Selskab?

[Neimi Silvertung]

Da tjeneren kom tilbage smilede Neimi igen sødt til ham for hun vidste jo godt at hun var smuk, selvom sådan noget ikke rigtigt rørte hendes hjerte men det morede hende når mænd virkede generte overfor hende, det morede hende så meget at det nærmest var sødt så hun gjorde sig ind i mellem til overfor dem bare for at få dem til at rødme. Suppen blev da heller ikke rørt før tjeneren igen var gået og hun så da heller ikke på Kelvin før det var sket, men det var tydeligt at læse i hendes ansigt at det morede hende at fordreje hovedet på folk. "I lige måde og tak for mad allerede" sagde hun roligt som hun begyndte at spise af suppen for noget varme i hendes krop selvom varmen i krostuen nu også hjalp på det hele. "Hvordan kan det være de drikker rødvin når de er vampyr?" spurgte hun roligt efter hun havde fået nogle mundfulde og slugt det.

[Kelvin]

Det faktum, at hun vidste, han var vampyr, overraskede ham ikke. Alligevel brød han sig ikke om at høre ordet "vampyr". Det mindede ham for meget om hans far. Kelvin havde dog efterhånden vænnet sig til tanken, og istedet for at gå rundt og hade sig selv, blot fordi han var, hvad han var, havde han valgt at gøre dette til en fordel. Acceptere det, og udnytte de fordele, der var ved at have en anden race i sig. "Smagen af rødvin tiltaler mig," startede han roligt."og jeg kan sagtens spise almindeligt... menneskeligt mad. Det er bare ikke noget, der mætter- eller smager godt, for den sags skyld. Det her," Kelvin løftede glasset." slukker heller ikke min tørst."

[Neimi Silvertung]

"Men hvorfor gør du det så?" spurgte hun roligt med hovedet lidt på skrå for hun kunne ikke helt se grunden til at han gjorde det, men valgte bare at skubbe hendes hår om på ryggen så et bidemærke efter en vampyr blev afsløret selvom det kun var ar efterhånden, dog virkede det ikke til at genere hende som hun bare spiste videre, for hun skulle bare have håret væk så hun ikke kom til at tage det i munden eller få det i suppen det ville jo ikke ligefrem være særlig godt.

[Kelvin]

"Som sagt, så kan jeg godt lide smagen af vinen. Ellers spiser jeg ikke jeres mad," svarede han med et let skuldetræk og drak atter af glasset, som han havde i hånden. Han kastede et enkelt blik på arret fra bidemærket, før han igen rettede det meste af sin opmærksomhed mod Neimi. Han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om det faktum, at hun stadig sad og helt upåvirket snakkede med en bloddrikkere, selvom hun tydeligvis var blevet bidt af én før. Heller ikke her, spurgte Kelvin indtil det. Det kunne sagtens være, at hun havde valgt at lade vampyren drikke hendes blod. Det var heller ikke noget, der var ukendt for ham. Faktisk havde han oplevet det et par gange. Blandt andet af Darklias prinsesse. Ganske interessant kvinde, men han forventede ærligt talt ikke at se hende igen.

[Neimi Silvertung]

Neimi valgte ikke rigtigt at kommentere det med at han kunne lide smagen for det var jo hans egen sag, selvom hun ikke helt kunne forstå hvorfor, så hun spiste bare videre og ind i mellem drak af hendes vand mens hun så lidt rundt før hendes blik igen havnede på Kelvin "Hvordan skete det?" spurgte hun roligt for hun var meget nysgerrig med hvem han egentlig var for han virkede jo ikke til at være den der snakkede ret meget så måtte hun jo gøre det.

[Kelvin]

Kelvin stirrede på hende, uden at forstå, hvad hendes spørgsmål referede til. Hans ansigtsudtryk var fuldstændig udtryksløs, idet han prøvede på at gennemskue, hvad det var, hun spurgte om. "Hvordan skete... hvad?" spurgte han med hovedet let på skrå, og lod den ene hånd fingerer ved kanten af glasset. Han løftede blikket fra Neimi for at se endnu en gæst træde indenfor, men denne gang holdt han blikket på denne fremmed i 2 sekunder længere, end normalt. Derefter vendte han opmærksomheden mod Neimi igen. Et veltilfreds smil smøg sig pludselig om de blege læber.
Nu var det pludseligt meget godt, at han sad og snakkede med en anden person. Det gjorde ham mindre bemærkelsesværdig. hvilket var perfekt.

