|
Post by Carmilla Mortella Redd on Dec 19, 2012 19:51:37 GMT 1
Regen stod ned uden for, det små tordne i det fjerne. det var blot ind nu en forårs storm, der hade enlig være en del på kort tid vis man lage mærke til det. men det gjorde salvie ikke, hun lå i barselssengen, fødslen var enlig gået i gang efter at hun hade gået 2 måender over tid!, hun var svag hun kunne mærke det. graviditeten hade være slem ved hende, konstant hade hun måtte lægges i seng og en healer tilkaldes, enkle gang hade hendes krop næsten give efter men hun hade klar det tilbage igen. hun hade ellers glæde sig til den lille ny, men nu var hun knap så sikker på hun over hovede ville kunne klar det her i live.
smerterne var stor, som healer prøve at berolig hende mens han gjorde alt han kunne for at linder smerten og gør klar til barnets fødsel. hendes familie var tilkaldt og det hade ikke tage dem læge før de var ankomme til huset, hendes lille søster var drøne fra sin mor og løben op til salvie, hvor hun bar var brast in af døren, og halv tuden løben hen til sengen og tog salvies hånd. salvie hade set træt på hende prøve at trøste hende som veern tog til, men det lykkes ikke. hendes stedmor kom og trak hendes søster ud, og skædt hende ud for at bare løbe der ind.
hvor lestat var ja det ane salvie ikke, hun hade faktisk ikke lagt meget mærk til ham. hun hade brugt tid på at side og sy ting til babyen, en hue, et par sokker og en trøje blev det til. billede hun hade male af lestat som sad og arbejde var også færdig, dække til på stative hun hade enlig glæde sig lidt til at vis det frem men barn var det hun tænkt mest på.
"okay frøken pres så når jeg siger til" sag healer, salvie nikke og gispe mens hun ind i mellem jamere i smerte, "NU!" sag healer som kigge mellem hendes ben som salvie presse, og gispe mens hun hade tåre i øjne og knuge senge tøje i hænderne. hendes familie stod uden for døren, helt tavse undtage hendes søster der græd stille. hendes far line en urokkelig sten som bare stirre på døren vente på at høre hvad hans datter ville bringe til denne verden, forhåbenlig en velskabt søn men det fandt de tids nok ud af.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Dec 19, 2012 20:10:55 GMT 1
At en lille ny eller flere ventede var ikke ligefrem noget som havde opmuntret Lestat til at blive hjemme og værne om hans hustru, tværtimod havde han så vidt muligt rejst væk på forretninger og så bare for at være sammen med Sabrina eller andre kvinder, ja han havde endda taget med sin far på en rejse til en anden ø hvor de var blevet væk i en måneds tid før de var kommet tilbage igen. Men nu var tiden der altså til at den længe irriterende fødsel gik i gang og Lestat måtte tage imod svigerfamilien, som han da gjorde som han normalt gjorde sammen med sin far men det var fordi faderen jo var forretningsforbindelse, og ikke fordi dette var en lykkelig stund, i hvert fald ikke for ham og inderst inde ønskede han vel at hun var for svag til at overleve denne fødsel for så kunne han nærmest fjerne barnet eller dræbe det før at nogen havde noget at sige, men han måtte vel leve med at der var et barn mere i huset, selvom det barn ikke ville være elsket eller have et let liv på grund af den mor som den nu en gang havde. Han hade dette øjeblik for han havde jo håbet at det aldrig nogensinde var kommet, for han ville ikke have et barn der var sådan en ussel skabning, han ville i hvert fald ikke kendes ved det hvis de en dag mødtes ude i byen og han ville nok sende barnet væk ret hurtigt så det ville nok allerede blive sendt væk som 12-13 årig bare så han slap for at se på denne vanskabning, som han mente det var fordi det ikke var en fuldblodsvampyr men det ville jo blive sådan en dræber, en skabning der ikke burde leve fordi de var en skændsel for racen. Nok havde Salvie da nogle egenskaber og særlige adfærds ting som han egentlig nød lidt at se på men han mente stadig hun var en skændsel ligesom barnet ville blive.. Og at han skulle være så uheldig at blive hendes mand!
