|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 17:17:16 GMT 1
Kelvin smilede venligt, og formåede denne gang at få øjnene til at passe med smilet. "Så De ville tro på mig, hvis jeg forsikrede Dem om ikke at ville gøre Dem fortræd? " spurgte han roligt. "Det må jeg sige er ganske risikabelt, også selvom jeg i øjeblikket ikke behøver blod. Ser De, Deres blod dufter anderledes... stærkere og sødere, hvilket jeg må indrømme er utrolig fristende. Men okay,-" Kelvin løftede afværgende begge hænder med håndfladerne vendt mod hende, som for at standse Nicola, i tilfælde af at hun ville afbryde ham med et svar. "... Lige foreløbigt har jeg ingen planer om at sætte mine tænder i Dem. For mig afhænger smagen af min sult. Så jo mere jeg hungre efter lækkert blod, jo bedre smager det når jeg endelig får fat på noget. Altså ville det være et spild at drikke Deres blod, nu hvor jeg allerede er mæt. Smagen vil ligesom ikke være på dens optimale, hvilket jeg går særligt op i, hvis De forstår." Et glimt af lettere morskab dansede i de grå øjne. Om det var påtaget eller oprigtigt var ikke til at gennemskue.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 18:19:21 GMT 1
Hun smilede stille "Jeg ville have tillid nok til at tro på dit ord." sagde hun og rynkede let brynene da han forsatte. Hun lod ham fortælle uden at afbryde, det ville hun ikke gøre medmindre det virkeligt var ondskabsfuld, eller løgn. Det gjorde hende en lille smule utilpas, og hun gned ubevidst sine håndled, hun fornemmede det sådan at han egenligt fortalte at i det øjeblik at han blev sulten ville han nok drikke hendes blod. Hun tøvede et øjeblik inden hun spurgte om det "Så, hvis du bliver sulten, i den tid vi snakker. Så vil du prøve?" spurgte hun stille, og man kunne nemt læse skuffelsen i hendes blik. Hun havde egenligt håbet at han ville vise sig at være flink, en ven. Og lidt fordi at hendes drøm om at Nirelia næsten udelukkende bestod af gode væsner viste sig at være en smule forvrænget.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 22:55:58 GMT 1
Kelvin grinede dæmpet - en ret tør latter blottet for humor, og rystede opgivende på hovedet. Han kunne ikke begribe hendes uskyldige tankegang. "Jeg bliver ikke sulten i den tid vi snakker," beroligede han med et skævt smil og lænede atter hovedet tilbage mod træstammen, stadig med blikket rettet mod hende. Der var ingen grund til at gøre hende utryg eller utilpas. Den eneste grund til, at Kelvin havde fortsat med at begrunde og overbevise Nicola om, hvor stor en trussel han udgjorde for hende, var blot for at bekræfte om hun virkelig var så naiv, som hun udgav sig for at være. At skaffe oplysninger baseret på førstehåndsindtryk eller vedkommendes umiddelbare opførsel og reaktioner var ikke helt Kelvins stil. "Faktum er, at De ikke behøver at være nervøs," sagde han.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 23:10:15 GMT 1
Hun slappede af igen, og hele hendes ansigt lyste op i et smil "Det er rart at vide. Tror heller ikke en vampyr ville få meget ud af det, jeg får det dårligt af synet af blod, eller bare lugten." sagde hun og smilede en smule flovt, de fleste mente hun var svag når det kom for døren at hun ikke engang kunne se på et mindre sår uden at brække sig, eller hvis der var meget blod: Besvime. Hun lagde let hovedet en smule på skrå og kiggede ned på sine håndled, fulgte let en af årene med en fingerspids inden hun så op på ham igen "Hvad mente du med at jeg dufter stærkere, sødere? Jeg troede alle duftede ens."
