Et møde, som nok aldrig skulle havde fundet sted

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Åben for alle

Hendes lange blonde hår blæste vildt i vinden. Hun stod og ventede, der ønsker og er villige ham at nå frem. Hendes klare blå øjne stirrede over vandet, ser på de høje træer, som virkede så lille i det fjerne. Hendes lange vest lagde tungt på hendes skuldre og blidt børstet mod hendes knæ. Hendes hænder anspændt, da hun holdt den tunge dokumentmappe, som undertiden slog på hendes ben, hvilket gør hende krympe med smerter.

Den evige lyd af vand gav hende kuldegysninger, da det vasket frem og tilbage hele tiden, hver bølge stadig kraftigere, og hver bølge komme tættere på. De nøgne træer klamrer på den sidste af deres blade, som de barske vind flået dem bare. Himlen syntes vred som mørke, tunge skyer overtog.

Hun trippede hendes fødder som de små småsten gjorde dem ondt. Under dybe indåndinger hun kiggede igen på hendes omgivelser. For hvad der føltes som timer, havde hun stået i det nøjagtige sted, han havde bedt hende om at møde ham. Hun lukkede hendes øjne stramme hun ønskede at være et andet sted; sted specielt for hende.

Åbning hendes øjne fandt hun sig selv på samme sted. Tårerne fyldte hendes øjne, da hun tabte sig i minderne. Det var den gamle sø, hvor solen skinnede, og hvor hun spillede som barn, men nu var det en glemt sted, hvor ingen gik. Hun kunne ikke forstå, hvordan noget så ren kunne blive en glemt hukommelse, at være fyldt med elendighed og rædsel.

Hun tænkte på ham, og hvad han var blevet, med ham, havde hendes liv vendt til – fyldt med mørke hemmeligheder, som hun ikke havde delt med nogle af dem, som hun normalt omgik med.

Hver anden mere hun ventede syntes et helt liv. Himlen begyndte at dreje mørkere og mørkere som natten krøb på intetanende dag. Den pludselige "tude" af en ugle gjorde hende hoppe. Under en lang dyb indånding hun forsøgte at berolige hende nerver. Hendes vejrtrækning faldt, men hendes hjerte udføres slå hurtigt i hendes bryst og den nagende stemme i hendes hoved fortælle hende "Jeg kunne desværre ikke finde udad noget omkring dem til dig."

Et langt væk lyden af en hest, begyndte at nærme sig, langsomt og støt, bliver stadig tættere. Følelser styrtede rundt hovedet. Tvivl og frygt overtog, hun kiggede over hendes højre skulder, og måske havde han ikke set hende. Måske kunne hun gå, og han ville ikke finde ud af.

For få minutter hun debatterede med sig selv. Konfektion hendes sind hun begyndte at vende rundt for at gøre en hurtig exit, men pludselig overrasket tilbage, da han kom, og han var næsten der, lyden af vandet var maskerede lyden af den forestående hesten, kunne hun ikke gå nu, som han ville se hende og følge hende. Hun kunne ikke vente, inden for de næste par timer vil hun være hjemme. Nogle hvor hun følte sig sikker, i modsætning til hendes nuværende omgivelser, der nu er hun følte var bygget til frygt.

Da hesten stoppet helt op var verden omkring tysset, som om det var at lytte til dem. Den dødelige tavshed gjorde hende holde vejret, det var, hvis skoven holdt vejret siden hende. Dette gjorde hende nerver eskalere.

Hun vidste, at han gik hen til hende, ligesom hun lige så nemt kunne blive hans bytte, og han var ved at blive sulten. Træerne var hver perfekt placeret, for at skjule dem fra deres mange små huse omkring søen. Dette intimideret hende som ingen anden levende væsen var omkring, de var afsondret fra alle andre; omhyggeligt skjult.

Fældning hans tilstedeværelse ved siden af hende, tør hun vender sig om mod ham i frygt for, hvad han kunne gøre. Hun kunne høre ham trække vejret tungt, som gjorde hende fylde med beklagelse. Hun fortsatte ud langs med søen og ventede på ham til at tale. De har begge stod ikke sikker på hvad jeg skal sige til hinanden.

"H ... H ..." han stammede. Han rømmede sig og fortsatte tappert "Hej. Tak. Nej Er ... Tak for mødet mig." Peeling øjnene fra den opfattelse, vendte han sig til at se på hende at tvinge et smil. Da hans blik nåede hendes ansigt, hendes urolige øjne stadig stirrede ud ikke mærke af den opfattelse, men ser dybt i tanker. For de næste par sekunder, de stod frosset til stedet.