Da han stod uden for døren var der ikke meget følelse i hans ansigt som han bare stod og ventede og nærmest lignede en statue for han kunne jo ikke gøre meget og han ville heller ikke være derinde for at se barnet blive født, mest af alt fordi lugten af blod jo var fristende selvom han havde trukket for ikke så længe siden. Hans familie stod også ude på gangen men igen det var nu for at være der for svigerfamilien, så de havde også disse følelsesløse udtryk i ansigtet som de bare ventede.
|
|
|
Post by Carmilla Mortella Redd on Dec 19, 2012 21:52:12 GMT 1
Salvie skreg i smerte som en vee jo gennem hendes spinke krop, hun bed tænderne sammen og gispe og svede, for det gjorde da virkelig ondt! hun så mod healer vis mund bevæge sig men.. hvorfor kunne hun ikke høre det han sag? hun følt sig rigtig dårlig, hun presse og følt bare hun mangle luft og at hun følt hjerte gjorde ondt og pumpe for hårdt.
enlig efter 11 lang timer lød der barne skrig, en velskabt lille dreng på 3.676 gram og 56 cm lang med mørkt hår og mørk øjne kom til verden, healer tog drengen og tørt ham groft med et håndklæde før han vist det vrælene barn til salvie der så livløst på drengen, "min baby.." gispe hun før hendes øjne rulle op i øjne, healerne så på hende og skyndt sig ud af døren, hvor han så på familien "en dreng.." sag han før han gav barnet til lestats mor, snart stod salvies familie og beunder den lille dreng der stadig græd noget så meget.
healerne gik ind til salvie, lytte til hendes hjerte og følt efter puls. han begyndt at trampe rundt som han gjord hvad han kunne for salvie, men efter lidt tid kom han ud igen. "det bedste vis i kommer ind og siger farvel mens tid er.. hun kommer ikke til at klar den.." healerne så på dem, salvies søster løb ind til salvie der lå halv bevist løs i sengen, hendes søster hoppe næsten op til hende mens hun tude og tikke hende om ikke at dø, salvie rørt sig ikke men så meget bare livløst på hende "stille lille søster.." hviske hun stille "du skal ikke græd.. jeg skal bare sove lidt.. så bliver alt okay" hun fik et lille smile på læben, hendes stadmor kom snart med hendes far, hendes far græd ikke men sorgen var i hans øjne, han gik hen og strøg hende over kinden. "far.. vil du.. søger for.. den lille.. har det godt.. når jeg ikke er her mere" tår trille fra salvies øjne, enlig fik hun sit første og eneste barn og det kom til at kost hende live, hendes stedmor tog slavies hånd og prøve ikke at græde selv om det var svær. hendes far hade nikke som tegen på han nok skulle holde øje med den lille når salvie ikke længer var der. "hvor er min baby? jeg vil godt.. se min baby" sag hun stille.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Dec 19, 2012 22:11:29 GMT 1
Folk ventede meget tålmodige, egentlig virkede det ikke til at nogen var nervøse eller bekymret til trods for at Salvie lå og fødte derinde og som vampyrer kunne de høre hendes vejrtrækning og hjertebanken selvom det virkede meget svagt, men Lestat foretrak ikke en mine mens de ventede og heller ikke rigtigt da healeren kom ud med drengen rørte han på sig, men så dog kort derover, dog kun før at Salvie familie var gået ind i rummet for der tog han drengen fra sin mor blot for at følge med resten af familien ind i rummet, et rum han jo nok blev nødt til at skifte ud nu hvor Salvie lå for døden, så ville han da ikke være i dette rum. Han betragtede roligt hans svigerfamilie og hans egen som de tog afsked med hans kone selvom det snart blev hans tur som han stod med den lille og ventede på at det blev hans tur da hun spurgte om hvor hendes baby var, ”Her”
[/color] svarede han kort og gjorde et kort tegn til hans far om han skulle tage familien og svigerfamilien så han selv kunne komme til. Lestat ventede lidt til at de var gået før han gik hen til Salvie selvom lillesøster vidst ikke var helt let at få væk fra Salvie så var der jo ikke noget at gøre ved det. Dog gik han alligevel hen og satte sig med ryggen til døren og fronten imod hende mens han havde barnet i favnen, han sagde ikke rigtigt noget for der var jo ikke meget at sige eftersom hun kendte til hans holdning omkring dette, selvom det måske til tider havde virket som om han havde elsket hende så var det jo ikke sandt selvom han til tider havde været lidt glad for hende så havde han aldrig elsket hende, ikke på samme måde som han gjorde med Sabrina for han vidste ikke hvordan han skulle elske en anden race når han havde lært hele livet at fuldblods var bedst og ikke disse halve skabninger. [/blockquote]
