|
Post by Dragana Dragoens on May 15, 2013 19:18:41 GMT 1
Aftenen bød på mange smukke ting, stjerne der blinkede på himlen, månen der lyste halv fuldt og skyerne virkede utrolig sorte men de var nu stadig smukke, ligesom havet var det når solen skinnede ned i den.
Endnu en gang var Black Lotus skibet i Tortugas havn denne mørke nat, ligesom det ofte var for her var nu rart, for her i byen var der jo altid liv og glade dage uanset hvilken tid på døgnet man kom, hvilket også var grunden til at Liay var taget i land denne nat, denne gang var det ikke for at drikke, feste og hore men for at tage på Tortugas strand, med andre ord for at være alene med hendes tanker, det kunne man jo ikke mange steder fordi der altid var noget som forstyrrede, så derfor havde hun givet kvinderne besked på ikke at følge hende. Den denne gang rolige Liay gik hen ad stranden med uåbnet flaske i hånden, hvor hun satte sig på en større sten nær havet, hvor mange større sten lå ude fordi hun havde skrænten i ryggen, så de var nok kommet ved et stenskred på et tidspunkt, men det tænkte hun ikke over lige nu, hun sad bare og så udover havet hvor stjernerne genspejlede i havet og glimtede fordi vinden bevægede vandet, ikke en voldsom vind men en blid sommervind som bragte den kolde vind med sig som om der snart ville komme en storm, men det gjorde hende ikke noget for det var rart med stilhed. Den efterhånden ældre Liay begyndte at overveje at stoppe med at lege pirat og få sig et liv på land, men hun kunne ikke se sig selv som en landkrabbe som hun en gang havde været inden hun stak af for at blive pirat som hendes far, men hun følte sig ind i mellem for træt og gammel. Dog regnede hun ikke med at stoppe for hun en gang døde.
*Tøjet som på billedet ligesom klappen over hendes ene øje*
|
|
|
Post by Cassandra DeAqua on May 15, 2013 19:40:23 GMT 1
Aftenen havde sænket sig over tilværelsen og gjort det i forvejen mørke vand, endnu mørkere. Ikke at det generede havets beboere, som kunne se hver eneste bevægelse og ting i vandet, nemt som ingenting. Dertil lyste månen og stjerne op, selv langt nede i vandet, selvom det ikke nåede helt ned til havets bund. Og det var der Cassandra befandt sig. En havfrue med mørke skæld ned langs den lange hale, og det sortgrå høj med en metallisk farve, som bevægede sig legende rundt i vandet, som hun svømmede længere op mod land. Hun havde brugt dagen på at lege rundt med den store blæksprutte, som havde været hende ven i mange år, og som altid var god til at underholde kvinden. Men med store svømmetag nærmede hun sig standen ved Tortuga, piraternes hjemsted, og området, hvor Drazilla havde mest glæde af at hun var. Det var underligt at stå i gæld til et andet levende menneske, på den måde som Cassandra følte sig knyttet til dette forunderlige væsen. De havde ikke talt sammen, havde ikke skabt en følelsesmæssig tæthed, men alligevel var der noget andet over kvinden. Cassandra havde aldrig brudt sig om de langgående mænd og havde nydt at lokke dem til sig, for koldblodigt at trække dem end mod havets bund, hvor de endte måtte lade livet ved at drukne, eller fordi de sylespidse tænder borede sig ind i deres hals og på den måde slog dem ihjel. Men kvinderne. De var anderledes. De kunne være lige så korrupte og morderiske som landets mænd, men de lod sig ikke på samme måde blive fanget ind i en havfrues spind af løgne og bedrag. For de var mere af samme støbning. Kvindelist, charmen og ikke mindst klogskaben, som begge parter besad. Eller det var i hvert fald hvad Cassandra mente.
Cassandra nærmede sig roligt de store kamptesten som lå rundtomkring i vandet. Nogle af dem lå langt fra kysten, og det var også en af dem hun først nærmede sig, og lod sit hovedet komme oven vande bag den, inden hun løftede sig op over stenens kant og spejdede frem med de isblå øjne, indtil de ramte en skikkelse som var nær stranden, men stadig et stykke ude. Lydløst og roligt, lod hun sig falde tilbage i vandet og svømme fremad. Det var en kvinde, og det var vidst ikke en ganske normal kvinde. Ud fra hendes udseende og attitude, var hun en af piraterne. Ikke så underligt, taget i betragtningen hvor de befandt sig. Men jægergenet var ikke vækket til live i den forunderlige skabning, som mærkede hvordan det blev mere lavvande. Hun turde ikke svømme længere ind, i frygt for igen at blive fanget, så derfor svømmede hun om bag endnu en sten, som var mindre end den første, men stadig stor nok til at dække for hende, inden hun løftede sig op, så hendes hoved stak ovenover til det nåede næsen. Det metalliske mørke hår, gjorde at hun ikke var nem at guide sig hen til, selvom at månens stråler oplyste området. Hvad der umildbart ville give hende væk, ville være de lysende blå øjne.
