Post by Azrael on Jul 29, 2013 12:59:32 GMT 1
Fulde navn: Azrael
Alder: 295 år – Ligner en i slutningen af 20'erne.
Fødselsdag: Aner ikke den præcise dato, men går ud fra at det er i December måned.
Race: Magiker.
Tryllestav : En amulet lavet af mørkt eg med blod fra en drage og støv fra enhjørningehorn, som kerne. Den hænger om hans hals, gemt væk under hans tøj.
Han har egentlig ikke brug for den længere, men holder af at bære den tæt indtil huden, som et minde om hans opvækst.
Speciel Race : Draconian
Bo Pæl: Grænsen – Bjergene tættest på Nirelia imod havet
Job: Arbejdsløs.
Våben: En slank skarp kniv på 30cm. Har sin egen plads i hans venstre støvle.
Fortid :
Et spædbarn. Han var ikke ældre, som han blev fundet i den iskolde sne, som næsten havde dækket ham til. Et hjælpeløs koldt spædbarn, som græd og skreg efter det nærmeste væsen. Hans hud havde efterhånden fået en blålig farve og han havde sikkert været død, hvis ikke at han var blevet fundet af en herre. Den ældre havde hørt barnet på afstand og havde haft vilje til bare at ignorer barnet og gå videre. Han samlede spædbarnet op og pakkede ham ind i flere tæpper, så han kunne få en smule varme. Han tog ham med til den mindre iglo, som han havde bygget for at undgå den kommende snestorm i bjergene.
Manden havde samlet til et bål og fik hurtigt tændt op i hop om at det ikke var for sent til at rede barnet fra kulden. Drengen havde været blevet stille på vejen til igloen.
Det var først som den blå farve, fra kulden, begyndte at forsvinde at den ældre herre smilede lettet. Drengen virkede til at sove og manden blev enig med sig selv om at skaffe noget mælk, som det først når solen stod op igen.
”Bare rolig, lille ven. Charo skal nok tage sig af dig, som jeg tog mig af mine to sønner før dig” sagde den ældre herre og lagde drengen i pels og tæt på ilden. Han så imod den sovende dreng og valgte at navnet Azrael lød ganske passende til ham. Han undrede sig over hvem der havde hjertet til at efterlade ham ude på den måde, men var nu bare lykkelig over at ha' fundet ham i tide.
Det var sådan at Azrael startede på livet. En kold start, men livet med Charo var bestemt fuld af eventyr. De første år af hans barndom lærte han hvordan man overlevede i den vilde natur, sammen med Charo. Charo var en magiker fra Nirelia, som havde ment at han ville bruge resten af sine dage på at rejse rundt i hele Nirelia. Han var dog ikke kommet væk fra bjergene, som han startede med at opfoster Azrael. Han var bange for at tage drengen med indtil byen, som ikke gjorde det bedre, som Azrael i en alder af 5 havde udvist nogle evner. I en diskussion om hvor vidt Azrael måtte tage med ham ind til byen eller ej havde drengen i raseri fået stærkt røde øjne og fnyst tyg mørk røg ud af næsen.
Charo havde stirret på drengen længe, inden han sagde det var hans afgørende beslutning og så blev det ikke anderledes. Azrael kom i den betragtning at han havde gjort noget forkert ved røgen og havde sat sig op i et træ. Ventede på at Charo kom tilbage.
Det var næsten sent inden den ældre nåede tilbage til deres mindre lejr inde i bjerget. Han bar på noget tungt, som viste sig at være bøger. Han fortalte drengen at han ville lære ham at læse og skrive. Drengen havde kigget undret på ham, men var glad for at lære noget nyt.
Charo var ikke det mindste i tvivl om hvad race drengen tilhørte og mente det var bedst at lære drengen nogle værdier og manner, som han kunne bruge i fremtiden. Draconian levede længe i forhold til væsner, som Charo. Han oplærte også drengen i magi og havde fået fat i en amulet, som drengen kunne bruge til han havde lært magien godt nok.
