|
Post by William Silverstone on Mar 6, 2012 19:11:34 GMT 1
Natten var kun lige begyndt, hvilket betød at nattens væsner kun lige var begyndt at træde ud fra deres skygger, natten var jo endnu ung, og der skulle nok være rigelig plads til ballade, selvom man næppe ville få særlig meget fred, så længe at man befandt sig i Tortuga, det kunne jo kun ende galt? Selvom natten var ung, så havde den slanke skikkelse været ude i nogle timer, dog ikke i Tortuga, selvom det helt klart ville vær lettere at fordrive tiden ved havnen. Men nu havde han lige haft lyst til at se sig en smule omkring i Darklia, eftersom at det ikke var sikkert at han ville kunne blive ved med at befinde sig i landet, det kunne jo være at han havde gjort sig alt for bemærket overfor landets hersker, selvom han godt kunne være ligeglad. Men nu hvor han endelig havde fået tid til at betragte de forskellige omgivelser i landet, så fandt han nu stadig havnen mere interessant end den lange rejse mod byen. Tortuga var desuden også hjemsted for de fleste piratter, når de ikke befandt sig på havet, derfor kunne det jo være at han ville kunne få en mulighed for at komme ombord på et skib ellers måtte han jo bare forsøge at finde noget andet at lave. Lige nu valgte William dog at bevæge sig ned igennem den større gade, hvor de forskellige butikker lå på hver side, selvom der var åbent nogle steder, så interesserede det ham ikke, da han kunne fornemme havets duft.. Han savnede egentlig at tilbringe tid på havet, men nogle gange blev han jo bare nød til at acceptere den situation, som han havde fået sig selv i. William havde klædt sig i noget forholdsvis dystert tøj - en sort kappe, som dækkede det meste af hans krop. Men det var jo ikke ligefrem fordi han havde mulighed for at gemme sine ting noget sted, fordi han ikke havde fundet et sted at slå sig ned. Derfor bar han også stadig rundt på det dokument, som havde fået ham dømt som landforrædder, hvilket bare morede ham.
|
|
|
Post by lia on Mar 6, 2012 19:51:24 GMT 1
Det havde været en lang rejse, livet ude for labyrinten var ikke noget for hende, så hun var rejst tilbage til Darklia, selvom hun havde svært ved at finde rundt og det havde taget hende omkring en måned at finde til Tortuga. Et sted hun helst ikke ville være, for her oplevede man som regel aldrig noget godt, men hun måtte have sig noget mad. Hendes tynde skikkelse stod i en faktisk nogenlunde pæn kjole, en gammel kvinde havde forbarmet sig og givet hende et varmt bad, skrubbet hende godt og plejet hendes ellers noget ødelagte hår. De kønne øjne så sultens på et æble som så fint lå der blandt de andre i en bod som faktisk havde åbent. Nok fordi mange valgte at sejle ud om natten og forsyningerne skulle være i orden. Lia bed sig i læben, mon hun bare skulle tage det og løbe sin vej? Hun havde jo ingen mønter, så det var svært at betale for det. Hendes overvejede blik, fik dog manden bag boden til at reagere, han råbte op og viftede med armene, så hun endte med at flytte sig hurtigt og gå videre, stadig på tom mave. Hendes krop var egentlig svag, hun havde ikke fået meget af spise de sidste par dage. En bevægelse i hendes krop viste et tydeligt suk, hun ville glemme alt om mad lige nu og bare komme væk. Stranden virkede som det bedste sted at være lige nu, indtil solen stod op, for så var det lettere at komme til labyrinten uskadt. Lia gik mod stranden med rolige skridt, hun virkede hverken bange eller nervøs, på trods af at en som hende egentlig burde være det. Hun var ikke fysisk stærk, men hun var hurtig med sine giftpile og til at forsvinde ind i skyggen. Som hun roligt kiggede sig over skulderen, bed hun sig igen i læben, for hun havde en dårlig fornemmelse og den forsvandt ikke selvom hun forsvandt ind imellem husene og var godt på vej ud bag byen og ned mod stranden.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 6, 2012 20:25:03 GMT 1
