Nattens skønhed

[Kelvin]

Natten havde lagt sig over landet, og på netop denne tid af natten, havde selv de fleste dyr trukket sig tilbage til deres reder og huler. Stjernerne syntes at blinke om kap i den kulsorte himmel, alt imens månen som den dominerende lyskilde kastede sit mystiske skær henover den rislende flod.
Kelvin sad næsten på toppen af det højeste træ, som lå lige ved siden af floden. Herfra havde han den bedste udsigt til himlen, og desuden var luften også langt køligere heroppe, hvilket han virkelig nød. Han sad godt tilpas på en tyk gren, og sad lænet op ad træstammen. De grålige øjne var rettet mod månen, og som altid virkede de lidt fjerne, mens de lettere betaget beundrede denne forunderlige form for skønhed, som kun månen besad.

[Zoa]

Zoa tog en dyb indånding og fyldte der ved sine lunger med den kolde friske natte luft, det var første gang i flere uger at hun havde bevægede sig længere væk fra slottet en at hun stadig kunne set det og hun nød hver et øjeblik af hendes frihed. Det rødblonde hår var løst og dansede vildt i vindene nor Zoa løb, hendes fødder var nøgne da hun fortrak at føle den bløde jord direkte under sine fødder i stedet for igennem en tyk sål, da dette frarøvede hende lidt af hende friheds følelse. Kjolen der engang havde været set kønt syn i sig selv var beskidt for ikke at sige forfalden, men det rørte ikke Zoa det mindste,når det kom til stykket så var det jo ikke anden end stof.

[Kelvin]

Kelvin sænkede blikket så han i stedet kunne se, hvad der foregik på jorden. Hvem det mon var, der gik herude så langt ud på natten. Hans første indskydelse var at hilse på kvinden, men den idé droppede han midlertidigt. For det første ville det nok skræmme hende, for det andet var der ingen grund til at starte en samtale, når hun kun lige var kommet. Han ville ikke risikere at afbryde hende i hvad, hun nu havde tænkt sig, hvad enten det bare var at slappe af og nyde naturen i stilhed, eller måske hun virkelig havde noget, hun skulle herude. Derfor blev Kelvin siddende lidt endnu, og begyndte atter at døse lidt hen ved synet af månen. Det var primært hvad Kelvins nætter bestod af. Når han ikke var sulten og var ude for at jage, så sad han for det meste udenfor for at betragte månen med dets stjerner. Nogen ville sikkert kalde det kedeligt og ensformigt, men for Kelvin var det en ny oplevelse hver evig eneste gang.