En god fangst

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Silva kom langsomt gående gennem det store marked, hun var på vej hen mod et bestemt sted. bag hende gik to mænd, klædt i sort som hende selv og med en lænke i hver hånd. hun smilte let under hendes maske før hun vendte blikket mod dem og nikkede let, de grinte let før de begge trak i deres lænker og så tilbage på de slaver de havde med. turen havde været lang men tilfredsbydene for hun havde fået meget at drikke på denne tur. hun slikkede sig let om munden før hun gik videre hen til sin arbejds giver. en enu kraftiger mand der stod med en klade hvorpå han skrev slavernes nummer og helbred. de stod lidt og snakkede lavt, nærmest en hvisken før han ragte hende en sæk guld og vendte sig mod slaverne. "Se så at få de dovne hunde ind i burene!" hans stemme var høj og skarp og hendes mænd reagerede hurtigt på komandoen. Selv Silva var i godt humør denne aften, hun havde fået sig en god fangst på blot få timer, eller måske lidt mere end få timer.

[minella]

Nattens måne havde logget minella hen til det sorte markede, og gik nu stille og betraktede de armen væsner der ville blive solgt som slaver, hun havde aldrig brudt sig om det, men sagde intet, og gik bare roligt videre imens hendes ansigt var lagt hen i iskolde folder, dog skinnede hende øjne af morskab, og en del had til alt og alle, et lille lusket smil gled hen over hendes læber, imens hun gik hen til en mand og kiggede på hans slave, med en del intrasse, dog gik hun hurtigt videre, og betraktede alt og alle, i det en meget kendt duft kom hende i møde, hun stoppede kort op og sniffede efter luften, og rystede kort på hovet, før hun så fulgte efter den, og stoppede op et stykke fra den pige, der duftede som hendes datter, hun valgte dog ikke at gøre noget, men betraktede bare roligt pigen, imens den kølige vind legede med hendes lange brune hår der var slået ud, hun var iført en lang stram kjole. der sad tæt ind til hendes gode former, og fremhævede hendes barm en del, Hendes hår hang løs ned langs hendes nøgne skuldre, hun bar dog sin normale halskæde, som sad stramt ind til hendes hals, men kvalte hende ikke på noget tidspunkt, stille gik hun tættere på og kiggede på de to vagter hun havde med sig, eller hvad de nu var, og så så på deres fanger de havde med, og rystede kort på hovet, og lo så en isende latter for sig selv,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Silva så kort på denne kvinde der mindede hende om noget, men hun tog ikke videre notits af det, hun vendte sig roligt om mod mændene. "Er i færdige? for vi skal ud en gang til! Jeg mangler stadig et offer til senere.. skal vi sige.. hvem får først fat i en elver?!" hun grinte og mændene så kort på hinanden, de var efterhånden vant til hende og den måde hun var på og derfor sagde de ikke andet end. "Javel frøken! eller skulle vi sige Malkin?!" de grinte endnu en gang før de gik væk fra hende og hen mod udgangen, dog med en enorm hurtighed. Silva stod tilbage og så efter dem før hun langsomt tog masken af. "De oginaler.. jeg vil væde med at de ikke kommer med en elver.. så må jeg jo nok igen selv finde et offer.." hun mumlede hen for sig selv før hun lod sine blå øjne kigge rundt, måske efter en hun kendte eller en mand hun kunne ligge med.

[minella]

Minella kiggede efter mændende, og rystede kort på hovet, "de fanger aldrig en elver, det de for dumme til" så kiggede hun atter på sin datter, hun var helt sikker nu, det var hendes datter men hun valgte ikke at sige noget, det var nok også bedst hun ikke fandt ud af hun levede, dog var hun glad for bare at kunne havde set hende igen, så hun snurede let rundt på hælende, og forsvandt ind imellem menneske mængden imens hun hviskede for sig selv, "min datter er som en morder, ligesom sin far" stille lod hun de røde øjne finde månen, imens hun gik, og var ikke nervøs for at gå ind i nogen eller noget, for de folk der kendte hende flyttede sig med det samme fra hendes vej, dog var hun glad for ingen snakkede til hende, hun var jo næsten gået i glemme bogen efter så mange år,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Silva så kort efter dem igen før hun langsomt begav sig efter, hendes blå øjne lyste nærmest op i mørket, og hun trak sin lange jakke til siden og afslørede mange våben. hun lukkede øjnene lidt i før hun igen åbnede dem. hun skubbede bare til de folk der gik ind foran hende, hun var ligeglad, hun ville bare have det overstået, det hele. hun kom hurtigt ud til kanten af markedet og så på de to mænd, havde de virkelig fundet en elver? eller var det noget langt bedere. hun så på den person lige foran hende og snussede ind. "Mmmh.. Et menneske.. duften af modenhed.. godt gået drenge.. skide vær med en elver når vi har ham her." hun grinte let og gik frem. "Vi skal lidt væk.. vi kan ikke offre ham her.." hun gik roligt forbi dem og ind mellem nogen vogne der ikke blev brugt til andet end beboelse, og det var ikke hvilke som helst vogne, men hendes. hun grinte let og stillede sig op af vognen mens hendes mænd begyndte at spænde det stakkels menneske fast til nogen pæle på jorden.

