|
Post by crystal on Jul 11, 2010 19:19:20 GMT 1
Mørket var lige faldet på. det var allerede meget mørkt i tronsalen... crys daskede stille ind i sin mors tronsal... mens hun kiggede rundt... det lignede vel sig selv... det var så længe siden hun havde været der... nok efter hendes sidste skænderi med sin mor... hun gik bare stille op til tronen... og lod sine fingre glide hen over den... mens hun kiggede rundt... før hun satte sig på gulvet foran den... og kiggede rundt i tronsalen... vagterne havde bare lukket hende ind... eftersom alle vidste hun var zills datter... det var ingen hemmelighed mere... hun skammede sig ingengang over det mere.... hun følte bare hun ike passede ind efterhånden... hun smilte svagt for sig selv.... mens hendes klare blå øjne skinnede.... af glæde?... hun vidste ike hvorfor... men hun havde været så glad på det sidste.... at hun var ligeglad med alt det der var sket... og ville ske.... hun var glad.... lykkelig... nu hvor hun kendte sin far.... og hendes mor... det glæede hende mere end noget andet. hun sukkede svagt nydende. og satte sig så på sin mors trone... af ren savn... hun savnede sine forældre.... og en smule den syge vampyr hendes mor havde til højrehånd.... hun trak bene op til hagen og lod hovet hvile på dem... mens hun bare kiggede rundt... og nød den stilhed der var der.... hun var iført sin natkjole.. en hvid fin natkjole. der bare hang en smule løs... hendes sorte hår... lå fladt ned for en gangs skyld... en glædeligt smil bredte sig på hendes smil... i det hun kiggede rundt i salen... og krammede sig så bare ind til sig selv... og lukkede øjnende i.... og lyttede til alt omkring sig....
|
|
|
Post by Valentin on Jul 11, 2010 19:46:12 GMT 1
Mørket var netop faldet på, hvilket havde forårsaget Valentin til at søge ud fra de afskærmende, beskyttende murer på det store, sorte gods dybt inde i skoven, som ultimativt beskyttede ham mod solen i dagtimerne, og holdt sollyset på sikker afstand, mens han sov, og forberedte sig til næste nats blodbad.. Eller hvad han nu fandt på at få tiden til at gå med. Denne gang havde han dog andre planer, end at gå på jagt eller sprede kaos i et kæmpemæssigt blodbad. Ihvertfald til at begynde med, men natten var jo kun lige begyndt, og han kunne jo altid nå at skifte mening. Imidlertid havde han dog sat kursen mod Darklia, mod slottet, hvor dronningen Zill boede sammen med alle de andre derinde, og hendes lille 'familie'. Hvilken dårlig joke. Han kunne ikke acceptere nogen af dem som for øjeblikket residerede på slottet som sin herre eller mester, på nogen måde, andre end Zill, præcis som altid. Om de var datter af dronningen, eller på anden måde involveret med hende var ham fuldstændig ligegyldigt. De var svage, uværdige, og ville aldrig nogensinde kunne anses som hans herrer, og ingen af dem ville nogensinde kunne give ham ordrer. Eller kunne de sikkert, men han ville hellere dø, eller slagte dem alle end følge en ordre fra så beskidte, uværdige, svage individer. Han bevægede sig ret hurtigt afsted, og i løbet af ganske kort tid stod han på slottets område, foran indgangen. Han gik bare hen mod vagterne, og de trådte straks til side for ham, og tillod ham adgang. På hele hans vej gennem slottet fik han fri passage, ved alle de vagter han stødte på, ingen af dem nægtede ham adgang, eller så meget som betvivlede eller spurgte ind til hans ærinde på slotsgrunden, og holdt sig i det hele taget bare på afstand, og sørgede for ikke at komme i vejen for ham. Han havde altid været en ret skræmmende person, og han var ikke en som lod andre komme imellem ham og hvad han ville, så langt de fleste vagter var ret bange for ham, og ønskede på ingen måde at komme på dårlig fod med ham, derfor lukkede de ham ind hvor end han ønskede det. da han til sidst nåede tronsalen og krævede adgang, lukkede de ham her også ind. I starten forsøgte en af vagterne at forklare noget om at dronningen ikke var her, men efter at han kastede en af