Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Apr 30, 2015 17:52:02 GMT 1
Endelig med hukommelse, i søgen efter sin elskede og så fandt de hende på ny og havde grebet hende. Der var brugt en drik til at få hende til at sove på den lange tur de havde haft for sig og så var hun ellers endt her. Bundet i reb, på knæ foran en celle og vagter som var godt tilfredse og fornøjet. Den sidste af dem var løbet op mod tronsalen i håb om at finde Drazilla, lade hende vide at de havde fundet elvertøsen som var stukket af og nu fundet på ny. Okume havde næsten opgivet alt håb nu, hendes elskede var ikke at finde, han kunne lige så godt være død. Skovene var end ikke sikre, hun blev fundet alle steder. Dette var hendes eneste hjem og ville nok blive hendes død hurtigere end ventet grundet hendes flugtforsøg. Jovist kunne hun vel have fået det okay godt, men hun kunne ikke bare ligge et frit liv bag sig, på ingen måde! Hun grad uendeligt meget, hun kunne på ingen måde få dette til at hænge sammen og frygten for hvad der skulle ske hende var virkelig stor! Gløden hun førhen havde haft var der på ingen måde mere!
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Apr 30, 2015 20:37:56 GMT 1
Zill havde befundet sig i biblioteket med en bog i hånden da en vagt havde kommet løbende, nærmest forpustet, men han bukkede for hende og forsøgte at få vejret under kontrol selv efter han rettede sig op med et afventende blik imod hende. Dog så hun ikke op før hun havde læst hendes side færdig, det var først her han begyndte at snakke om de havde en gave til hende, noget der fik hende til at se undrende på ham før hun lukkede bogen sammen, efterlod den og fulgte efter vagten. Ikke at hun helt forstod hvad der foregik som hun roligt gik efter ham selvom han virkede temmelig ivrig med at vise hende hvad de havde fundet til hende. Da han førte hende ned til fangekælderen kunne hun nærmest gætte det var en person de havde fundet. Hun sagde dog ikke noget før hun stod foran Okume som tidligere var stukket af, hvilket fik Zill til at smile skævt. "Jamen dog, ser man det.. I har fundet min forsvundne elvertøs.. Sikke en dejlig overraskelse" sagde hun blot roligt med et glad og tilfreds smil for hun havde jo sat en dusør på tøsens hoved, selvom hun nok havde glemt det en smule nu men hun skulle jo gøre Okume til et eksempel med hvad man ikke skulle gøre imod hende. "Jamen så kan hun da få lov til at følge i Yukis fodspor, men hun kan sikkert ikke huske ham" forsatte hun for hun havde jo dræbt Yuki på grund af Okume, hvilket var en skam han havde været en køn lille elver, som hun ellers ville have elsket at få til slave.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Apr 30, 2015 20:59:26 GMT 1
Ventetiden var dræbende, hun ville have det overstået, mødet med mørkets dronning. Hun kunne på ingen måde få sig selv til at ville være slave for hende, så hellere dø! Frihed var alt hun søgte, hun ville ikke være fange, døden ville være en befrielse uden lige. Der var alligevel intet at leve for mere, hun havde mistet gejsten til at leve i hvert fald. Okume mærkede dog frygten vokse, for selvfølgelig var hun bange, hunderæd for hvilken form for død der gik hende i møde, om hun overhovedet fik lov til at dø. Da Drazilla var i syne, mærkede hun kvalme stige, føj hvor det hele kørte rundt og hun følte trang til at kaste op, selvom hun intet havde i sig. Sultet og dehydreret var hun, en køn kvinde havde hun været, men lige nu ikke i sit es, nej hun så forfærdelig ud. Det lange hår filtret og rodet, i det der en gang havde været en fletning. Da hun nævnte Yuki, fløj blikket op, hun stivnede og rykkede på sig, men blev holdt på plads af vagterne. "Hvad har du gjort ved Yuki?!" Pev hun, da stemmen ikke havde været brugt længe og hun var tør som bare pokker. Hendes øjne var opspilet og krævende i deres blik, hun ville vide det! Han havde været så rar, så god ved hende da hun havde været flygtet. Åh nej, nej, nej, nej, det var hendes skyld!