Der var egentlig ikke noget, der interesserede ham på markedet, selvom der var noget der tiltrak hans opmærksomhed, så valgte han at betragte det på afstand, en kvindelig skikkelse som tilsyneladende havde valgt at placere sig foran en bod med æbler. Et lumsk smil gled hen over hans læber, da ejeren lige pludselig begyndte at vifte med armene, så hun faktisk endte med at stikke af. Han valgte dog at gå hen til boden og få sig en lille snak med ejeren.. Egentlig kunne han ikke oplyse ham omkring hvem det var, han fortalte blot at hun ikke lignede en der havde penge og derfor havde han valgt at jage hende bort, så hun ikke skulle finde på et stjæle - noget han allerede havde regnet ud, derfor fik han intet ud af det, andet end at købe et æble. William blev dog stående i et øjeblik for at se hvor hun var på vej hen. Idet at hun forsvandt fra markedet valgte han først at bevæge sig. Den sorte kappe gjorde det dog muligt for ham ikke at vække alt for meget opsigt. Han havde valgt at gemme sine hænder under kappen, så det kun var det røde hår, der skillede sig ud fra den sorte og mørke skikkelse. Hans skridt var lydløse, som om han var igang med at snige sig ind på et dyr eller noget lignende, dog havde han sat kursen mod stranden, da han gik ud fra, at det var der hun var på vej hen. Han havde da tænkt sig at undersøge sagen nærmere. Æblet var forsvundet ind under hans kappe, men det var ikke sikkert at det eneste der rent faktisk kunne gemme sig under hans kappe. Eftersom at han kom tættere på, forsøgte han at holde sig mere og mere i baggrunden, da han jo nødigt skulle til at løb efter hende, fordi det ikke var noget han orkede, så hun havde bare med at være villig til det han havde i tankerne.
|
|
|
Post by lia on Mar 6, 2012 20:45:52 GMT 1
Hendes tempo var roligt, hun havde sin notebog hængende i en kort snor i kjolen som hun bar. Det løse hår blev revet til siden af den lettere stærke vind som kom fra havet, det var jo en havneby og hun var nået godt ned mod stranden. Dog ikke så langt fra byen som hun ville, de nøgne fødder sank ned i det kølige sand, en rar fornemmelse, i naturen væk fra andre folk var nu der hun havde det bedst. Selvom hendes kjole var udfordrende, var hun faktisk mindre et offer end hvis hun lignede en uskyldig ung kvinde. Dog var selvtilliden ikke i top, hun vidste det bare aldrig og det var også svært at læse hende når hun ikke kunne sige noget. Kroppen sagde meget, men hun var meget neutral med næsten alt, for der var ikke mange følelser hun kendte til, kun frygt og foragt, i hvert fald mest de to. Kærlighed havde ingen nogensinde givet hende, barmhjertigheden hun havde fået få steder, havde hun stadig svært ved at tro på. Alle ønskede jo noget til gengæld. Havets brise der ramte hende kraftiger som hun nåede langt nok ned mod havet, fik hende til at smile svagt, det var nu skønt. Her følte man sig fri og i ro med sit sind, bølgerne der ramte stranden og trak sig tilbage blot for at gøre det samme, lydene, duften og samtidig stilheden. Det var perfekt, her stod hun bare i sandet, bevægede tærene lidt for at komme ned til det varme sand under som dagen havde varmen godt op. Og natten nu havde gjort kølig ovenpå. Hendes blege hud kunne forgive hende som vampyr, samt hendes skønhed, dog var hun ikke noget lignende og nogle vampyrer var da også blevet skuffet efter et møde med hende, for hendes blod smagte også forfærdeligt efter alle de ting hun var blevet fodret med hos den sindssyge mand.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 7, 2012 14:45:06 GMT 1
Det lod ikke til at kvinden havde særlig travlt, men man kunne jo heller ikke vide sig sikker om hvilken type hun var. Nu befandt han sig jo også i Tortuga, så der var jo mulighed for at støde ind i luderne, selvom de nok ikke ville bevæge sig væk fra den store plads, da der sikkert ville komme flere kunder forbi, som dem der bevægede sig mod stranden. Han vidste godt hvor han var på vej hen, derfor kunne han være ganske rolig og var ikke bange for nogle nogle uforudset hændelser. William smilte blot, da han kunne fornemme den stærke vind fra havet, hvor han dog savnede livet på havet.. Men det måtte han jo bare forsøge at løse på et andet tidspunkt lige nu lod han sit blik hvile mod den yndefulde skikkelse, som sikkert ikke anede noget omkring hvad der kunne ske. Hans stak