vagterne ind i den modsatte væg og tog fat i den anden vagt med løftet om at flå hans hjerte ud, gik de pænt til side og lukkede ham ind, uden et ord mere. Han trådte ind i tronsalen, og lod døren glide i bag sig, med en bumpende lyd, som blev en del forstærket i tronsalens tomme stilhed. Han rettede kort på kappen, som han bar udenpå den sorte skjorte han var klædt i. Udover det havde han et par sorte bukser på, hvilket lod ham gå næsten i et med skyggerne omkring ham, hvis han altså ønskede det. Og som ekstra supplement havde han om livet fastspændt sit bælte, hvor på hans sværd var hægtet, sammen med et par knive og dolke i forskellige størrelser. Disse var de våben han havde bragt med sig idag, sammen med et par ekstra, mindre knive, skjult under hans tøj, hvis han skulle få brug for en ekstra lille overraskelse til eventuelle fjender eller ofre
|
|
|
Post by crystal on Jul 11, 2010 19:57:56 GMT 1
crys regerede ike da døren gik op... eller da den blev lukket i igen.... hun vidste at det ike var hendes mor... for hun lå og sov sidst hun kiggede til hende... hun rejste sig dog ike op men tryggede sig bare mere ind mod tronen.... hun ville ike lige smutte der fra med det samme.... for den duftede så godt af hendes mor... hun savnede hende enligt meget.... hun fik aldrig sagt undskyld for sin opførsel overfor hende sidst..... så åbnede hun dog dovent øjnende og kiggede hen på val.... men kom bare på bene.... uden tøven smuttede hun ned fra tronen... og daskede hen til val... hun regnede self ike med han ville sige noget til hende... eller noget.... måske slå hende men hun var ligeglad... uden tøven... prøvede hun på at kramme ham men regnede ike med han ville ha det... men sagde så bare... "undskyld for min vild dårlige opførsel val..... jeg ved godt... jeg opførte mig som en meget forkælet møgunge... og ike tænkte mig om på noget tidspunkt.... jeg var dum nok... til at sige nej til at ville lære af dig... hvor jeg burde havde tigget og bedt dig om at hjælpe mig... jeg ved godt du måske ike... eller jeg ved du ike ville kunne respekter mig... eller noget.... men jeg kan kun undskylde.... og håbe på du vil... kunne tilgive mig på nogen måde"så tråtte hun bare et skridt bagud og så ned i jorden. nærmest for at vise at hun vidste han var den stærkeste... og kunne med lethed.... give hende klø.... eller rive hende fra hinanden...
|
|
|
Post by Valentin on Jul 11, 2010 20:18:18 GMT 1
Valentin havde kun trådt nogle få skridt ind i tronsalen, inden han kort havde ladet sit blik glide lidt dovent rundt i lokalet, og med hans perfekte nattesyn, og ret skærpede sanser, havde han med det samme fået øje p en enkelt skikkelse ovre omkring tronen, og i samme øjeblik han havde fået øje på hende, genkendt hende som Crystal. Hvad Zill ville med hende forstod han ikke. Hvad kunne hun egentlig? han ville aldrig respektere nogen, eller erkende dem som noget som helst andet end et ligegyldigt væsen som bare vadede rundt på jorden, som et ynkeligt spild af liv, ikke før han selv havde fået grund til andet. Hans respekt skulle man gøre sig fortjent til, og man skulle bevise sit værd overfor ham, da han ikke bare ville acceptere nogen til at være noget, fordi de blot var søn eller datter eller noget af nogen, og det havde hun på ingen måder gjort. Hun havde ikke selv gjort sig fortjent til hans respekt, eller hans loyalitet, så derfor havde hun ingen af dem. Den eneste grund til hun endnu var i live, var hendes mor som holdt hånden over hende. Noget hun åbenbart havde brug for, da ingen tydeligvis havde lært hende noget om at begå sig i denne verden, eller at være dominerende for dem som var betydeligt svagere og mindre værd end hende, og bøje sig for dem der var stærkere. Eller i det mindste udvise dem en grad af respekt, eller erkendelse. Noget hun før eller senere ville få brug for, hvis ikke det skulle ende i hendes totale undergang, da mor ikke ville være der til at beskytte hende altid. Da hun gik imod