|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 6, 2010 20:29:47 GMT 1
Ved en lille å, sad Nicola roligt med fødderne hængene i vandet fra den lave træbro. Hun sad let lænet tilbage og nød solens varme stråler, der fandt vej igennem træernes tykke kroner. Lidt fra hende gik hendes lysebrune hoppe og græssede, bundet løst til et tilfældigt træ hvor der var rigeligt med græs. Det var klart på Nirelias side, for fuglende sang og hun havde set et par bukke. Desuden så havde hun fundet det meste af det hun var sendt ud for - løvefod, stauderøllike, sporebaldrian, morgenfrue og marietidsel. Hun havde dog ikke kunnet finde nogen jakobsstige. Det var ikke vinter længere, ihvertifalde ikke helt. Varmen var kommet og idag var ganske varm, af en tidlig forårsdag at være og solen skinnede højt. Den var lidt over 12 så solen var lige kommet op på sit højeste. Hun havde en hvid kjole på, strammet ind i ryggen ved livet og brystet så den sad ind til hende og gav en god fornemmelse af hendes figur, den gik hende næsten til anklerne men hun havde foldet den lidt op så den kun gik hende til knæene nu - Så blev den ikke våd. Det mørke hår hang løst idag, nedomkring hendes skuldre og indrammede hendes ansigt. Hun nynnede og smilede muntert, lukkede øjnene og nød det gode vejr. Hun havde god tid.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 6, 2010 20:55:11 GMT 1
Kelvin slog med et sæt øjnene op ved lyden af en fjern lyd der ikkke bare var en del af naturen. Efter et kort øjeblik fattede han sig og konkluderede at han tilsynladende var døset hen og havde glemt tiden. I skyggen af det enorme bøgetræ, rynkede han misfornøjet med brynene ved synet af de stærke solstråler. Han havde fuldstændig glemt tiden, og nu var solen allerede noget et godt stykke over himlen. Han kunne søge længere ind i skyggen, men besluttede sig for at vente lidt endnu. Ingen grund til at skynde sig. 7-8 meter fra ham, sad en kvinde ved den lave bro, og det var hende, han nu rettede sin opmærksomhed mod. Med hovedet let på skrå, betragtede han hende med et intenst blik, men forholdt sig ellers tavs. Det havde sandsynligvis været hende - eller hoppen i nærheden, der havde vækket ham. Rent instinktivt strejfede han sine tørre læber med tungespidsen og indhalerede dybt da duften af sødt blod slog ham i møde. Men han rykkede stadigvæk ikke en centimeter. Dels fordi han ikke kunne komme ud i solen, dels fordi han allerede havde fået stillet sin tørst.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 6, 2010 21:12:17 GMT 1
Hun lagde ikke mærke til at der var andre. Hvordan skulle hun også det hvis Kelvin ikke rørte en muskel, og ikke afslørede sin tilstedeværelse? Hun åbnede let øjnene og pillede let ved et par siv der gik næsten helt op til broen, plukkede let et af dem og gav sig til at pille det i små, lange, tørre tråde inden hun begyndte at flette det hele imens det stadig sad sammen allernederst. Hun nynnede stadig, en gammel vise om Liden Anna. Hun havde hørt tjenestefolkene synge den og havde aldrig forstået den småsjofle mening i den, men syntes blot at den var sød. Eller ihertifalde god. Hun fjernede lidt af det løse hår fra hendes øjne og skævede let over imod sin hest, hendes blik gled op imod træerne og stoppede så ved en bleg skikkelse. Hun rynkede let brynene og slap det hun var igang med at flette, rejste sig op og trippede et par skridt nærmere træet, usikker på hvad og hvem det var.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 7, 2010 13:42:44 GMT 1
Som sædvanlig var Kelvin iført noget så utrolig enkelt som et par sorte bukser samt en sort skjorte. Kontrasten mellem hans påklædning og hans åbenlyse blege hudfarve var ekstra tydelig, netop på grund af de to farvers modsætninger. På trods af at have levet i over 300 år, genkendte han ikke den den folkevise hun nynnede. Alligevel lænede han hovedet tilbage mod den tykke træstamme og nød melodien, der på en eller anden måde forekom ham ret afslappende. Kelvin havde intet besvær med at skelne hver enkel tone var hinanden, selvom afstanden mellem dem var forholdsvist stor. Da han pludselig fornemmede en ændring i hendes bevægelser, slog han langsomt øjnene op for at kigge på hende. Med et let smil, og et høfligt nik, hilste han:" God eftermiddag." Han behøvede ikke engang at hæve stemmen, eftersom der intet var i naturen omkring dem til at overdøve hans stemme.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 7, 2010 14:06:56 GMT 1
