|
Post by Rai Mirriko on Oct 25, 2010 17:46:28 GMT 1
Rai havde ikke lige regnet med det spørgsmål, men på den anden side, kunne han heller ikke svare med sikkerhed. Da han jo ikke kendte andre ulve eller nogen som kunne forvandle sig til en ulv. Så der var vist ikke så meget at sige til den lille piges spørgsmål. "Jeg går udfra at min pels kun er så blød fordi jeg passer den, hvis man kan sige det sådan. Så hvis andre passer deres pels, så burde deres også være blød" sagde han med et roligt smil på læben og lagde hovedet let på skrå, da han endnu ikke kunne sætte en finger på hendes frygt, men det kunne være at hendes svar kunne hjælpe ham, for han lyttede skam efter hvad hun sagde, og hvordan hun sagde det. "Det lyder ikke som om at du føler dig tryg i det hus sammen med din far?" sagde han en smule spørgende, da det sikkert kunne være lige så meget rigtigt, som forkert. Det var vel bare en form for konklusion til hende.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 25, 2010 18:16:17 GMT 1
Hun smilede over den tanke med at han passede og plejede sin pels, men hun kunne ikke finde noget at sige til det, så hun lod bare værd med at kommentere det. Rai måtte vel synes hun var nysgerrig, men hun var også et barn, så derfor kunne hun ikke lade vær med at være så nysgerrig omkring verdenen og folk som hun mødte. Hendes.. nej.. Rai var bare meget mere speciel. Hun havde næsten tænkt at hendes bror var meget mere speciel end andre. Det kunne hun da ikke tænke vel? De var ikke i familie, i hvert fald ikke blodsmæssigt, men derfor havde hun det som om at han var hendes bror. Et lys slukkede nærmest inden i hendes øjne da han spurgte ind til det med hendes forhold til sin far. Hun havde ikke lyst til at lyve, men hun havde heller ikke lyst til at fortælle ham sandheden. Hvad ville han gøre hvis hun gjorde? Hun havde ikke lyst til at gætte, eller tænke på det, så derfor prøvede hun bare at finde på et svar, som ville være passende til hans spørgsmål. ”Jeg.. jeg vil helst ikke snakke om det..” mumlede hun stille. Eller egentlig så ville hun vel gerne fortælle ham det, men bare ikke lige nu, måske aldrig, af frygt for at han ville gå fra hende og blive væk, ligesom hendes tidligere venner havde gjort.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 25, 2010 18:23:09 GMT 1
Det kunne godt være at Rai ikke så ud til at være den, som forstod så mange, men på en eller anden måde, kunne han forstå hende og måske lidt hvordan hun havde det, med hensyn til hendes forhold til sin far. Lidt ligesom han ikke ønskede at snakke om sin fortid eller noget, han levede i nuet og havde ikke lyst til at kigge tilbage. "Det gør ikke noget, jeg skal slet ikke blande mig i det" sagde han med et roligt smil på læben og lagde bare for sjov armen om hende, som tegn på at hun bare skulle tage det roligt, for han var jo lige ved siden af hende. Sjovt nok kunne han ikke forbinde hendes kinder til noget som hendes far måske kunne havde gjort ved hende. Men hvordan skulle han også kunne gøre det, når hun ikke havde lyst til at snakke om det. Han ville jo ikke presse hende til noget. "Sjovt nok, så er det lidt som om du er min lillesøster eller noget. Du giver mig en underlig følelse af, at jeg vil beskytte dig som om du var min lillesøster og har behov for det" sagde han uden rigtig at tænke over det. Men det var faktisk sådan han havde det med hende. Men hvordan ville hun mon se på det. Ville hun bare rykke sig væk fra ham. I frygt for hvad han mente med det, om der var en bagtanke, hvilket der jo ikke var. Han var glad for at have mødt hende på kroen og reddet hende ud af mændenes kløer.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 25, 2010 18:59:58 GMT 1