[Neimi Silvertung]

Neimi så roligt på ham men han virkede jo ikke til at forstå hendes spørgsmål så hun måtte jo lave det lidt om så han forstod hvad hun hentydede til "Hvordan blev du til vampyr?" spurgte hun roligt selvom hun udemærket godt kunne se at han var ude på noget, så hun så lidt ud af øjenkrogen efter den person han havde kigget på men det hele blev lige pludselig meget mere spændende for hvad for et arbejde havde han mon siden han fik det smil?

[Kelvin]

"Bare kig på mig," sagde Kelvin roligt. Han ville nødig blive afsløret, bare fordi Neimi havde opført sig lidt for åbenlys overfor hans mål. Kelvin førte atter glasset op til læberne og tømte halvdelen af glasset. Den fremmede var en middelaldrende mand. Han var iført meget fint tøj under den tykke, pelsede kappe, hvilket betød, at manden måtte være fra en fin overklasse familie. Allerede ved første øjekast virkede han mistænksom. Desuden passede beskrivelsen af ham næsten perfekt. Den fremmede satte sig op til disken, hvor han diskret begyndte at tale med en kvinde ved siden af. Kelvin lukkede øjnene, og fokuserede på at skelne alle stemmerne fra hinanden, så han kunne lytte til de to menneskers samtale.
Derefter løftede han langsomt øjenlågene og betragtede Neimi. "Det er en lang historie...," svarede han blot kort. Tonefaldet gjorde det tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at forklare nærmere. De to mennesker rejste sig. Kvinden forsvandt ud i køkkenet. Den fremmede rettede lidt på sin kappe, for derefter at forsvinde ud af døren. Kelvin rejste sig 2 sekunder efter og svingede sin sorte kappe om skuldrene. Det var dette, han havde ventet på.

[Neimi Silvertung]

Neimi sad roligt og betragtede ham hele tiden da han sagde hun skulle se på ham så gjorde hun det også for ikke at ødelægge hans arbejde, selvom det var en smule interessant det der skulle til at ske for hun kunne nærmest gætte at der ville ske et eller andet stor på grund af den mand. Hun ville heller ikke ligefrem forstyre Kelvin da han virkede til at lytte og koncentere sig en smule men da han rejste sig op, rejste hun sig op for det her ville hun helt sikkert ikke gå glip af, desuden havde hun været på jagt med en vampyr før så det var jo lidt interessant hvordan en anden vampyr jagtede.

[Kelvin]

Kelvin kiggede længe på hende. "Jeg bliver nød til at gå," sagde han og gjorde det tydeligt, at han ikke på noget tidspunkt havde overvejet at tage hende med. Derefter gik han tværs henover kroen og ud af døren. Kulden svøbte sig om hans krop, og synes at byde ham velkommen udenfor. Han sniffede lidt prøvende i luften og genkendte den samme lugt fra den fremmede, som han havde nået at registrere i kroen. Manden var ikke nået særlig langt, så Kelvin startede ud med at tage langsomme, lydløse skridt. Han bevarede den forholdsvis store afstand mellem dem, så manden ikke ville have en chance for at opdage, at han blev forfulgt. Der var for mange mennesker omkring kroen, så Kelvin fortsatte lidt endnu.

[Neimi Silvertung]

Neimi så undrende på ham men der gik ikke mere end nogle sekunder inden hun fulgte med ham ud i kulden selvom det ikke ligefrem var det hun havde lyst til, så kunne hun ikke lade være med at følge efter ham for at se hvad der ville ske. Hun holdt dog afstand til ham men fulgte ham hele tiden så lydløst som hun nu kunne være for det her ville ikke være sjovt at gå glip af og det kunne jo ske at hun selv kunne få en smule ud af det.