ham, gik han ud fra hun bare ville gå forbi, eller måske kaste et par fornærmelser eller spydige bemærkninger efter ham. Men da hun kom hen til ham, og da hun åbnede munden og begyndte at tale, svarede han ikke med det samme, men stod bare og så skeptisk på hende, med et køligt blik. Hvad havde hun gang i? Var det her en eller anden dårlig joke eller hvad? Hvad nøjagtigt var hendes hensigt, og hendes mening? Da han endelig besluttede sig for at svare hende, da hun var færdig med hendes talestrøm, var det bare et enkelt, kort svar som kom ud "Tilgivelse er ikke lige mig" sagde han bare, med en lettere ligegyldig stemme, fuld af kølighed, og indebrændt modvillighed overfor hende, efter deres tidligere, og knap så succesfulde, møder "Respekt er fortjent, eller krævet.. Og ikke noget der kommer til dig let her i livet.. Specielt ikke fra mig.. Måske du skulle tænke over det, og huske det, næste gang du sætter dig op imod kræfter du end ikke har oplevet i dine drømme.. Eller mareridt" Det var nok ikke lige det svar hun havde forventet, eller håbet på, selvom han ikke kunne vide nøjagtigt hvad hun havde forventet, eller ønsket af dette møde. Men hvis først man havde sat sig i dårlig jord hos ham, så var det ikke noget man kom af med lige foreløbig, da han ikke ligefrem var god til at tilgive, og det ikke var noget han gjorde til daglig. Han havde allerede givet hende en chance for at vinde hans loyalitet og respekt, en chance kun få fik, men den havde hun forspildt. Ved flere lejligheder. Det var ikke noget der ville blive nemt at få rettet op på, hvis hun ønskede han skulle se på hende på en anden måde. Selvom han ærlig talt ikke kunne gennemskue hvad hun havde tænkt sig med det her, og hvor hun ville hen, og han kunne ikke se hvorfor hun skulle ville ønske at gøre sig fortjent til hans respekt, som alle andre måtte hvis de ønskede den. Specielt ikke med tanke på resultatet af deres tidligere møder, og hendes generelle opførsel ved disse. Men hun måtte vel selv komme ud med hvad hun havde tænkt sig, ihvertfald hvis hun ønskede nogen som helst mulighed for at opnå det. Selvom det allerede ville være ret svært, hvis ikke noget nært umuligt. Men man kunne jo aldrig vide. Det hele afhang jo delvis af hende, og hvad hun gjorde nu, da det efterhånden var ved at være den sidste chance for hende. Hvis det ikke allerede havde været det
|
|
|
Post by crystal on Jul 11, 2010 20:29:10 GMT 1
"jeg har intet der kan fange din opmørksomhed..... dog heller intet jeg har gjordt for at vinde din respekt.... kun had... jeg har ike været serlig voksen... eller opført mig som jeg skulle.... jeg vil kun undskylde for det jeg har gjordt.... og for min opførsel..... jeg kan intet gøre for at vinde din repsket... for vi kender ike hinanden på nogen måde.... så jeg forstår godt hvorfor jeg nok aldrig vil få din respekt... jeg burde havde trukket mine kløer ind da jeg mødte dig... istedet for opførte jeg mig som en dum unge der havde brug for et slag. eller mere end det...."sagde crys så tille mens hun stadig bare kiggede ned i jorden... hun ville ike se på ham eftersom han ike havde givet hende lov til at kigge på ham.... så hun så bare på hans sko. mens hun tænkte lidt over hva dette møde kunne bringe med sig... hun vidste godt hun ike fortjente hans respekt... på nogen måde... for hun havde ike opførst sig som en dronnings datter.... eller nogens datter.... så sagde hun bare "jeg ved jeg... forspilte min changse for at vinde din respekt... og jeg forstår godt.... hvorfor du måske ike kan tilgive mig på nogen måde... det sku heller ike undre mig du ike kunne.... jeg vil bare undskylde for min opførsel... hvis du vil ha det... kan jeg bare fordufte på få sek... zill behøver ingen datter.... hun har en søn... og som du selv har sagt jeg er for svag til at kunne ses som hendes datter.... eller overhovet være til stæde her"sagde hun så bare... uden at fjerne sit blik fra jorden og ventede enligt kun på det han ville sige....
