Uforventet skæbne

[Dragana Dragoens]

"Du skal da lære at man ser sig for ellers går det udover en" svarede Liay roligt, nærmest lettere ligegyldigt for det var nu mest for at hendes mandskab havde noget sjov eftersom de ikke ligefrem set en mand der var køn nok til at de ville spilde tid på ham. Så nu kunne de da få noget tortur bare for sjov. "Bær hende ombord på skibet, og denne gør i det diskret" beordrede hun og kvinderne nikkede som nogen af dem rakte ud for at tage Sarahs arme så de kunne få hende til at følge med sig.

[Deleted]

De folk.. De lytter ikke til fornuft? Sarah forblev stille for en stund. Hun reagerede da kvinden sagde at de skulle føre hende til deres skib, så de havde altså tænkt sig at bortføre hende. Et uheld var et uheld og at bortføre folk bare for sådan et uheld var ret overdrevet. Der måtte være en måde at komme fri på, og der var mange mennesker i nærheden. Hun trak vejret dybt og gjorde sig klar til at råbe eller skrige efter hjælp.

[Dragana Dragoens]

Den rødhåret kvinde trak en dolk og satte spidse ind i Sarahs ryg "Skriger du skal jeg sørge for evig smerte" hviskede hun køligt imod hende bare for at Liay ikke skulle høre noget som helst, hvilket hun heller ikke gjorde for hun gik sammen med en anden kvinde og snakkede allerede på livet løs eller rettere de diskuterede hvor de skulle sejle hen når de forlod Barisia for der var jo så mange muligheder eftersom verden omkring dem, noget som landkrabber ikke fattede for der var så mange eventyr og rigdomme som ventede på dem.

[Deleted]

Der var ingen garanti for at Sarah ville kunne komme væk fra de kvinder eller hvad de havde tænkt sig at gøre, alligevel valgte hun ikke at skrige da det godt kunne blive værre. Også selvom hun var udødelig. "Fint" sagde hun efter hun droppede ideen om at skrige, for de lod til at være ret sikre på at det ikke ville hjælpe af kalde på hjælp. Hun var ikke glad for at høre på de to andre kvinders diskussion om hvor de skulle sejle langvejs hen til, for hun brød sig ikke om at blive ført så langt væk fra hendes hjem.

[Dragana Dragoens]

Liay og den anden kvinde gik og snakkede mens de andre nærmest slæbte Sarah med og vogtede over hende så hun ikke fik chancen for at flygte.
Da de endelig var kommet væk fra mængden og ombord på Black Lotus igen satte de hurtigt de røde segl og sejlede ud fra havnen uden rigtigt at kigge sig tilbage. Først da de var kommet godt ud på havet slap kvinderne hende og begyndte at indtage deres poster mens Liay selv stod ved rællingen og så udover havet med et tilfreds smil, for hun regnede ikke med at Sarah ville flygte herude, for det ville bare være dumt også selvom hun var udødelig så fandtes der jo væsner i havet som kun ville hende det onde.

[Deleted]

Sarah blev praktisk talt smidt på dækket og blev tvunget til at ligge der indtil de slap hende fri. Hun satte sig op på knæ og så til hendes led. Behøver de at være så grove? hun så at deres kaptajn stod ved rælingen. "Havet, huh?..." sagde hun lavmælt. Så langt hun kan huske tilbage så har hun evig og altid været på fastlandet. Hun gik hen til rælingen og så ud mod havet. Hun havde aldrig overvejet at komme væk fra fastlandet, bare for en stund, og specielt ikke på denne måde. Hun så på den armbånd hun havde fået sat fast på hende. Hun måtte finde en måde at få den af på så hun kunne komme væk herfra og tage hjem.

[Dragana Dragoens]

Liay stod roligt og smilede for hun elskede havet højere end noget andet, noget som kom til udtryk nu hvor hun bare så udover havet. ”Det er smukt ikke. Prøv at se folk inde på landet, hvor små de ser ud.. Mærk vinden i dit ansigt og duft til det, der findes ikke noget bedre liv” sagde hun roligt for det var jo ikke ligefrem hende der havde et problem med Sarah, det var jo den rødhåret kvinde som havde problemet og Liay måtte jo lytte til hendes folk og straffe hende på denne måde.

[Deleted]

I stedet for at se mod folkende på landet så kiggede hun i stedet den modsatte retning. Hun var ikke nysgerrig efter at kende til synet ved at se mennesker så langt væk fra ude på havet. Hun var stille i noget tid for hun endelig vendte hovedet og så op mod kvinden. "I så fald... definere liv" sagde hun. Hvis der var noget man kunne sige om Sarah så var det at hun nok havde en lidt anderledes tankegang. Men hun havde jo tilgengæld ikke kendt hendes forældre, altid boet i skoven sammen med den tidligere maler og hendes lærermester, altid være for sig selv og hende. Hun var aldrig væk fra skoven i for lang tid af gangen. Det gav hende, udover den tid hun havde af at være udødelig, en masse tid til at tænke, og var der noget hun tænkte specielt meget over, om hun så fandt et svar eller ej, så var det livet.

