søgen efter en savnet person

[Mathayus Blackwood]

Mathayus havde været væk i meget lang tid efter piraterne var færdige med ham havde de bare dompet ham et sted han ikke havde kendt til men enlig var han tilbage og der var en kun ting som havde holdt ham i live drømmen om at han ville få Gina at se igen og håbet om hun stadig ville se og tale med ham efter alt den tid han havde været væk uden hun havde hørt en lyd fra ham.
foråret viste sig fra en virkelig dårlig side men det var Mathayus lige glad med lige meget hvor meget det regnede og blæste så stoppede han ikke med at gå han var på vej hen til slottet hvor Gina boede i håbe om hun ville være det han var så tæt på at nå sit mål og enlig havde muligheden for at se hende igen hans tøj var flænset og man kunde tydligt se på ham han ikke lige frem kom fra den fine klasse han linde en som aldrig havde haft et hjem han var beskidt over det helle men han havde dog fået noget godt ud af det han var blevet stærker og mere hårdført af at leve i naturen så længe det passede ham enlig fint det regnede for så kunde han da blive lidt mindre beskidt at se på inden han kom frem til slottet

[lia]

I håb om at finde bedre folk, rare væsner med et hjerte, var hun søgt mod Nirelia og lige nu vidste hun faktisk ikke rigtig hvor hun var. Men der var træer og det fik hende til at føle sig tryg. Vinden blæste kraftigt i det drivvåde sorte hår, hun bed sig i læben og tog sig sammen, for hun måtte finde et varmt sted for natten, hendes krop holdte nok til meget, men hun kunne mærke hun var ved at blive alvorligt syg og det kunne vel egentlig også mærkes. Selvom vinden ikke ønskede hende denne vej, så kæmpede hun sin kamp for at komme af sted. Som altid var hun beskidt og nusset, men stadig lige smuk af natur. Hun havde fået lidt mere fedt på kroppen, men var stadig meget tynd og det sagde noget om hvor ungerernæret hun havde været. Der var virkelig mange ting som gjorde hun ønskede at finde en krp, hendes rejse havde givet hende lov til at stjæle lidt mønter, nok til et måltid og noget stærkt til at tage med sig så hun kunne få varmen. Lia endte med at falde sammen midt i mudderet, hun sad på sine knæ og holdte om sig selv, det sjal hun havde fået om sig, var gennemblødt og hjalp intet. Men kvinden der havde givet hende det, havde lavet det af kærlighed og omsorg for Lia, så hun nægtede at lægge det fra sig selvom det var meget tungt nu hvor det var vådt.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus gik hvider man kunde ikke så på han at det var koldt eller at vejret gik ham på han var iskold og klam og se på i ansigtet han så godt der var en kvinde længere frem som faldt sammen og holde om sig selv han kom op på siden af hende og så på hende " søg læ under nogle træer hvor der er læ for både regn og blæst når din krop ikke kan holde til det" hans stemme var rolig og dyb han så mod den retning han skulle i han havde ikke tid til at stå og snakke med hende pigen men han kunde heller ikke bare lade hende side der og give op på livet han ragte en hånd ud mod hende for at hjælpe hende op på hendes ben så skulle han nok hjælpe hende så meget som han nu lige en gang kunde

[lia]

At der pludselig var en mand fik det helt til at gippe i hende, hun fik noget af et chok og så forskrækket på ham. Det lange sorte hår klistrede klamt til hendes ansigt og man kunne kun lige se hendes øjne, næse og mund igennem. Hun skælvede, både af skræk og så fordi hun frøs en del. Dog havde hun vel intet valg og der var noget over hans stemme der beroligede hende, så hun endte med at tage den hån d som han så fint rakte ud. Da hun kom op på benene, rystede hun stadig, hun så på ham og rystede så på hovedet. Træerne ville ikke hjælpe nok, sygdom ville sprede sig hurtigere, en varm seng ville helt klart være bedst og pengene hun havde stjålet holdte nok meget godt til et værelse. Lia formede ordene med læberne, nogen kunne jo aflæse læber. Hun prøvede at forklare hun havde brug for varme. Indeni følte hun sig næsten ædt op, hun håbede sådan at en ville forbarme sig over hende, for hun havde hårdt brug for hjælp og pleje. Måske var der en kvinde her også der tog sig af unge kvinder som hendes egne døtre.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus forstod ikke hvorfor hun ikke sagde noget men han gik ud fra det var fordi hun frøs så meget at hun ikke kunde tale han trak hende tæt ind til sig og begynde at gå mod træerne "bare rolig jeg kan nogle ting så du skal nok få varmen" sagde han med en rolig stemme mens han så sig lidt omkring da de kom over til nogle træer som stod med et lille mellem rum i en næsten rundt cirkel han løftede roligt sin ene hånd og stille og roligt kom der med nogle mure op af jorde som stilel og roligt gik ind mod hinanden så der kun var et lille hol i toppen så røgen var et bål kunde komme ud og det var en lille indgang som de kunde komme ind og ud af ellers var resten lukket for at holde vinden ude der lå også nogle våde grene på jorden han fik noget jord til at dække over dem og trække alt vandet ud af dem så de blev nok til at han kunde lave et bål ud af dem