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Apr 30, 2015 21:30:31 GMT 1
Zill betragtede roligt den skønhed hun selv mente hun havde været flink ved, den slavetøs havde fået rettigheder som en tjener ville have det, ikke noget hun fortrød men hun brød sig ikke om at blive behandlet på den måde hun havde været flink. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lettere lumsk da Okumes øjne fløj op imod hende. "Tja jeg havde den ære at gøre hans bekendtskab i nogle dage. Han blev min nye slave som erstatning for dig, men igen han fik ikke samme rettigheder som dig og jeg var ikke så flink ved ham.. Lappede da hans sår sammen et par gange inden jeg sluttede hans liv grusomste vis. Hvordan kan jeg ikke huske, muligvis brændte jeg ham ihjel eller så tæskede jeg ham eller halshuggede ham" sagde hun roligt for hun havde jo taget Yuki til erstatning for Okume og været temmelig ond ved ham, brugt ham som boksebolt når hun trængte til at afreagere selvom hun havde grillet ham et par gange også fordi hun skulle af med noget af hendes vrede, helt præcist kunne hun ikke huske, men det var jo også betydning. "Kan desværre ikke vise dig hans lig for jeg tror det er råddent væk for længe siden. Jeg er ikke en gang sikker på hvor de smed det hen" forsatte hun i en lettere ligegyldig tone selvom der stadig spillede et lumsk smil på hendes læber, men hun stod dog og fortalte sandheden, som bare virkede til at more hende.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on May 3, 2015 10:59:03 GMT 1
Det var som om nogen satte en kniv i brystet på hende og vred den rundt, hun mærkede tårerne vælde op i øjnene, stakkels Yuki! Han var så smuk og god en elver, hun skulle aldrig have ladet ham hjælpe hende. Så egoistisk hun måtte have været! Hendes blik faldt til jorden og kroppen faldt mere sammen, mens hænderne knugede sig. Nok kendte de ikke hinanden i særlig lang tid, men hun holdte nemt af folk og han havde været så god mod hende. Det kunne da ikke gøre andet end ondt? Hun bed tænderne sammen, når han havde været igennem det, hvad ville hun så ikke også blive sat igennem? Hun havde ikke mere at sige til den rædsomme kvinde, end ikke et blik at skænke hende, for den tilfredsstillelse skulle hun ikke have! Det hele kørte rundt i hendes hoved, pulsen var uklar, som kunne hjertet ikke helt bestemme sig for tempoet, det fik hende bestemt til at få det helt dårligt og kvalmen måtte stige fra den udsultede mave. Hvor ville hun dog gerne bare have det overstået, bare få fred i døden, den virkede som en sød nådesfuld gave at kunne blive skænket. Okume stoppede med at græde igen, hun blev blot stille og måtte afvente hvad der skulle ske.
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Jun 1, 2015 18:28:33 GMT 1
Zill stod roligt og så på hende for hun følte jo ikke selv nogen dårlig samvittighed ved at myrde nogen, men hun havde da haft lidt sjov med Yuki inden han måtte lade livet, hvordan kunne hun ikke huske for hun havde drukket tæt flere gange siden så de minder var så godt som væk igen. "Men du skal jo også have en lærestreg, hvad skal vi dog finde på?" sagde hun roligt som hun smilede lumsk og stod som om hun overvejede hvad hun kunne finde på at gøre ved hende. "Ved du hvad.. Jeg tror vi skal lade disse mænd hygge sig lidt sådan du kan se hvad der sker med kønne slaver og hvad jeg stoppede dem i at gøre første gang du var her..." sagde hun roligt som hun vendte rundt for hun behøvede ikke at overvære gruppevoldtægten som hun havde givet vagterne lov til. "Men drenge.. Hun skal være i live efter.. Jeg er ikke færdig med hende endnu" sagde hun med et køligt smil som hun gik op af trapperne for hun ville vente i noget tid lige oven for, sådan at de kunne få lov til at gøre med hende som de ville. Foruden de kunne bruge deres hænder så var der deres våben og andet sjov i fangekælderen som de kunne more sig med hvis de ikke smed hende ind til en af de andre mere "sultne" fanger for at overvære hvad der ville ske. Zill stillede sig lige oven for trappen med ryggen imod muren og armene over kors som hun stillede sig til at snakke med den ene vagt der var deroppe.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 1, 2015 19:31:49 GMT 1
Livs modet var så godt som taget fra hende, hun kunne ikke se lyset nogen steder, og nåde fandt hun ikke, nej døden var intet som blev skænket hende, hun ville blive straffet for nogensinde at forlade stedet. Okume lod hovedet sænke, som hun begyndte at hulke. Hun vidste godt hvad mænd ville gøre ved en køn kvinde hvis de kunne komme til det, og her fik de lov og der var ingen til at stoppe dem. Hendes tårer strømmede ned over kinderne, hun havde intet at sige, for hvad kunne hun dog sige, dronningen havde et hjerte af sten og at forbarme sig vidste hun med sikkerhed hun ej ville. Så det var vel bare at acceptere sin skæbne så godt som det var hende muligt. At hun ikke var færdig med hende endnu, måtte kun tage modet endnu mere fra hende, hvorfor måtte hun ikke bare få fred? Var det for nemt? Okume vidste hverken til eller fra, hendes hjerte gallopperede afsted, hun ville ikke røres af fremmede mænd, end ikke havde hun skænket sin krop til nogen anden end hendes elskede. Hvor var han henne i alt dette? Havde han mistet livet? Tanken gjorde hende dybt deprimeret, det måtte være sådan det hang sammen, for ellers havde han fundet hende og hun ham. Hulkene blev højere og højere, hun rykkede modvillig på sig for at søge væk fra dem, hun ville ikke dette her!
