|
Post by Rai Mirriko on Oct 23, 2010 19:58:09 GMT 1
Rais skridt kunne næsten ikke høres mod grusset denne gang. Han gik dog normalt, men når man arbejdede på slottet, så var det nødvendigt at kunne liste sig afsted, hvis man ikke ville blive opdaget på sin færd rundt i slottet. Rai lyttede opmærksomt efter om der var nogen bagefter dem, man kunne jo aldrig vide om mændene var gået ud for at tjekke dem. Men det så ud til at være meget roligt, det var han også. Han var faktisk bare glad for at pigen vidste hende en form for tillid, også selvom de ikke kendte hende helt. "Jeg vil ikke have noget imod, at kalde dig lille prinsesse. Det passer jo til dit tøj" sagde han med et roligt smil på og kiggede lidt på den søde kjole og hatten som sad på hendes hovede. På en underlig måde, så passede det faktisk sammen. Og bamsen hun havde i hånden, gjorde bare det hele en smule sødere. "Hvor skal jeg egentlig følge dig hen?" spurgte han roligt, for han var ikke så sikker på at han bare kunne lade hende gå selv lige med det samme, der kunne også være andre tilstede.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 23, 2010 20:45:58 GMT 1
Imod sætning til Rais skridt, s å kunne man tydeligt høre hendes skridt, som blot viste at hun ikke havde lært hvad det ville sige at kunne liste, mens man gik. Noget hun egentlig ikke havde noget imod, for indtil videre, havde hun jo aldrig rigtig haft brug for det med at liste, det var hun jo alligevel ikke så god til. Smilet på hendes læber blev større, for hun kunne mærke en hvis slags glæde hos ham, men hvor den stammede fra vidste hun ikke og hun ville ikke spørger. En god ting ved at have brunt hår, selvom det var ved at blive sort inden under, var at hun kunne skjule at hun var en vanddæmon og kunne føle andres følelser. Nogle så det hvis som en krænkelse, hvilket hun godt kunne forstå, på en måde. En svag rødmen steg op i hendes kinder, hendes blik flakkede lidt rundt, genert over hans kompliment. ”T-tak,” mumlede hun stille, for hun havde ingen anelse om hvad hun ellers skulle sige. Hun ville også komplimentere ham, men hun kunne ikke rigtig komplimentere ham for hans ro, eller kunne hun jo godt, det lød bare ikke som det rigtige at gøre. Bamsen, der nok ville blive kvalt hvis den ellers havde været i live, blev holdt lidt tæt ind til hende i et øjeblik, inden hun løsnede sit greb igen. Phoenix så lidt uforstående på ham, da han spurgte om hvor han skulle føre hende hen. Mente han om hvilken vej han skulle føre hende, for at hun kom hjem? Eller var det et helt andet sted, som hun kunne vælge at tage hen sammen med ham? Hun anede det ikke og det kunne tydeligt ses på hende.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 10:53:15 GMT 1
Rai kunne ikke lade vær med at smile til den lille pige, som fulgte ham. Det føltes dog en smule underligt, at virke så rar, men på den anden side, så kunne det være at det gav pote. Det var jo ikke altid at man ville komme længst, hvis man var kold og hård og måske endda en smule ligeglad. "Ikke så genert, dit tøj fortjener da et kompliment" sagde han med en let stemme, som ikke fyldte så meget, men den var der. Hans blik gled ned på hendes bamse, sjovt nok havde han ikke lagt mærke til den før nu, men han ville ikke spørge til den. Det kunne være, at hun brugte bamsen til at støtte sig til, når hun var usikker? Han så lidt på hende og fik hurtigt øje på hendes forvirrede blik i øjnene. Det gjorde ham ikke noget, han havde da ikke noget imod at forklare lidt nærmere omkring, hvad han mente med sine ord. Det var ikke altid at han var til at forstå, for at sige det mildt. "Jeg tænkte, at jeg ville følge dig lidt rundt og er det så ikke bedst, at du siger hvor du vil hen? Jeg behøver da ikke følge dig hjem endnu?" sagde han med det milde smil på læben. Det var faktisk næsten som at have en lillesøster, der skulle have forklaret tingene nogle gange. Det var en smule sødt i hans øjne. Hvad mon ikke Drazilla ville sige, hvis hun fandt ud af, at han faktisk havde hjulpet en lille pige? Ligemeget.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 11:19:18 GMT 1