|
|
|
Post by Valentin on Jul 11, 2010 21:15:46 GMT 1
Han så bare roligt på hende, dog stadig med en del nedladende blik. Og da hun endnu engang var færdig med at tale ventede han lidt inden han svarede, selvom hans svar langt fra var ligeså lange som hendes talestrømme, men igen han havde aldrig været meget af en taler, og han sagde kun noget når det var nødvendigt, og hvad der var nødvendigt. "Undskyld aldrig.. Undskyldninger er et svaghedstegn.. Der ligesom følelser må bekæmpes og holdes nede, hvis man vil være stærk, og værdig til at regere.. Noget din mor virker til at have glemt.." det sidste sagde han ikke direkte fornærmende eller noget, selvom der dog var en del skuffelse og bitterhed at spore i hans stemme, selvom den nøjagtige grund ikke var helt til at sige. Han lod dog ikke meget tid til at spekulere over det, da han hurtigt efter fortsatte med at tale "Men at stå der og have ondt af dig selv hjælper ingenting.. Du er nødt til at vise lidt tro på dig selv, og hvis du virkelig vil prøve at vinde min respekt, selvom det virker usandsynligt at dømme ud fra de tidligere gange hvor vi har været stødt ind i hinanden, så må du vise dig som du burde have gjort dengang.. Intet kan ændre på hvad der allerede er sket, men i det mindste kan du da vise dig som en dronnings datter burde nu, og istedet for at stå og give op, vise dig som din mors datter" Han rakte en arm frem, og tog fat under hendes hage, og skubbede hendes hoved opad, så hun nu så på ham istedet for ned i gulvet foran ham "Du kunne måske vise dig fra en mere værdig side, og måske kigge på mig mens du taler til mig? Er vel det mindste du kan gøre" han var efterhånden ved at blive en del utålmodig, for hende her virkede da helt håbløs, bare sådan give op, og stå og virke så ynkelig.. Der var virkelig nogle vigtige lektioner hun havde sprunget over, det var helt tydeligt. og indtil videre var han ikke videre imponeret over hendes optræden, hvilket han heller ikke lagde videre skjul på, for hun virkede da virkelig ikke meget bedre end hun havde været tidligere ved deres forrige møder. Så hvorfor skulle han spilde sin tid på hende, når selv hende tydeligvis havde opgivet hende? Så var det jo håbløst. Han så på hende med et letter opgivende, og lidt irriteret blik. "Men hvis du virkelig ønsker at vinde min respekt, selvom det virker meget usandsynligt det vil lykkes, så vil jeg give dig én sidste chance.. Og forspilder du den, så vil du ikke vide hvad der vil ske.. Men hvis du ønsker denne mulighed, så må du tage dig sammen, og virkelig overbevise mig om du er det værd.. Og så vil jeg tilråde dig at vise dig fra en noget bedre, og mere værdig, side end du har gjort indtil nu.. Forstået? en second chance var ikke noget man fik hos ham ofte, og han var ikke typen der spurgte 2 gange. Hun havde allerede afvist hans hjælp en gang før, gjorde hun det igen, så ville hun aldrig få denne chance igen, og så ville slutresultatet vise derefter. Hvad der skulle ske nu, var op til hende
|
|
|
Post by crystal on Jul 11, 2010 21:37:07 GMT 1
Crys så ham lige i øjnende uden tøven denne gang. hun havde ike ondt af sig selv... men vidste blot hendes valg... betød mere end noget andet denne gang.... "jeg kan ike bede dig om din hjælp valentine.... for jeg rejser her fra.... og kommer ike tilbage... før den dag.... jeg virkelig har bevist jeg er min mors datter... jeg ved mit valg sikkert har ødelagt min sidste changse for at vinde din respekt.... men nu tænker jeg bare.... hva nu hvis mit valg.... gør mig til en bedre krigere end du ville havde troet jeg kunne blive??... zill behøver mig ike her... så jeg rejser væk indtil... jeg er stærk nok,... og virkelig kan vise jeg er dronning zills datter... jeg ved en ting... hvis zill ike var min mor ville du havde gjordt mig noget..... så nu siger jeg det sårn her.... hvorfor glemmer du ike bare at jeg er zills datter??... og behandler mig som du behandlede vagten..... for jeg er ike mere værd end dem... lige nu.... men jeg ved en ting når jeg kommer tilbage.... vil du ikke kunne kende mig.... heller ej min moder.... eller nogen her..."sagde hun så mens hun stadig bare kiggede ham i øjnende.... hun var enligt ligeglad med om han ville gøre hende noget denne gang... for hun vidste hendes valg... var det bedste hun havde taget i lang tid.... men hun vidste godt dette valg... ville tage mere end år.... så ville hendes lille bror sikkert været voksen... det var måsle det bedste... hvis hun bare forsvandt en tid... og kom tilbage,... den dag alle kunne se.... hun virkelig var zills datter.... og intet stoppede hende jo? .....
