|
Post by lia on Mar 8, 2012 19:04:37 GMT 1
At det hele småsortnede for hende da han klemte mere om hende, prøvede hun at skjule, selvom hun gippede efter vejret og greb hårdt fat i sig selv for at holde sig i sin lille stille verden. I den drømmeverden hun så desperat prøvede at komme til, var hun faktisk ønsket, hun havde en mor og far, ja selv søskende, hun havde en lille flirt og en bedste ven som hun fortalte alle sine drømme til, når ja, i hendes drømme verden kunne hun tale og hendes stemme var smuk, hun elskede at lytte til den. Lia bed sig forsigtigt i læben, hun prøvede virkelig at konsentrere sig, selvom hendes tanker faldt hen på hvor de mon skulle hen og hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende. Kroppen begyndte så småt at slappe af, hans ord var fjerne, så hun hørte dem ikke rigtig og hun ignorerede dem rimelig meget. Da hun nåede til sin lille drømmeverden, lod hendes tanker sig nærme sig ind på en løsning, hvordan hendes næste træk nu skulle være. Og da hun slog øjnene op, så hun forvirret rundt, for et øjeblik havde hun egentlig drømt sig så langt væk at hun havde glemt sin situation. Hendes bare tær vrikkede lidt, hun så lidt undersøgende på ham, for selvom han ikke var rar at se på, måtte hun give sig selv lidt informationer.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 19:16:33 GMT 1
Idet at hun valgte at gispe en smule efter vejret, valgte han at slippe sit greb en anelse, så hun i det mindste ville kunne få luft. Han havde dog ikke tænkt sig at sætte hende ned, da han jo på den her måde havde kontrol over hvor hun var henne. Det at hun nærmest forsvandt ind i en drømme verden lagde han overhovedet ikke mærke til, da han blot valgte at bevæge sig væk fra stranden igen, selvom den kølige brise faktisk havde været ganske behagelig, så blev han jo nød til at finde et sted, hvor han kunne slå sig ned for natten, da han ikke ønskede at sove udenfor og da slet ikke når han havde en gæst.. Selvom hun nok næppe ville blive behandlet som en gæst. Man kunne godt fornemme byen i det fjerne, da de først var kommet væk fra den kraftige vind, så valgte det røde hår også at ligge sig med hans ryg, så det heller ikke var i vejen. Hans lod i et kort øjeblik sin opmærksomhed ramme hende, selvom hun bare så ud til at sove eller noget i den stil, eftersom hun stadig havde lukkede øjne. Men da der først kom mere liv i hende, smilte han blot en anelse for sig selv, før at han lod blikket glide langs med jorden, der ikke længere var sand.. Det var egentlig en befrielse at komme væk fra det underlige underlag og få et mere fast underlag, selvom to hvide skikkelser ude i horisonten fangede hans opmærksomhed meget hurtigt. Dem havde han sgu glemt alt om..
De to hvide skikkelse, som William nok var den eneste der kunne genkende på denne afstand, farede lige mod ham, og var egentlig to leoparder, som han havde haft lige siden de var nogle uger gamle. Det var dog ganske tydeligt at de to skikkelser var efter ham, selvom de endte med at fjolle rundt på jorden, ved at angribe hinanden, imens at William og Lia kom tættere på.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 19:25:17 GMT 1
Frygten var der stadig, men hun holdte den nede, den fornøjelse skulle han ikke have mere af, så hun undertrykkede alle de følelser og tanker der bragte angsten for at miste livet med sig. Hendes blik flakkede lidt, da hun vendte helt tilbage så hun lidt rundt, hvor pokker var de på vej hen? Det var en ubehagelig ting ikke selv at bestemme hvor man gik, og så at blive båret på, det var lidt nedladende. Desuden havde hun aldrig haft så meget kontakt med et andet væsen før, så hun var rimelig panisk, selvom det nok ikke kunne mærkes så meget på hende. Måske hendes ansigtsudtryk og blikke der engang imellem kom frem i hendes øjne. Da hun så ud af øjenkrogen at to dyr var på vej imod dem, blev hun først lidt glad, for hvis de nu angreb ham, kunne hun måske slippe væk. Dog lod det til at det var dyr som han kendte og som kendte ham, noget der fik hendes krop til at give en sukkende bevægelse fra sig som luften blev pustet ud igennem hendes næsebor, hvorfor kunne hun ikke bare have en smugle held, bare en lille bitte smugle?