sine hænderne ned i lommerne, da han kom ned til den åbne strand og lod blot blikket hvile mod hende med et mere eller mindre lumsk smil på læben. Han bevægede sig tættere på hende og trak noget frem fra sin kappe, før at han rakte det hen over hendes skuldre. "Tag det endelig" sagde han med en ganske kold stemme, da det blot var naturligt for ham. I hånden havde han det æble, som hun så inderligt havde stirret på overfor bodens ejer, hvilket sikkert ikke havde været særlig smart og mon ikke hun ville få et mindre chok af at han bare dukkede op af ingenting? Han holdt dog godt fast i æblet, så han var sikker på at hun ikke lige pludselig ville skubbe det ud af hans hånd. De røde øjne betragtede hendes skikkelse, som han blot stod en anelse på afstand af hende, imens at han så afventede på hendes krop, for at se hvordan hun ville reagere på det. Han kunne dog ikke vide, at hun ikke kunne tale, eftersom at han ikke vidset andet, end at hun muligvis var en smule sulten.
|
|
|
Post by lia on Mar 7, 2012 21:40:53 GMT 1
Her stod hun jo egentlig i sin egen dejlige verden, inden at hun fik et kæmpe chok af en arm der var lige ude for hendes ansigt over hendes skulder. Først vendte hun hurtigt rundt og tog så et par skridt tilbage, hun så lidt forskrækket på ham, hendes krop gippede lidt og hun prøvede at forholde sig rolig selvom det var svært. Hvorfor havde han fulgt hende her ned for at give hende æblet? Allerede nu havde hun mistanker om skumle planer fra hans side af, hun var virkelig ikke den type der stoltede på nogen havde noget som helst sødt at tilbyde nogen. Men så igen, hvad kunne hun gøre? Der var ingen udvej her, hun ville kun kunne løbe så godt hun nu kunne hvis han var en af de meget slemme typer. Dog knurrede hendes mave højlydt, hun tog sig blidt til den og bed sig overvejende i læben, inden hun tog de få skridt tilbage mod ham for at tage æblet. Lia var virkelig sulten, så hun ville jo gerne have æblet og man måtte vel tage gode ting til sig og håbe på bare lidt godhed, selvom hun egentlig tvivlede. Hendes blik var roligt og nu lidt undersøgende, samt lidt spørgende, for hun forstod ikke rigtig hans handling, der måtte være noget bag. Æblet kunne jo være forgiftet, måske var hun lidt for paranoid, og måtte slappe lidt af. Det var bare sidst hun blev taget hånd om, blev det slagtet for øjnene af hende og hun var blevet jagtet op i bjergene af vampyrer som bare morede sig, for mad var hun bestemt ikke. Hendes fødder var fyldt med ar fra den flugttur, de var blevet revet op. I det mindste var den kæmpe bule i hovedet gået væk.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 7, 2012 21:56:29 GMT 1
William var virkelig nød til at tage sig sammen for ikke at bryde ud i en latter, der sikkert ville kunne høres langt væk, dog forsøgte han at forholde sig roligt, da hun blev forskrækket, heldigvis blev han ikke selv forskrækket, fordi han jo netop havde forventet en sådan reaktion. Derfor virkede han også ganske rolig, da hun først vendte sig om mod ham. Han lagde dog hovedet en anelse på skrå og lod blikket glide ned af hendes krop uden at ligge skjul på dette, dog lod han hende blot tage æblet, imens at han nød det at hun valgte at træde nærmere. Han forsøgte dog at skjule hans hensigter med situationen, men det var nu ikke helt så let igen, selvom det havde været meget nærmere for ham at forgifte æblet, dog var han ikke helt så dum igen. Dem der befandt sig i Darklia burde jo være opmærksom på at der sagtens ville kunne ske noget som forgiftning eller noget der måske var værre? Denne gang havde han dog ikke valgt at gøre noget som helst, andet end at nyde hendes skikkelse uden at ligge særlig meget skjul på det. Måske det bare ville virke mere mistænksom? "Hvad laver du herude?" spurgte han med en ganske kold undertone og lagde sine arme en smule over kors, blot for at se om hun nu havde en forklaring på hvad hun lavede ved vandet. Det kunne jo meget hurtigt blive bidende koldt, noget han sagtens kunne hjælpe med. Desværre for hende lod han en voldsom kulde stige op nedefra sandet, selvom det sikkert ikke ville virke naturligt.