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on May 15, 2013 20:12:52 GMT 1
Den stille aften var noget Liay længe havde haft brug for, fordi hun altid var omgivet af en masse folk, ikke at hun ikke nød det, langt fra for hun nød hver eneste skabning hun befandt sig imellem normalt, de havde hver deres enestående trak som lokkede hende tættere på, nogle mere end andre. Men hun var dog også en kvinde med visse holdninger som at kvinder var lige så gode som mænd, hvilket også var grunden til at hun kun havde et skib fyldt med kvinder for mænd skulle ikke tro de kunne lede og styre skibe bedre end kvinder og indtil videre havde det da gået godt for Liay fordi hun havde været kaptajn i over 10 år, måske snart de 20 uden nogen former for mytteri. Hun sad roligt og så udover havet i noget tid inden hun fik åbnet for flasken med vin som hun tog en stor slurk af, for det slog ikke lige så hårdt som rom eller noget andet og hun havde ikke tænkt sig at være fuld denne nat, for hun var ikke i humør til fest og ballade men ville bare have en rolig nat hvor hun kunne nyde havets skønhed, det hav der altid kaldte på hende og lokkede hende som en slags elskerinde hun ikke kunne få nok af, selvom hun kunne få rigeligt af de kvinder hun var sammen med. Hun så kort væk og lagde derfor ikke mærke til at hun blev iagttaget selvom hun efter noget tid begyndte at føle den velkendte følelse så hun så sig lidt rundt først over skuldrene og så til siderne for at se om nogen var i nærheden af hende, derefter vendte hun opmærksomheden imod havet igen for det var måske på tide at sejle fra Tortuga igen selvom de næsten lige var ankommet. Hun tog flasken lidt op og så på den inden hun rystede på hovedet. "Jeg er vidst ved at blive skør"
[/color] mumlede hun for sig selv, for hun følte som om hun blev iagttaget, men igen i nattens mørke så hun jo ikke så godt, specielt når hun havde det blinde øje til. Hun stillede flasken ved siden af sig inden hun bukkede sig forover for at tage hendes støvler af så hun havde bare fødder. Støvlerne satte hun ved siden af flasken som stod op af stenen, inden hun rejste sig og gik lidt ud i vandet, kun lige så fødderne var dækket så hun lod bare til at nyde kulden imod hendes bare hud og den blide vind der legede med hendes hår. [/blockquote]
|
|
|
Post by Cassandra DeAqua on May 15, 2013 20:43:31 GMT 1
Cassandra betragtede hende stadig, og det faktum at kvinden bemærkede det, gjorde at Cass ikke kunne lade hver med at sætte hovedet lidt på skrå. Måske var hun blevet for nysgerrig over disse skabninger? Ikke destro mindre fandt hun kvinden foran sig interessant, som hun sad der og nød natten og stilheden. Hun gemte sig alligevel under stenen, da kvinden vendte sig over mod hende. Hvad var hun bange for? Der var en kvinden. EN! Og så gemte hun sig, som var hun et byttedyr. Et smil plantede sig på hendes læber, som hun igen rejste sig op af vandet, og lagde sig denne gang mere til rette på stenen, så hendes overkrop lænede sig op af den og armene lå over kors, hvor hun ovenpå hvillede sit hoved. Hendes blik fulgte hende som hun bevægede sig ud i vandet og dertil også kom nærmere. ”Hvorfor tror du at du er skør? Du har nogle af de bedste overlevelsesinstinkter jeg længe har set, smukke.” hendes stemme var blid og havde en melodisk klang over sig. En blanding af sang og tale kunne man kalde det. Det flød af sted som vandet mod kvindens ben. Endnu et fænomen som forekom hende underligt. Ben. Hun kunne godt se det praktiske i dem på landjorden, men for sådan en som Cassandra var det ikke nødvendigt. ”Dertil er du også ret modig af dig, som du frygtløs bevæger dig ud i det faretruende og koldblodige hav. Som var i skabt til for evigt at være sammen. [/color]” sagde hun så, igen undrende over naturen. Hun fremstod ikke særlig farlig, som hun lå der, med de uskyldige træk og blide stemme. Men det ville hurtigt vende hvis det var en nødvendighed. Men lige nu så hun ikke kvinden som sit bytte, men som noget interessant som hun lige ville studere, inden hun besluttede sig for om det var måltid eller forbipasserende. Hun angreb normalt ikke kvinder, men havde da gjort undtagelser igennem tiden. [/blockquote]
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on May 15, 2013 21:04:13 GMT 1
Det kom som et mindre chok for hende at der var en stemme i natten så hun krøb kort ufrivilligt sammen før hun rettede sig op igen og tog sig kort til hjertet før hun så over imod kvinden på stenen med det grå øje som virkede blind for nogen. "Lad være med det.."