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Jun 1, 2015 20:11:15 GMT 1
Efter Zill var gået havde vagterne tydeligvis ændret indstilling for nu skulle der leges, det var jo ikke hver dag de fik lov til at behandle en elver sådan som de ville det. De ventede ikke mange sekunder efter døren og dermed håbet for Okume gik i, før de hev fat i hende hvor de kunne, ligeglad om det var hår eller tøjet for tøjet skulle alligevel flås af, det ville jo bare være i vejen for dem. Da hun forsøgte at rykke sig væk en af gangene blev der sparket ud efter hende. Tydeligt de ikke stoppede før de havde fået hvad de ville have og de andre fanger forholdt sig tavs selvom der var dog enkelte som råbte op og virkede til at heppe over det ikke gik udover dem for en gang skyld. Det betød så også at her i mørket hvilede der tavse øjne imod dem som var i lyset, øjne fyldt med frygt eller så døde øjne som ikke virkede til at interessere sig for verden mere. Vagterne tog hårdt fat i Okume og ville slæbe hende hen til et bord hvor de ville holde hende nede for at tage deres tur på skift mens de andre hold hende eller slog hende til tavshed.
Efter en halvtime til en time blev Zill dog træt af at vente, nu måtte de da have banket og udnyttet Okume som de ville og hvis Zill var i hendes gode hjørne så kunne det være de fik en tur lidt senere, hvis Okume altså ikke var alt for ødelagt. Imens de havde "hygget" sig havde hun snakket med en af vagterne før hun var gået i køkkenet efter et æble som hun gik og spiste af da hun endnu en gang gik ned af trapperne til et sted der lugtede af død og råddenskab, nok nogle af de rådne lig der lå rundt omkring, men det virkede ikke til at genere hende som hun kom helt ned og så hen imod vagterne, en stod stadig med bukserne nede men hun sagde ikke noget lod dem bare gøre sig færdig.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jun 1, 2015 20:55:59 GMT 1
Der var intet at gøre, hun græd som pisket og forsøgte slippe væk, dog blev hun ganske klar over at det kun betød vold og hun måtte ømme sig. Tårerne havde ingen ende, hun måtte føje sig, hun lå tavst og så væk, så meget de lod hende, bedte til at det snart var overstået. Kroppen på sin vis måtte nyde det, hvilket gjorde hun fik kvalme og måtte afskye sig selv. Gråden havde ingen ende, men den var tavs, øjnene var glemt hårdt sammen og tænderne ligeså. Hun ville ikke sparke og skrige, hun ville bare have det overstået. Men som hver måtte tage deres tur, følte hun sig også mere og mere tom, gråden måtte høre inde til sidst, som øjnene også gled op, hun stirrede tomt ud i luften og ænsede næsten ikke hvad der skete omkring hende. Hun havde lukket fuldkommen ned. Okume havde altid haft håb, men det lå i hendes elskede, en mand som hun måtte indse, ikke var i live længere, og selv Yuki var død, kun på grund af hende. Det var et helvede, hun ville bare væk fra dette, faktisk ønskede hun bare at dø. Dog var der intet hun havde at sige, ingen ord, hendes tung var så godt som lam, det samme var resten af hendes krop, som hun lå helt stille og bare stirrede dødt og tomt. De havde taget hendes livsgnist, taget det som før havde været så uskyldigt ved hende. En enkelt tårer banede sin vej ned af hendes kind som den sidste måtte gøre sig færdig, måtte hun dø nu?
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Jun 19, 2015 21:39:20 GMT 1
Zill så på som den ene vagt gjorde sig først før hun gjorde opmærksom på hendes tilstedeværelse, hvilket fik vagten til at trække bukserne op ret hurtigt, da han opdagede hende. Hvilket bare fik hende til at smile skævt for sig selv for det var lidt sjovt når hun gjorde folk nervøse med hendes tilstedeværelse. Roligt gik hun hen til Okume og så på hende uden at tage sig videre hensyn af den smukke elvere der ikke længere var så smuk igen. "Vær du glad for jeg er i godt humør i dag. Så jeg håber du har lært en lektie i dette liv som du kan tage med dig i det næste." sagde hun roligt med et lumsk smil over hendes læber. "Det er en skam du skulle trodse mig, og fordi du er dømt som landsforrædder så må du tage din straf." sagde hun roligt som hun rettede sig mere op og gik hen til Dragans mindre samling af knive hvor hun udvalgte sig en med takker langs bladet, mens vagterne holdt øje med Okume med sultne blikket. Zill gik roligt tilbage og stillede sig ved siden af Okume igen. "Hilse Yuki fra mig" sagde hun kort før hun jog kniven ind i hjertet på Okume og trak den ud igen før hun ville tage hårdt fat i Okumes hage for at dreje hovedet imod hende, eftersom hun ville se livet forsvinde ud af de smukke øjne.
|
|