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 19:33:41 GMT 1
Man kunne måske få en mindre fornemmelse af, at hun lidt havde mistet lysten til at kæmpe for at komme fri, men det var jo også bare sådan han opfattede det, fordi det jo netop passede ham ganske godt. Derfor valgte han også at stoppe op, før at de kom for tæt på Aiko og Cassidy, som egentlig havde alt for travlt med at lege, bide og fjolle rundt med hinanden. Han satte hende ned på jorden, men valgte at holde fast rundt om livet på hende, så han stadig havde en smule kontrol. William gjorde kun dette, da han havde fået et indtryk af, at hun ikke ville kæmpe mere, men han kunne selvfølgelig også tage fejl, dog havde han ikke lyst til at bære rundt på hende hele vejen.. Det gik lige pludselig op for Aiko, at der var en anden kvinde i hans selskab, derfor forlod hun Cassidy og styrtede lige mod Lia, hvorefter hun nærmest forsøgte at springe op på benet af hende, dog var hun ikke stå nok og kunne derfor kun nå pigen til knæene, selvfølgelig kunne hun forsøge at stille sig helt op på bagbene, men det orkede hun ikke. Efter noget tid kom Cassidy luntende og valgte blot at gå hen ved siden af William og ligge hovedet en smule på skrå, imens at hun undersøgte kvinde fra top til tå. Men Aiko knurrede mere eller mindre af kvinden.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 19:48:31 GMT 1
Når han sådan bar på hende, var muligheder for at flygte rimelig små, da hun ingen krafter havde at kæmpe sig fri med, derfor forholdt hun sig først roligt da han satte hende ned. Der var ingen grund til at prøve at stikke af med det samme, for det ville bare virke åbenlyst at det var noget af det første hun ville gøre. Da hun endelig havde taget modet til sig, så hun ned mod kattedyret og blev igen bange, for den ødelagde hendes flugtplaner rimelig meget. At den forsøgte at springe op på hendes ben, fik hende bare til at prøve at vride sig ud af hans arm og komme væk. Hendes blik så så mod ham i panik, som en bøn om at fjerne dyret, hun havde været kommet nok til skade de sidste par uger, hun ville ikke mere nu. Hvorfor kunne hun ikke bare komme hjem til labyrinten? Alting gik aldrig som hun havde planlagt, livet var jo direkte til at hade, men hun måtte se på de skønne ting, som når hun var alene og bare gav sig hen til naturen, eller morede sig med at prøve sine nye gifte på forskellige folk som gik forbi labyrinten. Eller var inde i den. Det var sjovt at lege med folk, måske var hun slet ikke bedre selv, for hun var vel egentlig ligeglad med alle andre end sig selv. Så at bebredje ham virkede lidt forkert, dobbelmoralsk. Hun endte med at trykke sig ind til ham, dog langt fra bevidst, men for ikke at blive angrebet af dyret som knurrede af hende. Lia bed sig i læben og det var lige før hun faktisk kravlede op af ham, hvis hun havde haft friheden, havde hun gjort det.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 21:04:42 GMT 1
Det havde muligvis været smartere, hvis han havde holdt hende i sine arme, eftersom at muligheden for at flygte var meget større, men han valgte at tage chancen, eftersom at han ikke orkede at slæbe rundt på hende. Dog kunne han ikke lade vær med at grine en smule af Aiko, der muligvis kunne virke en smule misundelig på hende, selvom hun jo egentlig ikke vidste hvad der egentlig foregik. Men måske der var grund til bekymring? Han valgte dog at holde godt fat i hende, så hun ikke ville kunne stikke af, imens at han lod Aiko hygge sig en smule med den forskræmte kvinde, selvom hun nok kunne mærke på kvinden, at hun ikke var særlig tryg og nok ville fortsætte, medmindre at han gjorde noget ved det. William rystede en smule på hovedet, da hun forsøgte at få ham til at fjerne Aiko, det var ikke lige det han havde lyst til, da han jo morede sig. Dog kom hendes reaktion en anelse bag på ham, da hun trykkede sig ind til ham blot for at komme væk fra Aiko. Derfor vendte han blikket mod den forvirrede unge, der så en smule bedende op på ham. "Nej.." sagde han en smule koldt, hvorefter Aiko bukkede hovedet mod jorden og gik hen til sin søster for at gøre hende ved selskab på den anden side af William, selvom Cassidy nu var meget nysgerrig, så blev hun ved siden af ham. William vendte sig mod Lia og smilte blot koldt til hende, da han valgte at tage et fast greb i hendes arm, da de endelig kom op til byen.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 21:13:59 GMT 1
