The Angel

[Nireksa Daisy]

Nireksa, eller Daisy som var det navn hun var kendt ved sad bundet på hænder, fødder, og vinger. Hendes ansigt var skjult af den hvide, magiske maske som skulle holde hendes udseende skjult for folk så hun ikke kunne skabe sig medlidenhed eller hypnotisere dem med hendes skønhed. Hun blev trukket ud af det lille værelse hun sad i sammen med nogle andre slaver, og blev hevet med op på et podie. Hun blev sluppet og benene gav efter under hende hvilket resulteret i at hun faldt sammen, slavehandleren hjalp hende op i siddende stilling så hun kunne ses af de folk der stod rundt og kiggede på dem. Hun skælvede ar træthed, sult og tørst, hendes krop så dog mere rask ud end hun følte sig. de blå mærker havde forladt hendes krop, det samme gjaldt sårene og rifterne hun havde fået sig ved de slag hun havde fået af sin tidligere slaveejer og de nuværende slavehandler. Selvom kroppen havde healet, så havde hun en masse ar på sjælden, ar der næppe ville forsvinde lige med det samme. Hendes tøj var laset, kjolen hun havde på var revet i stykker flere steder, den var lårkort og afslørede derfor lange slanke ben, håret hang løst og afslørede hvor svag hun var da håret var mat og uden glød. Hun lugtede fa blod, snavs og affald, trængte virkelig til et bad. Masken gjorde det svært at trække vejret og derfor hev hun efter vejret. Hendes blik gled kort over omgivelserne men hun fokuseret ikke rigtigt. ”En skønhed! Giv hende et bad! Lidt mad! Og se hvor smuk hun kan blive. Jeg kunne vise jer hendes ansigt men vi ønsker ikke problemer, og hvis i synes hun ikke er grim når i har købt hende, så returnere hende! så.. hvor meget byder i!?” mandens stemme var høj og overdøvede hele pladsen. Folk mumlede og et bud lød ”20 skillinger” sagde en dame ”Er du tosset! Hun er mindst 100 gange så meget være.. skillinger..! vi taler slet ikke skillinger folkens.. men mønter! Hun er en engel, en utrolig god healer!” manden tav og hørte et bud på 15 mønter men rystede på hovedet og bad om mere.

[Cerberus]