Alt var stille, indtil hun kiggede ned. Han betragtede hende gyldne blonde hår falder ned, der dækker hendes ansigt. Hemmelighed hun græd inde tænker på fortiden og hvad der kunne have været i dag, men nu alt hvad hun ønskede at gøre, er at slippe af med dokumentmappe. Hun trak dokumentmappe op som forårsagede hendes omfattende smerter i armene på grund af følelsesløshed forårsaget af at holde den; smerten viste i hendes ansigt, da hun klemte hendes øjne op og bed hende tænder sammen.

Han rakte ned og tog fat i mappen. Han kunne mærke den kolde læder røre hans hånd. Hun skubbede det yderligere i retning af ham og faldt det i hans hænder. Den pludselige intetanende vægt dokumentmappe gjorde ham falde ud af balance, da det trak på hans arme.

Hendes bekymringer var ovre. Hun trådte væk fra ham langsomt som krampe i benene gjorde hende til at føle stiv. Da hun gik væk kunne hun se træerne klarere nu, og med hvert skridt hun så en anden del, hun havde ikke bemærket på den måde her.

Efter at have nået åbningen af skoven hørte hun lyden af en hestevogn overdøve de mindre rolige og mindre skræmmende lyde, som tidligere havde opslugt hende i rædsel. De småsten under hendes fødder begyndte hurtigt at tynde ned, afslører en mudder spor nedenfor. Banen var bred gøre en klar skære igennem skoven, og hun mærkede ukrudtet igennem, og de blade og kviste henkastning sporet. Lejlighedsvis kom vinden og kastede bladene omkring, som om de var dens legetøjet, indtil det forlod pludselig forlader dem langsomt danse til jorden. Hun holdt til den side af banen, hvor det blev slidt væk, og en dyb led blev indstillet. Gående ned ad sporet var vanskelig, da det var ujævn og store tornebuske voksede spredning på banen. Lyden af hestevognen fik højere, da hun flyttede sig rundt en stor torn busk, hun kiggede tilbage.

Hun vendte sig og fortsatte til fods. Hun undrede sig, hvorfor han ville bringe sin hest ned mindre vej, det var lavet til at gå, var den anden vej asfalteret og havde mindre tilgroet buske og træer.

Lyden af hestevognen var ved at blive højere, og dette signalerede til hende det var ved at blive tættere. Hun vendte sig om og gispede højlydt. Et par blodige røde øjne stirrede direkte mod hende. Drejning, hun løb. Smerten i benene forsvandt under en brøkdel af et sekund. Hastigheden af hestevognen nervøs hende. Hun kiggede til venstre og højre, på udkig efter en vej ud. Det var en kat og mus jage, og hun var mus. Hun vidste allerede det var mindst en halv times gang til nærmeste hus – hvor der nok ville være en, som kunne tage hende til byen. En pludselig erkendelse kom over hende. Hvordan kunne hun have været taget af sted uden at havde en hest med sig og især til et møde med en af den race? Hun standsede og så sig omkring mens hun forsøgte at lytte efter hvordan han kunne være henne eller om der var andre inærheden.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut rede på en sort hest han havde sin Harlekin tøj han havde fået at vide at der var en ting sted her i nærheden der var fem andre der rede efter ham de havde sne hvidt tøj på og sorte masker på så man ikke kunne se hvad for et kønt de var og en af dem sagde "broder jeg kan ikke lide denne sted kunne vi ikke vente til det bliver lyst der e for stille" og alamut så på personen og sagde "søster du ved lige så godt som mig at vores stor mester gemte sine ting som man ville mene det var det er umuligt at få fat i men du har ret vi bliver ved i en time mere så finder vi et sted at sove"

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Pludselige så blev hendes opmærksomhed fange en gruppe rytter, som nærmede sig det sted hvor hun havde stoppet så fanget de også hendes opmærksomhed hvilke fik hende til at vende sig om imod retningen hvor stemmer kom frem. Men da Mimi ikke true at tage chance med at det var manden, som hun havde mødtes med og flygtede fra så valgte hun at kravle op i det nærmeste træ. Da hun var nåede op på en af de mere tykke grene så forsøgte hun at kravle lidt ud på den for at se om hun kunne få øje på hvem stemmerne tilhørte og sammentide forsøgte hun også at holde sig skjult.

