|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 18:12:04 GMT 1
Det var blevet aften, månen stod højt på himlen selvom solen først var gået helt ned for kun et par timer siden. Det havde været en af de milde men temmelig lange solskinsdage, hvor solen havde kæmpet til det sidste med at forblive oppe, en kamp der til sidst var blevet tabt. Fuglene og andre dyr var også gået i seng for natten mens nattens væsner var ved at vågne op. En meget nedtrykt skikkelse sad på kroen, i det fjerneste mørkeste hjørne med en sort hætte over hovedet selvom noget langt mørkt hår kunne anes igennem åbningen af hætten. Hovedet var lettere hængende som om personen forsøgte at skjule sit ansigt, noget som ikke var usædvanligt inde på Darklias kroer, så ingen tog sig rigtigt af personen. Der var heller ingen som lagde mærke til de tårer der ind i mellem gled ned over kinderne under hætten og faldt ned i skødet. Foran skikkelse stod tomme glas, begge havde der været brændevin i dem, noget var virkelig usædvanligt for dem som kendte denne ukendte skikkelse, for de vidste at denne person ikke ville røre alkohol, men denne gang havde trangen til at lukke alt ud bare været for stor til at det kunne holdes tilbage. Folk havde jo sagt at alkohol kunne gøre en gladere men lige nu var det langt fra rigtigt, det havde haft den modsatte effekt. Tårerne var svære at holde tilbage og vreden var næsten heller ikke til at skjule selvom alt blev gjort for at holde den tilbage. Den ene hånd holdt om det ene tomme glas mens den anden var hvid af blodmangel fordi den blev knuget så hårdt ligesom hånden på glasset blev knuget hårdt. Til sidst gav glasset efter og det sprang i hånden på personen som virkede til at få et mindre chok over det, de mørke øjne kiggede kort og lettere chokket rundt men ingen så til at tage notis af det, så den blødende hånd gled ned af bordet og ned på skødet hvor glasskårene blev fjernet lidt så stille i takt med hånden helede. Tårerne der gled ned af kinderne var dog ikke på grund af smerten men fordi hun ikke kunne holde dem tilbage på grund af det deprimerende humør.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 18:34:56 GMT 1
Vlad havde ikke set Neimi siden den gang han havde besøgt dem i bjergende, en tur der havde var farligere tilbage end der op, fordi han ikke havde sikrede han lige så grundigt at have stop på vejen tilbage, men han klarede det og havde af samme grund ikke taget turen igen, selv om han da flere gange havde tænkt på Neimi og hendes datter. Vlad var hoppede ud af sit hjem i samme sekund som solen var gået ned, og han havde brugt de sidste timer på at jagte en ung gruppe lycaner med et par af hans bekendte, en gruppe der bestemt ikke var god for ham da de tænde blodtørsten i ham og lettere end hvad godt var fik ham til at dræbe uerfaren ulve. Vlad og hans lille gruppe brød højrøstede ind på kroen, han bar ikke den normale skoleuniform, men var dog stadig pænt klædt, hans hår var sat og hans øjne viste lige så vel som bloddråberne i hans mundvig at han stadig var oppe og køre over jagten. "en sejers drink til alle !" råbte han højt og kastede en rigeligt med penge i en lille pose hen til bartenderen der pludselig fik travlt. Vlad grinte højlydt som han puffede rundt med nogle af de andre drenge, der på trods af at de forsøgte at virke hårde alivel så ud til at have en del respekt for Vlad. en af de unge fyre tog fat i en ung magiker, og skulle tydeligt til at skabe problemer, men et enkelt koldt blik til drengen til at give slip og lave en opgivende bevægelse med hænderne som tegn på at han ikke ville modsige Vlad. Hans øjne var mørke som et udtryk af hans ophidselses og på trods af at han ikke viste det, så ramte lugten af Neimi's blod ham, dog kun et kort øjeblik, og han blev derfor overbevidst om at han måtte forstille sig det. han tørrede blodet af sin mundvig og tog 2 drinks fra baren og så lidt rundt