Det var tydeligt at isen var den magi, som var bedst for Azrael, selvom han herskede ild magien næsten lige så godt. Azrael prøvede at finde den følelse, som havde fået ham til at ryge ud af næsen, da han var mindre, men han kunne ikke gentage det. Charo havde fortalt ham at han ikke skulle være bekymret og det nok skulle komme. Det blev efterhånden svært for Charo at få Azrael overtalt til at spise grønt og kød, som er tilberedt. Trangen til råt kød var så stor at Azrael begyndte at jæge efter sit eget for at undgå Charo fik fat på det.
Som Azrael nåede sin 21. sommer skete det mest mærkværdige. Hans krop var i krampe. Han kunne ikke trække vejret, kunne ikke skrige efter hjælp, og hvis han prøvede at flytte på det yderste af hans fingre gav det et smertefuldt chok i hele hans krop. Han lukkede øjnene og bad til at det snart ville stoppe. Smerten var så stærk at han aldrig havde oplevet noget ligne og han var bange for at han ville dø af smerten alene. Pludselig stoppede smerten, alt blev stille. Han stirrede på Charo, som så nysgerrigt tilbage på ham. Azrael blev forvirret og forstod ikke hvorfor manden så så nysgerrigt på ham. Det ville næppe være et blik, som man gav de døde og han følte sig langt fra død. Han følte sig fornyet.
Han satte sine arme imod jorden. Som han hurtigt opdagede ikke var arme længere. Den var dækket af blå skæl. Hans negle var blevet til lange klør. Han prøvede at rejse sig, selvom hans krop stadig var øm efter forvandlingen. Azrael opdagede en forskel i hans højde, som han så ned på Charo. Manden havde svært ved at holde store smil tilbage, men prøvede alligevel for Azraels skyld.
”Prøv at kig ned i gryden” sagde den smilende Charo og flyttede sig så den blå drage kunne komme nærmere gryden, som var fyldt op med vand. Azrael fik næsten et chok, som han stirrede på sit eget spejlbilled. Eller spejlbilledet af dragen, som gloede tilbage på ham med lige så stor chok udtryk i øjnene. Han var dragen. Dragen var ham...
Den daglig træning begyndte også at indholde læring omkring denne nye skikkelse han kunne ta'. Forvandlingen forblev meget smertefuld, men aldrig lige så smertefuld som den allerede første gang. Men det var smerten værd. De blå skæl, som kunne stå bedre imod end hans lædertøj. Vingerne, som bar ham i vinden. De kraftige klør, som nemt kunne skære igennem hans bytte når han var på jagt. Hvilken fantastisk følelse det ikke også var.
Charo kunne ikke længere holde ham tilbage fra at tage med ham til landsbyen. Azrael havde rynket på brynene og set dybt forbavset ud ved at han fandt ud af at man skulle betale sig til de ting, som man havde brug for. Han følte sig ikke rigtig velkommen i landsbyen og de mange forskellige væsner omkring gjorde ham meget udtryk...
Som man ved så lever draconians længere end magiker. Det dømt til at Charo ville gå bort. Den nu gamle mand blev meget slemt syg. Azrael ville hjælpe ham til at blive rask igen. Charo nægtede ham det med et smil og fortalte at det var hans tur til at visne væk, som bladede om efteråret. Azrael havde svært ved at acceptere den beslutning, men kunne ikke få sig selv til gå imod Charos vilje og forstod hvad han mente. Det var den længste nat i Azraels unge liv. Bort fra lyden af vinden, som rev i bjergene, så var det Charos stemme, som lød i deres hule. Fortalte ham om livet før Azrael og om hvordan han havde fundet drengen den kolde december nat. Azrael sagde intet, lyttede kun. Tårer var begyndt at løbe fra hans øjne, men han reagerede ikke på deres eksistens. Som solen begyndte at kigge frem træk Charo vejret for sidste gang. Azrael bevægede sig ikke det mindste i de første timer. Men rejste sig dog og samlede den døde mand op. Han bevægede sig ud af hulen og fløj imod den højste skrant inden han lod den gamle mands lig falde ned imod klipperne imod havet. Sådan, som den gamle mand havde ønsket af ham. Azrael var nu alene...
