|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 19:56:13 GMT 1
En smuk stjerne klar aften, en fuldmåne der oplyste gaderne fra en skyfri himmel, faklernes knitren, de fulde folks latter og udbud. Larmen fra ting som blev smadret i forskellige huse og kroer som hun havde placeret for lidt under en time siden, men nu var månen på sit højeste punkt men der var stadig en del timer til at solen ville vise sig i horisonten og så var det om at være inden for, men de bekymringer måtte komme senere for nu skulle der slappes af og muligvis bruges lidt penge, så nu skulle hun se om hun ikke kunne finde noget sjovt at bruge dem på. Dog var hun ikke alene men havde 2 yngre mænd med sig, en dræber og en dødelig samt en ung kvindelig magiker som alle sammen ville med ud og more sig, alle fra hendes gruppe som havde hjulpet hende en gang i mellem, de havde selv været sent ud på småjobs som de havde klaret tidligere på dagen. Det var begyndt at blive varmere i vejret om dagen og det kunne ses på tågen som herskede hen over marker og i skoven, men i disse gader fik det nærmest ikke en chance. Leonora var nu heller ikke ligefrem klædt varmt på for hendes kjole afslørede meget af hendes krop, så hun overlod heller ikke meget til fantasien, men der var alligevel en del som allerede på gaden havde fløjtet eller råbt efter hende men hun havde ignoreret dem og nu hvor de var kommet inden for og havde fundet sig et bord, var der stadig mange blikke imod hende og hun nød egentlig denne opmærksomhed hun fik, selvom hun ikke virkede til at bemærke det særlig meget som hun nappede til hendes rødvin og snakkede med de andre og bare virkede til at more sig, for det var jo det som hun var kommet for at gøre. Bare slappe af og finde på det næste hun kunne gøre af ballade, selvom der ikke virkede til at være særlig mange her som var interessante objekter i hendes øjne, de fleste dødelige og kedelige fordi de ikke havde udseendet med sig.
Valget af aftenens kjole
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 15, 2014 20:21:00 GMT 1
Lucan kom ind på kroen. Stadig iført sin brynje, og med sværdet i bæltet. Han var lige kommet fra en opgave, og havde enkelte blodstænk på sin våbenkofte. Et nyt ar, denne gang over det venstre øje. En sværdklinge der havde været for tæt på. Det var blevet syet og renset, men det så stadig voldsomt ud. Heldigvis havde det ikke ramt selve øjet. Krofatteren kiggede kort på ham, og trak kort på skuldrende, Lucan var ikke ukendt her. Lucan betalte for sit krus øl, og satte sig på en af de få ledige pladser, ikke langt fra en ganske tiltrækkende kvinde, i en lidt kort kjole, og hendes venner. Lucan bed ikke for meget mærke i det, men tog et stort drag af sit øl. Han var faldet i baghold, men havde klaret det, med held og dygtighed. Pludselig skiftede pladsen foran ham ejermand. Lucan kiggede koldt op på den skæggede købmand, der satte sig foran ham. "Du skylder mig penge Lucan!" snerrede han. Lucan stillede roligt kruset fra sig . "Jeg skylder dig ikke en skid." svarede han koldt. Der begyndte at blive stille omkring dem. "Du skylder mig beskyttelses penge for at bo på min gade.". To store mænd stillede sig op bag købmanden. Lucan værdigede dem ikke et blik. "Ligner jeg måske en der har brug for beskyttelse?" spurgte han, mens han så ud som om han kedede sig. Købmanden knaldede sin hånd i bordet "Hvis du ikke betaler nu, så ender det med at vi brænder dit hus ned, og værre!" Råbte han. En del af kroens gæster var blevet stille og stirrede på dem. Lucan så sig roligt rundt, og så i en glidende, hurtig bevægelse, trak han en daggert fra sit bælte og hamrede den ned i købmandens håndled, så den satte sig fast i bordpladen, de to vagte nåede knap at reagere før Lucan stirrede på dem "Når jeg omlidt trækker min kniv til mig, så begynder jeres ven her at bløde, ret meget er jeg bange for, der er ret mange blodåre i håndledet. Så hvis han ikke får hjælp med det samme, så er jeg bange for at han ikke klare den. Så nu har i valget, i kan kæmpe mod mig, og højst sandsynligt dø, eller i kan hjælpe jeres chef, og aldrig nogensinde irritere mig igen, og så er der en chance for at i alle tre overlever." Det hele blev sagt med en rolig kold stemme, selvom Lucans øjne skød lyn af vrede. "Og du." Sagde han til købmanden "Det er sidste gang du prøver på at opkræve penge af mig, som jeg ikke skylder dig" Så trak han daggerten ud med et ryk, og de tre mænd forsvandt i hastig tumult, alt imens Lucan atter løftede sit krus til munden.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 20:35:50 GMT 1
