måneskin

[spurv]

liv gik fulgte efter ham og kom med små fascinerende lyde, det hele var så stort " kan man overhovedet finde rundt i alt det " sagde hun forundret , da de kom til den store glas sal lagde hun hovedet tilbage og kiggede op i loftet, hun smilede og snurrede flere gange rundt om sig selv mens i lille latter der lød af klokker gav genlyd i salen, latteren virkede ikke helt menneskelig, men den kom dog tydeligt fra pigen. " det må være fantastisk når alle folk danser " sagde hun henrykt mens hun dansede lidt rundt på de bare fødder, men fulgte så med ham videre der var så meget at se. da han åbnede døren til det sidste værelse var hun virkeligt ved at være træt, og hun nikkede med halvt lukkede øjne hun åbnede øjende og var ikke helt sikker på hvis værelse hun stod i, og undrede sig over hvor han mon ville lade hende sove. værelset var større end hun kunne huske at have boet i, på børnehjemmet var det en sovesal med små hårde senge, men ud over de enkelt gange hvor hun var gæst forskellige steder var det den bedste seng hun havde haft " hvis værelse er det her så " spurgte hun nysgerrigt da hun ikke overhovedet regnede med at det var meningen hun skulle sove der

[Deleted]

"Dit...." Hviskede han så med et smil, han elskede at overraske kvinder, de var så dejlige at se på når det endelig var de blev overrasket og glade. Hvis hun havde lyst, kunne de jo danse når aftenen faldt på, men for nu, ville han trække sig tilbage.
"Jeg er på mit kontor, det ved du jo hvor er nu, så jeg vil være i nærheden." Sagde han stille og smilte varmt til hende. Roligt vendte han rundt og gik mod kontoret, han åbnede døren og lod sine fingre glide hen over det store skrivebord inden han endte ved stolen og satte sig med et lille bump. Roligt hev han i en snor og ikke lang tid efter kom en tjener styrtende.
"I aften, vil jeg gerne spise alene med min gæst i glassalen, dæk op og gør rent inden vi kommer ned igen. Frøkenen sover lige nu, find en til at kigge hende med øjemål og find hende så en kjole. Alt skal være helt perfekt. Sig til mine døtre at jeg ikke spiser med dem i aften og de er velkommen til at gå ud og more sig på min regning." Sagde han med en bestemt stemme, tjeneren nikkede og forlod rummet i al hast, de havde småtravlt med alt det de skulle nå.

[spurv]

liv kiggede måbende på ham med store øjne og blinkede uforstående " skal jeg sove her ? spurgte hun forundret og kiggede rundt i hvad der for hende var et meget stort rum, med en meget stor seng. hun kiggede på ham og nikkede da han gik " jeg skal forsøge at finde det " sagde hun lavet da han allerede var på vej væk, hun kiggede på det hele igen og blev stående stift i døråbningen længe før hun gik ind i rummet uden at lukke døren hun havde aldrig haft et rum, og sov næsten altid i det fri så det virkede ikke normalt at skulle lukke en dør, når der ikke var noget at lukke ude, hun satte sig prøvende på den stor seng, og sank næsten ned i den, eller sådan føltes det, det var lidt lige som ved ham baronen. forsigtigt lagde hun sin lille taske, dolken og tppet fra sig men lagde sig så til rette oven på alle dynerne, med alt tøjet på da hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle gøre, den var meget blød, og hvis ikke det havde været forde hun ikke havde sovet i næsten 2 døgn, ville hun nok ikke kunnet have sovet, men nu faldt hun i søvn. liv var ikke som alle andre når hun sov, hun ikke talte men nynnede i søvne, mens hendes lille hånd lå beskyttende om fløjten. med hendes stemme kom en underlig anderledes magi, der lagde sig i rummet omkring hende, og alle der skulle høre det. det var en fredelig nynnen, og med den kom følelsen af fred og lykke til folk der måtte høre den. det var en magi i hendes stemme som liv ikke selv kendte der fik folk til at føle hvad hendes melodi ville have dem til, hvis man hørte den ville man måske bedre kunne forstå hvorfor hun aldrig var blevet angrebet derude alene i skoven om natten når hun sov

[Deleted]

