The old mand and the city

[adelio]

Darklias ruiner havde altid været et landemærke der havde fascineret Adelio og draget i hans interesse. Med halvmånens skær på nattehimmelen over sig havde han begivet sig gennem de mange nedrevne murer, antikke byporte og ældgamle bygninger. Mange gange havde Adelio vandret gennem det der engang sikkert var en storslået by, måske endda en handelsplads, men ligemeget hvor ofte han gjorde dette, lod det altid til at noget nyt fangede hans blik. Om det så var personer han stødte på - som regel plejede de at ende som et måltid - eller om det var et interessant fund skjult mellem de mange sten, var det noget Adelio altid undersøgte nøje. Hans skridt standsede da han fornemmede en person i nærheden, og han vendte straks sit mørke blik rundt mellem murbrokkerne. Hans blege ansigt gjorde det beklageligvist lettere at se ham i de mørke omgivelser, men hans mørke klæder var i det mindste til hans fordel. Ikke at han følte en trang til at skjule sig; med vampyrenes stolthed løbende i sine årer, var Adelio som altid sikker på at hvem det end var der befandt sig ved ruinerne ikke kunne måle sig med ham. Han rettede sig op i ryggen og genoptog den ranke holdning som kun udgjorde prikken over i'et i hans arrogante attitude.

[Deleted]

Just var hun ingen vampyr, men natten var der hvor hun ønskede at leve, hendes brune øjne spejdede rundt efter flere af dem som endnu engang havde været efter hende, men resten var vidst stukket af. Morena havde det med at få nogen efter sig, hvis hun havde mishandlet en fra deres familie eller fornærmet dem, hvilket ragede hende en pind, et slagsmål eller to gjorde nu intet. Faktisk, var det ret forfriskende. Denne nat havde hun ingen kjole på, men sit utrolige udfordrende rustning på, hvis man da kunne kalde den det. Det fik hende til at bevæge sig hurtigere at være letpåklædt og fjenden blev let distraheret. Fire mand lå døde på jorden foran hende, deres blod løb ned af hendes krop, noget hun måtte nyde ekstremt. Roligt grinte hun hånligt af de stakkels fjolser, mens hun slikkede sine fingre rene og det var der hun bemærkede hun ikke længere var alene. Vinden legede let med det løsrevne lange hår, hun nød den kølige brise og kunne næsten ikke vente til at vinteren igen ville komme. Efteråret havde ødelagt meget for mange og det gjorde hende ret glad. Andres lidelser måtte man fryde sig over, og alligevel sagde den gamle engel indeni hende det var forkert, så lidt indre diskussioner skulle der til.

[adelio]

Der var ikke gået lang tid før lugten af blod i luften nåede Adelios næse, og som respons kunne han mærke sin mave vride sig. Der var efterhånden gået et stykke tid siden hans sidste måltid, men stædig som han var, havde han ignoreret den sult indtil da. Den stærke lugt af blod, frisk blod, havde været for fristende for ham til at ignorere. Specielt hvis man tilføjede det faktum at det havde været fire mænd der med adrenalinet løbende i sine årer havde kæmpet til døden havde grebet dem – det var adrenalinet der plejede at givet blodet en ekstra berusende effekt, noget Adelio bestemt ikke var den eneste vampyr der forstod at sætte pris på. Han havde nu opdaget kvinden og de fire lig for hendes fødder, og stod på en rimelig afstand på nogle titals meter, mens han betragtede scenarioet foran sig. Måden blodet dryppede ned af kvinden, måden hvorpå hun roligt slikkede sine fingre rene og lo af de døde kunne ikke beskrives på nogen anden måde end makabert. På daværende tidspunkt ville enhver dødelig mand med sikkerhed have begivet sig tættere på kvinden, udelukkende på grund af hendes påklædning, men Adelio var ikke en mand der uden videre lod sig drive af kødets lyster. Han forholdt sig hvor han var og betragtede kvinden, som diskuterede han med sig selv hvorvidt eller ej han skulle gå hende nærmere. Ikke at han var bange, tvært imod, men han diskuterede hvorvidt eller ej det ville gavne ham at møde denne kvinde som tydeligvis nød drab og blod til de samme grænser en morderisk vampyr kunne gøre det. Endelig lod det til at han havde taget sit valg, og vampyren gik en række næsten lydløse skridt nærmere, og reducerede afstanden mellem dem to kun få meter.
”At se en kvinde med en sådan blodtørst er et sjældent syn.” kommenterede han, i en kattevenlig tone som kun kunne komme fra en vampyrs læber. ”Specielt når kvinden står overfor fire mænd. Du er ikke et menneske, kan jeg gå ud fra.” Ordene var ikke et spørgsmål, på trods af det skjulte spørgsmål han ikke udtalte. Hvad var hun?