Leonora havde sat og moret sig sammen med de andre, selvom hun virkede til at have det sjovt så kedede de hende en smule, for det var altid det samme sludder og næsten altid de samme historier de fyrede af, eller så havde hun hørt historierne andre steder og derfor ikke spændende når hun hørte dem for 2 eller 3 gang, men hvad kunne man da forvente af disse dødelige folk? Hun nippede til hendes vin som hun ind i mellem grinte af det de fortalte og virkede interesseret selvom når de ikke kiggede så hun blot rundt i kroen og på de folk der kom ind, hvilket gjorde hun kort fangede Lucans blik inden hun vendte hovedet væk igen fordi de andre virkede til at snakke med hende. Ligesom alle andre blev deres bord også stille da det virkede til at trække op til ballade så de vendte alle imod hovedet imod balladen, men forholdt sig tavse for de kendte godt de personer, de havde dog kun truet dem en gang før de havde lært at det ikke var Leonora og hendes folk der skulle betale beskyttelse men det mere skulle være omvendt selvom hun ikke havde gjort noget videre ud af det den gang. Hverken de andre eller hende sagde noget, men nippede til deres drinks og nærmest forventede mere ballade men da der ikke skete mere, vendte de bare deres blik tilbage på hinanden efter de 3 mænd var forsvundet. Leonora så på hendes glas som efterhånden var tomt allerede så hun måtte jo være tørstig i nat men hun havde heller ikke fået noget blod endnu så det var nok derfor. Hun rejste sig fra hendes plads og gik op imod baren, selvfølgelig med en lettere forførende gang men også lidt som hun ejede det hele, hvilket hun bare ikke gjorde men hun elskede jo blikkene der blev sendt imod hende selvom nogle var mere hadefulde end andre. Hun gik fyldt sit glas igen men i stedet for at gå ned til hendes eget bord gik hun ned til Lucan og satte sig overfor ham hvor købmanden tidligere havde siddet. "Det var noget af en forestilling du satte op der." sagde hun roligt med en lettere forførende undertone, for det var jo svært at undgå selvom der ellers var mange fulde folk, så var de ikke helt gået hen og blevet voldelig endnu.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 15, 2014 20:48:06 GMT 1
Lucan kiggede på hende, med et lettere uinterreseret blik, og trak så på skuldrende "Jeg har en aftale med kroen om at jeg ikke slår nogen ihjel indenfor." sagde han med et lille glimt i øjet. Han var ikke ligefrem den mest populære person, omend han som regel var ærlig i ærlige handler. "Han har bedt om det et stykke tid, bogstaveligt talt. Han begyndte at forlange penge for en måneds tid siden. Så nu går der nok et par dage, og så kommer han enten tilbage med flere mænd, eller også ser jeg ham ikke igen." Lucan tog en mundfuld øl mere, og pillede lidt ved det hul der var kommet i bordet, og tørede så blodet af i den, engang, hvide kofte. "Han var heldig at jeg ikke er i humør til at slå mere ihjel i aften." mumlede han for sig selv, og gjorde så tegn til krofatter om at han skulle have et krus mere. "Men jeg er da glad for at de nød opvisningen, Frk?" sagde han med et skævt smil, og lænede sig tilbage i sædet.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 20:57:21 GMT 1