På trods af den gamle Charos død, så forblev Azraels skæl blå. Den blå farve havde dog fået et mørker udseende. Han gik på jagt, spiste det rå kød, gemte på skindende i hulen. Levende livet, intet havde været hent. Det havde været Charos tid, som hans tid også ventede på ham i fremtiden. Dog kunne han ikke lade vær med føle en mindre trang om at finde imod civilisation igen. Han opdagede det ikke var så slemt når han bare holdte sig på afstand. Han kom sjældent ned til de tæt liggende landsbyer. Endnu sjældnere var det at folk kom imod hans hule, som knogler fra flere forskellige dyr lå udenfor indgangen til hulen. Han fik dem dog fjernet, som nogen blev mere nysgerrig på hvad der boet derinde. En enkel gang, eller to, måtte han skræmme dem væk, som de var kommet med våben i deres hænder.
Det blev dog til at han måtte finde en ny hule og begyndte lede efter en hule, som ville være det rene selvmord at gå imod. Så kunne han være sikker på at være alene og uforstyrret. Han var heldig at finde hulen. Den var dyb, men perfekt til at slå sig selv ned. Stien af sten og klipper, som førte derop var glat fra havvandet. Et fejltrin kunne sende ind imod ens død. Ingen i deres gode forstand ville bevæge sig derop. Flytningen skete i løbet af et par dage og han nød det nye hjem, som han havde fået sig.
Tanken om at finde ud af hvem hans familie var havde tit slået ham. Han regnede langtfra at finde dem, men tanken om at komme ud og opleve noget begyndte også at ligge i ham efter hans mange års med fred og små besøg i de nærmeste landsbyer. Måske er det på tide at opleve Nirelia og Darklia på egen hånd?
Familie :
Som Azrael blev efterladt som spæd den vinternat, så har han ingen spor eller anelse over hvem hans forældre skulle være eller om han skulle ha' søskende et sted derude.
Fosterfar: Charo Hjyen, døde i alderen 79 – Magiker (Slangehvisker/Dragehvisker) fra Nirelia
Udseende :
Kropsbygning: Slank – Bygget med muskler.
Højde: 1,95m Høj
Hårfarve og Hårlængde: Natsort hår, som krøller en smule op i spidserne, som dækker hans nakke og småt begyndt at nå hans skulder.
Øjenfarve: Grøn
Hudfarve: Lys med en svag gylden farve.
Andet :
Drageform
Hans skæl har en meget mørk blå, men er tydeligvis blå selv i mørket. Nogle svage mørkere blå mønster kan opfanges på skælene, men er nemmer at se i hans halvdrage-form. I hans fulde drageform kan de nemt komme til at mistænkes for ar. Mønsteret ville blive der, dog i anden farve, hvis han skulle komme til at skifte farve.
Til forskel for hans mere slanke menneskeform, så er hans godt bygget og stor, som drage. Hvad der så ikke er på billedet er at forenden af hans hale har en sort dusk af bløde hår, som dækker spidsen af hans hale.
Personlighed :
Trods af at ha' vokset op i bjergene, er det den rolige og kolde facade, som Azrael udviser først. Man kan komme til mistænke ham for at være af adelig slægt, som hans tiltale altid er høflig. Azreal er en type, som gerne siger sin ærlig mening. Viser gerne, hvis der er noget, som more ham eller keder ham, men at direkte vise sorg er noget helt andet. Den side er altid blevet set som en svaghed og bliver sjældent set. Det er nemmer at lade det komme til udtryk igennem et hidsigt temperament. Så danne tilfælde er det bedst at lade ham falde til ro selv, inden man skulle finde på at nærmere sig ham igen.