At dyret fjernede sig fik hende til at vie lidt væk fra ham igen, hun fik det faktisk lidt dårligt af sin egen reaktion, for føj hvor hun hadet at være tæt på andre, specielt mænd. Det var jo ikke fordi hun gik ubemærket rundt, hun havde da godt set blikkende, men det var jo også som regel de kvinder som gik sådan klædt der kunne slå fra sig, så tøjet havde reddet hende mange gange, bare ikke denne gang. Desværre...... Lia skar en grimasse, da hendes arme ikke kunne tåle særlig meget, så hans greb gjorde faktisk en smugle ondt. Dog lagde hun ikke meget i det, for det kunne være værre og blev det måske også. Det var svært at finde ud af hvad hun skulle forberede sig på, hendes blik var fortvivlet, hun kunne ikke finde rundt i noget. Havde han et hjem her? Eller var de på vej til en kro? Hendes tænder bed sig hårdt fast i hendes underlæbe, som hun tænkte ekstremt meget over tingene. Hun ville gerne væk fra ham, men hvordan? Måske skulle hun bare være tålmodig og lade det rette øjeblik komme. Selvom at det at være tæt på denne fremmede truende skikkelse drev hende til vanvid, hun konsentrerede sig jo meget om ikke at blive grebet af panikken og gå fuldstændig fra hinanden. I de måneder der var gået havde hun lært lidt hvad det krævede at færdes blandt andre, og det var ikke at gå i panik, det gjorde kun tingene værre.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 21:37:02 GMT 1
Det gjorde ham ikke det helt store, at hun valgte at trække sig en smule væk fra ham, da han stadig havde kontrol over hvor langt hun kunne komme væk fra ham, selvom leoparderne var en smule distraherende, eftersom at de to unger var meget nysgerrige efter hvad der foregik. Men han forsøgte dog at koncentrere sig om at tage nogle anderledes veje, så hun ikke ville have nogen fornemmelse af, hvordan hun ville skulle finde tilbage til stranden. Derfor endte det med at de gik rundt i ring, samtidig med at han både fik drejet til højre og venstre, i håb om at hun ikke ville kunne finde tilbage, hvis hun nu forsøgte at flygte, hvis det overhovedet lykkedes for hende. Han kunne dog ikke vide noget om at hun faktisk boede i labyrinten, fordi så krævede det muligvis noget mere at forvirre hende. Aiko og Cassidy endte med at ligge sig ned, ligesom for at give udtryk for at de var trætte, noget som fik William til at stoppe deres mindre vandring igennem Tortuga, for at ende foran en stille kro.. som faktisk lå i udkanten af Tortuga, men det ville nok være svært at finde tilbage igen, eftersom den ene vej var ren og skær bjerge og den anden en labyrint tilbage til stranden. William endte med at bevæge sig indenfor uden at skænke bartenderen et blik, da han bare gik op imod de mange værelser.. Selvom kroen lå i udkanten, så var der alligevel nogle enkelt gæster i kroen, men dem så han heller ikke. Han førte blot Lia med sig, Aiko og Lia løb foran op af trapperne.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 21:47:46 GMT 1
Egentlig fulgte hun slet ikke med i hvor de gik henne, hun fulgte bare med, som hun var tvunget til. Selvom tidspunktet nok ikke var til det, kunne hun ikke lade være med at beundre al den flotte natur de gik forbi. Hendes kærlighed til naturen og dens vidunder var stor, det var den eneste hun kunne regne med 100 %. Vinden tog blidt fat i hendes lange mørke hår, hun lukkede blidt øjnene og sukkede opgivende, hvornår pokker var de fremme? Hendes tålmodighed varede jo ikke evigt, hun var træt af at gå på hendes fødder og de havde været igennem lidt af hvert nu eftersom han havde ført dem igennem alt muligt. Lia så ned på sine fødder som egentlig ikke havde det særlig godt, der var sikkert gået hul på hende, men hun følte det ikke, hendes fødder var efterhånden så van til det at de var lammet. Blikket gled lidt rundt og da hun så kroen, blev hun mere forfærdet, hun hadet at være indendøre, så hun satte hælene i selvom det hjalp lige lidt for de endte derinde og hun prøvede at sende folk et blik der råbte om hjælp, men alle sad i deres egen verden. Uheld.......... Igen. Det var ved at blive trættende, hendes blik var vendt ned mod trapperne som de gik op af, allerede nu følte hun sig mere fanget og pulsen steg bestemt, hun havde det forfærdeligt og man kunne godt se på hende at hun blev lettere dårlig.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 22:13:23 GMT 1