Det havde været en solrig formiddag, men hen ad eftermiddagen var skyerne begyndt at indtage himmelen, og lægge deres skygge over landet, og holdt derved skak på solstrålerne ovenover. Cerberus havde siddet i den store gamle borg, Castellum Crestdale, i son tronsal hele dagen og ventet på bud fra sine tjenere om at vejret havde indtaget en mere passende karakter for hans entre. Og endelig op mod eftermiddagen var det efterhånden mørkt nok udenfor, til at han ville kunne bevæge sig frit ud, uden at skulle bekymre sig om solen.
Han var iført en sort skjorte, med en sort jakke udover, og tilhørerne bukser i samme stof og farve. Det hele var udgjort i fin, sort silke og dyr uld, og det var syet af dygtige skræddere med formålet af tilpasses hans krop perfekt. Og skrædderne havde tydeligvis gjort et fantastisk stykke arbejde, da tøjet sad perfekt på ham, og tydeligt fremhævede hans gode sider, og samtidig lagde et dæmmende skjul på hans lidt mere uheldige attributter. Inden han forlod borgen, sendte han en tjener efter en af hans kapper, denne også i sort, og syet i samme materiale som resten af hans beklædning. Denne iførte han sig udenpå, og slog hætten op så den skyggede for hans ansigt, bare i tilfælde af skyhuller, så var han klædt på til at skærme for solen. På trods af den beskyttende, men dog endnu fashionable, kappe klædte tøjet ham alligevel, og gav ham en vis aura at klasse og stil, samt den sædvanlige mystik som havde for vane at ligge over ham.
Han forlod borgen, med et følge på 4 vagter, 3 af dem mennesker og en anden en lycan, for at de ikke ville have nogen problemer med solen. De tog en hestevogn ind til Darklia, til byen, hvor de hurtigt fandt vej til markedet, hvor alt nærmest kunne købes, så længe pengene var i orden. Han gik roligt igennem markedet, og så sig diskret om, med vagterne konstant ifølge, dog diskret og på afstand, men endnu nær nok så de ville kunne komme til hjælp, skulle det blive nødvendigt. Han gik med rolige, beslutsomme skridt, og i højre hånd holdt han, som altid sin Baculus, den natteblå vandrestok, som var i så mørke nuancer den næsten gik over i sort. Det gav endnu et stilfuldt touch, til det ellers allerede klassiske udseende. Han gjorde ikke stop, før han nåede en stand, som kortvarigt opfangede hans interesse. Det var en slavehandler, som tilsyneladende var ved at forsøge at afsætte en slave, en engel kom det til Cerberus’ opmærksomhed, idet hun bar vinger på ryggen. Dette var et særsyn, da de eneste engle han havde set sendt til jorden, havde måttet afgive sine vinger. Det var blandt andet dette som opfangede hans opmærksomhed, blandt nogle andre ting som gav ham indtrykket at denne slave muligvis var hans tid og penge værdig, og hvorfor forpasse en sådan glimrende mulighed? Han ventede kort, og afhørte nogle af de forslåede bud, og fnøs kort, hånligt over de sparsomme beløb, og med selvsikre, beslutsomme skridt, og en snert af arrogance i det hårde, faste blik, begyndte han at gå mod podiet. Han stoppede op godt en meter derfra, afspændte kort en pengepose fastgjort til det fine læderbælte siddende om hans liv, og smed posen med penge op på podiet for fødderne af slavehandleren. I posen var nok 40-50 store, tunge guldmønter, hvis ikke mere, og det hørtes tydeligt da posen landede hårdt på podiet øjeblikke efter. Han så roligt op mod slavehandleren, med et stramt, beslutsomt og lettere arrogant blik ”Jeg tager hende.. Og hvis dette ikke er nok, kan du få en pose mere” sagde han med en rolig, forretningsmæssig tone, som dog samtidig var fast i det, og tydeligt fastslog at han havde i sinde at tage denne engel med sig hjem, og at forsøge at forhindre ham, ville være en slet ide. Dog var der også snerten af en udfordring i hans blik, og stemme, da det ville more ham at se hvem der turde stille sig op imod ham, og modsætte sig hans krav om denne slave. Om så de ejede guld nok eller ej, til at kræve hende ved at overbyde ham. Det var så sjældent han fik fornøjelsen af en udfordring, da de færreste var modige eller dumdristige nok til at stille sig imod ham.

[Nireksa Daisy]

Daisy hørte skam budende, alligevel gik de mellem ørene på hende så tæt som hun var, og så svag som hun følte sig både fysisk og mentalt. Hun koncentreret sig om at holde sig siddende og bruge mindst mulig energi. Hendes blik gled hen over forsamlingen igen idet en person bandede sig vej gennem mængden, eller rettere, folk flyttede sig og gjorde plads til vedkommende. Hun så ham komme tættere på, og hendes sanser blev straks vakte, alarmklokkerne begyndte at ringe, vampyr! Hun vidste det bare, som hun altid vidste hvilke racer hun var omgivet af. hun forholdt sig rolig, vidste at hvis hun flyttede sig ville hun nok miste balancen, eller endda besvime. Folk forstod tydeligvis ikke hvilke særsyn hun var, grunden til at hun var dyre end så mange andre skyldtes ikke kun hendes skønhed og healende evner, men også hendes sjældenhed. Det var langt fra hver dag at en engel blev fanget og gjort til slave. Det disse folk ikke vidste var at hun ikke bare var en engel, men englen, ærkeengel, den første af sine slags, og gudindens kæledække. Manden standsede lige foran podiet og slavehandleren så ned på denne, sendte ham et spørgende blik. Da den fremmed vampyr trak en pose med mønter og satte den på podiet opfattede Daisy kun svagt høre den klirende lyd fra mønterne og pressede læberne hårdt sammen. tanken om at ende hos en ny slaveejer gjorde ondt, især fordi de andre hun havde været hos langt fra havde været lette, godt nok var hun sluppet af med dem, men det betød ikke at den nye ville være langt bedre end de andre. Det var nok svært at finde en slaveejer der var blid ved sine slaver, især ikke i Darkila. Slavehandleren smilede stort ”Nogen der byder højere” han var trodsalt grisk og elskede penge så han ville lige se om nogen ville byde højere, hvis ikke ville han bede ham om den anden pose mønter. ”65 guldmønter” bød en mand fra middelklassen som næppe havde mønterne, men det så ud til at han ville sælge hus og gård for at få fat i denne engel. Slavehandleren så ned på vampyren ”Byder de højere?” spurgte han muntert og med øjne der nærmest strålede af lykke om denne fangst. Han havde aldrig solgt hende så dyr før! Daisy rykkede uroligt på sig, masken gjorde det svært at trække vejret og som sekunderne gik synes hun at få svære og svære ved at trække vejret. Det skyldtes nok hendes frygt for hvad der ville ske ved hende ”Gudinde…” hviskede hun svagt og bad inderst inde gudinden og styrke og tålmodighed.