[lia]

Det at han tog fat i hende ville normalt have fået hende til at gå i panik, men han var for stærk og hun alt for svag til at tage initiativ til et muligt oprør. Lia fulgte bare med, men som de kom hen mod træerne og hun så deres form, den cirkel, begyndte panikken virkelig at sprede sig. Hendes blok hun normalt skrev på var ødelagt af regnen, så hun havde smidt den væk, derfor var det svært at kommunikere. Hendes ellers rolige øjne var fyldt med panik og som murene kom frem begyndte hun at hive efter vejret. At være fanget var ikke noget hun kunne klare. Derfor endte hun med at forsvinde ind i skyggen og ende ude i regnen hvor skygge herskede. Men fri, hun var fri. Ikke flere fangehuller, bure eller noget som helst. Lia tog sig til brystet og så mod den kæmpe tippi der stod lavet af jord, et sted var hun jo lidt fasineret og nysgerrig.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus gik ikke engang prøve på at stoppe hende i at stikke af han fik gang i bålet ret så hurtigt og gik ud der inde fra nu kunde han ikke gøre mere når hun sådan bare stak halen mellem benen han stod ude fra og kiggede på den han stod helt stille og mærkede efter i jorden for at finde ud af hvor hun var men det var svært i alt den regn "skygge tøs du har 5 sek til at komme frem ellers rygger tippien og din mulighed for at få varmen" han var ikke helt sikker på hvor hun var men han havde en ide om det og han viste hun ville kunde høre ham " 1....2....3" han talte men ikke ret hurtigt han ville jo gerne hjælpe hende men han gad ikke skulle kæmpe for at hjælpe hende han havde noget langt vigtiger at lave ind at hjælpe hende

[lia]

Måske skulle hun virkelig tage imod dette? Måske var han virkelig bare venlig af sind, men han var så stor og snavset at se på, men så igen, hun havde erfaret det var de rene og fornemme mænd som var farligst. Lia trådte stille frem fra skyggen, hun var stadig meget skrøbelig at se på og hun så virkelig skræmt ud. Roligt nærmede hun sig, men hun var på vagt og det var tydeligt at hun havde problemer med at stole på folk. Det var vel bedre end ingenting, men så igen, var hun et nemt offer sådanne et sted? Der var så mange tanker der gled igennem hendes lille kønne hoved. Roligt endte hun med at gå ind i denne her tippi og hun fandt j olæ og varme der, så måske var det slet ikke så slemt.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus satte sig roligt ind til hende efter hun havde sat sig der inde igen "undskyld mig men jeg bryder mig ikke om når i skygger bare sådan forsvinder ud i ingen ting" sagde han roligt mens han sad og så ind i bålet efter et lille stykke tid så han op på hende "du siger ikke ret meget kan du ikke eller vil du bare ikke" han sad og så roligt på hende han var selv ved at være ret så sulten hans mave rumlede "er du sulten ?" hans sad og så lidt rundt mens han ikke rigtig viste hvad han skulle sige

[lia]

Der var stadig meget fugtig jord, hvilket betød at hun kunne skrive i jorden og derfor begyndte hun stille at skrive med sin tynde fine finger.

Jeg undskylder, men jeg er meget bange af mig.
Jeg siger intet fordi jeg ikke kan.
Men mit navn er Lia.