Hun gik et par skridt tættere på, selvom hun udemærket hørte ham. Det var ren nyskerighed, facineret som hun var af den hvide hud der var en enorm kontrast til både skyggen han befandt sig i, og hans sorte påklædning. "Godeftermiddag.." sagde hun, en lille smule tamt, idet at hun begyndte at få en idé om at han nok var vampyr. Hun var ikke specielt bange, blot en lille smule efter at Neimi havde vist hende et bid. Det var betryggende at vide at hun stadig havde sin kniv selvom den nok ikke ville kunne gøre ret meget. Hun fjernede lidt hår fra øjnene "Mit navn er Nicola.. Beklager at jeg ikke så dem, forstyrre jeg?" spurgte hun stille og så let op imod ham.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 7, 2010 14:18:57 GMT 1
Kelvin skiftede sidde stilling, selvom han ikke rigtigt havde behov for det. "Nej nej, overhovedet ikke. Det var uhøfligt af mig ikke at have præsenteret mig selv noget før," svarede han med et beroligende smil. "Mit navn er Kelvin. Jeg vil med glæde nyde lidt selskab, men så må jeg også på forhånd undskylde for ikke rigtigt at kunne bevæge mig ligeså frit som Dem. De har sikkert regnet det ud, men jeg er ikke så glad for solen," startede han med en dæmpet latter og trak halvt op i sit højre ben. Hans blik gled kort over mod hoppen, før den atter rettede sig tilbage mod Nicola. "Er De på en almindelig spadseretur?" spurgte han imødekommende, selvom de grå øjne, der var delvis skjult af det hvide hår, stadigvæk fastholdt en slags kulde i sig.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 7, 2010 20:09:28 GMT 1
"Det er okay.." sagde hun langsomt og nikkede svagt. "De er vampyr ikke?" spurgte hun stille og smilede let tilbage, hans smil havde den tiltænkte virkning. Han virkede ikke ligefrem som de blodtørstige monstre som hendes far havde advaret hende om. Hun satte sig let igen, ved et træ overfor ham for at kunne se på ham, det fandt hun bare høfligst. Hun betragtede ham let igen og rystede let "Nej. Jeg hjælper min mor lidt idag, hun fungere som klog kone på egnen og er igang med at oplære mig så det er tit mig der skal ud og hente urter. Du ved foresten ikke hvor der er lidt Jakobsstige? Det er lidt tidligt på sæsonen meen..." hun lod det hænge i luften. Så rynkede hun let på de fine øjenbryn "Jeg forstår Dem sådan at De ikke kan gå ud i solen. Hvordan kom de så derop i første omgang?" spurgte hun forvirret. Der var ikke en lang lige skygge igennem hele skoven trodsalt.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 7, 2010 20:25:13 GMT 1
Et skævt smil formede sig på Kelvins blege læber, idet hun spurgte til Jakobsstigerne. "Jeg må desværre skuffe Dem, men jeg forstår mig ikke rigtigt på planter og urter. Og dog vil jeg mene at de måske vokser på engen lidt dybere inde," svarede han og nikkede i retningen af en klynge af slanke træer. "Det ligger dog et stykke herfra," tilføjede han roligt. "Og med hensyn til min tilstedeværelse, så er der ikke rigtigt nogen god undskyldning..." Kelvin slog kort ud med begge arme i en let bevægelse og kiggede atter på hende. "Jeg har siddet her hele natten. Døset hen, og vågnet igen. Og hvis det ikke havde været for Dem, var det nok endt galt." - selvom Kelvin sandsynligvis ville have fundet på et eller andet. Han havde endnu ikke fuldført den skæbnesvangre opgave, som han havde givet sig selv, så der var ingen tale om at miste livet foreløbigt.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 7, 2010 21:15:12 GMT 1
Hun smilede let "Det er nogen små, blå blomster. De ligner lidt violer efter min mening." sagde hun og nikkede let "Tak. Har ledt efter dem i en evighed, havde næsten opgivet. Men de kan godt vente, jeg har rigeligt af tid." sagde hun og holdte et lille grin inde da han fortalte at han simpelthen bare var faldet i søvn. "Så var det et held at jeg kom. Jeg kan ikke forstille mig at det ville være sjovt at blive solbrændt - Bogstaveligtalt - for jeres slags." smilede hun roligt og fjernede lidt løst hår fra ansigtet. Hun rettede sig en smule mere op og betragtede ham let, det var hendes første rigtige møde med en vampyr, selvom hun nok af og til havde set dem på hendes forældres gæstgiveri.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 10:57:58 GMT 1
Kelvin nikkede kort for at vise, at han var enig, og gav sig derefter til tavst at betragte hende med hovedet en anelse på skrå, et svagt smil henover læberne og med et eftertænksomt løftet bryn. "Det undrer mig at De ikke er bange for, at jeg når som helst kunne finde på at overfalde Dem?" spurgte han med et strejf af morskab i de ellers ganske kølige øjne. Hun virkede ikke videre skræmt, hvilket han ellers var vant til at mennesker reagerede, - selvom Kelvin godt kunne se, at Nicola helt bestemt ikke tilhørte menneskeracen. Dertil var hendes udseende, for ikke at sige skønhed, en del mere bemærkelsesværdigt. En nymfe, måske, eller en af de sjældne måneelver? Kelvin havde levet tilstrækkeligt længe, og været tilstrækkeligt mange steder til at have stødt på de fleste væsner af forskellige racer, men en måneelever var helt klart ikke noget han til dagligt stødte på. Det ville være ganske interessant, hvis han faktisk helt tilfældigt havde truffet én nu.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 11:03:56 GMT 1
