Were am i now?

[Selia Jheduar]

Solen skinde dejlig varmt på engen, vinden var utrolig blid. fuglene sang, og fløj rundt og passe deres unger. duften af blomster gave vinden en dejlig mild duft og det gjorde den bare ind nu beder, i en yndig hjemme syet kjole kom Zakura, hendes lang sort hår sad i en fletning hun selv hade lave på sig selv, og enkle lang tåtter gang dog løs for and hende på hendes bryst, hun hade en af de dage hvor hun vandre rundt i skove og ved floder for at finde den mor hun knap nok kunne huske, med det resultat hun ane ikke hvor langt hun var gået eller hvor hun var, kun at hun var på en enge med mange smukke blomster der virkelig fange hendes blik. hun lulle længer ud på engen inden hun satte sig på knæ mellem huset, og begyndt at plukke og flette blomster krænse mens hun svagt nynne en vugge vise, hun bar kunne uden af i hovedet. hun mærke den varme sol på den lys hud og vinden i det flette hår og nød det så meget, mens tanker fløj bare i gennem hendes hovede som hun tit lod ske når der var super god vejre, hun fik flette en farve rig kræns hun satte på sit hovede og begyndt så at lave et armbånd, stadig nynden mens hun sad i sin egen lille verden, mens de for revenden minder gentog sig i hendes hovede og pinte inde inden i men hun skjulte det for hvem ville dog høre på en psykisk belaste nymfe, og i værste fald måske ville nogle tage hende! hun så rundt og tjekke sin pisk hang på hendes hofte i det fin felte der hørt med til kjolen, og kniven der var gemt under kjolen på hendes lår.

[Mark Ash Paolini]

Det var sådan en smuk dag, men alligevel var Myst på vej hjem til skoven igen efter hun havde været i Lumière for at købe noget mere stof så hun kunne lave noget varmere tøj til hendes små engle hjemme i huset. For hun havde fået tvillinger og de var nu omkring 2 år gamle, Men hun ville allerede begynde på vintertøjet så hun var det skridt foran for hun skulle jo blot lavet tøjet større end det tøj de rendte rundt i her til sommer, men man kunne alligevel aldrig vide hvor koldt efteråret ville blive for de sidste par år havde det jo været rigtigt efterårs agtig med masser af regn og storme, så det var godt at være forbedret på koldere tider.
Så hun gik væk fra Nirelia imod grænsen med en kurv over hendes ene arm fyldt med stof, tråd og nogle forskellige knapper som hun skulle bruge når hun kom hjem. Hun havde da også i tankerne at hun skulle have lavet noget til hendes mand, måske en kappe eller noget andet der kunne varme ham her til vinter.

Det meste af det lange røde hår var sat om i en fletning (se billede) mens resten af håret hang løst som et slags slår der bevægede sig når hun gik. Kjolen hun bar var rødbrun som et efterårsblad, hvor hun havde den bundet foran. Men hun var nu også en kvinde der elskede efteråret mere end noget andet, selvom hun nu også var vild med sommeren, på grund af alle de smukke farver som fandtes her, men der var noget over efteråret hun ikke kunne sætte finger på.

[Selia Jheduar]

Zakura så rundt før hun igen begyndt at flette på armbånd der blev i alle mulig farver, hun elske meste sommeren at være uden for, og mærke solen bag på en, og alle blomsterne. det var der haven ved slotte var bedste at være i, efter og vinterne hade ikke vær sjov men det var enlig ikke sådan ting der ramte hendes meste. hun tog arme bånde på da hun hade flette det, hun så lidt på det. hun fik dog stor øjne, da ind nu et af reven minde kom frem. det var sløret men hun kunne dog kende sig egen stemme sig mama og vine en kvinde, meget sløret en masse rød blomster, som den sløre kvinde lave til et armbånd. Zakura tog sig til hovede, vær gang hun hade disse bider af minder der kom frem gjorde hendes hovede ondt og hun følte hjerte var ved at blive mast hårdt inde i hende. hun ryste mens hun rev armbånd hun hade lave i stykker, hun tabt også den fin krænse på hendes hovede mens hun gispe og enkle tåre kom i hendes øjne, "mora.. mora!" gentog hende, som en lille pige der desprarat ville have sin mors trygge arme om sig og blid stemme ved øret der kunne trøst hende, hun kom vaklene op og stå mens hun stadig hade hænderne begrave i det sort hår, "mora..MORA!" råbt hun med den ellers normalt stille og smukke stemme blev nu skinger og fyldt med sorg og smerte mens hun tog sig til hovede i smerte, og øjne der var helt udspile og fik hende lidt til at line en sindsyg, hun hade ondt hvorfor gik det ikke væk! hvorfor gik det ikke væk! hvor var hendes mor! hvorfor kom hun ikke! hun ryste i kroppen som hun vakle frem og tilbage på de bare fødder, hun gik altid i bar fødder om sommerne og nød græsse omkring sig.