|
|
|
Post by Valentin on Jul 11, 2010 22:07:27 GMT 1
Han så på hende med en del skepsis og kølighed i blikket "Så du vil stikke af? Og det er sådan du vil bevise dit værd, og vise overfor alle at du er dronningens datter? Ved at stikke af på grund af en smule modgang, og så håbe på du en dag vil være stærk nok til at kunne vænne tilbage uden at virke ynkelig og skamfuld? Og hvad så hvis den dag aldrig kommer? Hvordan har du tænkt dig at blive den store, magtfulde kriger som du burde være? Mener du selv du har lært nok til at ville kunne klare dig selv?" hans spørgsmål, og den måde han stille dem, talte deres tydelige sprog om at han ikke selv mente det, eller at det var den mest geniale beslutning. "Som du selv lige sagde, det eneste som har holdt mig fra at flå dit hjerte ud, og dræbe dig for blod og sætte dit hoved på en pæl, var din mor.. Hvordan tror du det ville gå ude i verden, men 5000 andre som mig, uden din mor til at beskytte dig, eller en hær af soldater og tykke murer at gemme sig bag? Crystal alene i verden.. Lyder det som en veludtænkt plan i dit hoved?"
|
|
|
Post by crystal on Jul 11, 2010 22:13:01 GMT 1
"du glemmer at jeg ike har boet bag trykke mure hele mit liv valentine. du glemmer lidt mere end du siger. nok virker jeg lille og håbløs... jeg stikker af fordi jeg finder det passende... zilll har ike brug for mig det har ingen her.... og du vil hellere slå mit ihjel end at se. jeg ike er så lille som du går og tro. det kræver mod og styrke til at undskylde det er ingen svaghed. men stykrke. du vil aldrig kunne sige undskyld til nongle fordi dit store ego holder dig oppe... jeg ser mig ike som zills datter og vil aldrig gøre det"sagde crys bare og kiggede ham lige i øjnende uden tøven... hun var ike bange for ham. var hun bange for ham ville hun jo også være bange for døden. og den gik ike.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 12, 2010 6:31:25 GMT 1
”Jeg glemmer intet.. sagde han bare roligt, for han vidste det jo sådan set godt, men han havde stadig sin egen mening, og det stod han fast ved, som altid var han så utrolig stædig og stolt, hvilket forhindrede ham i at acceptere det at en anden kunne have ret, eller han kunne tage fejl, hvilket dog heller ikke ofte forekom ”Men dit liv før du mødte din mor betyder ingenting.. Ikke længere.. Før var du ingenting, ingen kendte dig eller vidste hvem du er.. Men nu, alene af den grund at din mor, af en eller anden ukendt grund, så det passende at tage dig tilbage og slæbe til ind på slottet, er du dronningens datter.. Og det betyder at hendes fjender, er dine fjender.. Og de vil ikke tøve et sekund med at torturere og dræbe dig, ligesom jeg ikke ville hvis du kom i vejen for mig, og du ikke have din mor til at holde hånden over dig.. det var jo faktisk rigtigt hvad han sagde, for efterhånden kendte de fleste hende som Zills datter, og hun havde jo en del fjender, hvilket ikke kunne undgås for en som hende, og de ville sikkert ikke have noget imod at skade hendes datter som hævn, hvis de mente hun havde gjort noget mod dem. Og så ville Crystal have en del problemer, hvis ikke hun havde lært at klare den slags situationer, og kæmpe ordentligt. ”Jeg påstår ikke du er svag, for jeg har ikke selv set dig kæmpe, så det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men dine fjender er ikke, det kan jeg garantere dig.. Og de mennesker din mor har irriteret, er ikke glade for fair kampe.. Den slags kræver mere end mod og styrke.. Det kræver en kriger ud over det sædvanlige.. det kunne godt være han aldrig sagde undskyld til nogen eller noget i den retning, men det havde han heller ingen grund til, og han var urokkelig ved hans holdning om at det blot var noget der fik en til at fremstå svag, og det var der intet, heller ikke hende, som kunne ændre på, på nogen måder ”Undskyldning er det samme som resignation, og ligesom følelser, er det et tegn på svaghed, og noget som ikke burde forekomme, slet ikke hos folk af din status.. Du er trods alt stadig dronningens datter, på trods af jeg aldrig selv har villet anerkende dig sådan.. Pludselig, uden varsel, skød han hånden frem mod hende med en umenneskelig hurtighed, og greb, med en overnaturlig kraft, fat om halsen på hende, og løftede hende op, så hun hang et par centimeter over jorden, mens han trykkede lidt om halsen på hende, så hendes luftveje tillukkedes lidt, hvilket ville gøre det sværere for hende at trække vejret ”men så burde det her jo ikke være noget særligt.. Hvad vil du så gøre nu?” sagde han roligt, for det her var jo det mindste hun kunne komme ud for, så måtte hun jo være klar til at forsvare sig selv. Og så måtte hun jo vise at hun kunne klare sig selv, og hun kunne håndtere den slags, hvis hun ville have han skulle tro på det.
