På vej til arbejde en sen aften

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Denne samtale mellem dem var bestemt en, som Mimi aldrig noglesiden havde ønskede der skulle komme og alligevel så var der ikke noget, som hun kunne gøre ved det på grund af den samtale var opstået. Det var bevist valg fra hendes side, at hun ikke havde kommentere det, som han havde svaret på hendes spørgsmål og derfor hun bare havde søgt hans læber i det, som havde været et fravel kys fra hendes side - dog, så havde hun ikke lige tænk over, at kysset kunne blive opfatte, som noget andet.

På alle måder så blev hun en del overraskede over hurtigt han havde været henne ved døren og alligevel så kunne hun godt inders inden udemærke forstå hans vrede, da det aldrig helt været en dans på røde roser mellem dem. Men den vrede, som udstålet fra Ash var en, som også smittede af på hende selvom det var mest hans ord, som gjorde hende vred "Du skal heller ikke løbe efter mig denne her gang Ash! Men har du måske prøvet at tænk over der nok har været en grund til der ingen af dem, som har haft opsøgt dig før nu ? Jeg tvivler på, at du lagde mærke til hvor overraskede din søn så ud igår, da hans mor sagde hvem hans far er! Måske har din søn kun vidst at han havde en far et eller andet sted i verden og så ikke mere end det! Har du prøvet at tænke over det ?" svaret hun vredt igen mens der begyndte at lægge sig en iskold skær over hendes øjne og hvis han kunne være bedøvende ligeglad med hans søn. Hvad sagde det så ikke omkring hvad han kunne finde på, at være hvis de noglesiden fik børn sammen ?! Nej, sådan noget ville Mimi aldrig kunne få sig selv til, at sætte børn til verden - især ikke da, hun ønskede der var nogle, som skulle opleve sådan et svigt.

Men lige at Ash så det der var sket, som en lille ting var ikke noget, som hun havde kendskab til og dog, så var det langt fra nogle lille ting i Mimis øjne. "Ash, gider du ikke godt at bare flytte dig fra døren ? Det er slut." sagde hun selvom alt koldtheden forsvandt fra hendes øjne og blot afsløre hvor knust hun var indeni. Men kort flyttede hun hendes blik fra ham for, at trække hætten op over hendes hoved og hun vidste, at de slet ikke ville komme nogle steder med deres samtale nu hvor de begge var så hussig, som de var hvilke var en viden, som hun havde omkring at de ikke duede til at snakke ordenligt sammen når de begyndte at skænnes.

[Ash Demonheart]

Han forblev foran døren for hun skulle ikke have chance for at flygte fra ham, han var jo stærkere end hende fysisk i hvert fald med sindet var de vidst mere jævnbyrdige eftersom han ikke længere var så stærk som han en gang havde været, i hvert fald som han havde været før han mødte hende, for hun kunne gøre ham svag hvilket var underligt men det var åbenbart hendes evne. ”Hvis han ville vide hvem det var så havde han nok fundet ud af det på en eller anden måde.. Og selvom du så måske ville forlade mig på grund af den lille ting, ville jeg stadig ikke opsøge ham.. Jeg vil ikke ødelægge hans liv, hans mors liv eller mit eget for den del klare du vidst ret godt når du sådan truer med at forlade mig… Den eneste grund til jeg ville besøge ham var hvis du blev og støttede mig i stedet for at stikke af som du er god til” sagde han lettere vredt for han ville i hvert fald ikke have skylden for det her selvom han jo lidt havde skylden men når de begge havde været fulde så de havde jo været lige gode om det selvom hun med lethed kunne have fjernet barnet ifølge hans sind i hvert fald. Han ville nok havde forsøgt kontakt med sønnen hvis han havde haft Mimi bag sig, men når hun truede med at forlade ham og oveni købet regne med at han faktisk ville opsøge drengen efter, så måtte hun jo være bindegal, jo måske ville han opsøge drengen men det ville da være for at dræbe og ikke for at snakke. Eftersom drengen jo ville blive grunden til alt det dårlige i Ash liv.
”Det stopper ikke før jeg siger det gør.. du skal ikke forlade mig” sagde han stadig vredt for hun skulle slet ikke have chancen for at gøre det, den sidste havde jo kunne gøre det fordi de ikke havde været sammen på det tidspunkt hun pludselig havde besluttet sig for det.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Det at Ash var fysisk stærkere end hun selv var ikke noget, som hun tænke over og bare det, at han blev stående foran døren samt hans ord var ikke nogle, som gjorde det mindst for at forbedre hendes humør på nogle måder. Men lige hvad ash tænke omkring alt sammen med hans søn, hende selv og det, som var i godt gang med at sket mellem dem var ikke noget, som hun kunne vide, da hun ikke var nogle tanke læser. Hun var blevet så vred, at hun slet ikke kunne få sig selv til, at kommentere på det, som han sagde eller retter sagt forlangt af hende for at han skulle opsøge hans søn.

