|
Post by Selia Jheduar on Jun 8, 2012 21:57:33 GMT 1
Zakura Så forsat på paladin der stod der og kigge på hende, da han sag han ville tage hende hjem stod tåren bare ned af hendes kinder for det var virkelige bare det eneste hun ville nemlig hjem! da han sad hun trængt til at komme ud skulle han bare lig hvide! "jeg ville vør død i morgen.. vis ikke de var komme" hun gik langsomt en smule usikker ud af døren og fandt veje helt ud til fordøren, hun så skræmt på de andre paladiner inde hun så rundt, og valgt et træ hun drøne hen til og var ved at falde flere gange, hun lag armen om træet og trak vejre dybt, hendes hud fik en mere livlig farve og øjne meget mere liv som hun sukke og slap træet igen, og så tilbage mod paladinerne og nu begyndt at dække sig med armen nu hvor hun var frisk igen, eller hun hade stadig smerter efter de mange spark og hun stod ellers bare stille og vente på de ville tage hende med tilbage til nerilia.
|
|
|
Post by Falovan Bannorth on Jun 10, 2012 9:33:17 GMT 1
At kvinden blev glad for at høre at hun kunne komme hjem nu var ret så åbenlyst. Man skulle da både være blind, døv og dum for ikke at kunne se og høre det på hende. Og Marduk kunne godt forstå hende, havde han været fanget sådan et sted, ja så var han ikke sikker på at han ville have nogen vilje til at leve bag efter. Men det så ud til at denne kvinde var mentalt stærk nok til at kunne modstå trangen til at ende sit liv, hvilket var meget godt for hende for hun var jo en smuk blomst, og det ville være en skam at berøve verden en af sine blomster. Det var blandt andet derfor Marduk hadede alle mørkets tjenere, det eneste de gjorde var jo at stjæle livets blomster fra deres retmæssige ejer.
Da det kom ud så han at hun så lidt skræmt på hans kollegaer. Det kunne man sådan set godt forstå fordi de så jo noget krigshærdede ud. Hvor i mod ham, han så en del yngre og mindre erfaren ud. Men det var ikke det mærkeligste. Nej det der skete der efter hvor hun løb over og krammede et træ, ja det var lidt mærkeligt. Men da forstod han hvad hun havde ment. Hun var en Nymfe, et af naturens væsener, og en meget værdifuld blomst. Han lod hende genvinde sine kræfter imens han gik hen for at hente sin hest.
Da han, og hans krid-hvide hest, kom tilbage var hun færdig med at få energi fra træet. ”Jeg går ud fra du ved hvordan man rider?” Spurgte Marduk. De andre var allerede ved at være klar til at tage af sted. ”Bare rolig, hun gør dig ingen ting, selv om hun har et lidt iltert temperament. Hendes navn er Amala.” Sagde han med et smil på læben imens han lod sin hånd kærtegne hesten ansigt.
|
|