[Griffith Falconsoul Den 13]

alamu og hans gruppe hørte nogle kravle op i et træ så alamut på en som havde en ørne maske og sagde stille "flyv en tur broder" og personen med ørne maske hoppede stille op på en gren og alamut lavede en illusion så det lignede at manden med ørne masken var stadig på sin hest hoppede stille til gren til gren lige over alamut og de andre og manden fik øje på en på en kvinde og hoppede stille bag hende og tog en kniv der lignede en fjer og satte den foran hendes hals og sagde stille i hendes øre "når den hest med manden i det sjove tøj på er under dig hopper du der ned er det forstået"

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Lige at gruppen var blevet opmærksome på at Mimi havde kravlet op i træet var noget, som hun virkelig ikke håbet på at de var blevet og faktisk så nåede hun slet ikke at bemærke at en af dem forsvandt fra gruppen.

Hun nåede at lægge mærke til at gruppen begyndt at bevære sig over imod retningen af træet, som hun befandt sig og faktisk så var hun så optaget af holde øje med gruppen at hun slet ikke lade mærke til at der var noget i træet, som nærmede sig hende før at hun pludselig havde noget for hendes hals. Sammentide med at hun hørte en stemme sige noget i hendes ene øre "J...j... ja" lykke hendes til sidst at fremstamme og grunden til at hun stammet sådan at var på grund af hun frygtede for hendes liv.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Manden med ørne masken på sagde stadig stille "hvis du har våben på dig ville jeg lade dem blive hvor de er ellers vil ingen gang din mor vide det er dig" og han flyttede sin kniv fra hendes hals til hendes nakke lige før alamut var under grenen og manden med ørne masken sagde stille "hop nu eller en fjer i nakken" det var hans måde at lave sjov på

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Da manden igen sagde noget ind i Mimis øre var noget, som hun mest af alt havde lyst til at give et svar tilbage, som ville være alt andet end sødt og alligevel så lykkes det Mimi at bide det svar i sig på grund af hun havde ingen lyst til at den fremmede person bagved hende skulle vide noget, som helst omkring. Slet ikke når den person truede hende på livet. Men da personen så fjernede hvad end det var, som han havde holdt foran hendes hals så bestemte hun sig i det øjeblik for at hun under ingen omstændigheder ville danse efter hans eller nogle af de andre i den gruppe, som var kommet hentil træet.

Det var derfor at hun lod, som at hun ville til at hoppe ned fra grenen og i det sidste øjeblik flyttede hun sit ene ben hårdt bagud i et forsøg på at ramme personen sådan at den person ville falde nedad træet ligesom et normalt mennekse ville gøre. Da det hele sket i løbet af meget få sekunter. Grunden til at hendes reaktionsevne var godt og hurtigt, som den var på grund af hun havde gennem stort set hele hendes barndom voksede op med at skulle undgå at få slag af endt hendes far eller bror.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Manden med ørne masken blev ramta at spark faldt han ned og han vendte sig om i luften kastede tre knive efter hende som lignede fjer efter hende og vente sig om igen og landet på sin hests ryg og alamuts illusion forsvandt og en anden person der havde en katte maske på og noget der lignede en flad hale med en sølv farve hoppede op på en gren og sagde med en stemme der var lidt som en kats "når en lille mus vil lege så må vi hellere lege miv" og slikkede på hendes ene hånd

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Der gik et lille sejres-rus igennem Mimi meget kort da det lykkes hende at få ramt ham, som havde truede hende på livet og dog, så varede det kun meget kort på grund af det, som ligne fjer for Mimi snittede hendes ene ben samt arm mens hun var ved at kralve tilbage imod stammen af træet.

Hun var nåede knap nok hentil stammen før at der dukkede en ny person op på grenen "Hold jer langt væk i monster!" lød Mimis svar tilbage og faktisk så tænke hun slet ikke over hvad det egentligt var hun sagde på grund af hun brugte normalt slet ikke sådan et sporg imod andre samt hun var også normalt en af dem, som forsvare de personer der var andrelse end andre folk. Men lige der var hun bange for hendes liv og derfor reagere hun blot udad hendes overlevelseindtents. Faktisk så var hun så optaget at komme væk fra denne gruppe at hun slet ikke tænke på at hun havde en vampyr efter sig eller at hun blødt hvilke var noget, som altid normalt tiltrække vampyrer.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Person med katte maske sagde mens den gik tættere på Mimi som en kat "lille mus tror jeg er monster jeg er en Madonna hvis du ved hvad det betyder lille mus og vi gav dig et tilbud så du kunne undgå at komme til skade men lille mus ville vise at hun en stor fed rotte så du må have et par bid" og lige da person med katte maske hoppede den hen efter mimi som en kat ville gøre for at fange en mus