De sidste ord, som han sagde var nogle der simpelthen fik bæret til at fylde over for Mimi og inden, at hun kunne stoppe sig selv så røg ordene udad hendes mund "Gud, hvor du dog minder om min far og min bror lige nu!!" hvilke nok var den værste sammenligning, som der noglesiden kunne komme fra Mimi på grund af hvis der var en person, som hun virkelig slet ikke kunne forgrave så var hendes far og hendes bror - hvilke begge to havde været med til at gøre hendes liv til et sandt helvet. Vel og mærket før, at Ash havde kommet ind i det på grund af siden den aften på sygehuset så havde hun ikke haft set skygge af hverken hendes bror eller hendes tvillingsøster, dog så var det klart hun ikke havde gjort det med sin far på grund af han var død og borte.

[Ash Demonheart]

At hendes bæger flød over var noget som han kunne gætte ud fra hendes ord, men igen hans var jo også flødet over da hun jo havde truet med at forlade ham. Men det hun sagde kunne man virkelig se påvirkede ham for de vrede øjne blev helt såret, eftersom han havde gjort alt for at undgå at være som mændene i hendes liv og nu stod hun og sagde han ikke var bedre end dem. Øjnene var såret og ansigtet var nærmest chokket over hun kunne finde på at kalde ham det, det var i hvert fald kommet bag på ham så han glemte helt at være vred. ”Du fatter det ikke vel? Alt jeg ville var at være sammen med dig, andre betyder ikke noget for mig.. Med dig kunne jeg klare alt” sagde han lettere stille men opgivende, som han blev mere opgivende i hans ansigt og kom med et opgivende suk som han så ned i gulvet.. ”Men som du vil.. jeg tager ud i skoven og hænger mig.. Så slipper du for flere problemer i dit liv”.. Med de ord vendte han sig fra hende og åbnede døren inden han gik ud af den og begyndte at gå imod skoven. Hvis hun virkelig gerne ville af med ham så skulle hun da nok få hendes ønske opfyldt, men om han virkelig kunne gøre det når det kom til stykket var så en anden sag men lige nu ville han så bare væk fra det hele.. Måske starte et nyt liv et andet sted.. Måske skulle han bare tage til det indre af Darklia for der ville hun nok ikke opsøge ham.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Lige så snart, som Mimi sagt de ord, som hun havde fortrød hun dem med det sammen og især da hun så hvor hårdt havde hun ramt ham hvilke var, som at stikke en kvin i hjerte på hende selv. Det blev bare værre igen, da hun hører ham sige det, som han gjorde og hun var så overraskede over det, at hun slet ikke nåede, at reagere før at han var gået udad døren.

Men hun valgt at skynde sig efter ham på grund af hun ville aldrig ha der skulle sket ham noget og slet ikke at han skulle hægne sig selv. Nej det ville hun ikke kunne klare at havde på sin samvidighed, at han gjorde.