[/color] surmulede hun en smule for hun kunne ikke blive ved med at holde til sådan nogen ting, selvom der stadig var mange overraskelser hun skulle igennem før hun ville dø, men denne gang havde hun nu regnet med at hun var alene og bare var ved at være skør men det viste sig jo at hun ikke var det. "Og jeg tog fejl, jeg er ikke skør.. jeg så dig bare ikke"[/color] sagde hun mere roligt som hun sænkede hånden igen og bare lod den hænge som den havde gjort før, men hendes blik var fastslås på kvinden på stenen, dog var der ikke noget ondt at se i øjet, måske en smule irritation fordi hun var blevet overrasket på den måde, specielt når hun havde troet hun skulle have en nat alene. "Havet skræmmer mig ikke.. Nok er hun faretruende og koldblodig og nådeløs men hun kalder stadig på mig, lokker mig, frister mig og gør mig rolig samtidig med at hun får hjertet til at banke hurtigere.. Jeg er skabt til at være hendes til evig tid desværre kan hun ikke være min"[/color] svarede hun dog roligt til det med at hun ikke frygtede havet, der var intet at frygte for hvis hun skulle dø så ville hun gerne have det skulle blive ude på havet så hun til evig tid kunne ligge på dens bund når hun en gang døde. Det grå øjne fjernede igen fokus fra kvinden og så udover havet igen, for hun ville elske at kunne tilbringe evig tid ude på havet, der var ikke noget bedre, hverken druk eller hor var bedre end havets smukke udseende og vinden i håret og egentlig bare føle sig fri, så man kunne vel godt sige hun var misundelig på havfruer? men igen hun ville ikke undvære et liv på land ind i mellem, selvom det kun var få ting hun gik i land for, men ting hun ikke helt kunne undvære. [/blockquote]
|
|
|
Post by Cassandra DeAqua on May 16, 2013 15:38:34 GMT 1
Cassandra kunne ikke lade hver med at komme med et hjerteligt grin over kvindens forskrækkelse. Og smilede derefter uskyldigt til hende. Hun satte hovedet let på skrå og satte noget af sit hår om bag øret, mens hun betragtede kvinden med de grå øjne. Det faktum at hun vidste at hun var til stede og havde kigget på hende, overbeviste Cass om at kvinden foran sig ikke var blind. ”Jeg er heller ikke så nem at få øje på hernede i vandet. [/color]” svarede hun roligt og trak sig op af vandet og satte sig på stenen. Hendes hale var nu synligt, men finden lå stadig nede i vandet og skvulpede legede med vandet. Cass ved ikke hvad hun havde regnet med at finde da hun svømmede mod stranden. Måske bare for at sidde på en sten som hun gjorde nu, eller for at finde noget nyt. Eller også var det et håb om at finde et interessant hunkønsvæsen som kunne studeres. Så lige nu var hun stille og kiggede blot på kvinden, som åbnede munden for at tale. Cassandra kiggede nærmest drømmende på hende, som hun begyndte at beskrive havet og hvad den gjorde ved hende. For det var sådan havet var. Hun var alt det og mere til, men hun var også sin egen herre, og selv for havfrue, var det tydeligt at hun var sin helt egen herre. Cass var måske i stand til at manipulere med bølgerne og skabe sit eget lille kaos, men hun ville aldrig blive så koldblodig og nådesløs som selve havets egen vilje. Og et smil bredte sig på hendes læber, inden hendes drømmende stemme igen flød ud. ” Så sandt som det er sagt.. Der findes ingen kraft, som er stærk nok til at tæmme hende. End ikke havfolket..” sagde hun roligt og kiggede efter reaktioner i kvindens ansigt. De fleste ville flygte for deres liv, men hun havde jo sådan set allerede afsløret hvad hun var, ved at sætte sig op på stenen. Men nu måtte vi jo se hvad hun havde at sige om hendes art. For hvis kvinden angreb, havde Cass fordele, som f.eks. at hun havde havet ved sin ryg og var en langt hurtigere svømmer. Men lige nu var hun underholdt, og hvis det skulle gå hen til at hun skulle kede sig, kunne hun altid bare forsvinde eller bruge sin list til at få sig en ekstra bid mad.[/blockquote]
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on May 17, 2013 18:24:15 GMT 1