[Deleted]

Da vedkommende hun tydeligt havde mærket vidste sig, smilte hun bare lumsk og studerede ham, den blege hud kunne godt tyde på vampyr, specielt måden han talte på. Hun lod sin tunge glide en sidste gang over sin pegefinger og kiggede så bare på ham med et roligt og lidt ligegyldigt blik, selvom hun faktisk var lidt nysgerrig.
"Der skulle jo være en grund til jeg mistede mine vinger." Sagde hun med en ligegyldig tone, bare for at give et ret åbenlyst hint om hvad hun var. Morena så ned på de døde mænd med et smil, det havde ikke været det store problem at slå dem ihjel, nok derfor de sidste fem var stukket af, trist, hun kunne godt bruge dem alle sammen til hendes blodbad. Følelsen af blod over det hele var fantastisk. Ja, en kvinde som hende var sjælden, men hun var da også splittet nogen gange. Roligt begyndte hun at lede efter værdiger på ligene, hun var ikke den rigeste kvinde i byen jo og havde brug for pengene. Morena fik lidt småpenge, hun sparkede irriteret til en af mændene, der var da bare ingen der havde noget godt, alle hun slog ihjel for tiden var fattigrøve som hende selv.
"Typisk." Blev der mumlet irriteret og øjnene rullede let rundt, hun kiggede så tilbage på ham, han så da ikke helt fattig ud.

[adelio]

Adelio løftede et øjenbryn ved lyden af kvindens ord. Mistet sine vinger? Han smilede lidt for sig selv; alene tanken på faldne engle var nok til at pirre hans lykke. Tanken på at et væsen der oprindeligt skulle være sjælerent, på et eller andet tidspunkt blev draget mod det mørke – i denne kvindes tilfælde var dette tydeligvis drab – kunne ikke andet end at sætte et smil på hans læber. Hans blik fulgte hende da hun videre begyndte at ransage ligene efter hvad han gik ud fra var værdier. Også dette fik et smil frem på hans læber, denne gang af skadefryd. Han havde aldrig lidt økonomisk nød. Med en lav kluklatter gik han hende nærmere, og reducerede afstanden mellem dem yderligere.
”Der må vel findes en bedre måde for dig at tjene penge på? Hm?” Hans blik løb overvejende over hende, og et enkelt blik på den meget afslørende rustning fortalte ham at hun måtte være en kriger. Men en kvinde med hendes udseende havde han ingen problemer med at forestille sig ansat i et bordel. Tanken lod til at more ham, men han satte ikke ord på dem. ”Eventuelt burde du finde andre mænd at stjæle fra.” Han kastede et kort blik over ligene, og igen trak den stærke lugt af blod i ham, og han løftede blikket igen. ”Mænd som jager kvinder gennem natten på den her måde har sjældent store lommer.” understregede han tonløst.

