Hjemme i varmen

[Mark Ash Paolini]

Myst kunne ikke lade være med at smile over hans kommentar "Ja undskyld, havde heller ikke troet det blev sådan et arbejde, de tager jo alt min tid. Men når vi får en barnepige så skal der nok blive mere tid til os" sagde hun roligt og kyssede ham kort på kinden selvom han kiggede op i loftet, for hun håbede jo lidt på at de ville få mere tid sammen hvis de fik en der kunne passe de små ind i mellem.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så ned på hende og sagde "skulle vi ikke finde noget varmt tøj til de små min gudinde" og begyndte at gå hen mod de smås værelse han ville gøre alt for at lade som om han ikke havde sagt det han kunne ikke forstå at han var kommet til at sige det højt og han prøvede alt hvad han kunne for at få sin rødme væk

[Mark Ash Paolini]

det var svært for hende ikke at smile lidt efter ham som han forsøgte endnu en gang at skjule hans rødmen for hende, selvom han udemærket godt vidste at hun havde set den. "jo det skulle vi jo" sagde hun roligt som hun så efter ham inden hun fulgte efter ham men forblev dog i døren til de smås værelse. "er du lykkelig med mig selvom det er længe siden vi har gjort det sammen?" spurget hun stille men med et lille smil for hun håbede da at hun gjorde han var lykkelig til trods for hun havde tilside sat hans lyster.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "Myst jeg er lykkelig så længe jeg er så tæt på dig så jeg kan se dig men der vil altid være en lille besættelse af din krop men kan man sige sige noget mod det din krop er jo perfekt" og så på hende han var stadig meget rød i hovedet og gik hen til hende og sagde "er du lykkelig samme med mig min gudinde"

[Mark Ash Paolini]

Det stille smil der havde spillet over hendes læber blev mere til et genert smil på grund af det han sagde, for det var jo lidt det hun havde håbet på at høre og det med kroppen havde hun gættet med hans tilnærmelser, som hun dog ikke havde noget imod men det var ikke altid hun lige havde et klart sind til at kunne være sammen med ham på den måde. "Jeg tror ikke jeg ville kunne blive mere lykkelig, har jo alt jeg havde drømt om i flere hundrede år. Jeg har en mand jeg elsker højt og som elsker mig tilbage på en måde så han helst ikke vil såre mig.. Jeg har 2 yndige børn der vil vokse op i en skov ligesom jeg gjorde.. " svarede hun roligt for hun kunne virkelig ikke ønske sig mere end det hun havde nu.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut blev mere rød i hovedet og sagde "måske får vi flere børn min gudinde men skal vi ikke vise vores børn vinteren" han vidste ikke hvor det varme tøj var og kyssede hende på kinden og gik lidt væk fra døren så Myst kom ind og finde det varme tøj til de små og han var lidt forvirret lige nu

[Mark Ash Paolini]

"Måske det vil tiden som sagt sige" sagde hun roligt med et skævt smil for det ville tiden jo kun kunne vise dem, selvom hun nu ikke havde brug for flere børn. Det var jo sjældent at elvere fik mere end 2 børn i gennem hele deres evige liv, der fandtes dog undtagelser men alligevel. Hun fik roligt forbi ham ind i rummet for at gå hen til en af skufferne hvor hun tog noget af det varme vintertøj hun havde lavet lidt til dem.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik hen til hende og sagde "ja men hvis vi er heldige kan vi få et helt masse børn min gudinde" han vidste ikke at det var sjældent at elvere fik flere end to børn og sagde "Myst kan du ikke lære mig at tale elveres sprog" og kyssede hende på kinden og lagde sine arme om hendes liv

[Mark Ash Paolini]

Myst grinende lidt af ham "Er de 2 små ikke en stor nok håndfuld for dig?" spurgte hun roligt for de gav da hende rigeligt arbejde for hun skulle jo også passe huset og sørge for mad på bordet til Alamut, det var dog ikke noget hun klagede over for hun elskede det faktisk. "Kunne jeg da godt, har dog sjældent hørt en dødelig tale sproget for det er meget svært" sagde hun smilende som hun forsøgte at komme fri fra hans greb så hun kunne komme ind og give børnene tøj på

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut grinede og sagde "jo men samtidig vil jeg gerne have flere børn måske når de små er blevet større" og gav slip og sagde "og hvor mange andre kender du som kan løbe og hoppe som jeg kan så og så kan jeg forstå dig bedre min gudinde" og gik hen til døren og bukkede for hende og smilede til hende

[Mark Ash Paolini]

Myst smilede skævt "Jeg ved ikke lige hvor mange børn jeg vil have lige nu" sagde hun roligt med et skævt smil for hun var jo ikke lige sikker lige nu, måske ville hun slet ikke have flere. Det måtte tiden vise jo. "Tja de unge krigere kunne da også godt gøre de ting.. Det morede dem vidst eller nogen af tyvene i byen" svarede hun roligt for hun havde set de ting før, så for hende var det ikke så specielt igen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Myst og sagde "Myst de gør det samme som hvis jeg lavede mad efter at se efter dig det ligner at det er rigtigt lavet for nogle som ikke ved om det men du vil vide jeg ikke har gjort det rigtigt og det er selv om du ikke vidste jeg ikke kan lave mad min gudinde" han folk havde et ordsprog for dem som gjorde så noget abe se abe gør

[Mark Ash Paolini]

”De har da gjort det længe før jeg havde hørt om dig eller dit folk.. Det er vidst sådan tyvene og krigerene har gjort igennem tusinde år” svarede hun bare roligt for lige nu virkede det som om Alamut ville have æren for noget som havde eksisterede selv længe før Myst var blevet født, ja selv nogen af de mest legesyge elvere gjorde det og de var da et af de ældste folkfærd som fandtes i begge lande.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "Myst jeg har ikke lavet den kunst og Myst skulle de små ikke have deres varme tøj på" han mente ikke det var ham som havde lavet det men hans folk havde altid brugt det og godt nok var ingen helt sikker på hvor gammel deres folk var men de var gamle rigtigt gamle var de med sikkerhed

[Mark Ash Paolini]

”jo det skulle de jo” sagde hun roligt med et skævt smil for hun lod det andet emne ligge ligesom så mange emner som de nok burde snakke igennem, så hun gik bare forbi ham og ud til hendes små børn hvor hun lagde tøjet ved siden af tæppet og tog dem op en efter en for at give dem tøj på.