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 23:47:06 GMT 1
Jeg tvivler nu stærkt på, at en vampyr ville tage hensyn til hvorvidt du er bange for blod eller ej, tænkte Kelvin uden at foretrække en mine. Det gjaldt sådan set også for ham selv. Når først han var blevet opsat efter blod, forduftede en hver nådig tanke for hans offer. Men dette valgte han klogeligt at holde for sig selv, eftersom det uden tvivl ville skabe bekymringer hos Nicola, Da hun spurgte til duften af de forskellige blod, gav han et kort nik i retningen af hoppen. "Har De nogensinde hørt om vampyr, der foretrækker blod fra dyr, frem for mennesker?" spurgte han. Ikke rigtigt et spørgsmål der krævede et svar. "Menneskeblod smager bedre, mætter bedre og er altså langt mere fristende end foreksempelt hundeblod. Det samme kan siges om hver enkelt individ. I har hver jeres egen duft og smag, og det afhænger lidt af hvad vi som bloddrikkere foretrækker...," svarede han med en udtryksløs stemme. Dette var bare fakta, og det rørte ham ikke rigtigt, at de i øjeblikket sad og snakkede om blod, selvom hun allerede havde sagt, at hun ikke brød sig om det. Efter cirka 5 sekunders tavshed, rettede Kelvin pludselig blikket tilbage mod Nicola igen. "Hvilken race tilhører De?" spurgte han ud af det blå. Han var udmærket klar over det bratte emneskift, men nysgerrigheden kunne ikke længere undertrykkes.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 9, 2010 19:12:03 GMT 1
Hun nikkede nyskerigt. Det var ikke emnet blod der gjorde hende dårlig. Det var synet, lugten og føelsen af det der gjorde hende syg. Hun lyttede nyskerigt på hvad han fortalte, rynkede let brynene da han nævnte at nogen fortrak dyreblod - En ting hun aldrig havde hørt om. Hendes viden om andre racer var begrænset, fordi hun ofte holdt sig væk fra de skumle typer der overnattede hos hendes forældre. "Hvad fortrækker du?" spurgte hun med hovedet en lille smule på skrå. Hun rynkede så brynene "Jeg er måne elver." sagde hun med et undrene blik, hun sagde det som om det var det mest naturlige i verden. I hendes øjne kendte hun mange af sin slags, famillien.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 10, 2010 16:44:27 GMT 1
"Måneelver? Jamen, så foretrækker jeg sandsynligvis Dem," svarede han med påtaget alvor i stemmen og legede bevidst med ordene. Men på trods af, at hans svar kun skulle opfattes som en lille vittighed, var det ikke engang løgn. Hvis han huskede rigtigt - hvilket han gjorde det meste af tiden, så havde han én eller to gange smagt blodet af netop en måneelver. Så enestående, at han nær havde glemt at holde sig tilbage. Så helt igennem lækkert at han rent faktisk havde overvejet bare at tømme elverkvinden for alt hendes blod og efterlade hende som en død skal midt ude i skoven. Kelvin indhalerede automatisk duften af Nicolas blod ved tanken om elverkvinden. Selvom han havde forsikret hende om, at han ikke ville angribe hende, var hun helt klart i farezonen nu.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 10, 2010 19:35:54 GMT 1
Hun så undrene på ham. "Hvad har det med min race at gøre..?" spurgte hun stille "Jeg troede at du sagde at det var individuelt hvordan vi lugtede, og at vores smag, delvist afhang af hvor sultne i er?" spurgte hun og smilede let. Hun brød sig ikke rigtigt om den måde han inhalerede luften på, eftersom han netop havde ytret at hun lugtede godt. Selv igennem sin naivitet og tillid til at han ikke angreb hende, fornemmede hun at han var fristet og hun rejste sig stille, som om hun bare naturligt var blevet træt af at sidde stille og gik i stedet lidt tættere på ham nede på jorden, hen til nogen blomster. Godt nok var hun tættere på, men hun var tilgengæld også direkte i solen nu, det ydede hende en smule beskyttelse.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 10, 2010 20:31:35 GMT 1
