Post by crystal on Sept 18, 2010 13:28:06 GMT 1
Solen var gået ned for længst nu. og der ville sikkert gå meget lang tid før den stod op igen. En sort hest stod bundet til et træ i udkanten af en fin lille lysning. hvor målens stråler lige kunne komme ind mellem træernes kroner... crys stod inde mit i lysningen. helt forpustet og udmattet. hun havde trænet det meste af dagen. på et meget højt nevau. hendes træner havde forladt hende for et godt stykke tid siden nu. så hun trænede lidt for sig selv bare for sjovs skyld. for hun fandt træning mere alvorligt end da hun boede hjemme. hun så ikke sig selv som zills datter mere. det kunne man tydeligt også se på hende. for hun lod ike sin stilling stige hende til hovet. ike mere da. hun var ikke længere den crystal der havde boet under dronning zills tag. og opførte sig som om hun var bedre end de fleste. hun havde lært en del siden hun flyttede op i bjergende og måtte klare sig selv. Hun var iført en meget gammel slidt kjole som var revnet op af hendes ben. eftersom hun havde hoppet lidt for meget rundt. så den var gået let i stykker. dog lagde hun ike så meget mærke til det. eftersom hun enligt var ligeglad med hvem der kiggede. det eneste der betød noget lige nu. var hendes træning. selvom hun holdte en lille pause nu. for hun var godt udmattet. så hun daskede bare stille hen til den sorte hest og tog sin vandflaske op fra tasken som var spændt fast til sadlen og tog en stor tår. og kiggede så let rundt mens et svagt smil gled over hendes læber. hendes hår lå løst langs hendes skuldre. eftersom hun ikke orkede at sætte det op når det aligevel bare fandt en måde at komme fri på. så hvorfor sætte det op?....
Hun fulgte enligt ike med i hvad der skete omkring hende. så hun vindte ike så meget om hvad der var sket siden hun forlod sin mors slot. og alle de trygge stæder. selvom de ike var så trygge dengang. som de ville være nu for hende. for nu kunne hun klare sig selv. både fysisk og pysisk.
Hun fulgte enligt ike med i hvad der skete omkring hende. så hun vindte ike så meget om hvad der var sket siden hun forlod sin mors slot. og alle de trygge stæder. selvom de ike var så trygge dengang. som de ville være nu for hende. for nu kunne hun klare sig selv. både fysisk og pysisk.