før han fik øje på den kutteklædte skikkelse, han dumpede drengene var baren og gik der ned med han råbte tilbage til dem at de skulle tage sig samme og finde noget bedre til den følgende dags jagt, dog sagt med et glimt i øjet og en tydelig jagt lyst. han satte drinken ved Neimi "nyd en drink på min regning, i nat er vi blevet så heldige at slippe af med 7 ulve mere, det skal fejres" sagde han selvsikkert, og tog sig ikke af at han ikke kunne se hvem det var, da han ikke regnede med at møde nogle han kendte, og siden personen ikke lugtede af ulv så havde han ingen grunde til at tage størgere notits i øjeblikket. han tømte sin drik i en stor tår og kastede glasset hen til baren hvor en af de andre greb det og satte det ned for ham, dog blev han stående ved Neimi, for lidt nysgerrig var han nu stadig.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 18:58:13 GMT 1
Det at en larmende gruppe unge mænd kom ind i kroen tog hun sig ikke rigtig notis af. Hun sad bare i hendes egen deprimerende verden indtil hun blev vækket af det knuste glas i hendes hånd. Det gjorde kun at hun kunne mærke hvor dårligt hun egentlig havde det både fysisk såvel som psykisk for hun kunne ikke stoppe de forbandet tårer som trillende ned af hendes kind og havde gjort hendes mørke grønne kjole helt gennemblødt på hendes lår. Det var lige før hun heller ikke turde rejse sig fordi hun blev opmærksom på at verden ikke ligefrem stod helt stille for hende selvom blikket var ned imod bordet så virkede den ikke til at stå stille. Neimi havde ikke nået at få det sidste stykke glas ud af hendes hånd, et lidt stort stykke men stadig tog hun sig ikke meget af det for lige inden hun fik den anden hånd til at fjerne det blev et nyt glas sat på hendes bord. Hun lyttede opmærksomt til ordene med de virkede bare til at gøre hende mere rasende, hvorfor vidste hun ikke helt men det fik hende til at koge af vrede. Uden at tænke over det tog hun hånden fra tidligere med glasskåret i, op på bordet før hun vredt fejede glasset væk med sådan et hårdt og vredt slag at de røg på gulvet og blev knust. Det fik nogle til at se hen imod hende, selvom de ikke kunne se hendes ansigt og hun kunne ikke se deres. Hun rejste sig tydelig vred ifølge hendes holdning, men hun var ligeglad. Hun var rasende, helt ude af sig selv af raseri, selvom hun intet sagde men kom med et kort skrig af raseri som om hun var klar til at angribe ham. Hun begyndte at gå men var tæt på at falde så hun greb efter det nærmest bord for at støtte sig til, desværre var det hånden med glasskåret som hun tog ud med så glasskåret blev presset mere i hånden på hende, hvilket fik hende til at komme med et tydeligt smertefuldt ”Fandens” før hun beslutsom forsatte frem, støttende til alt hun kunne komme til at støtte sig op af og nogle steder efterlod hun en smule blod. Folk grinede fordi hun var tydeligvis for fuld til at kunne gå normalt så hun var blevet aftenens fulde klovn, men hun tog sig ikke af det. Hun ville bare væk. Folk skulle ikke se hende græde! Så hun blikket var vendt imod jorden under hætten for der var kun et sted hun ville være, på hendes værelse. Hvis hun altså kunne komme oven på.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 19:18:13 GMT 1
Vlad tog sig hverken af at glasset fløj afsted eller at hun skreg, dog så det ud til at hans gruppe reagerede, men en kort håndbevægelse fra Vlad fik dem ikke bare til at holde sig væk men også være nogle af de få der ikke grinte af hende, han lod hende gå forbi ham men da hun støttede med hånden der havde glas i og hun igen blødte noget mere, kunne han ikke andet end at smile, for blod var en udødelig var ikke til at tage fejl af, ikke når han var så tæt på, og på trods af hans jagt var han stadig sulten, så han fulgte efter hende, stille og uden at hjælpe hende, dog kunne han ikke holde sig tilbage da hun kom ovenpå og væk fra alle andres syn, han greb