Måske ville hun fortælle ham det på et tidspunkt. Måske. Der var ingen garanti og lige nu, så ville hun bare nyde hans selskab og ikke tænke så meget på sit lille problem med sin far. Hun smilede til ham. For hvert sekund der gik, kunne hun lide ham, han var altså som en storebror for hende, og hun ville gøre hvad som helst for at se hans smil. Hun ville gerne kunne gøre ham glad, gøre hvad som helst for at se hans smil, der blot gjorde hende fuldkommen fyldt med glæde og ubekymring. ”Ligesom jeg ser dig som min storebror,” udbrød hun begejstret. Så han havde altså også en familie følelse for hende. Det at beskytte hende, var måske sandt nok, måske havde hun brug for det, men det var ikke noget som hun ville sige alt for højt. ”Min storebror,” hun lagde sin kind imod hans skulder, men det gjorde en smule ondt, så hun satte sig på en lidt anden måde, så det i stedet var lidt af hendes pande og lidt af siden på hendes hoved. Det lange hår gled lidt ind over hendes ansigt, men uanset hvor meget hun prøvede at fjerne det, så lagde det sig hele tiden på samme måde, så hun gav op. Bamsen blev stadig holdt i hendes favn, den kunne hun bare ikke give slip på, uanset hvad. Den betød for meget til at hun ville lade nogen tage den fra hende.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 25, 2010 19:10:50 GMT 1
Et sødt og mildt smil bredte sig over hans læber. For hun fik ham virkelig til at smile og det var ellers noget han sjældent gjorde. Han kiggede lidt mod huset, måske han ville få mere at vide på et andet tidspunkt, når hun var mere sikker? Det kunne godt være, at der var noget, som hun ikke ønskede at han skulle vide. Han havde det egentlig også fint med at sidde ved siden af hende. Han blev ved med at holde armen rundt om hende og kiggede lidt ned på bamsen, som hun hele tiden havde haft på sig, bortset fra da hun var kommet ned for at drikke ved vandkanten. "Det er jeg kun glad for, du er min lille prinsesse" sagde han med et stort smil, da hun åbenbart også så ham som en storebror. Det var jo kun positivt, at de på en måde følte det samme for hinanden. Rai havde sådanset aldrig rigtig haft en familie eller i hvert fald ikke efter hans hovede. Der var kun hans arbejde, men nu var der også Phoenix. Det var altid godt med nogle man kunne gå til, hvis han havde behov for at snakke om andet end lige sit arbejde og det var Phoenix perfekt til. Hun lyttede jo og det samme gjorde han, når hun ville have ham til det.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 25, 2010 19:34:12 GMT 1
Hvis Phoenix ikke havde vist bedre, ville hun sige at gud havde sendt hende sin beskyttende engel, i skikkelsen af en bror. Men hun vidste jo godt bedre. Hun vidste godt at Rai ikke var en engel, men hun så ham som sin bror og hun ville gerne beholde det på den måde. Hun ville gerne kunne gå til ham, og hun ville også have at han kunne gå til hende, hvis nogen af dem havde noget de ville snakke om. Men lige nu, lige nu ville hun helst ikke fortælle problemet med sin far, det skulle i hvert fald ikke være lige nu hvor hun havde det så skønt sammen med Rai. Af en eller anden grund så ville hun gerne vise ham noget, et eller andet som kunne få ham til at smile endnu mere, men hvad det kunne være vidste hun ikke. Måske kunne hun få ham til at grine? Ligesom hun havde gjort tidligere måske? ”Rai, er du kilden?” spurgte hun og så op på ham. Hendes øjne var fyldt med nysgerrighed, for hvis han faktisk var kilden, så kunne hun jo få ham til at le på den måde, selvom hun tvivlede på at hun kunne finde ud af det. Det var længe siden hun selv var blevet kildet, så hun vidste ikke en gang om hun selv var kilden. Blidt rørte hun lidt ved hans hår, bare for at mærke om det var lige så blidt som hans pels havde været. Det var det, efter hendes mening. Det overraskede hende lidt, men hun sagde ikke noget til det, smilede bare glad.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 25, 2010 19:42:46 GMT 1
Rai lod sit blik hvile mod hende, det var en smule sødt, at hun sad på den måde op af ham. Han havde ikke noget imod det, for det gjorde bare det hele mere hyggeligt. Vandet var næsten ikke til at høre, da det var så stille, der var ingen vind i luften, som kunne lege med hans hår, men så var det jo godt at hun kunne det. Han tænkte lidt over hendes spørgsmål, skulle han nu også svare ærligt på det eller lade hende finde ud af det. "Se det var et godt spørgsmål, men hvis jeg nu siger at jeg er kilden, så kilder du mig da bare?" sagde han med et drilsk smil på læben, da han godt kunne se det sjove i det, selvom det nok ville gå ud over ham selv. Alligevel kunne han finde på at kilde hende eller prøve på det. De havde det vist virkelig som bror og søster og det var dejligt at have sådan et forhold.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 25, 2010 19:56:12 GMT 1