Azrael er en enspænder og er derved stille af natur. Eftertænksom og kan nemt kaste sig hen i et spindevæv af tanker. Han er dog ikke rigtig typen til at dele hvad han tænker, medmindre han bliver spurgt og han finder det passende at dele dem. Han er et stolt væsen, som ikke lader sig bøje overfor nogen. Respekt skal man fortjenes og tillid kan knuses så let, som glas. Det betyder dog ikke at han ikke kan nyde et godt selskab og har intet imod at være social, hvis han finder det interessant at føre en samtale med et andet væsen end ham selv.
Der skal dog ikke herskes tvivl om at findes et vildt bæst bag facaden. Han har vokset op i bjergene i den forstand at han er vant til modgang frem for medgang. Det er ikke altid fordi han er sulten at han jæger. Det er spændingen i jagten og nedlægge et bytte for at vise man er overlegen. Synet og smagen af blod giver ham en indre form for rus, en illusion om magt og dominans. Hans beslutninger bliver derved guidet af intuition frem for rationel tænkning.
Som den unge drage, som han er har han typiske træk af urokkelig stædighed. Den anden skal sige undskyld først, bliver hurtigt utålmodig og andre små barnlige ting, som kan afsløre ham på hvor gammel han egentlig er i hans dragealder.
Svagheder:
- Større folkemængder kan nemt skræmme ham og gøre ham meget utilpas.
- I hans menneskeform er styrken ikke en af hans bedste egenskaber.
- Ved at han har vokset op i bjergene og ikke haft så meget kontakt med andre så har han ingen idé om hvordan hans opførsel kan påvirke andre. (Tænker at han nemt kan komme til at lave ballade og/eller starte en slem diskussion)
- Hader og frygter kattedyr.
Styrker :
- Skarpet sanser efter de mange år levet i bjergene.
- Magien, som han behersker.
- God hukommelse.
- Fantastisk stedsans.
- Kan bevæge sig lydløst rundt.
Dyr:
Ingen dyr.
Alder: 295 år – Ligner en i slutningen af 20'erne.
Fødselsdag: Aner ikke den præcise dato, men går ud fra at det er i December måned.
Race: Magiker.
Tryllestav : En amulet lavet af mørkt eg med blod fra en drage og støv fra enhjørningehorn, som kerne. Den hænger om hans hals, gemt væk under hans tøj.
Han har egentlig ikke brug for den længere, men holder af at bære den tæt indtil huden, som et minde om hans opvækst.
Speciel Race : Draconian
Bo Pæl: Grænsen – Bjergene tættest på Nirelia imod havet
Job: Arbejdsløs.
Våben: En slank skarp kniv på 30cm. Har sin egen plads i hans venstre støvle.
Fortid :
Et spædbarn. Han var ikke ældre, som han blev fundet i den iskolde sne, som næsten havde dækket ham til. Et hjælpeløs koldt spædbarn, som græd og skreg efter det nærmeste væsen. Hans hud havde efterhånden fået en blålig farve og han havde sikkert været død, hvis ikke at han var blevet fundet af en herre. Den ældre havde hørt barnet på afstand og havde haft vilje til bare at ignorer barnet og gå videre. Han samlede spædbarnet op og pakkede ham ind i flere tæpper, så han kunne få en smule varme. Han tog ham med til den mindre iglo, som han havde bygget for at undgå den kommende snestorm i bjergene.
Manden havde samlet til et bål og fik hurtigt tændt op i hop om at det ikke var for sent til at rede barnet fra kulden. Drengen havde været blevet stille på vejen til igloen.
Det var først som den blå farve, fra kulden, begyndte at forsvinde at den ældre herre smilede lettet. Drengen virkede til at sove og manden blev enig med sig selv om at skaffe noget mælk, som det først når solen stod op igen.