|
|
|
Post by crystal on Jul 12, 2010 11:25:22 GMT 1
Crys gispede en smule overrasket da han greb fast omkring hendes hals. og kiggede ham bare stadig lige ind i øjndende...det der havde hun jo prøvet så mange gange efterhånden... at hun ike orkede at gøre noget ud af det. men hang bare stille et kort sek.. før hun bare trak sin lille dolk. så han sku tro hun havde planer om at hugge hende ned... mens hendes fod fandt det meget sjovt. at ramme ham så hårdt mellem bene så han næsten var nødtil at sætte hende ned... drenge plejede jo at knække sammen når man sparkede dem der.... også vampyre... dem hun da havde leget lidt med en tid... "følser.. er ingen svaghed... følser er styrke.... kommer an på hvordan man bruger dem..... nok har du levet længe... men du vil aldrig kunne klare... hvis en havde mere rat end dig.... jeg gider ike spile krafter og tid på at slås med dig... for jeg ved... jeg aldrig ville kunne vinde.... jeg ved godt... jeg har fjender.... men... som mange andre.... kan jeg bare gøre noget så jeg ike ligner zills datter.... som fx kalde mig noget andet.... passer jeg mig selv..... behøver jeg ike tænke på hva der skal ske.... jeg har ingen planer.. om at irrerter eller være i nærheden... af nongle.. der er stærkere... og hurtigere end mig.... Nok er jeg zills datter nu,.... men når jeg førest forlader det her sted.... vil jeg bare være crystal.... du skrammer mig ike valentine.... nok slår du mig ike ihjel pga zill.... og jeg ved du ville nyde... at slå mig ihjel hvis du måtte...."gispede hun en smule besværligt... eftersom han jo gjorde sårn at hun ike kunne få vejret. men hun havde ingen planer om at klage over det... eftersom hun tit havde tøj på.. der stramte så meget at hun ike kunne få vejret...