hånden med glasset i et hårdt greb og forsøgte at føre hende op på vægen "lad mig hjælpe med det der" sagde han i en dominerende tone før han med en hurtig bevægelse fik glasset ud af hendes hånd og kastede det ned af gangen. Vlad havde endnu ikke genkendt hende, men hvofor skulle han også det, sidst han havde set hende var flere år siden på toppen af en soldækkede bjerg, så han forventede ikke ligefrem at støde ind i hende igen nogle sinde, og da slet ikke her, og aldrig ville han have kunnet forstille sig at se Neimi med alkohol foran sig. Han havde lagt mærke til den svage salte lugt af tåre men lade ikke så meget mørke til det før nu hvor han så op og ned af hende, stadig med et fast greb om hendes hånd der ikke ville være let at komme ud af "hvad med jeg opmuntre dig, lille malede skabning ?" selv om det var en spørgsmål lød han dominerende og krævende, en side der var mere og mere normal hos ham, men som Neimi var bevis på ikke var den virkelige ham, og kun det han fremstod som over for andre, og særligt når han havde udset sig et offer, og lige nu var hans offer hende, dog kun fordi han ikke vidste at det var hende, og at han stadig var indstillet på jagt i sit indre. Vlad var så optaget af Neimi at han ikke havde registered at en af de unge mænd havde fulgt efter dem op af trappen og lyttede med fra hjørnet, men selv hvis Vlad havde vidst det så havde han nok ikke sendt manden væk, da han var alt for opsat på at få det blod han kunne lugte fra hendes hånd.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 19:41:19 GMT 1
Normalt ville det ikke have taget mange minutter at komme oven på, men hun havde dog haft sine problemer fordi hun ikke kunne gå helt lige når hele verden ikke virkede til at ville stå stille for hende. Noget der ikke ligefrem hjalp på hendes i forvejen dårlige humør så hun var tæt på at slå alt ihjel på hendes vej. Da han tog fat i hendes hånd kom hun med et mindre vredt udtryk som et mindre skrig fordi hun var rasende over han bare greb fat i hende på denne måde og fordi det gjorde så forbandet ondt da han tog glasset ud af hendes hånd. Hun spændte næsten alle musklerne i hendes krop fordi hun var klar til at gå til angreb på ham. ”Slip mig dit forbandet svin eller jeg brænder hele hytten ned og dig og dine kumpaner med” råbte hun nærmest rasende lige op i ansigtet på ham, uden at hun først tænkte over stemmen som Vlad havde talt med. Det var jo en stemme hun kendte selvom han talte på den måde, så var stemmen i bund og grund det samme. ”Vlad” sagde hun nærmest sammenbidt men stadig rasende, dog ikke ligefrem fordi hun tænkte det var ham men det røg bare ud af munden på hende. Hun var stadig klar til at brænde hele kroen ned hvis han ikke lod hende være. Det var altid noget hun stod op af væggen sådan at hun ikke ville falde helt, men kunne støtte sig en smule til væggen. Hun var på nuværende tidspunkt ligeglad med alt og alle, selv det blod der var kommet fra hendes hånd da han havde taget glasset ud af hendes hånd. Såret var dog helet igen for det havde ikke været særlig stort så det helede ret hurtigt. ”Lad..mig..være…” sagde hun vredt, selvom det lød som om hun snublede lidt over ordene for nu begyndte alkoholen virke at slå hårdt efter hun var begyndt at bevæge sig eller så havde hun bare ikke lagt mærke til det før hun havde rejst sig.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 20:03:09 GMT 1