”Bare rolig, lille ven. Charo skal nok tage sig af dig, som jeg tog mig af mine to sønner før dig” sagde den ældre herre og lagde drengen i pels og tæt på ilden. Han så imod den sovende dreng og valgte at navnet Azrael lød ganske passende til ham. Han undrede sig over hvem der havde hjertet til at efterlade ham ude på den måde, men var nu bare lykkelig over at ha' fundet ham i tide.
Det var sådan at Azrael startede på livet. En kold start, men livet med Charo var bestemt fuld af eventyr. De første år af hans barndom lærte han hvordan man overlevede i den vilde natur, sammen med Charo. Charo var en magiker fra Nirelia, som havde ment at han ville bruge resten af sine dage på at rejse rundt i hele Nirelia. Han var dog ikke kommet væk fra bjergene, som han startede med at opfoster Azrael. Han var bange for at tage drengen med indtil byen, som ikke gjorde det bedre, som Azrael i en alder af 5 havde udvist nogle evner. I en diskussion om hvor vidt Azrael måtte tage med ham ind til byen eller ej havde drengen i raseri fået stærkt røde øjne og fnyst tyg mørk røg ud af næsen.
Charo havde stirret på drengen længe, inden han sagde det var hans afgørende beslutning og så blev det ikke anderledes. Azrael kom i den betragtning at han havde gjort noget forkert ved røgen og havde sat sig op i et træ. Ventede på at Charo kom tilbage.
Det var næsten sent inden den ældre nåede tilbage til deres mindre lejr inde i bjerget. Han bar på noget tungt, som viste sig at være bøger. Han fortalte drengen at han ville lære ham at læse og skrive. Drengen havde kigget undret på ham, men var glad for at lære noget nyt.
Charo var ikke det mindste i tvivl om hvad race drengen tilhørte og mente det var bedst at lære drengen nogle værdier og manner, som han kunne bruge i fremtiden. Draconian levede længe i forhold til væsner, som Charo. Han oplærte også drengen i magi og havde fået fat i en amulet, som drengen kunne bruge til han havde lært magien godt nok.
Det var tydeligt at isen var den magi, som var bedst for Azrael, selvom han herskede ild magien næsten lige så godt. Azrael prøvede at finde den følelse, som havde fået ham til at ryge ud af næsen, da han var mindre, men han kunne ikke gentage det. Charo havde fortalt ham at han ikke skulle være bekymret og det nok skulle komme. Det blev efterhånden svært for Charo at få Azrael overtalt til at spise grønt og kød, som er tilberedt. Trangen til råt kød var så stor at Azrael begyndte at jæge efter sit eget for at undgå Charo fik fat på det.
Som Azrael nåede sin 21. sommer skete det mest mærkværdige. Hans krop var i krampe. Han kunne ikke trække vejret, kunne ikke skrige efter hjælp, og hvis han prøvede at flytte på det yderste af hans fingre gav det et smertefuldt chok i hele hans krop. Han lukkede øjnene og bad til at det snart ville stoppe. Smerten var så stærk at han aldrig havde oplevet noget ligne og han var bange for at han ville dø af smerten alene. Pludselig stoppede smerten, alt blev stille. Han stirrede på Charo, som så nysgerrigt tilbage på ham. Azrael blev forvirret og forstod ikke hvorfor manden så så nysgerrigt på ham. Det ville næppe være et blik, som man gav de døde og han følte sig langt fra død. Han følte sig fornyet.
Han satte sine arme imod jorden. Som han hurtigt opdagede ikke var arme længere. Den var dækket af blå skæl. Hans negle var blevet til lange klør. Han prøvede at rejse sig, selvom hans krop stadig var øm efter forvandlingen. Azrael opdagede en forskel i hans højde, som han så ned på Charo. Manden havde svært ved at holde store smil tilbage, men prøvede alligevel for Azraels skyld.