Liay var nu heller ikke blind, selvom folk havde troet det en del gange fordi hendes øje var grå og i det rigtige skær virkede det vidt, og så den del med at hendes andet øje faktisk var blind fordi hun var kommet til skade under en kamp for at få det skib hun havde. "Nej det kunne jeg se, må sige du går smukt i med havet"
[/color] sagde hun blot selvom hun var en smule irriteret over det med at have fået et chok over at en eller anden havde talt til hende når hun troede hun var alene. Men kvinden var da egentlig smuk ud selvom hun kun kunne se hende i lyset af månen og stjerne, det havde jo været lidt bedre hvis det havde været i sollyset så hun bedre kunne se. Hun så dog roligt på hende da hun opdagede halen som hun stod lidt og stirrede på inden hun vendte blikket imod havet, for hvis hun skulle dø så ville det kun være en glæde at gøre det til et hav væsen af havets gudindes smukke og lokkende væsner. Som hun beskrev havet fik hun et drømmende og smule fjernt blik for hun elskede havet, det var der ingen tvivl om at hun gjorde fordi havet var en ultimative elskerinde som aldrig forlangte noget igen for alle de ting hun ellers bød hende. "Man kan ikke andet end at nyde de ting hun giver en, elske hende som den hun er"[/color] tilføjede hun til det Cass sagde for sådan følte hun det jo selv, og sådan burde enhver pirat føle men ikke alle gjorde det fordi de meste tænkte på kampe, druk og hor, men i Liays hoved kunne de lige så godt bo fast på landjorden for de ting. Liay så igen på hende ganske roligt og denne gang var et lille smil sneget over hendes læber for hun blev helt varm inden i når der blev snakket om havet, og helt glad ved tanken om det. Hun havde ikke i sinde at angribe Cass for det var et hav væsen og dem var hun temmelig glade for selvom deres evner ikke rigtigt virkede på kvinder, så var de da ganske smukke at kigge på og det var sjovt at se en mand blive spist af dem. "Hvordan smager et menneske egentlig?"[/color] spurgte hun lidt efter hun tænkt over hvilket væsen Cass var for det burde hun egentlig kunne svare på men igen der var vidst ikke noget kød fra jorden som kunne sammenlignes med det for det havde Cass vel ikke smagt. [/blockquote]
|
|
|
Post by Cassandra DeAqua on May 26, 2013 13:44:45 GMT 1
Cassandra lod sig smigre af kvindens ord. Det var ikke så tit hun hørte på ros fra landfolket, specielt fordi hun normalt aldrig nåede det før hun havde indfanget dem til frokost. Dertil var mændenes tanker forvredet et helt andet sted hen end blot at tænke på at Cassandra måske gik godt i et med vandet. Typisk mænd. ”Tak.. Må sige at du også har en vis pyntning til havets vand. [/color]” kvinden var anderledes end nogle af de landgående som Cass før havde set. Kvinden var mere.. Fri, hvis man kunne kalde det det. Hun var sin egen, lidt ligesom havet. Måske var det også hovedgrunden til at Cass ikke angreb hende. Cass lod sit eget blik følge ud over havets let brusende vand. Hendes hjem og eneste sted hun ville føle sig hjemme. Engang havde hun været adskilt fra havet. Det havde været de mest frygtelige dage i hendes liv, og der var stadig enkelt små ar tilbage at finde på hendes krop fra den omgang. Det var lige før det havde været enden på hendes lange liv, men hun blev alligevel skånet. Cass var i live, og hvor meget det end glædede hende, stod hun i gæld til det landgående væsen som skænkede Cass hendes egen frihed. Et væmmeligt tak i havfruen, som ligesom havet, ikke lod sig tøjre, men var alligevel blevet det. Det var hovedforskellen på havet og havfolket. Havfolket kunne blive tæmmet, med nok arbejde og tortur, hvorimod havet, altid ville være sin egen hersker. ” Hun både alt og intet af din sjæl, og hvis hendes humør er lunefuldt, lader hun dig passere i live” ved de sidste ord, havde Cass vendt hovedet og kigget længe på kvinden, uden så meget som at blinke. For det var sandheden. Havet kunne man kun elske præcis som hun var, intet kunne tages væk. Og var man først lænket til hende, var man det for livet. Dette var tit set ved mennesker som begav sig ud på havet og følte sig mere hjemme end på landjorden. Havet kræver alt og intet af din sjæl. For selvom hun ikke har bedt om den eller kræver den af dig, har hun alligevel fået den tildelt efter den tilstrækkelige tid. Cass satte hovedet på skrå og tænke over kvindens ord. Hvordan smagte et menneske egentlig. ” Kommer an på hvorfra mennesket kommer. De fleste mænd har en hård, men dog saftig smag. Mens kvinderne.. er mere søde og bløde i deres kød.