Why seek someone you fear?

[Rai Mirriko]

Rai havde overhovedet ikke noget imod, at skulle gå med hende i sin favn, da han på den måde følte at de var bare lidt tættere på hinanden og det var han glad for. Han var glad for den søskendekærlighed, som man nok kunne finde imellem dem.
"Jeg skal nok få noget fikset sammen, som ikke lyder alt for vildt og overdrevet"
sagde han med et mindre smil og bevægede sig så ind i skoven og længere fremme kunne han da også fornemme den store sten, som før havde guidet ham mod stedet. Eller hun havde jo guidet ham. Men det var som et punkt, som han ville kunne vende tilbage til, hvis han var faret vild og så samtidig vide hvor han var henne.
"Hvad jeg føler?"
spurgte han en smule undrende, da han ikke rigtig vidste hvad hun mente, og egentlig gerne ville prøve at forstå hvad hun mente. Mon hun kunne forklare ham det bedre. For lige nu vidste han faktisk ikke hvad han skulle svare til det.

[Phoenix Storm]

Hun smilede. Selvom hun ikke var glad for at få ham til at lyve, når hun ikke ligefrem selv var glad for at lyve, så var det vel en nødvendighed i den her situation. Hun håbede på at det ville gå. Hun kunne godt lide at være i hans favn, den gav tryghed, sikkerhed og en følelse af glæde. Søskendekærlighed var virkelig noget af det mest mystiske og alligevel fantastiske som der eksisterede. ”Tak Rai.. for alting..” mumlede hun stille og smilede til ham. Phoenix gned sine tindinger lidt. Hun hadede det at hun ikke kunne tyde hans følelser, men det gav ham vel også en slags privat liv over hans følelser. ”Det svært at forklare men..” sagde hun og smilede lidt til ham. De var egentlig kommet langt, det var en smule bekymrende, men hun måtte hellere fokusere på emnet og ikke på hvor langt de var kommet. ”Jeg kan føle folks følelser. De flyder igennem mig, ligesom når vi trækker vejret.. det er naturligt.. men lige pludselig, føltes det som om at alle dine følelser bare klumpede sig sammen.. det føles.. underligt.. er der noget du er forvirret over? Noget som du gerne vil vide? Det hele forvirre mig.. jeg kan ikke vide hvad du tænker, men nu vil jeg gerne vide om der er noget du vil have svar på,” hun så bønfaldende, men træt på ham. Hun ville gerne vide hvorfor hun ikke kunne aflæse hans følelser så tydeligt, det skræmte hende, og det var ubehageligt. Det var som at miste en del af det man var vokset op med, ikke på samme måde som tidligere da han havde været en ulv, det havde blot været behageligt. Hun var jo vant til ikke at kunne læse dyrs følelser.

[Rai Mirriko]

Rai kunne ikke lagde vær med at lade sit blik glide ind i hendes øjne, men hvorfor hun helt præcist ville vide det, kunne han ikke svare på. Han var kun glad for at han endelig kunne bruges til noget fornuftigt og ikke bare en tjener, som den han nu var og altid havde været.
"Jeg vil gøre næsten alt for dig, min lille prinsesse"
sagde han med et mindre smil og så til, da de passerede den store sten, selvom han var lidt i tvivl om hvilket vej det skulle, så gik han mod venstre, for det måtte da næsten være der de skulle hen? Han lyttede til hendes ord og fandt det egentlig meget interessant, fordi han netop ikke havde hørt om noget lignende. Men på samme tid kunne det være skræmmende for andre. Men for ham var det noget nyt og spændende, som et lille barn, der var nysgerrig.
"Øhm, jeg vil ikke tvinge dig til at svare på det. Men jeg undrer mig over, hvorfor du hele tiden vender tilbage til din far, når du godt ved hvordan han er overfor dig..."
svarede han ærligt, da han ikke havde lyst til at lyve overfor hende. Det var jo egentlig heller ikke nødvendigt, da hun jo åbenbart godt kunne tyde nogle af hans følelser.