|
|
|
Post by lia on Mar 7, 2012 22:20:21 GMT 1
Egentlig hadet hun når folk prøvede at kommunikere med hende, for hun kunne jo alligevel ikke svare med ord, selvom hun så gerne ville. Der var en gang hvor hun drømte om at kunne få stemmen tilbage, men dette ville jo aldrig ske og hun var blevet klar over at drømme var åndssvage. Roligt tog hun fat i sin notesbog, åbnede den og tog det stykke kul som hang ved siden af, her begyndte hun så at skrive. Søger væk fra folkemængden indtil solen igen står op."
Hendes blik var roligt, hun viste ham det hun havde skrevet og så sig så lidt om, stranden var stort set altid tom om natten, dagen var mere travl. Labyrinten virkede som en evighed væk, men det var hendes eneste sikre sted at være og de mange år hun havde boet der, havde holdt hende fra at komme til skade. Alt hun havde lidt under på grund af nysgerrighed, hun var færdig med dette nu, hun ville tilbage til hækkene og stilheden. Lia tog æblet op til læberne, hun nød den kølige frugt og tog en bid af det, hendes krop slappede mere af og hun mærkede at allerede nu virkede det bare lidt. Et æble var en dum ide, da det faktisk gjorde en mere sulten end noget andet, noget man først mærkede efter et par timer. Denne viden havde hun ikke, hun var bare glad for at få lidt ned i maven. Så mens hun stod og nød sin frugt, mærkede hun kulden kom nede fra sandet, hun havde heldigvis ikke sine fødder begravet mere, men hårene på hendes arme rejste sig, sammen med dem i nakken. Gåsehuden viste sig ret hurtigt, men kulde var hun van til, hun levede udenfor døgnet rundt, men kulde var aldrig rart. Derfor begyndte hun at kigge lidt efter noget tømmer som var tørt, æblet holdte hun nu i begge hænder og hun spiste roligt af det. Blikket gled dog tilbage, hun så lidt mistroisk på ham, for at stole på ham ville jo være dumt, men så igen, hun var et let offer, hendes held havde aldrig vist sig.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 7, 2012 22:39:47 GMT 1
Det at hun ikke kunne kommunikere med ham med ord, kunne han jo ikke vide noget om, eftersom at han slet ikke var van til at støde ind i den slags personer, som ikke kunne bruge ord til at forklare sig ud af situationerne, dog så han en smule undrende på hendes blok, men det gik hurtigt op for ham, hvad hun brugte den til. Det at hun rakte ham blokken valgte han at tage imod den med et let smil, da han først havde læst det. Dog kom han lige pludselig på en mindre tanke.. Så ville hun altså ikke kunne råbe om hjælp? "Det kan sagtens være farlig at søge væk fra mængden.." sagde han med et lumsk smil på læben og gik roligt tættere på hende, uden at virke truende, eller det ville jo sådan set kom an på, hvordan hun ville opfatte det. Han lod sin hånd glide ned langs med sin side, hvor han stadig holdt fast i blokken, før at det gik op for ham at hun ikke ville kunne svare ham medmindre at hun fik blokken tilbage. Hvor hun kom fra var han egentlig ligeglad med, eftersom at hun sagtens kunne havne et andet sted end lige på stranden. Han havde da nogle ideer i hovedet, men han vidste endnu ikke hvordan han skulle få dem ført ud i livet, da han ikke havde lyst til at spille sød over en længere periode. William virkede ganske rolig, da hun tog den første bid af æblet, hvorefter han blot nikkede en smule til hende, at der ikke ville ske noget, eftersom at han jo ikke havde gjort noget for at forsøge at få hende til at bukke under eller miste kontrollen. Han ville blot se hendes reaktion på kulden, selvom det slet ikke var som han havde forventet. Han havde muligvis regnet med at hun ville gøre andet end blot at få gåsehud, dog måtte han jo bare arbejde derfra. Han gik roligt helt hen til hende og tog et ganske blidt greb om hendes hage blot for at tvinge hende til at kigge ind i hans røde øjne, hvor et koldt blik viste sig i hans øjne. William havde ikke tænkt sig at give slip igen.