[minella]

Minella sniffede atter til luften, og sukkede da hun kunne lugte et menneske i nærheden, af mændende og hendes datter, og gik bare roligt hen imod lugten, og stod så ved siden af mennesket, og betraktede det imens, hendes røde øjn så fandt silvia, "Ailvia Helena Malkin, man leger ikke med mennesker, og man drikker slet ikke fra dem,!" sagde hun så med sin mest skrappeste stemme, men dog utrolig truende, hun vidste godt, hvid de mænd prøvede på at angribe hende ville hun kunne lægge dem ned, uden problemer, pga hendes gamle alder, og hendes mange års træning, dog lod hun en hånd hvile imod sin side, imens hun så strengt på Silvia, hun kunne tydeligt huske det navn, det var det eneste hun nåede at være med til at bestemme og høre, dog havde hun jo også hørt en del ind til hendes datter igennem mange andre væsner, som hvist slet ikke brød sig om hende, hvilket slet ikke var underligt, hun kunner allerede nu se, at hendes datter var et monster uden maner,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun vendte sig hurtigt mod Minella og hvæste. "vor vover de at bruge mit navn?! vor vover de!" hun så på hende med øjne der virkede helt tomme hun vendte hurtigt blikket væk fra hende og så på dette menneske og så til sine mænd, hun viftede med hånden. "Skynd jer.. Mørkets herre er sulten, han skal have sit blod før vi ser ham!" hendes stemme skar igennem luften. hun vendte igen blikket mod sin mor. "Lege med mennesker? ha.. Min mor har kun lært mig at jeg skal spise når jeg er sulten" hun vidste ikke hvem hun stod overfor, men den person hun kaldte mor havde jo også opforstret hende, sammen med hendes brødre, det var jo deraf hun var blevet som hun var, nok også den eliksir hun havde drukket et par gange.

[minella]

Minella så på hende mænd og snerrede kort af dem for at vise de ikke skulle nærme sig mennesket, de klogeste mænd turde slet ikke udfodre hende når hun førest snerrede af dem, så rettede hun sit blik imod Silvia igen "du var sådan en smuk lille baby, da du blev født, men det er du ikke længere!, du fortjener slet ikke at bære det navn, jeg skænkede dig,!" så kiggede hun atter på mænende, og rettede så sit blik imod mennesket, som de havde fanget, og uden tøven gik hun helt hen til mennesket, og kiggede mildt på ham, "de rør dig ikke så længe jeg er her" sagde hun så med sin blideste og mest milde stemme hun kunne fremane, dog holdte hun godt øje med mænende ud af sine øjnkrog dog ville hun ikke bruge noget af sin energi på silvia, men roede bare rundt i den lomme hun havde på sin kjole, og kastede den eliksir sol havde give hende, hen til hende, og sagde så endeligt, "næste gang du snakker sådan til kvinden, der fødte dig, skære jeg struben over på dig, og jeg tøver ikke"

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun så på hende og kneb øjnene sammen, hun grublede let på de ord hun lige havde sagt og trådte så frem. "Så du er hende der forlod mig på en dørmåtte! du er hende der forådte mig?! du gav mig min skæbne og så kan du ikke lide den! Jeg hader dig! hvis du virkelig er hende der fødte mig! så burde du havde været der for mig! istedet voksede jeg op hos hende! hende der var min far's elsker! hvilket du også var! du skulle havde taget dit ansvar! istedet stak du af som en kujon!" hun hvæste alle disse ord ud og så nu hurtigt på mennesket. " så skrid menneske! indtil dronningens forlovede finder dig?!" hun så roligt på minella igen, hendes øjne var rassende og fulde af had nu.

[minella]