[Phoenix Storm]

Det var længe siden at hun nogen sinde havde hørt nogen sige sådan til hende. Det fik hende til at smile, hun kunne ikke lade vær. Hun krammede ham blidt, ved at lægge sine arme om halsen på ham. Det var virkelig noget som hun holdte af ved at være sammen med ham. Man kunne være sig selv. Hun så på ham, men da han svarede på det hun havde sagt, var det som om en lænke snoede sig om hendes hjerte, og gav den sådan et hårdt klem at det føltes som om den gik i stykker endnu en gang. Hun nægtede ham ikke et svar, selvom tårer begyndte at fylde hendes øjne, hun ville gerne svare ham. Underligt, men emnet sårede hende, selvom hun godt nok tænkte på det tit, så var det åbenbart mere smertefuldt at åbne sig op som hun nu ville gøre. ”For to år siden, der skulle jeg have haft en søster eller bror.. men min mor og far kom hjem uden.. de sagde at han eller hun ikke overlevede..” hun sank en klump og kæmpede imod gråden som byggede sig op i hende. ”Jeg var fyldt ni år den dag.. men den blev ikke glad eller festlig.. der gik ild i huset den nat og min mor.. hun kom aldrig ud af huset.. min far levede med sorg i cirka to år og så begyndte han at komme hjem.. underlig og anderledes.. han var ikke sig selv..” hun kunne ikke lade vær med at græde stille, mens hun tænkte på den dag han kom hjem. Virkelig uhyggelig og en som hun ikke genkendte. ”Jeg håber stadig på, at min far vil komme hjem igen.. som han var inden min mor forlod os.. derfor vender jeg hjem hver dag.. uanset hvor mange forkerte handlinger han gør, så kan jeg ikke forlade ham,” hun rystede til sidst, så meget kæmpede hun med at holde sin gråd tilbage.

[Rai Mirriko]

Rai blev en smule overrasket over hendes svar, det var ikke lige det han havde regnet med. Og da slet ikke at hun ville åbne sig så meget op for ham allerede. Han kunne på en måde godt forstå hende, men så igen heller ikke. Han ville selv være stukket af for længst, men det kom vel også an på alderen.
"Det var ikke meningen at jeg ville have dig til at græde, lille prinsesse"
sagde han med en rolig stemme og lod den ene hånd tørre nogle af hendes tåre væk, selvom det ikke ville hjælpe på det helt store. Han vidste heller ikke, at der lå så meget bagved grunden. Hvor skulle han også kunne vide det fra? Hans skridt kunne stille høres mod grusset, da de endelig kom ud af skoven. Nu var der ikke så voldsomt langt mere. Han lyttede til hendes ord, og havde måske en smule dårlig samvittighed ved at have bragt det hele på banen. Det var et hårdt emne.
"Jeg håber bare, at han kommer tilbage før det går helt galt. Jeg ønsker ikke at miste dig, Phoenix"
sagde han mere eller mindre roligt. Rai havde faktisk ikke noget imod, at have hende i sine arme, på den måde følte han en form for nærvær i sit liv. Han var ikke rigtig blevet holdt af i sit liv, så han var glad for at have mødt Phoenix.

[Phoenix Storm]

Hun så ikke på ham længere, hun så imod den vej de gik. Det var svært at holde gråden tilbage, men det lykkedes hende sådan nogen lunde, bort set for de mange tårer som blev ved med at flyde henover hendes kinder. Det hjalp ikke at græde, men det var svært at holde op igen. ”Det ved jeg.. nu.. men jeg vil hellere have du ved det, end at du tror en hel masse andet..” hulkede hun stille. Hans hånd føltes kølig imod hendes kind, som var varm efter slagene, og fugtig efter tårerne. Hun kiggede tøvende op på ham. Det var sært den måde de var endt med at holde af hinanden på, det var nu rart at have en ”bror” som man kunne snakke med, lytte til og bare være sammen med. Det var svært ikke at føle tryghed hos ham, svært ikke at ville få ham til at smile og grine, men når det var sagt, så var det også svært at gøre det uden at bringe triste emner frem. De nærmede sig byen, det kunne hun se ud af øjenkrogen og det betød vel at der snart også var en healer, som ville tjekke hendes skader og se, om hun nu ville blive helt okay igen. Det regnede hun nu med, når hun næsten hver dag blev behandlet på den her måde. Hendes øjne blev helt store af overraskelse. Det var første gang han sagde hendes navn. Altså virkelig sagde hendes navn, direkte til hende. Ikke hendes kælenavn, som han havde givet hende, men hendes rigtige navn som hun var født med. Det havde egentlig overrasket hende, men ikke på nogen dårlig måde. ”Håber jeg også..” sagde hun stille, inden hun krammede ham igen. ”Jeg vil heller ikke miste dig.” der var de enige. Ingen af dem havde lyst til at miste hinanden. Og hun håbede da, at hun aldrig ville miste ham som en bror. Døden kunne ikke undgås, men derfor ville de jo stadig have hinanden inden i. Det var i hvert fald det hun mente og håbede.