Det var rart at kunne være så tæt på ham, virkelig bare at kunne føle sig tryg som hun gjorde. Det forhold som de havde fået opbygget, på så kort tid, føltes så let og dejligt, at hun ikke kunne lade vær med at smile over tanken, hvis han faktisk var kilden. Han svarede ikke direkte på hendes spørgsmål, så det så ud til at hun bare måtte finde ud af det selv. ”Måske,” sagde hun og rakte tunge, bare for at drille lidt. Det var måske en smule barnlig drilleri, men det var egentlig den eneste form for drilleri som hun lige kendte. Hun var kun tolv år, men derfor gjorde det ikke mindre svært at drille hende. I et øjeblik tøvede hun, inden hun forsøgte sig med at kilde ham, bare for at se hvad han ville gøre. Han måtte godt forsøge at kilde hende, for hun vidste da ikke om hvorvidt hun var kilden eller ej, og det kunne man jo altid finde ud af. Han var hendes specielle storebror, den storebror som hun ikke ville miste ved at fortælle om sit liv, eller ved at nogen tog ham fra hende. Hun ville ikke klare hvis nogen tog ham fra hende, hun ville ikke miste ham, aldrig nogen sinde. De tanker blev kastet til side, for bare at kunne leve i det nu som der var.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 25, 2010 20:11:39 GMT 1
Rai lod blikket glide lidt ud mod søen og smilte lidt til hendes svar, mon hun havde tænkt sig at forsøge eller bare lade det falde til jorden, uden at gøre noget. Dog fandt han hurtigt svaret på det spørgsmål. Han bed sit lidt i læben, fordi det begyndte faktisk at kilde en smule, selvom han aldrig selv havde lagt mærke til det, så var han måske kilden. "Okay okay, jeg tror vist at jeg er kilden" sagde han halvt grinende, selvom han prøvede at holde det tilbage. Han valgte dog ikke at holde sig for munden, for så voldsomt var det ikke.. Endnu. Han så lidt på hende, men kunne til sidst ikke holde sit grin tilbage mere. Han ville egentlig gerne holde det tilbage, eller bare få hende til at stoppe, men det var også sjovt sådan som de havde det sammen. Han ville ikke bytte hende for noget som helst.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 25, 2010 20:27:02 GMT 1
Måske var det lidt ondt, men da hun kunne mærke at han grinede, kunne se at han var kilden, så havde hun ikke lyst til at lade vær. Hun ville blive ved med at drille ham på den måde. Det var svært ikke at ville drille ham, at kilde ham så han grinede, men hun skulle heller ikke overdrive det, selvom hun et eller andet sted havde lyst til det. Til sidst stoppede hun dog, bare for at han ikke ville blive irriteret. I stedet gav hun ham et kram. Underligt, men hun kunne mærke at det var noget som hun bare havde haft brug for. At kunne holde om en, at kunne være i ens beskyttende favn så man kunne føle sig tryg. Være sammen med en, som ikke ville hende ondt, en der faktisk ville være der for hende, passe på hende imod andre og måske i nogle tilfælde sig selv. Rai var den person, eller det regnede hun da stærkt med at han var. Når han var der, så følte hun at hun kunne hvad som helst, eller i hvert fald det som hun satte sit sind for, og det ville nok være næsten alt. Lige inden hun skulle til at spørger Rai om noget mere, hørte hun en stemme, som hun så inderligt havde håbet hun ikke ville høre i dette øjeblik, kalde på hende. ”PHOENIX” hendes far var hjemme og ikke i sit bedste humør, hvis det overhoved eksisterede. Hun så på Rai med et trist blik, hun skulle gå, men hun havde ikke spor lyst. ”Jeg må gå nu,” mumlede hun stille og trak sig ud af hans favn. Hun kom op at stå, børstede støv og sådan lidt af sit tøj inden hun igen så på ham. ”Vil jeg se dig igen?” hendes øjne bad ham om at love det, og hun håbede da at han ville se hende igen, at de ville se hinanden igen og have en god stund sammen, som de havde haft nu.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 26, 2010 7:52:25 GMT 1