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Det var kun med et halvt øre at Mimi lyttede efter hvad personen med katte masken sagde på grund af Mimi var mere optaget af at forsøge bibeholde hendes blance på gren "Hvem har bedt om din mening" lød det fra Mimi i nedværdene tone, som normalt slet ikke lå til hende at bruge overhovedet. Men da personen pludselig sprang over imod Mimi så reagede hun ved at forsøge at stoppe person i at komme over til hende ved at hun spakket ud efter den person. "Kan i ikke bare skide og lade mig være i fred ?" spurgte hun i en højt tone sådan at hun var sikker på at dem under træet hørte hende.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Personen med katte maske flyttede sin krop så hendes spark ikke ramte personen men personen tog fat i hendes ben og vente sig om så personens hale var på mod hendes hals og personen sagde "vi ville først tale så angreb lille mus min broder så lille mus skal have et bid i nakken men hvis jeg var lille mus ville jeg hoppe ned" og personen hoppede væk fra hendes ben og landede på en gren

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Da det ikke lykkes for Mimi at ramme personen så nåede hun ikke at æv sig over det på grund af person havde lige pludselig fat i hendes ben og havde halen vendt op imod hendes hals ”Jeg sagde til din bror eller hvad end han er at i bare skulle lade mig være i fred efter at han havde truede mig på livet så hvad fanden får dig eller nogle af dine venner til at tro at jeg har lyst til at snakke med jer!” det var tydeligt at hører i Mimis stemme at hun var ved at nå det punkt hvor hun ville koge over af vrede og når hun først nåede det punkt så ville der ikke være nogle eller noget, som ville være i sikkerhed på grund af der mistede Mimi alt hendes selvbehekserig og der skulle utroligt meget til før at hun ville nå det punkt normalt. Men lige at de fremmede, som indtil videre havde angribet hende var nogle, som var en del af den gruppe, som doctoren havde og den doctor var en, som Mimi havde mødt før på grund af dengang hvor hun havde mødt ham var det på grund af nogle fra hans gruppe havde på sin vis kidnappede hende. Hun havde ikke givet doctoren hendes rigtig navn og faktisk så havde hun endt med at låne en hest af ham til at komme hjem på.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Personen sagde "og du gemmer dig i et træ som en morder så hvorfor skulle vi give dig en chance for at tale" og en person som kom frem i mellem dem som lignede en Doctor og sagde "stop søster hun vil ikke gøre os noget" Doctor var en illusion fra alamut for det var først nu alamut havde opdaget hvem der var oppe i træet og personen med katte maske hoppede ned fra træet og løb hurtigt hen til hestene som en kat

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Mimi nåede dog, ikke at svare katte personen igen på grund af det lød lige pludselig en velkendt stemme nede fra jorden og det var også derfor hun kiggede kort ned for at se om stemmen tilhørte den person, som hun troede den gjorde. Men da hun så doctoren så blev det blot bekræftede overfor hende at hun havde ret i fornemmelse af hvem stemmen tilhørte. Da hun kiggede hen imod det sted hvor katte person havde sidde så opdage hun at den person slet ikke længere var der.
Da Mimi var nåede det punkt, som fandtes lige før at hun koget over så glemte hun alt omkring at hun havde gemt sig for en vampyr, der havde brudt sit løfte til hende og at hun var kommet til skade sådan at hun bøldte takket været den første af de personer, som havde været oppe i træet. I det ene øjeblik så var hun så rasene at hun bestemt sig for i sit stille at nu kunne alle da bare prøve at angribe hende på grund af hun ville ikke overgive sig uden en kamp. Hun kralvede ned fra træet og da hun var kommet ned på jorden igen så faldt hendes blik hen på doctoren og lige at hendes blik var fyldt med død samt ødelæggelse var ikke noget, som hun tænke det mindste over "Sikke nogle fine venner du har" lød det i en hård tone fra hende igen at hun begyndte at humpe væk fra doctoren og hans gruppe på grund af den gruppe havde lige søget for at ødelægge det gode indtryk, som Mimi ellers havde fået af doctoren efter deres sidste møde. Enhver, som bare tænke sig lidt om vidste udemærkede godt at når først en af de stille og rolig personer normalt nåede det punkt hvor de blev helt rasnene så skulle man holde sig langt væk fra dem.

// Out ?