Hans følelser som flød ind i hende, virkede ikke så meget anderledes end andres, men de gav hende en ro og et slags ubehag, men det var kun fordi hun kunne mærke dem så tydeligt. De påvirkede hende jo. Så hvad var det for en underlig følelse han følte? Hun forstod det ikke, hun turde bare ikke spørger om det, for hvis hun spurgte, ville han så tænke hun trængte ind i hans private område. Hun kunne ikke læse hans tanker, så hun kunne ikke vide hvor følelsen kom fra, men derfor kunne hun mærke den lige så tydeligt som han kunne mærke hendes tilstedeværelse. Smilet blev blot større og hun følte en slags selvsikkerhed over hans kompliment. ”Tak,” sagde hun med sin barnestemme der tydeligt fyldte, og gav stilheden som kunne havne omkring dem, et ordentligt skub. ”Dit hår.. det er smukt,” hendes blik ramte jorden da hun sagde det. Hans hår var smukt, det havde hun kun svagt lagt mærke til, men nu lagde hun skam mærke til det. Det var svært ikke at gøre når man nu var tæt på ham og ude fra fare. Hendes blik blev mindre forvirret da han forklarede det. En glæde som hun svagt havde følt, begyndte nu at boble og virkelig vise sig i overfladen af hendes øjne. ”Kunne vi.. gå hen til en sø?” spurgte hun stille, stadig med glæde i stemmen, men også en smule tøven. Hun kunne godt mærke at hun havde brug for noget vand, om det var at drikke det eller svømme i det, vidste hun ikke helt, men en ad delene havde hun skam brug for.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 11:39:42 GMT 1
Rai kunne bare ikke lade vær med at smile af den lille søde pige, som stod foran ham. Underligt nok så var det som om, at han faktisk ikke havde noget imod, at være så venlig ihvert fald ikke overfor hende. Der var en vis glæde i det. Hun virkede dog en smule tilbageholdende, som om der var noget hun ikke ville sige.. Men det kunne vel godt vente lidt, han havde sådanset ikke noget imod, at de bare snakkede sammen, det var hyggeligt nok. "Tak, det har jeg nu aldrig hørt før" sagde han med en blid stemme, da hun kom med et kompliment omkring hans hår. Det var ikke noget, han havde hørt før, så det var sandt det hun sagde, folk lagde også sjældent mærke til ham, men det var han van til efterhånden. Så det kom faktisk lidt bag på ham, at hun så lagde mærke til det. Et mindre smil bredte sig over hendes "spørgsmål". "Det lyder da som en hyggelig ide, vil du vise mig vejen, jeg har aldrig været ved en sø endnu. Kun i Darklia, hvor jeg blev tvunget til at hoppe i det kolde vand" sagde han underligt nok med en vis ro i stemmen. Selvom han godt vidste, at Darklia ikke lige var stedet for en lille pige. Og hvad ville hun mon ikke tro om ham nu. Han ville i hvert fald nødig skræmme hende væk, for det var hyggeligt at have en af snakke med.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 11:57:18 GMT 1