Vlad kunne ikke andet end at grine af hende da hun råbte af ham. Han greb hendes anden håndled og holde dem mod vægen bag hende, han stod en smugle truende, og meget nærgående, men rørte hende dog ikke mere end ved håndledene "aweee lad os nu ikke blive for dramatiske, her er varmt nok i forvejen" sagde han selvsikkert med en slesk hvisken, og nærmerede sig hende en smugle mere, dog stoppede han lidt op da han hørte hende kalde ham Vlad, og han tog sig nu tid til at kigge ordenligt på hende, "Neimi ?" spurgte han en smugle overraskede, dog hviskende så ingen andre ville kunne høre det, og uden at hans sultne øjne mildnede. Han rykkede sig ikke, men skulle lige til det da han hørte en svag bevægelse fra rundt om hjørnet, han gik ud fra det var en af dem han var kommet med og han havde ikke i sinde at de skulle se hans svaghed hverken for Neimi eller mennesker geneneralt. "du kan jo dårligt sige det, bare rolig lille væsen, jeg skal nok tage mig godt af dig" sagde han dominerende og nærmede sig hende så meget at havde han haft et åndedræt ville hun have kunnet mærke det "hvilket rum er dit, jeg skal nok få dig sikkert der ind" hviskede han så lavt som han kunne mens han stadig sørgede for at kun hun kunne høre det, for selv om han var umådeligt sulten så ville han nu alivel ikke risikere at skade hende alt for meget. Den unge mand kom rundt om hjørnet "hvad venter du på Vlad ? bliv nu færdig med drankeren, eller skal jeg vise dig hvordan ?" spurgte den unge mand flabede med en latter i stemmen. Vlad vendte øjne koldt mod manden og slap Neimi og for over til manden "hvor vover du at afbryde min jagt ? hvad med du fiser hjem til din halvblods mor og får nogle manere !" snerrede han højt, og så koldt at man dårligt skulle tro det kom fra ham, han gav den unge mand en knytnæve i maven, lige akurart nok til at han trådte tilbage og fattede budskabet "chill bro, jeg mente intet ondt" sagde manden overgivende og forsvandt tilbage ned af trappen. Vlad forsøgte at slappe en smugle mere af før han vendte sig mod Neimi igen, men det var tydeligt i hans mørke øjne at han ikke var rolig, langt fra faktisk, han måtte bruge alt hvad han havde for ikke at angribe hende, dog gik han med rolige skridt tilbage imod hende "tro ikke du slipper for mig i den tilstand" bekræftede han kort, for han var nu helt sikker på at det var hende, og selv om han altid havde opmuntrende hende til at gøre lige hvad hun ville, så nægtede han at efterlade hende et sted som dette når hun havde drukket, og så fristede hendes blod jo også stadig, selv om han ikke regnede med hun lige i øjeblikket ville give det villigt til ham.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 20:22:53 GMT 1
”Slip mig” sagde hun rasende men også truende for hun tænkte ikke over hvem hun stod overfor, men hun var rasende nok til at hun kom med et mindre skrig før hun forsøgte at kæmpe sig fri. Hun reagerede ikke på at han sagde hendes navn men forsøgte bare at komme væk fra ham. ”Slip mig dit svin” skreg hun uden rigtigt at høre hvad han sagde eller hviskede til hende for hun var rasende, hun ville bare væk. Hun havde det dårligt, hun begyndte at få det mere og mere dårlig fysisk, som om hun skulle kaste op. Hun tog sig ikke en gang af at hans ven begyndte at drille ham, men da grebet om hende blev løsnet om hendes håndled tog hun sig ikke tid til at tænke men begyndte at skynde sig væk som hun stadig støttede sig til væggen for hun ville bare væk inden hun brændte hele lortet ned. Hun havde aldrig følt sådan en vrede som havde bragt kvalme med sig. Tårerne begyndte at presse sig på igen som hun vaklede ned af gangen og rundt om et hjørne før hun måtte holde en pause og holde sig for munden i et forsøg på at holde brækket tilbage men hun kunne ikke. Så hun endte med at brække sig op af muren, ikke noget som var meningen men hun kunne ikke holde det tilbage. Hun følte sig svimmel og ude af kontrol. Hun lyttede ikke til Vlad med at han ikke ville lade hende slippe eller hvor hendes værelse var, for i sandhed havde hun ikke lejet et værelse for natten men hun var bare flygtet herop fordi hun ville have fred. Hun endte med at sætte sig lige ved siden af hendes bræk med hovedet imod væggen for hun havde det så dårligt. Tårerne gled ned af hendes kinder for hun kunne ikke stoppe dem. Hun havde det så dårligt at alt kunne være lige meget lige nu, for hun kunne jo ikke en gang mærke den søde dø for hun ville bare vågne op igen i morgen og så forsatte livet.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 20:38:25 GMT 1