|
|
|
Post by Valentin on Jul 12, 2010 14:36:20 GMT 1
Valentin havde det med altid at overveje alle mulige udfald af forskellige angreb og handlinger, fra både hans egen og fjendernes side, og derfor havde han også godt forudset de par ting som hun sandsynligvis ville forsøge. Og selvfølgelig havde hun også valgt det, ikke bare mest ynkelige og selv-nedladende, men også mest forudsigelige angreb det var hende muligt. Alligevel fungerede det, sådan mere eller mindre, selvom han allerede havde forudset det, selvom han selvfølgelig ikke kunne forudse præcis hvilket af de mulige angreb hun ville vælge, selvom han var god så var han ikke tankelæser, så han kunne kun handle ud fra hendes handlinger og kropssprog, som delvis indikerede hvad hun havde tænkt sig, selvom det selvfølgelig ikke altid virkede 100%. Da hun sparkede ham, reagerede han instinktivt ved at kaste hende fra sig, så hun ville ryge et stykke hen af gulvet, på grund af den styrke han lagde i det, selvom det kunne have været en del værre, og det var det som regel også når man havde med ham at gøre. Han gik hen imod hende, stille og roligt. Han viste ingen tegn på vrede eller aggressivitet eller noget, og han gjorde ingen tegn til at have tænkt sig at angribe eller noget, ikke lige nu ihvertfald. Da han var næsten helt ved hende, så han roligt ned på hende, med et helt tomt og køligt blik, som han altid rendte rundt med, da han ikke følte noget på samme måde som alle andre "Dræbe dig..?" sagde han roligt, med et blik ned på hende "Jeg ville ikke dræbe dig.. Ihvertfald ikke med det samme.. Jeg ville gøre noget langt værre end det.. Døden ville være en velkommen befrielse i forhold til hvad jeg ville gøre ved dig.." sagde han køligt, med en helt rolig og nærmest død stemme. Dog var den kulde og tomhed som der fyldte ham, tydelig at mærke i hans stemme, og det tomme, døde blik han så ned på hende med
|
|
|
Post by crystal on Jul 12, 2010 14:55:41 GMT 1
da han kastede ehnde fra sig. fandt hun hurtigt fod fæst og lod sig glide hen langs gulvet mens hun lod sin hånd glide hen af gulvet for ike at falde. og rettede sig bare helt op da hun enligt stoppede med at glide... og kiggede nu koldt på ham.... hun var ligeglad efterhånden. overfor ham kunne man ike være sød og kærlig. "jeg frygter intet... og slet ike dig... nok gør andre det men ike jeg.... nok truer du med at ville gøre ting... som er værre end døden??..... det er bare ord.... tomme trudsler du ike ville kun få glæde af..... kun svage folk truer... og siger hva der er i stand til for at skramme folk væk.... mens de stærke.... blot gør hva de vil"mens hun snakkede. gik hun roligt rundt om ham. og holdte øje med hver bevægelse. hun var selv temmelig god til at læse hva folk vil.. men hun var slet ike så god i nu til det.. men det hjalp hende da en smule når det kom til stykket... så fortsatte hun med at tale "du snakker... om du kan så meget.... at følser er svaghed... men har du ike tænkt.. at du måske tager fejl???... du tror selv du er en stor farlig mand... din måde at gå på... burde skramme folk... men hvem skrammer du??... vagterne?? zill??´... måske kan du skramme dem... men jeg er ike bange for dig valentine.. jeg ved godt... du piner folk.. til de ønsker de dør... og at du med glæde vil pine alle... eller starte et blod bad.... men.... hvorfor skulle man frygte dig??? du er gammel... hjerteløs.... og svag"så stoppede hun op bag ham. hun stod dog et godt stykke fra ham for ike at ende i problemer. hun var enligt ligeglad med om hun gjorde ham sur. for hun vidste sine ord var sande på et område.. "du er svag valentine.. du tør ike gøre alle de ting du vil ved mig... why? nårh joh.... du har en over dig... zill.. "sagde hun så og lod bare sine arme ligge over kors under hendes bryster. mens hun holdte godt øje med ham. hun var ligeglad med om hun lige havde ødelagt sin sidste changse overfor ham....