Det var svært ikke at smile i hans nærvær. Han gjorde hende tryg, fik hende til at føle en selvsikkerhed som hun ikke rigtig havde kendt særlig længe, slet ikke efter at hendes far var blevet som han var blevet. Helst ville hun ikke fortælle Rai om hendes far, ikke fordi hun regnede med at han ville gøre hendes far noget, mere det at hun frygtede at han så ville tage en hvis afstand fra hende. Det ville hun ikke have. Hun var stolt over at være den første som komplimenterede hans hår, underligt at ingen havde lagt mærke til det, hun var måske ikke så meget bedre selv, men nu hvor hun havde lagt mærke til det, så var han jo egentlig smuk i sig selv. Ikke på den feminine måde, men på sin egen specielle måde. Phoenix vidste ikke hvad hun skulle svare, så hun sagde ikke noget, men smilede bare til ham. Det næste han sagde, gjorde hende en smule usikker, men den usikkerhed forsvandt nu meget hurtigt. Han skræmte hende ikke væk, for hun kunne ikke se hvorfor man skulle dømme folk, fordi de kom fra det ene eller det andet sted. Intet var sort eller hvidt, alt var hvad man gjorde det til. Efter hendes hoved. ”Jeg kan godt vise vej. Men, vil det så sige du ikke har haft nogen gode oplevelser med vand?” spurgte hun og bed sig lidt i læben. Det var trist hvis han ikke havde det, for vand kunne være fantastisk, derfor mente hun man ikke skulle være bange for det. Hun var nu også en vanddæmon og de havde vel lidt svært ved at se, hvorfor folk skulle frygte vand.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 12:06:29 GMT 1
Rais blik var stille og roligt, før han vendte det mod himlen, det var i hvert fald begyndt at blive en smule varmt kunne man sagtens sige. Solen stod også højt på den skyfrie himmel, det var en smuk dag, det kunne han ikke løbe fra. Egentlig havde han ikke noget imod vand, det var mere, når det gik ud over hans pels, når han først var forvandlet, så ville det ødelægge pelsen og det brød han sig ikke om. Det var lidt det samme med hans hår, selvom det ikke ville tage lige så lang tid at ordne, som pelsen ville. Jeg har det skam helt fint med vandet, så længe jeg bliver i denne skikkelse" sagde han med et smil og stak pludselig den ene hånd i lommen, bare for at stå i en mere afslappet stilling. Han kunne godt lide at være afslappet og det var lettere at være det udenfor slottet, som på slottet, for der var altid travlt. Han vidste egentlig heller ikke hvor længe, han kunne blive væk? "Jamen, så viser du da bare vej, jeg skal nok være lige ved siden af dig" sagde han med den rolige og trygge stemme. Han havde ikke noget imod at skulle følges med hende, desuden så ville det være synd, at stikke af sådan pludseligt. Det skulle være en ordentlig dag, hvis man kunne sige det sådan.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 12:17:38 GMT 1
Denne skikkelse? Så han havde altså en anden skikkelse? ”Hvilken slags skikkelse? Er det et dyr? Som en ulv, eller en kat.. måske en ræv.. eller en bjørn eller tiger.. kan du bliver til et dyr? Er det sådan et stort dyr eller et lille dyr?” Nu spurgte hun og hun kunne godt blive ved, men noget sagde hende at det bare ikke ville være særlig smart hvis hun blev ved, desuden så kunne det vel godt blive irriterende i længden hvis hun bare spurgte og spurgte. Dagen der var ved at blive varm, måtte ikke ende for hendes vedkom, eller rettere sagt, hendes snak med ham måtte ikke ende. Hun ville gerne kunne snakke med ham så længe som muligt, måske længere end det, for han var spændende at snakke med og han gav hende tryghed. Egoistisk, men hun ville ikke opgive det, den tryghed og glæde som han gav hende. ”Okay, vi skal den her vej” sagde hun og ledte af sted. Kursen var imod skoven, for det var det eneste sted som hun vidste hvor alle søerne lå, hvis det lå andre steder, så var det ikke noget som hun lige havde ledt nok efter, for hun havde ikke tænkt over at skulle finde noget, som hun alligevel havde været omringet af siden hun var helt, helt lille.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 12:32:21 GMT 1