Vlad tog sig ikke af hendes råben, eller at hun kalde ham et svin, for han havde hørt det så mange gange før at det ikke rørte ham på nogle måde, slet ikke når det kom fra nogle der havde drukket. Han fulgte hende roligt og nåede først hen til hende efter hun havde kastede op og sat sig ned. han satte sig på hug på hendes rene side og så bestemt på hende "du kan brænde mig alt hvad du vil, jeg lader sig ikke side her ude alene" sagde han bestemt og tog så om hende med et fast greb og løftede hende som vejede hun intet og holde hende tæt så han ikke ville tabe hende selv hvis hun ville fri. han gik ned af gangen med hende og gik ind på et værelse han havde booket natten før velvidende at det kunne være rart at trække sig tilbage efter en jagt. han åbnede døren og gik ind og lagde hende på sengen før han gik tilbage og lukkede døren efter dem, han låste døren, ikke så meget for at holde hende inde, men mere for at holde andre ude. Vlad gik roligt tilbage til hende men så dog bestemt på hende "hvad er der dog sket med dig ? så livlig en blomst, på et sted som dette, drikkende... frastødende" det sidste kom i et opgivende åndedræt, for selv om han ikke mente det, så var han bestemt skuffede over hende for det havde han aldrig troede om hende. "Du kan te dig så meget som du vil, ved mindre du har tænkt dig at tage evigheden fra en der altid har været på din side så kommer du ikke ud her fra før solen står op" sagde han i en tone der gjorde det tydeligt at han slet ikke havde tænkt sig at diskutere det, for selv om det var det rene tortur for ham at være låst inde med hende når han var sulten så nægtede han at svigte, i hvert fald så længe han havde noget at skulle have sagt. Vlad gik hen og åbnede det ene vindue, og lod den kolde vind strømme ind i rummet, for selv om det nok ikke var behageligt så havde han set nok fulde mennesker til at vide at frisk luft kun kunne gøre godt.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 20:57:30 GMT 1
Hun sagde ikke noget til ham men sad bare med lukket op af muren. Tårerne trillede ned af hendes kinder og hun kunne intet gøre for at stoppe dem, selvom der ikke var så mange tilbage så var de svære at stoppe for hende. Da han tog om hende igen kæmpede hun ikke længere imod men lod ham bare løfte sig som hun nærmest hang slap i favnen på ham. Hun var træt og havde det umådeligt dårligt så tankerne slog fra og lod sig omgive af en mørk verden, selvom hun dog stadig var ved fuld bevidsthed. Hun mærkede hun blev lagt på sengen men hun rullede hurtigt rundt på siden så hovedet var udover sengekanten, nærmest klar til at hun skulle kaste op. ”Jeg er så træt.. Lad mig bare dø” sagde hun ligegyldigt for hun havde det så dårligt at alt kunne være lige meget. Da der ikke kom noget op lagde hun sig op på ryggen igen og lukkede øjnene for hun kunne ikke få rummet til at være stille så hun håbede det hjalp med at lukke øjnene, selvom hun stadig følte sengen kørte rundt. ”Jeg er ligeglad.. bare lad mig være” vrissede hun for hun tænkte ikke klart. Efter kampen med Su og endnu en kamp på ord med Leo så var hun blevet så mådelig træt, altid skulle hun kæmpe for alt og det kunne hun ikke længere magte. Det gjorde hende så forbandet træt at tingene ikke længere var så lette som den gang hun var ung og ikke tænkte på andre end hende selv og hendes frihed. Godt nok havde hun fået hendes frihed igen, men til en temmelig høj pris for den havde bragt mange sorger med sig og dem kunne hun ikke holde til. Hun kunne ikke længere finde hendes sorgløse liv frem, ikke når alle disse følelser fandtes i hende og hun kunne ikke ligefrem få sig selv til at bruge magi til at fjerne hendes hukommelse for hvad nu hvis der alligevel blev brug for hende og hun så intet kunne huske?