Det lettede egentlig at komme indenfor også selvom kulden faktisk bare fulgte dem, så var det ikke noget han lagde mærke til, eftersom at han var van til at være omgivet af kulde. Men gæsterne i kroen kunne godt fornemme kulden, selvom de ikke valgte at rette deres blikke mod dem, fordi de meget hurtigt forsvandt igen. "Nu skal du jo ikke gøre noget dumt" sagde han med en ganske kold stemme, og stoppede op midt på trappen for at tage ordentlig fat i hendes arm og gå tæt på hende, for at hun skulle være sikker på at han virkelig mente det, ellers ville hun bare dumme sig noget så grusomt. Han gik de sidste par trin op af trappen og lod blikket glide ned langs med gangen, hvorefter han hev en nøgle op fra sin lomme, hvor værelses nummeret stod på. Han vendte blikket mod Aiko og Cassidy som var løbet hen til en dør for at vente på ham. Det ville nok kunne lugte hans ting inde på værelset. Et værelset som han havde skaffet sig for ikke særlig længe siden. Han hev fat i Lia og trak hende med sig hen over gulvet mod værelset, og valgte ikke at kigge på hende, før at de ville træde ind på værelset og ligesom ville have mulighed for at være sig selv.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 22:23:01 GMT 1
Det gjorde i forvejen ondt, at han bare greb mere fast, fik hende til at knibe øjnene sammen og se spydigti hans retning. Selvom hun var bange,var hun også stædig og havde en mening om alting, blandt andet hans opførrsel. Ih hvor hun dog glædet sig til at få de klamme fingre væk fra sig igen, selvom hans blik havde sagt noget andet. Og så havde han kaldt hende yndig, hvad var det for noget at sige? Hun var ikke spor yndig! Selvom hun godt havde lagt mærke til at efter besøget hos den kvinde, så havde mænd stirret mere på hende, selv de finere mænd, hvad pokker havde kvindemennesket gjort ved hende? Normalt var hendes negle sorte, fødder fyldt med hård hud, huden næsten grå på grund af et lag skidt oven på den ellers meget lyse næsten hvide hud, tøjet hang i laser om hendes spinkle krop og der var gætterier om hvad der levede i den fuglerede som hendes hår normalt lignte. Faktisk lignede hun slet ikke sig selv og så hun et spejl ville hun nok få et chok. Lia var van til at ligne en fattig syg ung kvinde, for sådan havde alle set hende, indtil for lidt tid siden. At de skulle ind på et værelse hvor der var endnu mere trangt fik hende til at trække vejret lidt hurtigere, allerede nu følte hun sig udsat for tortur, hun kunne slet ikke have at føle sig så fanget, hun ville ud i naturen igen. Hen til hendes elskede labyrint.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 9, 2012 11:57:50 GMT 1
William havde hverken tid eller lyst til at bekymre sig om hvordan hun havde det med situationen, lige nu gjaldt det jo heller ikke om at behage hende. Han smilte blot lumsk, som de kom nærmere på værelset, selvom hun tydeligvis ikke brød sig om situationen, så lagde han ikke så meget mærke til det, eftersom at han koncentrerede sig om de to vilde leopard unger, der langsomt var begyndt at blive utålmodig. Han virkede mere eller mindre koncentreret om at holde fat i hende, samtidig med at han fumlede en smule med nøglen, før at døren gik op og de to leopard unger løb ind på værelset. Værelset i sig selv virkede ganske skummel og dyster, da gardinerne var trukket for, så der ikke kunne komme noget lys ind i værelset, hvis det nu var en vampyr som lejede værelset. Han valgte roligt at skubbe hende ind i værelset med et let smil på læben, hvorefter han selv gik ind og lukkede døren. "Hvor skal vi begynde henne?" sagde han roligt for sig selv, og gik ind i rummet, efter at have sikret sig, at døren nu også var låst. Han gik roligt forbi hende og hen til bordet, hvor han lagde sit sværd på bordet, for at smide kappen på sengen. Sværdet var gennemsigtigt og var smedet kun til ham, selvom der ikke var noget magisk over det, så kunne det godt virke tungt i hånden på en anden. William vendte sig mod hende og lagde armene en smule over kors, hvorefter han blot betragtede hende, før at blikket gled ud mod badeværelset. Det var altid noget at værelset var forsynet med et badeværelse, for der fandtes også værelser uden.. Så skulle man blot benytte sig af et fælles toilet og bad, hvilket sikkert ikke var særlig hyggeligt i Tortuga.