På kontoret sad han bare og underskrev papir og læste om tilstandene som de var nu, der skulle ske meget denne sommer, mange ting at holde øje med. Utroligt som man skulle arbejde, men han elskede det jo og han så noget smukt i at plante noget og se det vokse, nok derfor han elskede sine døtre så højt også. For det var noget han havde plantet og fået lov til at se vokse. Shade tog sin stav frem, hans fine stoklignende vandrestav, han løftede den og pejede mod de forskellige stager i rummet og ild stod op i vægerne. Roligt tog han fat i sin fjer og begyndte at skrive. Da der var gået et par timer, var han selv faldet hen, liggende halvt hen over bordet. En tjener kom ind til ham, han satte sig hurtigt op, men havde et papir siddende i ansigtet, han fjernede det og så spørgende på tjeneren.
"Vi har fundet en kjole der vil sidde godt på den unge dame, vi har lagt den på en stol derinde Sir. Bordet er dækket og salen rengjort, alt er klar til Dem og Deres dame." Lød det fra tjeneren, Shade nikkede og rejste sig for at gå hen til sit kammer, men kom i tanke om at han havde lovet at være her. Så han lavede en beværgelser der krævede en del, men endte med at stå i et jakkesæt der var helt sort, med en mørkerød skjorte som matchede hendes mørkerøde kjole som lå og ventede på hende.

[spurv]

liv vågnede ikke af at der kom nogen ind i rummet til hende, dog vognede liv allerede tidligt om aftenen da hun ikke plejede at få så meget søvn, hun rejste sig op strakte sig og hev , sine ting på igen, hun opdagede den røde kjole der lå fremme * hvor er den komme fra * tænkte hun undrende , men trak så på skuldrende, hun puttede lidt vand i hovedet og satte hårspændte ordenligt, så glattede hun sengen ud igen, så den ikke var uglet, og efter som hun havde ligget oven på kunne man næsten ikke se at hun havde været der, hun kiggede på den røde kjole der lå fremme, den var virkeligt flot, men ikke et sekund tænkte hun at kjolen nok var ment på hende, de havde jo ikke hendes størelse, og ligesom alt andet i rummet ikke var hendes så var kjolen det jo heler ikke, så da liv begav sig ud for at finde shade var det i det samme som før, nu krøllet, hun smilede og strakte sig kort, det havde været underligt at sove i en så blød seng. der gik lidt før hun fandt frem til arbejdsværelset, og hun måtte endda spørger omvej der hen, så da hun dukkede op i hans døråbning var det lettere rød i kinderne, en smule søvning at se til og stadigt iført den røde somme kjorle, tæppet havde hun i den ene hånd, som ville hun ikke efterlade nogen ejendele, hun ligede alt i alt en lille pige der var gået forkert.
" godaften Shade " sagde hun stille, han havde skiftet tøj kunne hun så, men hvorfor?

[Deleted]

Da han så hende i døråbningen smilte han stille, men det forsvandt da han så hendes påklædning. Han rystede lidt på hovedet, han forstod ikke lige hvorfor hun ikke havde den kjole på der var fundet frem til hende. Shade lod sine fingre køre igennem håret og sukkede.
"Kæreste lille du, der var lagt en kjole til dig." Sagde han så, imens han gik hen til hende. Han stilte sig roligt foran hende og så ned mod hende med et varmt smil, løftede hendes ansigt op mod han med en finger under hendes hage og gav hende en gestus i form af et kys på mundvigen.
"Godaften Liv." Sagde han så, for han måtte endelig ikke være uhøflig og da slet ikke når den stakkels kvinde var så rundt på gulvet, selvom han nok bare gjorde det værre. Roligt trådte han tilbage og bankede kort med sin stav så en mand kom rendende.
"Vil du være sød at eskortere den unge dame ned i balsalen når hun har fået klædt om?" Spurgte han så, tjeneren nikkede kort og var klar til at vente på Liv. Shade gjorde tegn til at hun skulle gå igen.
"Jeg har forberedt middag bare os to, husk endelig din fløjte jeg vil gerne høre dig spille efter maden." Sagde han roligt.

[spurv]

liv rødmede over det han sagde " var den fine kjole til mig ?" spurgte hun vantro og kiggede undrende på ham da han kom over mod hende, hun opfattede det slet ikke som nogen kritik, liv så det gode i alt, det overraskede hende en del at han kyssede hende, men hun var for naiv til at have noget imod det, hun havde efterhånden kendt et par stykker der gav den form for gestus, hun smilede stort til ham, og nikkede om at hun skulle gå med manden hen og skifte kjole, men stoppede så op " hvad med min egen kjole? " spurgte hun med et lidt bekymret smil, det var trods alt alt hvad hun havde og hun var glad for den , mad lød også ret godt skønt hun ikke vidste hvorfor det kun var de to, men det gjorde hende intet." jeg er aldrig uden min fløjte " sagde hun alvorligt, hun havde jo også badet med den på.