[/color]” Cass havde en enkelt gang eller to fået smagt på en kvinde, og selvom det havde været et anderledes og alligevel betagende måltid, var det ikke det som var hende mest nært. Dertil kunne hun ikke sammenligne det med kødet fra landjorden. Hun havde aldrig fået andet end menneskekød og det havde hun det egentlig fint med. Men selvom det kunne være meget appetitvækkende med en kvindes søde kødsmag, var det mest mændenes kraftige smag som tiltrak hende. Det var måske fordi at det var det mest normale, og nemmest af få fat i. [/blockquote]
|
|
|
Post by Dragana Dragoens on May 26, 2013 14:18:02 GMT 1
Liay smigrede normalt kun når der var noget hun ville have, dog regnede hun ikke ligefrem med at denne havfrue havde noget at tilbyde som hun gerne ville have, jo måske kysset der kunne redde en dødelig fra drukne døden men hun ville jo alligevel helst drukne hvis hun skulle vælge hendes død, så det var ikke så lokkende igen. "Tak for det, man må jo gøre noget for at være værdi til havet"
[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for sådan følte hun det jo, selvom hun ikke gjorde meget ud af at gøre sig fint i stand så forsøgte hun at være så lokkende og fristende som havet kunne være. Liay tog en dyb indånding for at dufte havets duft som kun var berusende for hende, meget bedre end alkohol på noget tidspunkt, men denne kræft fyldte hende med ro oven i, så hun følte sig kun fri når hun mærkede vinden i håret og det duftede af saltvand. Til tider kunne hun ønske at være født som en havfrue for der var jo ikke noget bedre end at lave på jorden, men igen hun var nu også lidt glad for land. Hun så kort hen på Cass og overvejede kort om det var sikkert at tage en svømmetur i havet i nærheden af en af de lumske havfruer, men hun kom ligesom frem til at det måtte vente til hun var lidt mere sikker. "Det er kun sandheden"[/color] sagde hun roligt med et skævt muligvis kælent smil for hun elskede havet, det var berusende forførende og kunne gøre hende helt vild, specielt hvis hun mødte nogen som havde en fælles kærlighed for havet. Men igen dette måtte være den kærlighed som andre landkrabber snakkede om, den der fandtes mellem en mand og en kvinde, en kærlighed der kunne vare hele livet igennem og det havde da også varet hele Liays liv, ihvertfald så længe hun kunne huske, men igen hun var jo også født nær havet så det måtte jo have varet hele hendes liv, det lå i hendes blod efter hendes far, piraten hun aldrig havde mødt og nu regnede hun jo med at han var død. Måden Cass beskrev smagen af menneske fik kort Liay til at le for det var lidt sjovt at det skulle være sådan. "Det er vidst også sandt, selvom jeg aldrig har smagt menneske kød, så kunne jeg godt forstille mig det.. Kvinder smager mere sødt mens mændene plejer at være mere beskidte og ikke altid smager så godt, selvom jeg ikke snakker om kødet men smagen af deres hud når ens læber berører den"[/color] sagde hun roligt for det var så sådan var det jo i hendes hoved, derfor foretrak hun jo også nogle af de finere og mere rene mænd for de smagte nu alligevel lidt bedre, men hun regnede nu ikke med at havfruer egentlig tænkte på den måde, hvordan de egentlig fik børn var nu en gang et mysterium ligesom om de fødte levende børn eller lagde æg. Hun tog et enkelt skridt længere ud i vandet og gik lidt frem og tilbage i vandkanten, mens hun så på Cass blot fordi hun ville være sikker på at hun ikke ville angribe hende hvis hun gerne ville ud og bade lidt. [/blockquote]
|
|