"Det er heller ikke særlig høfligt hverken overfor vores vært eller overfor de andre gæster" sagde hun bare roligt for hun slog jo heller ikke ihjel inden for, eller rettere hun havde jo folk til det som heller ikke måtte gøre det inden for, det blev jo bare noget værre rod når man gjorde det inden for. "Man kunne jo så også sørge for det ikke skete igen" sagde hun bare roligt med et stille lumsk smil for det ville jo være let at skille sig af med den mand, på den ene eller den anden måde selvom det måske betød at hun skulle blandes i det og det var hun ikke ligefrem sikker på at hun hovedet gad, sådan blod kunne jo være så beskidt og ikke værd at smage på hovedet men det kunne jo være hun blev nødt til det. Hun så på ham med de rolige smaragd grønne øjne som virkede til at have et fræk drillende glimt i dem, som om hun var ude på ballade selv. "Lea.. Mit navn er Lea og du behøver ikke have fine titler overfor mig, jeg er just ikke adelig" sagde hun roligt for det var jo mest adelige man brugte sådan noget overfor eller bare lettere fine folk, og hun behøvede jo ikke sige noget om at hun var lidt fin på den.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 15, 2014 21:09:42 GMT 1
Lucan kom med en kort latter. "Nej det har du jo ret i." sagde han klukkene og tog imod det nye krus øl. Det var længe siden han havde været på kroen, og her til aften smagte øllet bedre end normalt, som det så ofte var efter en kamp. "Hmmm, jeg tror nu ikke han bliver et problem igen..." sagde han roligt, og nævnte ikke mere om den forgiftede klinge han havde stukket i manden. Han ville ikke dø, som sådan, men hans sind vil blive forkrøblet, og og han ville ikke være nogen trudsel længere. Lucan brød sig normalt ikke om at bruge gift, men lige den her var special indkøbt til købmanden. Lucan hadede penge afpressere. Han havde startet helt på bunden og arbejdet sig op til det han havde nu, og så var der nogen der ville tage det fra ham... Utilgivligt!... Han sukkede og rystede lidt på hovedet for at flytte tankerne videre. Han betragtede kvinden, målte hendes skønhed, for hun var ganske skøn. Hendes grønne øjne der virkede sært lokkende. Selv havde Lucan klare blå øjne der sjældent afslørede for mange af hans tanker. De var meget sjældent milde, ofte var de kolde, undtagen i kamp, i kamp var de vilde, næsten som et dyr, og fjender veg ofte tilbage fra ham. Nu var de vurderende, på en ikke afvisende måde, omend de heller ikke lyste af varme og venskab. "Adelige er overvurderet, og frøken er nu mere en høflifhedsfrase i min bog, når man ikke kender navnet på en køn kvinde" sagde han efter en stund. Smilet havde blegnet lidt, men det var stadig at spore, og virkede, af en eller anden grund lidt mere ægte. "Mit navn er Lucan."
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 21:20:01 GMT 1
Leonora så bare på ham, for hun vidste ikke rigtigt hvad hun helt skulle bruge ham til, men han var da meget mere interessant end hendes venner, hvor den ene af mændene blev ved med at se imod dem men lige så snart hun vendte blikket imod dem så han væk, bare for at lade som ingenting, selvom Leonora godt vidste at han sad og stirrede på hende og det gjorde hende ikke noget for hun morede sig bare over at gøre den mand jaloux til trods for han vidste han ikke havde en chance hos hende. "Nå men det var da godt, så slipper jeg også for at tænke på ham" sagde hun roligt med et lettere charmende skævt smil, selvom hun nu ikke havde sænket den mand i meget lang tid, så var det jo altid rart at vide han ikke kom tilbage så hun ikke skulle tænke på ham på noget tidspunkt, men han ville jo heller ikke slippe let fra det. "Det er da også velopdragent men der er ikke mange som bruger det og da slet ikke her i de lavere lag." sagde hun roligt inden hun tog et nip af hendes vin, for det var jo et velkendt faktum at de nederst i samfundet ikke brugte det og det var heller ikke altid krigerne gjorde det, men man kunne jo heller ikke forvente så meget, så Leonora havde lært at leve med det og det gjorde hende efterhånden ikke noget, men det viste jo stadig han havde lidt manere. "Næsten lidt som Lycan racen, så må der være noget af et vildt dyr i dig. Jeg gætter på din opførsel og din beklædning at du er kriger eller har været det" sagde hun roligt men det var nu også ærlig ment for de der Lycans var ind i mellem temmelig vilde og det kunne nu godt tiltrække hende selvom hun godt var klar over at hun ikke måtte være sammen med dem på grund af hendes familie, men ham her duftede ikke ligefrem som de dyr, men mere som et almindeligt menneske eller magiker.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 15, 2014 21:34:37 GMT 1