[Cerberus]

Cerberus ventede roligt og tilsyneladende tålmodigt, på reaktionen af hans bud. Hans tankerække stoppede dog midlertidigt, idet han bag sig et sted hørte en overbyde ham på den mest urespektfulde måde, og selvom det burde irritere ham, endda gøre ham vred, behagede det ham faktisk lidt, da tanken om at en simpel middelklassesmand, som de alle tilstedeværende jo i hans øjne var, egentlig muntrede ham en del, da det var næsten så sjældent et syn som englen foran ham, som han var opsat på at få med hjem. Og guld havde han nok af, så uanset hvor meget folk overbød ham, og kom med tomme løfter om guld i bunkevis som de end ikke ejede, ville han nemt kunne overbyde dem, og stadig ikke miste meget i forstanden af hvad guld angår. Var det det han ville, kunne han også nemt bare kræve hende fra slavehandleren, der var trods alt ikke meget han kunne gøre, han var sandsynligvis bare et simpelt menneske som udnyttede slavemarkedet til at tjene penge til sin egen levevej. Og han var en vampyr, opbragt i sværdfægtningens kunst, plus han havde 4 soldater med sig, hvoraf den ene kunne tage form af en ulv. Men dette her morede ham mere, at se slavehandlerens øjne ved synet af hans guld, folkets blikke ved hans entre, og hvordan enkelte individer naivt troede at de succesfuldt kunne overbyde ham. Det var en følelse han ikke ofte nød godt af, så hvorfor ikke bare nyde det når han kunne, guldet kunne han hurtigt skaffe tilbage på en anden måde senere, og han havde rigeligt derhjemme ellers. Og han havde på fornemmelsen at englen her ville være det hele værd.
Han vendte sig om, med et roligt blik som kort efter landede på manden der havde overbudt ham. Han lod sin frie hånd bevæge sig op til hætten, som han trak ned, og derved fik et lidt bedre udsyn, og ikke havde hætten til at hæmme sin bevægelsesfrihed, da der var mørkt nok til at sollyset ikke ville udgøre et problem. Han knipsede kort med sin venstre, frie hånd, da han stadig havde stokken i sin højre, og to af hans medbragte vagter trådte op til podiet, med hver sin guldpose med nogenlunde samme indhold som den første, som de begge smed ned på podiet foran den griske slavehandler. Cerberus henvendte sig nu direkte til manden som havde overbudt ham ”Overbyd mig.. Ellers, hvis De hellere vil det, kan vi tage en duel her, og afgøre det på den måde med det samme..” derefter vendte han sig om, så han nu igen havde ansigtet vendt mod slavehandleren ”Ellers tager jeg hende med hjem.. Medmindre nogen anden har nogle indsigelser” sagde han roligt, det sidste mest henvendt til menneskemængden bag sig. Der var nuancen af en udfordring i hans stemme, da han gerne ville se om andre ønskede at forsøge at udfordre ham for ejerskabet af denne engel, om det så var i form af en duel, overbyde ham, eller hvad de ellers kunne finde på for at modsige sig hans krav.

[Nireksa Daisy]