[Deleted]

alvoren fik ham til at smile, det var dejligt at se der var noget hun havde tæt på sig i livet og en ægte musiker elskede sit instrument højere end meget andet.
"Din kjole vil blive passet godt på på dit værelse, jeg kan endda få den vasket. Hvis det var noget, bare sig hvad du ønsker til manden her og han vil sørger for det." Med de ord, var tjeneren blevet til hendes for en aften, han så forsigtigt på hende og rødmede lidt, han var en genert ung mand og fandt hende utrolig køn. Dog vidste han også hvad greven ville gøre hvis han opdagede noget som helst, for det passede ham aldrig at nogen mænd lagde øjne på den kvinde han havde på det tidspunkt.
"Jeg venter på dig, men giv dig god tid." Lød det varmt fra ham, inden han svang sin stav svagt så lysene blev slukket på kontoret. Shade gik roligt ned af trapperne og ind til glassalen hvor der var smukt sat op midt i salen. Et lille bord og to stole, der var ikke mad på bordet endnu, det kom først når de havde siddet der lidt. På bordet stod en vase, uden noget i, for lige nu var det svært at finde blomster. Roligt gik han hen til bordet, lagde et frø ned i vasen og løftede staven så blomsten blomstede op og var der så smuk.

[spurv]

liv nikkede alvorligt, og lod ubevidst hånden glide ned af den lille sølv fløjte. liv kiggede efter ham og så så på manden hun nejede kejtet for hende, tydeligt at hun ikke så nogen forskel på hvem hun talte til " jeg hedder liv, hvad hedder du" spurgte hun sødt, og lagde overhovedet ikke mærke til mandens rødmen. hun bed sig i læben og smilede sødt " vil du hjælpe mig hen på værlset, jeg er ikke så god til at finde rundt, her er så stort " spurgte hun sødt og uskyldig og kiggede hen af gangen hun var rimeligt sikker på det var den vej hun skulle, men derfra var hun ikke helt sikker. hun begyndte roligt at gå og håbede manden ville tage føringen " tror du virkeligt det er okay, og ikke til for meget besvær at få min kjole vasket" spurgte hun bekymret

[Deleted]

Manden havde aldrig oplevet at grevens gæster talte til ham på den måde, så han blev lidt overrasket og endte med at rødme lidt mere, hun havde en rar stemme. Han var rimelig ung, havde ikke særlig meget forstand på kvinder og følte sig lidt kejtet ved at tale til en. Dog lo han lidt da hun nejede.
"Mit navn er Bastian, og du er godt klar over man ikke nejer til en tjener ikke? Bare du ikke gør det imens Shade ser det, han ville tabe melet." Sagde han og kløte sig i nakken. Det var virkelig underligt at tale med en af gæsterne, specielt når hun var så køn og fin, som et stykke porcelæn. Da hun spurgte om han ville hjælpe, nikkede han, han strakte armen frem og fulgte hende tilbage til værelset.
"Tro mig, du er bestemt ikke til besvær, så havde han ikke tilbudt at få den vasket." Sagde han for at berolige hende, hun var da bestemt ikke van til at være et sted som her. Bastian åbnede døren for hennde da de var fremme, han vendte ryggen til døråbningen og ventede på at hun gjorde sig klar. Om hun lukkede døren var jo helt op til hende, men han stod med ryggen til som en gentleman gjorde.

[spurv]

liv smilede glad " bastian, det er et pænt navn" sagde hun glad og smagte på ordet. " jeg tror da jeg har nejet for alle dem jeg har mødt, ellers er den en fejl " sagde hun med den fine lille stemme og fulgte efter ham " men er det ikke fint at være tjener sådan et sted, jeg er bare skjal, og så det bedst at neje for alle, det bare høfligt " sagde hun lidt bestemt, men meget uskyldigt, hun så ingen som mindre værd. hun nikkede til det sidste han sagde og gik ind i rummet, og begyndte straks at tage kjolen af lige så ubekymret som hun havde været ved søen, og hev så den røde kjole op, og skyndte sig at spænde bæltet om livet, men hun kunne ikke lukke kjolen selv for den skulle lukkes i ryggen. hun gik hen og hev bastian i ærmet " vil du ikke hjælpe jeg ved ikke hvordan man gør " sagde hun uskyldig, og stod bare og ventede på han skulle dreje sig, skønt hendes overdel hang løs

[Deleted]