[Rai Mirriko]

Rai holdt skam godt fast i hende, imens at hun var i hans favn, han havde heller ikke lyst til at give slip i hende, så hans sanser førte ham på en måde fremad, for at finde ud af hvor de skulle hen. Hans skridt var knap så lydløse, som de kunne være, men det var nok mere fordi han ikke regnede med at der ville komme nogen. Men alligevel kunne han ikke udelukke muligheden for at Phoenixs far ville dukke op.
"Det var godt, min lille skønne prinsesse"
sagde han med et mindre kærlig stemme og så først nu frem mod sig. Hans blik hvilede mod byen, som langsomt kom til syne i horisonten. Dog skulle de ikke helt ind til byen, der lå nemlig et mindre hus lidt tættede på skoven, men der var skam røg i skorsten, så måtte der jo næsten være nogen hjemme. Han vidste godt at hun egentlig ikke havde lyst til at skulle derhen, men det blev de jo nød til, så måtte de jo bare tage spørgsmålene, lidt efter lidt, sådan som de kom. Så de ikke kom ud med det hele på en gang. Så kunne løgnen jo virke som en opdigtet i historie og det skulle den jo helst ikke, selvom den var.

[Phoenix Storm]

Havde hun vist at han mest brugte sine sanser til at føre sig frem, ville hun nok spørger om hun kunne gå selv. Men hun var ikke rigtig klar over det. Det eneste som hun egentlig var hundrede procent klar over, var det at hun var i hans favn og at intet ondt ville ske hende, mens hun befandt sig der. Regnede hun med. Hendes tanker strejfede ikke hendes far, de strejfede ikke at der var en chance for at se hendes far igen, bare ude i byen, den tanke strejfede hende overhoved ikke. Det føltes som om hendes træthed trak hende under det dybe vand af søvn, det var ikke særlig rart, for hun havde ikke lyst til at miste bevidstheden på nogen måde. Hendes grab løsnede sig mere og mere, i takt med at hun mistede grebet om virkeligheden. Det krævede meget bare at prøve at holde sig vågen. De fleste af hendes sår blødte stadig lidt, smerterne var stadig intense, men så længe hun ikke rørte sig for meget gik det vel. ”.. Hvor langt.. er der.. igen?” mumlede hun stille, inden hun lukkede sine øjne halvt i, bare for lige at slappe lidt mere af, bare lidt, men ikke nok til at lade sit sind gå ind i verdenen af drømme og mareridt. Phoenix blinkede lidt, inden hun gned lidt søvn ud af sine øjne, som føltes tunge ligesom bly.

[Rai Mirriko]

Rais blik gled ned på Phoenix, da han kunne mærke at hendes greb ikke var lige så fast, som det havde været. Det kunne vel kun betyde, at hun skulle hen til healeren hurtigt, hvis hun ikke skulle miste bevidstheden igen. Han havde mest af alt lyst til at der slet ikke var sket noget med hende, men et løfte var og blev et løfte. Men fremover ville han nok næppe love noget i den stil igen. Han ville have at hans lille prinsesse var i sikkerhed.
"Bare rolig, der er kun nogle få meter tilbage, det er huset lige fremme"
svarede han med en rolig stemme, han prøvede i det mindste at lade vær med at virke så bekymret, som han egentlig var. Hun havde jo selv bedt ham om ikke at være så bekymret. Men hvorfor forstod han ikke. Det var i hvert fald svært ikke at være bare en lille smule bekymret over hendes skader, som hendes egen far havde tilføjet hende. Hans blik gled hen mod huset og der var da også lys i et af rummene, så han havde ikke taget fejl med hensyn til, at der skulle være nogen hjemme. Rai stoppede op foran døren og bankede på, så godt det nu var muligt, fordi han havde Phoenix i armene. Men kunne tydeligt høre nogle skridt indenfor. Og de kom mod døren.

[Phoenix Storm]