Hun havde lukket øjnene og kun brugt høresansen da hendes syn begyndte at flyde med alt andet omkring dem. Hendes hørelse opfangede lyden af to personer der var kommet hen til podiet, de sagde intet, men begge trak de noget frem og satte det på podiet, hun kunne gætte hvad dette noget kunne være, sikkert mønter. Folk der genkendte hertugen gispede og skyndte sig deres vej, andre der ligeledes genkendte ham kaldte manden der havde overbudt ham for fjols, folk der ikke genkendte ham, og dem var der få af, spurgte de andre om ham, mens selve manden der havde budt over ham sank en klump og rystede på hovedet, gjorde sig lille og listede derefter lydløst bort. Slavehandleren så på vampyren, ved dennes ord, skyndte han at samle de tre poser mønter op ”Hun er din” sagde han og gjorde tegn til at kontrakten skulle hentes. Den blev bragt hen til dem, og slavehandleren skrev det beløb hun var blevet købt for, og underskrev inden han rakte papiret til Cerberus og selv skyndte sig videre. Folkemængden omkring podiet blev straks opløst og folk gik hver til sit. Daisy åbnede øjnene ganske langsomt og hævede blikket, hendes blik var ikke helt fokuseret men alligevel rørte hun uroligt på sig igen og snak en klump af nervøsitet. Hun så på de to vagter der var kommet op til podiet og sukkede lydløst. Mon dette ville ende godt? hun kunne ikke tro det, men måske var gudinden hende barmhjertig alligevel, og gav hende endnu mere tålmodighed og styrke end alle de andre gange hun havde bedt om det.

[Cerberus]

Cerberus smilede veltilfredst over den effekt han havde haft på folk, og den måde de diskret sneg sig væk når de troede han ikke kiggede, og den måde manden som havde overbudt ham havde indset sin fejl og kujonagtigt havde lusket sig væk. Selv slavehandleren som havde solgt ham englen virkede meget ivrig efter at komme væk derfra og, var han sikker på, fra ham. Han tog det meget roligt, gav tegn til de to resterende vagter at de skulle komme derhen, og fik dem derefter til at hente englen ned fra podiet. Han rakte kontrakten om englen til en af dem, med beskeden om at varetage den til de kom tilbage til Castellum Crestdale, hvor han ville få den sendt over til hvor han opbevarede alle de andre vigtige dokumenter.
Vagterne sørgede for at føre englen med dem, så han slap for selv at skulle gøre det, og han ledte dem derefter tilbage til vognen de var kommet i, og de fik englen ført ind i vognen, hvorefter han selv fulgte hende derind, og en af vagterne lukkede døren bag ham. De var selv på heste, så han derved fik vognen for sig selv, eller som nu, alene med slaven, da hun jo ikke kunne ride selv i hendes tilstand, og opbundet som hun var. Han ville lade hende forblive bundet for nu, bare indtil de nåede hjem, da han ikke ville risikere nogle problemer med hende, han gad ikke til at skulle belemre sig med at holde styr på hende lige nu, så kunne han altid løsne hendes bånd når de var tilbage på Castellum Crestdale, der kunne hun i det mindste ikke bare lige stikke af, da der jo var en del vagter konstant posteret rundt omkring og ved alle veje ud.
Da både Cerberus og englen var inde, og alt var parat, satte vognen i bevægelse, og de satte alle kursen tilbage mod landegrænsen og Castellum Crestdale, Cerberus’ hjemstavn. Der var et godt stykke dertil, hvorfor de også satte farten lidt op, da han bare gerne ville hjem, selvom det stadig ville tage et godt stykke tid at nå der.

[Nireksa Daisy]

Hun blev trukket på benene og ført ned af podiet. Hun kæmpede ikke imod, det ville være fuldkommen nytteløst, hun var jo alligivel bundet og lænket. En fyr dukkede op og rakte dem nøglen til hendes maske, den kunne nemlig kun fås af ved hjælp af denne nøgle. Hun for emmede noget fast under sig og satte sig til rette i vognen, sæderne var så bløde at hun sank helt sammen og lukkede øjnene i. Hun for emmede en anden stige på vognen og vidste at det var den nye slaveejer, hun ville aldrig kalde ham for sin herrer, hun havde kun en herrer, eller rettere, frue og denne var hendes gudinde. Hun åbnede kort øjnene og så på ham inden hun lod dem glide i igen. Han havde åbenbart ikke i sinde at løsne rebene eller fjerne lænkerne eller masken, ikke nu i hvert fald. Langsomt døsede hun hen, hun faldt i en rolig søvn efterhånden som tiden gik, så dyb søvn havde hun ikke haft i lang tid. Vognen kørte afsted, hvor længe anede hun ikke, men ret længe. Hun vågnede af og til og så ud af de lille vindue i vognen, de var ikke i byen, og noget sagde hende at han heller ikke boede i nærheden af byen, han boede nok i den fjerneste ende af landet. Hun sukkkede lydløst og lænede sig atter tilbage og faldt i søvn igen.