[Dragana Dragoens]

Det grå øje lukkede sig kort i mens hun stod og nød vinden som kom imod sig på denne måde. ”Du ved liv.. en tilværelse hvor du kan føle så meget på en eller flere gange, opleve alt bare ved at stå på et sted eller ved at komme ud i verden. Det er når døden står lige ved siden af dig” sagde hun roligt inden hun igen åbnede øjet og rettede sig op for det nyttede ikke ligefrem noget at stå her hele dagen selvom hun sagtens kunne finde på at gøre det. ”nå jeg har pligter der kalder men du kan da bare blive herude med kvinderne, men lover ikke at de intet gør eller du kan gå med i min kahyt” sagde hun igen roligt med et kort blik på Sarah inden hun vendte sig rundt og gik hen til døren i hendes kahyt og ind af den, for hun gad ikke rigtigt vente på hende eftersom hun da selv måtte vælge om hun ville risikere smerte eller være mere i sikkerhed.

[Deleted]

"Døden?.. Jeg forstår. Så er det din definering af hvad livet af. Tja.. hver sin mening, hvis en..." sagde hun. Hun var ikke sikker på om hun havde definering af hvad livet var, hun var trods alt en ung udødelig og havde stadig meget at lære. Hun så kort ud mod kvinderne, en efter en, og sagde så "jeg går med ind", og fulgte så efter kvinden. Hun ville så vidt som muligt gerne sørge for at de ikke skulle kende til hendes udødelig, og det var helt sikkert at de nok ville finde ud af det ret hurtigt hvis hun blev herude.

[Dragana Dragoens]

Liay gik roligt hen til hendes stol og placerede sig i den inden hun begyndte at studere et kort der lå foran hende med flere forskellige øer på som hun overvejede at bestemme hvor de skulle tage hen af. "Livet er døden og hvis man ikke kan dø har man ikke noget rigtigt liv. For til sidst vil alt det spændende jo også dø hen og intet vil overraske en mere.." sagde hun roligt som hun studerede kortet for hun kunne bare ikke bestemme sig for hvor hun skulle tage hen af, måske til en af de små varme vulkan øer? eller bare en af de fredelige øer hvor man kunne slappe af, men nej de skulle jo væk fra kulden og ned til varmen.

[Deleted]

Sarah fulgte stadig efter Liay, helt hen til bordet, og stod ved bordkanten til højre for hende. "Er det?" spurgte hun. Hun ville, uden at afsløre sig selv som udødelig, lokke nogle svar ud af kvinden. "Men hvad så med... hvad hedder de nu?.. u.. udø.. udødelige! hvad så med dem?" spurgte hun. Siden hun lignede en lille pige så skulle hun også prøve og lade som en. "Men hvor tager vi hen og hvor lang tid skal jeg være væk fra mit hjem?" spurgte hun om og begyndte at græde lidt, selvom det godt nok var falske tårer, for at få hende selv til at se mere ud som et barn end et barn der ikke lod til at have følelser.

[Dragana Dragoens]

Liay sad roligt og betragetde kortet for hun kunne jo lige så godt finde ud af hvor hun skulle smide denne tøs af, for hun gad ikke slæbe rundt på hende hele tiden. "Det er kun en fej tåbe som lader sig blive malet fordi de frygter døden. Det er kun i døden du kan blive genforenet med dem du virkelig holder af" sagde hun roligt uden at se på Sarah men studerede bare kortet fordi hun lige ville bestemme sig for det rigtige sted. "tror bare du bliver sat af på en ø på vejen, gider ikke slæbe rundt på dig"

[Deleted]

"Er det ikke fordømmende at sige at det kun er feje tåber der lader sig blive malet? jeg har hørt om børn der har ladet sig blive malet.. er det fejt?" spurgte hun. Hun tørrede ansigtet og gik hen til det nærmeste vindue, og kiggede ud af det. "En ø?... jeg foretrækker fastland" sagde hun. Hun skulle ikke ud på noget ø, især ikke en øde ø, og så bare blive efterladt der. Selv med hendes magiske evner til at forvandle sig og komme væk fra øen, så ville det stadig tage tid for hende at komme hjem igen. Alt sammen fordi hun ved et uheld stødte ind i en af kvinderne.

[Dragana Dragoens]

"Nej? det er da kun tåber der tager en forbandelse på sig frivilligt og det med børn er da kun fordi deres forældre eller værger er bange for at de skal dø og børnene gør det vel kun fordi ønsker at forblive børn hele livet og gøre deres forældre glade" sagde hun ligegyldigt for hun synes det var tåbeligt og det gav hun vidst også godt udtryk for, eftersom hun var imod den del selvom det ville være dejligt at kunne sejle på havet for evigt.
"Du har ikke noget valg, de bliver efterladt på en øde ø og så må du selv finde vejen hjem" sagde hun igen ligegyldigt inden hun rejste sig fra hendes plads og gik lidt rundt i kahytten for at lede efter en flaske med alkohol.