Kelvin nikkede bekræftende i starten, men rystede kort på hovedet til det sidste hun sagde. "De har selvfølgelig Deres helt egen duft, men den er selvfølgelig også stærkt påvirket af resten af Deres familie,- foreksempel Deres forældre. Og deres blod er så påvirket af deres forældre osv. Der er ligesom en slags forbindelse mellem alle individerne i Deres race, hvilket betyder at I alle sammen er så heldige af have utrolig velsmagende blod rullende i jeres åre. Men," Kelvin holdt en lille kunstpause, så hun lige kunne nå at fordøje denne nye oplysning. Imens fulgte han hende med et eftertænksomt blik, da hun rejste sig og gik direkte ud i solen. " Blod for os er jo så godt som mad for mennesket. Og mens mennesker har retter som de elsker mere en andet, så har vi også forskellige smag vi foretrækker. Og jeg foretrækker tilsynladende Deres. Generelt måneelverblod," tilføjede han i håb om måske at kunne gøre hende lidt mindre bekymret, selvom han faktisk var rimelig sikker på, at hendes blod ville friste ham mere end nogen anden elvers. "Blod smager bedst, når man virkelig hungre efter det. Ligesom mad smager bedst, når man virkelig er sulten. Ren logik. - sådan som jeg ser det. Det har ikke noget at gøre med resten af min... race. Andre ville kunne finde på at kaste sig over Dem uden at være sultne overhovedet, blot fordi Deres blod er tiltalende, mildt sagt." Derefter brød han ud i et bredt grin. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre Dem noget," tilføjede han til sidst, og refererede til hendes forsøg på at beskytte sig selv ude i solen. Selvom han lød overbevisende, var han faktisk ikke helt sikker selv.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 11, 2010 0:13:08 GMT 1
Hun lyttede let til hvad han sagde og hun smilede let, selvom det gjorde hende en smule utilpas eftersom hun jo egenligt var mad for ham. Og det, at hun så åbenbart lugtede ekstra godt, hjalp heller ikke rigtigt på det. Hun satte sig over i skyggen igen, det var bare mere behageligt og lænede sig let tilbage, hun fulgte let blodårene ved hendes håndled med fingerspidserne "Beklager.." hun rynkede let på brynene, hentydede til at hun var gået ud i solen, og så let op på ham med et let smil. Hun følte dog aligevel lidt at hvis han var sulten, ville hun være i betydeligt større fare.. Men forsikret hende om at han ikke blev det imens de talte, det havde han jo.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 11, 2010 15:15:56 GMT 1
Kelvin nikkede kort og smilede. I bund og grund var han ikke, hvad man kunne kalde ond eller kynisk - med mindre han altså blev ordentligt betalt for det. "Hvor længe kan De blive? Er der ikke nogen, der venter Dem?" spurgte han lige efter. Hun havde godt nok nævnt, at hun havde rigeligt af tid, men helt præcist hvor meget var det? Desuden kunne Kelvin blive siddende i evigheder, hvis han ikke rigtigt havde andre ting, som han havde lyst til at beskæftige sig med, og så var der ikke rigtigt nogen grund til at forlange, at Nicola også blev siddende. For hun virkede lidt som den type, der egentligt ville fortsætte med at gøre én med selskab, hvis blot man spurgte pænt.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 12, 2010 17:31:23 GMT 1
Hun tøvede en smule med sit svar "Der er ikke nogen der virkeligt venter på mig. Min mor er vant til at hvis jeg kommer over på Nirelias side, finder en kro eller overnatter i naturen hvis det bliver forsent før jeg finder hvad jeg skal finde. Men vil tro at de venter mig tilbage engang i aften:" sagde hun og smilede let til ham. Hun overvejede et øjeblik, om han spurgte fordi hendes selvskab irirreterede eller trættede ham, om han gerne ville have hun skulle gå. Hun betragtede ham let afventende, som sædvanligt var hendes spørgsmål let at læse så snart man så hendes øjne.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 12, 2010 20:13:25 GMT 1