Dog, så havde hun været for langsom om at komme afsted udad døren efter ham på grund af han var nåede ind i skoven hvilke blot fik hende til at løfte lidt op i kjolen - sådan at hun kunne sætte i løb efter ham "Ash vær sød og stoppe" råbte hun bedene, da hun selv var nåede ind i skoven og lige kunne se hans ryg. "Jeg mente det ikke" kom det fra hende kort efter og allerede der var der begyndt, at løbe nogle tårer nedad hendes kinder, hvilke stamme bare fra tanken omkring han ville gøre noget ved sig selv. "As..." mere nåede hun ikke at kalde efter ham den gang på grund af hun fik trådt forkert på et stykke træ der lå i skovbunden og det, at hun fik trådt forkert gjorde også at hun vride om på hendes fod, hvilke ikke ligefrem var nogle nyhed på grund af hvis man bare kendte lidt til hende så ville man også vide hvor dygtigt hun var til at vride om på hendes fødder. Det endte med, at hun lå ned i skovbunden og tårerne bare trillede nedad hendes kinder, da alt sammen bare virkede så håbløs.

[Ash Demonheart]

Han hørte ordene men han nægtede at stoppe, nægtede at lytte til dem for han var træt, træt af konstant at undskylde overfor hende og jage hende for at få hende tilbage, han var træt af det alt sammen så nu ville han bare have en ende på det hele, med døden til følge eller ikke han var ligeglad, selvom det var lettest bare at slette hans egen hukommelse men han vidste også godt at hukommelsesbesværgelser ikke ligefrem var hans bedste evne, for hans evne kom jo til eliksirerne, ikke besværgelser.
I hans hoved så vidste hun udmærket godt hvad hun havde sagt til ham, hun vidste at det var en fornærmelse imod ham når han havde gjort alt for at være det modsatte selvom han måske var meget lig dem så slog han ikke på kvinder medmindre de slog først og ville slå ham ihjel, det ville være den eneste grund til at han ville gøre det. Så hun måtte have været virkelig vred for at sige sådan noget om ham men det havde også været lige det der skulle til før at han ikke længere gad kæmpe, hvis hun ikke så det gode i ham så kunne det alt sammen være bedøvende lige meget.
Skridtene var hurtige og bestemte selvom han ikke anede hvor han skulle hen af, foruden at han bare ville væk fra alt. Væk fra hendes råb han kunne høre bag sig men han nægtede at vende sig rundt for at se på hende, dog da råbene stoppede gik der ikke særlig længe før han alligevel stoppede op for at tænke sig lidt om, det sidste råb havde jo ikke ligefrem været helt færdig gjort så der måtte vel være sket noget? Eller gjorde hun det bare for at lokke ham tættere på så hun kunne svine ham til endnu en gang? Der gik endnu lidt tid inden han sukkede opgivende og vendte sig rundt for at gå tilbage til hvor han havde hørt hende, men da han fik øje på hende forblev han på afstand, klar til at vende rundt igen hvis det kun var for at knuse hans hjerte endnu mere.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Efter at hun var vælde omkuld så havde hun kiggede hurtigt op for at se om han var stoppet op og da hun slet ikke kunne få øje på ham så gik hun ud fra at han var forsvundet helt udad hendes liv, hvilke også var det, som hun havde besluttede sig for der skulle sket - De skulle være ude af hinandens liv og dog, så gjorde også bare, at hun følte hele verden var blevet et til et meget koldt samt mørkt sted. Hun valgte, at vende hendes opmærkesomhed ned på hendes fod, så kunne hun se, at den slet ikke sad, som den skulle på grund af den var vendt udad på en helt forkert måde.

Men dog, så opdage Mimi ikke, at Ash var vendt tilbage og stod et godt stykke fra hende. Hun forsøgte, at rejse sig op hvilke bare gjorde, at hun ikke engang nåede at sætte foden på skovbunden før, at hun mistede hendes balance igen og ende nede på den - undervejs så havde hun ikke kunne stoppe sig fra at komme med et lille skrig af smerte, da det virkelig havde gjort ondt. Tårerne var ikke stoppede med, at løbe nedad hendes kinder og selv den smerte hun havde følt, da hun havde forsøgt, at rejse sig var intet iforhold til den smerte, som fyldt hende indeni. "kan ligeså godt lade ulvene tage mit liv" mumlede hun stille og opgivende for sig selv mens hun mente hver et eneste ord af dem på grund af hun havde lige mistede det eneste gode, som hun havde haft i sit liv og den eneste person hun noglesiden virkelig havde elskede. Hun kunne ikke lade vær med, at tænke måske havde det været bedst hvis de aldrig noglesiden havde mødt hinanden, da de så ikke ville give hinanden alt den smerte, som de påførte hinanden eller ihvertilfald lige havde gjort den dag.