Rai kunne ikke lade vær med at grine en lille smule, da hun så ud til at åbne lidt mere op for ham. Hendes nysgerrighed fik ham blot til at smile mere. Han ville da gerne svare på hendes spørgsmål. Det ville næsten var ondt at lade vær, nu hvor der var noget hun gerne ville vide om ham. Det var jo sødt, når man så det fra hans side. "En større ulveskikkelse" svarede han med et smil på læben. Han skulle lige frem mene at hun ville kunne sidde på hans ryg uden at hun ville sidde på en mindre plads. Der var i hvert fald nok plads at sidde på. Hans ulveskikkelse var måske større end normale ulve, men det var også nødvendigt en gang i mellem. "Jeg skal nok vise dig det, når du har lyst" sagde han roligt og fulgte hurtigt efter hende. Ud af øjenkrogen kunne han se kroen forsvinde og der var ikke nogen, som var gået ud. Perfekt nok, så ville der være en smule ro over dem. Det var måske lidt underligt, men han følte virkelig, at han kunne snakke med hende om det meste. Som en del af familie? En lillesøster.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 12:42:09 GMT 1
Hendes øjne lyste helt op af glæde. Hun havde aldrig set en ulv, jo på tegninger, men det var jo ikke sikkert at de virkelig så sådan ud som nogle mennesker tegnede dem, så bare det hvis hun kunne se ham forvandle sig, det ville virkelig være stort og noget særligt for hende. "Er en ulv sådan et stort dyr?" spurgte hun, mens hun spredte armene lidt ud, for nærmest at vise hvad hun mente, men det vidste han nok godt så ingen grund til at forklare det med kroppen også. Men det var virkelig noget som havde sat hendes nysgerrighed i gang, det var heller ikke noget man hørte eller så hver dag. "Virkelig? Må jeg virkelig se dig sådan?" hvis glæde og strålende øjne kunne dræbe, havde hendes gjort det nu. Man kunne bare se hvordan glæden boblede ud ad hende, det lagde hun ikke skjul på, for efter hendes mening så skulle man ikke skjule glæde heller ikke de andre følelser. Hendes skridt var ikke så hurtige, men heller ikke særlig langsomme. hun ville gerne hurtigt hen til en ad søerne, for hun begyndte at føle sig lidt utilpas med varmen.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 12:49:23 GMT 1
Rai kunne ikke lade vær med at grine af hendes begejstring, det var ikke noget han oplevede normalt og da slet ikke fordi, at han kunne forvandle sig til en ulv. Han mente selv at ulve var nogle stærke dyr og var derfor glad for at han havde kræfterne til at forvandle sig til en af dem. Han tænkte lidt, da han godt kunne fornemme at hun havde lidt travlt, måske det var nok at komme ind i skyggen? "Selvfølgelig må du det." sagde han med den milde stemme og overvejede en måde, så de ville komme hurtigere frem til søerne. Men turde hun det, når han forvandlede sig til ulv, han var jo nok en smule større end de normale ulve, som man kunne se, dog sjældent. "Tror du at du kan guide mig vej, hvis jeg forvandler mig til en ulv og lader dig sidde på mig ryg, så går det lidt hurtigere" spurgte han roligt, det var mere et tilbud, som en tvang, for han havde ikke så travlt, men det kunne han mærke på hende, at hun så nok havde. Om hans skikkelse var stor i følge hende, var der jo kun en måde at finde ud af på. Han skulle først forvandle sig.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 13:08:20 GMT 1
En smule generthed krydsede hende da han grinede, men hun kunne ikke lade vær med at smile. For hun var da begejstreret og glad over at måtte se hans ulve skikkelse. Blidt bed hun sig selv i læben, mens hun kiggede lidt rundt omkring sig. Det var ikke skygge som hun havde brug for, det var vand, bare vand. Ikke andet, men vand var jo mere end vand for hende og sådan var det. "Kan jeg sagtens," sagde hun og smilede, men tøvede lidt. Vejen var nem nok, så det var ikke det. Det var heller ikke fordi hun var bange, men fordi hun måske var lidt bekymret for at komme til at hive i hans pels hvis hun kom op på hans ryg, det var sådan set mere det og måske.. også lidt.. "Vil det ikke være lidt tungt at have mig på ryggen?" spurgte hun nysgerrig, men tydeligt genert. Godt nok var hun lille og tynd, men det kunne jo godt være, at i hans ulveform, at hun ikke var helt let igen. Tanken om at kunne se ham i hans ulve skikkelse, og så måske ridde på ham, det var en tanke som gjorde hende nervøs, men samtidig spændt.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 13:17:42 GMT 1