|
|
|
Post by lia on Mar 7, 2012 23:08:44 GMT 1
Det han sagde var jo sandt, så hun nikkede bare roligt. For det kunne skam være farligt, men hun tog nu chancen, desuden havde hun ikke ligefrem regnet med at han ville følge efter hende. Gad vide hvad han tænkte på, der var noget lusket over ham, noget hun langt fra brød sig om. Kulden var jo ikke sjov, men hun havde jo været van til at bo udenfor i den kolde vinter, så syg var heller ikke noget hun sådan lige blev. Lige der var hun faktisk fysisk stærk. At det ikke burde være så koldt tænkte hun slet ikke over, for hun havde travlt med at nyde æblet og samtidig holde godt øje med ham. Da han tog fat i hendes hage havde hun kun lige tygget færdig og sank hurtigt, hun tabte åblet ned i sandet af forskrækkelse og så ham lige i øjnene som han så fint havde tvunget hende til. Øjnene var nok nogen af de mest skræmmende hun nogensinde havde set, hendes krop gippede igen, det her tegnede bestemt ikke godt. Frygten sneg sig stille ind på hende igen, selvom hun prøvede at holde hovedet koldt, det gik bare ikke særlig godt for hende. Berøring af nogen som helst art gjorde hende altid nervøs, hun hadet at have kontakt med andre og havde tendens til at gå i panik, lige nu var hun nærmere gået i chok. Ingen havde fået lov til at røre hende, nogensinde og ingen ville nogensinde få lov til det. Der var intet at hente hos andre folks berøring, selvom hun så al den løgn omkring sig i form af familier der krammede hinanden, elskende som kyssede hinanden og gode venner som gav hinanden hånden i et fast men rart håndtryk. Løgne, hun havde aldrig oplevet noget af dette sådan rigtigt, så det fandtes ikke, ikke for hende i hvert fald. Skuespil var det, fasader på det ulykkelige bag maleriet om den perfekte familie eller det perfekte liv.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 15:59:33 GMT 1
Til tider var det ganske dumt, da man jo kunne ende med at havne ind i typer som ham.. Ikke dermed sagt at det ville ende galt lige med det samme, han havde faktisk mere lyst til at more sig en smule med hende, eftersom at han følte sig fri til at gøre alt. Selvom han sikkert ikke havde noget grundlag for det, så følte han ikke at hun skulle kunne stoppe ham, nu hvor hun ikke en gang havde mulighed for at råbe om hjælp. Kulden tog dog langsomt til, imens at William blev ved med at holde fat i hendes hage, blot for at holde den lette øjenkontakt, som han jo nærmest tvang hende til. Kulden fortsatte op langs med hendes krop og var egentlig kun koncentreret rundt om hende, selvom han godt kunne mærke kulden, så havde han jo ikke noget imod det, da hans element var is.. Dog forsøgte han at få en reaktion fra hende, selvom der muligvis skulle mere til end han lige havde regnet med, han kunne jo heller ikke vide at hun for det meste tilbragte tiden udenfor. I det at æblet ramte sandet, havde hun tabt muligheden for at få mere at spise, dog smilte han lettere lumsk til hende, som han blot gik tættere på hende, uden at forlade hendes blik. Uden at tænke over det, valgte han at ligge den anden hånd om hendes krop, så han havde et fast greb om hende, samtidig med at det sikkert ville blive svært at flygte. "Du skulle være blevet i byen" sagde han med et koldt smil på læben og tog hårdere fat rundt om hende, så han var sikker på at hun ikke lige pludselig ville forsøge at flygte. Han betragtede roligt hendes krop og den lettere udfordrende beklædning, som egentlig havde fanget hans opmærksomhed til at starte med. Nok virkede den en smule slidt, men alligevel gav den ham mulighed for at betragte hendes former.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 17:18:00 GMT 1
