion. Det lagde i hans natur at gøre forfærdelige ting imod andre bare for hans egen fornøjelse, men Khaine ville berige hendes liv denne dag. Han gik hen foran Liv som de holdte hende imod træet. Han smed den lille armbrøst på jorden og placerede en hånd på hendes hals, og med den anden rakte han ud efter hendes fløjte. Khaine smilte skævt og lod sit hoved nærme sig hendes, med sin grålige og kolde kind imod hendes. Han duftede til hendes hår og kom lidt tættere. "Forstår du ingenting?" hviskede han først ind i hendes øre, men ventede ikke på svar. "Forstår du hvad det er at dø? Det bliver mørkt, og så slutter det. Der er intet, og livet slutter, som en forestilling af gøglere på torvet i jeres glade by, der pakker sammen og rejser videre." sagde han først og slikkede sig om munden, for derefter at føre sit ansigt imod hendes andet øre. "men du forstår ikke noget gør du? Nej, selvfølgelig ikke." sagde han og stillede sig oprejst. Han tvang fløjten ud af hånden på hende, og smed den på jorden foran træet, således hun stadig kunne se den. "Bind hende. Lad tvivlen komme hende til gode." Sagde han med et skummelt smil.

[spurv]

liv smilede stadit men kun lidt, han forsod heller intet liv var naiv og trode på det gode ialt, men hun vidste udemærket hved død var. " jeg har ikke nogen by, jeg bor over alt, men på det sidste har jeg opholdt mig i draklia" hun smilede stadigt men hans hænder gjorde ondt. hendes glæde forsatte lige ind til det sekundt han hev i fløjten i hendes hænder, hendes øjne blev hårde og hun skreg. hendes skrig var slet ikk noget normalt skrrg, og det var første gang liv nogen sinde havde gjordt før, og som hun ike anede hun kunne. det var den samme slags magi so hendes sang, men kraftiger og virkede som et dirkete våben. de flængede gennem luften. dyrene omkring hende begyndte at vide i snærte over den umenneskeligt høje og pnefulde lyd, havde de været inærheden af glas ville det være blevet knust. lyden fungerede næsten som om man borede en skarp kniv ind bevidstheden på folk der hørte det. alt dette anede liv intet om hun havde kun øje på fløjten. selvo hun skreg var det som om hun stadigt smilte et absurt malplaseret smil

[Khaine]

Khaine førte hænderne op til hans hoved da hendes skrig begyndte at gennembore hans ører og hoved. Han blottede sine tænder i en skarp grimasse, og kunne mærke hvorledes vreden begyndte at bygge op i ham. "Hvorfor slår vi hende ikke bare ihjel og får det overstået?" råbte en af de andre imens de begge to med besvær gjorde alt for at holde hende fast og binde hende til træet. Da det endelig var gjort gik Khaine rundt om træet og skubbede til en af de andre. "Over floden." beordrede han, og endte igen foran Liv. Han lukkede sine øjne og fjernede hænderne fra hans hoved. Aldrig havde han oplevet en sådan magi, en magiker han ville se frem til at møde engang når hun var blevet voksen. Han modstod hendes skrigeri med onde tanker og hadet der voksede i hans iskolde hjerte. han tænkte at hun sikkert ville vride sig ud af de knuder inden dagen var omme, men så havde hun i det mindste masser af tid at tænke over dette møde. "Husk mit navn, Liv. For jeg vil huske dit." sagde han uden et smil på læben og kiggede en ekstra gang på fløjten, inden han roligt vendte sig imod floden. Han tog et par skridt bagud, og med en utrolig fart og elegance, sprang han over floden, og landede sikkert på den anden bred. Han vendte sig om imod hende, men besluttede at komme videre.

//OUT

[spurv]

liv var lige glad med alt andet hun ahvde stadigt sin fløjte. den havde enlig kke nogen magi men den var et minde liv smilede for sig selv og knugede fløjten ind til sg, deres arbejde med at binde hende var ikke så godt og hun fik i løbet af dagen virkket sig ud. der gik flere dage ør liv slap fløjten og satte den tilbage ibæltet men hendes smil havde aldrig forladt hende.

//out