Lucan kunne mærke et blik brænde i hans nakke. "Ham der fjolset der er forelsket i dig... Kan du ikke bede ham om at lade være med at stirre sådan, det begynder egentligt at irritere mig en smule." Lucans stemme var høj nok til at den anden mand kunne høre den, og der var ikke noget at tage fejl af. Der var noget ildevarslende over det iskolde tonefald, som om at Lucan pludselig var blevet en anden, en mere hjerteløs person, der ikke veg tilbage fra at jage sit sværd igennem halsen på folk der kiggede på ham forkert. Lucan brød sig ikke om at blive stirret på, og især ikke af en opkomling, som han var rimlig sikker på, ikke ville være nogen særlig modstand. Pludselig skiftede hans humør nærmest, og kiggede lidt på hende med et ironisk smil. "Du er meget skarpsindig Lea." og skålede drillende med kruset. "Mit navn betyder Lucan af ulvene, et tilnavn jeg valgte, efter at blive samlignet med en ulv, når jeg kæmper. Men for at besvare det spørgsmål, som du prøver ikke at stille: Nej, jeg er ikke en Lycan, jeg er blot en stakkels dødelig, og som du så fint har observeret, så tjener jeg mine penge som lejesvend, og har tjent godt på det, hvis jeg må være så fri." Han smilede drillende. Han nød hendes selvskab, hun var ikke en af de hjerneløse bondetøser der ofte prøvede at falde i snak med ham, ej heller virkede hun som om hun var en skøge. Der var et lidt mystisk skær over denne smukke kvinde, med det flotte grønne øjne. Lucan førte en hånd op til det friske ar og inspiserede den derefter. Efter at have konstateret at såret var holdt op med at bløde vendte han atter opmærksomheden mod Lea. "Hvad med dig selv Lea, hvis jeg må være så fri, du virker lidt malplaceret her, du er, hmmm, lidt for intelligent, i forhold til resten af klientellet" Lucans øjne var atter vurderende.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 21:51:10 GMT 1
Da Lucan sagde han blev irriteret over en af hendes venner trak hun kort på skuldrene for hun kunne jo ikke gøre så meget, men endte med kort at rejse sig for at gå hen og bede 2 af dem bytte plads efter hun mere eller mindre truet manden ved at hviske lavt ind i hans øre. Så hun var hurtigt henne ved Lucan igen som hun satte sig foran igen tids nok til at høre hans anden kommentar til hende som bare fik hende til at smile lettere charmende. "Så er det næsten en skam jeg ikke fik lov til at se dig kæmpe" startede hun med at sige for det kunne da have været yderst interessant men det fik hun vel lov til en anden gang, hvis han altså ikke gik hen og døde først. "Jeg tænkte nok det var noget i den stil, men jeg vidste ikke der var så mange penge i det, med alle de folk der efterhånden går og myrder for penge" forsatte hun med en rolig og lettere forførende stemme for hun havde jo gættet det ud fra hans påklædning, det virkede lidt mere som en krigers, så det havde jo nok været i den stil, selvom det ikke var alle krigere som gik klædt sådan, det var mere dem som gik op i deres erhverv, men hun sagde intet til det. Hun betragtede ham roligt og da han rørte ved hans ar for hun kunne nu godt lide ar, selvom det ikke var noget som kunne ses på hende at hun kunne eller at hun selv havde nogle for de forsvandt jo når de helede. " Jeg kommer nu heller ikke så tit, foretrækker nogle andre steder, de andre ville bare gerne herind. Lige for tiden laver jeg dog ikke meget, for der er ikke meget at lave og det arbejde der er at lave ud deler jeg til andre når jeg finder det" svarede hun roligt som tegn til at hun enten var en af de finere folk, som ikke var adelig eller bare stod for at finde arbejde og uddele for hun kendte jo folk i de højere lag af samfundet og hun var jo smuk nok til at gå i blandt dem så hun ville kunne finde noget arbejde som hun delte ud mellem hendes folk så de kunne udføre det uden at Leonora virkede indblandet.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 15, 2014 22:10:22 GMT 1