"Hvis de ville angribe mig, så havde de efter al sandsynligvis alleredegjort det. Jeg tror ikke de vil gøre mig ondt," sagde hun og smilede tillidsfuldt til ham. Efter den første nervøsitet, var hun ikke længere bange. Hun vidste ikke hvor længe han havde siddet og betragtet hende, og han kunne jo allerede have dræbt hende, men han havde ikke gjort det. Hun stolede på ham helt automatisk, det var ikke fordi han virkede fjendtlig, men hendes sans for detaljer havde lagt mærke til kulden i hans øjne. "Desuden.. Ville du angribe mig, så er jeg kun et par centimeter fra sollyset.. Så i dette vejr, gør de ikke den store trussel." sagde hun med et blidt smil. Det røbede en del om hendes temeligt naive personlighed at hun stolede på ham efter blot et par minutters samtale, og begrundet af det ene faktum at han endnu ikke havde suget hendes blod.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 11:19:22 GMT 1
"Og det kunne ikke bare være en fælde? En lille ondskabsfuld del af min ondskabsfulde plan for at få fat på Dem?" spurgte han. "At skabe tillid, og derefter kaste mig over Dem når jeg har chancen?" På trods af hans overbevisende ord, var det tydeligt at Kelvin ikke selv tog dem særlig alvorligt. Det der morede ham var, at hun ikke så ham som en trussel overhovedet, hvilket han aldeles ikke var vant til. Lidt efter rettede han blikket op mod kronbladene over hans hoved, der effektivt skånede ham for solens dødelige stråler. "Jeg må dog indrømme, af den sol vil blive noget af en forhindring," tilføjede han halvt mumlende. Han ærgede sig stadigvæk over sin skødesløshed. Hvis han havde været mere opmærksom var han aldrig endt her, næsten fanget i skyggen af et træ.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 11:26:21 GMT 1
Nicola så let op på ham, det var tydeligt at det var en tanke der ikke havde strejfet hende overhovedet. Hun rystede svagt på hovedet "Det tror jeg ikke de ville gøre. De virker god nok," sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå. "Hvis de ville gøre det ville jeg bare kaste mig ud af solen. Jeg er måske ikke ret fysisk stærk, men jeg syntes selv at jeg er hurtig. Hurtig nok til at reagere hvis du prøvede." sagde hun og smilede igen muntert. Det var temeligt tydeligt at hun ikke udgjorde en trussel for nogen eller noget. Hendes spinkle kropsbygning røbede om meget få kræfter. Hun ville næppe kunne overmande en anden, ikke engang en på sin egen alder eller 2-3 år yngre.
|
|
|
Post by Kelvin on Jul 8, 2010 11:39:44 GMT 1
Kelvin nikkede langsomt. "Jeg virker god nok...," gentog han eftertænksomt og undertrykkede en kort latter. Dette smukke væsen var helt klart et pragteksemplar på naivitet, og Kelvin vidste ikke rigtigt hvordan han skulle forholde sig til det. Hendes åbenlyse godtroenhed forekom ham totalt ukendt, og han vidste ikke om han var interesseret eller irriteret af det. "Så De har altså tænkt Dem at forsvinde ind bag træerne og komme så langt væk som muligt, ligeså snart solen går ned? For når først dén er væk, så er der ikke længere noget til at beskytte Dem, er der?" I et splitsekund lurede et drilsk glimt i de grå øjne, men forduftede ligeså hurtigt som den var kommet. Han stolede på, at hun var hurtig. Flere hundrede års erfaring lærte ham, at man under ingen omstændigheder burde undervurdere noget væsen, som man ikke kendte.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 16:51:39 GMT 1
Hun så tænksomt på ham i et par sekunder og bed sig let i læben. "Hvis du er så kold som dine øjne viser, så går jeg nok og forsvinder hjem inden solen er forsvundet og du har en ærlig chance for at få fat i mig. Men hvis du er som du virker nu, god nok, og tilsyneladende venlig. Så ser jeg ingen grund til at jeg burde flygte så langt væk som jeg kan. " sagde hun og nikkede så som om det afgjorde det hele for hende. Hun smilede stille til ham "Er der da en grund til at jeg skulle flygte? Vil du drikke mit blod?" spurgte hun, uden at tænke på at han højst sandsynligt ikke ville afsløre det hvis han ville, eftersom det her var hendes hjemmebane, så længe solen var oppe.
|
|