Rai smilte roligt til hende, der var ikke noget at være bange for, for han vidste godt at han nok skulle passe på med hende på ryggen og desuden, så ville han ikke mærke det så voldsomt, hvis hun hev ham i pelsen. Hun skulle jo helst sidde ordentligt. "Så gør vi da bare det, og du skal endelig ikke være bange for at hive fat i min pels, det tager jeg ikke så tungt" sagde han med en blid stemme og så lidt på hende. Hun ville slet ikke blive så tung for ham, for hun var ikke særlig stor og når man tænkte på, at hans skikkelse var større end hende, så kunne det umuligt være tungt. Rai gik lidt væk fra hende med et roligt smil på læben og forvandlede sig til ulv. Hans pels var hvid og meget lys. Der blev også passet godt på den. Hans tænder var måske store, og kunne virke faretruende, men hun skulle endelig ikke være bange for ham. Han bukkede hovedet for hende og lagde sig så ned så hun kunne stige op på hans ryg og sætte sig til rette.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 24, 2010 13:42:35 GMT 1
Phoenix kunne ikke lade vær med at smile. Han virkede så sikker, så rolig som man overhoved kunne være, og hans følelser strømmede bare ind i hende og gjorde hende så rolig og glad, det var ikke noget som hun var så vant til igen. "Okay," sagde hun og smilede. Det var ikke hverdag man kunne komme op og sidde på en ulv, ikke mindst en ulv som var venlig sindet og ikke ville hende noget ondt. Rai var venlig imod hende, hun kunne ikke rigtig se ham i et andet lys, det ville i hvert fald være svært at vise ham i et andet lys. Forvandling gik stærkt for hende, for i det ene øjeblik stod han på to ben og lignede et hvert andet menneske, dog med noget mere skønhed over sig, og nu stod han på fire ben og havde en ulvs skikkelse. Wau, han var stor! Hun smilede, kunne ikke lade vær, for han skræmte hende ikke, han så bare virkelig, virkelig flot og stor ud. Hun gik over til ham, rørte et øjeblik, måske lidt tøvende, ved hans kind og hans pande, så blidt som hun kunne mønstre selvfølgelig, inden hun gik om på siden af ham og mere eller mindre, kravlede op på hans ryg. Blidt tog hun fat i hans pels, da hun ikke ville hive, så det gjorde ondt på ham.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 24, 2010 13:55:42 GMT 1
For ham var det almindeligt at forvandle sig til ulv, så han kunne nok ikke se alt det hun kunne. Han brugte dog sin ulveskikkelse til at komme hurtigere frem, når han havde travlt. Han lukkede roligt øjnene, da hun gik hen til ham og lagde den lille hånd mod hans pande. Han var mere eller mindre rolig ved situationen, det var jo ikke fordi hun havde tænkt sig at gøre noget ondt eller noget, så hvorfor være andet end rolig? Han kunne faktisk ikke rigtig mærke at hun på en måde kravlede op på hans ryg, først da hun satte sig til rette, vidste han at hun var der. Stille og roligt rejste han sig op, hun skulle jo nødig falde af, det kunne godt ende med at gøre lidt ondt, selvom han ikke var flere meter høj. Hans blik gled hen mod skoven, hvor efter han begyndte at gå stille, så hun lige kunne vænne sig til tanken om at sidde på hans ryg. Han satte langsomt farten op, det skulle jo nødigt gå langsommere, som hvis de havde været på gåben.
|
|