En kort latter undslap Kelvins læber, da han aflæste de afventende blik i hendes spørgende øjne. "Det lyder godt," startede han med et venligt smil. "... jeg kunne nemlig aldrig finde på at belaste Dem med mit selskab eller kræve Deres tid, hvis nu De havde vigtigere ting at tage Dem til," forklarede han roligt. "Det ville være ganske selvisk af mig, ikke også?" Kelvin trak begge ben op, så hans arme kunne støtte sig på hans knæ. Han kunne mærke, at hans krop var ved at blive lidt rastløs at alt den sol. Desuden havde han altid foretrukket kulden frem for varmen, så det nuværende fredfylde, skinnende vejr var ikke helt hvad man kunne kalde Kelvins stil. "Men De er selvfølgelig velkommen til at fortsætte med det, De var i færd med. Der er ingen grund til at blive siddende for min skyld, uanset om de har vigtigere ting at tage Dem til eller ej," tilføjede han derefter. Kelvin vidste godt, at han på nuværende tidspunkt ikke var nær så underholdende, som han kunne have været. Men solen var ligesom en stor, stor forhindring og gjorde det umuligt for ham at bevæge sig frit.- Hvilket måske på den anden side også var ret heldigt for Nicola.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 13, 2010 21:17:16 GMT 1
Nicola betragtede ham let, endnu engang smilede hun muntert. "Jeg syntes ikke de er belastende, ikke det mindste. Tværtimod virker de venlig og intressant. Og hvis at jeg ønskede at gå, er jeg fri til det.. Jeg kan jo roligt gå udenfor i sollyset." sagde hun og strakte let armen ud i solens klare lys for ligesom at understrege sin pointe. Ingen brændene fornemmelse, ingen røg. Ingen aske, blot solen der varmede hendes, i forvejen pæne, rene, svagt solgyldne hud. Hun trak armen til sig og fjernede lidt af de løse mørke lokker fra sit ansigt, blinkede en enkelt gang inden hun let rettede blikket imod ham. "Jeg har ikke noget imod at sidde og slappe af, nyde godt selvskab. Desuden kan jeg ikke ligefrem forstille mig at det er særlig rart bare at sidde i et træ, uden at kunne foretage sig noget. Så må lidt selvskab vel være rart?" hun lagde hovedet på skrå "Medmindre at du syntes at jeg er belastende?" hun så afventende på ham, inden hun skævede op til træerne. "Hvis de gerne vil lidt videre, eller bare ned fra træet, kunne jeg godt prøve at skabe lidt skygge?" sagde hun spørgende, særligt behageligt kunne det nu aligevel ikke være, at sidde på en gren. Begrænset af sin races svaghed til ikke at kunne bevæge sig ret meget.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 13, 2010 21:32:31 GMT 1
Kelvin smilede ad hendes spørgsmål og rystede svagt på hovedet. "Belastende? Nej. Spændende og imødekommende? Ja. Deres selskab er ren fornøjelse." Kelvin rettede lidt på sin siddestilling for nogenlunde at gøre det behageligt for ham selv, men opgav til sidst efter flere forgæves forsøg. Han ville faktisk ikke have noget problem med at sidde oppe i træet endnu en dag, da der for ham altid er så meget at skulle tænke over. Han kunne sidde i flere timer uden så meget som at flytte sig, og bare lade tankerne vandre et helt andet sted hen.- indtil han faldt i søvn og glemte tiden, hvilket var sket i netop dette tilfælde. "Ville De virkelig gøre det?" spurgte han mildt overrasket og stirrede ned på græsset under ham. "Jamen vil De så hjælpe mig med at skygge for dét der område, så jeg kan komme ned og sidde på græsset?" spurgte han og pegede på et punkt næsten lige under den gren, han sad på.
|
|