”Prøv at kig ned i gryden” sagde den smilende Charo og flyttede sig så den blå drage kunne komme nærmere gryden, som var fyldt op med vand. Azrael fik næsten et chok, som han stirrede på sit eget spejlbilled. Eller spejlbilledet af dragen, som gloede tilbage på ham med lige så stor chok udtryk i øjnene. Han var dragen. Dragen var ham...
Den daglig træning begyndte også at indholde læring omkring denne nye skikkelse han kunne ta'. Forvandlingen forblev meget smertefuld, men aldrig lige så smertefuld som den allerede første gang. Men det var smerten værd. De blå skæl, som kunne stå bedre imod end hans lædertøj. Vingerne, som bar ham i vinden. De kraftige klør, som nemt kunne skære igennem hans bytte når han var på jagt. Hvilken fantastisk følelse det ikke også var.
Charo kunne ikke længere holde ham tilbage fra at tage med ham til landsbyen. Azrael havde rynket på brynene og set dybt forbavset ud ved at han fandt ud af at man skulle betale sig til de ting, som man havde brug for. Han følte sig ikke rigtig velkommen i landsbyen og de mange forskellige væsner omkring gjorde ham meget udtryk...
Som man ved så lever draconians længere end magiker. Det dømt til at Charo ville gå bort. Den nu gamle mand blev meget slemt syg. Azrael ville hjælpe ham til at blive rask igen. Charo nægtede ham det med et smil og fortalte at det var hans tur til at visne væk, som bladede om efteråret. Azrael havde svært ved at acceptere den beslutning, men kunne ikke få sig selv til gå imod Charos vilje og forstod hvad han mente. Det var den længste nat i Azraels unge liv. Bort fra lyden af vinden, som rev i bjergene, så var det Charos stemme, som lød i deres hule. Fortalte ham om livet før Azrael og om hvordan han havde fundet drengen den kolde december nat. Azrael sagde intet, lyttede kun. Tårer var begyndt at løbe fra hans øjne, men han reagerede ikke på deres eksistens. Som solen begyndte at kigge frem træk Charo vejret for sidste gang. Azrael bevægede sig ikke det mindste i de første timer. Men rejste sig dog og samlede den døde mand op. Han bevægede sig ud af hulen og fløj imod den højste skrant inden han lod den gamle mands lig falde ned imod klipperne imod havet. Sådan, som den gamle mand havde ønsket af ham. Azrael var nu alene...
På trods af den gamle Charos død, så forblev Azraels skæl blå. Den blå farve havde dog fået et mørker udseende. Han gik på jagt, spiste det rå kød, gemte på skindende i hulen. Levende livet, intet havde været hent. Det havde været Charos tid, som hans tid også ventede på ham i fremtiden. Dog kunne han ikke lade vær med føle en mindre trang om at finde imod civilisation igen. Han opdagede det ikke var så slemt når han bare holdte sig på afstand. Han kom sjældent ned til de tæt liggende landsbyer. Endnu sjældnere var det at folk kom imod hans hule, som knogler fra flere forskellige dyr lå udenfor indgangen til hulen. Han fik dem dog fjernet, som nogen blev mere nysgerrig på hvad der boet derinde. En enkel gang, eller to, måtte han skræmme dem væk, som de var kommet med våben i deres hænder.
Det blev dog til at han måtte finde en ny hule og begyndte lede efter en hule, som ville være det rene selvmord at gå imod. Så kunne han være sikker på at være alene og uforstyrret. Han var heldig at finde hulen. Den var dyb, men perfekt til at slå sig selv ned. Stien af sten og klipper, som førte derop var glat fra havvandet. Et fejltrin kunne sende ind imod ens død. Ingen i deres gode forstand ville bevæge sig derop. Flytningen skete i løbet af et par dage og han nød det nye hjem, som han havde fået sig.
Tanken om at finde ud af hvem hans familie var havde tit slået ham. Han regnede langtfra at finde dem, men tanken om at komme ud og opleve noget begyndte også at ligge i ham efter hans mange års med fred og små besøg i de nærmeste landsbyer. Måske er det på tide at opleve Nirelia og Darklia på egen hånd?