Rai kunne ikke lade vær med at grine, fordi hun jo netop blev ved med at kilde ham. Han prøvede dog at holde det tilbage, da det hurtigt kunne blive for voldsomt. Da hun så endelig stoppede, skulle han først lige have vejret, men var da stadig glad for at få et kram af hende. Ikke noget han havde regnet med at han allerede ville få. Han lagde roligt armene om hende med et blidt smil på læben. Det var virkelig som om de var søskende. Det var en dejlig følelse. Han følte en vis glæde ved at have hende ved sig og der var slet ikke så mange bekymringer. Det overraskede lidt Rai at høre stemmen, som bare råbte hendes navn. Han så mod huset og vidste udmærket godt, at det kom derfra. Stemmen lød en smule sur. "Allerede, det var ellers lige så hyggeligt" sagde han og ærgede sig en smule over det, da han ikke havde lyst til at hun allerede skulle smutte nu, men han kunne vel ikke gøre andet nu, hun blev jo åbenbart nød til at smutte? Han rejste sig hurtigt op for at give hende et kram, som et slags farvel. "Jeg kan love dig for at vi ses igen" sagde han med en venlig stemme, og smilte roligt til hende. Der var vel ikke nogen grund til at være bange for ikke at kunne se ham igen på et andet tidspunkt.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 26, 2010 14:46:28 GMT 1
Hendes far havde lydt meget vred, så hun turde ikke gå imod ham, og bare blive sammen med Rai, selvom hun allerhelst ville det. Hun blev nødt til at gå hjem, hen til huset der terroriserede hende hver dag og specielt når hendes far var hjemme, som han var nu. I et øjeblik overvejede hun egentlig at sige til ham, at det kunne være lige meget med hendes far, at hun bare kunne komme tilbage senere, men hun vidste godt at det ikke ville nytte noget. Hun var lidt overrasket over, at han krammede hende, dog krammede hun igen og ville allerhelst ikke slippe, men det blev hun nødt til. ”Phoenix, nu!” råbte hendes far. Det blev mere og mere skræmmende, for hver gang han råbte og kaldte på hende. Han var ikke i sit bedste humør. ”Så ses vi en anden gang,” sagde hun og trak sig ud af favnen, som hun var kommet til at holde af. Hun havde det som om, at der ville gå meget lang tid inden de ville se hinanden igen, men hun glædede sig til at de gjorde. Det ville være alt værd hvis hun kom til at se ham igen. ”Øhm.. Rai.. lov mig du ikke går over til huset uanset hvad, okay? Uanset hvad, så lad vær med at gå derover,” hun så bedende på ham. Det var vigtigt for hende, at han lovede det. Meget vigtigt endda. Så havde hun vel en slags garanti på, at han ikke ville gå over til hendes hus. Søen var jo fint nok, det kunne hun ikke bestemme, men lige præcis huset, ville hun have at han holdte sig fra. Han måtte ikke se hvad hendes far gjorde ved hende, hun ville ikke have at så det, eller opdagede det uden at hun selv fortalte det. Hun ville selv fortælle ham om sit forhold til sin far, men lige nu, var bare ikke det rette tidspunkt.
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 26, 2010 19:05:34 GMT 1
Rai havde egentlig ikke lyst til at lade hende gå, men noget kunne tyde på, at han ikke havde noget valg. Hans var dog en smule utryg ved at lade hende gå selv hen til huset. Han havde mest af alt lyst til at følge hende der hen i det mindste. Da han hørte faderen stemme, som virkede en smule faretruende, blev han en smule bekymret for den lille pige. Han vendte blikket mod hende, da hun krøb ud af hans favn. "Jeg har en underlig fornemmelse af, at du ikke skal gå selv derhen" sagde han ærligt, da han virkelig ikke følte at det var sikkert for hende, at gå derhen. Men måske det ville blive værre, hvis han dukkede op sammen med hende. Han var ikke så sikker på, hvad han skulle gøre. For han ville helst ikke se hende komme galt afsted. Hendes sidste ord, overraskede ham en smule, det kunne vel kun betyde at der var noget galt. Men hvorfor gik hun så overhovedet hen til den mand, hun kaldte sin far. "Jeg bliver vel nød til at love dig det? Du tvinger mig til at love en masse. Men jeg lover at jeg ikke tager over til huset, men bliver lidt ved søen, så du kan komme til mig" sagde han, så kunne det være, at han på den måde kunne beskytte hende, når han nu ikke måtte komme hen til huset.
