|
Post by Ulric van der Eretain on Jun 25, 2018 22:14:23 GMT 1
Aftenen efter fuldmånen betød næsten altid aktiviteter for Ulric og hans kompagni. Fuldmånen var, trods alt, lidt af en hektisk tid for en varulv - så det var altid godt at få strakt benene derefter. I hvert fald hvis man spurgte Ulric. Heldigvis var Eretain gods så ganske velplaceret, næsten midt imellem Frontiera, Tortuga, og Infierno; at der altid ville være underholdning at finde i én af disse 3 byer. Tortuga var dog en favorit iblandt Ulrics Vilde Ryttere, så det var oftest dér de drog til hvis der manglede underholdning. Eller, hvis der var forretninger at tage sig af. Hvilket der selvfølgelig var denne nat, også. Når man, som Ulric, handlede i tjenester, lån, osv, var det vigtigt at holde sine forretninger ajour.
I Tortuga havde Ulric og hans følgesvende fundet sig til en nogenlunde ro, i en lille kro. En simpel kro. Beskidt, en anelse ildelugtende, og bestemt ikke et sted man typisk ville finde respektable individer. Ude foran kroen, i en snoede og hældende lille vej, stod næsten tyve heste tøjret. Hvilket de lokale efterhånden havde lært at kende som et tegn; til at kroen var optaget, så og sige. Det var trods alt ikke for sjov at Darklias Frie Kompagni ofte blev kaldt De Vilde Ryttere. Og at dele en kro med dem, kunne enten var uhyggeligt morsomt, eller meget nervepirrende og farligt. Og langt de færreste i Tortuga turde tage den chance.
Kroen var ikke den største, bestemt ikke. Blot en simpel kro lidt gemt væk i en af havnebyens mange snoede gyder og krogede veje. Der var selvfølgelig en bar, hvorved der sad en gammel mand, halvt ved at falde i søvn med begge hænder om et krus. Men bag baren stod der ikke en bartender, eller kroejer. Foruden den gamle fordrukne mand, var kroen selvfølgelig gæstet af De Vilde Ryttere, og deres leder; Ulric. Der var et lille dusin af kompagniets medlemmer på kroen, omkring de 12 stykker. De bar ingen uniformer eller lignende, men klædte sig rebelsk og faretruende. Og bestemt ikke traditionelt. Farverigt og nærmest luksuriøst, sammenlignet med så mange andre væbnede grupper eller tvivlsomme karakter man ville finde. Dog alditg praktisk tøj til ridning, og dem alle bevæbnet med alskens slags våben. Imens andre medlemmer uden tvivl var andre steder i havnebyen under deres visit. To af dem, havde grebet sig om nogle instrumenter, og spillede lystigt musik. De resterende medlemmer sad hist og her på kroen, og muntrede sig iblandt sig. Nogle kastede med knive og daggerter efter et mål på en stolpe, jublede når der blev ramt, og lo når der var en forbier. Andre muntrede sig i alkohol og røverhistorier, eller enhver anden måde hvorpå de kunne finde på at more sig. På en stor øltønde sad der en barmfager kvindelig Blodelver i provokerende men praktisk tøj, og inspicerede sine lange negle. Ved siden af øltønden, ved et bord mod væggen, sad Ulric. Klædt i sine typiske aristokratiske klæder i form af en farverig broderet robe, og spillede roligt skak med sig selv som modstander. På bordet var der også et ganske detaljeret kort over det sydlige Darklia, og ovenpå kortet; stod der et timeglas med sand der flittigt løb igennem. Ulric var langt mere afslappet og passede egentlig blot sig selv. Men han sad dog ikke direkte adskilt fra de andre. Underholdningen og stemningen, såvel som rytterne selv, befandt sig omkring ham.
En uge forinden havde Ulric sendt en dusør og en mission igennem de typiske kanaler af den kriminelle underverden. Dette indebar beskrivelsen og navnet af en mand Ulric ønskede død, og de papirer manden var i besiddelse af; som Ulric ønskede returneret. I notatet blev enhver der kunne bringe ham hovedet af denne mand og papirerne han bar; udlovet en gavmild dusør. Såvel at man skulle bringe beviserne og papirerne til denne selv samme kro i Tortuga. Af og til kunne man høre svage bank inde fra øltønden hvorpå den attraktive blodelver sad. bank der dog i høj grad blev ignoreret af enhver derinde, som fortsatte med festlighederne i en munter larm og ståhej.
|
|
|
Post by Marion Isabella Fullheart on Jun 25, 2018 23:00:09 GMT 1
Marion havde haft et par heftige dage, da hun havde fået en ordre på at aflevere et hoved, til en mand. Faktisk havde hun ikke undersøgt det så meget, hun havde mere interesse i mordet. Hun havde ikke spist i et stykke tid, hvilket gjorde hun var sulten. Dog havde hun brugt sine aftener fornuftigt, eftersom hun havde brugt de fleste på at udspionere, og aflytte manden. Det havde ikke været så svært igen, eftersom hun havde sneget sig rundt omkring.