[Ash Demonheart]

De brune sårede betragtede hende fra hans sted, det var da egentlig typisk at han ikke bare kunne forlade hende på denne måde også selvom hun lige havde knust hans hjerte og han for alt i verden bare ønskede at gå væk fra alt. Men han kunne da ikke bare forlade hende såret på den måde kunne han? Han overvejede det godt nok men det rev i hans hjerte da hun skreg af smerte. Så endnu en gang måtte han sukke opgivende, forbandet være den ridderlighed hun havde proppet ind i ham. Så han gik roligt hen til hende, dog uden ord og nærmest ikke kiggede på hende da han rakte ned efter hendes hånd for at se om hun ville have hjælp eller ikke. Hvis hun ville tage hans hånd ville han bukke sig ned og samle hende op endnu en gang, men kun for at bære hende tilbage til hospitalet, stadig uden ord for der var ikke nogen grund til at sige noget. Hun havde jo sagt alt der skulle siges som tegn til at det var slut, når hun så ham som ond så ønskede han ikke længere være med hende, selvom hans hjerte var knust og denne gang tvivlede han virkelig på om det nogensinde ville blive helt igen.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Da lyden af skridt nærmere sig det sted hvor Mimi befandt så kunne hun næsten ikke få sig selv til at kigge efter hvem det var og dog, så var det først, da det kom en hånd til syne at hun kiggede op på personen. Der var et sted indeni, som bare ønskede det var en vampyr ude efter blod og det var nok også derfor hun blev en del overraskede over at se det var Ash, som var kommet hvilke også var derfor hun tog imod hans hånd og lod ham løfte hende op, hvor hun lade hendes arme omkring ham ligesom hun plejede at gøre når han bar på hende.

Dog, så da han havde gået et lille stykke med dem sagde Mimi stille med en meget tydelig ærlighed i hendes stemmelege "Undskyld" Men hun regnede ikke med, at han ville kommentere det hvilke hun også godt kunne forstå på grund af hun havde sammenligne ham med det værste, som hun kendt, hvilke ikke var noget, som hun havde ment alligevel på grund af hun havde ikke i det øjeblik tænk over hvad det hun sagde hvilke var på grund af hun var så vred, som hun havde været. Inden, at de nåede udad skoven og turen havde forgået i næsten helt stilhed så lød hendes tanker udad hendes munden uden, at hun nåede at tænke over det "Måske havde det været bedst hvis vi aldrig havde mødt hinanden eller bare kendt hinanden for så ville vi ikke påfører hinanden alt den smerte" blev der mumlede stille uden, at hun så på Ash, da hendes blik havde været rettede nedad imod skovbunden. Lige lidt vidste hun om han havde haft tanker i den sammen retning, som hun lige have mumlede og dog, så var det nogle, som havde opstået hos hende.

[Ash Demonheart]