[Kelvin]

Kelvin sukkede indvendigt, da han hørte lyden af skridt et stykke bag sig. For uanset hvor lydløst Neimi kunne gå, så var hun stadigvæk et menneske. Kelvin valgte dog midlertidigt ikke at gøre noget ved dette, men satte tempoet op, efter at de var kommet et godt stykke fra kroen. Et par meter længere fremme, gik den rige herre uden at kigge sig tilbage, hvilket var en stor fordel for Kelvin. Men selvom han sagtens kunne have gået midt ude på gade uden at blive opdaget, valgte han for sen sikkerhedskyld at gå under de sorte skygger langs de høje husmure. De gik nu i de helt smalle gader, hvor smøgerne ikke var meget mere en en halv meter bredde. Klaustrofobiske mennesker ville ikke kunne klare disse gader. Kelvin fortsatte dog forfølgelsen og kastede et enkelt blik over skulderen. Pludselig drejede Kelvin ind i en endnu smallere gyde, og ventede med ryggen op ad muren. Lyden af den fremmedes fodskridt blev fjernere og fjernere, og kelvin koncentrerede sig om at høre, i hvilken retning skridtene forsvandt hen.

[Neimi Silvertung]

Neimi fulgte roligt med ham selvom hun nok kunne gætte han havde hørt hende, en evne der virkelig kunne irritere hende til tider eftersom han ikke var den eneste som kunne det og hun blev altid opdaget selvom hun faktisk forsøgte at være lydløs så fungerede det jo ikke i selskab med sådan nogle væsner, dog var de stadig interessante disse bloddrikkende smukke mennesker der tilhørte natten uden tvivl.
Da han forsvandt ind i en smal gyde så hun undrende i den retning han var forsvundet inden hun nærmerede sig stedet hvor han havde drejet og bare fulgte efter ham på en listende måde så man kunne se hun var vant til at smutte steder hen uset.

[Kelvin]

Neimi var hurtigere, end han havde regnet med. Pludselig hørte han hurtige, tunge fodskridt fare hen over jorden i et hurtigt tempo. Og lyden kom nærmere og nærmere hans gemmested. Lynhurtigt rakte han armen ud og hev Neimi ind i den smalle smøg, så hun stod med ryggen mod ham. Kelvin spidsede ørerne og lyttede intenst efter de tunge skridt. han var sikker på, at disse var hyret til at beskytte den fremmede. "Shh..," tyssede han næsten uhørligt på hende, inden hun kunne nå at protestere. Og for en sikkerhedskyld havde han brugt højre hånd til at dække hende for munden, venstre arm til at holde om hendes mave og dermed sikre sig, at hun ikke bare sprang ud og afslørede ham. Desuden ville det blive svært for hende overhovedet at kunne bevæge sig, eftersom de allerede stod tæt op ad hinanden, klemt ind mellem de to høre mure. Kelvin bed tænderne hårdt sammen. Han var ikke sikker på, om de hyrede livvagter var almindelige men professionelt trænede folk, eller om de var overnaturlige væsner som ham selv.

[Neimi Silvertung]

Egentlig havde hun ikke tænkt over at han nok var i gyden for han havde jo sikkert kendt til en smutvej, så hun var lidt overrasket over pludselig blive hevet ind med en hånd foran hendes mund og en arm om hende, så hun stod bare og stirrede lidt men var ret hurtig lydløs eftersom hun nok gættede det var ham og det var dumt at gøre noget som kunne vække hans vrede, så hun forholdt sig lydløs mens hun trykkede sig lidt indtil ham i den ide om at de nok ville blive mindre synlige hvis de stod tæt sammen, selvom hun jo udmærket godt vidste at de stadig ville kunne ses.
Der gik lidt tid før hun selv kunne høre nogle tunge skridt komme imod dem, men hun var stadig stille som hun så lidt ud af gyden og ikke videre gjorde noget for at flygte fra ham for det her var jo spændende så det skulle da ikke ødelægges allerede.