Denne aften skulle være den, hun slog til på, og havde hørt aftenen inden at han skulle være på havnen, som gjorde det mere sjovt, da det bare var mere dramatisk, på sådan en aften. Hun havde dog et par idéer om, at det ville være nemt, men hun havde også en idé om, at det måske ikke ville være så nemt igen. Hvis han var alene, ville det gøre det nemt - men hvis han var sammen mere flere, ville det være sjovere og måske ikke så nemt igen.
Hun havde bevæget sig ud, endda i bare tær, da det gjorde hende mere lydløs, i forhold til hvis hun havde sine små højhælede på. Hun var iklædt kuldsort tøj. Der bestod af et par bukser, sort trøje og en sort kappe med hætte. Et lystigt smil var over hendes læber, da hun bevægede sig på havnen. Et par mænd havde kigget mærkeligt på hende, da hun gik med bare tær, og havde måske udset hende som et fattigt menneske. Hun havde fået øje på manden, som hun skulle have hænderne i, og hendes lystige smil kom mere til syne, sammen med hendes nærmest rødlige øjne.
Hun satte farten op, og satte tempoet ned, da hun nåede frem til manden og lagde en hånd på hans skulder. "Undskyld?" han stoppede op, et kort øjeblik, for at vende sig om. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og smilede lumsk. "Sssh, du skal komme med mig. Vi skal bare have det lidt sjovt." Hun kærtegnede ham kært på kinden, da han ikke skulle føle at han var i farlige hænder. Hun havde lige brugt sin hypnose, så det hele skulle nok gå godt. Hun tog en arm under hans, og gik mod en gyde. De fleste mænd som stod lidt rundt omkring, jublede halvt af manden, da de troede de skulle noget andet, hun små grinede lidt af deres tro. Da de kom ind i gyden skubbede hun ham op af væggen, et charmerende smil kom på læberne. Hun tog hætten af, og kiggede lidt på ham, kærligt, selvom han nok vidste, at det snart ville ske noget uventet. Hun tog langsomt sin ene hånd i elastikken i sine bukser, for at hive en kniv op af lommen. Hun hev ham en smule væk fra væggen, for at hun kunne komme bagved ham. Hun kiggede på hans hals, lystigt. Hun var så sulten, og han duftede så godt. Hun sukkede kort, før hun slikkede ham kort på halsen, for så at sætte tænderne i ham. Hun havde en hånd foran hans mund, da hun godt kunne mærke, at han blev lidt for urolig, i hendes lille show. Hun slap ham, efter hun havde fået det, som hun havde brug for, og stak kniven i halsen på ham. Efter lidt tid, trak hun den ud og lod ham falde til jorden. Hun smilede lumsk, og begyndte at fjerne hovedet fra kroppen. Hun slikkede sig rundt om munden, og fjernede det resterende blod. Hun slikkede kniven, for at få blodet væk, og stak igen kniven i bukserne.
|
|
|
Post by Ulric van der Eretain on Jun 26, 2018 14:08:00 GMT 1
Selvom kompagniet af Vilde Ryttere bestod af næsten lige dele mænd såvel som kvinder, var der ingen kvinder der bar kjoler eller sjaler. Dette afgav et indtryk af disse personligheder som værende tvivlsomme, og mere rå end typisk. Især når man holdte i mente, at langt de fleste medlemmer af De Vilde Ryttere, var medlemmer af adelige slægter. Rebelske medlemmer, dog, men adelige, ikke desto mindre. Praktiske klæder, dog af fin kvalitet, prydede dem alle. Jovist, kvindernes blussede skjorter var godt nedringede, og ikke mindst bundet op så kavalergange var i frit skue. Og nogle af mændene havde til vane at gå i bar overkrop. Men praktiske klæder, med bælteremme til sværd og sabler, knive og daggerter. Ved første øjekast, var de bestemt ikke hverken adelige eller noble typer.
Ulric, derimod, stod derfor ud fra mængden. Så og sige. I hans detaljerede, aristokratiske klæder og robe, spillede han rollen som en adelig leder ganske godt. Ved nærmere øjekast, kunne man også ane de utallige ar der var at skue hvor der end var hud at spotte. Den åbne krave viste ar og gamle sår over det øverste af brystkassen. Ærmerne der var trukket lidt op, viste det samme over underarmene og de kraftige håndrygge. Men ikke mindst det store tydelig ar på siden af hans hoved, lige under kronen af hår. Nok gik han ualmindeligt godt klædt, men på en eller anden måde lignede han en lige så stor slyngel som de andre. Og ikke mindst faretruende og overlegen på sin egen yderst maskuline facon.