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 21:15:05 GMT 1
Han gik roligt fra vinduet og satte sig op i sengen ved siden af hende, og så ned på hende med et bestemt blik "selv hvis jeg kunne, så gjorde jeg det ikke" sagde han en smugle mere hårdt end det endelig var ment, men hun skuffede ham, hvordan kunne noget så livligt som hende ende så langt nede, hvad havde hun dog fortaget sig i alt den tid. han lod en hånd roligt nusse hendes hår, og havde det ikke været for sulten i ham, så havde hans øjne da også mildnede. "det bedste jeg kan tilbyde dig er også det mest selviske... tag så meget af dit blod at du besvimer" han håbede for sin sult at hun ville sige ja, men dog forstod han hvis hun ikke ville, for det ville nok om muligt få hende til at få det endnu værre end hun havde det nu, dog kun ind til hun besvimede. "fortæl mig hvem der har drevet dig her til, du ved jeg altid har været klar til at hjælpe dig" sagde han lavt til hende, for det var nu sandt, ikke bare fordi hun var menneskelig, eller fordi hun var smuk, men fordi der var noget i hende han altid havde fundet tiltrækkende, ud over hendes kærlighed for solen som han aldrig ville kunne dele på samme måde. Han's hænder rykkede sig fra hendes hår før han satte sig til rette og lyttede til hendes hjerteslag, ikke at han ville kunne få nogle hemmeligheder ud af det, men fordi han ikke kunne lade være, selv om han vidste det bare gjorde trangen til blod endnu størgere.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 21:31:58 GMT 1
Hun kunne nærmest ikke gøre andet end at ligge og have det dårligt af sig selv, hvorfor havde hun dog nedladt sig til sådan noget? Hun havde altid været imod alkohol men hun kunne ikke lade være, hun havde det for dårligt og ville bare glemme verden omkring hende, dog havde hun ikke ligefrem regnet med at hun ville få det så dårligt. Folk virkede jo til at komme i godt humør af det, men nu vidste hun da det ikke var sandt. ”Jeg er ikke vampyr” surmulede hun for hun var ikke vampyr og hun havde prøvet vampyr blod før, det havde ikke ligefrem været et særlig godt resultat. ”Det er lige meget. Alt så lige meget.. Der er ikke mere tilbage” sagde hun ligegyldigt for alt var så ligegyldigt når hun skulle leve på denne måde. For hvad skulle hun gøre nu? Tårerne var stoppet for hun var blevet så afsindig træt, så træt som hun ikke kunne mærke resten af kroppen, den ville ikke gøre som hun ville så det kunne være så afsindigt lige meget. Til sidst overgav hun sig til trætheden for kroppen havde været igennem meget nyt, det havde tæreret på hendes kræfter så hun kunne ikke længere holde sig vågen men gav efter for søvnen. Dog ikke en drømmeløs søvn, det var som alle billederne virkede til at bevæge sig som om hun så dem igennem fulde øjne og hun kunne ikke få styr på dem. Nogle billeder var ligegyldige som mennesker der grinede af hende mens andre var mere oprørske af gamle minder der havde bragt smerte med sig. Det varede dog ikke sådan hele natten for hun endte med en drømmeløs søvn.