|
|
|
Post by Carmilla Mortella Redd on Dec 19, 2012 22:23:43 GMT 1
salvie så på barnet der enlig var falden til ro, hun sag ikke noget som familien gik og hendes søster næsten reven væk fra hende. da de var gået kigge hun svagt på lestat selv om meget var utydelig for hende lig nu, hun kendt godt hans holdning til barnet og sag stille. "lad far tage ham.. du skal ikke stå til ansvar for ham.. det bedste for ham vis min stedmor tage sig af ham.. så kan du også nemmer glemme det hele" sag hun svagt og så på drengen, hun fik løft armen og strøg drengen over kinden og smile svagt for hun syntes han var helt perfekt i hendes øjne. hun trak vejre dybt, hun følt sig så træt noget så træt. hun tog armen til sig og så på lestat igen, "jeg har lave et billede til dig.. de står der henne.. gør hvad du vil med det.. jeg kan jo ikke rigtig gør noget" mumle hun og sukke dybt, hun lukke øjne kort før hun åbne dem igen "beklager jeg ikke kunne være en beder hustru.. du fortjente beder.. det vist jeg enlig fodt i starten.. hm.. naive som jeg nu en gang er.." hun sukke igen "pas godt på dig selv kære.. det tid for mig.. at sove den lang søvne" hun smile som et par tår trille ned af hendes kinder.
healerne kom ind og gik hen og tjekke hende, salvies hjerte slog ikke mere, et svagt smile var på hendes læber og armen lå slap ved hendes side. "fruen er død" sag healerne, nu stod et vræle fra salvies søster der løb hen til salvie og knuge sig ind til sin nu af døde søster, hun så vred på lestat og hvæse "det din skyld! det din skyld! morder!" hun kom af sengen og sparke ham over skinde benet, hvor efter hendes far tog fat i hende mens hun skreg grimme ting om lestat ind til hun fik 2 lussinger og hendes mor tog hende med ud af rummet.
salvies far så på lestat "sag hun noget.. inden hun sov ind" spurt han og så på sit barnbarn der begyndt at græde igen på grund af alt larmen.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Dec 20, 2012 6:48:33 GMT 1
Lestat var rolig og bevægede sig ikke meget som han sad med barnet, dog lagde han barnet bedre så hun kunne se ham og stryge ham over kinden hvis det var det hun ønskede. ”Hvem har sagt jeg vil glemme?”
[/color] spurgte han bare for han ville da gerne glemme men hun gjorde det ikke ligefrem nemt for ham når hun lå dødende i deres seng, han vished om at han havde en dreng og så det maleri hun fablede om at hun havde lavet til ham. ”Du havde dine fordele som jeg kunne have lært at leve med, men sov min kære du trænger sikkert til det”[/color] sagde han roligt for han havde jo ikke meget at sige men han rejste sig dog lidt op for at kysse hende på panden før han rejste med barnet i favnen og så ned på hans døde kone for han regnede jo ikke med at de nogensinde ville se hinanden igen for han havde jo ingen sjæl så i døden ville de heller ikke mødes. Han trådte til side da healeren kom ind for at tjekke hende, ”Det ved jeg”[/color] svarede han roligt for han kunne jo ikke høre hjertet mere og det betød jo gerne døden så det behøvede han ikke ligefrem at vide. Han så roligt på søsteren selvom det blik mere køligt da hun mente han var morder for det var jo ikke ligefrem ham som havde bedt ham at få et barn, det havde sådan set været Salvie som mente de skulle have et. Da svigerfaren spurgte ind til om hun sagde noget måtte Lestat tænkte hurtigt for der var jo ikke rigtigt noget som han burde vide ”Ikke noget de behøver at vide, hvis de vil have mig undskyldt så skal jeg tage mig af min søn før de kan få ham med som hun ønskede”[/color] sagde han roligt og nikkede kort som et slags buk inden han kom forbi folkene for drengen skulle ikke udsættes for en rejse i denne til stand, der skulle først lige ro over ham og så skulle han da også klædes