[Mark Ash Paolini]

Skønheden om sommeren var ikke til at tage fejl af, men man kunne nu også se på Myst at efteråret hørte til hendes årstid, det lange røde hår, de ravfarvet øjne og den lidt gylden hud samt tøjet hun vandrede rundt i. Kort stoppede hun op for at betragte alle de smukke blomster der fandtes på engen nær floden, men hun ville nu aldrig plukke dem alligevel for hun var elver og holdt dermed meget af naturen og hun kunne aldrig drømme om at plukke en blomst for at lade den dø meget langsomt i en vase.
Hun blev forstyrret i hendes tanker da hun hørte en kvindelig stemme råbe på sin mora, hvilket fik hende til at se undrende omkring til hun opdagede en ung kvinde et mindre stykke fra hende. Så hun løftede op i kjolen med hendes frie hånd og med kurven holdt hun den anden som hun løb på lette fødder hen til kvinden og stillede kurven nogle meter fra hende inden hun lød hen til hende og lagde sine arme om hende, som en mor der trøstede sit barn, for selvom denne kvinde lignede en sindssyg så var Myst ikke bange eftersom hun havde mødt mange forskellige typer igennem hendes liv at intet skræmte hende før der var en egentlig grund til det. Der fandtes jo noget godt i alle væsner, det var i hvert fald det hun troede på. ”shh.. der sker dig ikke noget” sagde hun beroligende med hendes milde og blide stemme.

[Selia Jheduar]

Zakura gik forsat lidt vaklen rundt mens hun nærme sig floden langsomt på grund af sin, måde at gå på. hun hade ikke set kvinden der var komme hen langs engen, hun hade ikke lagt mærke til noget. hun hørt hende heller ikke komme nærmer, hun opdage hendes først da kvinden lag armen om hende. hvilke var yderst uvente og skræmmen, hun hade ikke for vente nogle ville komme hen til hende, hun så på kvinden med de stadig letter sind syg øjne, vis man så hende ordenlig i øjne kunne man se den lille skræmt pige der var dybt i hende, græden efter den mor der var reven fra hende for så frygtelig mange år siden, hun rev sig fri og fald bag over og lande på enden i mellem blomsterne. hun tog sig igen til hovede, og krøb sammen mens hun græd og rokke lidt frem og tilbage, "gå væk.. gå væk!.. mora.. mora!" græd hun mens hun sad fuld stendig helt knytte sammen som en lille kugle, mens hun ryste. der gik dog et kvarter inden hun enlig faldt så meget til ro at hun ikke ryste mere og fik hende til at trække vejre dybt ned i lungen og lukke øjne mens hun stadig mærke smerte i hovede der dunke, hun kaldt heller ikke på sin mor mere. "av.. hvor er jeg.." hun så forvirret rundt og gned sig mod teningerne.

[Mark Ash Paolini]

Det forvirrede Myst en smule at kvinden skubbede sig væk fra hende og hun var lige ved at gribe ud efter hende, men hun vidste også godt at hun nok ikke burde være for påtrængende før kvinden igen var faldet ned. Men det rev i hende at hun ikke kunne få lov at hjælpe kvinden, men nogen ville jo ikke hjælpes før de havde fået lov at græde lidt ud. Så hun måtte hele tiden slås med sig selv for ikke at kramme hende ind til sig og vugge hende stille, igen moderen i hende som virkelig ikke kunne lide at se andre at græde.
Så hun stod hjælpeløs og så på denne skabning i alt den tid hvor kvinden bare lå og græd og skreg på hendes mor, indtil kvinden faldt til ro men hun turde stadig ikke holde om hende for hun vidste ikke om hun måtte. Da kvinden så virkede til at komme til sig selv, på en meget forvirrende og underlig måde så hun lidt forvirret på hende, men hun følte sig stadig hjælpeløs. ”Du er på engen i Nirelia” svarede hun lidt stille for hun vidste ikke helt om hun burde svare hende eller bare lade kvinden få tid til at tænke sig om.

[Selia Jheduar]

Zakura så op på kvinden der snakke til hende, hvem pokker var hun? og hvornår var hun dukke op. "er jeg det.. åh..." hun så rundt, og blev siden på engen, mens hun fik sin vejre trækning mere rolig. "nå.. i det mindste er jeg ikke vandre helt til grænsen denne gang" mumle hun og gned sig hånd mod panden da hendes hovede gjorde sindsyg ondt! "undskylde.. hvem er de.. har jeg set dem før" hun så på kvinden og kom op og stå en smule vakel vården men det lykkes dog, for hende at komme op og stå nogle lunde lig. hun tog sig til hovede og hade virkelig ondt, hvilke nok tydelig kunne ses på hendes ansigt og på den måde hun letter fustrert gned hånden mod panden, hun hadet de her ture men sådan var hun et psykisk skadet kvinde vis sinde var som en lille piges for det meste, hun så på kvinden igen med de rød brune øjne og det var tydelig at se de var fyldt med sorg og forvirring som en lille pige der mangle sin mor til at guide hende og red hende på lives lange smalde vej.