[Deleted]

En anden måde, hun løftede blikket lidt fra ligene der var nytteløse til hende nu. Hun så mod ham med et skarpt blik, man skulle holde øje med vampyrer, selvom de fleste langt fra interesseret i en falden engels blod. Hendes rester her måtte han da gerne få, hun skulle ikke rigtig bruge dem til mere. Morena tænkte lidt. De rige havde altid alle mulige til at sætte efter hende hvis hun først fik slået dem ihjel og stjålet fra dem, for mestertyv var hun nu ikke.
"Hvad i al verden skulle der være til mig derude?" Spurgte hun så, for jo med det udseende hun havde kunne hun bestemt kunne sælge sig selv, men hun mente hun var for god til sådanne mænd, der var generalt ikke mange mænd der måtte røre hende og hvis hun besluttede sig for at udnytte en mand til sin egen fordel, så overlevede de sjældent. Hendes blik studerede ham.
"Mænd som dig?" Sagde hun så med et smil og gik tættere på ham, hendes øjne var lokkende som altid, det lå til hende at vise hvad hun ville have og lige nu var det penge. Men at nogen skulle købe sex fra hende var utænkeligt, sidst en havde tilbudt hende en pose diamanter var hun gået amok på ham. Men han skulle lide, ikke dø, men lide. hun ledte stadig efter hans lille Myst og når hun fandt hende, så skulle hun først tortureres, derefter dø en smertefuld død. Når hun så var færdig ville hun tømme hende for blod, befinde sig ventende i deres kar indsmurt i hendes blod, bare for at lade den åndssvage tåbe lide og ønske han var død.

[adelio]

Da kvinden spurgte til om han var en sådan mand måtte Adelio le. Det var ikke en høj latter, ikke engang en specielt levende latter, men mere en lav latter med et strejf af hån skjult i sig.
”Jeg har bedre ting at tage mig til end at jage kvinder om natten.” svarede han blot og forholdt sig hvor han stod, tilsyneladende ikke specielt påvirket af måden hun gik ham nærmere, og det lokkende blik hun sendte ham. En dødelig ville med garanti være gået i hendes fælde på nuværende tidspunkt, men Adelio var erfaren nok til at se hvad det var hun ville have. Ikke at han ikke var en smule fristet af tilbuddet der var skjult i hendes ord, men der var både tid og sted for alt, og efter hans mening var dette ikke ét af dem. ”Der er vel flere ting du kunne tjene mere på. Én af dem burde være åbenbar.” Han sendte et sigende blik ned af hendes krop, før han igen så på hendes ansigt. ”Men du har en forkærlighed for drab, lader det til. Hvad med at benytte dig af det? Lejemorder, for eksempel?” foreslog han med et løftet øjenbryn. Ligesom hun gjorde med ham holdt han vågent øje med hende. Engle vidste man hvor man havde, men det var en anden sag med faldne engle. De havde en tendens til at være udspekulerede og overraskende, uforudsigbare.

[Deleted]

Det var lidt en fornærmelse det han hentydet til, hun rynkede på næsen og gik lidt fra ham, hen til sit lille mesterværk og studerede lidt mændene. Hun rystede på hovedet af det han sagde, nok elskede hun at dræbe, men hun slog ikke ihjel for andre end sig selv. Det var jo sjovt for hende, hun nød det næsten mere end sex, specielt hvis det var indblandet. At se gløden fra mandens øjne under hende var nok den bedste orgasme hun kunne få. Morena kiggede så hen på ham igen.
"Jeg gør altid alting for mig selv, det er nok i at jeg er kriger, for der bestemmer jeg selv hvem jeg slår ihjel på slagmarken. Ser du, jeg har ikke brug for mænd eller kvinder til at fortælle mig hvad jeg skal gøre for penge. Så hellere udgive mig for det og så slå dem ihjel når de giver mig pengene. Det er langt sjovere." Forklarede hun med et provokerende smil, hendes brune øjne studerede ham endnu en gang, han var nok alligevel lidt for stærk at skulle lege med. Hun var jo ikke dum, hun vidste godt hvornår hun burde holde sig tilbage. Morena skammede sig ikke over hun ingen penge havde, for hende var livet mere spændende når man ikke fik alt i hoved og røv.