Lige nu ønskede han ikke at se på hende eller at tale med hende, men efterlade hende alene ude i skoven kunne han nu alligevel ikke. Derfor valgte han heller ikke at tale til hende eller kommentere det hun sagde for der var jo ingen grund når hun ikke ville have ham i sit liv mere bare for den lille detalje som han sagtens ville kunne komme over hvis hun bare havde valgt at blive og støtte ham i det i stedet for at skubbe ham væk og nærmest han tog tilbage til drengens mor for at lege lykkelig familie, selvom det var alt for sent til det for drengen ville da umuligt lade ham bestemme lidt over ham og moderen ville da slet ikke have ham tilbage, så Mimi dømte ham faktisk til et liv i ensomhed.
Så alt det hun sagde lyttede han ikke til, men koncentrede sig bare om at gå mod hospitalet med så hurtige skridt som kroppen tillod ham at gøre det mens han bar på hende. Der var jo ingen grund til at forsætte skænderiet for det ville nok ende i samme resultat med at de ville gå fra hinanden efter næsten 4 års troskab og kærlighed til hinanden. De havde godt nok haft deres skænderier men da aldrig så alvorligt så i hans hoved var det også hende som havde givet op, ikke ham for han ville jo gerne forsætte.
Han sagde intet som de kom til hospitalet og han gjorde tegn til en af de andre healer at personen skulle kigge på hende her, selvom healeren udmærket godt vidste hvem det var. Ash bar hende ind til et rum hvor hun kunne ligge for sig selv, først da hun var lagt i sengen trådte han fra hende og så for første gang på hende, stadig med såret men også alvorlige øjne. ”Husk det var dig der forlod mig, husk det var dig der gav op og husk endelig at det er dig der mener jeg skal leve et liv i ensomhed uden ægte kærlighed med en søn og kvinde der hader mig som pesten og ikke vil have mig i deres liv” og med de kølige ord vendte han sig rundt og begyndte at gå ud af rummet igen for han havde ikke mere at sige, han mente bare at det var på sin rette plads at hun skulle såres lige så meget som han var blevet.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Hvordan landet ville være mellem Ash og hans søn var kun noget, som Mimi kunne gætte sig til og dog, så havde hun slet ikke kræfterne i sig til at begynde, at tænke over det. Resten af turen forgik i stilhed og hun unlod bevist, at se på nogle, som helst da de var kommet ind på sygehuset. Da de var komme ind på den stue, som han havde ført hende og havde lagt hende i sengen med de ord, som havde. Så rejste hun sig op i den med benene udover kanten samt ryggen vendt over imod Ash der var på vej udad døren og sagde "Ash, en sidste ting og så skal jeg nok lade dig være i fred frem over. Slet min hukommelse! for jeg ved at jeg ikke vil leve i en verden hvor jeg ved hvor meget smerte jeg har påført den eneste person jeg noglesiden virkelig har elskede. Og hvis du nægte så skal du bare vide, at du ikke behøves at betrymke dig om mig særlig meget mere..." bad hun stille og hun mente hver et ord for hun ville helle begå selvmord end leve med den viden.

[Ash Demonheart]

Ordene hun sagde fik ham til at stoppe op inden han nåede ud af døren, selvom hans blik forblev tomt som han så ud i gangen for han ville allerhelst væk fra det hele. Det irriterede ham dog lidt at det lød til at hun nu truede med selvmord selvom det var ham der havde truet med det først. ”Nej jeg vil ikke gøre det.. Jeg vil have du skal lide ligesom jeg vil lide.. Havde du virkeligt elsket mig ville du have støttet mig i stedet for at forlade mig” sagde han køligt for han ville da ikke slette hendes hukommelse omkring ham. Den ting havde han jo kun gjort imod hendes bror for at han skulle lade Mimi være alene sammen med Ash. Han havde jo ønsket at ingen smerte skulle overgå hende den gang, men nu lukkede hans hjerte sig lige så stille og bare blev mere koldt. Hvis han skulle lide ville han også have at hun skulle gøre det.

[Mimi "Mariposas" Demonheart]

Da han nægtede, at gøre det så vidste Mimi slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og det var også derfor hun ikke sagde noget. Men blot blev siddende med blikkede rettede udad vinduet. Hun vidste dog kun en ting og det var at hun ikke længere ønskede, at leve.

Så optage hans far og hende kvinde havde været så regnede Mark ikke med, at nogle af dem havde lagt mærke til han stod med ryggen til den dør, som ført indtil stuen hvor hans far havde både kvinden ind heller ikke at Mark havde hørt hver et ord der var blevet sagt mellem dem. Mark havde kunne hører på kvinden at hun virkelig havde ment at hun ville slå sig selv ihjel og det var ikke noget, som Mark ville finde sig i at hans far drev en kvinde så langt ud. Hvilke var derfor Mark ventede med at vende sig om imod ryggen af hans far hvor han rettede hans stav imod Ash og hviskede besværelse der slettede alt hans fars hukommelse omkring den kvinde der var inden på stuen bagefter så gjorde Mark det sammen ved kvinden inden at han hurtigt gemt sin stav væk igen. Han søge også for at der ikke var nogle, som havde opdage hvad det var han lige havde gjort.

//out ?