|
Gravøl
Apr 30, 2015 18:48:32 GMT 1
Post by Lucille Frost on Apr 30, 2015 18:48:32 GMT 1
Lucille trådte ind på kroen, og hendes blå øjne vandrede hen over de forsamlede uden at virke sønderlig imponeret. Hvorfor hun var på kroen? Hun havde brug for at komme ud og komme sig over at have oplevet Lupidus som forlovet til en anden kvinde. Hun fik det nærmest dårligt ved tanken om hendes tarvlige sorte hår.
Lucille var klædt i en mørk kjole, der var spændt hårdt ind omkring hendes overkrop. Hendes lange, røde hår glimtede svagt i skæret fra lysene i kroen. Inde i munden lod hun kort sin tungespids glide hen over tænderne i overmunden. Hun var tørstig. Ikke sult-tørstig men tørstig efter at drukne sine tanker i et eller andet. Hun hadede tanken om, at hun nu ville miste den bror, som hun var allermest knyttet til af alle hendes søskende. Hun havde vidst, at dagen ville komme, men hun havde aldrig forventet, at han ville ryge til en smed.
Lucille nåede op til disken og bestilte noget - uden interesse for, hvad hun egentlig bestilte.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Gravøl
Apr 30, 2015 19:10:58 GMT 1
Post by Deleted on Apr 30, 2015 19:10:58 GMT 1
Bag baren stod en ganske nydelig ung mand af udseende, med sit hår strittende hår, de søgende lysegrønne øjne som charmerede sig ind på enhver og holdte en karismatisk samtale i gang med både mænd og kvinder. I en hvid løs skjorte og en sort vest siddende med bukser passende dertil, samt hans egne fine sorte sko. Forklædet som hang om hans liv, blev brugt til at tørre fingre af i når en kunde spildte, for selv spildte han bestemt aldrig. Med mindre en kvinde tog hele hans fokus, så kunne han da godt kunne til at glemme at hælde helt. En kvinde som tog opmærksomheden kort, fik ham til at smile sit sædvanlige charmerende smil, dog kunne man tydeligt se på hende at der var noget som tyngede hende, det lærte man hurtigt som bartender at se. De var jo omvandrende psykologer for de fleste som kom og druknede deres sorger. Han var hurtigt ved hende til betjening, han stod alene bag baren, hvor de andre vandrede rundt. Som han gav hende noget stærkt, da hun virkede ligeglad med hvad, bare det var drikkelse, så han blot undersøgende på hende. "Og hvad skyldes en trist mine på en ellers henrivende kvinde så?" Spurgte han direkte, inden han hældte et glas op til sig selv. Kromutter kom vandrende ud med mad til et par folk og sendte ham et advarende blik, han hævede glasset mod hende med et grinende smil. "Hun elsker mig!" Grinte han bare og vinkede til kromutter som måtte ryste smilende på hovedet. Hans charme gjorde godt! Det gjorde i hvert fald han slap afsted med en del. Al opmærksomhed blev rettet mod kvinden foran ham igen.
|
|
|
Gravøl
Apr 30, 2015 19:23:28 GMT 1
Post by Lucille Frost on Apr 30, 2015 19:23:28 GMT 1
Lucille tog glasset og tog en slurk uden at virke særligt berørt af, hvad hun drak. Hendes lange, slanke fingre legede kort med glasset, og hun lod en pegefinger glide hen over glassets kant. Da Dereck åbenbart lod til ikke at genkende hende, blev hun nærmest fornærmet. Hun havde vidst, hvem han var, i et par årtier, og hun havde gjort det til sit job at vide alt om Carmillas familie, da det blev klart, hvad hendes far havde haft af planer. Hun brød sig ikke om Dereck – og heller ikke om hans sleske måde at forsøge at indynde sig på. Hendes øjne gled hen over kromutteren med det advarende blik. ’Hvis han ikke ønsker at genkende mig, så kender jeg heller ikke ham,” tænkte hun så for sig selv. Hun så på ham igen. ”Er det Deres job at småsnakke med alle?” spurgte hun og var tydeligvis ikke vildt interesseret i at blive charmeret ind til at åbne sit hjerte. Hun tog endnu en slurk. Drinken brændte næsten hendes tunge, men alligevel fortrak hun ikke en mine.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Gravøl
Apr 30, 2015 20:24:49 GMT 1
Post by Deleted on Apr 30, 2015 20:24:49 GMT 1
