Can I do it? Can't i do it?

[Phoenix Storm]

Det var hen omkring eftermiddagen. Ude i skoven var dyrene ude for at få føde, slappe af, eller bare lege med sine andre dyrevenner. Phoenix var ikke noget dyr og hun havde ikke ligefrem nogen venner at prale af, udover hendes kanin bamse, der aldrig kunne forråde hende, aldrig forlade hende eller ødelægge hende på nogen måde. Hun havde taget en fin lyserød kjole på, som gik hende til anklerne og ærmerne var også lange, lidt for lange, så hun havde været nødt til at smøre dem lidt op så hun havde hænderne fri. Hendes sorte hat var også på plads, mens hendes lange hår hang løst ned ad hendes ryg. Det var endelig ved at blive lidt sort, men kun inden under, det øverste var stadig brunt, men det så alligevel meget smukt og fint ud til hende. Phoenix løb lidt rundt i nærheden af en af søerne, som var inde i skoven. Hun havde det ikke så varmt, selvom solen skinnede og varmede ting omkring sig, det var kun rart, men derfor holdte hun sig hele tiden i nærheden af søen, så hun ikke ville få det dårligt eller alt for varmt. Hendes lyseblå øjne skimtede lidt rundt, da hun stoppede op foran et træ. Hun ville gerne klatre op, men der var højt op og hun var så lille, hvordan skulle hun komme op, uden at falde ned?

[Ashley Matthew]

Eftermiddag var omkring det tidspunk hvor Ashley stod op og denne dag var ikke nogle undtagelse på grund af hun havde haft lukke vagten på kroen. Men da hun igen havde aften og natten vagten på grænse kroen så bestemte Ashley sig for at hun ville gå en tur igennem skoven for at bare komme til at opleve lidt fred og ro den dag. Men hun havde iført sig et par bukser og top, som blot fremhæve de kvindelige former, som hun havde sig. Mens Ashley gik igennem skoven så forsvandt hendes sind lidt hen i sin egen verden og hun begyndte at nynne stille for sig selv en gamle vugge vise, som hun ikke længere kunne huske ordene på.

[Phoenix Storm]

Der virkede altså virkelig højt op, hvordan skulle hun komme derop? Grenene sad så højt oppe, hun kunne ikke nå, uanset hvor meget hun rakte ud efter dem, så sad de alt for højt oppe til at hun kunne nå. Hun følte sig forfærdelig lille. En stemme fik hende ud af hendes forsøg, på at klatre op i træet. Det lød som om nogen nynnede en vuggevise, hun blev nysgerrig og gik imod lyden. Hun blev ved med at gå, indtil hun nåede hen til der hvor lyden kom fra. Hun gemte sig lidt bag et træ og så på personen. Hun fulgte skam lidt efter, men kun på afstand og gemt bag træer. Det var ikke fordi hun følte sig genert, det var fordi hun gerne ville lytte og ikke afbryde.