Familie :
Som Azrael blev efterladt som spæd den vinternat, så har han ingen spor eller anelse over hvem hans forældre skulle være eller om han skulle ha' søskende et sted derude.
Fosterfar: Charo Hjyen, døde i alderen 79 – Magiker (Slangehvisker/Dragehvisker) fra Nirelia
Udseende :
Kropsbygning: Slank – Bygget med muskler.
Højde: 1,95m Høj
Hårfarve og Hårlængde: Natsort hår, som krøller en smule op i spidserne, som dækker hans nakke og småt begyndt at nå hans skulder.
Øjenfarve: Grøn
Hudfarve: Lys med en svag gylden farve.
Andet :
Drageform
Hans skæl har en meget mørk blå, men er tydeligvis blå selv i mørket. Nogle svage mørkere blå mønster kan opfanges på skælene, men er nemmer at se i hans halvdrage-form. I hans fulde drageform kan de nemt komme til at mistænkes for ar. Mønsteret ville blive der, dog i anden farve, hvis han skulle komme til at skifte farve.
Til forskel for hans mere slanke menneskeform, så er hans godt bygget og stor, som drage. Hvad der så ikke er på billedet er at forenden af hans hale har en sort dusk af bløde hår, som dækker spidsen af hans hale.
Personlighed :
Trods af at ha' vokset op i bjergene, er det den rolige og kolde facade, som Azrael udviser først. Man kan komme til mistænke ham for at være af adelig slægt, som hans tiltale altid er høflig. Azreal er en type, som gerne siger sin ærlig mening. Viser gerne, hvis der er noget, som more ham eller keder ham, men at direkte vise sorg er noget helt andet. Den side er altid blevet set som en svaghed og bliver sjældent set. Det er nemmer at lade det komme til udtryk igennem et hidsigt temperament. Så danne tilfælde er det bedst at lade ham falde til ro selv, inden man skulle finde på at nærmere sig ham igen.
Azrael er en enspænder og er derved stille af natur. Eftertænksom og kan nemt kaste sig hen i et spindevæv af tanker. Han er dog ikke rigtig typen til at dele hvad han tænker, medmindre han bliver spurgt og han finder det passende at dele dem. Han er et stolt væsen, som ikke lader sig bøje overfor nogen. Respekt skal man fortjenes og tillid kan knuses så let, som glas. Det betyder dog ikke at han ikke kan nyde et godt selskab og har intet imod at være social, hvis han finder det interessant at føre en samtale med et andet væsen end ham selv.
Der skal dog ikke herskes tvivl om at findes et vildt bæst bag facaden. Han har vokset op i bjergene i den forstand at han er vant til modgang frem for medgang. Det er ikke altid fordi han er sulten at han jæger. Det er spændingen i jagten og nedlægge et bytte for at vise man er overlegen. Synet og smagen af blod giver ham en indre form for rus, en illusion om magt og dominans. Hans beslutninger bliver derved guidet af intuition frem for rationel tænkning.
Som den unge drage, som han er har han typiske træk af urokkelig stædighed. Den anden skal sige undskyld først, bliver hurtigt utålmodig og andre små barnlige ting, som kan afsløre ham på hvor gammel han egentlig er i hans dragealder.
Svagheder:
- Større folkemængder kan nemt skræmme ham og gøre ham meget utilpas.
- I hans menneskeform er styrken ikke en af hans bedste egenskaber.
- Ved at han har vokset op i bjergene og ikke haft så meget kontakt med andre så har han ingen idé om hvordan hans opførsel kan påvirke andre. (Tænker at han nemt kan komme til at lave ballade og/eller starte en slem diskussion)
- Hader og frygter kattedyr.
Styrker :
- Skarpet sanser efter de mange år levet i bjergene.
- Magien, som han behersker.
- God hukommelse.
- Fantastisk stedsans.
- Kan bevæge sig lydløst rundt.
Dyr:
Ingen dyr.