Hendes øjne rettede sig imod huset, som han nævnte. Hun havde svært ved at holde sine øjne åbne, men det lykkedes hende, delvis. Det lignede egentlig et meget rart sted. Måske blev det ikke så slemt igen, eller også blev det bare mindre slemt, eller præcis lige så slemt som hun havde regnet med. Det var ikke til at sige, for hun havde ikke rigtig nogen anelse om det, for hun kendt højst sandsynligt ikke den healer som han bragte hende hen til. Nervøsiteten krøb ind i hende, langsomt, men den gjorde det og hans bekymring som hun kunne mærke, hjalp heller ikke. Men måske var det, det som holdte hende vågen? I hvert fald kæmpede hun imod den malstrøm af bevidstløshed, som prøvede at trække hende ned. Hun prøvede at løfte sin hånd, så hun var den der bankede på, men det gik ikke, desværre, så Rai måtte gøre det, på en meget besværlig måde virkede det til. Phoenix hørte skam trinene, men hun kunne ikke rigtig fokusere nok på lyden, til at vide om den kom imod døren eller længere væk fra døren. Da den blev åbnet, stod der en kvinde og så på dem. Hun så ganske overrasket, og en smule forfærdet ud, da hun så dem. Hun stod i et øjeblik, tydeligvis en smule mundlam, inden hun trådte til siden, så de kunne komme ind, og spurgte: ”Hvad er der sket?” det var klart at hun skulle vide hvad hun skulle lede efter, men Phoenix håbede virkelig på, at sandheden ikke ville komme frem. Hun var bange, virkelig bange for at hun blev fjernet, hvis det skete, ville hun ikke vide hvad hun skulle stille op med sig selv.

[Rai Mirriko]

Rai havde sådanset ikke noget imod, at skulle passe på hende, men hvad ville hun ikke selv sige til det? Hans blik var lige pludselig roligt, da han kunne høre nogen greb fat i håndtaget. Han nikkede venligt til kvinden som langsomt trådte til side, så de kunne komme ind i varmen, så healeren kunne få set lidt på Phoenixs skader.
"Hun sad sådanset oppe på min ryg i en høj fart. Du ved nok, når jeg først er i ulveskikkelse, kan jeg slet ikke styre mig"
sagde han en smule beklagende og prøvede da også at lyde oprigtigt, det lykkedes ham faktisk også meget godt, når man tænke på, at han lige pludselig skulle finde på noget, der var sket med hende.
"Ved ikke om du selv kan regne dig frem til resten? Hun faldt af og må have ramt noget, for hun har ondt flere steder. Måske hun selv vil forklare hvorhenne det gør ondt?"
sagde Rai en smule spørgende, da han egentlig ikke kunne forklare hvor hun havde ondt henne i hvert fald ikke helt præcist. Han gik roligt ind i huset og døren blev da også lukket efter dem. Det var varmt inde i huset og virkede måske hyggeligt, slet ikke så skræmmende, som man måske kunne have forestillet sig.

[Phoenix Storm]

Varmen som slog imod hende, da de gik ind i huset, var nærmest uhyggelig, men så vidunderlig og rar, at hun ikke rigtig hørte efter hvad der blev sagt til at starte med. I stedet kiggede hun lidt rundt, så meget som hun nu kunne uden at bevæge sig så meget. Hendes opmærksomhed blev dog vendt imod kvinden, det virkede til at købe historien. Hun nikkede og så på Phoenix, der var ved at gå ud af sit gode skind af rædsel for hvad der måske ville blive sagt. Havde hun ikke købt historien? Ville der blive spurgt om hvad der virkelig var sket? En indre panik voksede inden i hende, en panik der var unødvendig i sidste ende. ”Okay, kan du sætte hende der?” spurgte hun og pegede imod en stol, mens hun gik ind i et andet rum, for bare at komme tilbage med nogle få redskaber som hun lagde på bordet som stod ved siden af stolen. Phoenix ville allerhelst ikke undersøges, hun fik en dårlig fornemmelse af det hele, noget hun ikke kunne eller ville sige højt. Af frygt for at få ballade for det hele. Da hun blev sat ned på stolen, rettede hun sig så meget op som muligt, selvom det gjorde noget ondt i hendes krop igen, så blev hun siddende sådan. ”Hvor har du ondt henne?” kvinden virkede venlig nok, specielt når hun spurgte med en sådan blid stemme. Hun kunne ikke lade vær med at svare. ”Ryggen.. halsen.. øhm.. kinderne og.. min ben.. og arme.. det meste af min krop..” mumlede hun træt, mens hun kæmpede for at holde sig så meget vågen, som det var hende muligt. I hendes egne øre, lød hendes stemme ligesom grød, det lød og føltes heller ikke særlig rart med den stemme som hun havde lige nu. Hun lukkede kort sine øjne og var ved at glide ned fra stolen, hun genvandt dog hurtigt ligevægten og satte sig ordentligt. ”Rai, kunne du vente inde i det andet rum?” spurgte healeren og så på ham. Det overraskede Phoenix og hun så skræmt, fra den ene til den anden. Hun havde lyst til at protestere, men hun turde ikke.