//efter solen et stået op. Solen stop op uden at hun registerede det men hun fik sådan en pludselig træng til at kaste op endnu en gang at hun vågnede med et sæt og styrtede ud på det nærmeste badeværelse for at kaste det op i spanden som blev brugt til toilet. Hun nåede dog ikke hele vejen derhen før brækket kom ud men det meste røg ned i spanden. ”Jeg har det så dårligt” sagde hun træt efter hun havde kastet det meste op. Hendes hoved gjorde så ondt som om der var nogle der slog hårdt imod den. Hun satte sig op af væggen for at være tæt på spanden, ligeglad med at hun sad i lidt af hendes eget bræk eller at det havde klistret sig i hendes hår. Der kom ro over hende igen og hun faldt atter i søvn i siddende stilling. Sådan sad hun det meste af den overskyet dag helt hen til om aftenen for hun kunne ikke holde sig vågen. Til sidst fik sulten dog overtaget, og hun blinkede med øjnene, selvom hun stadig havde det utroligt dårligt så var hun både sulten og tørstig noget så grusomt.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 20, 2016 21:47:13 GMT 1
Vlad kunne ikke undgå at le en smugle "jaa var du ikke malede så havde jeg kunne fixe det for dig" han kunne ikke lade være med at kommentere det, for han havde nu gerne forvandlet hende hvis han kunne, men han fortrak hende nu som udødelig, for så kunne han lidt bedre tillade sig at fjolle rundt uden hun kom til skade, og han var ikke sikker på om han ville have været lige så villig til at hjælpe en vampyr som han var hende. Han holde sig fra at bide hende, selv om det var umådeligt svært, og nogle timer efter endte han da også med at låse sig ud så han kunne få noget let blod fra en anden før han kom igen, velvidende at hun ikke ville gå nogle steder. han satte sig i et hjørne han vidste han ville være i sikkerhed i, og holde øje med hende til hun vågnede, dog kunne han ikke følge hende da hun først gik ud da solen holde ham fra det, men så snart skyerne tillod det, rykkede han sig ud på gangen og bevægede sig i skyggerne for at holde øje med hende, dog uden at gå ud til hende. da solen endnu en gang gik ned, og hun kom ud fra rummet mødte han hende i gangen, og blokerede vejen for hende "jeg kender et sted, et bad, og fantastisk mad, jeg godtager ikke et nej" sagde han en smugle bestemt og gav hende en hånd for at føre hende hen hvor han ville have hende, et lille hus lidt længere nede af gaden der var eget af en ældre dame der havde arbejde hele sit liv på kroen, og nu i stedet lavede den skønneste mad til dem der vidste hvor de fandt hende, og i få tilfælde tilbød hun også blod, særligt til Vlad da han aldrig havde værede andet end sød ved hende, og gentagende gange havde redet hende fra at blive andet end det u-magiske menneske hun altid havde værede.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 20, 2016 22:22:43 GMT 1
Det varede lidt tid efter at Neimi først havde blinket med øjnene til hun endelig tog sig sammen og rejste sig meget langsomt mens hun støttede sig til væggen bag hende. Hun tog sig dog ikke af at hun havde bræk på hendes kjole og kappe for så langt tænkte hun slet ikke, det skulle bare gå hurtigt på det tidspunkt. Hun havde det stadig smadder dårligt med hovedpine og kvalme, selvom hun var tørstig og sulten, så gjorde tanken om mad hende bare mere dårlig. Hun gik med lidt usikre skridt ud i værelset igen og lagde først mærke til nu at Vlad ikke var der, eller havde hun egentlig ikke bare drømt det? Hun var lidt usikker men hun gad egentlig ikke tænke tanken til ende, for hun skulle ned og have et eller andet imod den forbandet hovedpine. Hun havde ikke ligefrem en eliksir på sig der var godt imod tømmermænd, så langt havde hun ikke ligefrem tænkt. Hun gik ud på gangen hele tiden med en hånd imod væggen for at være sikker på at hun ikke lige pludselig ville falde, ikke at hun havde så meget brug for det men det var nu en god forsikring. Ude på gangen mødte hun Vlad som hun så lidt overrasket på men måtte dog tage sig til hovedet før hun måtte tage sig til munden for at holde noget kvalme nede. ”Ikke sig det ord” mumlede hun for han skulle ikke sige ordet mad. Det var det sidste hun havde brug for at høre lige nu. ”Et bad vil måske være godt og en eller eliksir imod den forbandet hovedpine” brokkede hun sig lidt over den forbandet hovedpine. Det her ville hun nok aldrig nedlade sig til endnu en gang for det havde ikke været spor morsomt på noget tidspunkt og det havde ikke ligefrem blevet bedre dagen efter, eller hvor længe der var gået anede hun ikke. Hun havde sovet det meste af tiden og følt sig dårlig.