Lucan smilede "Det kan være du kommer til at se det på et tidspunkt, men forhåbenligt ikke i aften. I aften har jeg udgydt nok blod." Hans stemme blev dyster ved den sidste bemærkning. Han nød kampen, men ikke drabet. Lucan følte sig i live når han kæmpede, det var på slagmarken han følte sig mest fri. Og der var en hvis glæde i at mærke sværdet trænge ind i modstanderen, når han begik en fejl. Men drabet, det at tage en anden mands liv. Det nød Lucan ikke. Det var en del af jobbet, ikke andet, og han prøvede som regel at skåne sine modstandere, lige ind til de angreb ham. Men han vidste af erfaring at det ikke nyttede noget at lade folk leve, for folk søgte ofte hævn, så i kamp var Lucan nådesløs. Hans ansigt blev mørkt da han blev fordybet i de mørke tanker, lige ind til at Leas stemme rev ham tilbage til virkeligheden. "Hmm, i starten gav det heller ikke ret meget. Men folk hørte mere om mig, og mine arbejdsgivere blev rigere og rigere. Og adelsmænd betaler gode drikkepenge." Han sukkede "Men jeg har været gade barn det meste af mit liv. Ind til jeg blev soldat da jeg var omkring de 15, Så et livs fattighdom har lært mig ikke at ødsle for meget med pengene." sagde han drillende. Sandt og sige delte han lidt for ofte ud blandt gadebørnene, ikke formuer, ikke for ham. Men han vidste bedre end de fleste at gadebørn sjældent fik mere end en ussel kobbermønt. Og det bragte en sjælden varme i hans sjæl, når han så deres mistroiske ansigter lyse op, når de fik et par sølvmønter, eller endda en hel guldmønt. "Hmm, det lyder da som et nemt arbejde du har Lea" sagde han smilende, mens han stirrede hende drilsk ind i øjnene. Lucan var ikek uvant til kvinder, og var, når han ellers var i humør til det, hurtigt til at træde ind i legen.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 15, 2014 22:24:28 GMT 1
"Så har jeg bare det tilgode" sagde hun med et lettere charmende smil for hun ville da gerne se det, bare for at se om han kunne bruges til kamp men det hun havde set indtil videre havde jo tydet på det, selvom han jo mest kunne være stor i munden så det måtte hun finde ud af om der kunne ligge noget bag hans attitude, men det kunne også vente for hun havde jo alligevel en evighed selvom han nok ikke havde det. "De plejede at give gode penge, men ved ikke om det har ændret sig for alle, der er jo fred nu så der sker ikke så meget, så det kan da ikke være nemt for dig at få penge for tiden" sagde hun roligt for det kunne jo godt være at hun gik i de forkerte kredse, men så måtte hun jo bare udvide hendes kreds så hun kunne komme andre steder hen og finde arbejde, det var jo rigeligt at de allerede var begyndt at udvide til Nirelia for at få noget at lave. "Det var også smart ting, man kan lærer meget på gaden, så det måtte da også have været en fordel som kriger" sagde hun roligt for det måtte da være en fordel at have levet på gaden, man måtte jo have lært nogle tricks som kunne tjene en som kriger, ihvertfald med ikke at kæmpe fair eller klare sig lidt bedre end andre. "Nemt og nemt.. Når der ikke er så meget arbejde så er det svært, og det kan være så kedeligt at snakke med folk hvis de ikke er interessante, altid det samme sludder og brok, og når man hellere selv vil ud og lave noget så er det kedeligt. Lige nu er du den mest interessante jeg har snakket med i flere dage.." sagde hun med et smil for det var mere eller mindre sandt, hendes venner ved det andet bord var ikke så specielt interessante, selvom de prøvede at være det.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 16, 2014 19:28:31 GMT 1
"Det må sandelig være nogle kedelig folk du omgås, hvis jeg er virkelige er den mest interresante i et par dage. For sandt og sige, så havde jeg da gået og håbet på at der var mere interresante personer, end en "simpel" lejesoldat" Svare Lucan drillende. Han drejede stolen lidt, smed fødderne op på et tomt sæde og lagde hænderne bag nakken og sukkede velbehageligt. "Hvad er det så for noget arbejde, som du går og finder og deler ud, til dine folk?" Spurgte han med et skævt smil og tømte den sidste sjat øl. Krofatteren kom ned igen, allerede med et nyt krus, men Lucan rystede på hovedet "Nej tak, jeg tror jeg sidder denne her omgang over" Krofatteren gik væk med et lidt mørkt ansigtsudtryk. Lucan fulgte ham kort med øjnene, og vendte så opmærksomheden mod Lea igen, alt imens han sad og legede med det stearinlys der stod på bordet. Han smilede let til hende mens han lod fingeren glide igennem flammen et par gange, og så prikke lidt til det flydende stearin. "Jeg mener, det lød lidt hemlighedsfuldt" fortsatte han, mens han fokuserede på flammen, som om han ville prøve at styre den. Så kiggede han op på hende igen. "Du har gjort mig lidt nysgerrig" sagde han med en indladende tone.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 16, 2014 19:41:29 GMT 1