Minella stod og grublede længe over de ord hendes datter lige havde brug imod hende, og svarede så bare uden tøven, "jeg hader også dig, godt jeg smed dig væk da du var lille" så snurede hun bare rundt på hælende, og fik mennesket med sig, for hun ville ikke ha hun skulle ha menneske blod på hænderne, dog så hun sig ikke tilbage, da hun begyndte at gå med hovet højt hævet, og ville slet ikke se på sin datter igen, hun vidste dog godt hendes ord var hårde, men det var sandheden fra hendes side af lige nu, hun brød sig ikke om det væsen hun så, og ville ikke kendes ved det, for selv hun var klog nok til at kunne se, at hendes datter var fortabt til mørket, og nok aldrig ville kunne finde lyset igen, eller måske havde hun aldrig været i nærheden af det? hvilket ikke ville undre hende,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun stod bare tilbage ved vognen, rystede helt af rasseri, hendes øjne begyndte at løbe i vand og hun så på mændene. "Hvad.. Hvad glor i på?! SKRID!" hun hvæsede det sidste idet de bare trak på skuldrene og de begyndte hurtigt at løbe, mens silva bare stod tilbage og faldt så sammen, holdte om sig selv, sandt og sige havde hun aldrig lært godheden, hun havde været i nærheden af en psykopat hele barndommen, lært det onde lige siden hun kunne snakke, men en ting hun aldrig havde lært, var kærlighed, hun havde aldrig fået den, end ikke fra sin plejemor. hun bed sig hårdt i læben og trak sig mere sammen ved vognen gemte hovedet ind mod knæene og prøvede at tænke på noget andet. "Hvor kunne hun.. Hvor kunne hun efterlade mig..." hun hviskede ordene med en længsel i stemmen, uden hun selv opdagede det. hun prøvede inderligt at lægge det til siden, hun ville ikke være svag, hun ville ikke vise svaghed, det ville bare koste hende livet.

[minella]

Minella fik mennesket i sikkerhed, og gik så tilbage til Silvia, og så hende lægge på knæ. "jeg forlod dig i håb om du skulle blive en stærk person, ikke som mig, jeg skammer mig sådan over mine handlinger" så gik hun hen til Silva og kiggede stille på hende, med svage og milde øjne, "jeg har dog holdt øje med dig i baggrunden, og fået folk til at se til dig, men jeg troede ikke det var så galt, men jeg tog hvist fejl, jeg ved du aldrig ville kunne tilgive mig, men en ting ved jeg, du kommer aldrig til at tilgive dig selv når du indser hvad du laver, jeg kan stadig ikke tilgive mig selv for noget af det," hun så lidt fjernt væk, men satte sig dog på knæ foran silvia så hun med lethed kunne springe på hende hvis det var det hun ønskede, dog valgte hun ikke at sige mere, så silvia ville kunne skælde hende ud hvis det var det hun ønskede,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

der var ingen ord fra silva, ingen tænke om at fare på hende. hun krøb bare mere sammen, rystede helt før hun langsomt så op på hende igen, hendes blå øjne var våde og delvist kolde. "En stærk person.. hvordan kunne du nogen sinde være i tvivl omkring om jeg ville blive stærk?" hun hviskede ordene før hun igen så ned på sine hænder, hun lukkede øjnene hårdt i idet hun ikke kunne græde, og ned af hendes kinder løb en rød stribe istedet, hendes tårekitler virkede ikke som de skulle og derfor blandes blod med tåre nu. hun fumlede ind under sin frakke efter noget, en lille eliksir prøvede at få den åbnet, det stank af gammelt blod, blandet med noget andet.

[minella]

Minella sagde ikke mere, tog bare den underlige flaske fra sin datter og kastede den væk, og lagde sine arme omkring hende, Sagde intet holdte bare om sin lille pige, dog spændte hun lidt i armende for at sikre sig Silva ikke ville flygte hvis hun prøvede på det, eller hun ikke skulle lappe ud efter hende, for hun magtede virkelig ikke at slås idag, og alle odser var imod silva, for hun selv var jo over 1000 år gammel, og silva var kun 100 og manglede derfor, mere end 800 års træning i forhold til hende selv, stille begyndte hun at nynne en vuggevise hun selv havde opdigtet, og nynnet for silva imens hun var gravid, dog sagde hun intet, holdte kun om det der var tilbage af hendes datter, hun skammede sig selv forfærteligt over at havde ladt hende alene, i den tid hun skulle havde brug for sin mor, men det var lang tid siden nu, og man kunne ikke leve i fortiden, kun se fremad og håbe på det kunne blive bedre,

[Roxanne Nicolia Tirenas]

langsomt, meget langsomt begyndte silva at tage fat i sin mors skuldre, bare lade hænderne glide op og mærke, en føelse af en hvis tryghed, og alligevel vidste hun ikke med sikkerhed hvad det var. hun lagde hovedet ind til hende, eller prøvede på og gemte ansigtet, engtlig var hun jo stadig et barn, hendes plejemor sagde hverfald at hun var det, og ikke mindst miranda. hun bed sig i læben og lukkede så øjnene efter lige at havde set på sin mor en enkelt gang.

Hun prøvede at slappe af, vidste ikke helt hvordan hun skulle, hun lagde langsomt hovedet ved hendes hals og græd nu bare lydløst ind til sin mor. snussede lidt ind, duftede til hendes blod, hendes mors blod, var på en måde beroligende. hun følte sig helt lille lige nu, prøvede bare at finde tryghed ved sin mor, som hun aldrig havde kunnet før.