|
|
|
Post by Phoenix Storm on Oct 26, 2010 19:28:53 GMT 1
Hun smilede svagt. Noget der kun skulle til for at gøre ham bare lidt mere tryg ved at hun gik, men hun kunne ikke lyve for ham, hun kunne ikke sige at det hele nok skulle gå, at hun nok skulle klare den. Hvordan skulle hun kunne lyve for en, som hun holdte af? Han var som en bror for hende, det var nok det der gjorde at hun tøvede så meget med at fortælle ham noget om sig selv. For hvis hun sagde en ting, kunne det føre til noget andet om hendes fortid, som hun ikke ville tænke på. "Undskyld," mumlede hun stille, inden hun vendte sig om og løb hen imod det sted, som hun blev nødt til at kalde for sit hjem, indtil hun turde forlade det og få sit eget hjem. Instinkter skreg at hun skulle løbe den anden vej, hendes hjerte skreg at hun skulle blive hos Rai i stedet for at opsøge faren, men noget i hendes fornuft sagde at hun ikke kunne vende sin far ryggen. Hvorfor havde hun ikke den fjerneste idé om. Da hun endelig nåede frem til huset, trak hun vejret hurtigt, inden hun trak vejret normalt for så at gå indenfor. Hendes far kiggede på hende med øjne, der tydeligt fortalte hende hvad der ville ske. Så prøvede hun at lukke af, så hun ikke ville kunne komme til at få så mange forfærdelige minder osm hun havde i forvejen. Men det nyttede ikke. Smerten greb hende i det sekund han tog fat i hendes arm og slog hende. Sådan blev det ved. Hun skreg og skreg, men han blev bare ved med at slå hende. Hun var ved at besvime da han endelig stoppede. Han gik sin vej og lod hende være der, liggende på gulvet, hvordan hun var havnet der, kunne hun knap nok huske, og så gik han bare sin vej. Ud af huset, væk derfra og bare ned imod byen. Phoenix kunne knap nok røre sig, men det lykkedes hende at komme ud af huset, for at vakle ud ad døren og ned til søen. Ved vandkanten, lagde hun sig ned, for hun kunne ikke mere. Hun kunne ikke røre sig. Hele hendes krop gjorde ondt, den stille gråd hjalp heller ikke, men hvad kunne hun gøre?
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Oct 26, 2010 20:05:41 GMT 1
Rai forstod ikke hvorfor hun bare var smuttet hjem til den mand, som tydeligvis ikke havde tænkt sig at være sød ved hende. Han lod sig dumpe ned på jorden igen og lod sit blik hvile mod huset, der foregik noget derinde, som han burde stoppe, men han måtte ikke, han havde mest af alt lyst til at bryde det løftet, men på den anden side, ville han ikke gøre det mod hende. Han lyttede til, hvad der skete i huset og kunne ikke lade vær med at rejse sig op, da han hørte hende skrige, men noget holdt hende tilbage. Han måtte vente lidt. Da han så endelig så en mand forlade huset, følte han lidt, at kysten var klar. Han begyndte straks at løbe, da kysten var klar, han tænkte egentlig ikke over, at han brød deres løfte nu og at manden kunne komme tilbage, hvornår det skulle være. Han så hende gå ud af huset og ligge sig ved vandkanten. Han var hurtig henne ved hende og tog hende op i armene. "Prinsesse?" sagde han bekymret, da han godt vidste, at der var noget helt galt, men hvad skulle han gøre. Han kunne jo ikke forlade hende nu, det havde han ikke lyst til. Han satte sig ned med hende i armene og så ud over søen, dog var de stadig på samme side som huset.
|
|