Med mindre at folk var af betydning, huskede han dem ikke, og det var intet under at han brød sig meget lidt om hans onkels arrangement. Hans elskede kusine være sammen med en opblæst højrøvet nar, som på ingen måde så alt det skønne i hende, han var hende på ingen måde værd, men sådan gik det jo og han havde efterhånden indfundet sig med det. Derfor sagde denne kvinde ham intet, da han på ingen måde havde lagt mærke til mandens familie. Dereck så kun sin egen familie som vigtig og værnede om den. "Jeg er vel bartender, og jeg finder det spændende at lære om folk." Lød det roligt fra ham, som han sendte hende et charmerende smil. Fornærmet måtte hun endelig gerne blive, han var på ingen måde klar over hvem hun var og et sted var han vel også ligeglad, hun var et kønt ansigt som han gerne ville vide lidt mere om lige nu og her. Om han huskede hende natten efter, næppe. Sådan var det jo med de fleste med mindre de virkelig gjorde et indtryk på ham. Dereck drak sit glas hurtigt ud, og gav sig til at pudse et par glas, for så at fylde dem op med en bestilling en tjener var dukket op med. "De er vel van til Deres ansigt trækker på mænds opmærksomhed." Det kunne lyde som en plat undskyldning for at han i det hele taget viste interesse, det var vel også en del af forklaringen. Men mest af alt var det jo fordi hun var vampyr. Dog var duftene herinde for kraftige til at han kunne genkende gener deri, for hun ville jo lugte hen af Lupidus. Og der var jo en bardisk imellem dem, og han havde ikke lænt sig ind over disken endnu. Desuden var det jo kun hvis man virkelig forsøgte at snuse sig frem til det at det lykkedes, ligesom han havde gjort med sin egen kusine, for at finde ud af hun slet ikke var af blod og derfor ganske acceptabel at hoppe på.
|
|
|
Gravøl
May 16, 2015 14:18:34 GMT 1
Post by Lucille Frost on May 16, 2015 14:18:34 GMT 1
Lucille iagttog ham tavst et øjeblik, og det synedes som om hun et øjeblik overvejede, om hun overhovedet havde lyst til at tale videre med ham. Indvendigt kunne hun ikke helt bestemme sig. Hun var her for at tænke på noget andet, og ligegyldig småsnakken ville da uden tvivl få hende på andre tanker. På den anden side var han familie til Carmilla og bare dette faktum fik hende til at tænke på det, hun ikke ønskede at tænke på. Men det var Dereck. Manden, der virkede til at mene, at han var gudernes gave til alle vampyrkvinder. Bare den holdning havde fået Lucille til at beslutte sig for, at hun ikke kunne lide ham. Og det havde holdt ved i snart 30 år. Hele denne seance foregik, mens hun kort indsnusede sin drink og tog en langsommelig slurk af den. Hendes øjne syntes herefter at vende tilbage til virkeligheden. Hun trak på skuldrene. ”Jeg er vant til, at folk taler med mig for at indynde sig hos andre,” svarede hun nærmest fraværende og tilføjede, ”eller for at indynde sig hos mig for derigennem at få indflydelse andre steder.” Hun smilede knapt. Hun tænkte kort igennem de folk, der troede, at fordi de havde ramt Lucilles gode side, at hun så ville tale deres sag overfor sin far. ”Og de er vel vant til, at kvinderne falder i svime ved det ’held’, at De begynder at tale til dem?” gættede hun så halvt spydigt tilbage til ham.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Gravøl
May 16, 2015 23:20:52 GMT 1
Post by Deleted on May 16, 2015 23:20:52 GMT 1
Dereck vidste hvem han var, og for det var han stolt og bedøvende ligeglad med hvad andre mente, heldigvis da! Dereck så mod hende, som hun snakkede, det lød jo ikke ligefrem som en rar ting, men han kendte egentlig godt til det. Roligt måtte han dog trække på sine skuldre. "En skam, folk burde se igennem sådanne ting og rent faktisk sætte pris på det enkelte individ." En sand løgn, men ikke en man kunne gennemskue. Ordet havde han som regel i sin magt, han valgte at se sig lidt rundt, var der andre som så spændende ud, eller som så ud til at ville lave ballade. Nej alt virkede muntert og godt for nu, en lussing her og der, men de sædvanlige perverse mænd skulle jo helst have deres daglige antal lussinger. Det var morende. "Kvinder, som mænd. Lidt charme har man vel. Men det høre jo også jobbet til, det gør flere går i baren." Grinte han, og blinkede let til hende, inden han hældte en ny bestilling op. Han vendte dog hurtigt tilbage til hende, som han stod og tørrede bordet rent efter at tjeneren havde spildt. Et selvsikkert smil hvilede på hans læber, han havde ingen bekymringer, det var fantastisk at være så uafhængig. Og Carmilla, hun skulle nu nok klare sig!
|
|