[Mark Ash Paolini]

Myst så mere roligt på hende selvom hun stadig ikke vidste om hun måtte træde tættere på eller om kvinden skulle have noget hjælp. ”Nej du er stadig i Nirelia, men hvad skete der? Du råbte på din mor og virkede som en bange lille pige” spurgte hun lidt forsigtigt for hun ville jo meget gerne hjælpe kvinden hvis hun kunne men hun var lidt usikker på om hun måtte nærme sig eller ikke.
”Folk kalder mig Myst, Og ved jeg ikke om du har for jeg ved ikke hvor du kommer fra” svarede hun mere roligt selvom hun virkelig måtte anstrenge sig for at holde sig tilbage med ikke at hjælpe denne kvinde for hun så jo virkelig ud til at trænge til hjælp. ”Men hvis du har brug for hjælp vil jeg meget gerne hjælpe dig”

[Selia Jheduar]

Zakura så på kvinden og ryste på hovede "det intet.. ikke noget du kan forstå" sag hun stille og kigge ned i blomsterne "jeg er fra Nirelia.. retter bor i slottes have" hun gned sig panden en smule hårdt for det gjorde da helvs ond! hun så på kvinden, hun handle som alle andre der enlig så hende når hun enlig viste sig, de tog afstand til hende og tur ikke nærme sig stod bare og ville hjælpe men kunne ikke. "Zakura" sag hun stille og kigge ned i sengen inden hun igen kom op og stå og rette den lang høj smukke krop op mens hun tog sig til hovede, hun så mod floden og stod bare og kigge på den mens hun nød vinden i håret, lige nu line zakura en helt normal nymfe, men hun var bare ikke normal overhovede og sådan var det bare og det vist hun.

[Mark Ash Paolini]

”Hvordan kan du vide jeg ikke vil forstå det når du ikke har fortalt mig det?” spurgte hun roligt med et lille venligt smil for hvordan kunne hun vide det når denne kvinde jo ikke havde afprøvet Myst, eftersom hun forstod mere end de fleste. Hun havde jo trods alt boet med mange kvinder i flere år, hver havde deres problem men hun var der altid for dem.
Så da Zakura virkede mere rolig gik Myst lidt tættere på hende for hun var jo ikke bange for nærhed tværtimod ville hun gerne give kvinden et kram hvis hun havde brug for det. ”Er du sikker på du er okay?” spurgte hun lidt bekymret for det var ikke ligefrem hverdag mere at hun så en person bryde sammen på denne måde, men igen hun så jo ikke mange nu hvor hun boede i skoven med Alamut. ”Mit navn er Mystica, men de fleste kalder mig bare Myst” sagde hun mere roligt med et lidt større smil for det var jo dejligt at se at kvinden var mere rolig.

[Selia Jheduar]

Zakura så på hende som hun kom nærmer, hun så ned i engen forand hende og sag ikke rigtig noget "Myst... " mumle hun bare man kunne høre det ikke var for at sige noget bare for lige at huske navne en smule. hun sad lidt inden hun svar på det første, "du vil ikke høre på det jeg har opleve.. jeg kan knap nok selv huske hvad der enlig er sket.. hvorfor det er sket" hun kigge ned i engen lod fingerne glide over nogle af blomsterne mens hun bare sad og samle sig inde i sit hovede så godt hun kunne, hun sukke dybt og ville ønske hun vist hvorfor alt det der var sket ja var sket.. hvad hade hun gjorde for at fortjene denne her fremtid hun sad i, men en psyke der var briste og med en personlighed der sikkert ikke var den der var mening hun skulle have.

[Mark Ash Paolini]

Myst så lettere bekymret på kvinden som hun kom næsten helt tæt på hende, dog ikke til at hun ville røre hende medmindre det blev nødvendigt selvfølgelig. "Jeg vil da meget gerne høre det, hvis du gerne vil ud med det" sagde hun roligt med et stille smil for hun ville da meget gerne lytte til hendes problemer, men det kom jo an på om kvinden ville af med det. Hun satte sig ved hende på engen og ventede lidt på at hun ville begynde at fortælle noget, for det var sådanne ting som Myst godt ville tage sig tid til, hvis det kunne hjælpe andre altså.