Et sted var det jo bare typisk at hun endte ud for sådan noget her, de sidste par måneder af hendes liv var bare endt helt galt og hun var mere overbevist om at blive i labyrinten var en god ide end nogensinde. Hendes krop stivnede mere og mere som kulden kom, for at slappe af i kulde kunne hun dog ikke og det var heller ikke særlig rart jo. Specielt ikke når man tænkte på hvilken årstid de havde, noget der fik hende til at gætte lidt på at det var hans værk. Dog kendte hun faktisk kun til få racer, så hvad han var anede hun intet om. Lia havde jo ikke haft de store muligheder, hun havde kun set de forskellige racer på afstand og vidste jo ikke helt hvad de var i stand til eller kaldte sig selv. Kun at hun var en skygge vidste hun, og så hvad en vampyr var. Hendes frygt i øjnene blev kun større med hans ord, hun stirrede ham direkte ind i øjnene og pludselig gik det op for hende at hendes chance for at løbe sin vej, var blevet taget fra hende i hendes choktilstand og da hun vågnede op af den. Kunne hun mærke panikken sprede sig i hende, for at stå så tæt på ham og mærke hans arm om hende holde hende fast, gjorde det kun værre. Hvis hun kunne havde hun nok skreget. Hun plantede sine hænder på hans bryst og prøvede forgæves at presse sig selv væk fra ham, for hun havde absolut ingen form for styrke i sine arme, det var mere hendes ben og selv der var der ikke meget at komme efter.
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 18:02:43 GMT 1
Det eneste som William gik efter lige nu, var at more sig, selvom det sikkert ikke ville falde i god jord ved hende, da det jo blot gik ud over hende.. Han havde dog ikke noget imod at tage sig kærligt af hende, da hun tilsyneladende ikke tilhørte nogen, fordi så ville hun da ikke strejfe rundt i mørket alene, for så var man da alt for dum? Han kunne godt selv gøre det, da han jo sagtens ville kunne flygte eller forsvare sig selv, men han havde på fornemmelsen af, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere en situation, som denne. Idet at kulden nærmest tog fat i hende, kunne han godt mærke hvordan hendes krop stivnede mere og mere, på et eller andet tidspunkt kunne det godt ende med at den ville blive følelsesløs, hvis han da ikke valgte at stoppe inden. Det gjorde ham ikke særlig meget, at hun valgte at stirre ham ind i øjnene, da hun ikke rigtig havde noget valg, selvom han langsomt valgte at give slip i hendes hage for at føre en hånd igennem hendes hår.. Han ville blot se, hvor forskrækket og skræmt hun kunne blive, før at han egentlig ville komme til sagen, dog morede hendes reaktion ham. En kold latter forlod hans læber, da han fornemmede hendes frygt blot ved at kigge hende ind i øjnene. ”Så ynkelig og dog så yndig” Sagde han med et drilsk smil på læben, før at han langsomt løftede hende op fra jorden, så hun i det mindste ikke havde fodfæste til at sætte af fra. Dog generede hendes hænder ham ikke det helt store, eftersom at kulden strøg fra ham lige ind i hendes arme. Så kunne det jo være, at hun ikke ville forsøge igen? ”Tænk at jeg skulle støde ind i en som dig.. Men ved du hvad det bedste er? Du kan ikke råbe om hjælp” Hans tone var kold og lettere hånlig, da det tilsyneladende passede ham ganske godt, at hun ikke kunne bruge ord til at slippe fri fra hans greb. Men mon ikke de fleste fra Tortuga egentlig var ret ligeglad med hvad der ville ske med hende, hvis der først kom nogen ned på stranden.