[adelio]

Tavst lyttede Adelio til hendes ord, og måtte indrømme at der lå en vis logik bag hendes levevej. Hun var i sandhed en falden engel hvis hun nød at dræbe til en sådan grad at hun end ikke lod andre bestemme hvem der skulle dø. En sådan stolthed over sit arbejde var i grunden beundringsværdig. Han smilede smalt for sig selv, alt imens han overvejede sit næste træk.
”Ville der være en måde man kunne drage nytte af din blodtørst?” spurgte han overvejende. ”Måske for den rigtige pris?” Penge var bestemt ikke et problem for Adelio; med hans livslange erfaring som ambitiøs handelsmand havde han oparbejdet sig en præsentabel formue der lod ham leve et lukrativt liv. Det var dog ikke et hinder for dem der gerne ville have fat i hans formue, og det var trods alt ikke ligetil at beskytte den, ene mand. Samtidig måtte han være varsom med hvad hans næste træk skulle blive; kvinden havde trods alt lige sagt at hun kunne finde på at udgive sig for at ville arbejde for nogen for derefter at slå arbejdsgiveren ihjel og tage pengene. Han regnede med at han kunne holde hende tilbage, men med hans sult ville det alligevel blive besværligt.

[Deleted]

Natten var kølig, noget der fik hendes krop til at reagere lidt, hun måtte da indrømme det var lidt koldt i hendes påklædning. Blodet var begyndt at størkne, hvilket ikke var så rar en følelse, hun så ned af sig selv og kunne godt bruge en regnbyge lige nu eller måske bare et bad. Morena tænkte lidt, det kunne være sjovt at være en kvindelig bodyguard, hun kunne jo finde en der virkelig havde brug for en som hende, men et job der gjorde hun bestemte hvem der skulle dø og hvem der skulle lide. Hun blev afbrud af hans ord, tankestrømmen stoppede og hun kiggede nysgerrigt på ham.
"Hvor er det præcis du gerne vil hen med dine ord?" Spurgte hun så mistroisk, hun ville ikke nares til noget, det havde hun prøvet før, men dem der havde leget med hende havde også fået deres smertefulde tortur til minde om hende. Hvor han ville hen med dette vidste hun ikke, men lidt interesseret kunne det da godt tænkes hun var, for han lod til at værdsætte hendes begær til drab. Morena var krigsliderlig, ingen tvivl der og nogen gange blev hun måske for meget i slagmarken, men de kunne ikke undvære hende.

[adelio]

Hendes mistroiske tone fik kun Adelio til at smile endnu bredere, og igen var det ham der gik hende nærmere. Det størknede blod bar ikke længere den indbydende duft, og han følte sig derfor ikke længere tvunget til at skulle skabe en afstand som han havde set sig nødt til før.
”Jeg tilbyder dig et arbejde,” startede han roligt. ”et arbejde hvor du kan få brug for din blodtørst og glæde i at dræbe. Jeg er ingen fattig mand, og det burde ikke være en overraskelse for dig at der ikke er mangel af tyve som vil have sin del af mit guld.” Han sendte hende et sigende smil, men fortsatte alligevel sit tilbud. ”Hvis du takker ja til at blive min livvagt kan du dræbe dem der truer min sikkerhed eller min rigdom. Du vil selvfølgelig få betalt for dine tjenester, og du vil få lov til at gøre med ligene hvad du finder bedst. Et værelse i mit palæ vil også være dit, hvis du skulle få brug for det.” fortsatte han. Der var intet han nød bedre end åbent at fremvise sin velstand. En personlig livvagt ville kun gøre det endnu tydeligere, og at hun så ud som hun gjorde, gjorde det bestemt kun bedre. Adelio havde da et godt øje, og måtte da indrømme at denne kvinde var en fryd for øjet.