[Rai Mirriko]

Rai virkede en smule rolig, men bare for at lade kvinden købe historien yderlig, så valgte han at være urolig for sin lille prinsesse. Rai så ned på Phoenix og smilte bare helt roligt til hende, det var jo ikke meningen at hun skulle være urolig, men det var en smule tydeligt at se på hende, at hun havde lidt at tænke over, men det kunne vel ikke ses medmindre at man kendte hende. Rai lod blikket glide hen på kvinden eller healeren, det virkede som om at hun havde købt historien og det var han blot lettet for, da han ikke ønskede at gøre lille Phoenix ulykkelig.
Rai så roligt til efter at han havde sat Phoenix ned på stolen. Han blev dog stående ved hendes side med blikket hvilende på kvinden, imens at Phoenix fortalte hvor hun havde ondt henne. Han var dog ikke helt så sikker på om han skulle forlade Phoenix, men det var vel noget hun selv kunne afgøre.
"Det kan jeg vel godt, hvis jeg må for Phoenix"
sagde han med et mindre smil på læben. Han lod blikket glide ned på Phoenix, da han ventede på hendes svar, han havde i hvert fald ikke lyst til at forlade hende, hvis hun ikke brød sig om det.

[Phoenix Storm]

Frygten lyste ud af hende, selvom hun prøvede at skjule den, gik det ikke særlig godt. Hun ville allerhelst ikke være alene med healeren, når hun ikke kendte personen og hun havde så ondt som hun havde. Hun vidste ikke om det måske var for det bedste, eller for hendes bedste at han ikke var der når hun skulle, hvad hun nu end skulle gøre siden Rai ikke rigtig måtte være der. Der måtte være en god grund, en grund som hun ikke kunne se, men som hun heller ikke turde spørger om. Phoenix spændte lidt i sin krop, hvilket blot gjorde det hele værre. I et øjeblik bed hun sig i læben, inden hun så ned for at Rai ikke skulle kunne se hvor bange hun egentlig var, hvor utryg hun følte sig ved hele situationen. "Hvorfor vil du have han går?" spurgte hun stille, dog uden at se op. Hun ville ikke have at nogen af dem så hvor skræmt hun egentlig var ved tanken om at han ikke var der. Normalt plejede hun at være meget tillidsfuld, men lige nu følte hun kun tillid til ham. "Det får at jeg kan se ordentligt på dig," svarede healeren, men med blikket rettet imod ham. Når hun sagde se ordentligt på dig, så mente hun vist at hun skulle kunne undersøge hendes krop, hvor hun ikke havde særlig meget af sit tøj på. Kvinden stolede vel på Rai, men hun ville vist også have en hvis arbejdsro, men også have at han ikke så dele af pigen, som var på alderen der var kanten til puberteten, som sikkert snart ville starte. Regnede kvinden med. Phoenix så op på Rai og blev i tvivl. "Jeg forstår ikke helt hvad du mener," sagde hun stille og så fra den ene til den anden. "Men jeg vil helst have at Rai bliver.."

[Rai Mirriko]

Rais blik hvilede næsten konstant på lille Phoenix, hans prinsesse, og han lagde da hurtigt mærke til at hun var bange eller i hvert fald ikke var særlig gled for at skulle være alene med healeren. Hun stolede nok ikke så meget på hende endnu, men Rai vidste godt at det måske var bedst, at han gik. Så healeren kunne se ordentligt på hendes skader. Der skulle jo helst ikke overses noget overhovedet. Rai satte sig ned foran Phoenix og løftede let op i hendes hage, så han kunne se hende ind i øjnene.
"Jeg ved godt, at du helst så at jeg blev herinde, men jeg er lige inde ved siden af, så du skal bare kalde på mig. Du kan skam roligt stole på hende, bare i den tid"
sagde han med en beroligende stemme og smilte blidt til hende. Han vidste godt at det måtte være svært for hende, men hvordan skulle han kunne forklare hende det. Han vidste godt, at hun nok var tæt på puberteten, men på den anden side, kunne han ikke vide noget omkring det. Han havde jo aldrig været så tæt på en pige eller kvinde til at vide noget omkring det emne, fra pigers side. Han så hen på healeren og nikkede let.
"Jeg bliver nød til at gå, så hun kan tjekke dig grundigt, vi skulle jo helst ikke have, at hun overser nogle skader. For så vil de bare komme til at gøre mere ondt i længden"
sagde han efter lidt tid og rejste sig op efter at have fjernet sin hånd fra hendes hage. Nu måtte hun jo bare være modig. Dog ventede han med at gå ud af lokalet bare for en sikkerheds skyld, så hun ikke ville blive mere bange.