ordentligt på først, helt hjerteløs var han da heller ikke selvom han godt vidste at der ikke ville gå lang tid før at drengen ville blive sendt med sin morfar men lidt tid med drengen ville han dog alligevel godt have. Der gik to døgn før Lestat dukkede op på den tredje nat med sønnen i favnen, for han havde brugt tiden på at være sammen med sønnen i hans arbejdsværelse hvor han havde taget sig af ham, og de eneste som egentlig havde set ham var slaver som bragte ham forskellige ting han bad om. Sønnen havde mest af alt sovet i sin fars arme når drengen ikke var vågen og lå og kiggede eller pludrede lidt. Da han dukkede op igen var drengen blevet tørret bedre af og havde fået noget mørke blåt tøj på så han var klar til rejsen der ventede ham. Lestat gik roligt ind i spisesalen hvor han vidste familien nok ville spise eller vente på at få drengen set. ”Så er Saladin Banderas klar til rejse”[/color] sagde han roligt som tegn til at han havde navngivet drengen efter sin mor men alligevel havde han taget sig retten som far at navngive ham. "Jeg forventer dog at jeg får lov at besøge ham, til trods for hans mor ønskede at han skulle rejse med jer"[/color] sagde han roligt for han forventede da at han stadig måtte se sin søn selvom han lige nu opfyldte Salvies sidste ønske dog ville Lestat jo ikke helt give slip så han ville stadig gerne se sønnen for det var trods alt hans første fødte selvom han ikke var vild med racen. [/blockquote]
|
|
|
Post by Carmilla Mortella Redd on Dec 20, 2012 16:03:34 GMT 1
Salvies far nikke bare som han lod lestat gå med barnet, de to næste dage var der stille. enlig var det som normalt, salvies far sendt breve afsted for at angere salvies begravelse, og at slaverne i huset skulle gør børn værelset klar til den lille dreng de nu skulle have med sig hjem. salvies søster tog ikke tabet pænt, hun sad bare og mumle mens hun så dyster og vred ud, enkle hysteriesk anfald had før til hun hade fået et par lussinger men det var så også det.
da lestat efter to dag kom med drengen som han hade døbt Saladin tog salvies far pænt i mod drengen, "selvfølige lestat.. de kan til vær en tid skrive og be os om at sende ham her over når han bliver eller vis de mener det beder han er her.. ellers kommer de bare som de lyster" salvies far så ganske roligt på ham, før han så på drengen der kigge på lestat, med de enlig stor mørke øjne, han var stille som han lå der i sin morfars arme men han forstod heller ingen ting, han proppe sin hånd i munden og begyndt at gumle lidt på den mens han kigge underne på folk for hvad skete der?. salvies far rakt drengen til sin kone der kærligt tog ham i armen og snakke lidt til ham, men drengen kigge bare på lestat og gumle ellers på sin hånd.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Dec 22, 2012 12:49:56 GMT 1
At Salvie skulle begraves skænkede Lestat egentlig ikke en gang for som vampyr var han vant til at man brændte op eller blev til aske så snart man var død så det var stadig lidt underligt at en skulle begraves, så han overlod dette til familien mens han bare tog sig af sønnen for at få en smule tid med ham. ”Regnede med at jeg ville skrive i forvejen så i kunne få en chance for at forbedrede min ankomst.. men der kommer en dag hvor jeg vil skrive efter drengen fordi han skal oplæres og dermed komme tilbage og bo med mig”
[/color] sagde han roligt men han var fast besluttet på dette, men lige nu ville hans respektere Salvies sidste ønske, dog ville han selv stå for drengens oplæring og dermed give ham det bedste, for det var ikke sikkert at Salvies familie havde de rigtige forbindelser til dette, for Lestat mente han kunne give sønnen et liv som enhver ville elske selvom det krævede at de kunne lære at leve med hinanden for Lestat kunne stadig ikke lide racen men det var hans første fødte som han kendte til og dermed skulle han da også behandles ordentligt fordi han jo egentlig var arvingen. ”Hvornår skal Salvies begravelse stå?”[/color] spurgte han roligt for han havde da regnet med at de alle skulle deltage fordi hun havde været en del af familien, til trods for det var kort tid. [/blockquote]
|
|