|
|
|
Post by lia on Mar 8, 2012 18:30:08 GMT 1
Hendes tanker var ikke helt til at holde styr på, hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle stille op, for selvom livet var noge tlort, ville hun ikke miste det, for nysgerrig på livet var hun, selvom det intet godt havde budt hende endnu. Hvordan håndterede man en situation som denne? Kulden fra ham gjorde hende mere forskrækket end noget andet, hun trak armene til sig og holdte blidt om sig selv. Hans ord fik hende til at danne lidt vrede, hvad bildte han sig ind at bruge hendes handicap til sin egen fornøjelse, sådan et klamt svin. Et sted havde hun lyst til at spytte på ham, bare for at vise hun sagtens kunne bruge sin mund, men det ville nok bare gå ud over hende selv i sidste ende. At hun blev løftet fik hende til at sprælle løs med benene, hun vred sig så godt hun kunne og prøvede virkelig alt for at komme fri. Fristelsen til at bide ham hvis hun kom tæt nok på var der skam også, men igen, hun fik nok ikke meget ud af det, andet end problemer. Og dem syntes hun at hun havde rigeligt af. Det var rart at have sit hoved frit igen, for så kunne hun se væk fra de uhyggelige øjne, egentlig valgte hun bare at lukke sine egne og ønmske sig til at hun var et helt andet sted, for at kunne t´ænke bedre og måske finde en udvej her. Selvom det ikke just føltes som noget der kom til at ske. Lia lagde hovedet i blød, der måtte være et eller andet. Egentlig var hun slet ikke så dum og hun overraskede tit, som at gå fra bange, til rassende, eller med på alting, for så at stikke af. Der havde været mange ting hun havde reddet sig selv ud af, men ingen havde virket som ham her, så kold......
|
|
|
Post by William Silverstone on Mar 8, 2012 18:47:26 GMT 1
Det var efterhånden svært for ham at skjule sin begejstring, selvom det muligvis kunne virke en anelse sygt eftersom at han måske ikke burde være begejstret, fordi han endnu ikke havde opnået noget, bortset fra at gøre hende bange. Da hun trak armene til sig, valgte at blot at få et bedre greb rundt om hende, så hun kom en smule tættere på ham, da han følte at han på den måde havde mere kontrol over hendes bevægelser, selvom hun forsøgte at komme fri ved at sprælle med benene. i et forsøg på at få hende til at stoppe med at sprælle på den måde, valgte han blot at stramme grebet rundt om hendes krop, noget der godt kunne tage pusten fra folk, selvom andre bare blev mere panisk af det. Hun kunne sikker ikke komme i flere problemer end hun allerede var, men det kunne jo være, at det sagtens ville kunne lykkedes for hende, da han jo næppe ville lade hende gå lige foreløbig. Da hun valgte at lukke øjnene, så han en smule undersøgende på hende, for hvad havde hun egentlig gang i? Dog havde han ikke tid til at finde ud af, det var også derfor at han valgte at begynde at gå, selvfølgelig med hende i armene, da han jo nødigt skulle give slip i hende. I hvert fald ikke efter hans mening. "Du er vel ikke fornærmet?" spurgte han koldt og en anelse hånligt, da han ikke kunne være mere ligeglad med hende, end han allerede var, selvom han faktisk godt vil kunne forstå hende, hvis han gav det en chance, dog var han ikke typen, som fik medlidenhed med andre, eftersom at han kun tænkte på sig selv. Nu skulle han bare have hende med et sted hen, hvor der med sikkerhed ikke ville dukke nogle op.
|
|