|
|
|
Post by lia on Mar 11, 2012 22:28:49 GMT 1
Hendes paniske oplevelse blev jo kun værre og værre, hendes blik gled rundt i rummet som hun kom ind i, hun tog sig til brystet og prøvede at kontrolere sig selv, for hun var ved at hyperventilere. Et sted følte hun sig slet ikke tilpas i det her tøj, selvom hun så godt ud, for hun plejede at være beskidt og frastødende, noget der passede hende fint, for så lod de hende være i fred. Folk som ham! Hun holdte godt øje med hans dyr, for hun skulle ikke nyde noget af at blive bidt i eller flænset, for nok var de ikke voksne, men de var stadig meget større end almene katte. Da han spurgte hvor de skulle begynde, forstod hun egentlig ikke hvad han mente, men måske var det slet ikke så slemt det der skulle ske. Selvom bare det at hun var inde døre var slemt nok, hendes vejrtrækning var blevet mere kontrolleret, selvom det tog noget tid, hendes hænder lå ved hendes bryst for at kontrollere at hun ikke gik helt i panik igen.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 12, 2012 15:38:46 GMT 1
William havde ikke rigtig noget tilovers for hende, da han ikke fandt det nødvendigt, netop fordi det jo var hendes egen skyld, at hans opmærksomhed var blevet draget mod hendes skikkelse og så endda bare fordi den stakkels pige var sulten. Han kunne sagtens more sig over, at hun ikke havde mulighed for at købe noget mad, fordi det i sig selv burde være forfærdeligt, men nu skulle han nok sørge for at hun ville få det en smule værre. Han kunne dog godt fornemme på hende, at hun ikke følte sig tilpas inde i rummet, hvilket blot fik ham til at smile yderligere. Han gik hen til hende og tog fat i hendes arm for at slæbe hende med hen til sengen, hvorefter han smed hende noteblok ved siden af hende. Det kunne jo være, at hun havde noget at sige til det der skete, selvom det sikkert ville være smartest at holde sin mund lukket, eftersom han endnu ikke helt havde besluttet sig for, hvad der skulle ske med hende. Aiko hoppede op ved siden af hende på sengen og lod sine poter hvile mod hendes ben, bare så hun vidste hvornår hun bevægede sig. Man kunne vel godt sige, at Aiko forsøgte at holde et vågent øje med hende, imens at Cassidy dog var en smule mere tilbageholdende. Derfor blev hun også siddende på gulvet og kiggede op på hende med store og nysgerrige øjne. Hun endte dog med at bevæge sig hen mod pigen alligevel, hvorefter hun blot lagde sine poter op på hendes knæ og faktisk forsøgte at smile til hende, selvom Aiko tydeligvis ikke forstod hvorfor hendes søster opførte sig på den måde. Måske hun kunne fornemme, at pigen ikke var ond eller måske slet ikke havde tænkt sig at gøre noget. ”Jeg vil lige lade dig være en smule alene med Aiko og Cassidy, de er jo tilsyneladende meget interesseret i dig” sagde han med et koldt smil på læben, da han godt kunne fornemme på Lia, at hun egentlig ikke brød sig om de to unger, måske også forståeligt nok, selvom William kun kunne se det sjove i det. Han valgte dog at vende ryggen til dem for at bevæge sig hen mod døren. Han var selv overbevidst om at Aiko i hvert fald ville kunne holde Lia tilbage, hvis han først gav dem ordre til at holde øje med hende.
|
|
|
Post by lia on Mar 12, 2012 16:24:02 GMT 1
Han var skam ikke den første modbydelige person hun havde mødt, men de andre hun havde mødt var vampyrer og selv de havde været rare end ham her. Et sted gjorde det igen ondt på hende at han greb fat i hende og da hun landte på sengen blev hun panisk igen, for sådan en havde hun set hvad skete i, nok derfor hun aldrig havde sovet i en med mindre nogen tvang hende fordi hun var såret eller syg. Lia nåede dog ikke at gøre en eneste ting før hun mærkede et par poter mod sit ben og lidt efter på sit knæ, hun var rimelig nervøs for at gøre noget som helst, for sådan nogle klør kunne komme frem rimelig hurtigt. Dog satte hun sig op og så lidt på de fine dyr, hun vidste egentlig ikke hvad de var for nogle, for alle de forme for katte der fandtes kunne hun slet ikke følge med. Notebogen kiggede hun bare opgivende på, hun havde intet at sige til ham, alt kunne siges med kropssprog i sådan en situation. Da dyrene egentlig ikke virkede til at ville hende noget ondt, så hun overvejende mod ryggen som var blevet vendt hende, derefter løftede hun hånden roligt, forsigtigt og lod den blidt køre ned af sit lår for at lade den møde poten på hendes knæ, for denne her virkede mere harmløs. For ikke at virke som en der ville skade den, smilte sødt til den og så så spørgende på den, for hun ville ikke røre den hvis den ikke ønskede det.
|
|