|
|
|
Post by Valentin on Jul 12, 2010 15:18:26 GMT 1
"Følelser slører din dømmekraft.. Gør dig svag.. Når man regerer et land, specielt et som dette, eller bare er i kontrol over noget som helst, kan ingen svagheder accepteres.. Man kan ikke tøve et øjeblik, da det kunne gøre forskellen fra den perfekte leder, til en simpel amatør" sagde han hårdt og fulgte hende med øjnene, til hun forsvandt ud af hans synsfelt, selvom han ved hjælp af hans stærkt forøgede hørelse hele tiden kunne bedømme præcis hvor hun var. "Jeg føler intet for nogen, og derfor ville jeg ikke tøve et sekund med at torturere eller dræbe enhver det kræves af mig.. Og dette, min lille uvidende pige, er hvad der udgør forskellen mellem dig og mig.. Jeg føler intet, derfor er jeg stærkere end dig, for jeg har ingen følelser til at sænke mig eller påvirke mig.. Du, derimod, har den store brist at være menneskelig.. Og din mor er tydeligvis også ved at falde af på den.. Hun bliver svagere med tiden.. han var fuldstændig ligeglad med hvem han stod overfor, og han var også helt ligeglad med hvem han stod og talte til lige nu, han var ligeglad med om hun skulle blive sur over han stod og kritiserede hende, eller hendes mor, for han vidste at det han sagde var sandt. Zill var blevet svagere med tiden, fordi hun havde begyndt at tillade flere og flere følelser at indtage hende, og det var helt uacceptabelt i hans øjne. han var dog ligeglad med hvad Crystal stod og sagde, for hendes mening betød intet for ham, og han ville aldrig indrømme at hun havde ret, eller han tog fejl, uanset hvad. Dog begik hun en stor fejl da hun sagde det med at han havde en over sig, for han ville aldrig nogensinde anerkende en som sin herre. Dog havde han tjent Darklias kongefamilie, som deres personlige rådgiver i flere tusinde år, og han havde rådgivet flere generationer af kongefamilien, men det betød dog på ingen måde at de var over ham, i hans øjne, for ingen ville nogensinde kunne kalde sig selv for hans herre, ikke helt ihvertfald, heller ikke Zill. Og slet ikke nu, hvor han mente hun i øjeblikket var alt for svag til at kunne anses som meget mere end en hvilken som helst anden mere eller mindre stærk person med magt. Men hendes følelser gjorde dog at hun var langt under hans niveau og hans værdighed, ihvertfald ifølge ham selv. Så med et, uden varsel, bevægede han sig med overmenneskelig hurtighed, og greb ud efter hende, og skubbede hende ind i væggen bag dem, med et hårdt greb om hendes hals, mens han stirrede koldt på hende, med et blik af rent ondskab og kulde. Han holdt sig ikke så meget tilbage mere, som han havde gjort før i tiden, og uden at tænke videre over det huggede han hurtigt ud efter hende, og bed hende i halsen. efter et øjeblik fyldtes hans mund med smagen af hendes blod, og efter et par sekunder trak han sig igen væk. Hun ville nok miste en del blod af det, men ikke mere end det højest ville svække hende en smule, og hun nok ville føle sig en smule svimmel eller noget. Men hun ville sagtens kunne overleve det, selvom det nu ikke betød så meget for hans skyld om hun var død eller levende. Men på den anden side, hvis hun var død kunne han ikke straffe hende yderligere senere, hvis han pludselig skulle få lyst til det. Han så på hende med et køligt blik "Du var heldig denne gang.. Det kan godt være at din mor har holdt mig fra at skade dig indtil nu.. Men din mor er svag, hun har ikke været den samme siden du kom til, og det har gjort hende svagere.. Du kan ikke gemme dig bag hende for evigt.. Ellers ender det med at få jer begge dræbt.. Eller værre"
|
|
|
Post by crystal on Jul 12, 2010 15:31:24 GMT 1
Et svagt chokerende støn kom fra hende... da han pluselig væltede hende ind i vægen. af ren refleks. lod hun sin ene hånd hvile mod hans brystkasse bare for at holde ham en smule på afstand.... et langt gisp kom dog fra hende. da han pluselig fandt det sjovt at bide hende i halsen. hun var både overrasket og en smule svimmel pga det hurtigt blodtab.. dog holdte hun sig på bene.. for det gik jo ike hvis hun faldt for snuden af ham. s¨havde han en gpd grund til at kalde hende svag. og den nydelse ville hun slet ike skænke ham. "du kunne skade mig som du ville... men du lader min mor... holde dig fra at skade mig... ynkeligt... tror du et lille bid skrammer mig ??... så tager du helt klart fejl...."sagde hun så en smule med et temmeligt køligt smil på læberne. hun lod dog stadig sin hånd hvile mod hans brystkasse for at hole ham en smule på afstand.. selvom det ike skulle undre hende. hvis det ike virkede helt.. hun vidste godt han ike ville gøre mere ved hende... for så ville han jo få hendes mor på nakken og det måtte ike være rart... hun var enligt ligeglad med ham.. og hva der ville sket med hende selv... men dog spyttede hun ham i hovet. mens hun bare så ham isende i øjnende.. "jeg tror du er bange for følser... fordi du ike selv ejer en eneste føelse... men er det så nu jeg skal sige.... alle har følser... og det kan du ike gemme dig for... du har følser ligsom alle andre. bare sig hva du vil men det er sandt"snerrede hun så. og gjorde sit bedste for at holde sig på bene. selvom hun havde mest lystil bare at sætte sig ned.
|
|