Ulric regnede egentlig ikke med at nogen ville komme for at kræve dusøren denne sene aften. Det var trods alt sjældent at en sådan kontrakt blev så hurtigt udført, især når målet kunne være hvor som helst. Så Ulric var skam ganske opsat på, måske, at tilbringe natten i denne kro. Heldigvis spildte han dog heller ikke sin tid. Han havde trods alt andre ting at tage sig af, og ikke mindst andre forretninger at klare. Hvilket egentlig havde været grunden til turen til Tortuga. Ellers kunne han vel lige så godt være blevet tilbage på Godset, ikke? Men Ulric kendte dog også de helt rigtige kanaler og kontakter i den kriminelle underverden, og vidste at der højest sandsynligt allerede var én eller flere i gang med at jagte manden han havde ønsket død. Og ikke mindst de papirer Ulric havde ønsket tilbage, som forræderen havde stjålet fra ham.
Med et køligt udtryk, tog Ulric om en skakbrik, og flyttede den på brættet. Kun for derefter at vende brættet om, og overvejede et modstående træk til dét han netop havde taget. I sine overvejelser skævede han mod timeglasset på bordet, som snart var ved at løbe ud - og rakte efter et glas af en billig rødvin, og tog en slurk deraf. Imens resten af kompagniet var travlt beskæftiget med flirteri imellem dem, voldelig underholdning, eller festlige lege; forblev Ulric rolig. Og var ærlig talt en smule træt. Hvilket jo også kun var en forbandelse, siden han ikke længere kunne sove.
|
|
|
Post by Marion Isabella Fullheart on Jul 16, 2018 19:38:01 GMT 1
Efter hendes mord, ledte hun rundt på den nu livløse krop, efter papirene, som også var blevet efterspurgt. Hun kiggede både i hans bukser og kappe, og heldet var med hende. Hun tog hovedet og papirene lidt til side, for at fjerne kroppen så den ikke lå midt i det hele. Selvom det kunne have været morsomt, hvis et par havde fundet liget, og kvinden skreg. Hun smilede lidt for sig selv.
Hun løftede nu den livløse krop, og gik længere ind i gyden, og lagde det ned i siden, så det ikke var så nemt at se eller finde. Hun kiggede lidt hen mod hovedet, eftersom hun hørte en lyd, og kunne fornemme at hovedet og papirene ikke lå det samme sted, som hun havde lagt det. Hun rejste sig forsigtigt, for at gå længere ned af gyden, for at kigge en ekstra gang. Hvilket gjorde hun blev rasende, da det ikke lå dér, hvor hun havde lagt det. "Seriøst?" Hun sukkede kort, før hun stak hovedet ud af gyden og kiggede til begge sider. Hun kunne skimte en mand som løb med hovedet længere nede af havnen, kurs mod kroen. Hun rystede lidt på hovedet, tog kappens hætte på endnu engang - før hun satte i løb efter manden, heldigvis var hun i god form og indhentede ham hurtigt, blot lidt for sent. Hun så manden snige sig ind på kroen, og lukkede døren omhyggeligt bag sig.
Marion var mere rasende, end hun lige havde været. Hun åbnede døren voldsomt, og klappede den i. Hun fjernede hætten fra hendes hoved, før hun kiggede rundt i kroen, efter manden som havde stjålet hendes hoved og papirer, som hun slet ikke var glad for. Hun fik øje på manden, som var på vej hen til en mand, som var igang med et skakspil, hun kunne ikke se manden ved bordet, på grund af ham som havde hovedet. Hun satte kursen efter ham, med heftige skridt, og blev nødt til at stoppe op engang i mellem, på grund af fulde folk. Hun skubbede og maste sig igennem mængden og havde nu fri adgang til manden, som havde stjålet hovedet fra hende. Han var ankommet til bordet, med mandens skakspil. Med et stramt greb tog hun fat om nakken på ham, og skubbede ham mod en væg som ikke var så langt væk, fra bordet. Hun vendte ham om og tog hårdt fat i hans hals imod væggen "Du skulle nok have tænkt på, hvad du stjal fra mig. Det skulle du aldrig have gjort. Måske er det dit hoved, jeg går efter næste gang." Hendes blik var fæstnet mod hans, og han sank en klump - eller i hvert fald prøvede på det. "Er det forstået?" Spurgte hun, han nikkede kort, så meget som han nu kunne. Hun gav slip på hans hals, før hun vendte sig mod manden, med skakspillet.
|
|