"Lejesvende kan nu også være interessante, men ja ellers er det til tider temmelig kedelige folk jeg mødes med. Altid ude på det samme." sagde hun roligt med et lettere frækt smil som en hentydning til hvad det drejede sig om, for de troede jo altid de kunne forføre hende og få hende med i seng, og det morede hende egentlig meget når hun ikke gav efter og afviste dem koldt, ikke alle tog det lige pænt men det var hun ligeglad med. "Bare forskellige jobs der kan skaffe nogle mønter i folks punge ligesom der kommer nogle mønter i min. Det kan være alt muligt og der er normalt gode penge i det for den som har kontakterne, udseendet og lidt hjerne" sagde hun roligt for det krævede jo både at have personlighed og lidt hjerne så man kunne skaffe mange bekendtskaber og sørger for man ikke blev snydt af folk. Dog kom hun ikke nærmere ind på arbejdet, men det kunne være jo lidt af alt muligt så længe det bare krævede diskretion medmindre det ikke behøvede at være det selvfølgelig. Leonora så roligt på kroværten som hun kort studerede hans ansigt for der var lige som noget galt her, det kunne være han ikke var helt fin i den, så hun var bare glad for at gift ikke virkede på hende. Hendes blik vendte tilbage til Lucan som hun så ham lege med ilden med rolige øjne, mens hun nippede til hendes vin før hun stillede glasset fra sig.
|
|
|
Post by Lucan De Lupora on Oct 16, 2014 20:10:53 GMT 1
Lucan stirrede hende ind i øjnene et par sekunder "Hmmmm, du er meget køn" sagde han tøvende. Men jeg har på fornemmelsen, at du lige nu bare leger, og hvis jeg var dum nok til at bide på, så vil jeg ende som din sørgelige ven der henne." sagde han og pegede med tommelfingeren på ham der havde sat og stirret på dem. "Men heldigvis skal der som regel mere end et kønt ansigt til." Sagde han drillende, og blinkede skælmsk til hende. "Jeg selv er jo ikke blandt de kønneste" sagde han leende. Han så tilbage på kroværten "Han plejer at blive lidt snerpet, når jeg siger nej tak til et krus, han allerede har helt på" bemærkede han ligegyldigt. "Men du har stadig ikke fortalt hvad det er for noget arbejde du så skaffer, det lyder mere og mere lyssky, ikke at jeg dømmer" sagde han smilende.
|
|
|
Post by Leonora Darkrose S. Potor on Oct 16, 2014 20:22:03 GMT 1
Leonora smilede charmende til ham som han sagde hun var køn, selvom sådan noget ikke rigtigt bed på hende fordi hun godt var klar over hun var smuk og gik det helt galt kunne hun jo bare bruge hendes evne, selvom hun sjældent havde brug for den, dog kunne hun ikke lade være med at komme en let blid latter da han sagde ikke ville havne som den anden. "Men kære Lucan da, jeg har ikke brug for flere beundre, de kan være temmelig besværlig i forvejen foruden at være påtrængende og irriterende til tider." startede hun med at sige med lidt latter i stemmen for hun var virkelig ikke ude på at få flere beundre men hun kunne jo altid bruge flere folk, gerne nogle som ikke faldt for hende, selvom hun måtte indrømme de gjorde jo deres bedste til at gøre hende glad så havde hun altså andre folk til det også. "Desuden synes jeg du er tiltrækkende nok, men det er nok bare min holdning" forsatte hun dog uden særlig meget latter i stemmen for det var mere alvorligt for nok ville mange ikke synes han var en af de kønnere men hun kunne lide det anderledes så hans udseende tiltalte hende alligevel. "Hvis du virkelig vil vide det, så skal jeg nok fortælle dig det, men ikke her.. Jeg har ikke brug for at flere ved det end højst nødvendigt" sagde hun med et lille lusket smil på læberne for hun kunne vel fortælle ham det, men ikke her de andre skulle jo ikke vide det for hun ville gerne begrænse gruppen til at bestå af de bedste og dygtigste inden for deres felt.
|
|