[Deleted]

Hun lyttede intenst, måske var det noget for hende, men hun krævede en enkel ting, måske to. Roligt stod hun og overvejede tilbudet, et sted at bo og et mere indbydende arbejde, det var slet ikke så ringe. Men det skulle tænkes igennem, for hvis der var nogen hun ikke stolte på, var det vampyrer og mænd, dette var en af begge. Roligt smilte hun selvsikkert og skød brystet lidt frem.
"Jeg siger ja på to betingelser." Sagde hun med et lusket blik, hun gik lidt rundt om ham, elegant og sensuelt, hun studerede ham, var han virkelig så velhavende? Morena gik hen til ligene igen, puffede lidt til dem og så så igen over på ham.
"jeg skal bruge et kar og torturredskaber, ellers er der intet ved det." Lød det stille fra hende, hun gik tættere på ham igen, lod en finger køre ned foran ham, for hun havde ikke tænkt sig at røre ham. Endnu..... Så smilte hun lidt tilfreds, da hun var ret så sikker på at få sin vilje.

[adelio]

Tålmodig ventede Adelio mens kvinden lod til at overveje hans tilbud, og så snart det selvsikre smil viste sig og hendes bryst blev skudt frem, var han sikker på at hun ville acceptere. Hans blik fulgte hende alligevel da hun gik om ham og hun nævnte sine betingelser. Hendes betingelser fik ham faktisk kun til at smile bredere. Torturredskaber? Adelio måtte holde sig fra at le i morskab; dette var bestemt en livvagt efter hans smag!
”Jeg accepterer dine betingelser. Du får et værelse med et kar og midler til at skaffe de torturredskaber du måtte finde nødvendige.” Som for at afslutte deres handel holdt han sin hånd frem mod hende. ”Jeg er Adelio. Adelio Midajo Nightstorm. Hvad kan jeg kende dig som?” Allerede nu begyndte Adelio at overveje hvordan han bedst kunne udnytte det faktum at han havde en blodtørstig livvagt. Det ville naturligvis gavne ham forretningsmæssigt, og det var bestemt ikke negativt statusmæssigt set at han havde hende. Han smilede forventningsfuldt for sig selv, men lagde ikke ord på disse tanker.

[Deleted]

Det lød kun perfekt i hendes øre, han var en mand af hendes smag, hverken en liderbusk eller en nar der ikke kunne klare sig selv, men han værdsatte folks arbejde og det var fedt at have en vigtig rolle for en højtstående mand. Morena smilte svagt, han var virkelig speciel ham her, men hun lærte nok mere om ham hen af vejen. Roligt gav hun ham hånden, hendes håndtryk var mere fast end så mange andre kvinders.
"Jeg glæder mig allerede." Sagde hun med et lusket og ondt smil, det ville blive så fedt, for hun vidste hvor mange tyve der fandtes og mange var dumme nok til at sigte efter urørlige mål. Navnet lød langt fra bekendt, hun snakkede aldrig om sådan noget, hun snakkede faktisk sjældent med mindre det var for at nedgøre folk.
"Morena Lova. Kald mig hvad der passer dig bedst. Er der nogen regler for at arbejde for dig? Noget jeg skal være forberedt på?" Hun så roligt på ham og undrende sig over hvilke folk der ellers kunne arbejde under ham, bare det ikke var nogle som turde gå for tæt på hende, hun ville nødig gøre ham en arbejder mindre, men hun havde lidt problemer med at styre sin vrede.

[adelio]

Adelios smil lod ikke til at falme. Morena lod til at have et nogenlunde fast greb om respekt, eller sådan lod det i hvert fald til at være, når hun spurgte til eventuelle krav fra hendes side.
”Du må være forberedt på at holde dig i nærheden, men skjult, når jeg er ude og driver mine forretninger. Hvis jeg har krævet din tilstedeværelse, forventer jeg at se dig der. Jeg kommer til at bede min tjenerstab om at behandle dig med respekt, og forventer at du gengælder det.” Et morende smil viste sig dog. ”Hvis de derimod ikke adlyder den ordre, ser jeg ingen problemer i at du tager dem af dage. Jeg har intet behov for uopdragne tjenere.” Hans ord blev afsluttet af en kort, næsten lydløs latter, inden han igen så alvorligt på hende. ”Som min livvagt kommer du til at få en høj status i mit hjem. Min højre hånd, kan du kalde det.” Han smilede bydende. ”Flere spørgsmål?”