|
|
|
Post by "Vlad" Sanguinis Potor on Sept 13, 2017 17:03:22 GMT 1
Vlad nikkede stille til hendes ord, og førte hende så ned af gangen, ud af kroen, og hen til den gamle dames hus, der heldigvis var tæt på, og placerede sådan at den smugle sol der stadig var at spotte, ikke påvirkede turen der hen. da de kom ind af døren, blev de modtaget af den gamle kvinde der skulle lige til at tilbyde mad før vlad rystede på hoved "noget imod tømmermænd ?" sagde han let spørgende hvortil kvinden nikkede og forsvandt ud i køkkenet før vlad førte Neimi ud til et lille baderum hvor der stod et kar med dampende vand midt i rummet med en lille skammel til at komme op og et bord med duftende salver ved siden. "jeg finder noget rent tøj til dig" sagde han roligt og forlod så rummet.
Der gik ikke mange minutter før en svag banken kunne høres på døren der ind, og at den uden varsel blev åbnede af den gamle dame, som satte en stor kop urtete på det lille bord ved vandet "det smager forfærdeligt, men jeg garentere at du vil føle dig som ny efter" sagde den muntre kone uden rigtigt at kigge op og se hvad Neimi lavede. konen var ved at lukke døren efter sig da hun fik en bunke tøj i hånden fra vlad, som hun så lagde ind før hun ønskede Neimi et godt bad og forsvandt.
Ude i køkkenet skænkede kvinden Vlad et glas blod der tog det værste af hans sult, dog ikke nok til at hans øjne kom i nærheden af sin naturligt gule, næsten hvide farve som den ellers normalt havde når han var i nærheden af Neimi eller den gamle dame. Han var utolmodig, og nysgerrig, efter at finde ud af hvad der var sket med Neimi, men han ville ikke tvinge hende til at sige det, selv om det var fristende. Hvor mange år der var gået siden deres sidste møde vidste han ikke, dog vidste han at der var gået mange år, det måtte der jo være, for det havde da været vinter nogle gange, også selv om han ikke lagde så meget mærke til det mere. han trommede let med fingerne mod bordet men sad ellers i stilhed og ventede på at Neimi skulle komme ud til dem.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Sept 14, 2017 18:59:48 GMT 1
Neimi havde det ikke specielt godt, langt fra. Under deres mindre gåtur måtte hun ind i mellem stoppe op ligge hånden på hjertet fordi hun havde det som der var noget som var på vej op igen. Det var mange år siden hun havde haft det på den måde sidst, ikke siden hun ventede Leonora. Der havde hun dog ikke haft tømmermænd. De kom dog hen til damen selvom Neimi ikke havde fået hendes normale tempo, men hun var dog glad for at Vlad kendte en som kunne hjælpe hende, når hun ikke ligefrem selv havde en eliksir liggende. Hun sagde ikke noget som hun blev ført ind i huset og ind i baderummet, men så sig bare træt rundt. Efter Vlad var gået stod hun et halvt minuts tid, før hun begyndte at tage tøjet af uden at tænke over at nogen bare kunne komme ind. Hun sagde heller ikke noget da det bankede på døren, men tog sig bare kort til hovedet. "Som mine egne eliksirer" sagde hun med et stille smil før hun gik over til teen, kun iført en enkelt trusse, for kjolen lå smidt på gulvet. Hun begyndte at drikke af teen, som lunede godt inden hun gik over til karet og satte sig op i det før hun lod sig sænke helt ned i det, allerede godt afslappet. Hun lukkede øjnene og bare lukkede alt ude, så hun endte med at små sove i badet. Ikke den bedste kombination for da hovedet ramte vandet vågende hun med et chok og kom med et mindre højt gisp, chokket havde gjort at der havde lydt et højt plask og noget af vandet lå på gulvet. Gispet havde været højt nok til at hun alligevel mærkede tømmermændene, hvilket gjorde hun kom med et mere arrigt bandende udtryk. "for helvede da" sagde hun arrigt som hun tog sig til hovedet. Det var dog ikke så smertende som hun havde haft tidligere men chokket havde ikke ligefrem hjulpet på at hun kunne slappe af i badet.
|
|