Den varme røde farve forlod ikke just kinderne ved måden hun var på, han kunne rigtig godt lide den måde hun var så uskyldig på, han bed sig i læben og lod som ingenting, for han vidste at han måtte ikke noget som helst som han ikke var blevet bedt om.
"Du nejer også på en sød måde, så bliv du bare ved, bare ikke foran greven." Sagde han stille, for det ville ikke passe Shade så godt at se nogen af hans gæster neje for en simpel tjener. Imens hun klædte om stod Bastian og trippede, det var virkeligt underligt at være sat på sådan en opgave, for den havde han ikke haft før. Da hun hev ham i ærmet og han drejede hovedet, vendte han hurtigt hovedet væk igen og storrødmede, han havde aldrig set en kvinde letpåklædt, så at hun stod der med bar ryg til ham fik ham til at rødme og få det lidt underligt i kroppen, men han blev bedt om noget og det skulle han jo gøre. Bastian vendte rundt med et roligt smil, lod som ingenting, selvom det var svært og begyndte stille at snørre hendes kjole for at lukke den om hende. Den fungerede som et corsage og fremhævede hendes bryst en del.
"Sådan, så er du klar." Sagde han med en munter stemme, for han var ret stolt af hvor flot hun så ud bag fra.

[spurv]

liv havde smilte stort til det han sagde men trak på skuldrende " det er da mærkelig, han bukkede da for mig og jeg er da helt almindeligt " sagde hun fuldkommen uskyldigt , hun kom til at små grine da han snurede rundt som om han havde brændt sig, da han så hende, og de små klokker spredte sig " du sød" sagde hun henrykt, hun kiggede undrende på ham da han vendte sig om igen og rakte så hånden ud og rørte ved hans røde kinder. " er du okay, du er helt rød og varm " spurgte hun uvidende hun havde aldrig set en mand rødme, hun vendte sig så han kunne snørre, den sad lidt stramt men ikke så stramt at hun ikke kunne trække vejret, eller synge, hun vendte sig om og kiggede op på ham med glade øjne, og lod hånden løbe ned over kjolen det fine stof føltes underligt under hendes finger. fløjten sad om hendes liv i det lille bælte som ikke just passede til kjolen, hun havde dog lagt tasken men ikke fløjten og den lille dolk, der mest var til at spise med. hun bed sig i læben " ser jeg ikke fjollet ud " spurgte hun og vippede på de bare tær

[Deleted]

"Sådan er greven." Havde han bare sagt. Det at hun rørte hans kinder, fik ham til at få sommerfugle i maven, han blev helt underlig tilpas og næsten svimmel. Bastian prøvede dog at tage sig sammen, men kunne ikke få ud af hovedet at hun havde kaldt ham for sød. Det var så forvirrende, alle de forskellige følelser som en lille yndig dame kunne få frem i en. Han havde aldrig set sådan på kvinder før, men nok fordi de fleste aldrig gad snakke til ham. Det hun havde spurgt om, nikkede han bare til, for han havde det jo fint, sådan da. Han kiggede ned af hende da hun vendte rundt, han skulle lige samle sig inden han åbnede munden.
"Nej, du er smuk som en engel, så din stemme passer også meget godt ind, den er lige så blid som en engels. Du er helt igennem fantastisk at se på." Det sidste var ikke lige meningen skulle rende over hans læber, men det gjorde de altså, tankerne blev sagt højt og han rødmede igen. Bastian kom i tanke om at de tjo var meningen han skulle følge hende ned.
"Ehmm, vi må hellere gå ned." Mumlede han stille, selvom han nu godt kunne lide at snakke med hende og helst ikke ville aflevere hende nogen andre steder end i stalden hvor de kunne være alene og bare snakke. Eller måske i baghaven for at se på stjerner og se månen imens de snakkede. Der var endelig en pige der gad ham og det kunne være en drømmedag for ham at være sammen med hende resten af dagen. Men det ville bare blive hans død hvis Shade fandt ud af det.

[spurv]

liv smilede sødt til ham, der var noget over ham der virkede sødt, hun stillede sig på tå spidser og gav ham et hurtigt kort kys på kinden, hun var jo et sted hvor det var kutyme eller sådan have hun jo forstået. hun smilede til ham " tak bastian det var sødt sagt" sagde hun glad og kiggede rundt, var der noget hun manglede " du har ret, jeg har trods alt lovet at spille " sagde hun glad. hun gik roligt men stoppede så han blev nød til at følge hende til salen. en tanke slog ned i hende " det kan være jeg kan spile for dig en dag hvis du har fri, jeg spiller tit på kroerne sagde hun uskyldigt, hun elskede at spille for folk og hun elskede venner, hun begyndte at gå i den retning hun troede det var, stadigt på bare tær, sådan havde hun det bedst, bæltet virkede forkert til kjolen, men fløjten skinnede sølv, og det var tydeligt at det det var en fløjte der sagtens kunne passe til en der gik i sådanne klæder, det samme galt en lille enkel medaljon der nu var synligt.