Når hun skrev, kunne man godt mærke på hende at hun ikke havde meget kontakt med folk og hun var rimelig forvirret. Dog håbede hun ikke det gjorde så meget. Roligt flyttede hun sig så han ville kunne læse det og satte sig nær varmen for at tage den til sig. Hendes hår måtte jo meget gerne snart blive tørt. Et sted var hun jo på vej til at blive dødeligt syg, men hun var ikke helt klar over at det var så slemt. Renderne under øjnene afslørede en del, samt hendes matte holdning og meget trætte blik. Måske skulle hun bare ligge sig til at sove lidt, i søvnen blev alt bedre.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus gav sig til at læse det hun skrev "det her kan godt gå hen og blive svært" sagde han lavt for sig selv "mit navn er Mathayus og du skal skamme ikke være bange for mig det liger ikke i min race at være helt igennem ond" sagde han med et skævt smil på læben da det ikke var helt sandt da mange dæmoner var onde af natur "men sig mig lia er du sulten eller hvad" hans stemme var rolig og han begynde finde nogle ting frem fra hans lommer han tog en lille kniv frem og noget kæd som han havde gemt omme på sin ryg i en lille taske som man ikke kunde se han havde på "det er alt hvad jeg har tilbage men jeg deler det gerne med en som har mere brug for det ind jeg har" han begynde at skære i det og stak så kniven ind i det ene af skykkerne og holde det ind over ilden så det kunde blive stægt så det var til at spise det ville være alt for farligt at bare spise det råt

[lia]

Det var utroligt at møde så rar en dæmon, hun så lidt undrende på ham, det var virkelig ikke til at fatte, men så var hun vel egentlig nok på rette vej? Lia bed sig forsigtigt i læben og så på kødet, hun vidste ikke helt hvor vidt hun skulle spise det, men havde hun noget valg hvis hun ikke ville blive alt for syg? Hendes krop havde brug for noget at køre på. Roligt nikkede hun med et taknemligt blik, tænk at nogen ville gøre dette for hende og så en dæmon! Indtil det var færdigt endte hun med at tage det drivvåde sjal af og lægge det ved siden af bålet, nok blev det beskidt, men det blev også tørt og varmt igen. Inde under havde hun en beigefarvet kjole på med et brunt lædercorsage som formede hende pænt. Det gjorde hun ikke så helt fattig ud eller hjemløs ud for den sags skyld. Lia var en meget køn kvinde og det ville kunne ses når hun havde fået gjort sit tøj og sig selv ren i en sø eller flod. Når hun havde fået lidt søvn ville hun meget gerne finde en kro så hun fik ordenlig med hvile og havde en chance for at ordne alting.

[Mathayus Blackwood]

det gik ikke ret lang tid før kødet var fårdig og han tog det af kniven og ragte det over til hende "velbekommen" sagde han med en blid stemme mens han så over på det andet stykke kød han håbede på han måske ville kunde få noget mad på slottet for den smulle ville han ikke kunde komme ret langt på men han havde heller ikke ret langt igen før han ville være fremme ved slottet men det kunde godt være det ville være en ide at sove her i skoven for natten Gina sov nok af lige vel han begynde at stege det andet stykke kød mens han sad og så lidt på hende "hvordan er du enlig havnet her uden i skoven på en nat som denne" hans stemme var rolig og varm og det begynde lige så stille og roligt blive varmer inde i tippien

[lia]

De store jordvægge som stod høje op over dem og snævrede ind holdte godt på den varme som bålet så fint tildelte dem. Noget som gjorde hun blev mere og mere døsig, varmen var virkelig dejlig. Derfor kom hun også til at sidde og smile sødt som en lille pige. Da han sagde velbekomme vågnede hun lidt op og tog forsigtigt kødet, hun spiste meget stille og langsomt. Lia tænkte lidt over hvordan hun mon skulle svare ham, for hun havde vel ikke et helt specifikt svar. Roligt førte hun fingeren hen over jorden hen mod ham, hun skrev på hovedet for hende selv.

Jeg søger efter rare folk, Darklia var ikke lige stedet for mig.

Et venligt lille smil kom fra hende, før hun begyndte at spise videre og kigge lidt rundt, for et sted var det jo ubehageligt uanset hvad, Livet i fangeskab havde haft sin effekt.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus kom ti lat grine lidt over det hun skrev til ham "søde ven det hjælper ikke noget at tage et andet sted hen folk er stadig lige onde og ubrulige det må man vende sig til i livet det har jeg da fundet ud af" sagde han med en en rolig stemme mens hans mad også blev klar han lage kniven fra sig og begynde at spise sin mad mens han sad og roligt så på hende han begynde at få det lide for varmt så´han smed sin t-shirt ved siden af bålet så den kunde tøre da han havde smidt den spiset han hvider helle hans overkrop skinede på grund af den var våd og det gjorde blot man virkelig kunde se hver en mulske meget tydligt